L 56 Forslag til lov om ændring af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) og ændring af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.

(Implementering af VVM-direktivet og ændring af myndighedskompetencen for havbrug).

Af: Miljøminister Lea Wermelin (S)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2020-21
Status: Delt

Betænkning

Afgivet: 25-11-2020

Afgivet: 25-11-2020

Betænkning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 25. november 2020

20201_l56_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 25. november 2020

1. Ændringsforslag

Miljøministeren har stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget, herunder om deling af lovforslaget.

2. Indstillinger

Udvalget vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget.

Et flertal i udvalget (S, SF, RV, EL, KF og Susanne Zimmer (UFG)) indstiller lovforslag A og B til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (V, DF, NB og LA) indstiller lovforslag A til vedtagelse med de under nr. 2-6 stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller lovforslag B til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme imod ændringsforslag nr. 7.

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Venstre

I november 2020 fremlagde regeringen sin regional- og landdistriktspolitiske redegørelse 2020, hvor der bl.a. står, at det »er regeringens mål at skabe et sammenhængende Danmark, hvor vi gør op med centraliseringen og skaber gode muligheder for udvikling, arbejdspladser og velfærd i alle dele af landet.«

Regeringen skriver, at den vil arbejde for at »styrke landdistrikternes udvikling, så der er gode muligheder for arbejdspladser«, og at man »vil arbejde for, at danskerne får nærheden tilbage«. På trods af alle de flotte ord og intentioner om mere nærhed og mindre centralisering har regeringen med lovforslaget foreslået at centralisere myndighedskompetencen for de danske havbrug - fra det lokale og nære i kommunerne og til Miljøstyrelsen. Venstre kan på den baggrund ikke støtte forslaget og bemærker desuden, at regeringens ord om at styrke landdistrikterne primært virker til at være tomme løfter og flotte ord, man ikke ønsker at bakke op med tilsvarende handling. Det har vi også tidligere set andre eksempler på, bl.a. med centralisering af Ankestyrelsen fra Ringsted til København. Derudover undrer det Venstre, at man vil fjerne myndighedskompetencen fra kommunerne, som ellers ikke har haft udfordringer med at forvalte opgaven.

Ligesom i forbindelse med lovforslag nr. L 55 (om ophævelse af bestemmelser om kompenserende marine virkemidler) er det Venstres indtryk, at dette lovforslag er en del af regeringens aversion mod de danske havbrug, hvor man undgår dialog med erhvervet og nu også med kommunerne, som forvalter opgaven. Regeringen har ikke forholdt sig til, at Kommunernes Landsforening anbefaler, at tilsynet forbliver hos kommunerne. På samme mode har regeringen heller ikke forholdt sig til branchens holdning. Venstre mener derfor ikke, at regeringen har taget tilstrækkelig højde for de involverede parter og yderkommunernes interesser, hvorfor Ventre ikke støtter forslaget.

3. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) og ændring af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (Implementering af VVM-direktivet)« omfattende titelnoten og §§ 1-3.

B. »Forslag til lov om ændring af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (Ændring af myndighedskompetencen for havbrug)« omfattende § 1, nr. 9, og §§ 3 og 4.

[Forslag om deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under A nævnte forslag

Til § 1

2) Nr. 9 affattes således:

»9. § 17, stk. 1-4, affattes således:

»Kommunalbestyrelsen er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på land, der er omfattet af bilag 1 eller 2, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, jf. dog stk. 2, 3, 5 og 6.

Stk. 2. Regionsrådet er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter, der er omfattet af bilag 1 eller 2, hvor hele eller dele af projektet er omfattet af § 7 i lov om råstoffer, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 3. Miljøministeren er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på havområdet omfattet af bilag 1 eller 2, jf. dog stk. 4, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet. Dog er kommunalbestyrelsen myndighed for behandling af sager vedrørende projekter omfattet af bilag 1 eller 2, hvor projektet er omfattet af § 3, stk. 1, jf. dog stk. 5, i lov om kystbeskyttelse m.v., og intensivt fiskeopdræt, hvor det samlede anlæg er beliggende nærmere end 1 sømil fra kysten, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet.

Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på havområdet, der er omfattet af bilag 1 eller 2, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, hvis der er tale om følgende projekter:

1) Projekter om efterforskning og indvinding af kulbrinter, lagring i undergrunden, rørledninger m.v. omfattet af bilag 1, nr. 14, 16, 22, 23 og 29, og bilag 2, nr. 2, litra d og e, nr. 3, litra a, nr. 10, litra i, og nr. 13, litra a og b.

