Fremsat den 15. april 2021 af udlændinge- og integrationsministeren (Mattias Tesfaye)
Forslag
til
Lov om ændring af repaterieringsloven
m.v.
(Regulering af ydelsesstruktur og
udbetalingstidspunkt af hjælp til repatriering, indhentelse
af udtalelse fra politiet om registreringer i Kriminalregisteret,
nægtelse af repatrieringsstøtte af hensyn til statens
sikkerhed, andre staters sikkerhed eller den offentlige orden,
ændring af den kommunale vejledningspligt om repatriering
m.v.)
§ 1
I repatrieringsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1023 af 2. oktober 2019, som
ændret ved lov nr. 2189 af 29. december 2020 og lov nr. 130
af 30. januar 2021, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 2 ændres »eller
tidligere opholdsland« til: », tidligere opholdsland
eller et land, hvortil de har nær familiemæssig
tilknytning,«.
2. I
§ 3, stk. 7, indsættes efter
»stk. 2-4,«: »eller en udlænding, der har
opholdstilladelse efter stk. 3 eller 4, men som pga. særlige
omstændigheder ikke opfylder betingelserne i § 7, stk.
9, nr. 1, jf. § 7, stk. 8,«.
3. I
§ 4, stk. 1, ændres
»eller tidligere opholdsland« til: », tidligere
opholdsland eller et land, hvortil de har nær
familiemæssig tilknytning«.
4. I
§ 5 indsættes efter 1. pkt.
som nyt pkt.: »Kommunalbestyrelsen vejleder udlændinge,
som har haft opholdstilladelse i Danmark i minimum 5 år, og
som har modtaget kontanthjælp, uddannelseshjælp,
selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse i
mindst 18 ud af de seneste 36 måneder, om mulighederne for at
modtage hjælp til repatriering ved en selvstændig
samtale, som afholdes minimum hvert 2. år.«
5. I
§ 5, 2. pkt., ændres
»eller tidligere opholdsland« til: », tidligere
opholdsland eller et land, hvortil de har nær
familiemæssig tilknytning«.
6. I
§ 6, stk. 1, 1. pkt., § 7, stk. 1,
2. pkt., § 8, og § 10, stk.
1, nr. 2, ændres »eller det tidligere
opholdsland« til: », det tidligere opholdsland eller et
land, hvortil den pågældende har nær
familiemæssig tilknytning,«.
7. I
§ 6 a, stk. 1, ændres
»eller et tidligere opholdsland« til: », et
tidligere opholdsland eller et land, hvortil de har nær
familiemæssig tilknytning«.
8. I
§ 7, stk. 1, 2. pkt., ændres
»stk. 9« til: »stk. 11«.
9. § 7,
stk. 2-6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan ud over betingelserne oplistet i stk. 1 kun
udbetale hjælp til repatriering, hvis ansøgeren frem
til udbetalingstidspunktet ikke er registreret som sigtet i
Kriminalregisteret. Kommunalbestyrelsen kan træffe
afgørelse om afslag på hjælp til repatriering,
hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til
hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære
eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen indhenter i forbindelse med afgørelse om
hjælp til repatriering en udtalelse fra politiet om, hvorvidt
ansøgeren er sigtet for en lovovertrædelse, der er
registreret i Kriminalregisteret, jf. stk. 2, 1. pkt. Endvidere
indhenter kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om
hjælp til repatriering en udtalelse fra politiet, hvis der er
grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage
i de aktiviteter i udlandet, som er nævnt i stk. 2, 2.
pkt.
Stk. 4. Er
pågældende på tidspunktet for udbetaling af den
sidste del af hjælp til repatriering, jf. § 7 a, stk. 1,
nr. 3, og stk. 2, nr. 3, sigtet for en lovovertrædelse, der
er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9,
tilbageholdes udbetalingen, indtil der afsiges endelig dom. Er der
på tidspunktet for udbetaling af den sidste del af
hjælp til repatriering sket domfældelse ved endelig dom
for en lovovertrædelse, der er nævnt i
udlændingelovens § 22, nr. 4-9, eller fører
sigtelsen, jf. 1. pkt., til domfældelse ved endelig dom,
bortfalder den sidste del af hjælp til repatriering.
Kommunalbestyrelsens tilkendegivelse om tilbageholdelse af
udbetalingen er ikke en afgørelse.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen indhenter inden udbetaling af den sidste del af
hjælp til repatriering, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 3, og
stk. 2, nr. 3, en udtalelse fra politiet om, hvorvidt
pågældende på udbetalingstidspunktet er
registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret for en
lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens
§ 22, nr. 4-9, som er begået her i landet forud for
kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til
repatriering.«
Stk. 7-12 bliver herefter stk. 6-11.
10. I
§ 7, stk. 7, der bliver stk. 6,
ændres »jf. stk. 3-6« til: »jf. § 7 a,
stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 3«.
11. I
§ 7, stk. 9, der bliver stk. 8,
ændres »eller det tidligere opholdsland« til:
», det tidligere opholdsland eller et land, hvortil
udlændingen har nær familiemæssig
tilknytning,«.
12. I
§ 7, stk. 10, der bliver stk. 9,
ændres »stk. 9« til: »stk. 8«.
13.
Efter § 7 indsættes:
»§ 7 a. Hjælp til
repatriering udbetales i følgende dele:
1) Umiddelbart
før udrejse udbetales 25.000 kr. pr. person, der er fyldt 18
år, og 15.000 kr. pr. person under 18 år til
dækning af udgifter til afrejse og ankomst. Der kan efter
ansøgning forud for udrejsen derudover udbetales udgifter
til medbragt lægeordineret medicin til højst 1
års forbrug, udgifter til medbragte nødvendige
personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug
eller til andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.000
kr., samt hjælp til nødvendig vaccination i Danmark,
såfremt den pågældende har behov herfor.
2) Efter
indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land,
hvortil den pågældende har nær
familiemæssig tilknytning, udbetales 70.000 kr. pr. person,
der er fyldt 18 år og samtidig modtager
reintegrationsbistand, jf. § 10, 85.000 kr. pr. person, der er
fyldt 18 år og ikke samtidig modtager reintegrationsbistand,
jf. § 10, og 40.000 kr. pr. person under 18 år, til
hjælp til indledende etablering.
3) For
udlændinge, der har fortrydelsesret efter
udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales efter
fortrydelsesfristens udløb 80.000 kr. pr. person, der er
fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr. person under 18 år, til
hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere
opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har
nær familiemæssig tilknytning. For andre
udlændinge udbetales 80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18
år, og 45.000 kr. pr. person under 18 år, til
hjælp til varig tilbagevenden 12 måneder efter udrejsen
af Danmark.
Stk. 2. For en
dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab udbetales hjælp
til repatriering i følgende dele:
1) Umiddelbart
før udrejse udbetales 25.000 kr. pr. person, der er fyldt 18
år, og 15.000 kr. pr. person under 18 år til
dækning af udgifter til afrejse og ankomst, når den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er betinget løst fra det danske
statsborgerskab. Der kan efter ansøgning forud for udrejsen
derudover udbetales udgifter til medbragt lægeordineret
medicin til højst 1 års forbrug, udgifter til
medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til
højst 1 års forbrug eller til andre
hjælpemidler, dog højst i alt 5.000 kr., samt
hjælp til nødvendig vaccination i Danmark,
såfremt den pågældende har særligt behov
herfor.
2) Efter
indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land,
hvortil den pågældende har nær
familiemæssig tilknytning, udbetales 70.000 kr. pr. person,
der er fyldt 18 år og samtidig modtager
reintegrationsbistand, jf. § 10, 85.000 kr. pr. person, der er
fyldt 18 år og ikke samtidig modtager reintegrationsbistand,
jf. § 10, og 40.000 kr. pr. person under 18 år, til
hjælp til indledende etablering i det pågældende
land.
3) Der udbetales
80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr.
person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden
til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil
den pågældende har nær familiemæssig
tilknytning, når den pågældende på baggrund
af en ansøgning om ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af
Danmark fremlægger dokumentation for, at den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske
statsborgerskab. For en dansk statsborger med dobbelt
statsborgerskab, der har børn, der er født efter
kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf.
§ 7, stk. 1, og som følger den repatrierende
forælder, udbetales 80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18
år, og 45.000 kr. pr. person under 18 år, til
hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere
opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har
nær familiemæssig tilknytning, når den
pågældende derudover fremlægger dokumentation for
ubetinget løsning for disse børn. Efter
ansøgning kan fristen i 1. pkt. forlænges med op til
12 måneder. Ansøgningen som nævnt i 3. pkt.
skal, medmindre der foreligger helt særlige
omstændigheder, indgives inden udløbet af fristen i 1.
pkt.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning hæve
beløbet, der udbetales til dækning af udgifter til
afrejse og ankomst, umiddelbart før udrejsen, jf. stk. 1,
nr. 1, og stk. 2, nr. 1, til brug for transport af personlige
ejendele eller personligt bohave, med højst 10.000 kr. pr.
person, mod et tilsvarende fradrag i beløbet, der udbetales
til hjælp til indledende etablering efter indrejsen i
hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning, jf. stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2.
Stk. 4.
Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte
nærmere regler om betingelserne for og fremgangsmåden
ved udbetaling af hjælp til repatriering.«
14. I
§ 9 indsættes før 1.
pkt. som nyt punktum:
»Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om
tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering, hvis en
udlænding eller dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab
afstår fra at repatriere, eller
sagsbehandlingsforløbet på anden vis bliver afbrudt,
inden udrejse.«
15. I
§ 9, 1. pkt., der bliver 2. pkt.,
indsættes efter »skal«:
»endvidere«.
16. I
§ 9, 2. pkt., der bliver 3. pkt.,
ændres »§ 7, stk. 3-6« til: »§ 7
a, stk. 2, nr. 3«.
17. I
§ 9, 3. pkt., der bliver 4 pkt.,
ændres »§ 7, stk. 7« til: »§ 7,
stk. 6«.
18. I
§ 9, 4. pkt., der bliver 5. pkt.,
ændres »§ 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk.
5« til: »§ 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr.
2 og 3«.
19. § 9,
5. pkt., ophæves.
20. I
§ 9 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter
nærmere regler om tilbagebetaling af hjælp til
repatriering ved fortrudt repatriering.«
21. I
§ 9 a, stk. 4, ændres
»og 9,« til: »og 8,«.
22. I
§ 9, b, stk. 1, ændres
»§ 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5« til:
Ȥ 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr. 2 og
3«.
23. I
§ 9 b, stk. 1, indsættes som
2. pkt.:
»Bortfald
af den resterende del af hjælp til repatriering er betinget
af, at det forhold, som ville udelukke personen fra
opholdstilladelse, jf. 1. pkt., helt eller delvist har fundet sted
eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens
afgørelse efter § 7, stk. 1, og indtil det tidspunkt,
hvor personen anmoder om at få udbetalt den resterende del af
hjælpen.«
24. § 9 b,
stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen træffer endvidere afgørelse om, at
retten til den resterende del af hjælp til repatriering, jf.
§ 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr. 2 og 3, bortfalder,
hvis personens opholdstilladelse bortfalder i medfør af
udlændingelovens § 21 b.«
25. I
§ 9 b, stk. 4, 1. pkt.,
ændres »jf. stk. 1,« til: »jf. stk. 1, 1.
pkt.,«.
26. I
§ 10, stk. 1, nr. 4, ændres
»eller det tidligere opholdsland« til: », det
tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning«.
27. I
§ 10 indsættes efter stk. 3
som nye stykker:
»Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan ud over betingelserne oplistet i stk. 1 kun
udbetale løbende, månedlig reintegrationsbistand, hvis
ansøgeren frem til udbetalingstidspunktet ikke er
registreret som sigtet i Kriminalregisteret. Kommunalbestyrelsen
kan træffe afgørelse om afslag på
løbende, månedlig reintegrationsbistand, hvis der er
grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage
i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller
forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen indhenter i forbindelse med afgørelse om
reintegrationsbistand en udtalelse fra politiet om, hvorvidt
ansøgeren er registreret sigtet for en lovovertrædelse
i Kriminalregisteret, jf. stk. 4, 1. pkt. Endvidere indhenter
kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om
reintegrationsbistand en udtalelse fra politiet, hvis der er grund
til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i de
aktiviteter i udlandet, som er nævnt i stk. 4, 2. pkt.
Stk. 6.
Konstaterer Udbetaling Danmark i forbindelse med den årlige
indhentelse af udtalelse fra politiet, jf. stk. 7, at den
pågældende er registreret sigtet i Kriminalregisteret
for en lovovertrædelse, der er nævnt i
udlændingelovens § 22, nr. 4-9, tilbageholdes den
løbende, månedlige ret til reintegrationsbistand,
indtil der afsiges endelig dom. Er der på tidspunktet for den
årlige indhentelse af oplysninger fra politiet sket
domfældelse ved endelig dom for en lovovertrædelse, der
er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, eller
fører sigtelsen, jf. 1. pkt., til domfældelse ved
endelig dom, bortfalder den løbende, månedlige
reintegrationsbistand. Udbetaling Danmarks tilkendegivelse om
tilbageholdelse af udbetalingen er ikke en afgørelse.
Stk. 7.
Udbetaling Danmark indhenter i forbindelse med udbetaling af den
løbende, månedlige reintegrationsbistand, jf. §
10, stk. 1 og 2, årligt i en periode på 3 år fra
bevilling af reintegrationsbistanden en udtalelse fra politiet om,
hvorvidt pågældende er registreret sigtet eller
dømt i Kriminalregisteret for en lovovertrædelse, der
er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, som er
begået her i landet forud for kommunalbestyrelsens
afgørelse om reintegrationsbistand.«
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 8-12.
28. I
§ 10 b, stk. 1, indsættes
som 2. og 3.
pkt.:
»Bortfald
af reintegrationsbistanden er betinget af, at det forhold, som
ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. 1. pkt., helt
eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter
kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 10, stk. 1, og
indtil det tidspunkt, hvor reintegrationsbistanden ophører.
Bortfald af reintegrationsbistanden har virkning med udgangen af
den måned, hvori det forhold, som ville udelukke personen fra
opholdstilladelse, helt eller delvist har fundet sted eller er
fortsat.«
29. § 10
b, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen træffer endvidere afgørelse om, at
retten til den løbende, månedlige
reintegrationsbistand, jf. § 10, stk. 1-3, bortfalder, hvis
personens opholdstilladelse bortfalder i medfør af
udlændingelovens § 21 b. Bortfald af
reintegrationsbistanden har virkning med udgangen af den
måned, hvori afgørelsen om bortfald i medfør af
udlændingelovens § 21 b er truffet.«
30. I
§ 10 b, stk. 4, 1. pkt.,
ændres »jf. stk. 1,« til: »jf. stk. 1, 1.
pkt.,«, og »stk. 1, jf. stk. 3.« ændres
til: »stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 3.«.
31. I
§ 12, stk. 1, indsættes
efter »bortset fra afgørelser efter«:
»§ 7, stk. 5«, og efter »§ 9 b, stk. 1
« indsættes »§ 10, stk. 7,«.
32. §
14 affattes således:
»§ 14. De beløb,
der er nævnt i § 7 a, er fastsat i 2021-niveau og
reguleres fra og med 2022 en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten efter lov om en
satsreguleringsprocent.
Stk. 2. Det
beløb, der er nævnt i § 13, stk. 2, er fastsat i
2017-niveau og reguleres fra og med 2018 en gang årligt den
1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en
satsreguleringsprocent.«
§ 2
I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, som
ændret senest ved lov nr. 416 af 13. marts 2021, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 17 a, stk. 1 og 4, ændres »eller det tidligere
opholdsland« til: », det tidligere opholdsland eller et
land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig
tilknytning«.
2. I
§ 17 a, stk. 3 og 5, ændres »eller det tidligere
opholdsland« til: », det tidligere opholdsland eller et
land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig
tilknytning,«.
§ 3
I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 215 af 12. februar 2021, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 62, stk. 4, ændres
»eller det tidligere opholdsland« til: », det
tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning,«.
§ 4
I lov om sygedagpenge, jf.
lovbekendtgørelse nr. 223 af 12. februar 2021, som
ændret ved § 4 i lov nr. 339 af 2. april 2019, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 3, stk. 2, nr. 5, ændres
»eller det tidligere opholdsland« til: », det
tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning,«.
§ 5
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. august 2021, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter
tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr.
13.
Stk. 3. Loven finder
ikke anvendelse på ansøgninger om hjælp til
repatriering indgivet før lovens ikrafttræden. For
sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
§ 6
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. Lovens § 2
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Færøerne og Grønland med de
ændringer, som henholdsvis de færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indhold | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets hovedpunkter | | 2.1. | Udvidelse af mulige destinationer for
repatriering | | | 2.1.1. | Gældende ret | | | 2.1.2. | Udlændinge- og
Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | | 2.2. | Ændring af sammensætning og
tidspunkt for udbetaling afhjælp til repatriering | | | 2.2.1. | Gældende ret | | | | 2.2.1.1. | Udgifter til rejsen fra Danmark til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland | | | | 2.2.1.2. | Transport af personlige ejendele eller
hjælp til udgifter til køb af personligt bohave | | | | 2.2.1.3. | Transport af udstyr, der er
nødvendigt for personens eller dennes families erhverv | | | | 2.2.1.4. | Etablering i hjemlandet eller det
tidligere opholdsland | | | | 2.2.1.5. | Køb af erhvervsudstyr til fremme af
beskæftigelsesmuligheder og transport af sådant
udstyr | | | | 2.2.1.6. | Sygeforsikring og behandling i hjemlandet
eller det tidligere opholdsland | | | | 2.2.1.7. | Medbragt lægeordineret medicin | | | | 2.2.1.8. | Medbragte nødvendige personlige
hjælpemidler samt nødvendig vaccination i
Danmark | | | | 2.2.1.9. | Skolegang til skolesøgende
børn | | | | 2.2.1.10. | Anskaffelse af nationalitetspas m.v. | | | 2.2.2. | Udlændinge- og
Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | | | | 2.2.2.1. | Første del af hjælp til
repatriering | | | | 2.2.2.2. | Anden del af hjælp til
repatriering | | | | 2.2.2.3. | Tredje del af hjælp til
repatriering | | 2.3. | Nægtelse af hjælp til
repatriering af hensyn til statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller den offentlige orden | | | 2.3.1. | Gældende ret | | | 2.3.2. | Udlændinge- og
Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | | 2.4. | Indhentelse af udtalelse fra politiet om
registrerede sigtelser og domme i Kriminalregisteret | | | 2.4.1. | Gældende ret | | | | 2.4.1.1. | Udbetaling af hjælp til
repatriering | | | | 2.4.1.2. | Udbetaling af reintegrationsbistand | | | | 2.4.1.3. | Bestemmelser om strafunddragelse | | | | 2.4.1.4. | Bortfald af resterende del af hjælp
til repatriering og reintegrationsbistand i tilfælde af
alvorlig kriminalitet m.v. begået efter repatriering | | | | 2.4.1.5. | Udlændingelovens § 22, nr.
4-9 | | | | 2.4.1.6. |
Kriminalregisterbekendtgørelsen | | | 2.4.2. | Udlændinge- og
Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | | | | 2.4.2.1. | Indhentelse af udtalelse fra politiet om
registrerede sigtelser i Kriminalregisteret i forbindelse med
afgørelse om hjælp til repatriering og
reintegrationsbistand | | | | 2.4.2.2. | Indhentelse af udtalelse fra politiet om
registrerede sigtelser og domme efter udlændingelovens §
22, nr. 4-9, i Kriminalregisteret i forbindelse med udbetaling af
den sidste del af hjælp til repatriering og den
løbende, månedlige udbetaling af
reintegrationsbistand | | 2.5. | Regulering af tilbagebetalingskrav | | | 2.5.1. | Gældende ret | | | 2.5.2. | Udlændinge- og
Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | | 2.6. | Udvidelse af repatrieringslovens
dispensationsadgang | | | 2.6.1. | Gældende ret | | | 2.6.2. | Udlændinge- og
Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | | 2.7. | Dedikeret kommunal vejledning om
repatriering | | | 2.7.1. | Gældende ret | | | | 2.7.1.1. | Vejledning om repatriering på
integrationsområdet | | | | 2.7.1.2. | Vejledning om repatriering på
beskæftigelsesområdet | | | 2.7.2. | Udlændinge- og
Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | 3. | Forholdet til de databeskyttelsesretlige
regler | 4. | Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige | 5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 7. | Klima- og miljømæssige
konsekvenser | 8. | Forholdet til EU-retten | 9. | Hørte myndigheder og organisationer
m.v. | 10. | Sammenfattende skema | | |
|
1. Indledning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,
at repatrieringsordningen grundlæggende er en god ordning.
Det skal være muligt for udlændinge med lovligt ophold
i Danmark og danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab, der
ikke længere ønsker at opholde sig i Danmark, at
modtage økonomisk støtte med henblik på at
vende tilbage til deres hjemland, tidligere opholdsland eller et
land, hvortil de har en nær familiemæssig tillknytning.
Det er en fornuftig og holdbar løsning for den enkelte
person. Samtidig er det godt for både udlændingen og
Danmark, når flygtninge m.v. efter et midlertidigt ophold i
landet beslutter sig for at vende hjem. Det er således i
tråd med regeringens øvrige hjemrejsepolitik, at
repatrieringsordningen fastholdes og styrkes, så den
udgør et attraktivt alternativ til fortsat ophold i Danmark.
Det skal i den forbindelse sikres, at der ud over en generel
udbredelse af kendskabet til ordningen, sker en målrettet og
fokuseret vejledning af relevante udlændinge om muligheden
for at forlade Danmark med en økonomisk støtte.
Mediedækningen af en række konkrete sager om
repatrieringsstøtte har imidlertid vist, at der har
været et behov for at gennemgå ordningen med henblik
på at fjerne eventuelle uhensigtsmæssigheder, der kan
undergrave ordningens legitimitet. Repatrieringsstøtte skal
bevilges til dem, der ønsker at udrejse af Danmark for at
etablere sig på ny. Og ordningen skal være attraktiv,
så repatriering er et reelt alternativ til fortsat at opholde
sig i Danmark.
Samtidig er det efter Udlændinge- og
Integrationsministeriets opfattelse åbenlyst, at en person,
der begår kriminalitet her i landet, ikke skal kunne udnytte
ordningen til at unddrage sig straffen og forlade Danmark med
repatrieringsstøtte. Det skal således ikke være
muligt at modtage repatrieringsstøtte, hvis en person
ønsker at repatriere for dermed at unddrage sig
strafforfølgelse eller strafafsoning i Danmark, eller hvis
en person forud for repatrieringen har begået alvorlig
kriminalitet, der - hvis kriminaliteten var blevet
pådømt før repatrieringen - ville have
medført, at den pågældende var blevet udvist af
Danmark og dermed ikke længere var omfattet af
repatrieringslovens personkreds. Derudover er det vigtigt for
ordningens legitimitet, at kommunerne har de rette redskaber til at
sikre, at repatrieringsstøtten betales tilbage, hvis
repatrieringen fortrydes, og den pågældende vender
tilbage til Danmark.
Det foreslås på den baggrund, at der indføres
en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen ved behandling af
ansøgninger om repatrieringsstøtte skal
undersøge, om ansøgeren er registreret som sigtet i
Kriminalregisteret. Hvis den pågældende på
tidspunktet frem til udrejsen registreres som sigtet, skal
kommunalbestyrelsen meddele afslag på
repatrieringsstøtte. Samtidig skal kommunalbestyrelsen ved
anmodning om udbetaling af den sidste del af hjælp til
repatriering undersøge, om modtageren er sigtet eller
dømt for visse former for kriminalitet. Er det
tilfældet, skal udbetalingen under nærmere
omstændigheder tilbageholdes og stoppes. Udbetaling Danmark
skal tilsvarende i forbindelse med den løbende udbetaling af
reintegrationsbistand årligt i en årrække
undersøge, om modtageren er sigtet eller dømt for
visse former for kriminalitet, og udbetalingen kan herefter under
nærmere omstændigheder tilbageholdes og bortfalde.
Der henvises til afsnit 2.4.
Det skal endvidere sikres, at der ikke bevilges støtte
til personer, der antages at ville benytte hjælp til
repatriering eller reintegrationsbistand til at deltage i
aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge
fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en
væsentlig trussel mod den offentlige orden. Med dette
formål foreslås det, at kommunerne på baggrund af
politiets udtalelse kan træffe afgørelse om afslag
på hjælp til repatriering eller reintegrationsbistand i
det omfang, der er grund til at antage, at ansøgeren har til
hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære
eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder desuden, at
en udlændings ret til den resterende del af hjælp til
repatriering eller fortsat reintegrationsbistand bør
bortfalde, hvis Udlændingestyrelsen, efter at
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om at yde
støtte, træffer afgørelse om bortfald af en
udlændings opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 21 b.
Der henvises til afsnit 2.3.
Endvidere foreslås det at indføre en ny
ydelsesstruktur for repatrieringsstøtten. Hensigten med den
foreslåede ydelsesstruktur er at begrænse muligheden
for snyd med udbetaling af repatrieringsstøtte og samtidig
forenkle kommunalbestyrelsens sagsbehandling i sager om
repatriering.
Der henvises til afsnit 2.2.
Det foreslås også at indføre en
bemyndigelsesbestemmelse, der medfører, at udlændinge-
og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler
om tilbagebetaling af repatrieringsstøtte, hvis en
repatrieret person, der har mulighed for at fortryde, vender
tilbage til Danmark. Ligeledes foreslås det, at der
indføres en lovbestemt hjemmel til at kræve udbetalt
hjælp til repatriering tilbagebetalt i de situationer, hvor
den pågældende afstår fra at repatriere, eller
sagsbehandlingsforløbet på anden vis bliver afbrudt
inden udrejse. Den nærmere regulering heraf forudsættes
tilsvarende fastsat som følge af bemyndigelsesbestemmelsen.
Det er efter Udlændinge- og Integrationsministeriets
opfattelse afgørende for repatrieringsordningens
legitimitet, at personer, der fortryder repatrieringen, rent
faktisk betaler den udbetalte støtte tilbage.
Der henvises til afsnit 2.5.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at
repatrieringsordningen grundlæggende er en god ordning for de
udlændinge og danske statsborgere med dobbelt
statsborgerskab, der ikke har fundet sig til rette i Danmark, eller
som ønsker at tilbringe deres alderdom i hjemlandet, det
tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning. Også personer, som eksempelvis fastholdes i et
ægteskab mod deres vilje, og som derfor ønsker at
repatriere uden ægtefællen, skal ifølge
ministeriet kunne anvende repatrieringsordningen, hvis de
øvrige betingelser herfor er opfyldt.
Det foreslås på den baggrund at udvide
dispensationsadgangen, således at også
familiesammenførte udlændinge, som pga. særlige
omstændigheder ikke på ansøgningstidspunktet kan
opfylde betingelserne om at være skilt fra og ikke
længere samleve med referencepersonen for den
pågældendes opholdstilladelse, kan meddeles
dispensation til repatriering.
Der henvises til afsnit 2.6.
Det er endvidere vigtigt for regeringen, at der sikres et
tilstrækkeligt kendskab til repatrieringsordningen blandt de
udlændinge, for hvem muligheden for at repatriere med
støtte efter repatrieringsloven er særlig relevant.
Det er derfor vigtigt, at kommunerne målretter vejledningen
om repatriering til nyankomne udlændinge og udlændinge,
der på trods af et længere ophold i Danmark ikke har
opnået en fastere tilknytning til arbejdsmarkedet. Regeringen
ønsker derfor at opnå en større effekt af
vejledningsindsatsen ved at skabe en mere målrettet
vejledning, så udlændinge, der ikke har ikke har fundet
sig til rette i Danmark, modtager fokuseret vejledning om
repatrieringsordningen ved en dedikeret repatrieringssamtale.
Der foreslås på den baggrund at indføre en
dedikeret kommunal vejledning om repatriering til visse
udlændinge.
Der henvises til afsnit 2.7.
Endelig bør udlændinge og danske statsborgere med
dobbelt statsborgerskab efter Udlændinge- og
Integrationsministeriets opfattelse have mulighed for at repatriere
til et land, som ikke er den pågældendes hjemland eller
tidligere opholdsland, men som den pågældende har en
nær tilknytning til pga. nære familiemedlemmer.
Ægtefæller med forskellige oprindelseslande vil hermed
under visse nærmere omstændigheder kunne repatriere
sammen.
Der foreslås på den baggrund at udvide adgangen til
repatrieringsstøtte til også at omfatte lande, hvortil
den person, der repatrierer, har en nær familiemæssig
tilknytning.
Der henvises til afsnit 2.1.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Udvidelse
af mulige destinationer for repatriering
2.1.1. Gældende ret
Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved
repatriering i lovens forstand forstås personers frivillige
tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med
henblik på at tage varig bopæl.
Repatrieringslovens § 2 blev indsat ved lov nr. 190 af 25.
februar 1999 om forslag til repatrieringslov.
FN's Generalforsamling vedtog ved resolution 428 af 14. december
1950 statutten for FN's flygtningehøjkommissariat (UNHCR).
Generalforsamlingen opfordrede i den forbindelse alle stater til at
samarbejde med Højkommissæren i udøvelsen af
dennes funktioner, herunder ved at assistere
Højkommissæren i tiltag for at fremme frivillig
repatriering af flygtninge.
Det fremgår videre af de almindelige bemærkninger
til lovforslaget, at UNHCR's eksekutivkomité ved to
konklusioner om frivillig repatriering af henholdsvis 1980 (nr. 18,
XXXI) og 1985 (nr. 40, XXXVI) har understreget, at frivillig
repatriering i almindelighed er den bedste løsning på
flygtningeproblemer. Det fremgår af disse konklusioner, som
er udtryk for internationale retningslinjer, at staterne bør
arbejde for at lette adgangen til at repatriere i sikkerhed og
værdighed. UNHCR har endvidere flere gange understreget, at
frivillig repatriering skal sikres i et samarbejde mellem
hjemlandet, værtslandet, UNHCR og relevante frivillige
organisationer.
UNHCR har endvidere ved rapport af 2018 (A/73/12 (Part II))
oplyst, at frivillig repatriering i forhold til sikkerhed og
værdighed fortsat er den foretrukne løsning på
størstedelen af flygtningesituationerne.
Det fremgår desuden af de almindelige bemærkninger
til forslag til repatrieringslov (Folketingstidende 1998-99,
tillæg A, side 4496), at betegnelsen »hjemland eller
tidligere opholdsland« er anvendt af den årsag, at
tilbagevenden ikke i alle tilfælde behøver at ske til
det land, hvor den pågældende er født, eller
hvortil vedkommende har statsborgerskabsmæssig tilknytning.
Hvis en person forud for indrejsen i Danmark har haft bopæl i
et andet land, kan vedkommende modtage repatrieringshjælp med
henblik på tilbagevenden til dette land. Statsløse,
der ikke har noget hjemland at vende tilbage til, er ligeledes
omfattet af ordningen ved tilbagevenden til det land, hvor
vedkommende tidligere har boet.
Dansk Flygtningehjælp har på nuværende
tidspunkt ansvaret for den individuelle rådgivning af
herboende personer, som udtrykker ønske om at vende tilbage
til deres hjemland eller tidligere opholdsland, og varetager den
generelle informationsindsats vedrørende repatriering, der
fremgår af repatrieringslovens § 4, stk. 2, jf. stk.
1.
Dansk Flygtningehjælp har på baggrund af
organisationens erfaringer fra rådgivningsarbejdet med
repatrieringsordningen oplyst, at personer med et ønske om
at repatriere somme tider ønsker at repatriere til andre
lande end deres hjemland eller tidligere opholdsland. Dansk
Flygtningehjælp har herunder oplyst, at dette eksempelvis kan
være relevant i de situationer, hvor et ægtepar, der
ønsker at repatriere sammen, har forskellige nationaliteter
og ønsker at bosætte sig i den ene
ægtefælles hjemland eller tidligere opholdsland, hvor
den anden ægtefælle aldrig har boet eller har
særlig tilknytning til. Ønsket kan endvidere efter
Dansk Flygtningehjælps opfattelse være relevant i de
situationer, hvor en person på baggrund af anden
familiemæssig tilknytning, herunder til forældre eller
børn, ønsker at repatriere til et andet land end sit
hjemland eller tidligere opholdsland.
2.1.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
Det er efter Udlændinge- og Integrationsministeriets
opfattelse hensigtsmæssigt, at personer, der ønsker at
repatriere til et andet land end deres hjemland eller tidligere
opholdsland, hvortil de har nær familiemæssig
tilknytning, og som kan opnå opholdstilladelse i det
pågældende land, får mulighed for at repatriere
med støtte, uanset om pågældende tidligere har
haft opholdsgrundlag i landet.
Med forslaget ønsker Udlændinge- og
Integrationsministeriet at modvirke, at udlændinge, der har
et reelt ønske om at repatriere, ikke har mulighed herfor,
under hensyn til at deres nærtstående slægtninge
er bosiddende i et andet land end pågældendes hjemland
eller tidligere opholdsland. Tilsvarende gælder for
ægtepar, der ønsker at repatriere sammen, men som har
forskellige nationaliteter og ønsker at bosætte sig i
den ene ægtefælles hjemland eller tidligere
opholdsland, hvor den anden ægtefælle aldrig har
boet.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr.
1, vil medføre, at personer, der har et ønske om at
repatriere til et andet land end deres hjemland eller tidligere
opholdsland, vil få mulighed herfor, hvis de har
tilstrækkelig tilknytning til det pågældende land
i form af en ægtefælle eller anden
nærtstående familie, der på
repatrieringstidspunktet har den fornødne tilknytning til
landet. Ordningen vil kunne omfatte alle lande, herunder EU-lande,
under forudsætning af, at de personer, der ønsker at
repatriere, har den fornødne nære tilknytning til
landet og har mulighed for at opnå indrejse- og
opholdstilladelse i landet.
Udlændinge- og Integrationsministeriet er i den
forbindelse opmærksom på, at det efter den
foreslåede ordning vil være muligt at repatriere til et
andet europæisk land, hvis eksempelvis ansøgerens
ægtefælle tidligere har haft længerevarende
ophold i et andet europæisk land, og ansøgeren og
ægtefællen i øvrigt opfylder betingelserne for
repatriering og indrejse i dette land. Udlændinge- og
Integrationsministeriet vurderer dog, at der vil være tale om
ingen eller ganske få sager.
Den foreslåede ordning vil efter Udlændinge- og
Integrationsministeriets opfattelse gøre muligheden for at
repatriere mere attraktiv, idet personer med familiemæssig
tilknytning til andre lande end pågældendes tidligere
hjemland eller opholdsland vil kunne repatriere til et land, hvori
de kan tage varig bopæl med familiemedlemmet eller repatriere
sammen med familiemedlemmet. Det antages på den baggrund, at
flere vil kunne benytte sig af repatrieringsordningen.
2.2. Ændring af sammensætning og tidspunkt for
udbetaling afhjælp til repatriering
2.2.1. Gældende ret
Det fremgår af repatrieringslovens § 7, stk. 1, at
kommunalbestyrelsen efter ansøgning yder hjælp til
repatriering til en person omfattet af repatrieringsloven. Der kan
kun udbetales hjælp til repatriering, hvis personen ikke har
midler hertil og ønsker at vende tilbage til hjemlandet
eller det tidligere opholdsland med henblik på at tage varig
bopæl. Hjælp til repatriering udbetales som led i
personens tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere
opholdsland. Ved vurderingen af, om personen har midler til
repatriering, ser kommunalbestyrelsen bort fra formuebeløb,
herunder i form af kapitalpension m.v., på op til 50.000 kr.
for enlige og op til 100.000 kr. for ægtefæller, jf.
§ 7, stk. 12.
Hjælp til repatriering omfatter udgifter til rejsen fra
Danmark til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, udgifter
til transport af personlige ejendele eller hjælp til udgifter
til køb af personligt bohave, udgifter til transport af
erhvervsudstyr, etableringshjælp, køb af
erhvervsudstyr, sygeforsikring i et år i hjemlandet eller det
tidligere opholdsland, udgifter til medbragt lægeordineret
medicin, udgifter til nødvendige personlige
hjælpemidler og nødvendig vaccination samt udgifter
til skolegang, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 1-10,
jf. nedenfor. Satserne reguleres årligt.
Hjælp til etablering i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 4,
udgifter til sygeforsikring i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland, jf. § 7, stk. 2, nr. 6, og udgifter til
skolegang, jf. § 7, stk. 2, nr. 9, samt hjælp til
dækning af behandlingsudgifter, jf. § 7, stk. 5,
udbetales i to dele, jf. § 7, stk. 3, 4, 5 og 6, således
at første del af hjælpen udbetales ved tilbagevenden
til hjemlandet eller det tidligere opholdsland.
For udlændinge, der har fortrydelsesret efter
udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales den
resterende del af hjælp til repatriering efter
fortrydelsesrettens udløb, dvs. efter 12 på hinanden
følgende måneder, der efter ansøgning kan
forlænges op til i alt 24 måneder. For andre
udlændinge udbetales den resterende del af hjælp til
repatriering 12 måneder efter udrejsen af Danmark. For danske
statsborgere med dobbelt statsborgerskab udbetales den resterende
del af hjælp til repatriering, når den
pågældende på baggrund af en ansøgning om
ubetinget løsning fra det danske statsborgerskab indgivet
senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger
dokumentation for, at den pågældende og dennes
børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget
løst fra det danske statsborgerskab. Der kan herved henvises
til repatrieringslovens § 7, stk. 3-6.
Efter forarbejderne til loven er formålet med opdeling af
udbetaling af hjælp til repatriering at forhindre misbrug af
ordningen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side
1246. Opdelingen af støtten øger samtidig
motivationen til at blive i hjemlandet. Den enkelte person skal
selv rette henvendelse til de danske myndigheder med oplysninger om
nuværende adresse og bankforbindelse for at få udbetalt
den sidste del af hjælpen.
2.2.1.1. Udgifter til rejsen fra Danmark til hjemlandet eller
det tidligere opholdsland
Der kan efter repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 1, ydes
hjælp til udgifter til rejsen fra Danmark til hjemlandet
eller det tidligere opholdsland. Hjælpen omfatter alle
transportomkostninger for personen fra bopælen i Danmark til
bestemmelsesstedet i repatrieringslandet. Hjemrejsen skal foretages
så billigt som muligt.
