Skriftlig fremsættelse (7. oktober
2020)
Transportministeren (Benny Engelbrecht):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
færdselsloven (Tilbageholdelse og henstilling af
køretøjer og adgang til kontrolbesøg i
virksomheder der udfører vejtransport af farligt gods)
(Lovforslag nr. L 36)
Formålet med lovforslaget er at
implementere artikel 5 og 6 i kontroldirektivet på
vejtransport af farligt gods-området (95/50/EF).
Kontroldirektivet forpligter medlemsstaterne til at foretage
kontrol med vejtransport af farligt gods.
Artikel 5 fastsætter, at en
kontrolmyndighed kan tilbageholde eller henstille
køretøjer til et sted, som myndigheden anviser,
indtil køretøjet er i overensstemmelse med reglerne
om vejtransport af farligt gods. Artikel 6 fastsætter, at der
i forebyggende øjemed kan aflægges kontrolbesøg
i virksomheder, og at transporter i tilfælde af
overtrædelse af bestemmelserne om vejtransport af farligt
gods skal bringes i overensstemmelse med disse regler, før
de forlader virksomheden, eller der kan iværksættes
andre foranstaltninger.
Der er i dag ikke hjemmel til de to
ovennævnte kontrolopgaver, hvorfor lovforslaget således
sikrer en hjemmel til politiets tilbageholdelse og henstilling af
køretøjer på vejtransport af farligt
gods-området som led i deres vejkontrol, og
transportministerens bemyndigelse til at aflægge
kontrolbesøg i virksomheder for at sikre overholdelse af
reglerne om vejtransport af farligt gods.
Kontrolopgaven i artikel 5 placeres efter
aftale med Justitsministeriet hos Rigspolitiet, da den operative
vejkontrol foretages af politiet. Kontrolopgaven i artikel 6
placeres ved Færdselsstyrelsen, der besidder den tekniske
fagkundskab inden for vejtransport af farligt gods.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg
hermed anbefale forslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.