Betænkning afgivet af
Indfødsretsudvalget den 27. maj 2021
1. Ændringsforslag
Dansk Folkeparti har stillet 1
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Flertallet vil
stemme imod det stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (DF og NB) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (RV og EL) indstiller lovforslaget til
forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme imod det stillede
ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (SF) vil ved 2. behandling af
lovforslaget redegøre for sin stilling til lovforslaget og
det stillede ændringsforslag.
Liberal Alliance, Alternativet,
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin
og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget kan
støtte lovforslaget, men mener, at man bør kunne
fratage statsborgerskabet fra alle bandekriminelle, der har
fået tildelt statsborgerskab, dvs. også fra dem, der
kun har et statsborgerskab. Derfor har DF stillet
ændringsforslag om dette.
Radikale Venstre
Radikale Venstres medlem af udvalget har to
betragtninger, som gør sig gældende: for det
første en konventionsmæssig betragtning og for det
andet en betragtning om en eventuel erstatningsrisiko ved de
ordinære domstole eller Menneskerettighedsdomstolen.
RV minder således om, at man hidtil
politisk har ment, at indholdet af lovforslaget ikke kan lade sig
gøre. Fratagelse af statsborgerskab kan kun ske ved
terrorisme. Konventionsmæssigt er almindelig kriminalitet
ikke en trussel mod statens sikkerhed. Det vil derfor ikke
være muligt lovgivningsmæssigt at sidestille almindelig
kriminalitet med terrorisme, da statsborgerretskonventionen
udtømmende fastsætter, i hvilke situationer en stats
lovgivning må indeholde regler om fortabelse af
statsborgerskab. Som der står: Fortabelse kan kun komme
på tale i tilfælde af en handlemåde, som er til
alvorlig skade for en stats vitale interesser.
Almindelig kriminalitet rokker jo ikke ved
statens sikkerhed. Men som det fremgår af lovforslaget, skal
personer, som dømmes for alvorlig bandekriminalitet i
forbindelse med straffesagens afgørelse ved dom, kunne
frakendes deres danske indfødsret, medmindre de derved
bliver statsløse. Det vil så være - må vi
forstå - i de tilfælde, hvor alvorlig bandekriminalitet
anses at være til alvorlig skade for Danmarks vitale
interesser. Da alvorlig bandekriminalitet imidlertid ikke
konventionsmæssigt er at betragte som landsforræderi,
vil området for regeringens lovforslag være uendelig
lille. Sagt på en anden måde svarer lovforslaget lidt
til at sige: Hvis hooligans er terrorisme, så kan
statsborgerskab fratages. Regeringen kan derfor godt strikke
sådan en regel sammen, men det vil aldrig føre til en
frakendelse ved de danske domstole.
Med hensyn til betragtningen om de
ordinære domstole og Menneskerettighedsdomstolen ligger der
heri, at det giver rigtig dårlig mening for RV, at vi
gennemfører en lovgivning, som indebærer, at vi
efterfølgende taber sager ved Menneskerettighedsdomstolen.
Lovforslaget kan altså betyde, at staten ender med at skulle
betale erstatning til bandekriminelle.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(NB):
1) Nr. 1
affattes således:
»1. § 8 B, stk. 1, affattes
således:
»Den, som dømmes for
overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens
kapitel 12 og 13, eller som ifalder straf efter straffelovens
§ 81 a, kan ved dom frakendes dansk
indfødsret.««
[Fratagelse af statsborgerskab fra
personer, der alene har dansk statsborgerskab]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget indebærer, at
den, som dømmes for overtrædelse af en eller flere
bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller ifalder straf
efter straffelovens § 81 a, ved dom kan frakendes sin danske
indfødsret, uanset om den pågældende efter
frakendelsen af sit danske statsborgerskab ikke er statsborger i
nogen stat og heller ikke automatisk kan registrere sig som
statsborger i nogen stat.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 4. maj 2021
og var til 1. behandling den 12. maj 2021. Lovforslaget blev efter
1. behandling henvist til behandling i
Indfødsretsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 1
møde.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
udlændinge- og integrationsministeren sendte den 16. april
2021 dette udkast til udvalget, jf. IFU alm. del - bilag 120. Den
4. maj 2021 sendte udlændinge- og integrationsministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag
på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
4 spørgsmål til udlændinge- og
integrationsministeren til skriftlig besvarelse. Ministeren har
besvaret spørgsmål 1-3.
Birgitte Vind (S) Camilla
Fabricius (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Malte Larsen (S) Rasmus
Stoklund (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Susan Kronborg (RV) Anne
Valentina Berthelsen (SF) Peder Hvelplund (EL) Fatma Øktem
(V) nfmd. Morten Dahlin (V) Kim
Valentin (V) Mads Fuglede (V) Marie Krarup (DF) fmd. Morten Messerschmidt (DF) Marcus
Knuth (KF) Mette Thiesen (NB)
Liberal Alliance, Alternativet,
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 7 | |