2.2.1.2. Transport af personlige ejendele eller hjælp
til udgifter til køb af personligt bohave
Efter repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 2, kan der ydes
hjælp til udgifter på højst 31.836 kr. pr.
person til transport af personlige ejendele eller hjælp til
køb af personligt bohave. Den enkelte kan således selv
vælge enten at få støtte til transport af
personlige ejendele eller en startpakke til køb af bohave
for samme beløb, som der kan ydes i
transportstøtte.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 196 som fremsat, side
7, at hvis der ønskes hjælp til transport af
personlige ejendele, skal transporten til bestemmelsesstedet ske
billigst muligt og kan foregå med skib, tog, lastvogn m.v.
Hvis der i stedet vælges tilskud til køb af personligt
bohave, er det ikke en betingelse for udbetalingen, at den
pågældende dokumenterer at have udgifter svarende til
31.836 kr. forbundet med køb af nyt bohave i hjemlandet
eller det tidligere opholdsland. Der er ikke krav om eftersendelse
af dokumentation for køb af nyt bohave.
2.2.1.3. Transport af udstyr, der er nødvendigt for
personens eller dennes families erhverv
Der kan efter repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 3, ydes
hjælp til udgifter til transport af erhvervsudstyr. Der kan
ydes støtte på op til 16.775 kr. til transport af
forskelligt udstyr, der er nødvendigt for personen eller
dennes families erhverv i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland. Det er således et krav, at udstyret er
nødvendigt i forhold til erhvervet.
2.2.1.4. Etablering i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland
Hjælp til etablering efter repatrieringslovens § 7,
stk. 2, nr. 4, udgør indtil 144.900 kr. pr. person, der er
fyldt 18 år, og indtil 44.193 kr. pr. person, der er under 18
år. Hjælpen udbetales i to dele, hvoraf indtil
henholdsvis 57.960 kr. pr. person og indtil 17.677,2 kr. pr. person
- svarende til 40 pct. af det samlede beløb - udbetales i
forbindelse med tilbagevenden, mens det resterende beløb
udbetales efter fortrydelsesrettens udløb, eller, for de
udlændinge, som ikke har fortrydelsesret, 12 måneder
efter udrejsen fra Danmark, jf. lovens § 7, stk. 3. For at
forhindre misbrug af repatrieringsordningen og samtidig øge
den enkelte udlændings motivation til at blive i hjemlandet
gennemførte regeringen i folketingsåret 2003-04 en
opdeling af etableringshjælpen - der tidligere udgjorde et
engangsbeløb, som havde til formål at støtte
personen på tidspunktet for tilbagevenden - således at
denne udbetales i to dele, jf. herved lov nr. 1157 af 19. december
2003.
2.2.1.5. Køb af erhvervsudstyr til fremme af
beskæftigelsesmuligheder og transport af sådant
udstyr
Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr.
5, at kommunalbestyrelsen kan yde hjælp til udgifter på
højst 16.775 kr. til køb af erhvervsudstyr, der vil
være egnet til at fremme udlændingens
beskæftigelsesmuligheder i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland samt udgifter på højst 21.665 kr. til
transport af sådant udstyr. Det fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende
1998-99, tillæg A, side 4503, at det ikke er en betingelse,
at erhvervsudstyret skal anvendes af den enkelte udlænding
selv, men den pågældende skal selv deltage i erhvervet.
Der er således mulighed for, at flere personer i
fællesskab kan modtage støtte til fælles
indkøb af erhvervsudstyr.
Det er en betingelse, at udstyret skal være egnet til at
fremme udlændingens beskæftigelsesmuligheder, og at
udlændingen fremlægger en erhvervsplan med henblik
på at kunne få bevilget støtten, jf.
Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 196 som fremsat, side
13.
2.2.1.6. Sygeforsikring og behandling i hjemlandet eller det
tidligere opholdsland
Der kan i medfør af repatrieringslovens § 7, stk. 2,
nr. 6, ydes støtte til udgifter til sygeforsikring i
hjemlandet eller det tidligere opholdsland til personer, der
på tidspunktet for tilbagevenden er fyldt 18 år, hvis
der ikke på anden måde er etableret en sådan
forsikring, på op til 8.118 kr. pr. år i op til fire
år, dvs. at hjælpen i alt højst kan
udgøre 31.836 kr. pr. person over 18 år.
Hjælp til udgifter til sygeforsikring udbetales i to dele,
jf. repatrieringslovens § 7, stk. 4. Første del af
hjælpen, svarende til udgifter til det første
år, udbetales ved tilbagevenden. Det fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende
2016-17, tillæg A, L 174 som fremsat, side 5, at det er en
betingelse for udbetaling af første del af hjælpen, at
der fremvises dokumentation for betalt forsikring. I
tilfælde, hvor forsikringen kun kan tegnes i forbindelse med
ophold i hjemlandet eller det tidligere opholdsland, kan
første udbetaling ske på baggrund af et tilbud om
forsikring. Anden del af hjælp til udgifter til sygesikring
udgøres af den hjælp, kommunalbestyrelsen har bevilget
for andet, tredje og fjerde år. For udlændinge, der har
fortrydelsesret, udbetales den resterende del af hjælp til
sygeforsikring efter fortrydelsesfristens udløb. For andre
personer udbetales den resterende del af hjælp til
sygeforsikring 12 måneder efter udrejsen af Danmark.
Det er i nogle lande ikke muligt eller meget vanskeligt at tegne
en sygeforsikring. Kommunalbestyrelsen kan på den baggrund
efter repatrieringslovens § 7, stk. 5, i stedet for at yde
hjælp til udgifter til sygesikring, jf. § 7, stk. 2, nr.
6, når sygeforsikring ikke eller kun meget vanskeligt kan
tegnes i hjemlandet eller det tidligere opholdsland, udbetale 8.118
kr. pr. år i op til fire år med det formål at
dække behandlingsudgifter, dvs. i alt højst 32.472
kr.
Hjælp til behandlingsudgifter udbetales i to dele, jf.
lovens § 7, stk. 5, således at hjælp til udgifter
til det første år udbetales ved tilbagevenden til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland. For udlændinge,
der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a,
stk. 1 eller 2, udbetales den resterende del af hjælp til
udgifter efter fortrydelsesfristens udløb. For andre
personer udbetales den resterende del af hjælp til udgifter
12 måneder efter udrejsen af Danmark.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 174 som fremsat, side
16, at der ikke stilles krav om, at personen skal fremlægge
dokumentation for afholdte behandlingsudgifter.
2.2.1.7. Medbragt lægeordineret medicin
Der kan i medfør af repatrieringslovens § 7, stk. 2,
nr. 7, ydes støtte til dækning af udgifter til
nødvendig lægeordineret medicin til højst 1
års forbrug. Det fremgår af bemærkningerne til
bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side
4503-4504, at medicinen forudsættes så vidt muligt
indkøbt i Danmark inden udrejsen til hjemlandet eller det
tidligere opholdsland. Hvis medicinen har begrænset
holdbarhed, kan udgifterne til indkøb af medicinen i
hjemlandet dog dækkes ved forudbetaling. Det er en betingelse
for at dække udgifter til nødvendig
lægeordineret medicin, at personen ved en
lægeerklæring dokumenterer at have behov for medicinen
i den pågældende periode. Der er ikke fastsat en
grænse for størrelsen af beløbet, der kan
bevilliges til medbragt lægeordineret medicin.
2.2.1.8. Medbragte nødvendige personlige
hjælpemidler samt nødvendig vaccination i
Danmark
Efter repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 8, kan der ydes
støtte til udgifter til medbragte nødvendige
personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug
eller andre hjælpemidler. Der kan dog højst ydes
støtte til udgifter, der beløber sig til op til 7.080
kr.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 1252, at
kommunalbestyrelsen kan bevillige beløbet til en person, der
under sit ophold i Danmark har brugt hjælpemidler, og hvor
det skønnes, at den pågældende person fortsat
vil have behov for disse hjælpemidler. Det er en
forudsætning for bevilling af hjælpen, at der er tale
om nødvendige hjælpemidler, og at personen
dokumenterer at have behov for hjælpemidlerne i den
pågældende periode.
Der kan endvidere efter bestemmelsen ydes støtte til
udgifter til nødvendige forebyggende vaccinationer i
Danmark. Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med oplysning af
sagen anmode om en erklæring fra læge, hospital,
institut eller lignende om, hvilke vaccinationer der anses for at
være nødvendig i det konkrete tilfælde, jf.
Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 1252.
2.2.1.9. Skolegang til skolesøgende
børn
Efter repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 9, kan der ydes
hjælp til skoleudgifter på 541 kr. pr. måned pr.
barn i op til fire år. Et barn, som repatrierer, vil
således kunne modtage 6.492 kr. om året i hjælp
til udgifter til skolegang de første fire år efter
repatriering har fundet sted, dvs. i alt 25.968 kr. Det
fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 174 som fremsat, side
6, at det i forbindelse med hjælpen til skoleudgifter ikke er
en betingelse for udbetaling, at forældrene dokumenterer at
have udgifter forbundet med barnets skolegang i hjemlandet eller
det tidligere opholdsland. Det er endvidere ikke en betingelse, at
barnet, på tidspunktet for familiens repatriering, er startet
i skole i Danmark.
Hjælp til skoleudgifter udbetales i to dele, jf.
repatrieringslovens § 7, stk. 6, således at 25 pct. af
det beløb, der i alt kan ydes efter bestemmelsen, udbetales
i forbindelse med udrejsen fra Danmark, mens den resterende del
udbetales 12 måneder efter udrejsen af Danmark, eller, for de
udlændinge, der har fortrydelsesret efter
udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, efter
fortrydelsesfristens udløb. Det er en betingelse for
udbetaling af den resterende del af repatrieringshjælpen, at
familien fremlægger dokumentation for, at barnet er
indskrevet i en skole i hjemlandet eller det tidligere opholdsland.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 174 som fremsat, side
6, at opdelingen af udbetaling af hjælp til skoleudgifter
sikrer, at familien har mulighed for at afholde eventuelle
omkostninger, der er forbundet med indskrivningen af barnet i
skole, herunder eventuelt indmeldelsesgebyr samt køb af
skoleuniform og skolebøger m.v., samtidig med at
mulighederne for misbrug af ordningen mindskes. Det er derimod ikke
en betingelse for udbetaling af første del, at der fremvises
dokumentation for, at barnet er indskrevet i skole, jf.
Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 174 som fremsat, side
6.
2.2.1.10. Anskaffelse af nationalitetspas m.v.
Efter repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 10, kan der ydes
hjælp til udgifter på højst 10.612 kr. pr.
person til anskaffelse af nationalitetspas m.v. Det er
således muligt for en person at søge om hjælp
til at få dækket eventuelle udgifter, der er forbundet
med fremskaffelse af nationalitetspas, identitetspapirer eller
lignende, som kan være en nødvendighed for at vende
tilbage, herunder rejseudgifter i forbindelse med f.eks. personligt
fremmøde på ambassade i Danmark eller i udlandet.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 196 som fremsat, side
9, at det er en betingelse for udbetaling af hjælp efter
bestemmelsen, at den pågældende udlænding
dokumenterer at have haft udgifter forbundet med anskaffelse af
nationalitetspas, identitetspapirer eller lignende rejsedokumenter.
Udgifter til transport m.v. afholdes billigst muligt.
De ovenfor angivne beløb er fastsat i 2021-niveau, jf.
vejledning nr. 9981 af 10. december 2020 om regulering pr. 1.
januar 2021. Beløbene reguleres én gang årligt
den 1. januar med satsreguleringsprocenten.
2.2.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets intention,
at repatrieringsordningen skal være attraktiv for de
personer, der er omfattet af repatrieringsloven og ønsker at
vende tilbage til deres hjemland, tidligere opholdsland eller et
land, hvortil de har nær familiemæssig tilknytning.
Samtidig ønsker Udlændinge- og
Integrationsministeriet at mindske muligheden for misbrug af
repatrieringsordningen ved, at en større andel af den
samlede hjælp til repatriering udbetales efter personens
tilbagevenden, ligesom ministeriet ønsker at øge
motivationen for den pågældende til reelt at indrejse i
repatrieringslandet i overensstemmelse med afgørelsen om
hjælp til repatriering.
Det er herudover Udlændinge- og Integrationsministeriets
hensigt at skabe en større klarhed og overblik over
ydelsesstrukturen, så den enkelte person i højere grad
kan gennemskue, hvilket konkret beløb den
pågældende kan forvente at få udbetalt ved
bevilling af hjælp til repatriering efter repatrieringsloven.
Der kan i dag være store spænd mellem de samlede
bevilligede beløb, da der for så vidt angår en
række af de nuværende ydelsestyper skal foretages en
konkret vurdering af hver enkelt persons behov for den enkelte
ydelse. Det er således ønsket, at personen opnår
større viden om og sikkerhed for, hvilket konkret
beløb den pågældende og dennes familie samlet
set kan forvente at modtage i forbindelse med udbetalingen af
repatrieringshjælpen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet ønsker
samtidig at forenkle ydelsesstrukturen med henblik på at
understøtte en mere hensigtsmæssig og enkel
administration af sagerne i kommunerne.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder
således, at det ikke kan forventes, at kommunerne har det
kendskab til alle relevante tredjelande, der er nødvendigt
for f.eks. at kunne vurdere indholdet og relevansen af en
erhvervsplan, som i dag skal fremlægges for kommunen for at
kunne få bevilget støtte til indkøb af
erhvervsudstyr. Ministeriet ønsker på den baggrund -
med henblik på at lette kommunernes sagsbehandling - at der i
forbindelse med behandlingen af en ansøgning om
repatrieringshjælp skal foretages væsentligt
færre vurderinger af behovet for forskellige ydelsestyper,
som forudsætter bl.a. et nøje kendskab til det land,
hvortil den pågældende repatrierer.
Der er på den baggrund efter Udlændinge- og
Integrationsministeriets opfattelse grund til at omstrukturere og
opdele ydelsesstrukturen på en ny måde. Dette
gælder både de enkelte former for hjælp til
repatriering, der foreslås fremover skal være faste
beløb, samt mulighed for dækning af konkrete udgifter
til medicin m.v., og tidspunktet for, hvornår hjælp til
repatriering udbetales.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,
at hjælp til repatriering bør udbetales i tre dele,
således at den første del af den samlede hjælp
til repatriering udbetales umiddelbart før udrejsen. Denne
del vil som udgangspunkt alene dække udgifter til rejsen og
den indledende, kortsigtede etablering i hjemlandet, det tidligere
opholdsland eller et land, hvortil pågældende har
nær familiemæssig tilknytning, indtil udbetalingen af
anden del af repatrieringshjælpen. Den anden del af
repatrieringshjælpen, som forudsættes udbetalt kort tid
efter repatrieringen, vil som udgangspunkt dække hjælp
til etableringen efter indrejsen i repatrieringslandet. Den tredje
del vil dække hjælp til den endelige etablering efter
repatrieringen.
Det foreslås således, at de op til ti forskellige
former for hjælp til repatriering, som den samlede
hjælp til repatriering i dag kan udgøres af, forenkles
og samles på færre former for hjælp til
repatriering. Det foreslås endvidere, at hjælp til
repatriering udbetales ad tre omgange.
Den foreslåede ordning vil betyde, at nogle
nuværende ydelsestyper vil bortfalde, og der vil samtidig
blive stillet færre dokumentationskrav i forbindelse med de
ydelsestyper, der fortsat indgår i den foreslåede
ordning. Det er således Udlændinge- og
Integrationsministeriets vurdering, at ordningen vil være
lettere at administrere for kommunalbestyrelsen og lettere at
overskue for den enkelte borger.
En sådan ændring har endvidere til hensigt bl.a. at
mindske risikoen for, at ordningen misbruges derved, at en person
får udbetalt en væsentlig andel af den samlede
repatrieringshjælp her i landet uden at repatriere. Samtidig
undgås en eventuel transport af store mængder kontanter
i forbindelse med udrejsen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder i den
forbindelse, at det vil være hensigtsmæssigt, at den
resterende del - dvs. tredje del i medfør af forslaget - af
hjælp til repatriering, som udgør størstedelen
af den samlede repatrieringshjælp, fortsat udbetales efter
fortrydelsesfristens udløb eller, for de udlændinge,
der ikke har fortrydelsesret, 12 måneder efter udrejsen af
Danmark, i overensstemmelse med de nuværende regler for
udbetaling af hjælp til etablering, udgifter til
sygeforsikring, behandlingsudgifter og udgifter til skolegang.
Tilsvarende vil tredje del blive udbetalt til danske
statsborgere med dobbelt statsborgerskab, når den
pågældende, på baggrund af en ansøgning om
ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest
12 måneder efter udrejsen fra Danmark, fremlægger
dokumentation for, at den pågældende og dennes
eventuelle børn, der er omfattet af repatrieringen, er
ubetinget løst fra deres danske statsborgerskab. For en
dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn,
som er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp
til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 1, og som
følger den repatrierede forælder, udbetales den tredje
del, når den pågældende derudover
fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for
disse børn.
Det forudsættes i den foreslåede ordning, at
kommunalbestyrelsen - i lighed med gældende regler - fortsat
vil skulle foretage en formuevurdering forud for bevilling af
hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7,
stk. 12. Der tilsigtes endvidere ikke ændringer i den
hidtidige praksis vedrørende kommunalbestyrelsens
opgørelse af udlændingens formue i forbindelse med
afgørelse om hjælp til repatriering.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,
at der ud fra en gennemsnitsbetragtning ikke med den
foreslåede ordning ændres på den samlede
værdi af hjælp til repatriering for den enkelte
person.
Det foreslås, at beløbene reguleres én gang
årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov
om en satsreguleringsprocent, og at beløbene vil
fremgå af vejledningen om satserne.
2.2.2.1. Første del af hjælp til
repatriering
Det foreslås, at første del af hjælp til
repatriering, som udbetales umiddelbart før udrejsen,
udgøres af et fast støttebeløb på 25.000
kr. (2021-niveau) pr. person, der er fyldt 18 år, og 15.000
kr. (2021-niveau) pr. person under 18 år. Første del
vil alene dække udgifter relateret til selve udrejsen og den
første tid efter ankomsten til repatrieringslandet, dvs.
frem til udbetalingen af anden del af repatrieringshjælpen.
Anden del af repatrieringshjælpen forudsættes
således udbetalt hurtigst muligt efter ankomsten.
Første del af hjælp til repatriering vil
bestå af transportomkostninger for personen fra bopælen
i Danmark til bestemmelsesstedet i repatrieringslandet.
Eventuelle udgifter til nødvendig lægeordineret
medicin til højst 1 års forbrug og eventuelle
nødvendige vaccinationer vil - foruden det faste
støttebeløb - kunne blive tildelt og udbetalt i
forbindelse med første del af hjælp til repatriering.
Det vil være en betingelse for at dække udgifter til
nødvendig lægeordineret medicin, at personen ved en
lægeerklæring dokumenterer at have behov for medicinen
i den pågældende periode. Der vil endvidere som led i
udbetalingen af første del kunne ydes støtte til
udgifter til nødvendige forebyggende vaccinationer i
Danmark. Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med oplysning af
sagen kunne anmode om en erklæring fra læge, hospital,
institut eller lignende om, hvilke vaccinationer der anses for at
være nødvendige i det konkrete tilfælde. Der vil
- i lighed med gældende regler - ikke blive fastsat en
grænse for størrelsen af beløbet, der kan
bevilliges til medbragt lægeordineret medicin og
nødvendige forebyggende vaccinationer.
Eventuelle udgifter til medbragte nødvendige personlige
hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til
andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.000 kr., vil -
foruden det faste beløb - endvidere kunne blive tildelt og
udbetalt i forbindelse med første del af hjælp til
repatriering. Der vil være tale om situationer, hvor den
pågældende under sit ophold her i landet har brugt
hjælpemidler, og hvor det skønnes, at den
pågældende fortsat vil have behov for disse
hjælpemidler. Der vil være tale om personlige
hjælpemidler, dvs. engangsartikler, som den
pågældende bruger løbende, f.eks. urinposer,
bleer og stomiposer, og om andre hjælpemidler, som alene er
udlånt af kommunen og derfor vil skulle tilbageleveres ved
udrejsen, f.eks. en stok eller en rollator. For personlige
hjælpemidler, som personen bruger løbende, vil der
kunne ydes støtte til højst 1 års forbrug. Det
vil være en betingelse for at dække udgifterne, at der
er tale om nødvendige hjælpemidler, og at personen
dokumenterer at have behov for hjælpemidlerne i den
pågældende periode. Hermed tænkes på udstyr
eller hjælpemidler, som er nødvendige for, at den
enkelte person kan klare sig i hverdagen. Der vil som udgangspunkt
kun kunne ydes støtte til hjælpemidler, som personen
allerede har brugt her i landet.
De bevilligede beløb i første del af
repatrieringshjælpen vil være faste, medmindre der i
forbindelse med afrejsen har været behov for at afholde
udgifter til transport af personlige ejendele eller indkøb
og transport af erhvervsudstyr. Det samlede beløb til
udbetaling i anden del af repatrieringshjælpen vil i givet
fald blive nedjusteret svarende til udgifterne hertil. Der vil
således, under forudsætning af godtgørelse af
behovet herfor, i forbindelse med udbetalingen af første del
af hjælp til repatriering kunne udbetales udgifter til
transport af personlige ejendele eller indkøb og transport
af erhvervsudstyr, der ikke kan købes i det land, hvortil
den pågældende repatrierer. Det vil dog være det
klare udgangspunkt for indkøb af erhvervsudstyr, at dette
skal indkøbes efter indrejsen til repatrieringslandet.
Der vil endvidere - mod fradrag i anden del af hjælp til
repatriering - kunne ydes yderligere støtte til
dækning af ekstra transport- og rejseudgifter i forbindelse
med f.eks. personligt fremmøde på ambassade eller
konsulat i Danmark eller udlandet, gebyr i forbindelse med
indgivelse af ansøgning om udstedelse af de
nødvendige dokumenter og lignende.
Eventuelt bevilliget støtte til transport af personlige
ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr samt
eventuelle udgifter til anskaffelse af nationalitetspas m.v. inden
udrejsen vil skulle fratrækkes beløbet til udbetaling
i anden del af repatrieringshjælpen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne om
modregning i anden del af hjælpen til repatriering i afsnit
2.2.2.4.
2.2.2.2. Anden del af hjælp til repatriering
Det foreslås, at anden del af hjælp til repatriering
udgøres af et fast beløb på 70.000 kr.
(2021-niveau) pr. person, der er fyldt 18 år, og 40.000 kr.
(2021-niveau) pr. person under 18 år.
Anden del af repatrieringshjælpen vil efter den
foreslåede ordning blive bevilliget med henblik på at
dække udgifterne ved genetablering i hjemlandet, det
tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning, uanset de faktiske etableringsomkostninger i det
pågældende land, herunder evt. indkøb af nyt
bohave, behandlingsudgifter samt skolegang for skolesøgende
børn. Der vil således ikke kunne udbetales et andet
beløb i anden del af repatrieringshjælpen under
henvisning til, at omkostningsniveauet i det pågældende
land er højere eller lavere end i andre lande.
For personer, der er fyldt 18 år, og som ikke bevilges
reintegrationsbistand efter reglerne i repatrieringslovens §
10, vil der endvidere indgå et støttebeløb
på 15.000 kr. pr. person med henblik på indkøb
af erhvervsudstyr i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et
land, hvortil den pågældende har nær
familiemæssig tilknytning, i anden del af
repatrieringshjælpen. Beløbet vil kun kunne udbetales
til de personer over 18 år, som ikke samtidig tildeles
reintegrationsbistand, idet det ved reintegrationsbistanden
forudsættes, at modtageren må antages ikke at kunne
skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet, hvorved
forudsættes, at pågældende ikke er erhvervsaktiv.
Tildeling af erhvervsstøtte vil ikke forudsætte, at
personen godtgør et behov herfor.
De bevilligede beløb i anden del af
repatrieringshjælpen vil være faste, medmindre der i
forbindelse med afrejsen er afholdt udgifter til transport af
personlige ejendele eller indkøb og transport af
erhvervsudstyr. Det samlede beløb til udbetaling i anden del
af repatrieringshjælpen vil i givet fald blive nedjusteret
svarende til udgifterne hertil. Der vil således, under
forudsætning af godtgørelse af behovet herfor, i
forbindelse med udbetalingen af første del af hjælp
til repatriering kunne udbetales udgifter til transport af
personlige ejendele eller indkøb og transport af
erhvervsudstyr, der ikke kan købes i det land, hvortil den
pågældende repatrierer. Det vil dog være det
klare udgangspunkt for indkøb af erhvervsudstyr, at dette
skal indkøbes efter indrejsen til repatrieringslandet.
Der vil endvidere - mod fradrag i anden del af hjælp til
repatriering - kunne ydes yderligere støtte til
dækning af ekstra transport- og rejseudgifter i forbindelse
med f.eks. personligt fremmøde på ambassade eller
konsulat i Danmark eller udlandet, gebyr i forbindelse med
indgivelse af ansøgning om udstedelse af de
nødvendige dokumenter og lignende.
Eventuelt bevilliget støtte til transport af personlige
ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr samt
eventuelle udgifter til anskaffelse af nationalitetspas m.v. inden
udrejsen vil skulle fratrækkes beløbet til udbetaling
i anden del af repatrieringshjælpen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne om
modregning i anden del af hjælpen til repatriering i afsnit
2.2.2.4.
Det forudsættes således, at kommunen ikke i alle
sager vil skulle tage stilling til, om ansøgeren vil skulle
bevilges støtte ud over det faste støttebeløb.
Kun i sager, hvor ansøgeren angiver at have et konkret behov
for dækning af udgifter til eksempelvis lægeordineret
medicin eller nødvendige vaccinationer, vil
kommunalbestyrelsen skulle tage konkret stilling til
ansøgerens behov.
2.2.2.3. Tredje del af hjælp til
repatriering
Det foreslås, at tredje del af hjælp til
repatriering udgøres af et fast beløb på 80.000
kr. (2021-niveau) pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000
kr. (2021-niveau) pr. person under 18 år.
Tredje del af hjælp til repatriering vil omfatte alle
udgifter til den endelige etablering i repatrieringslandet med
henblik på at tage varigt ophold uanset udgifternes
karakter.
Udbetaling af tredje del af hjælp til repatriering vil
efter den foreslåede ordning - i lighed med de
nugældende regler for udbetaling af anden del af
etableringshjælp, udgifter til sygeforsikring,
behandlingsudgifter og udgifter til skolegang - komme til
udbetaling efter fortrydelsesrettens udløb, eller for
udlændinge, der ikke er omfattet af fortrydelsesretten, 12
måneder fra udrejsen af Danmark, forudsat de øvrige
betingelser i repatrieringsloven er opfyldt.
For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab vil tredje
del af hjælp til repatriering efter den foreslåede
ordning blive udbetalt, når den pågældende
på baggrund af en ansøgning om ubetinget
løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12
måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger
dokumentation for, at den pågældende og dennes
eventuelle børn, der er omfattet af repatrieringen, er
ubetinget løst fra det danske statsborgerskab.
2.2.2.4. Modregning i anden del af hjælp til
repatriering
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen efter
ansøgning kan hæve beløbet, der udbetales til
dækning af udgifter i forbindelse med afrejse og ankomst
umiddelbart før afrejsen, og som dækker transport af
personlige ejendele eller personligt bohave, med højst
10.000 kr. pr. person, mod et tilsvarende fradrag i beløbet,
der udbetales til hjælp til indledende etablering efter
indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land,
hvortil den pågældende har nær
familiemæssig tilknytning. Bestemmelsen vil således
ikke have betydning for det samlede beløb, som hjælp
til repatriering udgør efter forslaget. Der vil alene
være tale om en omstrukturering af beløbene.
Formålet er at sikre, at udbetalingen af første del og
andel del af hjælp til repatriering kan tilpasses en persons
behov for nødvendig hjælp ved henholdsvis
tilbagevenden og efter indrejsen i det land, hvortil den
pågældende repatrierer.
2.2.2.5. Fastsættelse af nærmere regler om
hjælp til repatriering
Det foreslås, at udlændinge- og
integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om
betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af
hjælp til repatriering. Det forventes, at
bemyndigelsesbestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte
nærmere regler om fremgangsmåden ved udbetaling af
hjælp til repatriering, herunder oplysningspligt over for det
pengeinstitut, der vil skulle bistå ansøgeren med at
overføre penge i forbindelse med repatrieringen med det
formål at imødekomme de regler om kundekendskab, som
pengeinstitutterne er underlagt. Bemyndigelsesbestemmelsen vil
endvidere kunne anvendes til at fastsætte nærmere
regler om f.eks. behandlingen af ansøgninger om hjælp
til repatriering m.v.
2.3. Nægtelse af hjælp til repatriering af
hensyn til statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller den
offentlige orden
2.3.1. Gældende ret
Udlændinge uden opholdstilladelse i Danmark omfattes som
altovervejende hovedregel ikke af repatrieringsloven.
Det betyder bl.a., at en udlænding ikke omfattes af
repatrieringsloven og dermed heller ikke har ret til hjælp
til repatriering eller reintegrationsbistand, hvis
opholdstilladelsen som flygtning eller familiesammenført
m.v. på tidspunktet for kommunalbestyrelsens afgørelse
om at yde støtte er bortfaldet efter udlændingelovens
§ 21 b, stk. 1.
En udlænding, der hidtil har opholdt sig lovligt her i
landet, men som er udvist som følge af kriminalitet m.v., er
således ikke omfattet af repatrieringsloven og har dermed
heller ikke mulighed for at opnå hjælp til repatriering
eller reintegrationsbistand.
Tilsvarende gælder, bl.a. hvis udlændingens
opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget,
fordi den pågældende uden for landet er dømt for
et kriminelt forhold, som vil kunne medføre udvisning af
Danmark, hvis pådømmelsen var sket her i landet, eller
når der er alvorlig grund til at antage, at udlændingen
har begået sådan kriminalitet.
For personer omfattet af repatrieringsloven kan
kommunalbestyrelsen under visse nærmere betingelser og efter
ansøgning yde hjælp til repatriering, jf.
repatrieringslovens § 7, og løbende månedlig
reintegrationsbistand, jf. repatrieringslovens § 10.
Udbetaling af hjælp til repatriering er i visse
tilfælde opdelt i to dele. I disse tilfælde er
udbetaling af den resterede del af hjælpen betinget af bl.a.,
at de tidsmæssige betingelser er opfyldt. En
opholdstilladelse bortfalder normalt, når en udlænding
opgiver sin bopæl i Danmark, eller når
udlændingen har opholdt sig uden for landet i en
længere periode, jf. udlændingelovens § 17.
Bortfald af udlændingens opholdstilladelse indebærer,
at udlændingen ikke på ny kan indrejse og tage ophold i
Danmark, medmindre udlændingen har et andet lovligt
opholdsgrundlag. For visse udlændinge, der med henblik
på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller
det tidligere opholdsland og dermed opgiver bopælen her i
landet, gælder der imidlertid en særlig fortrydelsesret
på op til 12 på hinanden følgende måneder,
som i visse tilfælde kan forlænges op til i alt 24
måneder. Fortrydelsesretten indebærer, at
opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, uanset at
udlændingen er repatrieret til hjemlandet eller det tidligere
opholdsland og dermed har opgivet sin bopæl i Danmark. Der
kan herved henvises til udlændingelovens §§ 17 og
17 a. For udlændinge, der efter udlændingelovens §
17 a, stk. 1 eller 2, har en fortrydelsesret på 12
måneder eller mere, kan den resterende del af hjælp til
repatriering udbetales efter fortrydelsesrettens udløb,
såfremt de øvrige betingelser for udbetaling er
opfyldt, jf. nedenfor. For andre udlændinge - hvor
fortrydelsesretten efter udlændingelovens § 17 a er af
kortere varighed end 12 måneder, eller hvor der ikke
gælder nogen fortrydelsesret - kan den resterende del af
hjælp til repatriering udbetales 12 måneder efter
udrejsen af Danmark.
Udbetaling af den resterende del af hjælp til repatriering
og fortsat reintegrationsydelse ophører, hvis
udlændingen flytter til et andet land eller dør.
Reintegrationsbistanden ophører endvidere, hvis
udlændingen kommer i besiddelse af midler, der kan
dække behovet for reintegrationsbistand. For udbetaling af
både den resterende del af hjælp til repatriering og
fortsat reintegrationsbistand gælder desuden en betingelse om
fravær af alvorlig kriminalitet m.v. begået efter
tidspunktet for kommunalbestyrelsens afgørelse om at yde
støtte, jf. nedenfor.
Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, træffer
kommunalbestyrelsen således afgørelse om, at retten
til den resterende del af hjælp til repatriering, jf.
repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5,
bortfalder, når der foreligger oplysninger om forhold, som
efter reglerne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2,
nr. 1 eller 2, eller stk. 5, ville udelukke personen fra
opholdstilladelse. Bortfald af den resterende del af hjælpen
er betinget af, at det forhold, som ville udelukke personen fra
opholdstilladelse, helt eller delvist har fundet sted eller er
fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse om
at yde hjælp, og indtil det tidspunkt, hvor personen anmoder
om at få udbetalt den resterende del af hjælpen, jf.
repatrieringslovens § 9 b, stk. 2.
Dette betyder, at den resterende del af hjælp til
repatriering bortfalder, når der foreligger oplysninger om
forhold fra tiden efter afgørelsen om hjælp til
repatriering, men forud for det tidspunkt, hvor personen anmoder
herom, som ville udelukke en udlænding fra opholdstilladelse
her i landet under henvisning til, at personen må anses for
en fare for statens sikkerhed eller en alvorlig trussel mod den
offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, eller at personen anses
for omfattet af udelukkelsesgrundene i artikel 1 F i FN's
Flygtningekonvention (krigsforbrydelser m.m.), at personen uden for
landet er dømt for et forhold, som kunne medføre
udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24,
såfremt pådømmelsen var sket her i landet, at
der er alvorlig grund til at antage, at personen uden for landet
har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre
udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24, eller at
personen er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af
begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse
besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske
Union.
Efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, træffer
kommunalbestyrelsen endvidere afgørelse om, at retten til
den løbende, månedlige reintegrationsbistand, jf.
repatrieringslovens § 10, stk. 1-3, bortfalder, når der
foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i
udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2,
eller stk. 5, ville udelukke personen fra opholdstilladelse.
Bortfald af yderligere reintegrationsbistand er betinget af, at det
forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, helt
eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter
kommunalbestyrelsens afgørelse om at yde
reintegrationsbistand, og indtil det tidspunkt, hvor bistanden
ophører. Bortfald af reintegrationsbistanden har virkning
med udgangen af den måned, hvori det forhold, som ville
udelukke personen fra opholdstilladelse, helt eller delvist har
fundet sted eller er fortsat.
Dette betyder, at en persons ret til fortsat udbetaling af den
løbende månedlige reintegrationsbistand, herunder
eventuel supplerende bistand, bortfalder, når der foreligger
oplysninger om forhold fra tiden efter afgørelsen om
hjælp til repatriering, men forud for det tidspunkt, hvor
reintegrationsbistanden ophører, som ville udelukke en
udlænding fra opholdstilladelse her i landet under henvisning
til de ovenfor anførte udelukkelsesgrunde i
udlændingelovens § 10.
Det forudsættes, at der i forhold til danske statsborgere
med dobbelt statsborgerskab, der i forbindelse med repatrieringen
løses fra det danske statsborgerskab, foretages en vurdering
svarende til, hvad der ville have gjort sig gældende, hvis
vedkommende var omfattet af udlændingelovens § 22,
hvorefter udlændinge, der bl.a. har haft lovligt ophold her i
landet i mere end de sidste 9 år, under visse nærmere
betingelser kan udvises.
Retten til den resterende hjælp til repatriering og den
løbende, månedlige reintegrationsbistand fortabes for
dén person, som et givent forhold kan henføres til,
og øvrige familiemedlemmer vil ikke i denne sammenhæng
bøde for forhold, som alene kan henføres til personen
selv.
Ved lov nr. 176 af 24. februar 2015 om ændring af lov om
pas til danske statsborgere m.v., udlændingeloven og
retsplejeloven (Styrket indsats mod rekruttering til væbnede
konflikter i udlandet m.v.) blev der indført en bestemmelse
i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, hvorefter
opholdstilladelse eller opholdsret bortfalder, hvis en
udlænding opholder eller har opholdt sig uden for landet, og
der er grund til at antage, at udlændingen under opholdet
uden for landet deltager eller har deltaget i aktiviteter, hvor
dette kan indebære eller forøge en fare for statens
sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel
mod den offentlige orden, medmindre bortfald vil være i strid
med Danmarks internationale forpligtelser. For udlændinge,
som er omfattet af EU-reglerne, kan bortfald af opholdsret kun ske
i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne
gælder for begrænsning af retten til fri
bevægelighed.
Udlændingestyrelsen videregiver uden udlændingens
samtykke oplysninger om, at udlændingens opholdstilladelse er
bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 21 b
til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen
senest har haft bopæl, jf. udlændingelovens § 44
a, stk. 1, nr. 4.
Ved lov nr. 674 af 8. juni 2017 om ændring af
retsplejeloven og forskellige andre love (Blokering af hjemmesider
og stop af offentlige ydelser til fremmedkrigere) blev der bl.a.
indført en ordning om ophør af udbetaling af
offentlige ydelser for fremmedkrigere. Loven har til formål
at forhindre bl.a., at fremmedkrigere kan finansiere deres ophold i
konfliktområder med offentlige ydelser. Af forarbejderne til
loven, jf. lovforslag nr. L 192 af 26. april 2017,
Folketingstidende 2016-17, A, L 192 som fremsat, fremgår det
bl.a., at visse offentlige ydelser ikke findes relevante at medtage
i en ordning om ydelsesstop for fremmedkrigere, der navnlig er
baseret på pasinddragelsesreglerne (paslovens § 2, stk.