2) Projekter om etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter vand og vind, med tilhørende interne ledningsanlæg omfattet af bilag 2, nr. 3, litra i og j, og nr. 13, litra a.««

[Konsekvens og præcisering af forslag om deling af lovforslag]

3) I den under nr. 11 foreslåede affattelse af § 18, stk. 1, ændres »bilag 1,« til: »§ 15, stk. 1,«.

[Præcisering]

4) I den under nr. 13 foreslåede affattelse af § 19 indsættes i stk. 1 efter »ansøgning«: », jf. § 18,«.

[Præcisering]

5) I nr. 30 ændres »§ 46, stk. 2, 1. pkt.,« til: »§ 46, stk. 2, 2. pkt.,«.

[Præcisering]

Til § 2

6) I nr. 3 ændres »§ 54 j, stk. 2, 2. pkt.,« til: »§ 54 j, stk. 2, 1. pkt.,«.

[Præcisering]

c

Ændringsforslag til det under B nævnte forslag

Til § 1

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (S, SF, RV, EL, KF og Susanne Zimmer (UFG)):

7) Nr. 9 affattes således:

»9. § 17, stk. 1-4, affattes således:

»Kommunalbestyrelsen er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på land, der er omfattet af bilag 1 eller 2, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, jf. dog stk. 2, 3, 5 og 6.

Stk. 2. Regionsrådet er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter, der er omfattet af bilag 1 eller 2, hvor hele eller dele af projektet er omfattet af § 7 i lov om råstoffer, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 3. Miljøministeren er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på havområdet omfattet af bilag 1 eller 2, jf. dog stk. 4, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet. Dog er kommunalbestyrelsen myndighed for behandling af sager vedrørende projekter omfattet af bilag 1 eller 2, hvor projektet er omfattet af § 3, stk. 1, jf. dog stk. 5, i lov om kystbeskyttelse m.v., herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet.

Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på havområdet, der er omfattet af bilag 1 eller 2, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, hvis der er tale om følgende projekter:

1) Projekter om efterforskning og indvinding af kulbrinter, lagring i undergrunden, rørledninger m.v. omfattet af bilag 1, nr. 14, 16, 22, 23 og 29, og bilag 2, nr. 2, litra d og e, nr. 3, litra a, nr. 10, litra i, og nr. 13, litra a og b.

2) Projekter om etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter vand og vind, med tilhørende interne ledningsanlæg omfattet af bilag 2, nr. 3, litra i og j, og nr. 13, litra a.««

[Konsekvens og præcisering af forslag om deling af lovforslag]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslaget foreslår miljøministeren, at lovforslaget deles i to selvstændige lovforslag (A og B). Den foreslåede deling giver partierne mulighed for at stemme for de dele af lovforslaget, som de hver især støtter, eller stemme imod de dele, de ikke kan støtte.

Til nr. 2

Ændringsforslaget er en konsekvens af forslaget om deling af lovforslaget. Den under lovforslagets § 1, nr. 9, foreslåede ændring af miljøvurderingslovens § 17, stk. 3, 2. pkt., opdeles, således at ændring af myndighedskompetencen for intensivt fiskeopdræt (havbrug), hvor det samlede anlæg er beliggende nærmere end 1 sømil fra kysten, ikke indgår i det under A nævnte lovforslag. Det under A nævnte lovforslag indebærer således, at kommunerne fortsat er myndighed for havbrug, der ligger nærmere end 1 sømil fra kysten, mens Miljøstyrelsen er myndighed for de havbrug, der ligger mere end 1 sømil fra kysten.

Forslaget om at ændre § 17, stk. 3, 2. pkt., således, at kommunalbestyrelsen ikke længere er ansvarlig myndighed for intensivt fiskeopdræt (havbrug), hvor det samlede anlæg er beliggende nærmere end 1 sømil fra kysten, medtages i det under B nævnte lovforslag, jf. det foreslåede nr. 7.

I forlængelse af den foreslåede ændring af miljøvurderingslovens § 17, stk. 3, 2. pkt., i lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås der en sproglig præcisering af bestemmelsen, således at »hele eller dele af« udgår, da den foreslåede bestemmelse ikke har til hensigt i øvrigt at ændre på rækkevidden af kommunalbestyrelsens kompetence i den gældende ordlyd i miljøvurderingslovens § 17, stk. 3., 2. pkt.

