Betænkning afgivet af Skatteudvalget
den 27. maj 2021
1. Ændringsforslag
Skatteministeren har stillet 4
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, SF, RV og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme imod de stillede
ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (Simon Emil Ammitzbøll-Bille
(UFG)) vil ved 2. behandling redegøre for sin stilling til
lovforslaget og de stillede ændringsforslag.
Nye Borgerlige, Alternativet,
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin
og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Venstre
Venstres medlemmer af udvalget
bemærker, at en afgift på e-cigaretter altid vil give
anledning til diskussion. Argumentet mod afgifter på
e-cigaretter er, at e-cigaretter kan være effektive i
forbindelse med tobaksafvænning eller rygereduktion, og ved
at beskatte nikotinholdige væsker til e-cigaretter kan man
risikere, at færre rygere vælger at skifte over til
netop e-cigaretter og dermed ikke holder op med at ryge. På
den anden side kan man også være bekymret for, at
børn og unge, der er begyndt at dampe e-cigaretter, bliver
afhængige af nikotin, og så er risikoen for, at de
begynder at ryge senere, betydelig større. Foruden at
skærpe kravene til nikotinprodukter, så børn og
unge ikke fristes og ender i afhængighed, er vi i Venstre
åbne for at se nærmere på at udvide
afgiftsgrundlaget for tobak til at omfatte e-cigaretter. I Venstre
bliver vi dog også altid bekymrede, når vi kan se, at
regeringen endnu engang hæver skatterne. Ministeriet
estimerer et provenu ved lovforslaget på omkring 50 mio. kr.
årligt. Venstre er som bekendt for et skattestop. Det skal
ikke være dyrere at være dansker. Venstre stemmer imod
lovforslaget.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af skatteministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af LA og Simon Emil Ammitzbøll-Bille
(UFG)):
1)
Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
14 a, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »stk.
1«: », 1. pkt.,«.«
[Præcisering af
henvisning]
2) I
den under nr. 3 foreslåede § 14 b indsættes i stk. 2, 1. pkt., efter »stk. 1«:
», 3. pkt.,«.
[Præcisering af
henvisning]
3) I
det under nr. 6 foreslåede § 17, stk. 6, indsættes efter
»stk. 1«: », 1. pkt.,«.
[Præcisering af
henvisning]
Til § 3
4) I
stk. 2 indsættes efter »nr.
1, 2«: », 01«.
[Ikrafttrædelsestidspunkt for
og konsekvens af ændringsforslag nr. 1]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med lovforslaget foreslås det at
indføre en afgift på nikotinholdige væsker.
Afgiften foreslås indført fra og med den 1. juli
2022.
Efter § 14 a, stk. 1, 1. pkt., i
forbrugsafgiftsloven skal virksomheder, der fremstiller eller fra
udlandet modtager afgiftspligtige varer, registreres som
oplagshavere hos Skatteforvaltningen. Det betyder, at virksomheder,
der fremstiller eller fra udlandet modtager nikotinholdige
væsker, fra og med den 1. juli 2022 skal lade sig registrere
som oplagshavere. Med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås
der indsat et nyt punktum i forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk.
1, som bestemmelsens 2. pkt., hvorefter virksomheder, der
omhælder eller ompakker varer omfattet af det i lovforslagets
§ 1, nr. 1, foreslåede afsnit IX a i
forbrugsafgiftsloven, ligeledes skal registreres som oplagshavere
hos Skatteforvaltningen efter stk. 1.
Det fremgår af forbrugsafgiftslovens
§ 14 a, stk. 2, at virksomheder omfattet af stk. 1 dog kan
undlade at lade sig registrere som oplagshavere og betale afgift,
hvis mængden af afgiftspligtige varer svarer til en afgift,
der ikke overstiger 10.000 kr. årligt. Det foreslås med
lovforslagets § 1, nr. 1, at der i forbrugsafgiftsloven
indsættes et nyt afsnit IX a, som skal indeholde reglerne for
den foreslåede afgift. I dette afsnit foreslås der
bl.a. indsat en bestemmelse som forbrugsafgiftslovens § 13 i,
hvorefter enkelte bestemmelser i Afsnit X -
Fællesbestemmelser ikke vil skulle finde anvendelse på
den foreslåede afgift af nikotinholdige væsker. En af
disse bestemmelser er forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk.
2.
Det betyder, at virksomheder, der skal lade
sig registrere efter det i lovforslagets § 1, nr. 2,
foreslåede § 14 a, stk. 1, 2. pkt., efter det
foreslåede ikke vil kunne undlade at lade sig registrere
efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 2.
Det foreslås derfor med
ændringsforslaget, at henvisningen til forbrugsafgiftslovens
§ 14 a, stk. 1, i bestemmelsens stk. 2 præciseres,
således at der henvises til forbrugsafgiftslovens § 14
a, stk. 1, 1. pkt.
Det bemærkes, at virksomheder, der
fremstiller eller fra udlandet modtager nikotinholdige væsker
og derfor skal lade sig registrere efter forbrugsafgiftslovens
§ 14 a, stk. 1, 1. pkt., ikke vil kunne være omfattet af
bagatelgrænsereglen i § 14 a, stk. 2, jf. den i
lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 13 i.
Til nr. 2
Med lovforslaget foreslås det at
indføre en afgift på nikotinholdige væsker.
Afgiften foreslås indført fra og med den 1. juli 2022.