1, nr. 4). Det drejer sig bl.a. om ydelser omfattet af
repatrieringsloven, idet disse ydelser alene udbetales til
udlændinge, der har opgivet deres opholdstilladelse i Danmark
og ikke er i besiddelse af pas, der kan inddrages af danske
myndigheder. Det blev i den forbindelse bemærket, at
Udlændinge- og Integrationsministeriet vil vurdere, om der
kan etableres en ordning, hvormed udbetaling af ydelser omfattet af
repatrieringsloven kan stoppes ud fra hensyn svarende til dem, der
ligger bag dette lovforslag.
Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at
kan en part ikke antage at være bekendt med, at myndigheden
er i besiddelse af bestemte oplysninger om bl.a. en sags faktiske
grundlag, må der ikke træffes afgørelse,
før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne
og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det
gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for
sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist
for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Efter forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 5, 2. led, kan
partshøring undlades, hvis forelæggelsen af
oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet
med væsentlige vanskeligheder. Dette kan være
tilfældet, hvis partens opholdssted er ukendt her i landet,
eller hvis den pågældende er udrejst til et ukendt
sted, og sagen ikke kan udsættes.
Partshøring kan i sådanne tilfælde undlades,
hvis der er udfoldet rimelige bestræbelser på at
kontakte parten. Er det efter sådanne bestræbelser ikke
muligt at partshøre den pågældende, vil der
kunne træffes afgørelse på det foreliggende
grundlag.
2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
Yderligere støtte ved repatriering, dvs. den resterende
del af hjælp til repatriering eller fortsatte månedlige
udbetalinger af reintegrationsbistanden, kan bortfalde, når
der foreligger oplysninger om forhold fra tiden efter
afgørelsen om at yde støtte, som efter reglerne i
udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2,
eller stk. 5, ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf.
repatrieringslovens §§ 9 b og 10 b.
Er en udlændings opholdstilladelse bortfaldet i
medfør af udlændingelovens § 21 b, stk. 1, fordi
udlændingen opholder eller har opholdt sig uden for landet,
og der er grund til at antage, at udlændingen under opholdet
uden for landet deltager eller har deltaget i aktiviteter, hvor
dette kan indebære eller forøge en fare for statens
sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel
mod den offentlige orden, vil sådanne aktiviteter efter
omstændighederne også kunne have ført til, at
udlændingen udelukkes fra opholdstilladelse i medfør
af udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2,
eller stk. 5. Efter de anførte udelukkelsesbestemmelser kan
en udlænding således bl.a. udelukkes fra
opholdstilladelse her i landet under henvisning til, at personen
må anses for en fare for statens sikkerhed eller en alvorlig
trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Er dette
tilfældet, kan retten til yderligere støtte ved
repatriering bortfalde, hvis de øvrige betingelser efter
repatrieringslovens §§ 9 b og 10 b er opfyldt.
Imidlertid kan det ikke afvises, at bortfald af
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1,
vil kunne ske, selvom de aktiviteter, der kan indebære eller
forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden, ikke samtidig omfattes af udelukkelsesgrundene i
udlændingelovens § 10, stk. 1, (udlænding må
anses for en fare for statens sikkerhed), stk. 2, nr. 1 eller 2
(udlændingen uden for landet er dømt for eller der er
alvorlig grund til at antage, at udlændingen uden for landet
har begået et forhold, som kunne medføre udvisning
efter udlændingelovens §§ 22-24, såfremt
pådømmelsen var sket her i landet), eller stk. 5
(udlændinge, som er opført på en af FN's eller
EU's sanktionslister med rejserestriktioner). Det kan således
ikke afvises, at bortfaldsbestemmelsen i udlændingelovens
§ 21 b i relation til de omfattede aktiviteter har et videre
anvendelsesområde end udlændingelovens § 10, stk.
1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5. I de tilfælde, hvor
en aktivitet omfattes af udlændingelovens § 21 b, uden
at aktiviteten efter sit indhold samtidig (også) kunne
være omfattet af udlændingelovens § 10, stk. 1,
stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, vil aktiviteten ikke kunne
føre til bortfald af yderligere støtte efter
repatrieringslovens §§ 9 b og 10 b.
Hertil kommer, at hvis den aktivitet, der begrunder bortfald i
medfør af udlændingelovens § 21 b, stk. 1, i sin
helhed har fundet sted forud for kommunalbestyrelsens
afgørelse om at yde støtte ved repatriering, omfattes
aktiviteten ikke af bestemmelserne om bortfald af yderligere
støtte i medfør af repatrieringslovens §§ 9
b og 10 b - heller ikke selvom aktiviteten efter
udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2,
eller stk. 5, ville udelukke personen fra opholdstilladelse.
Træffer Udlændingestyrelsen først
afgørelse om bortfald af udlændingens
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §
21 b, stk. 1, efter at kommunalbestyrelsen har truffet
afgørelse om at yde hjælp til repatriering eller
reintegrationsbistand, vil en sådan aktivitet - der har
fundet sted forud for afgørelsen om at yde støtte -
således aldrig kunne føre til, at yderligere
støtte bortfalder i medfør af repatrieringslovens
§§ 9 b og 10 b.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at hensynet
til den almindelige retsfølelse bør føre til,
at yderligere støtte ved repatriering skal bortfalde, hvis
Udlændingestyrelsen - efter at kommunalbestyrelsen har
truffet afgørelse om et yde støtte - træffer
afgørelse om, at en udlændings opholdstilladelse
bortfalder i medfør af udlændingelovens § 21 b,
stk. 1, uanset hvornår aktiviteten, der fører til
bortfald, har fundet sted, jf. herved også lovforslag nr. L
192 af 26. april 2017.
Det foreslås på den baggrund, at der i tillæg
til den eksisterende bortfaldsordning i repatrieringsloven i
tilfælde af alvorlig kriminalitet m.v. begået efter
repatriering indføres en ordning, hvorefter en
udlændings ret til den resterende del af hjælp til
repatriering eller fortsat reintegrationsbistand bortfalder, hvis
Udlændingestyrelsen, efter at kommunalbestyrelsen har truffet
afgørelse om at yde støtte, træffer
afgørelse om bortfald af udlændingens
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 21 b, stk.
1.
Det er endvidere afgørende for Udlændinge- og
Integrationsministeriet, at personer, der har til hensigt at
deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller
forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden, ikke har mulighed for at finansiere deres aktiviteter ved
hjælp af ydelser betalt af den danske statskasse. Det er ikke
acceptabelt, at sådanne personers ophold eller aktiviteter i
konfliktområder medfinansieres ved danske ydelser.
Det skal derfor efter Udlændinge- og
Integrationsministeriets opfattelse være muligt for
kommunalbestyrelsen at afslå en ansøgning om
hjælp til repatriering eller den løbende,
månedlige reintegrationsbistand efter repatrieringsloven
på baggrund af politiets udtalelse om, at der er grund til at
antage, at vedkommende vil anvende repatrieringsstøtten til
at deltage i aktiviteter i udlandet, hvor dette kan indebære
eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden.
Det foreslås på den baggrund, at kommunalbestyrelsen
i de sager, hvor der er grund til at antage, at ansøgeren
vil deltage i aktiviteter i udlandet, hvor dette kan indebære
eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden, kan indhente en udtalelse fra politiet om, hvorvidt politiet
finder, at der er grund til at antage, at ansøgeren vil tage
til udlandet og deltage i aktiviteter, der kan indebære eller
forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden. Kommunalbestyrelsen vil på baggrund af udtalelsen fra
politiet træffe afgørelse om, hvorvidt der kan
tildeles hjælp til repatriering eller
reintegrationsbistand.
Det vil efter forslaget bero på et konkret skøn,
der foretages af den relevante kommune, om der i den enkelte sag
foreligger grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt
at tage til udlandet og deltage i sådanne aktiviteter, og
kommunen derfor indhenter en udtalelse fra politiet. Det
bemærkes i den forbindelse, at der alene skal være
indikationer på, at ansøgeren har til hensigt at rejse
til udlandet og dér deltage i aktiviteter, som kan
indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed,
andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den
offentlige orden.
Sådanne indikationer på, at ansøgeren har til
hensigt at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, der kan
indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed,
andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den
offentlige orden, kan eksempelvis bero på indberetninger til
kommunen om, at der er mistanke om, at den pågældende
er radikaliseret eller udviser anden mistænkelig
adfærd, eller hvis kommunen i øvrigt som led i det
kommunale forebyggende arbejde er bekendt med anmærkning
på den pågældende om aktiviteter på de
sociale medier, ytringer m.v. Det kan også eksempelvis bero
på henvendelser om bekymringer for ekstremisme til
infohusene, der er et formaliseret samarbejde mellem politi,
kommune og andre relevante myndigheder.
Udtalelsen om, hvorvidt den pågældende har til
hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, som kan
indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed,
andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den
offentlige orden, vil efter forslaget bero på et konkret
skøn, der vil skulle foretages af politiet.
Det vil i politiets udtalelse om, hvorvidt der er grund til at
antage, at pågældende har til hensigt at rejse til
udlandet og deltage i aktiviteter, som kan indebære eller
forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden
være afgørende bl.a., om formålet med og
karakteren af de aktiviteter, som den pågældende
forventes at deltage i i udlandet, i almindelighed må antages
at påvirke den pågældende i sådan grad, at
det vil kunne indebære eller forøge en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden. Det er således ikke et
krav, at der er en konkret mistanke om, at den
pågældende har til hensigt at begå et strafbart
forhold i f.eks. Danmark eller at påvirke andre hertil.
En person vil efter forslaget være en fare for statens
sikkerhed, når der er tale om interesser, der værnes af
straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser mod
statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme
m.v.).
Efter forslaget vil en person være til fare for andre
staters sikkerhed, når der er tale om alvorlige forbrydelser,
som vil kunne bringe andre staters sikkerhed i fare. Det
gælder bl.a. terrorisme, forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod
statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder. Hensynet
til at forebygge sådanne alvorlige forbrydelser i andre lande
vil således også efter omstændighederne kunne
begrunde et afslag på en ansøgning om hjælp til
repatriering eller reintegrationsbistand.
En person vil efter forslaget være en væsentlig
trussel mod den offentlig orden, når der er tale om andre
alvorlige forbrydelser end dem, der er omfattet af straffelovens
kapitel 12 og 13, som vil kunne true den offentlige orden
væsentligt, uden at der herved dog er fare for statens
sikkerhed. Det kan gøre sig gældende ved bl.a. drab
(straffelovens § 237), frihedsberøvelse (straffelovens
§ 261), grov vold (straffeloven § 245),
ildspåsættelse (straffelovens §§ 180-181)
eller anvendelse af kemiske, biologiske eller nukleare våben
eller kampstoffer (straffelovens § 183). En mere bagatelagtig
trussel mod den offentlige orden vil efter forslaget ikke
være tilstrækkelig til, at politiet udtaler, at der er
grund til at antage, at den pågældende har til hensigt
at rejse til udlandet og dér deltage i aktiviteter, der vil
være en væsentlig trussel mod den offentlige orden.
Politiet vil efter forslaget skulle afgive en udtalelse til
kommunalbestyrelsen om, hvorvidt der er grund til at antage, at
ansøgeren vil deltage i aktiviteter i udlandet, som kan
indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed,
andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den
offentlige orden. Politiet vil i den forbindelse skulle høre
PET, hvis politiet vurderer, at det er nødvendigt.
Politiets udtalelse vil i vidt omfang basere sig på
oplysninger fra PET, men det forudsættes, at politiet
selvstændigt foretager undersøgelser forud for
udtalelsen, f.eks. ved en systematisk gennemgang af politiets
registre, søgning i åbne og lukkede efterforskninger,
søgning på sociale medier, indhentelse af oplysninger
fra kommune osv.
De oplysninger, som politiets udtalelse vil være baseret
på, vil i vidt omfang kunne stamme fra PET.
Efterretningstjenesten indhenter og indsamler således
oplysninger af denne karakter som led i varetagelsen af tjenestens
opgave med bl.a. at forebygge, efterforske og modvirke handlinger,
der udgør eller vil kunne udgøre en fare for Danmark
som et selvstændigt, demokratisk og sikkert samfund.
Som et eksempel kan nævnes, at PET som led i
efterretningstjenestens almindelige opgavevaretagelse indleder
efterforskning mod personer, som mistænkes for at ville
overtræde f.eks. straffelovens bestemmelser om terrorisme.
Under sådanne efterforskninger vil efterretningstjenesten
kunne tilvejebringe oplysninger via eksempelvis telefonaflytning,
som peger på, at den pågældende har til hensigt
at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, som kan
indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed,
andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den
offentlige orden. Det bemærkes i den sammenhæng, at der
kan være tilfælde, hvor PET vælger ikke at
videregive sådanne oplysninger til politiet af hensyn til
efterretningstjenestens videre efterforskning.
Som et andet eksempel kan nævnes, at PET i visse
tilfælde kan være i besiddelse af oplysninger
tilvejebragt via åbne kilder, herunder sociale medier, som
peger på, at en person har til hensigt at udrejse for at
deltage i aktiviteter, der kan medføre en risiko for
eksempelvis den offentlige sikkerhed.
Det må forventes, at PET i visse tilfælde vil
være i besiddelse af oplysninger, som eventuelt vil kunne
berettige, at der træffes afgørelse om at nægte
at bevilge hjælp til repatriering eller
reintegrationsbistand, men hvor PET på grund af
oplysningernes karakter ikke videregiver disse til politiet. Det
kan f.eks. være tilfældet, hvis oplysningerne stammer
fra udenlandske partnere eller kilder, idet sådanne
oplysninger som udgangspunkt ikke vil kunne fremlægges under
behandlingen af sagen. I sådanne tilfælde vil PET ikke
videregive oplysningerne til politiet, men derimod tilkendegive
over for politiet, at PET ikke kan bidrage med oplysninger om
ansøgeren. Politiet vil - såfremt politiet heller ikke
i sine selvstændige undersøgelser er blevet bekendt
med relevante oplysninger om ansøgeren - på den
baggrund tilkendegive over for kommunalbestyrelsen, at politiet
ikke er i besiddelse af oplysninger, der giver grund til at antage,
at den pågældende har til hensigt at rejse til udlandet
og der deltage i aktiviteter, som kan indebære eller
forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden. Kommunen vil herefter ikke kunne træffe
afgørelse om at nægte at bevilge
repatrieringshjælp eller reintegrationsbistand på
baggrund af sådanne oplysninger.
Efter forslaget vil politiets udtalelse herefter alene i det
omfang, politiet vurderer, at det er relevant at høre PET,
være baseret på oplysninger fra PET. Det bemærkes
i den forbindelse, at der af hensyn til PET's arbejde kan
være situationer, hvor PET er i besiddelse af oplysninger om
ansøgeren, som efter omstændighederne ikke oplyses til
kommunalbestyrelsen.
Uanset dette forudsættes det, at politiet i forbindelse
med behandlingen af sagen og afgivelsen af udtalelsen, i muligt
omfang omfatter personen af de retssikkerhedsgarantier, som
følger af forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder
bl.a. partshøring, ret til at afgive udtalelse og
begrundelse. Det betyder f.eks., at politiets udtalelse
forudsættes at skulle opfylde betingelserne i
forvaltningslovens § 24, således at vurderingen,
såfremt politiet afgiver en udtalelse, kan danne grundlag for
og direkte indgå i den afgørelse om hjælp til
repatriering eller reintegrationsbistand, som kommunalbestyrelsen
herefter skal træffe.
Kommunalbestyrelsens behandling af en ansøgning om
hjælp til repatriering eller reintegrationsbistand vil efter
forslaget skulle foretages på baggrund af politiets
udtalelse. Det forudsættes i den forbindelse, at
kommunalbestyrelsen lægger politiets udtalelse om
pågældende ansøger uprøvet til grund ved
afgørelsen om hjælp til repatriering eller
reintegrationsbistand.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen vil kunne
meddele afslag på en ansøgning om hjælp til
repatriering eller den løbende, månedlige
reintegrationsbistand til den pågældende, såfremt
politiet tilkendegiver, at der er grund til at antage, at den
pågældende har til hensigt at deltage i aktiviteter i
udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden. Det vil efter forslaget
således være kommunalbestyrelsen - der på
baggrund af politiets udtalelse - vil kunne træffe
afgørelse om, at hjælp til repatriering eller
reintegrationsbistand ikke kan ydes.
Et sådant afslag vil være en afgørelse i
forvaltningslovens forstand, og beslutningen om at meddele afslaget
vil således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i
forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1, hvoraf
det fremgår, at loven gælder for behandling af sager,
hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed, samt øvrige forvaltningsretlige
regler og grundsætninger.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering,
at kommunalbestyrelsens afgørelser om afslag på
hjælp til repatriering eller reintegrationsbistand efter
repatrieringsloven, der er begrundet med henvisning til forslaget,
ikke skal kunne indbringes for Ankestyrelsen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det
ubetænkeligt at afskære adgang til administrativ rekurs
til Ankestyrelsen i sådanne sager navnlig henset til, at
politiets udtalelse om, hvorvidt der er grund til at antage, at
ansøgeren vil tage til udlandet og deltage i aktiviteter,
som kan indebære eller forøge en fare for statens
sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel
mod den offentlige orden, i hovedsagen baserer sig på
oplysninger af politi- og efterretningsmæssig karakter. Der
er således tale om spørgsmål, som
sædvanligvis vurderes af domstolene (i sager om bl.a.
bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens §
21 b), og som ikke ligger inden for Ankestyrelsens sædvanlige
ansvarsområde i forbindelse med klagesager.
Indførelse af en klageadgang til Ankestyrelsen ville
således skabe en ny retsstilling derved, at Ankestyrelsens
prøvelse i princippet vil kunne omfatte politiets udtalelse,
hvilket efter Udlændinge- og Integrationsministeriets
vurdering ikke vil være hensigtsmæssigt.
Det er endelig indgået i vurderingen af, om klageadgangen
bør afskæres, at der formentlig vil være tale om
et meget begrænset antal sager om afslag på hjælp
til repatriering eller reintegrationsbistand, hvorfor det efter
Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse ikke vil
være hensigtsmæssigt at have en sådan
administrativ klageordning.
Dertil kommer, at kommunerne ikke står i et almindeligt
underordnelsesforhold til andre myndigheder, hvorfor deres
afgørelser ikke kan påklages efter den almindelige
forvaltningsretlige retsgrundsætning om rekurs, jf. Niels
Fenger, Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 1016.
Kommunalbestyrelsens afgørelse, herunder politiets
udtalelse om, hvorvidt der er grund til at antage, at den
pågældende har til hensigt at deltage i aktiviteter i
udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden, og om der derfor bør
bevilges repatrieringshjælp eller reintegrationsbistand, vil
kunne prøves af domstolene ved indbringelse af
kommunalbestyrelsens afgørelser om afslag på
repatrieringsstøtte.
Hertil kommer, at kommunalbestyrelsens afgørelser om ikke
at bevilge repatrieringsstøtte vil være omfattet af
Folketingets Ombudsmands kompetence, og at ansøgeren
således vil kunne klage over afgørelsen til
ombudsmanden.
2.4. Indhentelse af udtalelse fra politiet om registrerede
sigtelser og domme i Kriminalregisteret
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Udbetaling af hjælp til
repatriering
Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 1, at
kommunalbestyrelsen efter ansøgning yder hjælp til
repatriering til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1
eller 7. Personer omfattet af repatrieringsordningens personkreds
er således flygtninge m.v., familiesammenførte til
flygtninge m.v. samt andre familiesammenførte
udlændinge, dels danske statsborgere med dobbelt
statsborgerskab, der i forbindelse med repatriering løses
fra deres danske statsborgerskab. Der kan kun udbetales hjælp
til repatriering, hvis personen ikke har midler hertil, jf. stk.
11, og ønsker at vende tilbage til hjemlandet eller det
tidligere opholdsland med henblik på at tage varig
bopæl.
De forskellige ydelsestyper, der kan udbetales i forbindelse med
repatrieringen, er nærmere indeholdt i repatrieringslovens
§ 7, stk. 2.
Udbetaling af hjælp til repatriering er i visse
tilfælde opdelt i to dele, jf. repatrieringslovens § 7,
stk. 3-6. Der henvises herom til afsnit 2.2.
Det følger af udlændingelovens § 17 a, stk. 1
og 2, at der for visse udlændinge, der med henblik på
at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det
tidligere opholdsland og dermed opgiver bopælen her i landet,
gælder en særlig fortrydelsesret på op til 12
på hinanden følgende måneder, som i visse
tilfælde kan forlænges op til i alt 24 måneder.
Fortrydelsesretten indebærer, at opholdstilladelsen ikke skal
anses for bortfaldet, uanset at udlændingen er repatrieret
til hjemlandet eller det tidligere opholdsland og dermed har
opgivet sin bopæl i Danmark.
For udlændinge, der efter udlændingelovens § 17
a, stk. 1 eller 2, har en fortrydelsesret på 12 måneder
eller mere, udbetales den resterende del af hjælp til
repatriering, jf. ovenfor, efter fortrydelsesrettens udløb.
For andre udlændinge - hvor fortrydelsesretten efter
udlændingelovens § 17 a er af kortere varighed end 12
måneder, eller hvor der ikke gælder nogen
fortrydelsesret - udbetales den resterende del af hjælp til
repatriering 12 måneder efter udrejsen af Danmark.
For udlændinge gælder således, at den
resterende del af hjælp til repatriering kan udbetales,
når de tidsmæssige betingelser er opfyldt, dvs. typisk
når der er forløbet 12 måneder fra udrejsen af
Danmark, eller når fortrydelsesretten herefter
udløber.
Hvis den pågældende er dansk statsborger med dobbelt
statsborgerskab udbetales den resterende del af hjælp til
repatriering, når den pågældende, på
baggrund af en ansøgning om ubetinget løsning fra det
danske statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter
udrejsen af Danmark, fremlægger dokumentation for, at den
pågældende og dennes eventuelle børn, der er
omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske
statsborgerskab. Tilsvarende skal børn, som er født
efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering og
dermed ikke modtager hjælp til repatriering, og som opholder
sig sammen med den repatrierede forælder i hjemlandet eller
det tidligere opholdsland, løses fra deres danske
statsborgerskab. Er den pågældende dansk statsborger
med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er
født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til
repatriering, og som følger den repatrierede forælder,
udbetales den resterende hjælp til henholdsvis etablering,
sygeforsikring, behandlingsudgifter og skoleudgifter, når den
pågældende herudover fremlægger dokumentation for
ubetinget løsning for disse børn.
2.4.1.2. Udbetaling af reintegrationsbistand
Det følger af repatrieringslovens § 10, stk. 1, at
kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en
løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år
til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, hvis
personen ikke har midler, som kan dække behovet for
reintegrationsbistand (nr. 1), ønsker at vende tilbage til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at
tage varig bopæl (nr. 2), har haft opholdstilladelse i
Danmark i 5 år (nr. 3) og på tidspunktet for
repatrieringen er fyldt 55 år, opfylder betingelserne for at
modtage førtidspension eller er fyldt 50 år og
på grund af sin helbredstilstand eller lignende forhold
må antages ikke at kunne skaffe sig et
forsørgelsesgrundlag i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland (nr. 4).
Det følger desuden af repatrieringslovens § 10, stk.
2, at personen, i stedet for en løbende, månedlig
reintegrationsbistand i 5 år efter stk. 1, inden
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter stk. 1,
kan anmode om at modtage en løbende, månedlig livslang
reintegrationsbistand, som udgør 80 pct. af
reintegrationsbistanden efter stk. 1. Anmodningen er
uigenkaldelig.
Videre fremgår det af repatrieringslovens 10, stk. 3, at
kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en supplerende
løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år
til en person, som er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, og som
er berettiget til reintegrationsbistand efter stk. 1 og meddelt
opholdstilladelse her i landet før den 1. juli 2002. Den
supplerende reintegrationsbistand udgør 1.000 kr. pr.
måned. I stedet for en løbende, månedlig ydelse
i 5 år kan personen, inden kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse efter 1. pkt., anmode om at modtage en
løbende, månedlig, livslang ydelse på 800 kr.
Beløbene reguleres ikke, men er permanente. Anmodningen er
uigenkaldelig.
Repatrieringslovens § 10, stk. 4-7, regulerer en
række regler vedrørende genoptagelse af sager om
reintegrationsbistand, medtagelse af pension, Udbetaling Danmarks
administration af udbetalingen, fastsættelse af
størrelsen af reintegrationsbistanden og terminaladgang til
oplysninger i indkomstregisteret.
De nærmere regler om udbetaling af reintegrationsbistand
er fastsat i bekendtgørelse nr. 416 af 28. april 2014 om
betingelser for og fremgangsmåden ved udbetaling af
reintegrationsbistand.
Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsens § 8,
stk. 1, at Udbetaling Danmark forestår udbetaling af
reintegrationsbistand og i forbindelse med den løbende
administration af udbetalingen kan træffe afgørelser
om tilbagebetaling og ophør af reintegrationsbistand.
Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 12,
stk. 1, at Udbetaling Danmark én gang årligt skal
anmode modtageren af reintegrationsbistand om en bekræftelse
på, at den pågældende er i live og fortsat
opfylder betingelserne for modtagelse af reintegrationsbistand.
Udbetaling Danmark skal i den forbindelse anmode om en
erklæring med oplysning om udlændingens civilstand,
indtægts- og formueforhold samt om eventuel
ægtefælles indtægt.
2.4.1.3. Bestemmelser om strafunddragelse
Det fremgår af repatrieringslovens § 9 a, stk. 1, at
hjælp til repatriering ikke ydes til en person, som bevidst
unddrager sig strafforfølgning her i landet i
tilfælde, hvor den pågældende er
varetægtsfængslet, hvor politiet eftersøger den
pågældende med henblik på
varetægtsfængsling, eller hvor der foreligger en
varetægtsfængslingskendelse.
Ligeledes fremgår det af repatrieringslovens § 9 a,
stk. 2, at hjælp til repatriering endvidere ikke ydes til en
person, som bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet,
hvis den pågældende er idømt ubetinget
fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse.
Efter repatrieringslovens § 9 a, stk. 3, skal politiet
eller kriminalforsorgen, hvis de får formodning om, at en
person, der bevidst unddrager sig strafforfølgning, jf. stk.
1, eller straffuldbyrdelse, jf. stk. 2, har ansøgt om eller
modtager hjælp til repatriering, underrette
kommunalbestyrelsen om unddragelsen. Underretning skal gives til
kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori udlændingen har
eller senest har haft bopæl.
Tilsvarende gælder efter repatrieringslovens § 10 a,
stk. 1-3, vedrørende reintegrationsbistand.
Bestemmelserne er indsat ved lov nr. 327 af 18. maj 2005 om
ændring af lov om social pension og andre love (Ophør
af udbetaling af social pension og andre ydelser ved unddragelse af
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse).
Bestemmelserne blev indsat sammen med en række tilsvarende
bestemmelser om strafunddragelse og underretningspligt i
øvrige love om ydelser, herunder lov om social pension, lov
om social service, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
I forhold til repatrieringslovens § 9 a, stk. 3, og §
10 a, stk. 3, om videregivelse af oplysninger, fremgår af de
almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende
2004-05, tillæg A, side 816), at der efter bestemmelserne
alene skal ske videregivelse af oplysninger i situationer, hvor der
foreligger konkrete oplysninger, der kan danne grundlag for en
formodning om, at den pågældende modtager hjælp
til repatriering eller reintegrationsbistand, f.eks. hvor politiet
via efterforskningen bliver bekendt med, at den
pågældende modtager en sådan støtte efter
repatrieringsloven. For kriminalforsorgen kan
»formodningen« f.eks. opstå, fordi der i
forbindelse med en dom er udarbejdet en undersøgelse efter
retsplejelovens § 808 - om sigtedes personlige forhold, som
må antages at være af betydning for sagens
afgørelse vedrørende straffastsættelse eller
anvendelse af anden retsfølge end straf - hvori det er
beskrevet, at den pågældende modtager hjælp til
repatriering eller reintegrationsbistand, eller fordi det i den
pågældendes straffedom er beskrevet, at den
pågældende modtager en sådan støtte.
Det fremgår desuden af de specielle bemærkninger til
lovforslagets § 11, nr. 1 (Folketingstidende 2004-05,
tillæg A, side 826), at såfremt kommunalbestyrelsen fra
anden side modtager oplysning om, at en udlænding, der har
ansøgt om eller modtager hjælp til repatriering,
bevidst unddrager sig strafforfølgning eller
straffuldbyrdelse her i landet, skal kommunalbestyrelsen efter
omstændighederne nærmere undersøge rigtigheden
heraf, herunder eventuelt ved at rette henvendelse til politiet
eller kriminalforsorgen. Såfremt det kan bekræftes, at
udlændingen bevidst unddrager sig strafforfølgning
eller straffuldbyrdelse, træffer kommunalbestyrelsen
afgørelse om, at hjælp til repatriering ikke kan
udbetales, jf. §§ 9 a, stk. 1 og 2.
Efter gældende ret har kommunalbestyrelsen således
ikke mulighed for at give afslag på hjælp til
repatriering til en person, der på
ansøgningstidspunktet er sigtet for en
lovovertrædelse, hvis pågældende ikke er
varetægtsfængslet, eller politiet ikke
eftersøger den pågældende med henblik på
varetægtsfængsling, eller hvor der ikke foreligger en
varetægtsfængslingskendelse. Kommunalbestyrelsen er
desuden ikke forpligtet til at undersøge, om en person, der
ansøger om hjælp til repatriering, på
ansøgningstidspunktet er sigtet for en
lovovertrædelse.
2.4.1.4. Bortfald af resterende del af hjælp til
repatriering og reintegrationsbistand i tilfælde af alvorlig
kriminalitet m.v. begået efter repatriering
Det fremgår af repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, at
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at retten
til den resterende del af hjælp til repatriering, jf. §
7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, bortfalder, når der
foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i
udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2,
eller stk. 5, ville udelukke personen fra opholdstilladelse.
Det fremgår desuden af repatrieringslovens § 9 b,
stk. 2, at bortfald af den resterende del af hjælp til
repatriering er betinget af, at det forhold, som ville udelukke
personen fra opholdstilladelse, jf. stk. 1, helt eller delvist har
fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens
afgørelse efter § 7, stk. 1, og indtil det tidspunkt,
hvor personen anmoder om at få udbetalt den resterende del af
hjælpen.
Videre fremgår det af repatrieringslovens § 9 b, stk.
3, at udbetaling af den resterende del af hjælp til
repatriering tilbageholdes, når der foreligger oplysninger,
som giver grund til at antage, at der foreligger et forhold
omfattet af stk. 1. Kommunalbestyrelsens tilkendegivelse herom til
personen er ikke en afgørelse.
Af repatrieringslovens § 9 b, stk. 4-7, fremgår en
række regler om vurdering af ovenstående
tilfælde, indhentelse og videregivelse af oplysninger
m.v.
En tilsvarende bestemmelse er indsat i repatrieringslovens
§ 10 b vedrørende reintegrationsbistand.
Der henvises til afsnit 2.3 for en beskrivelse af gældende
ret om bortfald af den resterende del af hjælp til
repatriering og reintegrationsbistand i tilfælde af alvorlig
kriminalitet m.v. begået efter repatriering m.v.)
2.4.1.5. Udlændingelovens § 22, nr. 4-9
Udlændingelovens § 22, nr. 4-9, indeholder en udvidet
adgang til udvisning ved dom, hvis en udlænding
idømmes ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af
nærmere angivne bestemmelser i navnlig straffeloven.
Efter udlændingelovens § 22, nr. 4-9, vil en
udlænding således - uanset varigheden af den
pågældendes ophold her i landet - på baggrund af
en konkret vurdering kunne udvises, hvis den pågældende
idømmes ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af
nærmere angivne bestemmelser i navnlig straffeloven.
Tilsvarende gælder, hvis den pågældende
idømmes en anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse
for at have overtrådt en eller flere af bestemmelserne og
ville være idømt ubetinget frihedsstraf, hvis ikke der
var idømt en anden strafferetlig retsfølge. Det
gælder bl.a. overtrædelse af straffelovens § 252,
stk. 1 og 2, om forsætlig fareforvoldelse, jf.
udlændingelovens § 22, nr. 6.
2.4.1.6. Kriminalregisterbekendtgørelsen
Reglerne for politiets registrering, sletning og videregivelse
af oplysninger om strafbare forhold m.v. i Kriminalregisteret
fremgår af bekendtgørelse nr. 881 af 4. juli 2014 om
behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister med
senere ændringer (herefter
kriminalregisterbekendtgørelsen), som er udstedt i
medfør af § 32, stk. 5, i lov om behandling af
personoplysninger.
Det fremgår af kriminalregisterbekendtgørelsens
§ 1, stk. 1, at Kriminalregisteret består af en
afgørelsesdel og en efterforskningsdel.
I afgørelsesdelen optages oplysninger om personer, om
hvem der er truffet afgørelse i straffesager, herunder
straffesager behandlet i den militære retsplejes former, jf.
kriminalregisterbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og i
efterforskningsdelen optages oplysninger af politimæssig
betydning, jf. kriminalregisterbekendtgørelsens § 4,
stk. 1.
Af bilag 1 til kriminalregisterbekendtgørelsen
fremgår, at der i Kriminalregisterets afgørelsesdel
bl.a. registreres oplysninger om domme og bødevedtagelser,
herunder vedtagne udenretlige bødeforelæg, som
omfatter overtrædelser af straffeloven, og domme for
overtrædelse af anden lovgivning, hvis der f.eks. er blevet
idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf.
Af bilag 2, punkt 5, til bekendtgørelsen fremgår,
at der i Kriminalregisterets efterforskningsdel registreres
oplysninger om sigtelser for bl.a. overtrædelse af
straffeloven, lovgivningen om våben og eksplosivstoffer og
lovgivningen om euforiserende stoffer.
Det er ikke alle sigtelser, der er registreringspligtige i
Kriminalregisteret. Dette gælder f.eks. overtrædelse af
hastighedsbestemmelserne i færdselsloven, der sanktioneres
med en bødestraf på under 2.500 kr., og som ikke
medfører et klip.
Endvidere er oplysninger om anklagemyndighedens tiltalerejsning
i straffesager ikke registreringspligtige i henhold til
kriminalregisterbekendtgørelsen, og Kriminalregisteret
indeholder derfor ikke oplysninger om tiltalerejsning mod personer
i straffesager.
En person, der er registreret som sigtet for et strafbart
forhold, ændrer således ikke status i
Kriminalregisteret i forbindelse med eventuel tiltalerejsning, men
forbliver registreret som sigtet, indtil der er faldet dom i sagen.
En sigtelse af en person for et strafbart forhold kan også
helt eller delvis opgives, som politiets efterforskning skrider
frem, bl.a. i tilfælde, hvor sigtelsen har vist sig
grundløs, eller hvor videre forfølgning i
øvrigt ikke kan ventes at føre til, at den sigtede
findes skyldig. En sigtelse er således ikke udtryk for et
endeligt resultat af politiets efterforskning.
2.4.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,
at det kan virke stødende for den almindelige
retsopfattelse, at en person kan opnå hjælp til
repatriering og reintegrationsbistand, når den
pågældende er registreret sigtet for en
lovovertrædelse, og på den baggrund befinder sig i en
position, hvor vedkommende efter udrejsen efter
omstændighederne kan blive kendt skyldig for en eller flere
lovovertrædelser begået inden indgivelsen af
ansøgningen om repatrieringsstøtte.
Det er i den forbindelse indgået i Udlændinge- og
Integrationsministeriets overvejelser, at den
pågældende - hvis vedkommende inden
ansøgningstidspunktet var blevet kendt skyldig i en eller
flere lovovertrædelser begået inden indgivelse af
ansøgningen om hjælp til repatriering og
reintegrationsbistand - ville skulle afsone en eventuel
fængselsstraf, inden den pågældende kunne blive
bevilget repatrieringsstøtte. Såfremt den
pågældende i forbindelse med straffesagen blev udvist,
ville den pågældende ikke længere være
omfattet af repatrieringslovens personkreds og ville således
ikke kunne modtage støtte efter repatrieringsloven.
2.4.2.1. Indhentelse af udtalelse fra politiet om
registrerede sigtelser i Kriminalregisteret i forbindelse med
afgørelse om hjælp til repatriering og
reintegrationsbistand
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen forpligtes til i
forbindelse med alle afgørelser om hjælp til
repatriering og reintegrationsbistand at rette henvendelse til
politiet med henblik på at indhente en udtalelse om, hvorvidt
ansøgeren er sigtet for en lovovertrædelse, der er
registreringspligtig i henhold til
kriminalregisterbekendtgørelsen.
Det bemærkes i den forbindelse, at det må forventes,
at en stor del af de personer, der søger om den
løbende reintegrationsbistand, ligeledes søger om
hjælp til repatriering, der navnlig skal dække
etableringsomkostninger. Kommunalbestyrelsen vil i disse
tilfælde, hvor borgeren ansøger om hjælp til
både repatriering og reintegrationsbistand skulle rette
henvendelse til politiet én gang.
Henset til at oplysninger om anklagemyndighedens tiltalerejsning
i straffesager ikke er registreringspligtige i henhold til
kriminalregisterbekendtgørelsen, og Kriminalregisteret
derfor ikke indeholder oplysninger om tiltalerejsning mod personer
i straffesager, er den foreslåede ordning udfærdiget
på en sådan måde, at kommunalbestyrelsen
indhenter en udtalelse om, hvorvidt der er registreret eventuelle
verserende sigtelser. Sager, hvor ansøgeren er tiltalt for
en lovovertrædelse, der er registreret i Kriminalregisteret,
vil således i praksis også være omfattet af
ordningen, da den pågældende samtidig vil være
registreret som sigtet. Politiet vil på baggrund af
kommunalbestyrelsens forespørgsel kunne afgive en udtalelse
om, hvorvidt der er registreret sigtelser i Kriminalregisteret til
kommunalbestyrelsen uden personens samtykke.
Om politiets afgivelse af udtalelse til kommunalbestyrelsen
henvises til afsnit 3 om de databeskyttelsesretlige
overvejelser.
I forlængelse af forslaget om kommunalbestyrelsens
forpligtelse til at indhente en udtalelse fra politiet om
eventuelle registrerede sigtelser i Kriminalregisteret,
foreslås det, at kommunalbestyrelsen skal træffe
afgørelse om afslag på hjælp til repatriering og
reintegrationsbistand, hvis den pågældende frem til
tidspunktet for udrejsen er sigtet for en
lovovertrædelse.