Til nr. 3

Det følger af lovforslagets § 1, nr. 11, at bestemmelsen vedrører projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1. Der er imidlertid også mulighed for, at bygherren kan anmode om, at et projekt omfattet af bilag 2 skal gennemgå en miljøvurdering uden en forudgående screening. Dette afspejles ikke tydeligt med henvisning til miljøvurderingslovens bilag 1, hvorfor det foreslås at erstatte henvisningen til bilag 1 med en henvisning til miljøvurderingslovens § 15, stk. 1, som fastsætter, hvilke projekter der skal undergå en miljøvurdering, før de kan påbegyndes.

Til nr. 4

Det følger af lovforslagets § 1, nr. 13 (§ 19), hvad bygherrens ansøgning skal indeholde, såfremt der ansøges om et projekt omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2. Den foreslåede formulering af § 19, stk. 4, giver mulighed for, at bygherren kan anmode om, at et projekt omfattet af bilag 2 skal gennemgå en miljøvurdering uden en forudgående screening. Det vil imidlertid betyde, at bygherrens ansøgning skal opfylde betingelserne i lovforslagets § 1, nr. 11, som netop foreslås revideret med henblik på at imødekomme Europa-Kommissionens kritik af miljøvurderingslovens krav til bygherrens ansøgning om projekter omfattet af kravet om miljøvurdering. Derfor foreslås det at henvise til betingelser i lovforslagets § 1, nr. 11 (§ 18).

Til nr. 5

Det fremgår af lovforslagets § 1, nr. 30, at der foreslås en tilføjelse til miljøvurderingslovens § 46, stk. 2, 1. pkt. Det skulle rettelig have været § 46, stk. 2, 2. pkt. Det foreslås at korrigere henvisningen.

Til nr. 6

Det følger af lovforslagets § 2, nr. 3, at den foreslåede tilføjelse », f.eks. med hensyn til projektets art, kompleksitet, placering eller dimensioner,« angår § 54 j, stk. 2, 2. pkt. Den foreslåede tilføjelse angår imidlertid § 54 j, stk. 2, 1. pkt., hvorfor ændringsforslaget har til formål at korrigere dette.

Til nr. 7

Ændringsforslaget er en konsekvens af forslaget om deling af lovforslaget. Den under lovforslagets § 1, nr. 9, foreslåede ændring af miljøvurderingslovens § 17, stk. 3, 2. pkt., opdeles, således at forslaget om at samle myndighedskompetencen for havbrug hos staten ved Miljøstyrelsen og de dertil knyttede overgangsbestemmelser kun medtages i det under B nævnte lovforslag.

Det under B nævnte lovforslag indebærer således, at kommunalbestyrelsen ikke længere er ansvarlig myndighed for intensivt fiskeopdræt (havbrug), hvor det samlede anlæg er beliggende nærmere end 1 sømil fra kysten. Herved samles myndighedskompetencen for havbrug hos staten ved Miljøstyrelsen, idet myndighedskompetencen for havbrug herefter kommer til at følge hovedreglen i § 17, stk. 3, 1. pkt., og derved i alle tilfælde henhører under miljøministeren.

I forlængelse af den foreslåede ændring af miljøvurderingslovens § 17, stk. 3, 2. pkt., i lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås der en sproglig præcisering af bestemmelsen, således at »hele eller dele af« udgår, da den foreslåede bestemmelse ikke har til hensigt i øvrigt at ændre på rækkevidden af kommunalbestyrelsens kompetence i den gældende ordlyd i miljøvurderingslovens § 17, stk. 3., 2. pkt.

4. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 8. oktober 2020 og var til 1. behandling den 22. oktober 2020. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Fødevareudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljøministeren sendte den 11. august 2020 dette udkast til udvalget, jf. MOF alm. del - bilag 669 (folketingsåret 2019-20). Den 8. oktober 2020 sendte miljøministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 9 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret med undtagelse af spørgsmål 7-9, som forventes besvaret inden 2. behandling.

Anders Kronborg (S) Anne Paulin (S) Bjarne Laustsen (S) Christian Rabjerg Madsen (S) Kasper Roug (S) nfmd. Malte Larsen (S) Mette Gjerskov (S) Troels Ravn (S) Zenia Stampe (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) Carl Valentin (SF) Rasmus Nordqvist (SF) Signe Munk (SF) Søren Egge Rasmussen (EL) Mai Villadsen (EL) Susanne Zimmer (UFG) Erling Bonnesen (V) Hans Christian Schmidt (V) Thomas Danielsen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Anni Matthiesen (V) Jacob Jensen (V) René Christensen (DF) fmd. Bent Bøgsted (DF) Lise Bech (DF) Egil Hulgaard (KF) Per Larsen (KF) Peter Seier Christensen (NB) Henrik Dahl (LA)

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)48
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)42
Dansk Folkeparti (DF)16
Radikale Venstre (RV)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)4