Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2020)
Finansministeren
(Nicolai Wammen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
Digital Post fra offentlige afsendere (Hjemtagelse til
Digitaliseringsstyrelsen af
dataansvar, strategisk ejerskab og
beslutningskompetence for Digital Post,
etablering af visningsklienter og flytning af borgeres og
virksomheders post)
(Lovforslag nr. L 47)
Hovedloven om Digital Post blev vedtaget af
folketinget i 2012 som led i udmøntningen af den
fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015. Alle
danske borgere på 15 år og derover samt danske
virksomheder skulle herefter som udgangspunkt tilsluttes Digital
Post-løsningen. Et fokusområde i den
efterfølgende fællesoffentlige digitaliseringsstrategi
2016-2020 er, at de digitale løsninger skal være
brugervenlige, tidssvarende og af god kvalitet, samt at
virksomheder og borgere skal kunne modtage al relevant,
digitalisérbar post fra det offentlige digitalt. På
baggrund heraf, og af et lovmæssigt udbud, er der valgt en ny
leverandør af Digital Post, som efter planen går i
drift med den nye løsning i august 2021.
Lovforslagets formål er at skabe
hjemmel til overgangen til den kommende it-løsning for
Digital Post, herunder flytning af borgeres og virksomheders post
fra den nuværende løsning hos e-Boks til den nye
Digital Post-løsning. Dette sikrer, at borgere og
virksomheder vil kunne tilgå deres eksisterende digitale post
fra offentlige afsendere i den nye løsning.
Loven skaber desuden hjemmel til, at
kommercielle aktører kan vise den offentlige post. Dette
gøres gennem en godkendelsesordning, der stiller en
række krav til fx sikkerhed. Med den foreslåede ordning
vil det blive muligt for e-Boks og andre kommercielle
aktører, at blive godkendt til at vise både den
offentlige og private post.
Retstilstanden vil for borgere og
virksomheder være den samme, om de bruger offentlige eller
kommercielle visningsklienter, da de begge anses som en del af
Digital Post-infrastrukturen. Retsvirkningen for post sendt til
borgere og virksomheder vil derfor fortsat være, at
modtageren kan støtte ret på, og tilsvarende
forpligtes, når en meddelelse er tilgængelig for
vedkommende i den valgte visningsklient. Retstilstanden
ændres dermed ikke for den enkelte borger eller
virksomhed.
Digitaliseringsstyrelsen hjemtager med
vedtagelse af lovforslaget systemejerskabet til Digital
Post-løsningen, hvilket giver myndighederne en større
uafhængighed og fleksibilitet end den hidtidige tilknytning
til en privat leverandør har muliggjort.
Digitaliseringsstyrelsen vil hermed få det strategiske
ejerskab og den fulde beslutningskompetence over
postløsningen samt have dataansvaret for administrationen af
postløsningen. Dette er af stor vigtighed, da Digital Post
indgår i den fællesoffentlige digitale infrastruktur,
der er samfundskritisk på linje med den fysiske
infrastruktur.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.