Der lægges med forslaget ikke op til, at øvrige
familiemedlemmer i denne sammenhæng vil bøde for
forhold, som alene kan henføres til et familiemedlem selv.
Ansøgerens familiemedlemmer vil således kunne blive
bevilget repatrieringsstøtte, hvis de øvrige
betingelser herfor er opfyldt, uanset at ansøgeren
måtte blive meddelt afslag på
repatrieringsstøtte på grund af en verserende
sigtelse. Der vil dog kunne forekomme tilfælde, hvor en
sigtelse vil kunne medføre, at familiemedlemmet ikke vil
kunne repatriere, hvis familiemedlemmet efter reglerne i
repatrieringslovens § 7, stk. 9, der som følge af
forslaget i § 1, nr. 8, vil blive stk. 8, kun kan repatriere
sammen med referencen.
Efter den foreslåede ordning vil et afslag på
baggrund af en udtalelse fra politiet om eventuelle registreringer
i Kriminalregisteret være betinget af, at sigtelsen for den
pågældende lovovertrædelse er
registreringspligtig i Kriminalregisteret og således
fremgår af Kriminalregisteret, og at kommunalbestyrelsen
derfor vil blive bekendt med sigtelsen ved en høring af
politiet.
Henset til at en række mindre alvorlige
lovovertrædelser ikke er registreringspligtige og af den
årsag ikke vil fremgå af Kriminalregisteret ved
kommunalbestyrelsens henvendelse til politiet, vil forslaget
medføre, at der i praksis vil være nogle
lovovertrædelser, som kommunalbestyrelsen ikke vil blive
bekendt med. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets
opfattelse, at der er tale om sigtelser for lovovertrædelser,
der efter omstændighederne og ud fra et
proportionalitetshensyn kan anses for at være af bagatelagtig
karakter set i forhold til det overordnede formål med
repatrieringsordningen. Disse sigtelser vil derfor ikke føre
til afslag på hjælp til repatriering og
reintegrationsbistand.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har ved
udformningen af de konkrete bestemmelser endvidere taget
højde for, at en ansøger vil kunne blive meddelt
afslag på en ansøgning om hjælp til repatriering
og reintegrationsbistand på baggrund af en sigtelse, der
efterfølgende viser sig at være grundløs, eller
hvor videre retsforfølgning i øvrigt ikke ventes at
føre til, at den sigtede findes skyldig. En sigtelse er ikke
udtryk for et endeligt resultat af politiets efterforskning og kan
blive ændret eller frafaldet, som efterforskningen skrider
frem. De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1,
nr. 9, og § 1, nr. 27, vil endvidere betyde, at der vil
være situationer, hvor ansøgeren er sigtet for mindre
alvorlige lovovertrædelser, der ikke, hvis den
pågældende findes skyldig, vil have betydning for den
pågældendes adgang til støtte efter
repatrieringsloven. Disse lovovertrædelser vil imidlertid
også indgå i den foreslåede ordning ud fra et
hensyn til en i praksis enkel og administrerbar ordning.
Det forudsættes på den baggrund, at
kommunalbestyrelsen i forbindelse med meddelelse af afslag på
hjælp til repatriering og reintegrationsbistand på
grund af en aktuel sigtelse vil skulle vejlede ansøger om
muligheden for at søge om hjælp på ny, f.eks.
hvis sigtelsen medfører straf, der ikke har betydning for
den pågældendes adgang til at modtage
repatrieringsstøtte, herunder bødestraf eller
lignende, hvis sigtelsen ikke fører til domfældelse,
eller når den pågældende har afsonet en eventuel
idømt straf. Konsekvensen af et afslag på
repatrieringsstøtte på grund af en verserende
sigtelse, hvor sigtelsen viser sig at være grundløs,
sigtelsen opgives eller sigtelsen fører til en dom, der ikke
har betydning for den pågældendes mulighed for at
opnå støtte til repatriering, er således ikke
afgørende for personens efterfølgende mulighed for at
opnå støtte til at repatriere.
Det er i den forbindelse indgået i Udlændinge- og
Integrationsministeriets overvejelser, at en sigtelse, grundet den
tid, der medgår til sagsbehandling hos politiet,
anklagemyndigheden og domstolene, i praksis vil kunne opretholdes i
en periode, hvori den pågældende ikke vil kunne
bevilges hjælp til repatriering og reintegrationsbistand, og
at dette vil kunne få betydning for den
pågældendes endelige beslutning om at repatriere.
Tilsvarende er det indgået i overvejelserne, at sigtelsen kan
føre til dom om frifindelse. Det er dog Udlændinge- og
Integrationsministeriets vurdering, at disse hensyn skal afvejes i
forhold til hensynet til at undgå, at støtte til
repatriering benyttes til strafunddragelse, og den foreslåede
ordning er derfor et udtryk for denne afvejning.
Det er ved udformningen af den foreslåede ordning,
hvorefter det forhold, at en ansøger er registreret som
sigtet i Kriminalregisteret, vil betyde, at kommunalbestyrelsen
skal afslå at bevilge hjælp til repatriering og
reintegrationsbistand, uanset hvilken strafbar handling den
pågældende er sigtet for, indgået i
Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser, at
ansøgninger om repatrieringsstøtte behandles af
kommunalbestyrelsen. Der er således ved udformningen af den
foreslåede ordning inddraget hensynet til administration af
ordningen, herunder at ordningen skal være enkel og let
anvendelig for kommunerne, og at behandlingen af en
ansøgning om repatrieringsstøtte ikke skal
forudsætte kendskab til strafferetlige dispositioner. Der er
således lagt op til, at kommunalbestyrelsen ikke i
forbindelse med behandlingen af sagen skal tage stilling til,
hvilke forhold, ansøgeren er sigtet for.
Det er desuden indgået i overvejelserne om den
foreslåede ordning, at kommunalbestyrelsen ikke har adgang
til hverken at se eller lave registreringer i Kriminalregisteret.
Det forudsættes i den forbindelse, at politiet afgiver en
udtalelse, der alene konstaterer, om ansøger er registreret
i Kriminalregisteret. Udlændinge- og Integrationsministeriet
har i den forbindelse lagt vægt på, at det er
tilstrækkeligt for at træffe afgørelse om afslag
på hjælp til repatriering, at ansøger er
registreret med en sigtelse i Kriminalregisteret, hvorfor det ikke
er nødvendigt for kommunalbestyrelserne at modtage
oplysninger om de nærmere registreringer i
Kriminalregisteret. Der er således ikke med den
foreslåede ordning lagt op til, at kommunalbestyrelsen skal
modtage et fuldstændig udskrift fra Kriminalregisteret.
I forbindelse med en afgørelse om bevilling af
hjælp til repatriering og reintegrationsbistand vil
kommunalbestyrelsen skulle give tilsagn til ansøgeren om, at
kommunalbestyrelsen har vurderet, at den pågældende er
berettiget til den ansøgte støtte under
forudsætning af, at pågældende ikke frem til
udrejsen sigtes for kriminalitet registreret i
Kriminalregisteret.
Da et opslag i Kriminalregisteret imidlertid er et udtryk for et
øjebliksbillede, vil det være en forudsætning
efter den foreslåede ordning, at kommunalbestyrelsen på
ny vil skulle indhente oplysninger fra politiet om eventuelle
registreringer i Kriminalregisteret inden udbetaling af hjælp
til repatriering og reintegrationsbistand, hvis den
tidsmæssige udstrækning mellem bevilling og udrejse -
og dermed udbetalingen - f.eks. pga. sygdom, rejsehindringer eller
andre forsinkelser, der på anden vis afbryder
sagsbehandlingsforløbet, er af længere varighed. Den
foreslåede ordning skal således sikre, at
kommunalbestyrelsen i videst muligt omfang bliver bekendt med
sigtelser, som måtte blive registreret i Kriminalregisteret i
en eventuel længerevarende, mellemliggende periode mellem
tilsagnet om bevilling af repatrieringsstøtte og udrejsen.
Der lægges således ikke med forslaget op til, at
kommunalbestyrelsen i alle sager på ny skal undersøge,
om ansøgeren er registreret sigtet i Kriminalregisteret
forud for udrejsen.
Såfremt den pågældende er registreret sigtet
på udrejsetidspunktet, vil repatrieringsstøtten
bortfalde.
Der lægges med den foreslåede ordning ikke op til,
at allerede afsonede frihedsstraffe, der ved ansøgning om
hjælp til repatriering og reintegrationsbistand måtte
fremgå af Kriminalregisteret, vil skulle medføre, at
den pågældende ikke vil kunne opnå hjælp
til repatriering. Såfremt frihedsstraffen på
ansøgningstidspunktet er afsonet, og betingelserne for
repatriering i øvrigt er opfyldt, herunder at den
pågældende forsat har lovligt ophold og er omfattet af
den persongruppe, der i medfør af repatrieringslovens §
3 er berettiget til repatrieringsstøtte, vil der kunne
bevilliges repatrieringsstøtte som hidtil.
2.4.2.2. Indhentelse af udtalelse fra politiet om
registrerede sigtelser og domme efter udlændingelovens §
22, nr. 4-9, i Kriminalregisteret i forbindelse med udbetaling af
den sidste del af hjælp til repatriering og den
løbende, månedlige udbetaling af
reintegrationsbistand
Det foreslås endvidere, at kommunalbestyrelsen på
tidspunktet for anmodningen om udbetaling af den sidste del af
hjælp til repatriering forpligtes til at indhente en
udtalelse fra politiet, der oplyser om, hvorvidt den
pågældende på udbetalingstidspunktet er sigtet
eller dømt for lovovertrædelser, der er nævnt i
udlændingelovens § 22, nr. 4-9, begået her i
landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om
hjælp til repatriering.
Formålet med forslaget er at sikre, at der ikke udbetales
hjælp til repatriering til en person, som efter udrejsen af
Danmark sigtes eller dømmes for en lovovertrædelse,
der helt eller delvist er begået inden afgørelsen om
hjælp til repatriering, men som ikke var registreret i
Kriminalregisteret på tidspunktet for afgørelsen om
hjælp til repatriering.
Det er ikke med den foreslåede ordning tiltænkt, at
kommunalbestyrelsen vil skulle indhente en udtalelse fra politiet i
forbindelse med udbetalingen af anden del af hjælp til
repatriering, jf. forslaget om ændring af sammensætning
og udbetalingstidspunkt af hjælp til repatriering i
lovforslagets afsnit 2.2. Det er herunder indgået i
Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at
udbetaling af anden del af hjælp til repatriering efter
forslaget forudsættes at ligge i umiddelbar forlængelse
af indrejsen i det land, hvortil pågældende
repatrierer, og dermed kort efter udbetalingstidspunktet for den
første del af hjælp til repatriering, i hvilken
forbindelse kommunalbestyrelsen netop vil have indhentet
oplysninger fra Kriminalregisteret.
Det foreslås tilsvarende, at Udbetaling Danmark i
forbindelse med den løbende udbetaling af
reintegrationsbistand årligt skal indhente en udtalelse fra
politiet om, hvorvidt den pågældende er sigtet eller
dømt for en af de lovovertrædelser, der er nævnt
i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, som er begået
her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om
reintegrationsbistand. Den årlige undersøgelse vil
kunne foretages i forbindelse med den årlige kontrol af, at
betingelserne for at yde bistand, som Udbetaling Danmark er
underlagt, jf. bekendtgørelse nr. 416 af 28. april 2014 om
betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af
reintegrationsbistand, fortsat er til stede.
Henset til at reintegrationsbistand er en løbende,
månedlig ydelse, som udbetales over enten 5 år eller
som en livlang ydelse, og med henblik på at sikre
parallelitet med den foreslåede ordning, hvorefter der skal
indhentes oplysninger fra Kriminalregisteret på tidspunktet
for udbetalingen af den sidste del af hjælp til repatriering
efter repatrieringslovens § 7, er det Udlændinge- og
Integrationsministeriets vurdering, at det er nødvendigt og
proportionalt, at Udbetaling Danmark årligt i en periode
på 3 år fra tidspunktet for bevilling af
reintegrationsbistand indhenter oplysninger fra politiet om
eventuelle sigtelser og domme vedrørende de
lovovertrædelser, der er nævnt i udlændingelovens
§ 22, nr. 4-9.
Udbetaling Danmark vil efter den foreslåede ordning ud fra
et proportionalitetshensyn og efter hensynet til administrationen
af ordningen skulle indhente de pågældende oplysninger
fra politiet årligt i en periode på 3 år for
så vidt angår personer, der modtager den
løbende, månedlige reintegrationsbistand i 5 år,
jf. repatrieringslovens § 10, stk. 1, ligesom der tilsvarende
årligt skal indhentes oplysninger i en periode på 3
år for så vidt angår personer, der modtager den
løbende, månedlige livslange reintegrationsbistand,
jf. repatrieringslovens § 10, stk. 2.
Det er i forbindelse med Udlændinge- og
Integrationsministeriets vurdering af varigheden af perioden
på 3 år, hvori Udbetaling Danmark vil være
forpligtet til at indhente oplysninger fra Kriminalregisteret,
indgået med en vis vægt, at det vil være
uproportionalt, hvis Udbetaling Danmark i en længere
årrække vil skulle indhente oplysninger fra
Kriminalregisteret vedrørende en person, der mere end 3
år forinden er repatrieret og i den forbindelse har opgivet
sin bopæl og opholdstilladelse i Danmark.
Politiet vil på baggrund af kommunalbestyrelsens og
Udbetaling Danmarks forespørgsel kunne afgive en udtalelse
om, hvorvidt der er registreret sigtelser og domme i
Kriminalregisteret til kommunalbestyrelsen og Udbetaling Danmark
uden personens samtykke.
Der er endvidere indgået med en vis vægt, at en
lovovertrædelse, hvis den var blevet pådømt
inden ansøgningen om hjælp til repatriering og
reintegrationsbistand, kunne have medført udvisning efter
udlændingelovens § 22, nr. 4-9, således at
ansøgeren ikke ville have været omfattet af
repatrieringslovens personkreds. Efter Udlændinge- og
Integrationsministeriets opfattelse bør ansøgeren
på samme vis ikke kunne opnå den sidste støtte i
tilfælde, hvor kriminaliteten først kommer til
myndighedernes kendskab efter repatrieringen.
Det afgørende er dog efter Udlændinge- og
Integrationsministeriets opfattelse, at personer, der har
begået en række særligt grove
kriminalitetsformer, ikke bør have mulighed for at
opnå hjælp til repatriering og reintegrationsbistand.
Det er derfor ikke afgørende, om den pågældende
lovovertrædelse i den konkrete sag ville have medført
udvisning. Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer,
at der er et væsentligt hensyn til at sikre, at alvorlig
kriminalitet har samme betydning for udlændinges mulighed for
at opnå hjælp til repatriering og
reintegrationsbistand, uanset hvornår forholdet
pådømmes.
Det foreslås desuden, at kommunalbestyrelsen skal
tilbageholde den sidste del af hjælp til repatriering, hvis
udtalelsen, der er indhentet fra Kriminalregisteret på
udbetalingstidspunktet, viser, at den pågældende er
sigtet for en af de lovovertrædelser, der er nævnt i
udlændingelovens § 22, nr. 4-9, som er begået her
i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om
hjælp til repatriering. Det foreslås også, at den
sidste del af hjælp til repatriering bortfalder, hvis den
repatrierede ved endelig dom findes skyldig for en af disse
lovovertrædelser, eller hvis den pågældende
allerede ved kommunalbestyrelsens henvendelse til politiet er kendt
skyldig ved endelig dom for en af de nævnte
lovovertrædelser begået her i landet forud for
kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til
repatriering. Fælles for disse tilfælde er, at den
strafbare handling - helt eller delvist - er begået forud for
ansøgningstidspunktet, men at sigtelsen og
domfældelsen ikke forelå på
ansøgningstidspunktet.
Tilsvarende foreslås det, at den løbende,
månedlige reintegrationsbistand skal tilbageholdes, indtil
der falder endelig dom, såfremt den pågældende i
forbindelse med indhentelse af den årlige udtalelse fra
politiet konstateres at være registreret i Kriminalregisteret
som sigtet for en af de lovovertrædelser, der er nævnt
i udlændingelovens § 22, nr. 4-9. Det foreslås
også, at den løbende, månedlige
reintegrationsbistand bortfalder, hvis der på tidspunktet for
det årlige opslag i Kriminalregisteret er faldet endelig dom
for overtrædelse af en af de bestemmelser, der er nævnt
i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, eller hvis sigtelsen
fører til endelig dom.
I de tilfælde hvor kommunalbestyrelsen og Udbetaling
Danmark har konstateret, at den pågældende er
registreret sigtet i Kriminalregisteret for en
lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens
§ 22, nr. 4-9, som er begået her i landet forud for
kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til
repatriering eller reintegrationsbistand, vil kommunalbestyrelsen
og Udbetaling Danmark således skulle træffe
afgørelse om bortfald af den sidste del af hjælp til
repatriering eller den resterende del af den løbende,
månedlige reintegrationsbistand, hvis der sker
domfældelse efter de pågældende bestemmelser.
Med forslaget om at tilbageholde den sidste del af hjælp
til repatriering og yderligere udbetalinger af den løbende,
månedlige reintegrationsbistand sikres det, at en
afgørelse om bortfald af den sidste del af hjælp til
repatriering og reintegrationsbistand efter omstændighederne
ikke vil være uden reel virkning i situationer, hvor
eksempelvis politiets efterforskning eller behandlingen ved
domstolene rækker hen over det tidspunkt, hvor personen i
øvrigt har ret til at få udbetalt den sidste del af
hjælp til repatriering eller fortsatte udbetalinger af
reintegrationsbistanden, og hvor efterfølgende
tilbagebetaling af støtten måtte være
udsigtsløs.
Den foreslåede ordning på tidspunktet for
udbetalingen af den sidste del af hjælp til repatriering og
den fortsatte udbetaling af reintegrationsbistand adskiller sig
således fra den foreslåede ordning om
undersøgelsen i forbindelse med behandling af
ansøgningen, hvorefter alle sigtelser registreret i
Kriminalregisteret, ud fra hensynet til en enkelt og administrerbar
ordning for kommunalbestyrelserne, vil føre til afslag, og
hvor der således ikke vil være en bagatelgrænse
med undtagelse af en række mindre alvorlige
lovovertrædelser, der ikke er registreringspligtige i
Kriminalregisteret.
Den foreslåede ordning, hvorefter den sidste del af
hjælp til repatriering og den fortsatte løbende,
månedlige reintegrationsbistand vil kunne tilbageholdes og
bortfalde, såfremt pågældende er sigtet eller
dømt for en lovovertrædelse begået her i landet
inden afgørelsen om repatrieringsstøtte, vil skulle
supplere repatrieringslovens §§ 9 b og 10 b, hvorefter
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at den
sidste del af hjælp til repatriering og
reintegrationsbistand, jf. § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk.
5, og § 10, stk. 1-3, bortfalder, når der foreligger
oplysninger om forhold, som efter reglerne i udlændingelovens
§ 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, ville
udelukke personen fra opholdstilladelse, og når forholdet
helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden
efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 7, stk. 1,
og § 10, stk. 1, og indtil det tidspunkt, hvor personen
anmoder om at få udbetalt den sidste del af hjælpen og
reintegrationsbistanden ophører.
Det følger af den foreslåede ordning, at
kommunalbestyrelsen og Udbetaling Danmark, hvis den
pågældende på tidspunktet for udbetalingen af den
sidste del af hjælp til repatriering eller løbende i
forbindelse med udbetalingen af reintegrationsbistand er
registreret sigtet eller dømt for en af de bestemmelser, der
er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, ikke
vil skulle foretage en selvstændig vurdering efter
udlændingelovens § 26, stk. 2, hvorefter udvisning efter
§ 22, nr. 4-9, vil skulle ske, medmindre dette med sikkerhed
vil være i strid med Danmark internationale forpligtelser.
Det er herved indgået i Udlændinge- og
Integrationsministeriets overvejelser, at spørgsmålet
om modtagelse af repatrieringsstøtte ikke fordrer en
vurdering af det fortsatte opholdsgrundlag i Danmark, og at den
foreslåede ordning i øvrigt tager udgangspunkt i
lovovertrædelsens karakter og ikke spørgsmålet
om udvisning.
Der tiltænkes desuden med den foreslåede ordning en
bagatelgrænse for lovovertrædelser, der kan føre
til tilbageholdelse og bortfald af repatrieringsstøtte.
På denne måde sikres, at en person, der allerede er
udrejst, ikke mister retten til at få udbetalt yderligere
støtte til repatrieringen i de situationer, hvor den
pågældende har begået en lovovertrædelse,
der kan anses for at være af bagatelagtig karakter set i
forhold til det overordnede formål med
repatrieringsordningen. Det er i den forbindelse indgået i
overvejelserne, at det ikke vil være hensigtsmæssigt
set i forhold til repatrieringslovens formål, hvis en
sigtelse for mindre alvorlig kriminalitet, f.eks. almindeligt
tyveri, medfører, at en person, der allerede er repatrieret,
ikke kan opnå den sidste del af hjælp til repatriering
eller fortsatte løbende, månedlige
reintegrationsbistand og som følge heraf fortryder sin
repatriering og returnerer til Danmark.
Den foreslåede ordning er derfor, for så vidt
angår undersøgelserne forud for udbetaling af den
sidste del af støtten og fortsatte løbende,
månedlige reintegrationsbistand, knyttet op på
sigtelser eller domme for overtrædelse af
straffebestemmelser, der efter udlændingelovens § 22,
nr. 4-9, vil kunne føre til udvisning uanset varigheden af
udlændingens ophold her i landet og uanset længden af
den idømte frihedsstraf. Der vil således være
tale om lovovertrædelser for en række særligt
grove kriminalitetsformer, herunder narkotikasmugling,
seksualforbrydelser, vold, manddrab m.v.
Det er ved udformningen af den foreslåede ordning
indgået med en vis vægt i overvejelserne, at ordningen
ikke bør være administrativ tung for
kommunalbestyrelsen og Udbetaling Danmark, der behandler
henholdsvis ansøgningerne og udbetalingerne.
Kommunalbestyrelsen og Udbetaling Danmark skal således ikke
forudsættes kendskab til strafferetlige dispositioner ved
indhentelse af udtalelse fra politiet om de lovovertrædelser,
der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9.
Det foreslås på baggrund af ovenstående, at
politiet i sin udtalelse til henholdsvis kommunalbestyrelserne og
Udbetaling Danmark skal oplyse, om der er registreret sigtelser
eller domme for lovovertrædelser, der er begået forud
for tidspunktet for afgørelse om hjælp til
repatriering, og som er omfattet af udlændingelovens §
22, nr. 4-9. I tilfælde hvor pågældende er sigtet
eller dømt for forhold, der er begået forud for
tidspunktet for afgørelse om hjælp til repatriering,
men hvor forholdet ikke er omfattet af udlændingelovens
§ 22, nr. 4-9, vil politiet ikke skulle oplyse om
sigtelsen.
Der lægges ikke op til, at øvrige familiemedlemmer
i denne sammenhæng vil skulle bøde for forhold, som
alene kan henføres til et familiemedlem selv. Den
pågældendes familiemedlemmer vil således
retmæssigt kunne modtage den sidste del af hjælp til
repatriering og den fortsatte løbende, månedlige
reintegrationsbistand, som de vil være berettiget til,
såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt,
uanset at personen, som nu er registreret sigtet eller dømt
for en af de lovovertrædelser, der er nævnt i
udlændingelovens § 22, nr. 4-9, som er begået her
i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om
repatrieringsstøtte, som følge heraf måtte
miste sin sidste del af hjælp til repatriering eller
fremadrettede reintegrationsbistand på baggrund af en endelig
dom.
2.5. Regulering af tilbagebetalingskrav
2.5.1. Gældende ret
Det følger af repatrieringslovens § 9, at
kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling
af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender
fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1
eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget
støtte til repatriering, på ny indgiver
ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for de
første 2 år efter udrejsen og i forlængelse
heraf meddeles opholdstilladelse. Tilsvarende gælder, hvis en
dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget
hjælp til repatriering, ikke inden den frist, der er
nævnt i § 7, stk. 3-6 (fremlæggelse af
dokumentation for ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab på baggrund af ansøgning om ubetinget
løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12
måneder efter udrejsen af Danmark), er ubetinget løst
fra sit danske statsborgerskab. Kommunalbestyrelsen skal endvidere
træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til
repatriering, hvis der til brug for behandlingen af
ansøgningen om hjælp til repatriering eller i
erklæringen efter § 7, stk. 7, er angivet urigtige eller
vildledende oplysninger. Er retten til den resterende del af
hjælp til repatriering efter § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9,
og stk. 5, bortfaldet, jf. § 9 b, stk. 1, skal
kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling
heraf. § 95 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende
anvendelse.
Bestemmelsen blev nyaffattet ved lov nr. 704 af 8. juni 2017 om
ændring af repatrieringsloven og udlændingeloven
(Øget støtte til repatriering, genindførelse
af resultattilskud til kommunerne og indførelse af absolut
tilbagebetalingskrav m.v.) med henblik på at hindre misbrug
af ordningen. Der blev således indført et absolut
tilbagebetalingskrav for udlændinge, der gør brug af
fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1
eller 2, hvor det tidligere var op til kommunalbestyrelsen selv at
vurdere, om kommunalbestyrelsen skulle træffe beslutning om
tilbagebetaling af hjælp til repatriering.
Det følger af § 95, stk. 1, i lov om aktiv
socialpolitik, at tilbagebetalingskravet opkræves af kommunen
eller af Udbetaling Danmark efter regler fastsat af
beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren.
Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale
bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med
ydelser.
Henvisningen i repatrieringslovens § 9 til § 95 i lov
om aktiv socialpolitik blev indsat ved lov nr. 353 af 2. juni 1999
(Repatrieringslov).
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til
lovforslaget (Folketingstidende 1998-1999, tillæg A, side
4504), at henvisningen til § 95 i lov om aktiv socialpolitik
bl.a. indebærer, at der ved gennemførelse af
tilbagebetalingskravet skal fastsættes en betalingsordning
under hensyn til, hvad den pågældende kan betale uden
at komme til at mangle det nødvendige til sit eget eller
familiens underhold, samt at kommunen kan inddrive gælden
efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.
Af § 95, stk. 2, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik
følger, at tilbagebetalingskravet bortfalder, når der
er gået 3 år efter hjælpens ophør, uden at
der har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet.
Det følger videre af § 1 i bekendtgørelse nr.
1617 af 27. december 2019 om kommunernes opkrævning af
tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik m.fl., der er
udstedt i medfør af bl.a. § 95, stk. 1, i lov om aktiv
socialpolitik, at kommunen og Udbetaling Danmark opkræver
tilbagebetalingspligtige ydelser på egne sagsområder i
henhold til repatrieringsloven, m.fl.
Tilsvarende følger det af § 9 i
bekendtgørelsen, at et tilbagebetalingskrav bortfalder,
når der er gået 3 år efter hjælpens
ophør, uden at der efter reglerne i § 5 eller § 6,
stk. 2 (om afdragsordning), har været økonomisk
mulighed for at gennemføre kravet.
Af bekendtgørelsens § 5 fremgår videre, at for
alle andre skyldnere end dem, der er nævnt i § 6,
fastsætter fordringshaveren afdragsordningen med udgangspunkt
i den tabel og den beregningsmåde af det månedlige
afdrag, der fremgår af § 10, stk. 1, 2. og 7. pkt., og
stk. 2, i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse
af gæld til det offentlige.
Det følger i den forbindelse af bekendtgørelsens
§ 6, at fordringshaveren yder henstand til skyldnere, der
modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse,
overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp,
ressourceforløbsydelse efter lov om aktiv socialpolitik
eller kontantydelse efter lov om kontantydelse, som ikke har andre
indtægter end førtidspension eller ikke har en
årlig nettoindkomst, der overstiger de minimumsgrænser
for fastsættelse af afdragsordninger for henholdsvis personer
med forsørgerpligt over for børn og personer uden
forsørgerpligt over for børn, der er fastsat i §
10, stk. 1, 2. og 7. pkt., i Skatteministeriets
bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det
offentlige, jf. dog stk. 2.
Videre følger det af bekendtgørelsens § 10,
at såfremt en skyldner trods påkrav ikke overholder en
afdragsordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og hele
gælden for forfalden. Fordringshaveren træffer
afgørelse om, at kravet overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, med henblik på inddrivelse.
Inden overdragelsen skal fordringshaveren skriftligt underrette
skyldneren om overdragelsen.
Det følger således modsætningsvist heraf, at
kravet ikke kan overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvis der ikke er fastsat en afdragsordning efter
bekendtgørelsens § 5.
Det fremgår desuden af § 95, stk. 2, 2. og 3. pkt. i
lov om aktiv socialpolitik, at såfremt tilbagebetalingskravet
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. (om
tilbagebetalingskravets bortfald efter 3 år) ikke anvendelse
fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden finder
forældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog
tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a,
stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
§ 95, stk. 2, 2. og 3. pkt., medfører således,
at forældelsesloven finder anvendelse fra
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, og forældelsesfristen er
herefter den almindelige forældelsesfrist på 3
år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Dette
medfører, at forældelse indtræder 3 år fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse, medmindre
forældelsen forinden er afbrudt efter forældelseslovens
regler om afbrydelse.
I de tilfælde, hvor repatrieringen afbrydes inden udrejsen
af Danmark, er kommunalbestyrelsens tilbagebetalingskrav ikke
hjemlet i skreven ret.
En afgørelse om tilbagebetaling af allerede udbetalt
hjælp til repatriering vil i den situation som udgangspunkt
indebære en tilbagekaldelse af en begunstigende
forvaltningsakt. Begrebet omfatter det forhold, at en
forvaltningsmyndighed på eget initiativ ophæver sin
egen gyldige afgørelse, jf. herom Jens Garde m.fl.,
Forvaltningsret - Almindelig emner, 5. udgave (2009), s. 493. En
tilbagekaldelse af en forvaltningsretlig afgørelse sker ved
en ny forvaltningsakt, hvorfor de almindelig forvaltningsretlige
regler om sagsbehandling, skønsudøvelse, saglighed,
proportionalitet m.v. også gælder for
tilbagekaldelse.
Spørgsmålet om, hvorvidt en
forvaltningsafgørelse kan tilbagekaldes, vil bero på
en konkret afvejning af forskellige modstående hensyn. Ved
vurderingen må der bl.a. lægges vægt på,
hvilke berettigede forventninger der måtte være
opstået hos adressaten for afgørelsen, samt hvilke
offentlige interesser, der taler for en tilbagekaldelse af
afgørelsen. Hvor tilbagekaldelsen sker til ugunst for nogen,
især hvis det er til ugunst for adressaten, er vurderingen
af, om omstændighederne berettiger til tilbagekaldelse i den
konkrete sag, typisk streng. Generelt antages det i
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, at jo mere
tilbagekaldelsen griber ind i borgerens forhold, desto mere
tungtvejende må begrundelsen for tilbagekaldelsen
være.
Tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt vil dog
kunne ske, dels som følge af at forudsætningerne for
den oprindelige afgørelse viser sig ikke at have været
opfyldt, dels i tilfælde af at forudsætningerne for
afgørelsen efterfølgende tilsidesættes.
Tilbagekaldelse som følge af at forudsætningerne for
en begunstigende forvaltningsakt efterfølgende brister, vil
bl.a. kunne ske i tilfælde af misbrug af en meddelt
tilladelse eller anden tilsidesættelse af vilkår for
anvendelse af tilladelsen. Endvidere vil tilbagekaldelse efter
omstændighederne kunne ske, hvis de oprindelige
forudsætninger ikke længere kan anses for opfyldt.
2.5.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.5.2.1. Tilbagebetaling af hjælp til repatriering ved
afbrudt repatriering inden udrejse
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,
at der i praksis forekommer en vis uklarhed omkring
spørgsmålet om hjemmel til at kræve allerede
udbetalt hjælp til repatriering tilbagebetalt, i de
tilfælde hvor ansøgeren afstår fra at
repatriere, eller sagsbehandlingsforløbet på anden vis
afbrydes, inden den pågældendes udrejse af Danmark.
Dette kan eksempelvis komme på tale i situationer, hvor der
allerede er udbetalt hjælp til repatriering til brug for
transportudgifter eller anskaffelse af nationalitetspas i
forbindelse med hjemrejsen, og den pågældende herefter
undlader eller forhindres i at udrejse.
Henset til at repatrieringslovens § 9 kun hjemler adgang
til at kræve hjælp til repatriering tilbagebetalt, hvis
en udlænding anvender fortrydelsesretten i
udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2, og derfor i sagens
natur allerede vil være udrejst, er der ikke efter
gældende ret en lovbestemt adgang til at kræve
hjælp til repatriering tilbagebetalt, såfremt en
ansøger afstår fra at repatriere, eller
sagsbehandlingsforløbet på anden vis afbrydes pga.
ansøgerens ønske eller forhold, der kan tilskrives
ansøgeren, allerede inden den pågældendes
udrejse af Danmark.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering,
at krav om tilbagebetaling af allerede udbetalt hjælp til
repatriering, hvis ansøgeren ikke ønsker at
repatriere alligevel, eller hvis sagsbehandlingsforløbet
på anden vis bliver afbrudt pga. ansøgerens
ønske, eller forhold, der kan tilskrives ansøgeren,
som udgangspunkt vil kunne ske gennem den ulovbestemte adgang til
at tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt,
Under hensyn til at den ulovbestemte adgang til tilbagekaldelse
af begunstigende forvaltningsakter er streng og forudsætter
vægtige hensyn, og på baggrund af hensynet til at skabe
en større klarhed over retstilstanden og dermed bl.a. give
borgerne bedre mulighed for at kende deres retsstilling,
foreslår Udlændinge- og Integrationsministeriet dog, at
der i repatrieringsloven etableres en lovbestemt hjemmel til at
kræve allerede udbetalt hjælp til repatriering
tilbagebetalt i tilfælde, hvor ansøgeren afstår
fra at repatriere, eller sagsbehandlingsforløbet på
anden vis afbrydes pga. ansøgerens ønske eller
forhold, som kan tilskrives ansøgeren, allerede inden den
pågældendes udrejse af Danmark.
Det forudsættes med den foreslåede ordning, at den
foreslåede ordning i afsnit 2.5.2.2, om særskilt
regulering af reglerne om tilbagebetaling udstedt i medfør
af repatrieringsloven, ligeledes vil regulere situationer, hvor den
pågældende fortryder repatrieringen, eller
sagsbehandlingsforløbet på anden vis afbrydes, inden
udrejsen.
2.5.2.2. Tilbagebetaling af hjælp til repatriering
efter udrejse
Det fremgår af Udlændinge- og
Integrationsministeriets procesevaluering af kommunernes
implementering af seneste ændringer af repatrieringsloven fra
september 2020, at 8 pct. (svarende til 161 personer) af de
personer, der repatrierede i perioden fra 2012 til 2017, igen var
registreret med dansk bopæl to år efter
repatrieringstidspunktet. De pågældende har
således fortrudt deres repatriering.
Henset til at et af kravene for at opnå hjælp til
repatriering er, at personen ikke selv har midler hertil, jf.
repatrieringslovens § 7, stk. 1, vil der efter
Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse være
et antal sager, hvor den pågældende, der fortryder
repatriering og på ny meddeles opholdstilladelse i Danmark,
ikke vil have nogen formue og ved tilbagevenden modtager en af de
ydelser, der nævnes i § 6 i bekendtgørelse om
kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik m.fl., herunder selvforsørgelses- og
hjemrejseydelse og kontanthjælp. Dette medfører i
praksis, at de pågældende ydes henstand i medfør
af bekendtgørelsens § 6, og at tilbagebetalingskravet
bortfalder efter 3 år på baggrund af
bekendtgørelsens § 9 uden mulighed for overdragelse til
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. bekendtgørelsens §
10, henset til at det ikke efter reglerne i bekendtgørelsen
om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov
om aktiv socialpolitik m.fl. er muligt at fastsætte en
afdragsordning for en person, der modtager de nævnte
ydelser.
Det er efter Udlændinge- og Integrationsministeriets
opfattelse uhensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelserne i disse
sager som følge af andre regler ikke har mulighed for at
inddrive den hjælp til repatriering, som de
pågældende har fået udbetalt i forbindelse med
repatriering, og som der ifølge repatrieringslovens § 9
er et absolut tilbagebetalingskrav på.
Det kan desuden virke stødende for den almindelige
retsopfattelse, at det reelt er muligt at fortryde repatriering og
indrejse i Danmark på ny uden at repatrieringsstøtten
tilbagebetales i tilfælde, hvor pågældende
får udbetalt en af en række offentlige ydelser, som
medfører mulighed for henstand og efterfølgende
bortfald af kravet efter 3 år.
Det foreslås derfor, at henvisningen til § 95 i lov
om aktiv socialpolitik, der fremgår af repatrieringslovens
§ 9, ophæves, således at reglerne om
tilbagebetaling af hjælp til repatriering ved fortrudt
repatriering vil kunne reguleres særskilt ved
bekendtgørelse herom udstedt i medfør af
repatrieringsloven, jf. nedenfor. Med ophævelsen af
henvisningen til § 95 i lov om aktiv socialpolitik vil
reglerne om bl.a. henstand, bortfald og overdragelse til
restanceinddrivelsesmyndigheden i bekendtgørelse nr. 1617 af
27. december 2019 om kommunernes opkrævning af
tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik m.fl.,
således ikke længere finde anvendelse på
kommunernes tilbagebetalingskrav på hjælp til
repatriering.
I forlængelse heraf foreslås det, at der
indføres en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter
udlændinge- og integrationsministeren vil kunne
fastsætte nærmere regler om regulering af
tilbagebetalingskrav ved fortrudt repatriering. Bemyndigelsen
forventes udmøntet til at fastsætte nærmere
regler om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til
repatrieringsstøtte ved fortrudt repatriering, herunder at
tilbagebetalingskrav ved fortrudt repatriering som følge af
andre regler vil kunne opretholdes i en længere periode end 3
år, og at der etableres en ordning, der sikrer
kommunalbestyrelsen mulighed for at foretage en mere individuel
vurdering af pågældendes betalingsevne, uanset at
pågældende måtte modtage
kontanthjælpslignende ydelser, med henblik på at
inddrive mindre beløb over en længere periode under
hensynstagen til pågældendes betalingsevne. Det er
således Udlændinge- og Integrationsministeriets
vurdering, at incitamentet til misbrug i højere grad
hindres.
