Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2020)
Justitsministeren
(Nick Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om undersøgelse af
visse forhold vedrørende Forsvarets
Efterretningstjeneste
(Lovforslag nr. L 53)
Tilsynet med Efterretningstjenesterne
offentliggjorde den 24. august 2020 en pressemeddelelse med
resultaterne af en særlig undersøgelse af Forsvarets
Efterretningstjeneste (FE), som blev afsluttet den 21. august 2020.
I pressemeddelelsen tilkendegiver Tilsynet med
Efterretningstjenesterne en række vurderinger
vedrørende Forsvarets Efterretningstjenestes virksomhed og
kommer på den baggrund med anbefalinger til tiltag.
Regeringen ser med stor alvor på den
kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste, som Tilsynet med
Efterretningstjenesterne har fremsat. Det er afgørende, at
der er tillid til, at efterretningstjenesterne agerer inden for
deres beføjelser og samarbejder med de tilsyn, der har til
opgave at kontrollere dem. Regeringen har besluttet, at der som
opfølgning på Tilsynet med Efterretningstjenesternes
særlige undersøgelse skal gennemføres en
uafhængig og uvildig undersøgelse.
Formålet med lovforslaget er at skabe
det retlige grundlag for nedsættelsen af en særlig
undersøgelseskommission, der vil have til opgave at
undersøge og redegøre for visse forhold omfattet af
Tilsynet med Efterretningstjenesternes særlige
undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste.
Det foreslås med lovforslaget, at den
særlige undersøgelseskommission skal bestå af 3
medlemmer, der udpeges af justitsministeren. Formanden og de
øvrige medlemmer vil efter forslaget skulle udpeges efter
indstilling fra præsidenten for Vestre Landsret og skal
være uvildige og uafhængige af de myndigheder og
personer, hvis forhold er omfattet af undersøgelsen.
Lovforslaget indeholder desuden regler om
undersøgelseskommissionens opgaver, tilrettelæggelsen
af undersøgelsen m.v., oplysnings- og vidnepligt, de
berørte personers retsstilling (retssikkerhedsgarantier),
tavshedspligt, undersøgelseskommissionens beslutninger og
domstolsprøvelse heraf.
Det fremgår endvidere af
lovforslaget, at undersøgelseskommissionen skal afgive en
beretning om resultatet af sin undersøgelse til
justitsministeren. Beretningen offentliggøres ikke, men
justitsministeren sørger for, at Folketingets Udvalg
vedrørende Efterretningstjenesterne får adgang hertil.
Undersøgelseskommissionen vil efter forslaget desuden i
videst muligt omfang skulle udarbejde og offentliggøre en
sammenfatning af sine konklusioner i en form, som ikke indeholder
oplysninger, der vil kunne skade forholdet til fremmede magter,
statens sikkerhed eller tredjemand.
Lovforslaget vil blive sendt i offentlig
høring i forbindelse med fremsættelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.