L 224 Forslag til lov om ændring af lov om miljøvenligt design af energirelaterede produkter, produktenergimærkningsloven, lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

(Tilpasning af kontrolbeføjelser m.v. i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1020/2019/EU af 20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning 765/2008/EF og 305/2011/EU m.v.).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-04-2021

Fremsættelse: 28-04-2021

Skriftlig fremsættelse (den 28. april 2021)

20201_l224_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (28. april 2021)

Klima-, energi- og forsyningsministeren (Dan Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om miljøvenligt design af energirelaterede produkter, produktenergimærkningsloven, lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (Tilpasning af kontrolbeføjelser m.v. i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1020/2019/EU af 20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning 765/2008/EF og 305/2011/EU m.v.)

(Lovforslag nr. L 224)

Lovforslaget indeholder ændringer af lov om miljøvenligt design af energirelaterede produkter, produktenergimærkningsloven og lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold med henblik på at gennemføre markedsovervågningsforordningen, der skal sikre, at produkter, der bryder med krav til bl.a. sundhed, sikkerhed og forbrugerbeskyttelse, ikke er tilgængelige på de europæiske markeder.

Formålet med lovforslaget for disse tre love er at fastsætte nye kontrol- og sanktionsbestemmelser og gengive forpligtelser for nye typer erhvervsdrivende således, at det er i overensstemmelse med markedsovervågningsforordningen.

Dette vil bl.a. betyde, at Sikkerhedsstyrelsen under skjult identitet får mulighed for at overvåge de pågældende markeder og i særlige tilfælde at blokere hjemmesider. Derudover betyder lovforslaget, at forpligtelser under forordningen også vil gælde for erhvervsdrivende i EU, der opbevarer og videresender varer fra lande uden for EU, samt udbydere af tjenester, som giver adgang til en hjemmeside, hvor en erhvervsdrivende måtte sælge ulovlige produkter.

Derudover foretages enkelte, mindre ændringer af teleloven således, at bl.a. tilsynsbestemmelserne i telelovens afsnit IV bringes i overensstemmelse med hensigten med seneste lovændring af 8. december 2020.

Strafbestemmelserne i lovforslaget er udformet således, at der kun anvendes bødestraf, hvor ingen alternative sanktioner, såsom salgsforbud, er egnede. Dette skyldes bl.a., at overtrædelser vedrørende ecodesign af produkter, energimærkning af produkter og radioudstyr vurderes oftest vil bryde med forbrugerbeskyttelse og ikke har samme risiko for sundhed og sikkerhed som andre produkttyper som f.eks. legetøj og fyrværkeri.

Lovforslaget har været i høring fra den 23. oktober 2020 til den 20. november 2020. De enkelte, mindre ændringer af teleloven var i høring fra den 24. februar til den 26. februar 2021. Lovforslaget skal træde i kraft d. 1. juli 2021.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.