Det er derfor hensigten, at personer, der fortryder
repatrieringen, som det klare udgangspunkt vil skulle indgå
en afdragsordning under hensyn til pågældendes
betalingsevne med henblik på tilbagebetaling af den udbetalte
støtte til repatriering, uanset at pågældende
efter genindrejse i Danmark modtager ydelser, herunder
selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, kontanthjælp,
m.v. Herved sikres det, at der ikke sker bortfald allerede 3
år efter hjælpens ophør.
Det forudsættes med den foreslåede ordning, at
regler om tilbagebetaling i situationer, hvor den
pågældende afstår fra eller fortryder
repatrieringen, eller hvor sagsbehandlingsforløbet på
anden vis afbrydes, allerede inden udrejsen, jf. den
foreslåede ordning i afsnit 2.5.2.1, tilsvarende vil skulle
reguleres nærmere i medfør af den foreslåede
bemyndigelsesbestemmelse.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering,
at en sådan ordning i flere af de pågældende
sager vil foranledige, at en i medfør af
bekendtgørelsen fastsat afdragsordning vil omfatte
tilbagebetalingsbeløb af meget beskeden karakter. Hensigten
med ordningen er dog at etablere hjemmel til indgå en
afdragsordning for personer, der efter genindrejse i Danmark
modtager visse ydelser, herunder selvforsørgelses- og
hjemrejseydelse, kontanthjælp m.v., således at der ikke
efter 3 år vil kunne ydes henstand i disse sager, og at
tilbagebetaling bliver muligt i et flertal af disse sager.
Tilbagebetalingskravets størrelse er således af mindre
betydning.
Det forudsættes, at der med den foreslåede ordning
vil være sager, hvor den pågældendes
betalingsevne vil være så beskeden, at en
afdragsordning, uanset størrelsen på
tilbagebetalingskravet og de fastsatte afdrag, på baggrund af
en samlet proportionalitetsafvejning, ikke vil kunne
fastsættes.
Det er i forbindelse med den foreslåede ordning
indgået i Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser, at opkrævning af hjælp til repatriering
vil blive reguleret anderledes end de øvrige
tilbagebetalingskrav, som kommunalbestyrelserne administrerer, idet
tilbagebetalingskravet vil kunne opretholdes i længere tid
end 3 år. Ministeriet har i den forbindelse navnlig lagt
vægt på, at hjælp til repatriering - i
modsætning til en række løbende ydelser, der
tildeles med henblik på forsørgelse - bevilges i
få dele, der består af høje beløb, og som
bevilges med henblik på reetablering i repatrieringslandet.
Repatrieringsstøtten adskiller sig således
væsentligt fra sædvanlige skattefinansierede
løbende sociale ydelser. Det er således vurderingen,
at der er vægtige grunde til at fastsætte regler i
medfør af repatrieringsloven, der særskilt regulerer
adgangen til at opkræve hjælp til repatriering, hvis
den repatrierede fortryder og igen bosætter sig i
Danmark.
2.6. Udvidelse
af repatrieringslovens dispensationsadgang
2.6.1. Gældende ret
Personkredsen efter repatrieringsloven omfatter dels flygtninge
m.v., familiesammenførte til flygtninge m.v. samt andre
familiesammenførte udlændinge, dels danske
statsborgere med dobbelt statsborgerskab, der i forbindelse med
repatriering løses fra deres danske statsborgerskab, jf.
repatrieringslovens § 3. Loven gælder dog ikke for
nordiske statsborgere og EU- eller EØS-statsborgere.
En udlænding, der ikke er omfattet af repatrieringslovens
personkreds, kan ansøge udlændinge- og
integrationsministeren om at blive omfattet af repatrieringsloven,
jf. lovens § 3, stk. 7.
Efter forarbejderne til loven er formålet med
bestemmelsen, at der kan ydes hjælp til repatriering til
andre udlændinge end dem, der uden videre omfattes af
repatrieringsloven, hvis der efter en konkret vurdering må
antages at være behov herfor, jf. Folketingstidende 1998-99,
A, L 190 som fremsat, side 4502. Det fremgår af
forarbejderne, at dette eksempelvis vil være relevant for
udlændinge, der har fået opholdstilladelse inden
udlændingeloven fra 1983, herunder udlændinge, der er
rejst ind som gæstearbejdere før indvandringsstoppet i
1973 eller er født her i landet som efterkommere af
sådanne gæstearbejdere.
Bestemmelsen har således været tilsigtet anvendt
over for udlændinge, der har haft et langvarigt ophold i
Danmark. Som det fremgår af forarbejderne, er der ikke tale
om en udtømmende oplistning, og andre udlændinge kan
således efter en konkret vurdering omfattes af loven.
Afgørelsen af hvorvidt en udlænding kan omfattes af
loven, beror på en konkret og individuel vurdering. Der er
derfor ikke tale om en udtømmende opremsning. Hvis der
foreligger andre ganske særlige omstændigheder, vil
pågældende således efter en konkret og individuel
vurdering kunne omfattes af loven.
Efter fast praksis lægger Udlændinge- og
Integrationsministeriet ved behandlingen af ansøgninger
efter repatrieringslovens § 3, stk. 7, der ikke er nævnt
i forarbejderne til bestemmelsen, som udgangspunkt vægt
på, om den pågældende har haft opholdstilladelse
i mindst fem år (svarende til det krav til opholdstid, der
stilles til familiesammenførte udlændinge til andre
end flygtninge m.v., jf. lovens § 3, stk. 4), og om
vedkommende er meddelt opholdstilladelse med mulighed for varigt
ophold eller tidsubegrænset opholdstilladelse.
En udlænding kan i forbindelse med en ansøgning om
at blive omfattet af repatrieringsloven samtidig ansøge om,
at fortrydelsesretten gælder, jf. udlændingelovens
§ 17 a, stk. 1, nr. 7. En sådan ansøgning vil
f.eks. kunne imødekommes over for udlændinge, der har
fået opholdstilladelse inden udlændingeloven af 1983,
og hvis opholdstilladelse svarer til de i udlændingelovens
§ 17 a opregnede kategorier af opholdstilladelser - dvs. som
flygtning m.v. eller som familiesammenført
udlænding.
Familiesammenførte udlændinge, der er omfattet af
repatrieringslovens personkreds, kan som udgangspunkt kun modtage
hjælp til repatriering, hvis de vender tilbage til hjemlandet
eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem de
har den familiemæssige tilknytning, som har dannet grundlag
for opholdstilladelsen (referencen), jf. repatrieringslovens §
7, stk. 9. Hjælp til repatriering kan dog ydes, hvis
udlændingen er blevet skilt fra og ikke længere
samlever med referencen, jf. lovens § 7, stk. 10, nr. 1.
Tilsvarende gælder, hvis referencen er død, hvis
udlændingen som barn er blevet familiesammenført med
sine forældre og efter det fyldte 18. år ønsker
at repatriere, eller hvis udlændingen har opholdstilladelse
på grundlag af en familiemæssig tilknytning til en
herboende søn eller datter og er omfattet af § 10, stk.
1, nr. 4, jf. lovens § 7, stk. 10, nr. 2-4.
Der er ikke i repatrieringsloven fastsat andre muligheder for
undtagelser for repatriering for familiesammenførte
udlændinge, som ikke opfylder betingelserne i
repatrieringslovens § 7, stk. 9.
Det betyder, at den omstændighed, at en
familiesammenført udlænding er forhindret i at blive
skilt fra sin ægtefælle, f.eks. fordi
ægtefællen ikke vil samtykke til skilsmissen, eller
udlændingen ikke tør rette henvendelse til
ægtefællen med henblik på at lade sig skille, er
til hinder for, at udlændingen kan omfattes af
repatrieringsloven.
Dansk Flygtningehjælp varetager pt. - på vegne af
Udlændinge- og Integrationsministeriet - den individuelle
rådgivning af herboende personer, som udtrykker ønske
om at vende tilbage til deres hjemland eller tidligere opholdsland,
og den generelle informationsindsats vedrørende
repatriering, jf. repatrieringslovens § 4, stk. 2, jf. stk.
1.
Dansk Flygtningehjælp har på baggrund af deres
erfaringer fra rådgivningsarbejdet med repatrieringsordningen
oplyst, at de får henvendelser fra voldsramte kvinder, som
ønsker at repatriere. Oftest er der tale om personer, der
opholder sig på krisecentre. I forlængelse heraf har
Dansk Flygtningehjælp oplyst, at disse kvinder kun er
omfattet af repatrieringsloven, hvis de bliver skilt og
således ikke repatrierer med den såkaldte reference,
men skilsmisse er ikke altid en mulighed i denne type sager. Der er
tale om kvinder af forskellig nationalitet, som er gift med
herboende ægtefæller. Dansk Flygtningehjælp har
på den baggrund tilkendegivet, at det vil være
hensigtsmæssigt at give voldsramte personer mulighed for
dispensation til at blive omfattet af repatrieringsloven uden, at
den pågældende skal skilles fra en herboende
ægtefælle.
2.6.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,
at en familiesammenført udlænding bør have ret
til at modtage hjælp efter repatrieringsloven, uanset at den
pågældende ikke har opnået skilsmisse, hvis det
på baggrund af konkrete oplysninger kan lægges til
grund, at det ikke er muligt for udlændingen at blive skilt
fra sin ægtefælle. Det vil være en
forudsætning, at de øvrige betingelser for at yde
hjælp til repatriering er opfyldt.
Det bør således efter Udlændinge- og
Integrationsministeriets opfattelse sikres, at en
familiesammenført udlænding, som ønsker at
blive skilt fra og ikke længere samleve med sin
ægtefælle, men som ikke kan eller har vanskeligheder
ved at opnå skilsmisse, f.eks. fordi ægtefællen
nægter at give samtykke til skilsmisse, eller fordi
udlændingen af frygt for repressalier ikke anmoder om
skilsmisse, efter omstændighederne bør kunne
opnå repatrieringshjælp ved ønske om varig
tilbagevenden til udlændingens tidligere opholdsland,
hjemland eller et land, hvortil pågældende har en
nær familiemæssig tilknytning. Det er således
ministeriets vurdering, at familiesammenførte
udlændinge, der er forhindret i eller har vanskeligheder ved
at opnå skilsmisse, bør stilles på samme
måde som udlændinge, der har kunnet opnå
skilsmisse.
Det bør efter Udlændinge- og
Integrationsministeriets opfattelse - navnlig som led i indsatsen
mod negativ social kontrol - indgå i vurderingen af, hvorvidt
en person bør kunne anses for omfattet af
repatrieringsloven, at familiesammenførte udlændinge
ikke afskæres fra at opnå hjælp til repatriering,
når en udlænding f.eks. fastholdes i et ægteskab
mod sin vilje. En afskæring af repatrieringshjælpen i
sådanne tilfælde vil være med til at opretholde
negativ social kontrol her i landet. Forslaget har derfor bl.a. til
formål at bidrage til at sikre, at flere mænd og
kvinder opnår en selvstændig tilværelse, hvor de
kan træffe valg for sig selv og ikke underlægges
negativ social kontrol og tvang.
Det foreslås på den baggrund at ændre
repatrieringsloven, således at der efter en konkret og
individuel vurdering kan ydes hjælp til repatriering til
familiesammenførte udlændinge, som ikke opfylder
betingelserne om at blive skilt eller har vanskeligheder ved at
blive skilt og ikke længere samlever med referencen,
når der foreligger særlige omstændigheder. Der
vil navnlig foreligge sådanne særlige
omstændigheder, hvis referencen ikke vil samtykke til at
blive skilt, eller udlændingen ikke tør rette
henvendelse til ægtefællen med henblik på at
blive skilt, og hindringen understøttes af oplysninger om
individuelle forhold. Oplysninger om individuel forhold kan f.eks.
være oplysninger om, at udlændingen opholder sig
på et krisecenter, eller oplysninger fra en kommune, politiet
eller andre myndigheder, der indikerer, at udlændingen har
været udsat for negativ social kontrol.
Forslaget bygger således på en overordnet
præmis om, at det forhold, at en familiesammenført
udlænding ikke kan blive skilt fra referencen eller har
vanskeligheder herved som følge af faktorer, der beror
på referencen, bør være uden betydning for, om
hjælp til repatriering kan ydes.
Afgørelsen af hvorvidt en familiesammenført
udlænding efter særlige omstændigheder vil kunne
omfattes af repatrieringslovens personkreds, vil bero på en
konkret og individuel vurdering af ansøgerens forhold. Der
vil derfor ikke være tale om en udtømmende opregning
af kriterier.
2.7. Dedikeret
kommunal vejledning om repatriering
2.7.1. Gældende ret
Det følger af repatrieringslovens § 5, 1. pkt., at
kommunalbestyrelserne vejleder i forbindelse med den særlige
integrationsindsats efter integrationsloven, eller når der i
øvrigt er anledning hertil, om mulighederne for at modtage
hjælp til repatriering.
Kommunerne er således forpligtet til at vejlede generelt
om mulighederne for repatriering efter repatrieringsloven, hvilket
vil sige mulighed for hjælp til repatriering samt under visse
nærmere omstændigheder muligheden for
reintegrationsbistand, når f.eks. borgeren selv udtrykker, at
pågældende overvejer eller ønsker at vende
hjem.
Vejledningspligten efter repatrieringsloven suppleres af
forvaltningsmyndigheders generelle pligt til i fornødent
omfang at yde vejledning og bistand til personer, der retter
henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens
sagsområde, jf. forvaltningslovens § 7.
Kommunalbestyrelsen underretter efter repatrieringslovens §
5, 2. pkt. Udlændinge- og Integrationsministeriet eller den
myndighed, organisation eller forening, som ministeriet har
overladt rådgivningsopgaven til, når personer udtrykker
ønske om at vende tilbage til deres hjemland eller tidligere
opholdsland.
Det bemærkes, at repatrieringsloven hviler på den
forudsætning, at personens tilbagevenden sker på
frivilligt grundlag, og kommunerne kan således ikke
pålægge en person at benytte sig af repatrieringslovens
muligheder.
2.7.1.1. Vejledning om repatriering på
integrationsområdet
Efter integrationslovens § 20 b har kommunalbestyrelsen
pligt til som led i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet
eller introduktionsprogrammet at vejlede udlændinge om
mulighederne for repatriering. Vejledningen skal gives i
forbindelse med den løbende opfølgning på
kontrakten efter § 20, stk. 1. Det betyder, at
udlændinge omfattet af repatrieringslovens personkreds, skal
vejledes i forbindelse med alle samtaler, der gennemføres
som led i den løbende opfølgning på kontrakten
efter integrationslovens § 20 b. Vejledning om repatriering
skal indgå som en fast del af kommunalbestyrelsens vurdering
af den enkeltes muligheder.
Af integrationslovens § 20, stk. 1, fremgår det, at
kommunalbestyrelsen har pligt til at følge op på en
udlændings kontrakt, indtil udlændingen har opfyldt de
mål, som er fastsat eller aftalt i kontrakten, jf. § 19,
stk. 4, 1. pkt. Når visitationen efter § 17 er
gennemført, skal opfølgning finde sted mindst 4 gange
inden for de første 6 måneder. Herefter skal
kommunalbestyrelsen foretage opfølgning efter behov. For
udlændinge omfattet af § 16, stk. 4, skal
opfølgning alene ske efter behov. For udlændinge, der
er i ordinær beskæftigelse eller ordinær
uddannelse, og som ikke modtager selvforsørgelses- og
hjemrejseydelse eller overgangsydelse, skal opfølgning dog
kun foretages hver 12. måned, medmindre der er behov for
hyppigere opfølgning. For udlændinge, der benytter sig
af en ret til fravær i medfør af barselsloven, skal
opfølgning på kontrakten først finde sted 6
måneder efter barnets fødsel og derefter i forbindelse
med den lovlige fraværsperiodes udløb, medmindre der
er behov for hyppigere opfølgning. Har udlændingen
opfyldt målene i kontrakten, skal kommunalbestyrelsen alene
følge op på kontrakten, hvis der opstår behov
for det. Opfølgningen skal ske ved en individuel samtale.
Hvis det er hensigtsmæssigt, kan samtalen ske telefonisk,
digitalt eller på anden tilsvarende måde.
Det fremgår af integrationslovens § 4, stk. 1-3, at
kommunalbestyrelsen har ansvaret for boligplacering af flygtninge,
der er visiteret til den pågældende kommune, jf.
kapitel 3, selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammer eller
introduktionsprogrammer for flygtninge og familiesammenførte
udlændinge, jf. kapitel 3 a og 4, introduktionsforløb
for indvandrere, jf. kapitel 4 a, udbetaling af
selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse
til udlændinge omfattet af et selvforsørgelses- og
hjemrejseprogram eller introduktionsprogram, jf. kapitel 5 og lov
om aktiv socialpolitik, udbetaling af hjælp i særlige
tilfælde, jf. kapitel 6, og samordning heraf med den
øvrige integrationsindsats i kommunen.
Det fremgår af integrationslovens § 4, stk. 2, at
ansvaret for flygtninge efter stk. 1 påhviler
kommunalbestyrelsen fra udgangen af den første hele
måned fra tidspunktet for afgørelsen om visitering,
jf. § 10, stk. 1. Falder den 1. i en måned i en weekend
eller på en helligdag, overgår ansvaret for en
flygtning til kommunalbestyrelsen den førstkommende hverdag.
Kommunalbestyrelsen kan med den pågældendes samtykke
overtage ansvaret for en flygtning efter stk. 1 før udgangen
af den første hele måned efter afgørelsen om
visitering.
Videre fremgår det af § 4, stk. 3, at ansvaret efter
stk. 1 for flygtninge med opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 8 påhviler kommunalbestyrelsen
fra tidspunktet for den pågældendes registrering i Det
Centrale Personregister (CPR) som tilflyttet kommunen. Ansvaret
efter stk. 1 for familiesammenførte udlændinge og
indvandrere omfattet af § 2, stk. 6, nr. 1-8, påhviler
kommunalbestyrelsen fra tidspunktet for den pågældendes
registrering i Det Centrale Personregister (CPR) som tilflyttet
kommunen eller, hvis ansøgning om opholdstilladelse indgives
her i landet, fra tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse.
Ansvaret efter stk. 1 for indvandrere omfattet af § 2, stk. 6,
nr. 9, påhviler kommunalbestyrelsen i bopælskommunen
fra det tidspunkt, hvor det er godtgjort, at den
pågældende udlænding opfylder betingelserne i
§ 2, stk. 6, nr. 9, og senest på tidspunktet for den
pågældendes registrering i Det Centrale Personregister
(CPR).
2.7.1.2. Vejledning om repatriering på
beskæftigelsesområdet
Efter § 20 i bekendtgørelse nr. 1175 af 25. november
2019 om opfølgning i sygedagpengesager, som er udstedt i
medfør af bl.a. § 10, stk. 2, i lov om sygedagpenge,
som ændret ved lov nr. 551 af 7. maj 2019, vejleder
kommunalbestyrelserne som led i sygedagpengeopfølgningen
efter kapitel 6 i sygedagpengeloven under alle samtaler sygemeldte
udlændinge, som er omfattet af repatrieringsloven, om
mulighederne for repatriering efter repatrieringsloven.
For så vidt angår samtaler som opfølgning i
sygedagpengesager følger det af § 13 b i
sygedagpengeloven, at sygedagpengemodtagere med et forventet
fravær på mere end 8 uger (visitationskategori 2 og 3)
skal have 4 samtaler inden for de første 6 måneder
regnet fra første fraværsdag. Herefter efter
behov.
Efter § 42, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 2006 af 11.
december 2020 om en aktiv beskæftigelsesindsats, som er
udstedt i medfør af bl.a. § 39 i lov om aktiv
beskæftigelsesindsats som ændret ved lov nr. 1557 af
27. december 2019, vejleder jobcenteret under alle jobsamtaler
personer, som er omfattet af repatrieringsloven, om mulighederne
for repatriering efter repatrieringsloven.
Det følger i forlængelse heraf af § 31 i lov
om en aktiv beskæftigelsesindsats, at jobcentret skal holde
mindst 4 individuelle jobsamtaler inden for de første 6
måneder med personer omfattet af § 6, nr. 1-5, 7, 8, nr.
9, som modtager ledighedsydelse, og nr. 10 (dagpengemodtagere, job-
og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, uddannelses- og
aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere, personer i
jobafklaringsforløb, personer i ressourceforløb,
fleksjobvisiterede, som modtager ledighedsydelse og
revalidender).
Der stilles ikke krav til, hvornår inden for perioden
jobsamtalerne skal foregå, men alene at de skal foregå
løbende. Dermed er det op til sagsbehandleren og personen at
fastlægge et kontaktforløb, der understøtter,
at kontakten med jobcenteret er meningsfuld og tilpasset den
enkeltes behov.
For dagpengemodtagere deltager arbejdsløshedskassen i
mindst 2 jobsamtaler, som holdes ud over de 4 jobsamtaler med
jobcentret, medmindre dagpengemodtageren ikke ønsker, at
arbejdsløshedskassen deltager. Den første af disse to
samtaler skal holdes senest, når dagpengemodtageren har
været ledig i 3 måneder. Den anden af disse to samtaler
holdes tidligst, når dagpengemodtageren har været ledig
i 3 måneder, og senest når pågældende har
været ledig i 6 måneder.
2.7.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
Regeringen ønsker at etablere en mere virkningsfuld
vejledningspligt om repatriering, som i højere grad
fokuseres i forhold til de grupper, som har befundet sig kort tid i
Danmark eller som på trods af et længerevarende ophold
i Danmark ikke er faldet til, og hvor vejledningen derfor i
regeringens optik forventes at have mest relevans. Det er samtidig
vurderingen, at der i dag er for mange tilfælde, hvor
kommunerne har pligt til at hyppigt vejlede personer om
mulighederne for repatriering efter repatrieringsloven til trods
for, at både sagsbehandler og den pågældende
borger er bevidste om, at den fremmødte borger ikke i sin
aktuelle situation finder ordningen relevant.
Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændinge- og
Integrationsministeriet i løbet af sommeren 2020 har
gennemført et eftersyn af repatrieringsordningen, som
udgøres af tre analyser, herunder en procesevaluering af
implementering af de nye lovgivningsmæssige tiltag i
kommunerne, som er udarbejdet af Styrelsen for International
Rekruttering og Integration (SIRI).
Af procesevalueringen fremgår det bl.a., at en stor del af
kommunerne tilkendegiver, at hyppigheden i den systematiske
vejledningspligt modvirker hensigten med vejledningspligten og
potentielt kan skade relationen mellem sagsbehandler og borger.
Det er samtidig Udlændinge- og Integrationsministeriets
vurdering, at det fortsat er vigtigt at udbrede et generelt
kendskab til muligheden for repatriering efter repatrieringsloven,
så der blandt målgruppen for repatrieringsloven er en
bred viden om mulighederne for at modtage hjælp til
repatriering.
Det er imidlertid ministeriets opfattelse, at det for nogle
grupper, der på trods af et længerevarende ophold i
Danmark fortsat ikke er har opnået en fastere tilknytning til
arbejdsmarkedet og dermed igennem en længere periode ikke er
faldet til i Danmark, vil være hensigtsmæssigt med en
fokuseret samtale, der er dedikeret til vejledning om mulighederne
for repatrieringsstøtte efter repatrieringsloven, dvs.
hjælp til repatriering samt under nærmere
omstændigheder reintegrationsbistand, frem for at
vejledningen herom skal indgå som et delelement i en samtale
med et andet hovedfokus.
Det vurderes således, at der blandt herboende
udlændinge omfattet af repatrieringslovens personkreds er en
gruppe, som ikke har kunnet finde fast fodfæste på det
danske arbejdsmarked, og dermed ikke har evne eller reel vilje til
at blive en integreret del af det danske samfund, og for hvem
repatriering vil kunne være relevant. Ministeriet finder
på den baggrund og på baggrund af regeringens
ønske om en mere virkningsfuld vejledning, at der i
højere grad er behov for at målrette vejledningen om
mulighederne for repatrieringsstøtte til disse personer, som
bør modtage en mere fokuseret og dedikeret vejledning om
mulighederne for repatrieringsstøtte.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,
at en ny fokuseret samtale, der udelukkende omhandler mulighederne
for hjælp efter repatrieringsloven, og som i nogle
større kommuner vil kunne blive afviklet af en medarbejder,
der specialiserer sig i disse samtaler, vil bibringe en fokus og
kvalitet i vejledningen.
Det er samtidig Udlændinge- og Integrationsministeriets
vurdering, at alle nytilkomne udlændinge omfattet af
repatrieringslovens personkreds, fortsat bør vejledes
systematisk og hyppigt om muligheden for at opnå
støtte til repatriering da opholdstilladelsen i Danmark er
meddelt med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder
således, at udlændinge med kortere ophold i Danmark
på op til 5 år fortsat bør modtage systematisk
vejledning om repatriering. Ministeriet finder endvidere, at
udlændinge, der har haft ophold i Danmark i mere end 5
år, men som har modtaget kontanthjælpslignende ydelser
i mere end halvandet år ud af de sidste 3 år, skal
vejledes ved en dedikeret samtale om mulighederne for at repatriere
med støtte. Udlændinge med længere ophold i
Danmark, der har opnået en fastere tilknytning til
arbejdsmarkedet, og danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab
bør derimod ikke være omfattet af den kommunale pligt
til at vejlede systematisk eller ved en dedikeret samtale.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at
udlændinge omfattet af repatrieringsordningen, der har
kortere ophold i Danmark - i lighed med den vejledning, der gives
under asylsagsbehandling og ved eventuel meddelelse af
opholdstilladelse - bør vejledes systematisk og
kontinuerligt om, at deres opholdstilladelse i Danmark er meddelt
med henblik på midlertidig ophold, og at opholdstilladelsen
kan inddrages, når grundlaget for den enkeltes
opholdstilladelse ikke længere er til stede. En sådan
vejledning vil bidrage til at fremhæve regeringens
udgangspunkt om, at flygtninge m.fl. opholder sig midlertidigt i
Danmark.
Det foreslås således konkret med ordningen, at
udlændinge, der har opholdt sig lovligt i Danmark i op til 5
år - i lighed med i dag - i det omfang de fortsat er i et
forløb hos kommunen konsekvent og systematisk vil modtage
vejledning om mulighederne for repatriering efter
repatrieringsloven i forbindelse med alle samtaler, der
gennemføres som led i den løbende opfølgning
på kontrakten efter integrationsloven og ved
beskæftigelsesforløb i kommunen. Den hyppige
systematiske vejledning ophører efter den foreslåede
ordning imidlertid efter 5 års ophold i Danmark. Herefter vil
omfanget af vejledningen afhænge af, hvorvidt
udlændingen overvejende modtager kontanthjælpslignende
ydelser, og vejledningen vil blive ydet ved en dedikeret
samtale.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering,
at afgrænsningen af den hyppige systematiske vejledning ved 5
års lovligt ophold i Danmark vil være
hensigtsmæssig, da den systematiske vejledning således
vil følge selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet og
introduktionsprogrammet efter integrationsloven, der kan vare i op
til 5 år.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder endvidere
på baggrund af regeringens ønske om mere virkningsfuld
vejledning, at den persongruppe, der har opholdt sig i Danmark i
minimum 5 år, og som har modtaget kontanthjælpslignende
ydelser i mere end halvandet år ud af de sidste 3 år,
og således ikke har en fastere tilknytning til
arbejdsmarkedet, bør vejledes ved en fokuseret og dedikeret
samtale om repatriering. Der er over for denne gruppe behov for at
gøre tydeligt opmærksom på mulighederne for at
vende tilbage til sit hjemland, tidligere opholdsland eller et
land, hvortil pågældende har nær
familiemæssig tilknytning, med repatrieringsstøtte, da
persongruppen på trods af et længere ophold i Danmark
ikke har fundet fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er
derfor relevant at vejlede om, at persongruppen alternativt har
mulighed for at repatriere med støtte.
Den dedikerede vejledning vil bestå af en
selvstændig samtale af 15-30 minutters varighed om muligheden
for at opnå støtte til repatriering. Samtalen
forudsættes af hensyn til kommunens administration efter den
foreslåede ordning at blive lagt i forlængelse af en
obligatorisk samtale, som den pågældende i forbindelse
med beskæftigelsesindsatsen vil blive indkaldt til hos
kommunen. Det bemærkes i den forbindelse, at manglende
fremmøde ved de obligatoriske samtaler i forbindelse med
beskæftigelsesindsatsen sanktioneres i henhold til
§§ 35-43 i lov om aktiv socialpolitik. Det vil være
op til den enkelte kommune at tilrettelægge den praktiske
afholdelse af samtalen, herunder hvem der afvikler samtalen. Det
vil således efter omstændighederne være muligt
for den enkelte kommune at organisere sig således, at
medarbejdere vil kunne specialisere sig i afholdelsen af disse
samtaler.
Samtalen vil både skulle omhandle muligheden for at
opnå hjælp til repatriering og muligheden for efter
visse nærmere omstændigheder at modtage den
løbende, månedlige reintegrationsbistand, hvis det er
en relevant mulighed for den pågældende
udlænding. Samtalen vil skulle tilrettelægges
således, at den er relevant og tilpasset den enkelte borgers
situation.
For så vidt angår kadencen, vil den dedikerede
samtale skulle afholdes minimum hvert 2. år, hvis den
pågældende fortsat modtager kontanthjælpslignende
ydelser. Hvis udlændingen kommer kortvarigt i
beskæftigelse, men dernæst modtager
kontanthjælpslignende ydelse igen, vil den
pågældende skulle indkaldes til en ny dedikeret
samtale, hvis der er gået længere end 2 år siden
sidste dedikerede samtale. Det bemærkes, at der i forhold til
kommunernes vejledningspligt vil være et skæringspunkt,
hvor udlændingen har haft 5 års lovligt ophold i
Danmark og dermed ikke længere vil skulle vejledes
systematisk. Den pågældende vil således i stedet
- afhængigt af pågældendes ydelseshistorik -
skulle vejledes om mulighederne for at modtage hjælp til
repatriering ved enten en dedikeret samtale eller når der i
øvrigt er anledning hertil. Hvis udlændingen efter 5
års lovligt ophold opfylder kriterierne for indkaldelse til
en dedikeret samtale, vil den pågældende blive indkaldt
hertil uanset tidspunktet for den seneste samtale med kommunen,
hvor vedkommende har modtaget vejledning som led i den systematiske
vejledningspligt.
Med kontanthjælpslignende ydelser menes
kontanthjælp, uddannelseshjælp,
selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt
overgangsydelse.
Der forventes således i § 42, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 2006 af 11. december 2020 om en aktiv
beskæftigelsesindsats og i § 20 i bekendtgørelse
nr. 1175 af 25. november 2019 om opfølgning i
sygedagpengesager indført ændringer således, at
pligten til at vejlede systematisk i forbindelse med alle samtaler
afgrænses tidsmæssigt til en femårig periode. Det
forudsættes i den forbindelse, at skæringstidspunktet
for opgørelsen af den tidsperiode, den enkelte
udlænding har haft ophold i Danmark, fastsættes med
henvisning til integrationslovens § 4, stk. 1-3, hvoraf det
fremgår, hvornår kommunalbestyrelsen overtager ansvaret
for en udlænding. Denne skæringsdato anvendes i forhold
til øvrige indsatser i integrationsloven og er således
en dato, som kommunalbestyrelsen er vant til at arbejde med.
Skæringsdatoen vil således også være
styrende for afgrænsningen af den systematiske vejledning,
der fortsat skal ydes til alle nytilkomne udlændinge omfattet
af repatrieringslovens personkreds, der har haft lovligt ophold i
Danmark på op til 5 år.
De påtænkte ændringer i
bekendtgørelserne vil ske med hjemmel i § 39 i lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats og i § 10, stk. 2, i lov
om sygedagpenge, og træde i kraft samtidig med dette
lovforslag.
Med den foreslåede ordning vil der desuden være en
række udlændinge, der ikke har modtaget
kontanthjælpslignende ydelser i mere end halvandet år
ud af de seneste 3 år, og danske statsborgere med dobbelt
statsborgerskab omfattet af repatrieringslovens personkreds, som
ikke længere vil være omfattet af kommunens pligt til
systematisk vejledning.
Det bemærkes i den forbindelse, at kommunen fortsat er
forpligtet til at vejlede borgerne om muligheden for hjælp
til repatriering, når der i øvrigt er anledning til
det. Vejledningspligten efter repatrieringsloven suppleres af
forvaltningsmyndigheders generelle pligt til i fornødent
omfang at yde vejledning og bistand til personer, der retter
henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens
sagsområde, jf. forvaltningslovens § 7.
Udlændinge- og Integrationsministeriet vil - for at sikre,
at relevante personer omfattet af repatrieringslovens personkreds
fortsat modtager vejledning om muligheden for hjælp til
repatriering efter repatrieringsordningen - foretage en evaluering
af implementeringen af den nye model for kommunal vejledningspligt,
herunder navnlig med fokus på persongruppen, der skal
vejledes ved en dedikeret samtale. Evalueringen forventes at blive
foretaget i løbet af 2024.
3. Forholdet
til de databeskyttelsesretlige regler
Der vil efter forslaget skulle ske udveksling af
personoplysninger mellem politiet og kommunalbestyrelsen samt
politiet og Udbetaling Danmark, der er omfattet af
databeskyttelsesforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger
og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om
ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om
databeskyttelse)). Udvekslingen af personoplysninger omfatter
følgende kategorier af personoplysninger:
ikke-følsomme personoplysninger, jf.
databeskyttelsesforordningens artikel 6, i form af f.eks. navn og
andre identifikationsoplysninger og oplysninger om strafbare
forhold, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 10 og
databeskyttelseslovens § 8, i form af en udtalelse fra
politiet om, hvorvidt der er registreret sigtelser og domme for
strafbare forhold vedrørende ansøgeren, eller
hvorvidt der er grund til at antage, at ansøgeren har til
hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære
eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden.
Om forholdet til de databeskyttelsesretlige regler og
forvaltningsloven bemærkes følgende:
Databeskyttelsesloven supplerer og gennemfører
databeskyttelsesforordningen, jf. databeskyttelseslovens § 1,
stk. 1. Loven og forordningen gælder for behandling af
personoplysninger, der helt eller delvist foretages ved hjælp
af automatisk databehandling.
Videregivelse og indhentelse af oplysninger om fysiske personer
til og fra andre offentlige myndigheder er behandling af
personoplysninger, der er omfattet af de nævnte regler.
Databeskyttelsesforordningens artikel 5 fastlægger en
række grundlæggende behandlingsprincipper, der skal
være opfyldt ved al behandling af personoplysninger. Det
følger i den forbindelse af artikel 5, stk. 1, at
personoplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en
gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (litra a),
indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og
må ikke viderebehandles på en måde, der er
uforenelig med disse formål (litra b), være
tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er
nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de
behandles (litra c), opbevares på en sådan måde,
at det ikke er muligt at identificere de registrerede i et
længere tidsrum end det, der er nødvendigt til de
formål, hvortil de pågældende personoplysninger
behandles (litra d), opbevares på en sådan måde,
at det ikke er muligt at identificere de registrerede i et
længere tidsrum end det, der er nødvendigt til de
formål, hvortil de pågældende personoplysninger
behandles (litra e), og behandles på en måde, der
sikrer tilstrækkelig sikkerhed for de pågældende
personoplysninger, under anvendelse af passende tekniske eller
organisatoriske foranstaltninger (litra f).
Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e,
som vedrører ikke-følsomme personoplysninger, er
behandling af sådanne personoplysninger lovlig, hvis og i det
omfang behandling er nødvendig af hensyn til
udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som
henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den
dataansvarlige har fået pålagt.
Artikel 6, stk. 1, litra e, kan anvendes som direkte
behandlingshjemmel, men der er efter artikel 6, stk. 2, mulighed
for, at man kan fastsætte mere specifikke bestemmelser for at
tilpasse anvendelsen af databeskyttelsesforordningens bestemmelser
om behandling med henblik på overholdelse af stk. 1, litra c
og e.
Videre fremgår det af artikel 6, stk. 3, at EU-retten
eller medlemsstaternes nationale ret skal opfylde et formål i
samfundets interesse og stå i rimeligt forhold til det
legitime formål der forfølges. Der gælder
således et proportionalitetsprincip.
Efter databeskyttelsesforordningens artikel 10, 1. pkt.,
må behandling af personoplysninger vedrørende
straffedomme og lovovertrædelser eller tilknyttede
sikkerhedsforanstaltninger på grundlag af artikel 6, stk. 1,
kun foretages under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis
behandling har hjemmel i EU-retten eller medlemsstaternes nationale
ret, som giver passende garantier for registreredes rettigheder og
frihedsrettigheder.
Efter databeskyttelseslovens § 8, der supplerer
databeskyttelsesforordningens artikel 10, og fastsætter
regler om, hvornår der må ske behandling af oplysninger
om strafbare forhold, må der for den offentlige forvaltning
ikke behandles oplysninger om strafbare forhold, medmindre det er
nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver. Efter
databeskyttelseslovens § 8, stk. 2, 1. pkt., må de
oplysninger, der er nævnt i stk. 1, ikke videregives.
Efter databeskyttelseslovens § 8, stk. 2, nr. 3, kan
videregivelse dog ske, hvis videregivelsen er nødvendig for
udførelsen af en myndigheds virksomhed eller
påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal
træffe.
Efter databeskyttelseslovens § 11, stk. 1, kan offentlige
myndigheder behandle oplysninger om personnummer med henblik
på en entydig identifikation eller som journalnummer.
