Skriftlig fremsættelse (28. april
2021)
Justitsministeren (Nick Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
købeloven og lov om markedsføring (Ændring af
reglerne om forbrugerkøb som følge af implementering
af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold)
(Lovforslag nr. L 223)
Lovforslaget har til formål at
gennemføre varedirektivet (2019/771/EU) og direktivet om
digitalt indhold (2019/770/EU) i dansk ret. Med lovforslaget
foreslås overordnet, at reglerne om forbrugerkøb i
købeloven og om handelsmæssige garantier i
markedsføringsloven ændres, således at reglerne
kommer til at stemme overens med reglerne i de to direktiver.
Det er vigtigt for regeringen at sikre en
fortsat høj forbrugerbeskyttelse og gode vilkår for
det danske erhvervsliv. Det ene kan og bør ikke eksistere
uden det andet, og regeringen mener, at det er vigtigt at sikre den
rette balance i de danske regler om forbrugerkøb.
Derfor nedsatte justitsministeren i
foråret 2020 et uafhængigt, sagkyndigt udvalg, som
skulle overveje, hvordan bl.a. varedirektivet og direktivet om
digitalt indhold bedst kunne gennemføres i dansk ret.
Udvalget afgav en delbetænkning med et lovudkast om de to
direktiver den 27. januar 2021. Med udvalgets anbefalinger har
regeringen fået et solidt fundament at stå på,
når de vigtige regler om forbrugerkøb skal
gennemføres i Danmark.
Lovforslaget svarer med visse tekniske
tilpasninger til det lovudkast, som indgår i
delbetænkningen om gennemførelse af varedirektivet og
direktivet om digitalt indhold (nr. 1576/2021).
Delbetænkningen med udvalgets lovudkast har været i
offentlig høring fra den 27. januar til den 24. februar
2021. Derudover er køb af levende heste undtaget fra
reglerne om forbrugerkøb, jf. nedenfor, og det er
reflekteret i lovforslagets bemærkninger, at det af hensyn
til forbrugerbeskyttelsen bør overvejes, om muligheden for
at udvide sælgerbegrebet til at omfatte onlineplatforme, der
ikke allerede betragtes som forbrugerens aftalepart iht.
direktiverne, skal benyttes. Da det fremsatte lovforslag i
høj grad svarer til udvalgets lovudkast, har regeringens
lovforslag ikke været i yderligere høring.
Det foreslås bl.a. at udvide
anvendelsesområdet for reglerne om forbrugerkøb i
købeloven, således at reglerne udtrykkeligt kommer til
at gælde for køb af digitalt indhold og digitale
tjenester, herunder når forbrugeren "betaler" med
personoplysninger, medmindre oplysningerne udelukkende behandles
med henblik på levering af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste eller for at give mulighed for at opfylde retlige
krav. Det betyder, at der i store træk vil komme til at
gælde de samme regler, uanset om forbrugeren køber en
vare eller digitalt indhold og digitale tjenester.
Det foreslås derudover, at køb
af levende heste undtages fra reglerne om forbrugerkøb,
således at sådanne køb i stedet er underlagt
købelovens regler om handels- og civilkøb.
Det foreslås endvidere at ændre
reglerne om forbrugerkøb i købeloven om bl.a.
salgsgenstandens overensstemmelse (dvs. hvornår en
salgsgenstand lider af en mangel), forbrugerens beføjelser
over for sælgeren i tilfælde af mangler (f.eks. ret til
omlevering af en ny genstand, reparation, prisafslag og
ophævelse af aftalen), reklamationsfrist og formodningsregel,
så disse kommer til at stemme overens med direktiverne. Det
betyder bl.a., at kravene til en mangelfri salgsgenstand og
reklamationsfristen moderniseres og tilpasses den digitale
tidsalder, og at formodningsperioden, som er en bevisbyrderegel, i
en række tilfælde forlænges fra seks
måneder til et år.
Det foreslås tillige at
indsætte en bestemmelse i købeloven om
handelsmæssige garantier i forbrugerkøb og at revidere
markedsføringslovens § 17 om handelsmæssige
garantier mhp. at skabe overensstemmelse med varedirektivet,
ligesom sidstnævnte bestemmelse strafsanktioneres.
Implementeringsfristen for direktiverne er
den 1. juli 2021. Lovforslaget ønskes således vedtaget
i denne folketingssamling for, at man fra dansk side kan overholde
sine EU-retlige forpligtelser. På grund af arbejdet i det
lovforberedende udvalg og regeringsovervejelser om lovforslagets
udformning fremsættes dette efter den 1. april 2021.
Lovforslaget skal ifølge
direktiverne træde i kraft den 1. januar 2022.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.