L 229 Forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse, lov om skove, dyrevelfærdsloven, lov om mark- og vejfred og færdselsloven.

(Adgang til at etablere naturnationalparker og obligatorisk digital kommunikation m.v.).

Af: Miljøminister Lea Wermelin (S)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 19-05-2021

Afgivet: 19-05-2021

Betænkning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 19. maj 2021

20201_l229_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 19. maj 2021

1. Ændringsforslag

Venstres medlemmer af udvalget har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, SF, RV, EL, LA og Susanne Zimmer (UFG)) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) vil ved 3. behandling af lovforslaget redegøre for sin stilling til lovforslaget. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (NB) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Venstre

Venstres medlemmer af udvalget bakker grundlæggende op om intentionen bag lovforslaget om etablering af naturnationalparker med ønsket om at skabe store sammenhængende naturarealer og bedre rammer for biodiversiteten. Venstre er positiv omkring det faktum, at naturnationalparkerne vil give spændende naturoplevelser og øget turisme. Venstre er dog skeptisk over for en række punkter i lovforslaget, som Venstre ikke kan bakke op om. Det gælder bl.a., at der gives mulighed for at dispensere fra dyrevelfærdsloven i naturnationalparkerne, så tilsynet med dyr skal ske på bestandsniveau og ikke ud fra en individuel vurdering af de enkelte dyrs sundhedsmæssige tilstand. Sådan en lempelse af dyrevelfærdsloven kan Venstre ikke bakke op om.

Venstre bemærker desuden ud fra høringssvarene, at en række organisationer som Det Dyreetiske Råd, Dyrenes Beskyttelse osv. heller ikke anbefaler, at man dispenserer fra dyrevelfærdsloven. Derfor har Venstre stillet ændringsforslag til denne del af lovforslaget. Ligeledes foreslås det, at naturnationalparkerne generelt vil blive friholdt for jagt, og det er uklart, hvordan de lokale borgere vil blive inddraget i processen med etablering af parkerne. Derfor er Venstre positiv over for lovforslagets grundlæggende intention, men Venstre vil hverken gå på kompromis med dyrevelfærd eller med borgerinddragelse.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at det er positivt med styrkede rammer for udviklingen af mere vild natur i Danmark, herunder også i forhold til antallet af naturnationalparker. Der er et behov for store sammenhængende naturområder i Danmark. Dansk Folkeparti anerkender, at der er skaffet finansiering til at starte de store projekter op. Dansk Folkeparti ønsker, at naturnationalparkerne bliver en succes.

Dansk Folkeparti er dog bekymret for de dispensationer fra dyrevelfærdsloven, som forslaget giver mulighed for. Der har tidligere været eksempler på dårlig dyrevelfærd i naturplejeprojekter på statslige arealer, senest i nationalpark Mols Bjerge, hvor Naturstyrelsen er blevet sigtet for overtrædelse af dyrevelfærdsloven. Det er fuldstændig afgørende, at udviklingen af mere vild natur i Danmark er til gavn for hele paletten af biodiversitet, og dette skal og bør går hånd i hånd med høje og stringente krav til dyrevelfærden.

Det Konservative Folkeparti

Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget støtter etableringen af naturnationalparker, idet Det Konservative Folkeparti samtidig lægger afgørende vægt på, at der sikres god dyrevelfærd i parkerne.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til titlen

Af et mindretal (V), tiltrådt af et mindretal (DF, KF og NB):

1) I titlen udgår », dyrevelfærdsloven«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

Til § 3

Af et mindretal (V), tiltrådt af mindretal (DF, KF og NB):

2) Paragraffen udgår.

[De foreslåede ændringer af dyrevelfærdsloven udgår]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslag nr. 2 foreslås det, at de foreslåede ændringer af dyrevelfærdsloven udgår af lovforslaget. Som konsekvens heraf foreslås det med ændringsforslaget, at »dyrevelfærdsloven« udgår af lovforslagets titel. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 2.

Til nr. 2

Med lovforslagets § 3 foreslås det, at dyrevelfærdsloven ændres, så ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri - for at imødekomme hensynet til natur og biodiversitet i en naturnationalpark omfattet af en tilladelse efter den med lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 61 a i lov om naturbeskyttelse - vil kunne undtage bestemte dyrehold, der udsættes i en sådan naturnationalpark, og dyrenes afkom fra bestemmelserne i dyrevelfærdslovens § 3 og § 9, stk. 1 og 2, og fastsætte vilkår for dispensationen. Endvidere foreslås en ændring af strafbestemmelsen i dyrevelfærdslovens § 58, stk. 4, hvormed det vil være strafbart at tilsidesætte et vilkår for en sådan dispensation.

Med ændringsforslaget foreslås det, at de foreslåede ændringer af dyrevelfærdsloven udgår af lovforslaget. Dette indebærer, at der ikke indgår ændringer af dyrevelfærdsloven i lovforslaget, og at de gældende regler i dyrevelfærdsloven dermed vil gælde uændret i naturnationalparkerne.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 29. april 2021 og var til 1. behandling den 4. maj 2021. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Fødevareudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og den 29. april 2021 sendte miljøministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 8 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 4 skriftlige henvendelser om lovforslaget.

Deputationer

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Samråd

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til miljøministeren til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd med udvalget den 19. maj 2021.

Miljøministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der dannede grundlag for ministerens besvarelse af spørgsmålet.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 44 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Anders Kronborg (S) Karin Gaardsted (S) Bjarne Laustsen (S) Camilla Fabricius (S) Kasper Roug (S) nfmd. Malte Larsen (S) Mette Gjerskov (S) Troels Ravn (S) Zenia Stampe (RV) Kathrine Olldag (RV) Carl Valentin (SF) Rasmus Nordqvist (SF) Signe Munk (SF) Søren Egge Rasmussen (EL) Rasmus Vestergaard Madsen (EL) Susanne Zimmer (UFG) Erling Bonnesen (V) Hans Christian Schmidt (V) Thomas Danielsen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Anni Matthiesen (V) Jacob Jensen (V) René Christensen (DF) fmd. Pia Kjærsgaard (DF) Lise Bech (DF) Mona Juul (KF) Per Larsen (KF) Peter Seier Christensen (NB) Henrik Dahl (LA)

Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Dansk Folkeparti (DF)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)7