L 30 Forslag til lov om ændring af afskrivningsloven, ligningsloven og selskabsskatteloven.

(Midlertidig forhøjelse af fradrag for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed og af bundfradrag ved udlejning af fritidsboliger samt selskabsskattefritagelse af Fonden).

Af: Skatteminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2020-21
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 07-10-2020

Fremsættelse: 07-10-2020

Skriftlig fremsættelse (7. oktober 2020)

20201_l30_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (7. oktober 2020)

Skatteministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af afskrivningsloven, lig­nings­loven og selskabsskatteloven (Midlertidig forhøjelse af fradrag for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed og midlertidig forhøjelse af bundfradrag ved udlejning af fritidsboliger samt selskabs­skatte­fritagelse af Fonden)

(Lovforslag nr. L 30)

Lovforslaget fremsættes som led i den af regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet indgåede aftale af den 15. juni 2020 om udfasning af hjælpepakker, stimuli-initiativer og eksportinitiativer. Lovforslaget er en del af aftalens stimuli-initiativer, der har til formål at afdæmpe de økonomiske konsekvenser, som udbruddet af COVID-19 har medført for dansk erhvervsliv og eksport, så risikoen for tab af danske arbejdspladser, velstand og velfærd reduceres. Lovforslaget fremsættes også som led i den mellem de samme partier indgåede aftale af 19. juni 2020 om sommerpakken.

Med lovforslaget foreslås det at forhøje virksomhedernes fradrag for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed i 2020 og 2021 med hhv. 27 pct. og 25 pct., således at fradraget udgør 130 pct. i begge indkomstår. Samtidigt foreslås det at indføre et loft over merfradraget, således at det højst kan have en skatteværdi på 50 mio. kr. Udgifter, der overstiger det foreslåede loft, kan fradrages efter gældende regler med hhv. 103 pct. i indkomståret 2020 og 105 pct. i indkomståret 2021.

Initiativet skønnes at medføre et umiddelbart mindreprovenu på ca. 1.580 mio. kr. i 2020 og 1.470 i 2021, hvilket svarer til ca. 1.350 mio. kr. i 2020 og 1.250 mio. kr. i 2021 efter indregning af tilbageløb og adfærd.

Derudover foreslås det at give de private udlejere af fritidsboliger en økonomisk håndsrækning i indkomståret 2020 ved midlertidigt at forhøje bundfradraget ved udlejning af fritidsboliger, hvor der sker indberetning af lejeindtægten, fra 41.800 kr. til 60.000 kr. Dette vil samtidig øge tilskyndelsen til at udleje sommerhus i 2020, hvilket kan skabe mere aktivitet og beskæftigelse i sommerhusområderne.

En forhøjelse af bundfradraget ved udlejning af fritidsboliger skønnes samlet at medføre et umiddelbart mindreprovenu på ca. 90 mio. kr. og ca. 70 mio. kr. efter tilbageløb og adfærd i indkomståret 2020. Den varige virkning skønnes ikke at være nævneværdig.

Forhøjelse af fradraget for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed foreslås at have virkning fra og med den 1. januar 2020.

Forhøjelse af bundfradraget ved udlejning af fritidsboliger foreslås at have virkning for indkomståret 2020. For personer med bagudforskudt indkomstår, der påbegyndes den 1. oktober 2010 eller tidligere, har lovforslaget virkning for indkomståret 2021.

Endelig foreslås det at skattefritage det af staten oprettede aktieselskab Fonden. Selskabet skal investere i og dermed sikre et tilstrækkeligt kapitalgrundlag i større, ellers sunde, samfundsbærende danske virksomheder, der fortsat måtte være økonomiske udfordret med kapitalgrundlaget som følge af udbruddet af COVID-19.

Skattefritagelsen af Fonden, skønnes ikke at indebære økonomiske konsekvenser for stat, kommuner eller regioner.

Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.