Det betyder, at virksomheder, der fremstiller, ompakker,
omhælder eller fra udlandet modtager nikotinholdige
væsker fra og med den 1. juli 2022 skal lade sig registrere
for afgift, bestille og påsætte stempelmærker og
afregne afgift af nikotinholdige væsker. For at give
virksomhederne mulighed for at forberede sig på den
foreslåede afgift foreslås det, at virksomhederne
allerede fra og med den 1. april 2022 skal kunne lade sig
registrere for afgift og bestille stempelmærker m.v.
Denne mulighed foreslås indsat i
forbrugsafgiftsloven som lovens § 14 b med lovforslagets
§ 1, nr. 3. Efter den i lovforslagets § 1, nr. 3,
foreslåede § 14 b, stk. 1, 1. pkt., vil virksomheder,
der fremstiller, ompakker, omhælder eller fra udlandet
modtager nikotinholdige væsker, kunne registrere sig som
oplagshaver fra og med den 1. april 2022. Efter det
foreslåede § 14 b, stk. 1, 3. pkt., jf. lovforslagets
§ 1, nr. 3, vil disse virksomheder mod fuld sikkerhed kunne
bestille stempelmærker til påsætning på
detailsalgspakninger med nikotinholdige væsker.
Efter det i lovforslagets § 1, nr. 3,
foreslåede § 14 b, stk. 2, i forbrugsafgiftsloven
foreslås det, at stempelmærker bestilt efter stk. 1
fremstilles ved Skatteforvaltningens foranstaltning og udleveres af
Skatteforvaltningen til de registrerede oplagshavere. Henvisningen
i det i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede § 14
b, stk. 2, er dog ikke præciseret, i forhold til hvilket
punktum i det foreslåede § 14 b, stk. 1, der henvises
til. Hensigten er, at der skal henvises til de stempelmærker,
som virksomhederne kan bestille efter det i lovforslagets § 1,
nr. 3, foreslåede § 14 b, stk. 1, 3. pkt.
Det foreslås derfor med
ændringsforslaget at præcisere henvisningen i det i
lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede § 14 b, stk.
2, i forbrugsafgiftsloven, således at der henvises til stk.
1, 3. pkt.
Til nr. 3
Efter forbrugsafgiftslovens § 17, stk.
1, 1. pkt., har Skatteforvaltningen, hvis det skønnes
nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation
uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i de
virksomheder, der omfattes af loven, og til at efterse
virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger,
øvrige regnskabsmateriale og korrespondance m.v. Efter
bestemmelsens 2. pkt. skal virksomhederne og myndighederne på
begæring meddele enhver oplysning til brug for kontrollen med
afgifterne.
I lovforslagets § 1, nr. 6,
foreslås det at indsætte to nye stykker i
forbrugsafgiftslovens § 17 som bestemmelsens stk. 6 og 7.
Efter det foreslåede stk. 6 skal det i stk. 1 nævnte
materiale på begæring udleveres eller indsendes til
Skatteforvaltningen.
I henvisningen til forbrugsafgiftslovens
§ 17, stk. 1, i det i lovforslagets § 1, nr. 6,
foreslåede stk. 6 er det ikke præciseret, hvilket
punktum i forbrugsafgiftslovens § 17, stk. 1, der henvises
til. Hensigten er, at det er materialet omfattet af
forbrugsafgiftslovens § 17, stk. 1, 1. pkt.
Det foreslås derfor med
ændringsforslaget at præcisere henvisningen i det i
lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede § 17, stk. 6,
i forbrugsafgiftsloven, således at der henvises til stk. 1,
1. pkt.
Til nr. 4
I ændringsforslag nr. 1
foreslås det at præcisere forbrugsafgiftslovens §
14 a, stk. 2, således at bestemmelsen henviser til § 14
a, stk. 1, 1. pkt., i stedet for blot § 14 a, stk. 1.
Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1,
nr. 2, foreslås indsat et nyt punktum i forbrugsafgiftslovens
§ 14 a, stk. 1, som bestemmelsens 2. pkt.
Det foreslås med
nærværende ændringsforslag, at
ændringsforslag nr. 1 skal træde i kraft den 1. juli
2022 sammen med lovforslagets § 1, nr. 2.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 21. april
2021 og var til 1. behandling den 5. maj 2021. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
skatteministeren sendte den 20. november 2020 dette udkast til
udvalget, jf. SAU alm. del - bilag 61. Den 21. april 2021 sendte
skatteministeren høringssvarene og et høringsnotat
til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 9 bilag
på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
2 skriftlige henvendelser om lovforslaget.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 deputation, der mundtligt har redegjort for deres holdning til
lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
21 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Birgitte Vind (S) Bjørn
Brandenborg (S) fmd. Jens Joel
(S) Jeppe Bruus (S) Jesper Petersen (S) Kasper Sand Kjær (S)
Malte Larsen (S) Thomas Jensen (S) Troels Ravn (S) Kathrine Olldag
(RV) Katrine Robsøe (RV) Carl Valentin (SF) Theresa Berg
Andersen (SF) Rasmus Nordqvist (SF) Rune Lund (EL) Victoria
Velasquez (EL) Louise Schack Elholm (V) Anne Honoré
Østergaard (V) Marlene Ambo-Rasmussen (V) Torsten Schack
Pedersen (V) Kim Valentin (V) Kenneth Mikkelsen (V) nfmd. Dennis Flydtkjær (DF) Hans
Kristian Skibby (DF) René Christensen (DF) Rasmus Jarlov
(KF) Mona Juul (KF) Ole Birk Olesen (LA) Simon Emil
Ammitzbøll-Bille (UFG)
Nye Borgerlige, Alternativet,
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 7 | |