Skriftlig fremsættelse (23. april
2021)
Beskæftigelsesministeren (Peter
Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
aktiv socialpolitik (Yderligere forlængelse af
12-månedersperioden i 225-timersreglen som følge af
covid-19)
(Lovforslag nr. L 219)
Lovforslaget udmønter dele af den
samlet rammeaftale for genåbningen af Danmark af 22. marts
2021 mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk
Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative
Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.
Det foreslås at forlænge
suspenderingen af 225-timersreglen med yderligere to måneder
frem til den 30. juni 2021. 225-timersreglen betyder, at modtagere
af kontanthjælp m.fl. kan få nedsat deres ydelse, hvis
de ikke har haft mindst 225 timers ordinært og
ustøttet arbejde inden for de seneste 12
kalendermåneder.
Med lovforslaget ændres bestemmelsen
i lov om aktiv socialpolitik om suspensionsperioden, således
at det fremgår, at perioden for optjening af 225 timers
ordinært og ustøttet arbejde forlænges med
yderligere 2 måneder fra og med den 1. maj 2021 til og med
den 30. juni 2021, så perioden for forlængelsen af
12-månedersperioden samlet set løber fra og med den 1.
november 2020 og til og med den 30. juni 2021. Personer, der er
omfattet 225-timersreglen, men som endnu ikke har fået nedsat
hjælpen, får derfor ikke nedsat hjælpen i denne
periode.
Personer, der allerede har fået
nedsat hjælpen som følge af 225-timersreglen
før 1. maj 2021, vil ikke i suspensionsperioden få sat
ydelsen op til hidtidigt niveau.
Personer, der måtte få
ordinære arbejdstimer i suspensionsperioden, kan tælle
disse med til opfyldelse af arbejdskravet på 225 timer.
På grund af den ekstraordinære
situation er der behov for, at lovforslaget hastebehandles. Det
forudsætter en række dispensationer fra reglerne i
Folketingets forretningsorden.
På grund af lovforslagets hastende
karakter har det været sendt i en kort høring fra den
22. til 26. april 2021.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 14. maj 2021.
Samlet set skønnes forslaget med
betydelig usikkerhed at medføre offentlige merudgifter
på i alt 19,7 mio. kr. i 2021 og 22,8 mio. kr. i 2022 efter
skat og tilbageløb inkl. adfærd.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.