Skriftlig fremsættelse (28. april
2021)
Justitsministeren (Nick Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
retsplejeloven (Nyt uafhængigt tilsyn med bevismidler,
udvidelse af politiklageordningen og justering af ordningen med
fartbøder til politiets personale i forbindelse med
udrykningskørsel som led i tjenesten)
(Lovforslag nr. L 222)
Tilliden til politiet og anklagemyndigheden
er en hjørnesten i et retssamfund. Regeringen ønsker
at opretholde og styrke denne tillid og ser - på baggrund af
bl.a. teledata-sagen - behov for et uafhængigt tilsyn med
politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser,
så tilliden hertil sikres. Det gælder fra tidspunktet,
hvor materiale, spor, data eller lignende oplysninger indsamles og
bearbejdes, til de præsenteres som tekniske beviser under en
straffesag.
Teledata-sagen viste bl.a., at det er en
kompleks og ressourcekrævende opgave at afdække
eventuelle fejl, der kan have pågået over en
årrække, samt effektivt at adressere de eventuelle
retssikkerhedsmæssige konsekvenser heraf. Dette understreger
behovet for, at der - når en sådan situation
opstår - hurtigt kommer uvildige øjne på
myndighedernes håndtering heraf.
Lovforslaget har derfor for det
første til formål at etablere et nyt uafhængigt
tilsyn med tekniske beviser under samme ledelse som Den
Uafhængige Politiklagemyndighed. Lovforslaget følger
dermed op på et af de tiltag, som blev iværksat i
kølvandet på teledata-sagen.
Regeringen ønsker herudover at
styrke tilliden til behandlingen af adfærdsklager og
anmeldelser om strafbare forhold begået i tjenesten,
når det kommer til politiets og anklagemyndighedens ansatte.
Regeringen vil styrke borgerens retsstilling, der ikke
længere skal afhænge af, hvilken medarbejdergruppe
sagen vedrører, når det drejer sig om
politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til
retshåndhævelse og strafforfølgning.
Lovforslaget indebærer derfor, at
Politiklagemyndigheden fremover - ud over politipersonale - vil
skulle behandle adfærdsklager og efterforske straffesager mod
andet personale i politiet og anklagemyndigheden, som varetager
politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til
retshåndhævelse og strafforfølgning.
Lovforslaget har endelig til formål
at sikre, at politipersonale i køretøjer mærket
med politiets kendetegn eller med synlige udrykningssignaler som
udgangspunkt ikke modtager et bødeforelæg, hvis de
registreres i ubemandede hastighedskontroller, herunder i de
såkaldte stærekasser. Den foreslåede
ændring har til formål at løse de udfordringer,
der er konstateret i forbindelse med, at politiets personale skal
igennem en tidskrævende proces for at blive fritaget for
fartbøder, som de eksempelvis har fået ved passage af
en stærekasse i forbindelse med udrykningskørsel.
Lovforslaget var planlagt til
fremsættelse allerede i foråret sidste år.
Desværre måtte det - som så meget andet her i
samfundet - udskydes på grund af corona-krisen. Corona
ændrer dog ikke på, at tilliden til politiet og
anklagemyndigheden er en hjørnesten i et retssamfund -
måske netop tværtimod.
Lovforslaget skal i sin helhed
understøtte den danske model for organiseringen af politiet
og anklagemyndigheden - og medvirke til, at den generelt meget
høje tillid, som politiet og anklagemyndigheden nyder i
befolkningen, fastholdes.
Derfor håber jeg, at Folketingets
partier vil prioritere lovforslaget, så det - trods
fremsættelsen efter den 1. april - kan færdigbehandles
inden udgangen af denne samling.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.