Tillægsbetænkning afgivet af
Miljø- og Fødevareudvalget den 9. december 2020
1. Ændringsforslag
Miljøministeren har stillet 1
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, SF, RV, EL, KF og Susanne Zimmer (UFG)) indstiller
lovforslaget til vedtagelse ved 3.
behandling med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (V og DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme imod det stillede ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (NB og LA) indstiller lovforslaget til
forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved afgivelsen af
tillægsbetænkningen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Enhedslisten
Enhedslistens medlemmer af udvalget noterer
sig, at lovforslaget skal integrere vurderinger af bl.a. havbrugs
indvirkninger på miljøet så tidligt som muligt i
beslutningsprocesserne. Lovforslaget bidrager således
forsøgsvis til en bedre implementering af EU's
habitatdirektiv. Enhedslisten bemærker, at intentionen med
lovforslaget står i kontrast til lovbehandlingens
forløb. Enhedslisten stiller sig kritisk over for
forsinkelserne af habitatkonsekvensvurderingerne, som Miljø-
og Fødevareudvalget først blev orienteret om i et
notat, der blev oversendt den 30. november 2020 (Notat om
forsinkelse i arbejdet med habitatkonsekvensvurderinger i
forbindelse med sagsbehandling af placeringstilladelser til
eksisterende havbrug, MOF alm. del - bilag 172,
folketingsåret 2019-20). Denne orientering kom først
dagen inden 2. behandling af det oprindelig fremsatte lovforslag
nr. L 56 (Implementering af VVM-direktivet og ændring af
myndighedskompetencen for havbrug). Enhedslisten stiller sig
ligeledes kritisk over for ministerens ikkesvar på
spørgsmål 2 til L 56 om tidsplanen for at foretage de
EU-retligt krævede habitatsvurderderinger af hav- og
dambrug
Habitatkonsekvensvurderingerne skulle have
været foretaget for mange år siden. Den danske
implementering af habitatdirektivet er mangelfuld, og direktivet
har reelt set ingen effekt for de danske havbrug. Konsekvensen af,
at tidsplanen skrider, er, at de ulovlige havbrug i Danmark
får lov til at fortsætte deres forretning de
næste 2 år. Enhedslisten støtter det parallelle
lovforslag nr. L 56 A om implementering af VVM-direktivet og ser
frem til, at EU's habitatdirektiv også bliver efterlevet i
Danmark, så Danmark ikke huser havbrug, som har en negativ
effekt på Natura 2000-områder på havet.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af miljøministeren, tiltrådt af et
flertal (udvalget med undtagelse af V
og DF):
1) I
indledningen indsættes efter »I lov om
miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete
projekter (VVM), jf. lovbekendtgørelse nr. 973 af 25. juni
2020,«: »som ændres ved det af Folketinget den
15. december 2020 vedtagne forslag til lov om ændring af lov
om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete
projekter (VVM) og lov om husdyrbrug og anvendelse af
gødning m.v. (Implementering af VVM-direktivet),«.
[Konsekvensændring som
følge af den forventede vedtagelse af lovforslag nr. L 56
A]
Bemærkninger
Til nr. 1
Der er tale om en konsekvensændring
som følge af den forventede vedtagelse den 15. december 2020
af lovforslag nr. L 56 A. Herved tydeliggøres, at
miljøvurderingslovens § 17, stk. 1-4, som affattet ved
forslag til lov om ændring af lov om miljøvurdering af
planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (Ændring
af myndighedskompetencen for havbrug) (L 56 B) træder i
stedet for affattelsen af samme bestemmelse i forslag til lov om
ændring af lov om miljøvurdering af planer og
programmer og af konkrete projekter (VVM) og i forslag til lov om
ændring af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning
m.v. (Implementering af VVM-direktivet) (L 56 A), som forventes
vedtaget af Folketinget den 15. december 2020.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 8. oktober
2020 og var til 1. behandling den 22. oktober 2020. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og
Fødevareudvalget. Udvalget afgav betænkning den 25.
november 2020. Lovforslaget var til 2. behandling den 1. december
2020, hvor det blev delt i to lovforslag: lovforslag nr. L 56 A og
lovforslag nr. L 56 B. Begge lovforslag blev herefter henvist til
fornyet behandling i Miljø- og Fødevareudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har, efter lovforslaget blev
henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 2
møder.
Bilag
Efter udvalgets afgivelse af
betænkning over lovforslag nr. L 56 er der omdelt 3 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under den fornyede
udvalgsbehandling stillet 6 spørgsmål til
miljøministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har
besvaret.
Anders Kronborg (S) Anne Paulin
(S) Bjarne Laustsen (S) Christian Rabjerg Madsen (S) Kasper Roug
(S) nfmd. Malte Larsen (S) Mette
Gjerskov (S) Troels Ravn (S) Zenia Stampe (RV) Kathrine Olldag (RV)
Carl Valentin (SF) Rasmus Nordqvist (SF) Signe Munk (SF)
Søren Egge Rasmussen (EL) Mai Villadsen (EL) Susanne Zimmer
(UFG) Erling Bonnesen (V) Karsten Lauritzen (V) Thomas Danielsen
(V) Torsten Schack Pedersen (V) Anni Matthiesen (V) Jacob Jensen
(V) René Christensen (DF) fmd. Bent Bøgsted (DF) Lise Bech
(DF) Egil Hulgaard (KF) Per Larsen (KF) Peter Seier Christensen
(NB) Henrik Dahl (LA)
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 12 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 | |