Der vil efter forslaget ske udveksling af oplysninger mellem
kommunalbestyrelsen og politiet med henblik på indhentelse af
en udtalelse fra politiet om, hvorvidt der er registreret sigtelser
i Kriminalregisteret til brug for kommunalbestyrelsens
afgørelser om hjælp til repatriering og
reintegrationsbistand, jf. de foreslåede bestemmelser i
repatrieringslovens § 7, stk. 3, og § 10, stk. 5. Der vil
endvidere ske udveksling om, hvorvidt der er registreret sigtelser
og domme i Kriminalregisteret for lovovertrædelser, der er
nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9,
begået forud for afgørelsen om hjælp til
repatriering, jf. de foreslåede bestemmelser i
repatrieringslovens § 7, stk. 4 og 5. Tilsvarende vil der ske
udveksling af oplysninger mellem Udbetaling Danmark og politiet til
brug for Udbetaling Danmarks beslutning om tilbageholdelse og i
visse tilfælde bortfald af løbende
reintegrationsbistand, jf. de foreslåede bestemmelser i
repatrieringslovens § 10, stk. 6 og 7.
Endvidere vil der efter forslaget ske udveksling af oplysninger
mellem kommunalbestyrelsen og politiet med henblik på
kommunalbestyrelsens indhentelse af en udtalelse fra politiet om,
hvorvidt der er grund til at antage, at ansøgeren har til
hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære
eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden, jf. de foreslåede bestemmelser i repatrieringslovens
§ 7, stk. 3, og § 10, stk. 5.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering,
at der er hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk.
1, litra e, til at udveksle ikke-følsomme personoplysninger
i en sag mellem politiet og henholdsvis kommunalbestyrelsen og
Udbetaling Danmark med henblik på, at
forvaltningsmyndighederne kan opnå kendskab til eventuelle
sigtelser eller domme til brug for behandlingen af en sag om
hjælp til repatriering eller reintegrationsbistand, jf. de
foreslåede bestemmelser i repatrieringslovens § 7, stk.
2-5, og § 10, stk. 4-7. Det er ligeledes vurderingen, at der
er hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra
e, til at udveksle ikke-følsomme personoplysninger i en sag
mellem politiet og en kommunalbestyrelse med henblik på, at
kommunalbestyrelsen kan indhente en udtalelse fra politiet om,
hvorvidt der er grund til at antage, at ansøgeren har til
hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære
eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden, jf. de foreslåede bestemmelser i repatrieringslovens
§ 7, stk. 3, og § 10, stk. 5. Der er herved lagt
vægt på, at udvekslingen af oplysningerne er
nødvendig af hensyn til kommunalbestyrelsens
afgørelser om hjælp til repatriering og
reintegrationsbistand, jf. de foreslåede bestemmelser i
repatrieringslovens § 7, stk. 2-5, og § 10, stk. 4-7, som
henhører under offentlig myndighedsudøvelse hos
kommunalbestyrelser, der træffer afgørelse i sager om
repatrieringstøtte efter repatrieringsloven.
Der er for så vidt angår udvekslingen af almindelige
personoplysninger mellem Udbetaling Danmark og politiet til brug
for Udbetaling Danmarks beslutning om tilbageholdelse af
reintegrationsbistand og afgørelse om bortfald af resterende
reintegrationsbistand lagt vægt på de samme hensyn som
anført ovenfor.
Det er endvidere Udlændinge- og Integrationsministeriets
vurdering, at den nævnte behandling, der er omhandlet i
databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, er
nødvendig for udførelsen af en opgave i samfundets
interesse eller som henhører under offentlig
myndighedsudøvelse, som henholdsvis kommunalbestyrelsen og
Udbetaling Danmark har fået pålagt, jf.
databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3, 2. pkt. I den
forbindelse er det vurderingen, at de foreslåede regler
angiver formålet med behandlingen af oplysningerne, og at
nødvendighedskravet er opfyldt på baggrund af de
opgaver, der efter lovforslaget påhviler kommunalbestyrelsen,
politiet og Udbetaling Danmark efter repatriereringsloven i sager
om repatrieringsstøtte. Der er herved lagt vægt
på, at indhentelsen af disse oplysninger er nødvendige
for, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse i
sager vedrørende ansøgning om
repatrieringsstøtte, jf. de foreslåede bestemmelser i
§ 7, stk. 2-5, og § 10, stk. 4-7. Indhentelse af de
nævnte oplysninger forudsætter, at der sker udveksling
af identifikationsoplysninger om ansøger med henblik
på, at politiet kan afgive udtalelse om ansøgeren til
henholdsvis kommunalbestyrelsen og Udbetaling Danmark på
baggrund af eventuelle registreringer i Kriminalregisteret.
Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker, at
identifikationsoplysningerne, der udveksles mellem henholdsvis
kommunalbestyrelserne og politiet, samt Udbetaling Danmark og
politiet, bl.a. vil være ansøgerens personnummer.
Udvekslingen sker med henblik på at sikre entydig
identifikation til brug for henholdsvis kommunalbestyrelsernes og
Udbetaling Danmarks sagsbehandling efter den foreslåede
ordning. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets
vurdering, at der er hjemmel hertil i databeskyttelseslovens §
11, stk. 1. Der er herved lagt vægt på, at udvekslingen
sker med henblik på forvaltningsmyndighedernes entydige
identifikation.
Endvidere er det Udlændinge- og Integrationsministeriets
vurdering, at det er i overensstemmelse med
databeskyttelsesforordningens artikel 10, 1. pkt., at politiet kan
videregive en udtalelse om, hvorvidt Kriminalregisteret indeholder
oplysninger om strafbare forhold (sigtelser og domme) til brug for
henholdsvis kommunalbestyrelsens og Udbetaling Danmarks sager efter
de foreslåede bestemmelser til § 7, stk. 2-5, og §
10, stk. 4-7. Ligeledes er det vurderingen, at det er i
overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 10, 1.
pkt., at politiet kan videregive en udtalelse indeholdende
oplysninger om, hvorvidt der er grund til at antage, at
ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i
udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden, til brug for kommunalbestyrelsens
afgørelse om hjælp til repatriering og
reintegrationsbistand efter de foreslåede bestemmelser til
§ 7, stk. 3, og § 10, stk. 5. Der er herved lagt
vægt på, at videregivelsen af oplysningerne foretages
under kontrol af en offentlig myndighed og det ovenfor
anførte om myndighedsudøvelse, jf.
databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, jf.
ovenfor.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering,
at der er hjemmel i databeskyttelseslovens § 8, stk. 2, nr. 3,
til at politiet kan videregive en udtalelse om, hvorvidt
Kriminalregisteret indeholder oplysninger om strafbare forhold
(sigtelser og domme) til brug for henholdsvis kommunalbestyrelsens
og Udbetaling Danmarks sager efter de foreslåede bestemmelser
til § 7, stk. 2-5, og § 10, stk. 4-7. Ligeledes er det
vurderingen, at der er hjemmel i databeskyttelseslovens § 8,
stk. 2, nr. 3, til, at politiet kan videregive en udtalelse
indeholdende oplysninger om, hvorvidt der er grund til at antage,
at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i
udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden, til brug for kommunalbestyrelsens
afgørelse om hjælp til repatriering og
reintegrationsbistand efter de foreslåede bestemmelser til
§ 7, stk. 3, og § 10, stk. 5. Ministeriet har lagt
vægt på, at videregivelse af oplysninger om sigtelser
eller domme i forbindelse med politiets udtalelse samt oplysninger
af sikkerhedsmæssig karakter i forbindelse med politiets
udtalelse om, hvorvidt der er grund til at antage, at den
pågældende har til hensigt at deltage i aktiviteter i
udlandet, hvor dette kan indebære eller forøge en fare
for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en
væsentlig trussel mod den offentlige orden, er
nødvendig for kommunalbestyrelsens vurdering af, om der er
grundlag for at træffe afgørelse om afslag på
ansøgning om repatrieringsstøtte efter de
foreslåede bestemmelser til § 7, stk. 2-5, og § 10,
stk. 4-7. Det er endvidere ministeriets vurdering, at videregivelse
af oplysninger om sigtelser og domme i forbindelse med politiets
udtalelse til Udbetaling Danmark er nødvendig for Udbetaling
Danmarks sagsbehandling efter den foreslåede ordning.
Udlændinge- og Integrationsministeriet skal i den
forbindelse bemærke, at politiets udtalelse til brug for
kommunalbestyrelsens og Udbetaling Danmarks sager efter de
foreslåede bestemmelser til § 7, stk. 2-5, og § 10,
stk. 4-7, alene vil indeholde oplysning om, hvorvidt
Kriminalregisteret indeholder oplysninger om sigtelser eller domme.
I sager, hvor kommunalbestyrelsen skal træffe
afgørelse efter de foreslåede bestemmelser til §
7, stk. 2, og § 10, stk. 4, vil politiets udtalelse alene
indeholde oplysning om, hvorvidt der er registreret sigtelser. I
sager, hvor kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse
efter de foreslåede bestemmelser til § 7, stk. 4, vil
udtalelsen alene indeholde oplysning om, hvorvidt der er
registreret sigtelser eller domme for forhold, der er begået
her i landet, inden der blev truffet afgørelse om
hjælp til repatriering, omfattet af udlændingelovens
§ 22, nr. 4-9, og hvilken bestemmelse, den
pågældende nærmere er registreret sigtet eller
dømt efter, samt om der på tidspunktet for politiets
afgivelse af udtalelse er afsagt endelig dom i sagen. I sager, hvor
Udbetaling Danmark skal træffe beslutning om tilbageholdelse
af reintegrationsbistanden eller træffe afgørelse om
bortfald af reintegrationsbistanden efter de foreslåede
bestemmelser til § 10, stk. 6, vil udtalelserne tilsvarende
indeholde oplysning om, hvorvidt der er registreret sigtelser eller
domme for forhold, der er begået her i landet, inden der blev
truffet afgørelse om repatrieringsstøtte, og som er
omfattet af udlændingelovens § 22, nr. 4-9, samt om der
på tidspunktet for politiets afgivelse af udtalelserne er
afsagt endelig dom i sagen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker
endvidere, at politiets udtalelse til brug for kommunalbestyrelsens
afgørelse efter de foreslåede bestemmelser til §
7, stk. 3 og § 10, stk. 5, alene vil fastslå, om
sikkerhedsmæssige hensyn efter politiets vurdering
fører til, at der er grund til at antage, at
ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i
udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden. Det forudsættes endvidere,
at politiets udtalelse vil skulle opfylde betingelserne om
begrundelse i forvaltningslovens § 24,
Endelig bemærker Udlændinge- og
Integrationsministeriet, at da der er tale om oplysninger om
strafbare forhold, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 10,
må de oplysninger, der videregives, ikke gå videre end
formålet hermed, jf. herved artikel 5 om
behandlingsprincipperne, som er beskrevet ovenfor. Det betyder
f.eks., at man efter bestemmelsen i artikel 5 ikke videregiver
yderligere oplysninger end de tidligere nævnte oplysninger om
sigtelser og domme, eller oplysninger om hvorvidt der er
sikkerhedsmæssige hensyn eller ej.
Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker, at
det fremgår af forvaltningslovens § 28, stk. 1, 1. pkt.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med
efterfølgende ændringer, at for manuel videregivelse
af oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden
forvaltningsmyndighed gælder reglerne i
databeskyttelseslovens §§ 6-8 og 10 og § 11, stk. 1,
og i artikel 5, stk. 1, litra a-c, artikel 6, artikel 7, stk. 3, 1.
og 2. pkt., artikel 9 og 10 og artikel 77, stk. 1, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27.
april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen), jf.
§ 2, stk. 1, i databeskyttelsesloven (lov nr. 429 af 31. maj
2000 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger
og om fri udveksling af sådanne oplysninger).
Det fremgår endvidere af forvaltningslovens § 28,
stk. 1, 2. pkt., at for videregivelse af personoplysninger til en
anden forvaltningsmyndighed, der helt eller delvis foretages ved
hjælp af automatisk databehandling, finder reglerne i
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
anvendelse.
Bestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk. 1, 2. pkt.,
indebærer, at for elektronisk videregivelse af oplysninger
mellem forvaltningsmyndigheder gælder reglerne om behandling
af personoplysninger i databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3 og 2.4 i de
almindelige bemærkninger.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes samlet set at medføre yderst
begrænsede merudgifter for det offentlige. Merudgifterne
forventes samlet set at kunne holdes inden for de eksisterende
økonomiske rammer.
Lovforslagets element 2.2. Ændring af sammensætning
og udbetalingstidspunkt af hjælp til repatriering forventes
samlet set at medføre kommunale mindreudgifter på ca.
0,3 mio. kr. i 2021 og 0,9 mio. kr. årligt fra 2022 og frem.
Mindreudgifterne kan henføres til en forenkling af den
kommunale sagsbehandling.
Lovforslagets elementer 2.3. Nægtelse af hjælp til
repatriering af hensyn til statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller den offentlige orden og 2.4. Indhentelse af
udtalelse fra politiet om registrerede sigtelser og domme i
Kriminalregisteret forventes at medføre yderst
begrænsede merudgifter for Rigspolitiet, som kan finansieres
inden for de eksisterende økonomiske rammer. Elementerne
forventes endvidere at medføre kommunale merudgifter for 0,1
mio. kr. fra 2022 og frem. Merudgifterne kan henføres til en
ny arbejdsgang for kommunerne, hvor Rigspolitiet skal høres
om oplysninger om ansøger i Kriminalregisteret. Endeligt
forventes elementerne at medføre begrænsede
merudgifter for Udbetaling Danmark fra 2021 og frem, der
finansieres via bevillingen til dækning af Udbetaling
Danmarks administrationsomkostninger mv.
Lovforslagets element 2.7. Dedikeret kommunal vejledning om
repatriering forventes at medføre kommunale merudgifter for
0,3 mio. kr. i 2021 og 0,8 mio. kr. i 2022 og frem. Merudgifterne
kan henføres til afholdelse af samtaler for en
begrænset målgruppe.
Lovforslaget forventes samlet set at være udgiftsneutralt
for kommunerne. Lovforslagets økonomiske konsekvenser
forhandles med kommunerne efter gældende regler.
Lovforslagets element om ny ydelsesstruktur medfører
væsentlige positive implementeringsmæssige
konsekvenser, idet den forenklede ydelsesstruktur medfører,
at kommunen i forbindelse med sagsbehandlingen ikke som i dag skal
tage stilling til, hvorvidt den pågældende
ansøger konkret kan bevilges en række delydelser, men
derimod fremover kun skal tage stilling til, om ansøgeren
opfylder de generelle betingelser for at opnå støtte
til repatriering og om pågældende ønsker at
overføre en del fra anden udbetaling til første
udbetaling.
Lovforslagets element om indhentelse af en udtalelse fra
politiet om registrerede sigtelser og domme om ansøgeren i
Kriminalregisteret i forbindelse med ansøgning om
hjælp til repatriering samt i forbindelse med udbetaling af
den sidste del af støtten medfører i begrænset
omfang negative implementeringsmæssige konsekvenser, idet
bestemmelsen medfører, at kommunen skal foretage yderligere
skridt for at oplyse sagen. Bestemmelsen medfører derimod
ikke, at kommunen skal træffe flere afgørelser.
Lovforslagets element om, at kommunalbestyrelsen i visse sager
kan anmode om oplysninger hos politiet, om der er grund til at
antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i
aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge
en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en
væsentlig trussel mod den offentlige orden, før
kommunen træffer afgørelse i ansøgningen om
hjælp til repatriering, medfører yderst
begrænsede negative implementeringsmæssige
konsekvenser, idet kommunalbestyrelsen i disse tilfælde vil
skulle foretage yderligere skridt for at oplyse sagen. Bestemmelsen
medfører derimod ikke, at kommunen skal træffe flere
afgørelser, idet det må forventes at være et
meget begrænset antal sager.
Lovforslagets element om bortfald af yderligere støtte
ved bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 21 b, stk. 1, medfører i yderst begrænset
omfang negative implementeringsmæssige konsekvenser, idet det
må forventes at være et meget begrænset antal
sager, hvor den person, der er repatrieret, meddeles
afgørelse om bortfald af opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 21 b, stk. 1.
Lovforslagets element om dedikeret kommunal vejledning af
repatriering vil endvidere medføre en ændring af den
eksisterende kommunale vejledningspligt om repatriering. Elementet
vil medføre en fokusering af den omfattede gruppe, hvor
disse vil modtage dedikerede samtaler om repatriering i
forlængelse af eksisterende samtaler med den kommunale
forvaltning. Fokuseringen af persongruppen sker på baggrund
af objektive kriterier.
Lovforslaget vurderes at være i overensstemmelse med
principperne om digitaliseringsklar lovgivning.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Forslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslagets elementer om, at kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse om afslag på hjælp til repatriering,
hvis ansøgeren i forbindelse med behandlingen af
ansøgningen eller frem til udrejsen registreres som sigtet i
Kriminalregisteret og at kommunalbestyrelsen eller Udbetaling
Danmark træffer afgørelse om tilbageholdelse og
bortfald, hvis ansøgeren efter udrejsen sigtes eller
dømmes for visse former for alvorlig kriminalitet, der er
begået inden udrejsen, indebærer, at ansøgeren
efter omstændighederne vil skulle partshøres efter de
forvaltningsretlige krav herom.
Tilsvarende vil gælde ved kommunalbestyrelsens
afgørelser om afslag på repatrieringsstøtte,
fordi der er grund til at antage, at ansøgeren har til
hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære
eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden.
Efter forslaget kan kommunalbestyrelsens afgørelser om
afslag på hjælp til repatriering på baggrund af
høring af politiet om, hvorvidt der er grund til at antage,
at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i
udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden, ikke indbringes for
Ankestyrelsen. Sådanne afgørelser vil kunne indbringes
for domstolene. Afgørelserne vil desuden være omfattet
af Folketingets Ombudsmands kompetence, og den repatrierede person
vil således kunne klage over en sådan afgørelse
til ombudsmanden.
7. Klima- og
miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klima- eller miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 5. februar 2021
til den 5. marts 2021 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatsamfundet, Albertslund Kommune, Allerød Kommune,
Amnesti Nu, Amnesty International, Assens Kommune, Asylret, ATP,
Ballerup Kommune, Bedsteforældre for Asyl, Billund Kommune,
Bornholms Kommune, Brøndby Kommune, Brønderslev
Kommune, Centralorganisationernes Fællesudvalg CFU, Danes
Worldwide, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Rederiforening,
Danmarks Rejsebureauforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Flygtningehjælp, Den Danske Dommerforening, DFUNK - Dansk
Flygtningehjælp Ungdom, Dansk Socialrådgiverforening,
Danske Advokater, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske
Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, Den Katolske Kirke
i Danmark, Det nationale Institut for Kommuners og Regioners
analyse og forskning - KORA, DIGNITY - Dansk Institut mod Tortur,
Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Dragør
Kommune, Egedal Kommune, Esbjerg Kommune, Fanø Kommune,
Favrskov Kommune, Faxe Kommune, Finans Danmark, Finanstilsynet,
Finansrådet, Folkehøjskolernes Forening i Danmark,
Foreningen af Udlændingeretsadvokater,
Foreningsfællesskabet Ligeværd, Forsikring og Pension,
Fredensborg Kommune, Fredericia Kommune, Frederiksberg Kommune,
Frederikshavn Kommune, Frederikssund Kommune, Frivilligrådet,
Furesø Kommune, Færøernes Landsstyre,
Faaborg-Midtfyn Kommune, Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune,
Glostrup Kommune, Greve Kommune, Gribskov Kommune, Guldborgsund
Kommune, Haderslev Kommune, Halsnæs Kommune, Hedensted
Kommune, Helsingør Kommune, Herlev Kommune, Herning Kommune,
Hillerød Kommune, Hjørring Kommune, Holbæk
Kommune, Holstebro Kommune, Horsens Kommune, Hvidovre Kommune,
Høje-Taastrup Kommune, Hørsholm Kommune, Ikast-Brande
Kommune, Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital,
Indvandrerrådgivningen, Institut for Menneskerettigheder,
International Organization for Migration (IOM), Ishøj
Kommune, Jammerbugt Kommune, Kalundborg Kommune, Kerteminde
Kommune, Kirkernes Integrationstjeneste, Knud Vilby (på vegne
af Fredsfonden), Kolding Kommune, Kommunalteknisk chefforening,
Kommunernes Landsforening (KL), Kvindernes Internationale Liga for
Fred og Frihed (Kvindefredsligaen), Københavns Kommune,
Køge Kommune, Landsforeningen Adoption og Samfund,
Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsorganisation af
kvindekrisecentre (LOKK), Langeland Kommune, Ledernes
Hovedorganisation, Lejre Kommune, Lemvig Kommune, Lolland Kommune,
Lyndby-Taarbæk Kommune, Læsø Kommune,
Mariagerfjord Kommune, Mellemfolkeligt Samvirke, Middelfart
Kommune, Morsø Kommune, Norddjurs Kommune, Nordfyn Kommune,
Nyborg Kommune, Næstved Kommune, Odder Kommune, Odense
Kommune, Odsherred Kommune, Plums Fond for fred, økologi og
bæredygtighed (tidl. Fredsfonden), Politiforbundet i Danmark,
Naalakkersuisut (Grønlands Selvstyre), PRO-Vest,
Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for
Østre Landsret, Randers Kommune, Rebild Kommune, Red Barnet,
Refugees Welcome, Retspolitisk Forening, Retten i Esbjerg, Retten i
Glostrup, Retten i Helsingør, Retten i Herning, Retten i
Hillerød, Retten i Hjørring, Retten i Holbæk,
Retten i Holstebro, Retten i Horsens, Retten i Kolding, Retten i
Lyngby, Retten i Nykøbing Falster, Retten i Næstved
Retten i Odense, Retten i Randers, Retten i Roskilde, Retten i
Svendborg, Retten i Sønderborg, Retten i Viborg, Retten i
Aalborg, Retten i Århus, Retten på Bornholm, Retten
på Frederiksberg, Rigsadvokaten, Rigsrevisionen,
Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringsted Kommune, Roskilde
Kommune, Rudersdal Kommune, Røde Kors, Rødovre
Kommune, Rådet for Etniske Minoriteter, Rådet for
Socialt Udsatte, Sammenslutning af Danske Småøer,
Samsø Kommune, samtlige byretter, Silkeborg Kommune,
Skanderborg Kommune, Skive Kommune, Slagelse Kommune, Solrød
Kommune, Sorø Kommune, SOS Racisme, Stevns Kommune, Struer
Kommune, Svendborg Kommune, Syddjurs Kommune, Sønderborg
Kommune, Sø- og Handelsretten, Udbetaling Danmark, UNHCR
Regional Repræsentation for Northern Europe, UNICEF Danmark,
Thisted Kommune, Tønder Kommune, Tårnby Kommune,
Vallensbæk Kommune, Varde Kommune, Vejen Kommune, Vejle
Kommune, Vesthimmerlands Kommune, Viborg Kommune, Vordingborg
Kommune, Work-live-stay southern Denmark, Ældresagen,
Ægteskab Uden Grænser, Ærø Kommune,
Aabenraa Kommune, Aalborg Kommune, Aarhus Erhverv / International
Community, Århus Kommune, 3F, 3F Privat Service, Hotel og
Restauration (3F PSHR).
10. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,
anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,
anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Lovforventes at medføre
mindreudgifter for kommunerne på 0,3 mio. kr. i 2021 og 0,9
mio. kr. fra 2022 og frem. | Lovforslaget forventes at medføre
merudgifter for kommunerne på 0,3 mio. kr. i 2021 og 0,9 mio.
kr. fra 2022 og frem. Lovforslaget forventes endvidere at
medføre yderst begrænsede merudgifter for
Rigspolitiet, som holdes inden for de eksisterende
økonomiske rammer. Lovforslaget forventes endvidere at
medføre begrænsede merudgifter for Udbetaling Danmark
fra 2021 og frem, der finansieres via bevillingen til dækning
af Udbetaling Danmarks administrationsomkostninger, mv. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Lovforslaget forventes at medføre
positive implementeringskonsekvenser for kommunerne i kraft af
forenklet sagsbehandling. | Lovforslaget forventes at medføre
negative implementeringskonsekvenser for kommunerne i kraft af nye
opgaver. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | En person, der søger om hjælp
til repatriering eller udbetaling af den resterende del samt
løbende udbetaling af reintegrationsbistand vil efter
omstændighederne skulle partshøres Kommunalbestyrelsens afgørelser om
afslag i tilfælde, hvor der er grund til at antage, at
ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i
udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden, kan ikke indbringes for
Ankestyrelsen. | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter | Er i strid med de principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/ Går videre end minimumskrav i
EU-regulering (sæt X) | Ja | Nej | | X | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved
repatriering efter loven forstås personers frivillige
tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med
henblik på at tage varig bopæl.
Definitionen er i overensstemmelse med den almindelige
internationale forståelse af begrebet. Betingelsen om, at
tilbagevenden skal ske med henblik på at tage varig
bopæl, indebærer, at det ikke anses som repatriering,
hvis en person alene har til hensigt at opholde sig i hjemlandet
eller det tidligere opholdsland i en periode og derefter vende
tilbage til Danmark.
Det foreslås at ændre §
2 således, at der ved repatriering forstås,
foruden tilbagevenden til hjemland eller tidligere opholdsland,
personers frivillige tilbagevenden til et land, hvortil de har
nær familiemæssig tilknytning, med henblik på at
tage varig bopæl.
Bestemmelsen ændres for at udvide mulighederne for
repatriering for de personer omfattet af repatrieringsordningens
personkreds, som har nær familiemæssig tilknytning til
- og dermed ønske om at repatriere til - et andet land end
deres hjemland eller tidligere opholdsland. Det er således
hensigten at gøre ordningen mere fleksibel og attraktiv for
den persongruppe, der er omfattet af repatrieringsloven.
Forslaget indebærer således, at personer omfattet af
repatrieringslovens persongruppe ikke vil være
begrænset til kun at kunne repatriere til deres hjemland
eller tidligere opholdsland, men ligeledes vil få mulighed
for at repatriere med økonomisk støtte til et andet
land, hvortil de har nær familiemæssig tilknytning.
Ved »nær familiemæssig tilknytning«
forstås ægtefæller samt slægtninge i op- og
nedadgående linje i første led. Der tages
således eksempelvis sigte på situationer, hvor
ægtefæller, der ønsker at repatriere sammen, har
forskellige nationaliteter og ønsker at bosætte sig i
den ene ægtefælles hjemland eller tidligere
opholdsland, hvor den anden ægtefælle aldrig har boet.
Ændringen medfører desuden, at en ansøger vil
kunne repatriere til det land, hvor vedkommendes børn eller
forældre bor.
Kravet om nær familiemæssig tilknytning skal sikre
mulighed for at repatriere i de situationer, hvor den person, der
repatrierer, ønsker at etablere eller opretholde
båndet til sin nærmeste familie i et andet land end
hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Der er ved kravet om
nær familiemæssig tilknytning desuden taget
højde for, at visse personer, der ønsker at
repatriere, kan have et ønske om at forsørge eller
lade sig forsørge af sin nærmeste familie ved
tilbagevenden.
Det vil være afgørende, at den
pågældende på tidspunktet for repatrieringen har
en nær familiemæssig tilknytning til landet, ligesom
det forudsættes, at den pågældende har
dokumentation for lovligt at kunne indrejse og opholde sig varigt i
landet. Dokumentation for et sådant ophold kan f.eks.
være en midlertidig opholdstilladelse udstedt med henblik
på forlængelse eller varigt ophold.
Kommunalbestyrelsen vil, henset til at de har
afgørelseskompetencen i sager om repatrieringsstøtte,
være ansvarlig for som led i sagsbehandlingen at indhente
relevante oplysninger i sagen, herunder at foretage vurderingen af
den nære familiemæssige tilknytning samt dokumentation
for lovlig indrejse og fremadrettet lovligt ophold i det
pågældende land. Den til enhver tid ansvarlige for
rådgivningsopgaven efter repatrieringslovens § 4, stk. 1
og 2, som på nuværende tidspunkt varetages af Dansk
Flygtningehjælp, vil i forbindelse med rådgivning om
repatriering have mulighed for at oplyse sagen sammen med
ansøgeren og således bistå kommunalbestyrelsen
med sagens forberedelse.
Det vil ligeledes være afgørende, at den person,
der udgør ansøgerens nære familiemæssige
tilknytning til et andet land end ansøgerens hjemland eller
tidligere opholdsland, selv har en længerevarende tilknytning
til samt lovlig ophold i det pågældende land.
Eksempelvis vil en ægtefælles tidligere kortvarende
arbejds- og studieophold eller lignende i et givent land
således ikke være tilstrækkeligt til, at et
ægtepar sammen kan repatriere til det pågældende
land, hvis ingen af dem i øvrigt tidligere har haft
længerevarende ophold i landet. Det vil imidlertid bero
på kommunalbestyrelsens samlede vurdering af sagens
omstændigheder, hvornår den pågældendes
tilknytning til landet vil kunne anses for at være af en
sådan karakter og længde, at varig repatriering til det
pågældende land er muligt.
Det forudsættes endvidere, at den person, hvis forhold
giver ansøgerens nære familiemæssige tilknytning
til et andet land end ansøgerens hjemland eller tidligere
opholdsland, også selv skal være omfattet af
repatrieringslovens personkreds og i øvrigt opfylde
betingelserne for repatriering, såfremt denne person
repatrierer sammen med ansøgeren.
Med den foreslåede ordning vil udlændinge ligeledes
i nogen grad få mulighed for at repatriere til et andet
EU-land, såfremt landet, hvortil pågældende har
nær familiemæssig tilknytning, er et EU-land, og
såfremt betingelserne for repatriering i øvrigt er
opfyldt, herunder at pågældende ikke selv er EU-borger,
som fortsat ikke vil være omfattet af ordningen, jf.
repatrieringslovens § 3, stk. 6.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
afsnit 2.1.
Til nr. 2
Det fremgår af repatrieringslovens § 3, stk. 1, at
loven gælder for flygtninge m.v., familiesammenførte
udlændinge til flygtninge m.v., andre
familiesammenførte udlændinge, jf. stk. 2-4, og danske
statsborgere med dobbelt statsborgerskab, der i forbindelse med
repatriering løses fra deres danske statsborgerskab. Andre
familiesammenførte udlændinge omfatter
udlændinge med opholdstilladelse som følge af
familiemæssig tilknytning til en udlænding, der ikke er
flygtning m.v., og skal have haft opholdstilladelse her i landet i
mindst fem år for at være omfattet af lovens
personkreds.
Efter repatrieringslovens § 3, stk. 1, omfatter loven
endvidere udlændinge, som er meddelt opholdstilladelse i
Danmark efter regler, som gjaldt før udlændingeloven
af 1983, jf. lov nr. 226 af 8. juni 1983, eller som er født
her i landet som efterkommere af disse.
Er en udlændings opholdstilladelse nægtet
forlænget eller inddraget, jf. udlændingelovens §
11, stk. 2, og § 19, stk. 1, anses den pågældende
for at være omfattet af loven indtil udløbet af den
udrejsefrist, der er fastsat i forbindelse med afgørelsen om
nægtelse af forlængelse eller inddragelse af
opholdstilladelse, jf. repatrieringslovens § 3, stk. 5.
Det fremgår desuden af repatrieringslovens § 3, stk.
6, at loven ikke gælder for personer, der er statsborgere i
et andet nordisk land eller er statsborgere i et land, som er
tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen
om Det Europæiske Økonomiske Samarbejde eller er
omfattet af Den Europæiske Unions regler om visumfritagelse
og om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i
forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering
og udveksling af tjenesteydelser m.v.
En udlænding, der ikke er omfattet af repatrieringslovens
personkreds, kan ansøge udlændinge- og
integrationsministeren om at blive omfattet af repatrieringsloven,
jf. repatrieringslovens § 3, stk. 7. Bestemmelsen har
været tilsigtet anvendt over for udlændinge, der har
haft et langvarigt ophold i Danmark.
Efter fast praksis lægger Udlændinge- og
Integrationsministeriet ved behandlingen af ansøgninger
efter repatrieringslovens § 3, stk. 7, som udgangspunkt
vægt på, om den pågældende har haft
opholdstilladelse i mindst fem år (svarende til det krav til
opholdstid, der stilles til familiesammenførte
udlændinge til andre end flygtninge m.v., jf. lovens §
3, stk. 4), og om vedkommende er meddelt opholdstilladelse med
mulighed for varigt ophold eller tidsubegrænset
opholdstilladelse.
Afgørelsen af hvorvidt en udlænding kan omfattes af
bestemmelsen beror på en konkret og individuel vurdering. Der
er derfor ikke tale om en udtømmende opremsning. Hvis der
foreligger andre ganske særlige omstændigheder, vil
pågældende således efter en konkret og individuel
vurdering kunne omfattes af loven. Der kan herved henvises til
repatrieringslovens § 3, stk. 7.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at § 3, stk.
7, ændres, således at udlændinge- og
integrationsministeren efter ansøgning vil kunne beslutte,
at en udlænding, der har opholdstilladelse efter
repatrieringslovens § 3, stk. 3 eller 4, men som pga.
særlige omstændigheder ikke opfylder betingelserne i
§ 7, stk. 9, nr. 1, jf. § 7, stk. 8, skal anses for
omfattet af loven.
Forslag til hjemmelen i stk. 7 er indsat med henblik på,
at der ved særlige omstændigheder kan ydes hjælp
til repatriering til familiesammenførte udlændinge,
der er omfattet af repatrieringslovens § 3, stk. 3 eller 4,
hvis der foreligger hindringer for at opfylde betingelserne i
lovens § 7, stk. 9, nr. 1, jf. § 7, stk. 8.
Formålet med den foreslåede ændring af
bestemmelsen er at sikre, at hvis en familiesammenført
udlænding ønsker at blive skilt fra og ikke
længere samleve med sin herboende ægtefælle, men
det som følge af særlige omstændigheder ikke er
muligt eller er forbundet med vanskeligheder, så vil den
pågældende udlænding have samme adgang til at
opnå hjælp til repatriering, som hvis udlændingen
var blevet skilt.
Der vil navnlig foreligge særlige omstændigheder
efter den foreslåede ændring af bestemmelsen, hvis
udlændingens ægtefælle ikke vil samtykke til at
blive skilt, eller hvis udlændingen ikke tør rette
henvendelse til ægtefællen med henblik på at
opnå skilsmisse, på baggrund af f.eks. vold, negativ
social kontrol el. lign., der understøttes af oplysninger om
individuelle forhold.
Udlændinge- og Integrationsministeriet vil i vurderingen i
afgørelsen f.eks. lægge vægt på
oplysninger om, at udlændingen er indlogeret på et
krisecenter, eller oplysninger fra en kommune, politiet eller andre
myndigheder, der tyder på, at udlændingen har
været udsat for negativ social kontrol. Det
forudsættes, at der er tale om forhold med en vis
intensitet.
Afgørelsen vil bero på en konkret og individuel
vurdering. Der er derfor ikke tale om en udtømmende
opregning af kriterier. Såfremt der foreligger andre ganske
særlige omstændigheder, vil den
familiesammenførte udlænding således efter en
konkret og individuel vurdering kunne anses for omfattet af
repatrieringsloven.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 2.6. om udvidelse af
dispensationsadgang.
Til nr. 3
Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved
repatriering efter loven forstås personers frivillige
tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med
henblik på at tage varig bopæl.
Det følger af § 4, stk. 1, at Udlændinge- og
Integrationsministeriet har ansvaret for den individuelle
rådgivning af herboende personer, som udtrykker ønske
om at vende tilbage til deres hjemland eller tidligere opholdsland,
og varetager den generelle informationsindsats vedrørende
repatriering.
Det foreslås, at i § 4, stk.
1, ændres »eller tidligere opholdsland«
til: », tidligere opholdsland eller et land, hvortil de har
nær familiemæssig tilknytning«.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1 om,
at personer omfattet af repatrieringsloven fremover vil have
mulighed for at repatriere til et andet land end deres hjemland
eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær
familiemæssig tilknytning til det pågældende
land.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Det følger af repatrieringslovens § 5, 1. pkt., at
kommunalbestyrelserne vejleder i forbindelse med den særlige
integrationsindsats efter integrationsloven, eller når der i
øvrigt er anledning hertil, om mulighederne for at modtage
hjælp til repatriering.
Kommunerne er således forpligtet til at vejlede generelt
om mulighederne for repatriering efter repatrieringsloven, hvilket
vil sige mulighed for hjælp til repatriering samt under visse
nærmere omstændigheder muligheden for
reintegrationsbistand.
Efter integrationslovens § 20 b har kommunalbestyrelsen
pligt til som led i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet
eller introduktionsprogrammet at vejlede udlændinge om
mulighederne for repatriering efter repatrieringsloven.
Vejledningen om repatriering skal gives i forbindelse med en
løbende opfølgning på kontrakten efter
integrationslovens § 20, stk. 1. Det betyder, at
udlændinge omfattet af repatrieringslovens personkreds, skal
vejledes i forbindelse med alle samtaler, der gennemføres
som led i den løbende opfølgning på kontrakten
efter integrationsloven. Vejledning om repatriering skal
indgå som en fast del af kommunalbestyrelsens vurdering af
den enkeltes muligheder.
Forpligtelsen indebærer, at kommunerne yder en systematisk
og ensartet vejledningsindsats for udlændinge omfattet af et
selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et
introduktionsprogram samt at navnlig udlændinge, der har
svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet,
har tilstrækkelig grundlag for at tage stilling til og
eventuelt træffe beslutning om at repatriere.
Integrationslovens § 4, stk. 1-3, indeholder de
nærmere regler for, hvornår kommunalbestyrelsen har
ansvar for nyankomne udlændinge omfattet af et
selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller
introduktionsprogram.
Kommunernes vejledningspligt om repatriering er endvidere
reguleret i § 20 i bekendtgørelse nr. 1175 af 25.
november 2019 om opfølgning i sygedagpengesager, som er
udstedt i medfør af bl.a. § 10, stk. 2, i lov om
sygedagpenge, som ændret ved lov nr. 551 af 7. maj 2019,
hvorefter kommunalbestyrelserne som led i
sygedagpengeopfølgningen efter kapitel 6 i sygedagpengeloven
under alle samtalerne vejleder sygemeldte udlændinge, som er
omfattet af repatrieringsloven, om mulighederne for repatriering
efter repatrieringsloven.
