L 44 Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning.

(Udbud af Thor Havvindmøllepark og forhøjelse af beløbssats til grøn puljeordning).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-10-2020

Fremsættelse: 08-10-2020

Skriftlig fremsættelse (den 8. oktober 2020)

20201_l44_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2020)

Klima-, Energi- og Forsyningsministeren (Dan Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi (udbud af Thor Havvindmøllepark samt forhøjelse af beløbssats til grøn puljeordning)

(Lovforslag nr. L 44)

Lovforslaget udmønter dele af energiaftalen 2018 og efterfølgende politiske beslutninger vedrørende Thor Havvindmøllepark. Med lovforslaget udmøntes ligeledes den del af klimaaftale for energi og industri mv. 2020, hvor det blev besluttet at forhøje beløbssatsen til grøn puljeordning.

Lovforslaget tager afsæt i energiaftalens forventning om, at havvind inden for få år kan producere grøn strøm på markedsvilkår uden offentlige støttekroner. Den teknologiske udvikling og konkurrencen blandt de bedste virksomheder om at levere vedvarende energi har gjort det realistisk, at grønne løsninger inden for en overskuelig årrække kan leveres på kommercielle vilkår. Det har i særdeleshed været en drivkraft i at skabe Danmarks position som verdens førende havvindnation. Med energiaftalen fra 2018 blev det besluttet at udbyde tre havvindmølleparker frem mod 2030, hvoraf Thor Havvindmøllepark er den første.

Med forslaget indsættes hjemmel til at udbetale støtte og opkræve betaling for strøm, hvormed det muliggøres at implementere støttemodellen for Thor havvindmøllepark. Med lovforslaget implementeres den støttemodel for Thor Havvindmøllepark, som regeringen sammen med energiforligskredsens øvrige parter indgik aftale om i november 2019. Med støttemodellen tildeles støtte via en såkaldt differencekontrakt, hvor staten garanterer en stabil afregningspris på den strøm, havvindmølleparken producerer.

Med den politisk besluttede støttemodel vil udbuddets vinder tildeles et variabelt støttetillæg pr. produceret kilowatttime beregnet pba. forskellen mellem den tilbudte aftalepris og en såkaldt referencepris, som baseres på den gennemsnitlige markedspris for el. Er referenceprisen lavere end den aftalte pris, modtager producenten produktionsstøtte. Bliver referenceprisen omvendt højere end den aftalte pris, skal producenten betale tillæg til staten. Støtteniveauet reguleres hvert år for at følge den gennemsnitlige udvikling i markedsprisen for el. Det skal bevare producentens tilskyndelse til at producere, når elprisen er høj og på den måde sikre, at der bliver produceret el på en måde, der svarer til markedets behov. Samtidig skal det medvirke til at begrænse statens udgifter til støtte, idet producenten på langt sigt er garanteret en minimumpris for den strøm, havvindmølleparken producerer. Formålet er at give investorerne en høj grad af sikkerhed for deres investering. Det er forventningen, at statens omkostninger til støtte vil tildeles mere hensigtsmæssigt med den nye støttemodel.

Dertil kommer, at lovforslaget skaber grundlag for, at perioden for varigheden af en driftstilladelse til havvindmølleparker øges fra de nuværende 25 år til 30 år, hvorefter det stadig vil være muligt at søge om forlængelse. Derved tages der hensyn til den teknologiske udvikling af havvindmøller, der går mod en længere levetid og forventet reduktion af produktionsomkostninger for havvind, hvormed gode havvindarealer muligvis vil kunne udnyttes samfundsøkonomisk mere hensigtsmæssig efter 30 år. En driftstilladelse for Thor Havvindmøllepark vil efter ansøgning maksimalt kunne forlænges med indtil 5 år.

Lovforslaget indeholder desuden en ophævelse af regulering af elproduktion fra havvindmøller. Dette skyldes, at de pågældende regler allerede følger af gældende forordninger, og ændringen er derfor ikke direkte knyttet op på Thor Havvindmøllepark. Denne ændring medfører en konsekvensændring i elforsyningsloven.

Lovforslaget skaber desuden mulighed for forhøjelse af satserne for de beløb, der skal indbetales til Grøn Pulje, som følge af den klimaaftalen der blev indgået den 22. juni. Forhøjelsen betyder, at indbetaling forhøjes til 125.000 kr. pr. MW for landvindmøller, 165.000 kr. MW for havvindmøller, 40.000 kr. pr. MW for solcelle-anlæg og 92.000 kr. pr. MW for vandkraftværker.

Lovforslaget forventes at have økonomiske konsekvenser for staten, da der med energiaftalen 2018 er afsat 3,7 mia. kr. til udbetaling af støtte til Thor Havvindmøllepark. Der er væsentlig usikkerhed om de samlede økonomiske konsekvenser for staten, da udbetaling af pristillæg eller betaling fra elproducenten afhænger af den langsigtede udvikling i markedsprisen for elektricitet og størrelsen af det vindende tilbud. Med støttemodellen fastsættes et absolut loft for statens samlede udgift til udbetaling af støtte på i alt 6,5 mia. kr.

Den foreslåede revision af perioden for driftstilladelser forventes at have positive konsekvenser for producenter af elektricitet fra havvindmølleparker udbudt efter 1. januar 2020, ligesom forslaget om indførelse af bemyndigelse til at afholde udbuddet for Thor Havvindmøllepark forventes at have positive konsekvenser for erhvervslivet. Ligeledes forventes etableringen af havmølleparken at understøtte jobskabelse i Danmark, idet anlægsinvesteringen forventes at ligge på et niveau omkring 15,5 mia. kr.

Forhøjelsen af opstillers indbetaling til Grøn Pulje vil udgøre en merudgift for erhvervslivet, som det dog vurderes helt eller delvist afløser lokalt aftalte betalinger fra opstillerne til kommuner og lokale fonde. Dermed skønnes nettopåvirkningen for opstillerne af vedvarende energi at være mindre end 15 mio. kr. årligt.

Formålet med forhøjelsen af Grøn pulje er at bidrage til øget kommunal og lokal opbakning til opstilling af vedvarende energianlæg.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft d. 1. januar 2021.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte nærmere regler om ikrafttrædelse af bl.a. bemyndigelse til afholdelse af udbuddet for Thor Havvindmøllepark, når der foreligger en statsstøttegodkendelse af udbuddet fra Europa-Kommissionen.

I det jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.