Skriftlig fremsættelse (25. maj
2021)
Sundhedsministeren
(Magnus Heunicke):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
epidemiloven (Overvågning af smitsomme sygdomme via
spildevand)
(Lovforslag nr. L 234)
Det er efter
Sundhedsministeriets opfattelse afgørende, at mulighederne
for effektiv smitteovervågning styrkes, og at myndighederne,
herunder Statens Serum Institut og kommunerne, har de
værktøjer, der kan bidrage til denne styrkede
indsats.
Sundhedsministeriet er opmærksomt på, at studier viser,
at spildevandsovervågning kan bidrage til information om
forekomst af SARS-CoV-2 og andre smitsomme sygdomme hos
befolkningen, idet studier indikerer, at det via
spildevandsovervågning og undersøgelser af
mængden af for eksempel SARS-CoV-2 i spildevand er muligt at
anslå forekomsten af virus i samfundet.
Spildevandsovervågning vil i en situation, hvor der testes
mindre for SARS-CoV-2 end i dag, formentlig kunne give et tidligt
varslingssignal om udbrud og nye mutationer, hvorefter der kan
sættes forebyggende ind med øget brug af
smittebegrænsende initiativer, f.eks. perioder med geografisk
afgrænset bred og intensiv testning af personer.
Overvågning og sekventering af spildevandsprøver vil
også kunne påvise virusmutationer, der er kendetegnende
for specifikke virusvarianter.
Endelig vil
overvågning via spildevand potentielt også kunne
anvendes til at overvåge tilstedeværelsen eller
egentlige udbrud af andre sygdomsfremkaldende organismer, f.eks.
hepatitis A-, hepatitis E- og poliovirus, som alle er kendetegnet
ved hyppigt at give asymptomatisk infektion.
Med
lovforslaget gennemføres de nødvendige tilpasninger
af epidemiloven med henblik på at sikre dels et klart
grundlag for, at spildevandsforsyningsselskaberne kan deltage i
smitteopsporing og smitteovervågning via spildevand, forudsat
at selskaberne får omkostningerne hertil refunderet, dels at
Statens Serum Institut og kommunalbestyrelsen får hjemmel til
at påbyde selskaberne at bistå og medvirke.
Lovforslaget
sikrer desuden klar hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan tage
initiativ til at foretage lokal overvågning af spildevand med
inddragelse af eksterne parter, herunder bl.a.
spildevandsforsyningsselskaber, med henblik på at forebygge
og inddæmme udbredelsen af smitsomme sygdomme. Denne
overvågning vil kunne iværksættes parallelt med
øvrige statslige initiativer på området.
Idet jeg i
øvrigt tillader mig at henvise til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.