Vejledningspligten er endelig reguleret i § 42, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 2006 af 11. december 2020 om en aktiv
beskæftigelsesindsats, som er udstedt i medfør af
bl.a. § 39 i lov om aktiv beskæftigelsesindsats som
ændret ved lov nr. 1557 af 27. december 2019, hvorefter
jobcenteret under alle jobsamtaler vejleder personer, som er
omfattet af repatrieringsloven, om mulighederne for repatriering
efter repatrieringsloven.
Det foreslås at ændre §
5, således, at kommunalbestyrelsen minimum hvert 2.
år vejleder udlændinge, som har haft opholdstilladelse
i Danmark i minimum 5 år, og som har modtaget
kontanthjælp, uddannelseshjælp,
selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse i
mindst 18 ud af de seneste 36 måneder, om mulighederne for at
modtage hjælp til repatriering ved en selvstændig,
dedikeret samtale.
Det vil således følge af den foreslåede
ordning, at omfanget og karakteren af den kommunale
vejledningspligt vil differentiere afhængig af, hvor
længe udlændingen har haft opholdstilladelse i Danmark,
og hvorvidt udlændingen har modtaget
kontanthjælpslignende ydelser i en længere periode.
Bestemmelsen har til formål, at udlændinge, som har
opholdt sig lovligt i Danmark i 5 år eller derover fra
tidspunktet for kommunalbestyrelsens overtagelse, jf.
integrationslovens § 4, stk. 1-3, og som på trods heraf
modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp,
selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse,
vil skulle modtage en dedikeret og fokuseret samtale om hjælp
til repatriering i forlængelse af en obligatorisk samtale,
som pågældende vil blive indkaldt til hos kommunen. Den
dedikerede samtale om repatriering vil skulle afholdes minimum
hvert 2. år. Hvis udlændingen kommer kortvarigt i
beskæftigelse, men dernæst modtager
kontanthjælpslignende ydelser igen, vil
pågældende således skulle indkaldes til en ny
dedikeret samtale, hvis der er gået længere end 2
år siden sidste dedikerede samtale. En udlænding
omfattet af repatrieringsordningen vil efter 5 års lovligt
ophold i Danmark således overgå fra at være
omfattet af den systematiske vejledningspligt til muligheden for
indkaldelse til en dedikeret samtale om repatriering. Hvis
udlændingen efter 5 års lovligt ophold opfylder
kriterierne for indkaldelse til en dedikeret samtale, vil den
pågældende således blive indkaldt hertil uanset
tidspunktet for den seneste samtale med kommunen, hvor vedkommende
har modtaget vejledning som led i den systematiske
vejledningspligt.
Den dedikerede vejledning vil bestå af en
selvstændig samtale af 15-30 minutters varighed om muligheden
for at opnå støtte til repatriering. Samtalen vil af
hensyn til kommunernes administration skulle ligge i umiddelbar
forlængelse af en af udlændingens øvrige
obligatoriske samtaler hos kommunen. Det vil være op til den
enkelte kommune at tilrettelægge den praktiske afholdelse af
samtalen, herunder hvem der afvikler samtalen. Samtalen vil med
udgangspunkt i den enkeltes aktuelle situation på det danske
arbejdsmarked både skulle omhandle muligheden for at
opnå hjælp til repatriering og muligheden for efter
visse nærmere omstændigheder at modtage den
løbende, månedlige reintegrationsbistand. Samtalen vil
skulle tilrettelægges således, at den er relevant og
tilpasset den enkelte borgers situation.
Til nr. 5
Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved
repatriering efter loven forstås personers frivillige
tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med
henblik på at tage varig bopæl.
Det følger repatrieringslovens § 5, 2. pkt., at
kommunalbestyrelsen underretter Udlændinge- og
Integrationsministeriet eller den myndighed, organisation eller
forening, som ministeriet har overladt rådgivningsopgaven
til, når personer udtrykker ønske om at vende tilbage
til deres hjemland eller tidligere opholdsland.
Det foreslås, at i § 5, 2.
pkt., ændres »eller tidligere opholdsland«
til: », tidligere opholdsland eller et land, hvortil de har
nær familiemæssig tilknytning«.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1 om,
at personer omfattet af repatrieringsloven fremover vil have
mulighed for at repatriere til et andet land end deres hjemland
eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær
familiemæssig tilknytning til det pågældende
land.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved
repatriering efter loven forstås personers frivillige
tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med
henblik på at tage varig bopæl.
Det følger af repatrieringslovens § 6, stk. 1, 1.
pkt., at kommunalbestyrelsen, uanset bestemmelserne i § 5 i
lov om aktiv socialpolitik, § 3 i lov om sygedagpenge og
§ 62 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., efter
ansøgning kan give tilladelse til, at en person modtager
hjælp til forsørgelse efter reglerne i lov om aktiv
socialpolitik, sygedagpenge efter reglerne i lov om sygedagpenge
eller arbejdsløshedsdagpenge efter reglerne i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., hvis den
pågældende deltager i praktik eller
uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på
senere at træffe beslutning om repatriering.
Det følger desuden af repatrieringslovens § 7, stk.
1, 2. pkt., at der kun kan udbetales hjælp til repatriering,
hvis personen ikke har midler hertil, jf. stk. 8, og ønsker
at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med
henblik på at tage varig bopæl.
Det følger videre af repatrieringslovens § 8, at
kommunalbestyrelsen efter ansøgning i ganske særlige
tilfælde kan yde hjælp i op til 12 måneder til
betaling af boligudgifter for en familie, hvis et familiemedlem
vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland forud
for resten af familien.
Endelig følger det af repatrieringslovens § 10, stk.
1, nr. 2, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en
løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år
til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, hvis
personen ønsker at vende tilbage til hjemlandet eller det
tidligere opholdsland med henblik på at tage varig
bopæl.
Det foreslås, at der i § 6, stk.
1, 1. pkt., § 7, stk. 1, 2. pkt., § 8, og § 10, stk. 1, nr. 2, ændres
»eller det tidligere opholdsland« til: », det
tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning,«.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1. om,
at personer omfattet af repatrieringsloven fremover vil have
mulighed for at repatriere til et andet land end deres hjemland
eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær
familiemæssig tilknytning til det pågældende
land.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 7
Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved
repatriering efter loven forstås personers frivillige
tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med
henblik på at tage varig bopæl.
Det følger af repatrieringslovens § 6 a, stk. 1, at
kommunalbestyrelsen kan tilbyde vejledning og opkvalificering i
Danmark til personer omfattet af § 3, hvor det vurderes
relevant med henblik på at kunne understøtte eller
forberede tilbagevenden til hjemlandet eller et tidligere
opholdsland.
Det foreslås, at der i § 6 a,
stk. 1, ændres »eller et tidligere
opholdsland« til: », et tidligere opholdsland eller et
land, hvortil de har nær familiemæssig
tilknytning«.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1. om,
at personer omfattet af repatrieringsloven fremover vil have
mulighed for at repatriere til et andet land end deres hjemland
eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær
familiemæssig tilknytning til det pågældende
land.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 8
Det fremgår af repatrieringslovens § 7, stk. 1, at
kommunalbestyrelsen efter ansøgning yder hjælp til en
person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7. Der kan kun
ydes hjælp til repatriering, hvis personen ikke har midler
hertil, jf. stk. 8, og ønsker at vende tilbage til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at
tage varig bopæl.
Ved lov nr. 704 af 8. juni 2017 om ændring af
repatrieringsloven og udlændingeloven (Øget
støtte til repatriering, genindførelse af
resultattilskud til kommunerne og indførelse af absolut
tilbagebetalingskrav m.v.) blev repatrieringslovens § 7, stk.
5 og 6, indsat i repatrieringsloven som nye stykker, og de
dagældende § 7, stk. 5-8, blev som konsekvens heraf
ændret til § 7, stk. 7-10.
Der blev imidlertid ikke samtidig foretaget konsekvensrettelse i
§ 7, stk. 1, 2. pkt.
Ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af
udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og
forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af
opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af
familiesammenføringer, skærpet straf for
overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af
opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse
for forsørgere m.v.) blev repatrieringslovens § 7, stk.
10, indsat i repatrieringsloven som nyt stykke, og den
dagældende § 7, stk. 10, blev som konsekvens heraf
ændret til § 7, stk. 11.
Der blev imidlertid heller ikke her foretaget konsekvensrettelse
i § 7, stk. 1, 2. pkt.
Ved lovforslagets § 1, nr. 9, bliver § 7, stk. 7-12,
til stk. 6-11.
Det foreslås derfor, at § 7,
stk. 1, 2. pkt., ændres, således at »stk.
9« konsekvensrettes til »stk. 11«.
Forslaget indebærer, at der sker en korrekt henvisning til
bestemmelsen i repatrieringsloven. Der er således alene tale
om en lovteknisk ændring.
Til nr. 9
Det fremgår af repatrieringslovens § 7, stk. 2, at
hjælp til repatriering omfatter udgifter til rejsen fra
Danmark til hjemlandet eller det tidligere opholdsland (nr. 1),
udgifter på højst 30.000 kr. pr. person til transport
af personlige ejendele eller hjælp til udgifter til
køb af personligt bohave på 30.000 kr. pr. person (nr.
2), udgifter på højst 11.615 kr. til transport af
udstyr, der er nødvendigt for personens eller dennes
families erhverv i hjemlandet eller det tidligere opholdsland (nr.
3), hjælp til etablering i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland med indtil 127.517 kr. pr. person, der er fyldt 18
år, og med indtil 38.890 kr. pr. person, der ikke er fyldt 18
år (nr. 4), udgifter på højst 11.615 kr. til
køb af erhvervsudstyr, der vil være egnet til at
fremme personens beskæftigelsesmuligheder, samt udgifter
på højst 15.000 kr. til transport af sådant
udstyr (nr. 5), udgifter til sygeforsikring i hjemlandet eller det
tidligere opholdsland til personer, der er fyldt 18 år, hvis
der ikke på anden måde er etableret en sådan
forsikring, på op til 7.500 kr. pr. år i op til 4
år (nr. 6), udgifter til medbragt lægeordineret medicin
til højst 1 års forbrug (nr. 7), udgifter til
medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til
højst 1 års forbrug eller til andre
hjælpemidler, dog højst i alt 5.000 kr., samt
hjælp til nødvendig vaccination i Danmark (nr. 8),
udgifter til skolegang til skolesøgende børn, der
på tidspunktet for repatriering er fyldt 5 år, på
500 kr. om måneden pr. barn i op til 4 år, dog
højst indtil det fyldte 16. år (nr. 9), og udgifter
til anskaffelse af nationalitetspas m.v. på højst
10.000 kr. pr. person (nr. 10).
Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 3-6, at
hjælp til etablering i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 4,
udgifter til sygeforsikring i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland, jf. § 7, stk. 2, nr. 6, og udgifter til
skolegang, jf. § 7, stk. 2, nr. 9, samt hjælp til
dækning af behandlingsudgifter, jf. § 7, stk. 5,
udbetales i to dele, således at første del af
hjælpen udbetales ved tilbagevenden til hjemlandet eller det
tidligere opholdsland.
For udlændinge, der har fortrydelsesret efter
udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales den
resterende del af hjælp til repatriering efter
fortrydelsesrettens udløb, dvs. efter 12 på hinanden
følgende måneder, der efter ansøgning kan
forlænges op til i alt 24 måneder. For andre
udlændinge udbetales den resterende del af hjælp til
repatriering 12 måneder efter udrejsen af Danmark. For danske
statsborgere udbetales den resterende del af hjælp til
repatriering, når pågældende på baggrund af
en ansøgning om ubetinget løsning fra det danske
statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af
Danmark fremlægger dokumentation for, at den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske
statsborgerskab. Der kan herved henvises til repatrieringslovens
§ 7, stk. 3-6.
Det foreslås, at § 7, stk.
2-6, ophæves, og der i stedet indsættes nye stk.
2-4.
Det foreslås i § 7, stk. 2, 1.
pkt., at kommunalbestyrelsen ud over betingelserne oplistet
i stk. 1 kun kan udbetale hjælp til repatriering, hvis
ansøgeren frem til udbetalingstidspunktet ikke er
registreret som sigtet i Kriminalregisteret.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse om afslag på hjælp til repatriering,
såfremt ansøgeren frem til tidspunktet for udrejsen
registreres som sigtet for en lovovertrædelse, der er
registreringspligtig i Kriminalregisteret.
Idet ikke alle sigtelser må forventes at føre til
domfældelse, eller hvis sigtelsen viser sig at være
grundløs eller ikke at medføre straf, der ikke har
betydning for pågældendes adgang til at modtage
hjælp til repatriering, herunder bødestraf eller
lignende, vil kommunalbestyrelsen i øvrigt skulle vejlede om
muligheden for at søge om hjælp til repatriering
på ny i tilfælde af afslag på baggrund af den
registrerede sigtelse i Kriminalregisteret. Konsekvensen af et
afslag på ansøgning om hjælp til repatriering,
hvor sigtelsen efterfølgende viser sig at være
grundløs, sigtelsen opgives eller sigtelsen fører til
en dom, der ikke har betydning for, hvorvidt pågældende
er omfattet af repatrieringslovens personkreds, er således
ikke udslagsgivende for personens overordnede mulighed for at
repatriere med støtte efter repatrieringsloven på
sigt.
Øvrige familiemedlemmer vil efter den foreslåede
bestemmelse ikke skulle bøde for forhold, som alene kan
henføres til et familiemedlem. Ansøgerens
familiemedlemmer vil således kunne blive bevilget
repatrieringsstøtte, hvis de øvrige betingelser
herfor er opfyldt, uanset at ansøgeren måtte blive
meddelt afslag på repatrieringsstøtte pga. en
verserende sigtelse. Der vil dog kunne forekomme tilfælde,
hvor en sigtelse vil kunne medføre, at familiemedlemmet ikke
vil kunne repatriere, hvis familiemedlemmet efter reglerne i
repatrieringslovens § 7, stk. 9, der som følge af
forslagets § 1, nr. 9, vil blive stk. 8, kun kan repatriere
sammen med referencen.
Kommunalbestyrelsens afgørelser om afslag på
hjælp til repatriering efter den foreslåede bestemmelse
i repatrieringslovens § 7, stk. 2, 1. pkt., vil kunne
indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område,
jf. repatrieringslovens § 12, stk. 1.
Der henvises til bemærkningerne til § 7, stk. 3, 1.
pkt.
Det foreslås i § 7, stk. 2, 2.
pkt., at kommunalbestyrelsen kan træffe
afgørelse om afslag på hjælp til repatriering,
hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til
hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære
eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden.
Forslaget indebærer, at den relevante kommune ved
behandling af ansøgninger om hjælp til repatriering
kan træffe afgørelse om afslag på hjælp
til repatriering, hvis der er grund til at antage, at
ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i
udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden.
Det vil efter forslaget bero på et konkret skøn,
der foretages af den relevante kommune, om der i den enkelte sag
foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde
mistankekravet (»grund til at antage«), der foretages
på baggrund af en udtalelse fra politiet, jf. forslaget til
§ 7, stk. 3, 2. pkt.
Der henvises til bemærkningerne til § 7, stk. 3, 2.
pkt.
Det foreslås i § 7, stk. 3, 1.
pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med
afgørelse om hjælp til repatriering indhenter en
udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren er sigtet for
en lovovertrædelse, der er registreret i Kriminalregisteret,
jf. stk. 2, 1. pkt.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i forbindelse
med modtagelsen af en ansøgning om hjælp til
repatriering konkret vil skulle rette henvendelse til politiet og
anmode om en udtalelse om de eventuelle verserende sigtelser, der
efter kriminalregisterbekendtgørelsen er
registreringspligtige i Kriminalregisteret. Der er således
ikke med forslaget lagt op til, at kommunalbestyrelsen selv skal
have adgang til hverken at se eller lave registreringer i
Kriminalregisteret. Det forudsættes i den forbindelse, at
politiet afgiver en udtalelse, der alene konstaterer, om
ansøger er registreret i Kriminalregisteret med en sigtelse.
Er ansøgeren på ansøgningstidspunktet
registreret med en verserende sigtelse indebærer den
foreslåede ordning, at kommunalbestyrelsen vil skulle give
afslag på ansøgningen om hjælp til
repatriering.
Efter forslaget vil en sigtelse kunne føre til afslag
på repatrieringsstøtte under forudsætning af, at
sigtelsen for den pågældende lovovertrædelse er
registreringspligtig i Kriminalregisteret og dermed kommer til
kommunalbestyrelsens kendskab i forbindelse med indhentelse af en
udtalelse fra politiet om eventuelle registreringer i
Kriminalregisteret.
I forbindelse med en afgørelse om bevilling af
hjælp til repatriering vil kommunalbestyrelsen skulle give
tilsagn til ansøgeren om, at kommunalbestyrelsen har
vurderet, at pågældende er berettiget til den
ansøgte støtte under forudsætning af, at
pågældende ikke frem til udrejsen sigtes for
kriminalitet, der er registreringspligtig i Kriminalregisteret. Det
forudsættes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen
på ny vil skulle indhente oplysninger fra politiet om
eventuelle registreringer i Kriminalregisteret inden udbetalingen
af hjælp til repatriering, hvis den tidsmæssige
udstrækning mellem bevilling og udrejse - og dermed
udbetalingen - f.eks. pga. sygdom, rejsehindringer eller andre
forsinkelser, der på anden vis afbryder
sagsbehandlingsforløbet, rækker ud over en
længere periode.
Såfremt den pågældende er registreret sigtet
på udrejsetidspunktet, vil hjælpen til repatriering
bortfalde.
Det forudsættes med lovforslaget, at politiet vil kunne
videregive oplysninger om eventuelle sigtelser til
kommunalbestyrelsen på baggrund af kommunalbestyrelsens
anmodning herom med henblik på at træffe
afgørelse om afslag på hjælp til repatriering,
jf. forslaget til § 7, stk. 2, 1. pkt., uden at der forinden
vil skulle indhentes samtykke fra ansøgeren eller foretages
en vurdering i hver enkelt sag af, om oplysningerne konkret kan
videregives. Dette vil sikre effektive og hensigtsmæssige
rammer for kommunalbestyrelsens behandling af ansøgning om
repatrieringsstøtte.
Politiet vil i forbindelse med behandlingen af sagen og
afgivelsen af udtalelsen efter forslaget til § 7, stk. 3, 1.
pkt., i muligt omfang omfatter personen af de
retssikkerhedsgarantier, som følger af forvaltningsloven og
forvaltningsretten, herunder bl.a. partshøring, ret til at
afgive udtalelse og begrundelse. Det betyder f.eks., at politiets
udtalelse forudsættes at skulle opfylde betingelserne i
forvaltningslovens § 24, således at vurderingen,
såfremt politiet afgiver en udtalelse, kan danne grundlag for
og direkte indgå i den afgørelse, som
kommunalbestyrelsen herefter skal træffe i medfør af
forslaget til repatrieringslovens § 7, stk. 2, 1. pkt.
Om forholdet til forvaltningsloven og de databeskyttelsesretlige
regler henvises til afsnit 3 om forholdet til de
databeskyttelsesretlige regler.
Det foreslås i § 7, stk. 3, 2.
pkt., at kommunalbestyrelsen endvidere i forbindelse med
afgørelse om hjælp til repatriering indhenter en
udtalelse fra politiet, hvis der er grund til at antage, at
ansøgeren har til hensigt at deltage i de aktiviteter i
udlandet, som er nævnt i stk. 2, 2. pkt.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen indhenter en
udtalelse fra politiet forud for afgørelsen om hjælp
til repatriering, hvis kommunalbestyrelsen finder, at der er grund
til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i
aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge
en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en
væsentlig trussel mod den offentlige orden.
Indikationer på, at ansøgeren har til hensigt at
rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, der kan
indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed,
andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den
offentlige orden, kan eksempelvis bero på indberetninger til
kommunen om, at der er mistanke om, at den pågældende
er radikaliseret eller udviser anden mistænkelig
adfærd, eller hvis kommunen i øvrigt som led i det
kommunale forebyggende arbejde er bekendt med anmærkning
på den pågældende om aktiviteter på de
sociale medier, ytringer m.v. Det kan også eksempelvis bero
på henvendelser om bekymringer for ekstremisme til
infohusene, der er et formaliseret samarbejde mellem politi,
kommune og andre relevante myndigheder.
Anmodningen sendes til den lokale politistation i den
politikreds, der dækker den relevante kommune, som behandler
ansøgningen om repatrieringshjælpen.
Udtalelsen om, hvorvidt den pågældende har til
hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, som kan
indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed,
andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den
offentlige orden, vil efter forslaget bero på et konkret
skøn, der vil skulle foretages af politiet.
Kommunalbestyrelsen vil på baggrund af udtalelsen fra
politiet træffe afgørelse om hjælp til
repatriering.
Det vil i politiets udtalelse om, hvorvidt der er grund til at
antage, at pågældende har til hensigt at rejse til
udlandet og deltage i aktiviteter, der kan indebære eller
forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden
bl.a. være afgørende, hvorvidt formålet med og
karakteren af de aktiviteter, som den pågældende
forventes at deltage i i udlandet, i almindelighed må antages
at påvirke den pågældende i sådan grad, at
det vil kunne indebære eller forøge en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden. Det er således ikke et
krav, at der er en konkret mistanke om, at den
pågældende har til hensigt at begå et strafbart
forhold i f.eks. Danmark eller at påvirke andre hertil.
En person vil efter forslaget være en fare for statens
sikkerhed, når der er tale om interesser, der værnes af
straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser mod
statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme
m.v.).
Efter forslaget vil en person være til fare for andre
staters sikkerhed, når der er tale om alvorlige forbrydelser,
som vil kunne bringe andre staters sikkerhed i fare. Det
gælder bl.a. terrorisme, forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod
statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder. Hensynet
til at forebygge sådanne alvorlige forbrydelser i andre lande
vil således også efter omstændighederne kunne
begrunde et afslag på en ansøgning om hjælp til
repatriering.
En person vil efter forslaget være en væsentlig
trussel mod den offentlig orden, når der er tale om andre
alvorlige forbrydelser end dem, der er omfattet af straffelovens
kapitel 12 og 13, som vil kunne true den offentlige orden
væsentligt, uden at der herved dog er fare for statens
sikkerhed. Det kan gøre sig gældende ved bl.a. drab
(straffelovens § 237), frihedsberøvelse (straffelovens
§ 261), grov vold (straffeloven § 245),
ildspåsættelse (straffelovens §§ 180-181)
eller anvendelse af kemiske, biologiske eller nukleare våben
eller kampstoffer (straffelovens § 183). En mere bagatelagtig
trussel mod den offentlige orden vil efter forslaget ikke
være tilstrækkelig til, at politiet udtaler, at der er
grund til at antage, at den pågældende har til hensigt
at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, der vil
være en væsentlig trussel mod den offentlige orden.
Som et eksempel på aktiviteter, der i almindelighed
må antages at kunne indebære eller forøge en
fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en
væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes
ophold i et konfliktområde i udlandet. Det gælder
navnlig i relation til personer, der tager aktivt del i
kamphandlingerne. Personer, der opholder sig i et
konfliktområde uden at tage aktivt del i kamphandlingerne,
kan imidlertid også blive udsat for en sådan
påvirkning og forråelse, der kan øge deres evne
eller vilje til at begå strafbare forhold. Det kan
eksempelvis være tilfældet for personer, som opholder
sig i en konfliktzone for at passe på familierne eller
engagere sig i aktiviteter, der støtter de kæmpende.
Som et eksempel på sidstnævnte kan nævnes
logistisk bistand.
Begrebet »konfliktområde« skal i denne
henseende forstås som det geografiske område, hvor
kampene foregår.
Det betyder, at der efter forslaget vil kunne meddeles afslag
på en ansøgning om hjælp til repatriering efter
den foreslåede bestemmelser, hvis der er grund til at antage,
at en person vil tage ophold i et sådant konfliktområde
uden at have et anerkendelsesværdigt formål med
opholdet. Dette gælder også, selv om der ikke er
oplysninger, som peger på, at den pågældende vil
deltage aktivt i kamphandlingerne. På samme måde vil
der kunne meddeles afslag til en person, som opholder sig eller har
opholdt sig i et konfliktområde.
Som eksempel på ophold i et konfliktområde, der har
et anerkendelsesværdigt formål - og dermed falder uden
for bestemmelsens anvendelsesområde - kan nævnes et
ophold i et konfliktområde som led i arbejdet for en
anerkendt nødhjælpsorganisation.
Nødhjælpsarbejdere må i øvrigt ikke i
almindelighed antages at blive udsat for en sådan
påvirkningsrisiko, at de vil indebære en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden. Ophold i et konfliktområde
som led i udførelsen af en persons (civile) arbejde vil som
udgangspunkt også falde uden for bestemmelsens
anvendelsesområde.
Som et andet eksempel på aktiviteter, der i almindelighed
må antages at kunne indebære eller forøge en
fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en
væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes
ophold i træningslejre hos yderligtgående politiske
organisationer eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a.
trænes i militære færdigheder. Hvis der er
konkrete omstændigheder, som peger på, at en person
agter at rejse til udlandet for at lade sig træne til at
begå terrorisme, vil der efter omstændighederne kunne
ske anholdelse og varetægtsfængsling forud for udrejse
for (forsøg på) overtrædelse af straffelovens
§ 114 d, stk. 3.
Ovenstående eksempler er ikke en udtømmende
oversigt over tilfælde, hvor politiet vil kunne udtale sig
om, at der er grund til at antage, at pågældende har
til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, hvor
dette kan indebære eller forøge en fare for statens
sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel
mod den offentlige orden, og hvor kommunalbestyrelsen kan meddele
afslag på ansøgning om hjælp til repatriering
på baggrund heraf.
Politiet vil efter den foreslåede bestemmelse i § 7,
stk. 3, 2. pkt., skulle afgive en udtalelse til kommunalbestyrelsen
om, hvorvidt der er grund til at antage, at pågældende
vil deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller
forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden. Politiet vil i den forbindelse skulle høre PET, hvis
politiet vurderer, at det er nødvendigt.
Politiets udtalelse vil i vidt omfang basere sig på
oplysninger fra PET, men det forudsættes, at politiet
selvstændigt foretager undersøgelser forud for
udtalelsen, f.eks. ved en systematisk gennemgang af politiets
registre, søgning i åbne og lukkede efterforskninger,
søgning på sociale medier, indhentelse af oplysninger
fra kommune osv.
De oplysninger, som politiets udtalelse vil være baseret
på, vil i vidt omfang kunne stamme fra PET.
Efterretningstjenesten indhenter og indsamler således
oplysninger af denne karakter som led i varetagelsen af tjenestens
opgave med bl.a. at forebygge, efterforske og modvirke handlinger,
der udgør eller vil kunne udgøre en fare for Danmark
som et selvstændigt, demokratisk og sikkert samfund.
Det må forventes, at PET i visse tilfælde vil
være i besiddelse af oplysninger, som eventuelt vil kunne
berettige, at der træffes afgørelse om at nægte
at bevilge repatrieringshjælp, men hvor PET på grund af
oplysningernes karakter ikke videregiver disse til politiet. Det
kan f.eks. være tilfældet, hvis oplysningerne stammer
fra udenlandske partnere eller kilder, idet sådanne
oplysninger som udgangspunkt ikke vil kunne fremlægges under
behandlingen af sagen. I sådanne tilfælde vil PET ikke
videregive oplysningerne til politiet, men derimod tilkendegive
over for politiet, at PET ikke kan bidrage med oplysninger om
ansøgeren. Politiet vil - såfremt politiet heller ikke
i sine selvstændige undersøgelser er blevet bekendt
med relevante oplysninger om ansøgeren - på den
baggrund tilkendegive over for kommunalbestyrelsen, at politiet
ikke er i besiddelse af oplysninger, der giver grund til at antage,
at den pågældende har til hensigt at rejse til udlandet
og der deltage i aktiviteter, som kan indebære eller
forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden. Kommunen vil herefter ikke kunne træffe
afgørelse om at nægte at bevilge
repatrieringshjælp på baggrund af sådanne
oplysninger.
Efter forslaget vil politiets udtalelse alene i det omfang,
politiet vurderer, at det er relevant at høre PET,
være baseret på oplysninger fra PET.
Hvis PET derimod udelukkende er i besiddelse af oplysninger, der
på grund af oplysningernes karakter ikke kan videregives til
politiet, og politiet i øvrigt ikke er i besiddelse af
oplysninger, der taler imod at bevilge hjælp til repatriering
i den konkrete sag, vil der - af hensyn til efterretningstjenestens
arbejde - i politiets udtalelse ikke være noget til hinder
for, at repatrieringshjælpen kan ydes.
Uanset dette forudsættes det, at politiet i forbindelse
med behandlingen af sagen og afgivelsen af udtalelsen efter
forslaget til § 7, stk. 3, 2. pkt., i muligt omfang omfatter
personen af de retssikkerhedsgarantier, som følger af
forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder bl.a.
partshøring, ret til at afgive udtalelse og begrundelse. Det
betyder f.eks., at politiets udtalelse forudsættes at skulle
opfylde betingelserne i forvaltningslovens § 24, således
at vurderingen, såfremt politiet afgiver en udtalelse, kan
danne grundlag for og direkte indgå i den afgørelse,
som kommunalbestyrelsen herefter skal træffe i medfør
af forslaget til repatrieringslovens § 7, stk. 2, 2. pkt.
Kommunalbestyrelsens behandling af en ansøgning om
repatrieringshjælp vil efter den foreslåede bestemmelse
skulle foretages på baggrund af politiets udtalelse. Det
forudsættes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen
lægger politiets udtalelse om pågældende
ansøger uprøvet til grund ved afgørelsen om
hjælp til repatriering.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at
kommunalbestyrelsen vil kunne meddele afslag på en
ansøgning om hjælp til repatriering til den
pågældende, såfremt politiet tilkendegiver, at
der er grund til at antage, at den pågældende har til
hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære
eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden. Det vil efter forslaget således være
kommunalbestyrelsen, - der på baggrund af politiets udtalelse
- vil kunne træffe afgørelse om, at
repatrieringshjælp ikke kan ydes.
Et sådant afslag vil være en afgørelse i
forvaltningslovens forstand, og beslutningen om at meddele afslaget
vil således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i
forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1, hvoraf
det fremgår, at loven gælder for behandlingen af sager,
hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed, samt øvrige forvaltningsretlige
regler og grundsætninger.
Efter forslaget vil politiet videregive de oplysninger til
kommunalbestyrelsen, der danner grundlag for politiets
udtalelse.
Det bemærkes, at det er Udlændinge- og
Integrationsministeriets vurdering, at håndhævelsen af
den foreslåede bestemmelse om indhentelse af en udtalelse fra
politiet til brug for behandling af sager om
repatrieringshjælp, kan være forbundet med en
række udfordringer i forhold til blandt andet at sikre
bevisgrundlaget i de enkelte sager. Det kan således i praksis
blandt andet vise sig vanskeligt at indhente relevante oplysninger,
hvis PET på baggrund af oplysningernes karakter ikke kan
videregive oplysningerne til politiet. Sådanne udfordringer
kan have en afsmittede effekt i forholdet til antallet af
afgørelser om at nægte repatrieringshjælp ud fra
sikkerhedsmæssige årsager.
Den foreslåede ordning vil desuden medføre, at
kommunalbestyrelsens afgørelser om afslag på
hjælp efter repatrieringsloven, der er begrundet med
henvisning til repatrieringslovens § 7, stk. 2, 2. pkt., ikke
vil kunne indbringes for Ankestyrelsen. Afgørelsen vil
derimod kunne indbringes for domstolene, jf. grundlovens §
63.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 29.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3 i lovforslagets
almindelige bemærkningerne.
Det foreslås i § 7, stk. 4,
1. og 2. pkt., at hvis
pågældende på tidspunktet for udbetaling af den
sidste del af hjælp til repatriering, jf. § 7 a, stk. 1,
nr. 3, og stk. 2, nr. 3, er sigtet for en lovovertrædelse,
der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9,
tilbageholdes udbetalingen, indtil der afsiges endelig dom. Er der
på tidspunktet for udbetaling af den sidste del af
hjælp til repatriering sket domfældelse ved endelig dom
for en lovovertrædelse, der er nævnt i
udlændingelovens § 22, nr. 4-9, eller fører
sigtelsen, jf. 1. pkt., til domfældelse ved endelig dom,
bortfalder den sidste del af hjælp til repatriering.
Den foreslåede model er, for så vidt angår
undersøgelserne forud for udbetaling af den sidste del af
støtten, knyttet op på sigtelser eller domme efter
straffebestemmelser, der efter udlændingelovens § 22,
nr. 4-9, vil kunne føre til udvisning uanset varigheden af
udlændingens ophold her i landet og uanset længden af
den idømte frihedsstraf. Der vil således være
tale om lovovertrædelser for en række særligt
grove kriminalitetsformer, herunder narkotikasmugling,
seksualforbrydelser, vold, manddrab m.v. Den foreslåede
ordning er således et udtryk for, at bestemte typer af
kriminalitet ikke bør føre til tilbageholdelse og
bortfald af hjælp til repatriering.
Det følger af den foreslåede ordning, at
kommunalbestyrelsen, såfremt pågældende på
tidspunktet for udbetalingen af den sidste del af hjælp til
repatriering er registreret sigtet eller dømt i
Kriminalregisteret for en af de i udlændingelovens § 22,
nr. 4-9, nævnte bestemmelser, ikke vil skulle foretage en
selvstændig vurdering efter udlændingelovens § 26,
stk. 2, hvorefter udvisning efter § 22, nr. 4-9, vil skulle
ske, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med
Danmark internationale forpligtelser, henset til at
spørgsmålet om modtagelse af
repatrieringsstøtte ikke fordrer en vurdering af det
fortsatte opholdsgrundlag i Danmark, og at den foreslåede
ordning i øvrigt tager udgangspunkt i
lovovertrædelsens karakter og ikke spørgsmålet
om udvisning.
Forslaget indebærer desuden, at den sidste del af
hjælp til repatriering tilbageholdes indtil der falder
endelig dom i sagen, hvis pågældende er sigtet for en
af de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, nævnte
bestemmelser begået her i landet forud for
kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til
repatriering. Ligeledes indebærer forslaget, at den sidste
del af hjælp til repatriering bortfalder, såfremt
sigtelsen for en af de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9,
nævnte bestemmelser fører til domfældelse ved
endelig dom, eller der allerede på tidspunktet for politiets
udtalelse om registreringer i Kriminalregisteret foreligger en
domfældelse ved endelig dom efter de nævnte
bestemmelser.
Ved endelig dom forstås, at anklagemyndigheden eller
tiltalte skal have udtømt ankemulighederne. Er der
således truffet afgørelse i en straffesag i
eksempelvis byretten, og er den pågældende fundet
skyldig for en af de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9,
nævnte bestemmelser begået her i landet forud for
kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til
repatriering, vil den sidste del af hjælp til repatriering
fortsat skulle tilbageholdes frem til tidspunktet for
udløbet af anklagemyndighedens og tiltaltes ankefrist
på 14 dage. Har tiltalte eller anklagemyndigheden ikke inden
for denne frist benyttet muligheden for at anke den
pågældende byretsdom, bortfalder den sidste del af
hjælp til repatriering herefter.
Benytter anklagemyndigheden eller tiltalte sig af sin ret til at
anke en eventuel byretsdom, vil den sidste del af hjælp til
repatriering fortsat skulle tilbageholdes frem til afsigelsen af
den endelig dom. Stadfæstes byretsdommen vil der
således kunne ske bortfald af den sidste del af hjælp
til repatriering. Modsat vil pågældende være
berettiget til den sidste del af hjælp til repatriering,
såfremt vedkommende frifindes ved endelig dom.
Kommunalbestyrelsens afgørelser om bortfald af den sidste
del af hjælp til repatriering efter den foreslåede
bestemmelse i repatrieringslovens § 7, stk. 4, 2. pkt., vil
kunne indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område, jf. repatrieringslovens § 12, stk. 1.
Det foreslås i § 7, stk. 4, 3.
pkt., at kommunalbestyrelsens tilkendegivelse om
tilbageholdelse af udbetalingen ikke er en afgørelse.
Forslaget betyder, at kommunalbestyrelsens tilkendegivelse over
for den repatrierede person herom i medfør af forslaget ikke
er en afgørelse.
Der skal således bl.a. ikke ske partshøring eller
gives en begrundelse for, hvorfor den sidste del af hjælp til
repatriering tilbageholdes, ligesom der ikke kan klages over
tilbageholdelsen af støtten.
Det kan i den forbindelse anføres, at retstilstanden
også uden den foreslåede bestemmelse ville være,
at kommunalbestyrelsens tilkendegivelse til en person om, at
ydelsen tilbageholdes, ikke ville være en afgørelse i
forvaltningslovens forstand, men en procesledende beslutning. Der
kan herved lægges vægt på, at tilkendegivelsen
ikke afgør, om den repatrierede person fortsat har ret til
hjælp til repatriering og dermed afslutter sagen, men derimod
kan betragtes på linje med en foreløbig justering af
en løbende udbetaling. Spørgsmålet kan dog give
anledning til en vis tvivl, idet der er tale om en beslutning med
midlertidige faktiske virkninger for den pågældende.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er
således at sikre, at der ikke er uklarhed om
retstilstanden.
Forslaget medfører således også, at
kommunalbestyrelsen, i de tilfælde hvor det er konstateret,
at den pågældende er registreret sigtet i
Kriminalregisteret for en lovovertrædelse, der er nævnt
i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, som er begået
her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om
hjælp til repatriering, vil skulle træffe
afgørelse om bortfald af den sidste del af hjælp til
repatriering, hvis der sker domfældelse efter de
pågældende bestemmelser.
Det foreslås i § 7, stk.
5, at kommunalbestyrelsen inden udbetaling af den sidste del
af hjælp til repatriering, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 3, og
stk. 2, nr. 3, indhenter en udtalelse fra politiet om, hvorvidt
pågældende på udbetalingstidspunktet er
registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret for en
lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens
§ 22, nr. 4-9, som er begået her i landet forud for
kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til
repatriering.
Den foreslåede ordning bevirker, at kommunalbestyrelsen
skal indhente en udtalelse fra politiet om, hvorvidt den
pågældende er registreret sigtet eller dømt i
Kriminalregisteret for lovovertrædelser, der er begået
forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til
repatriering, og som er omfattet af de i udlændingelovens
§ 22, nr. 4-9, nævnte bestemmelser. Bestemmelsen vil i
øvrigt følge reglerne for forældelse af
strafansvar efter straffeloven.
Det er ikke med den foreslåede ordning tiltænkt, at
kommunalbestyrelsen vil skulle indhente en udtalelse fra politiet i
forbindelse med udbetalingen af anden del af hjælp til
repatriering, jf. forslaget om ændring af sammensætning
og udbetalingstidspunkt af hjælp til repatriering i
lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.2, idet denne
del forudsættes udbetalt umiddelbart efter indrejsen til det
land, hvortil pågældende er repatrieret.
Uanset dette forudsættes det, at politiet i forbindelse
med behandlingen af sagen og afgivelsen af udtalelsen, i muligt
omfang omfatter personen af de retssikkerhedsgarantier, som
følger af forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder
bl.a. partshøring, ret til at afgive udtalelse og
begrundelse. Det betyder f.eks., at politiets udtalelse
forudsættes at skulle opfylde betingelserne i
forvaltningslovens § 24.
Til nr. 10
Det fremgår af repatrieringslovens § 7, stk. 7, at
udbetaling af den resterende den af hjælp til repatriering,
jf. stk. 3-6, er betinget af, at personen efter anmodning fra
kommunalbestyrelsen erklærer ikke at være sigtet,
tiltalt eller dømt for et strafbart forhold, der helt eller
delvis har fundet sted eller er fortsat i perioden efter
kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 og indtil det
tidspunkt, hvor personen anmoder om at få udbetalt den
resterende del af hjælpen.
Med lovforslagets § 1, nr. 9, ophæves
repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, og i stedet indsættes
nye stykker som stk. 2-5. Med lovforslagets § 1, nr. 13
udbetales hjælp til repatriering i tre dele, hvorefter der
bl.a. for udlændinge, der har fortrydelsesret efter
udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales efter
fortrydelsesfristens udløb 80.000 kr. pr. person, der er
fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr. person under 18 år, til
hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere
opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har
nær familiemæssig tilknytning, jf. forslaget til
repatrieringslovens 7 a, stk. 1, nr. 3. For andre udlændinge
udbetales 80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og
45.000 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig
tilbagevenden 12 måneder efter udrejsen af Danmark. Efter
forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3,
udbetales 80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og
45.000 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig
tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et
land, hvortil den pågældende har nær
familiemæssig tilknytning, når den
pågældende på baggrund af en ansøgning om
ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest
12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger
dokumentation for, at den pågældende og dennes
børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget
løst fra det danske statsborgerskab.
Det foreslås at ændre § 7,
stk. 7, således, at henvisningen til stk. 3-6 bliver
til § 7 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 3.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9,
hvor bl.a. repatrieringslovens § 7, stk. 3-6, ophæves -
og erstattes med nye stykker - samt suppleres af § 7 a med
lovforslagets § 1, nr. 13.
Til nr. 11
Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved
repatriering efter loven forstås personers frivillige
tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med
henblik på at tage varig bopæl.
Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 9, at
der kun kan ydes hjælp til repatriering til en
udlænding, der er omfattet af § 3, stk. 3 eller 4,
når udlændingen vender tilbage til hjemlandet eller det
tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem
udlændingen har den familiemæssige tilknytning, som har
dannet grundlag for opholdstilladelsen (referencen).
Det foreslås, at der i § 7, stk.
9, der bliver til stk. 8, ændres »eller det
tidligere opholdsland« til: », det tidligere
opholdsland eller et land, hvortil udlændingen har nær
familiemæssig tilknytning,«.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1 om,
at personer omfattet af repatrieringsloven fremover vil have
mulighed for at repatriere til et andet land end deres hjemland
eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær
familiemæssig tilknytning til det pågældende
land.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 12
Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 10, at
der uanset stk. 9 kan ydes hjælp til repatriering, hvis 1)
udlændingen er blevet skilt fra og ikke længere
samlever med referencen, 2) referencen er død, 3)
udlændingen som barn er blevet familiesammenført med
sine forældre og efter sit fyldte 18. år ønsker
at repatriere eller 4) udlændingen har opholdstilladelse
på grundlag af en familiemæssig tilknytning til en
herboende søn eller datter og er omfattet af § 10, stk.
1, nr. 4.
Det foreslås, at henvisningen til stk. 9 i § 7, stk. 10, der bliver stk. 9,
ændres til stk. 8.
Med forslaget i § 1, nr. 9, ophæves
repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, og i stedet indsættes
stk. 2-5. Stk. 7-12 bliver herefter stk. 6-11.
Forslaget indebærer således, at der sker en korrekt
henvisning til bestemmelsen i repatrieringsloven.
Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke
indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.
Til nr. 13
Efter repatrieringslovens § 7, stk. 1, yder
kommunalbestyrelsen efter ansøgning hjælp til
repatriering til en person, der er omfattet af lovens § 3,
stk. 1 eller 7. Personer omfattet af repatrieringsordningens
personkreds er flygtninge m.v., familiesammenførte til
flygtninge m.v. samt andre familiesammenførte
udlændinge, dels danske statsborgere med dobbelt
statsborgerskab, der i forbindelse med repatriering løses
fra deres danske statsborgerskab. Der kan kun udbetales hjælp
til repatriering, hvis personen ikke har midler hertil, jf. herved
også repatrieringslovens § 7, stk. 12, og ønsker
at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med
henblik på at tage varig bopæl. Ved vurderingen af, om
personen har midler til repatriering, ser kommunalbestyrelsen bort
fra formuebeløb, herunder i form af kapitalpension m.v.,
på op til 50.000 kr. for enlige og op til 100.000 kr. for
ægtefæller, jf. § 7, stk. 12. En udlænding
kan kun modtage hjælp til repatriering efter
repatrieringsloven én gang, jf. repatrieringslovens §
7, stk. 8.
Repatrieringsloven omfatter en række former for
hjælp til repatriering, som en person kan modtage efter
loven. Repatrieringshjælpen udbetales som led i personens
tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Det
beror i nogen grad på en konkret vurdering af den enkelte
persons forhold, om den pågældende selv har
tilstrækkelige midler til repatrieringen, og i hvilket omfang
der i givet fald kan ydes støtte.
Udbetaling af hjælp til repatriering er i visse
tilfælde opdelt i to dele. I disse tilfælde er
udbetaling af den resterede del af hjælpen betinget af, at de
tidsmæssige betingelser er opfyldt, hvilket typisk er
tilfældet efter 12 måneder, jf. nedenfor, og at
personen fortsat opholder sig som repatrieret i hjemlandet eller
det tidligere opholdsland.
Formålet med opdeling af udbetaling af hjælp til
repatriering er at forhindre misbrug af ordningen. Opdelingen af
støtten øger samtidig motivationen til at blive i
hjemlandet. Den enkelte person skal selv rette henvendelse til de
danske myndigheder med oplysninger om nuværende adresse og
bankforbindelse for at få udbetalt den sidste del af
hjælpen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der i repatrieringslovens § 7 a
indsættes en ny bestemmelse om opdeling af udbetalingen af
hjælp til repatriering. Det følger af den
foreslåede bestemmelse, at kommunalbestyrelsen - i lighed med
gældende regler - fortsat vil skulle foretage en
formuevurdering forud for bevilling af hjælp til
repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 12. Det
foreslås, at de anførte beløb i forslaget til
repatrieringslovens § 7 a reguleres én gang
årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov
om en satsreguleringsprocent, og at beløbene vil
fremgå af den årlige vejledning om satser.
Det foreslås i § 7 a, stk. 1,
nr. 1, 1. pkt., at hjælp til repatriering udbetales i
tre dele, således at der umiddelbart før udrejsen
udbetales 25.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og
15.000 kr. pr. person under 18 år til dækning af
udgifter til afrejse og ankomst.
Bestemmelsen har til formål at forhindre misbrug af
repatrieringsordningen, således at størstedelen af
hjælp til repatriering udbetales efter indrejsen til det
land, hvortil den pågældende er repatrieret, mens en
mindre del af hjælpen udbetales her i landet. Forslaget har
samtidig til formål at sikre, at den person, der er blevet
bevilget hjælp til repatriering, indrejser i hjemlandet, det
tidligere opholdsland eller et land, hvortil pågældende
har nær tilknytning, i overensstemmelse med afgørelsen
om hjælp til repatriering.
Det er endvidere hensigten med forslaget at forenkle
administrationen af repatrieringsordenen, idet kommunalbestyrelsen
efter den foreslåede ordning ikke vil skulle tage stilling
til ansøgerens konkrete behov for en lang række
ydelsestyper i forbindelse med behandling af ansøgning om
hjælp til repatriering, medmindre ansøgeren selv
angiver at have konkrete behov for lægeordineret medicin
m.v.
Forslaget indebærer, at hjælp til repatriering
fremover vil blive udbetalt i tre dele.
Første del af repatrieringshjælpen vil i
medfør af den foreslåede ordning omfatte dækning
af udgifter til rejsen til hjemlandet, det tidligere opholdsland
eller et land, hvortil den pågældende har nær
familiemæssig tilknytning, og hjælp til den indledende
etablering i repatrieringslandet, indtil udbetalingen af anden del
af repatrieringshjælpen finder sted.
Første del af repatrieringshjælpen vil efter
forslaget omfatte transportomkostninger for personen fra
bopælen i Danmark til bestemmelsesstedet i
repatrieringslandet, der kan foregå med fly, tog el.
lign.
Det foreslås i § 7 a, stk. 1,
nr. 1, 2. pkt., at der efter ansøgning før
udrejsen derudover kan udbetales udgifter til medbragt
lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug,
udgifter til medbragte nødvendige personlige
hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til
andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.000 kr., samt
hjælp til nødvendig vaccination i Danmark,
såfremt den pågældende dokumenterer at have et
særligt behov herfor.
Forslaget indebærer, at første del af
repatrieringshjælpen efter forslaget - foruden det faste
beløb - vil kunne omfatte eventuelle udgifter til
nødvendig lægeordineret medicin til højst 1
års forbrug og eventuelle nødvendige vaccinationer i
Danmark. Det vil være en betingelse for at dække
udgifter til nødvendig lægeordineret medicin, at
personen ved en lægeerklæring dokumenterer at have
behov for medicinen. Der vil tillige kunne ydes støtte til
udgifter til nødvendige forebyggende vaccinationer i
Danmark. Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med oplysning af
sagen kunne anmode om en erklæring fra læge, hospital,
institut eller lignende om, hvilke vaccinationer, der anses for at
være nødvendig i det konkrete tilfælde.
Der fastsættes i lighed med gældende regler ikke en
grænse for størrelsen af beløbet, der kan
bevilliges til medbragt lægeordineret medicin og
nødvendige forebyggende vaccinationer.
Eventuelle udgifter til medbragte nødvendige personlige
hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til
andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.000 kr., vil -
foruden det faste beløb - endvidere kunne blive tildelt og
udbetalt i forbindelse med første del af hjælp til
repatriering. Der vil være tale om situationer, hvor den
pågældende under sit ophold her i landet har brugt
hjælpemidler, og hvor det skønnes, at den
pågældende fortsat vil have behov for disse
hjælpemidler. Der vil være tale om personlige
hjælpemidler, dvs. engangsartikler, som den
pågældende bruger løbende, f.eks. urinposer,
bleer og stomiposer, og om andre hjælpemidler, som alene er
udlånt af kommunen og derfor vil skulle tilbageleveres ved
udrejsen, f.eks. en stok eller en rollator. For personlige
hjælpemidler, som personen bruger løbende, vil der
kunne ydes støtte til højst 1 års forbrug. Det
er en betingelse for at dække udgifterne, at der er tale om
nødvendige hjælpemidler, og at personen dokumenterer
at have behov for hjælpemidlerne i den pågældende
periode. Hermed tænkes på udstyr eller
hjælpemidler, som er nødvendige for, at den enkelte
person kan klare sig i hverdagen. Der vil som udgangspunkt kun
kunne ydes støtte til hjælpemidler, som personen
allerede har brugt her i landet.
Det forudsættes, at første del af hjælp til
repatriering udbetales i Danmark så tæt som muligt
på personens udrejse af Danmark.
Det foreslås i § 7 a, stk. 1,
nr. 2, at der efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere
opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har
nær familiemæssig tilknytning, udbetales 70.000 kr. pr.
person, der er fyldt 18 år, og samtidig modtager
reintegrationsbistand, jf. § 10, 85.000 kr. pr. person, der er
fyldt 18 år og ikke samtidig modtager reintegrationsbistand,
jf. § 10, og 40.000 kr. pr. person under 18 år, til
hjælp til indledende etablering.
Bestemmelsen har bl.a. til formål at øge
motivationen for en repatrieret person til at indrejse i det land,
pågældende har tilkendegivet at ville repatriere til, i
overensstemmelse med afgørelsen om hjælp til
repatriering.
Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse, at
anden del af repatrieringshjælpen udbetales hurtigst muligt
efter indrejsen i repatrieringslandet.
Efter forslaget vil anden del af hjælp til repatriering
omfatte hjælp til etablering i det land, den
pågældende repatrierer til, uanset de faktiske
etableringsomkostninger, herunder evt. indkøb af nyt bohave,
behandlingsudgifter og skolegang for skolesøgende
børn.
De bevilligede beløb er faste, medmindre der i
forbindelse med afrejsen fra Danmark er afholdt udgifter til
transport af personlige ejendele eller indkøb og transport
af erhvervsudstyr. Det samlede beløb til udbetaling ved
anden del af repatrieringshjælpen nedjusteres i givet fald
svarende til udgifterne hertil, jf. også forslaget til
repatrieringslovens § 7 a, stk. 3, nedenfor. Der foretages
desuden formuevurdering i forbindelse med bevilling af hjælp
til repatriering.
Forslaget indebærer, at for personer, der er fyldt 18
år, og som ikke tildeles reintegrationsbistand efter reglerne
i repatrieringslovens § 10, indgår i anden del af
repatrieringshjælpen endvidere et støttebeløb
på 15.000 kr. (2021-niveau) med henblik på
indkøb af erhvervsudstyr i repatrieringslandet.
Beløbet vil kunne udbetales til de personer over 18
år, som ikke samtidig tildeles reintegrationsbistand, idet
det ved reintegrationsbistanden forudsættes, at modtageren
må antages ikke at kunne skaffe sig et
forsørgelsesgrundlag i hjemlandet, hvorved
forudsættes, at den pågældende ikke er
erhvervsaktiv. Tildeling af erhvervsstøtte vil ikke
forudsætte, at personen godtgør et behov herfor.
Efter forslaget vil der umiddelbart før udrejsen desuden
kunne udbetales penge til transport af personlige ejendele eller
indkøb og transport af erhvervsudstyr, der ikke kan
købes i hjemlandet, det tidligere opholdsland, eller et
land, hvortil den pågældende har nær
familiemæssig tilknytning, hvis en person godtgør
behovet herfor. Det er dog det klare udgangspunktet for
indkøb af erhvervsudstyr, at dette købes i
repatrieringslandet.
Efter forslaget vil der ydes støtte til dækning af
transport- og rejseudgifter i forbindelse med f.eks. personligt
fremmøde på ambassade eller konsulat i Danmark eller
udlandet, og gebyr i forbindelse med indgivelse af ansøgning
om udstedelse af de nødvendige dokumenter og lignende.
Eventuelt bevilliget støtte til transport af personlige
ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr samt
eventuelle udgifter til anskaffelse af nationalitetspas m.v. vil
skulle fratrækkes beløbet til udbetaling i anden del
af repatrieringshjælpen.
Det foreslås i § 7 a, stk. 1,
nr. 3, 1. pkt., at der for udlændinge, der har
fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1
eller 2, udbetales 80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år,
og 45.000 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til
varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller
et land, hvortil den pågældende har nær
familiemæssig tilknytning, efter fortrydelsesfristens
udløb.
Bestemmelsen har bl.a. til formål at sikre, at
størstedelen af den samlede hjælp til repatriering
udbetales, når den repatrierede person endeligt har opgivet
sin tilværelse i Danmark med henblik på at tage varig
bopæl og etablere sig i repatrieringslandet. Den repatrierede
person vil således fra dette tidspunkt ikke længere
have mulighed for at fortryde sin repatriering.
Forslaget indebærer, at tredje del af hjælp til
repatriering vil udgøre et fast beløb på 80.000
kr. (2021-niveau) pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000
kr. (2021-niveau) pr. person under 18 år. Tredje del af
repatrieringshjælpen vil omfatte hjælp til den endelige
etablering i repatrieringslandet med henblik på at tage
varigt ophold.
Udbetaling af tredje del af hjælp til repatriering vil - i
lighed med de gældende regler for udbetaling af anden del af
visse ydelser - være betinget af, at der er forløbet
12 måneder fra udrejsen af Danmark, eller - hvis den
pågældende har søgt om forlængelse af
fortrydelsesretten efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1
eller 2 - at fortrydelsesretten er udløbet. Det er endvidere
en betingelse, at den pågældende person fortsat
opholder sig som repatriereret i repatrieringslandet. Tredje del af
repatrieringshjælpen vil herefter komme til udbetaling,
forudsat de øvrige betingelser i repatrieringsloven er
opfyldt.
Det foreslås i § 7 a, stk. 1,
nr. 3, 2. pkt., at for andre udlændinge udbetales
80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr.
person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden
12 måneder efter udrejsen af Danmark.
Forslaget indebærer, at tredje del af hjælp til
repatriering vil udgøre et fast beløb på 80.000
kr. (2021-niveau) pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000
kr. (2021-niveau) pr. person under 18 år. Tredje del af
repatrieringshjælpen vil omfatte hjælp til den endelige
etablering i repatrieringslandet med henblik på at tage
varigt ophold.
Forslaget indebærer, at udbetaling af tredje del af
hjælp til repatriering for personer, som ikke er omfattet af
fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1
eller 2 - i lighed med de gældende regler for udbetaling -
vil være betinget af, at der er forløbet 12
måneder fra udrejsen af Danmark. Det er endvidere en
betingelse, at den pågældende person fortsat opholder
sig som repatriereret i repatrieringslandet. Tredje del af
repatrieringshjælpen vil herefter komme til udbetaling,
forudsat de øvrige betingelser i repatrieringsloven er
opfyldt.
Det foreslås i § 7 a, stk. 2,
nr. 1, 1. pkt., at for en dansk statsborger med dobbelt
statsborgerskab udbetales hjælp til repatriering udbetales i
tre dele, således at der umiddelbart før udrejsen
udbetales 25.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og
15.000 kr. pr. person under 18 år, til dækning af
udgifter til afrejse og ankomst, når den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er betinget løst fra det danske
statsborgerskab.
Første rate af repatrieringshjælpen vil omfatte
dækning af udgifter til rejsen til det land, personen
repatrierer til, og udgifter til den indledende etablering i
repatrieringslandet, indtil udbetalingen af anden del af
repatrieringshjælpen finder sted. Første del af
repatrieringshjælpen forudsættes udbetalt i Danmark
så tæt som muligt på udrejsen.
Efter forslaget er det for danske statsborgere med dobbelt
statsborgerskab en betingelse for at få udbetalt
første del af hjælp til repatriering, at den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er betinget løst fra deres danske
statsborgerskab.
De bevilligede beløb er faste, medmindre der i
forbindelse med afrejsen fra Danmark er afholdt udgifter til
transport af personlige ejendele eller indkøb og transport
af erhvervsudstyr. Det samlede beløb til udbetaling ved
anden del af repatrieringshjælpen nedjusteres i givet fald
svarende til udgifterne hertil. Der foretages desuden
formuevurdering i forbindelse med bevilling af hjælp til
repatriering.
Det foreslås i § 7 a, stk. 2,
nr. 1, 2. pkt., at der efter ansøgning umiddelbart
før udrejse derudover kan udbetales udgifter til medbragt
lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug,
udgifter til medbragte nødvendige personlige
hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til
andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.000 kr., samt
hjælp til nødvendig vaccination i Danmark,
såfremt den pågældende har særligt behov
herfor.
Forslaget indebærer, at første del af
repatrieringshjælpen efter forslaget - foruden det faste
beløb - vil kunne omfatte eventuelle udgifter til
nødvendig lægeordineret medicin til højst 1
års forbrug og eventuelle nødvendige vaccinationer i
Danmark. Det vil være en betingelse for at dække
udgifter til nødvendig lægeordineret medicin, at
personen ved en lægeerklæring dokumenterer at have
behov for medicinen. Der vil tillige kunne ydes støtte til
udgifter til nødvendige forebyggende vaccinationer i
Danmark. Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med oplysning af
sagen kunne anmode om en erklæring fra læge, hospital,
institut eller lignende om, hvilke vaccinationer der anses for at
være nødvendig i det konkrete tilfælde.
Der fastsættes i lighed med gældende regler ikke en
grænse for størrelsen af beløbet, der kan
bevilliges til medbragt lægeordineret medicin og
nødvendige forebyggende vaccinationer.
Forslaget indebærer endvidere, at eventuelle udgifter til
medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til
højst 1 års forbrug eller til andre
hjælpemidler, dog højst i alt 5.000 kr., vil - foruden
det faste beløb - kunne blive tildelt og udbetalt i
forbindelse med første del af hjælp til repatriering.
Der vil være tale om situationer, hvor den
pågældende under sit ophold her i landet har brugt
hjælpemidler, og hvor det skønnes, at den
pågældende fortsat vil have behov for disse
hjælpemidler. Der er tale om personlige hjælpemidler,
dvs. engangsartikler, som den pågældende bruger
løbende, f.eks. urinposer, bleer og stomiposer, og om andre
hjælpemidler, som alene er udlånt af kommunen og derfor
vil skulle tilbageleveres ved udrejsen, f.eks. en stok eller en
rollator. For personlige hjælpemidler, som personen bruger
løbende, vil der kunne ydes støtte til højst 1
års forbrug. Det vil være en betingelse for at
dække udgifterne, at der er tale om nødvendige
hjælpemidler, og at personen dokumenterer at have behov for
hjælpemidlerne i den pågældende periode. Hermed
tænkes på udstyr eller hjælpemidler, som er
nødvendige for, at den enkelte person kan klare sig i
hverdagen. Der vil som udgangspunkt kun kunne ydes støtte
til hjælpemidler, som personen allerede har brugt her i
landet.
Det forudsættes, at første del af hjælp til
repatriering udbetales i Danmark så tæt som muligt
på personens udrejse af Danmark.
Det foreslås i § 7 a, stk. 2,
nr. 2, at der efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere
opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har
nær familiemæssig tilknytning, udbetales 70.000 kr. pr.
person, der er fyldt 18 år, og samtidig modtager
reintegrationsbistand, jf. § 10, 85.000 kr. pr. person, der er
fyldt 18 år og ikke samtidig modtager reintegrationsbistand,
jf. § 10, og 40.000 kr. pr. person under 18 år, til
udgifter til indledende etablering i det pågældende
land.
Anden del af repatrieringshjælpen omfatter hjælp til
etablering i det land, hvortil pågældende repatrierer
til, uanset de faktiske etableringsomkostninger, herunder evt.
indkøb af nyt bohave, behandlingsudgifter og skolegang for
skolesøgende børn. Anden del af
repatrieringshjælpen forudsættes udbetalt hurtigst
muligt efter indrejsen i repatrieringslandet.
Forslaget indebærer, at for personer, der er fyldt 18
år, og som ikke tildeles reintegrationsbistand efter reglerne
i repatrieringslovens § 10, indgår efter forslaget i
anden del af repatrieringshjælpen endvidere et
støttebeløb på 15.000 kr. (2021-niveau) med
henblik på indkøb af erhvervsudstyr i
repatrieringslandet. Beløbet udbetales kun til de personer
over 18 år, som ikke samtidig tildeles reintegrationsbistand,
idet det ved reintegrationsbistanden forudsættes, at
modtageren ikke må antages at kunne skaffe sig et
forsørgelsesgrundlag i hjemlandet, hvorved
forudsættes, at pågældende ikke er
erhvervsaktiv.
Efter forslaget vil der umiddelbart før udrejse desuden
kunne udbetales penge til transport af personlige ejendele eller
indkøb og transport af erhvervsudstyr, der ikke kan
købes i hjemlandet, det tidligere opholdsland, eller et
land, hvortil den pågældende har nær
familiemæssig tilknytning, hvis en person godtgør
behovet herfor. Det er dog det klare udgangspunktet for
indkøb af erhvervsudstyr, at dette købes i
repatrieringslandet.
Efter forslaget vil der kunne ydes støtte til
dækning af transport- og rejseudgifter i forbindelse med
f.eks. personligt fremmøde på ambassade eller konsulat
i Danmark eller udlandet, og gebyr i forbindelse med indgivelse af
ansøgning om udstedelse af de nødvendige dokumenter
og lignende.
Eventuelt bevilliget støtte til transport af personlige
ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr samt
eventuelle udgifter til anskaffelse af nationalitetspas m.v. vil
skulle fratrækkes beløbet til udbetaling i anden del
af repatrieringshjælpen.
Det foreslås i § 7 a, stk. 2,
nr. 3, 1. pkt., at der udbetales 80.000 kr. pr. person, der
er fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr. person under 18 år,
til hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det
tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning, når den pågældende på baggrund
af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af
Danmark fremlægger dokumentation for, at den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske
statsborgerskab.
Det er en betingelse for udbetaling af den tredje del af
repatrieringshjælpen, at den pågældende og dennes
børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget
løst fra sit danske statsborgerskab. Ansøgningen om
ubetinget løsning fra statsborgerskabet skal indgives til
Udlændinge- og Integrationsministeriet senest 12
måneder efter udrejsen af Danmark.
Dokumentation for henholdsvis betinget og ubetinget
løsning fra det danske statsborgerskab i form af henholdsvis
betinget og ubetinget løsningsattest skal sendes til den
kommunalbestyrelse, som forestår udbetalingen af hjælp
til repatriering.
I tilfælde hvor den danske statsborger ikke
fremlægger en ubetinget løsningsattest inden for den i
3. pkt., angivne frist, opfylder den pågældende ikke
betingelserne for at modtage hjælp til repatriering efter
repatrieringsloven. Kommunalbestyrelsen skal i sådanne
tilfælde træffe beslutning om tilbagebetaling af
hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 9.
Det foreslås i § 7 a, stk. 2,
nr. 3, 2. pkt., at for en dansk statsborger med dobbelt
statsborgerskab, der har børn, der er født efter
kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf.
§ 7, stk. 1, og som følger den repatrierende
forælder, udbetales 80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18
år, og 45.000 kr. pr. person under 18 år, til
hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere
opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har
nær familiemæssig tilknytning, når den
pågældende derudover fremlægger dokumentation for
ubetinget løsning for disse børn.
Forslaget indebærer, at det tillige er et krav for
udbetaling af den tredje del af hjælp til repatriering, at
eventuelle børn født efter kommunens endelige tilsagn
om hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7,
stk. 1, som følger den repatrierende forælder, er
ubetinget løst fra det danske statsborgerskab. Der vil
således være tale om børn, som er sammen med den
repatrierende forælder i dennes hjemland eller tidligere
opholdsland med henblik på at tage varigt ophold dér.
Der stilles ikke krav om betinget løsning af disse
børn, idet børnene er født efter den
repatrierende forælder har dokumenteret at være
betinget løst fra sit danske statsborgerskab.
Det forudsættes, at ansøgningen om ubetinget
løsning på vegne af disse børn indgives
samtidig med ansøgning om ubetinget løsning fra den
repatrierende forælder og eventuelle børn omfattet af
repatrieringen, og at forælderen og børnene
løses ubetinget fra dansk statsborgerskab samtidig. I
tilfælde af, at en repatrieret forælder får et
barn, efter den pågældende har indgivet
ansøgning om ubetinget løsning, men før der er
truffet afgørelse om ubetinget løsning, skal den
pågældende forælder ansøge om
løsning også på dette barns vegne, og fremsende
dokumentation for ubetinget løsning til kommunen, før
der kan ske udbetaling af den tredje del af hjælp til
repatriering, jf. § 7 a, stk. 2, 3. pkt.
Det foreslås i § 7 a, stk. 2,
nr. 3, 3. pkt., at efter ansøgning kan fristen i 1.
pkt. forlænges med 12 måneder.
En ansøgning om forlængelse af fristen på
yderligere 12 måneder skal indgives til kommunalbestyrelsen i
den kommune, der har udbetalt første del af
repatrieringsstøtten inden udløbet af den i 3. pkt.
fastsatte frist på 12 måneder.
En ansøgning om forlængelse af fristen på 12
måneder kan imødekommes for en kortere eller
længere periode på op til 12 måneder. Fristen vil
som udgangspunkt blive forlænget med 12 måneder,
medmindre der i ansøgningen konkret er anmodet om
forlængelse af fristen for en kortere periode.
Det foreslås i § 7 a, stk. 2,
nr. 3, 4. pkt., at ansøgningen som nævnt i 3.
pkt., medmindre der foreligger helt særlige
omstændigheder, skal indgives inden udløbet af fristen
i 1. pkt.
Forslaget indebærer, at kun i helt undtagelsesvise
tilfælde, hvor der foreligger helt særlige
omstændigheder, kan der ses bort fra en fristoverskridelse.
Ved vurderingen af, om der foreligger sådanne helt
særlige omstændigheder, der kan begrunde, at der kan
ses bort fra en fristoverskridelse, kan der blandt andet
lægges vægt på længden af
fristoverskridelsen, årsagen dertil samt hvilken betydning en
forlængelse af den generelle fortrydelsesret på 12
måneder vil have for den pågældende.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
forslagets § 7 a, stk. 1.
Det foreslås i § 7 a, stk.
3, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan
hæve beløbet, der udbetales til dækning af
udgifter til afrejse og ankomst umiddelbart før udrejse, jf.
stk. 1, nr. 1 og stk. 2, nr. 1 til brug for transport af personlige
ejendele eller personligt bohave, med højst 10.000 kr. pr.
person, mod et tilsvarende fradrag i beløbet, der udbetales
til indledende etablering efter indrejsen i hjemlandet, det
tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at udbetalingen af
første del og andel del af hjælp til repatriering kan
tilpasses ansøgerens behov for nødvendig hjælp
ved tilbagevenden. Den foreslåede ydelsesstruktur vil
således, uanset at ydelserne som udgangspunkt består i
faste rater, kunne tilpasses den enkelte ansøgers
særlige behov og ønsker.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen kan hæve
beløbet med højst 10.000 kr. pr. person, der
udbetales til afrejse og ankomst umiddelbart før udrejse,
jf. stk. 1 og 2, mod et tilsvarende fradrag i beløbet, der
udbetales til indledende etablering efter indrejsen i hjemlandet,
det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning. Det er en betingelse, at det kan dokumenteres, at det
forhøjede beløb anvendes til brug for transport af
personlige ejendele eller personligt bohave. Bestemmelsen vil
således ikke have betydning for det samlede beløb for
hjælp til repatriering efter forslaget, men der vil alene
være tale om en omstrukturering af beløbene.
Forslaget betyder, at hvis en person ved tilbagevenden f.eks.
ønsker hjælp til dækning af udgifter til at
medtage store mængder indbo til repatrieringslandet, kan
tilsvarende udgifter fratrækkes i anden del af hjælp
til repatriering, som udbetales efter indrejsen til
repatrieringslandet med henblik på midlertidig
etablering.
Det foreslås i § 7 a, stk.
4, at udlændinge- og integrationsministeren kan
fastsætte nærmere regler om betingelserne for og
fremgangsmåden ved udbetaling af hjælp til
repatriering.
Forslaget indebærer, at udlændinge- og
integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om
betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af
hjælp til repatriering. Det forventes, at
bemyndigelsesbestemmelsen navnlig vil blive anvendt til i
bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler
om fremgangsmåden ved udbetaling af hjælp til
repatriering, herunder en oplysningspligt for ansøgeren over
for det pengeinstitut, der vil skulle bistå ansøgeren
med at overføre penge i forbindelse med repatrieringen.
Formålet hermed er at imødekomme de regler om
kundekendskab m.v., som pengeinstitutterne er underlagt i relation
til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Relevante
oplysninger, som vil skulle videregives til pengeinstituttet, kan
f.eks. være ID-dokumentation, forventet adresse i hjemlandet,
kontaktoplysninger i hjemlandet m.v. Bemyndigelsesbestemmelsen vil
endvidere kunne anvendes til at fastsætte nærmere
regler om f.eks. behandlingen af ansøgninger om hjælp
til repatriering.
Til nr. 14
Det følger af repatrieringslovens § 9, at
kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling
af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender
fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1
eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget
støtte til repatriering, på ny indgiver
ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for de
første 2 år efter udrejsen og i forlængelse
heraf meddeles opholdstilladelse. Tilsvarende gælder, hvis en
dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget
hjælp til repatriering, ikke inden den frist, der er
nævnt i § 7, stk. 3-6 (fremlæggelse af
dokumentation for ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab på baggrund af ansøgning om ubetinget
løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12
måneder efter udrejsen af Danmark), er ubetinget løst
fra sit danske statsborgerskab. Kommunalbestyrelsen skal endvidere
træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til
repatriering, hvis der til brug for behandlingen af
ansøgningen om hjælp til repatriering eller i
erklæringen efter § 7, stk. 7, er angivet urigtige eller
vildledende oplysninger. Er retten til den resterende del af
hjælp til repatriering efter § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9,
og stk. 5, bortfaldet, jf. § 9 b, stk. 1, skal
kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling
heraf. § 95 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende
anvendelse.
Det foreslås at indsætte et nyt punktum som § 9, stk. 1, 1. pkt., hvorefter
kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling
af udbetalt hjælp til repatriering, hvis en udlænding
eller dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab afstår
fra at repatriere, eller sagsbehandlingsforløbet på
anden vis bliver afbrudt, inden udrejse.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære en
obligatorisk tilbagebetalingspligt, hvis en udlænding eller
dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab afstår fra at
repatriere, eller sagsbehandlingsforløbet på anden vis
bliver afbrudt, inden udrejse, og den pågældende
udlænding eller danske statsborger allerede har fået
udbetalt en del af hjælpen til repatriering, f.eks.
hjælp til transportudgifter eller anskaffelse af
nationalitetspas i forbindelse med hjemrejsen.
Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse, at
bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 20, om særskilt
regulering af reglerne om tilbagebetaling udstedt i medfør
af repatrieringsloven, ligeledes vil regulere situationer, hvor den
pågældende afstår fra eller fortryder
repatrieringen inden udrejsen.
Til nr. 15
Det følger af repatrieringslovens § 9, at
kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling
af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender
fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1
eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget
støtte til repatriering, på ny indgiver
ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for de
første 2 år efter udrejsen og i forlængelse
heraf meddeles opholdstilladelse. Tilsvarende gælder, hvis en
dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget
hjælp til repatriering, ikke inden den frist, der er
nævnt i § 7, stk. 3-6 (fremlæggelse af
dokumentation for ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab på baggrund af ansøgning om ubetinget
løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12
måneder efter udrejsen af Danmark), er ubetinget løst
fra sit danske statsborgerskab. Kommunalbestyrelsen skal endvidere
træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til
repatriering, hvis der til brug for behandlingen af
ansøgningen om hjælp til repatriering eller i
erklæringen efter § 7, stk. 7, er angivet urigtige eller
vildledende oplysninger. Er retten til den resterende del af
hjælp til repatriering efter § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9,
og stk. 5, bortfaldet, jf. § 9 b, stk. 1, skal
kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling
heraf. § 95 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende
anvendelse.
Der er alene tale om en sproglig ændring af formuleringen
af § 9, 1. pkt., der bliver 2.
pkt., som følge af ændringen i lovforslagets § 1,
nr. 14.
Der er således tale om en videreførelse af den
gældende retstilstand, og der er ikke tiltænkt andre
ændringer som følge af den ændrede
bestemmelse.
Til nr. 16
Det fremgår af repatrieringslovens § 9, 1. pkt., at
kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling
af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender
fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1
eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget
støtte til repatriering, på ny indgiver
ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for de
første 2 år efter udrejsen og i forlængelse
heraf meddeles opholdstilladelse.
Endvidere fremgår det af § 9, 2. pkt., at tilsvarende
gælder, hvis en dansk statsborger med dobbelt
statsborgerskab, der har modtaget hjælp til repatriering,
ikke inden den frist, der er nævnt i § 7, stk. 3-6, er
ubetinget løst fra sit danske statsborgerskab. Det
fremgår at repatrieringslovens § 7, stk. 3-6, at for
danske statsborger med dobbelt statsborgerskab udbetales
første del af hjælp til etablering, jf. stk. 2, nr. 4,
hjælp til sygeforsikring, jf. stk. 2, nr. 6, udgifter til
skolegang, jf. stk. 2, nr. 9, samt udgifter til behandling, ved
tilbagevenden, når pågældende og dennes
børn, der er omfattet af repatrieringen, er betinget
løst fra det danske statsborgerskab, og den resterende del
af denne hjælp, når den pågældende på
baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af
Danmark fremlægger dokumentation for, at den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske
statsborgerskab. Efter ansøgning kan fristen forlænges
med 12 måneder, og ansøgningen skal - medmindre der
foreligger helt særlige omstændigheder - indgives inden
udløbet af den angivne frist på 12 måneder efter
udrejsen af Danmark.
Med lovforslaget til § 1, nr. 9, ophæves
repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, og i stedet for
indsættes nye stykker som stk. 2-5. Med lovforslagets §
1, nr. 13, indsættes en ny bestemmelse i § 7 a, hvorved
tredje del af hjælp til repatriering udbetales for danske
statsborgere med dobbelt statsborgerskab, når den
pågældende på baggrund af ansøgning om
ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest
12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger
dokumentation for, at den pågældende og dennes
børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget
løst fra det danske statsborgerskab, jf. forslaget til
repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 1. pkt. Efter
ansøgning kan fristen i 1. pkt. forlænges med 12
måneder, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a,
stk. 2, nr. 3, 3. pkt., og ansøgningen som nævnt i 3.
pkt. skal - medmindre der foreligger helt særlige
omstændigheder - indgives inden udløbet af fristen i
1. pkt., jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2,
nr. 3, 4. pkt.
Det foreslås, at repatrieringslovens § 9, 2. pkt., der bliver 3. pkt.,
ændres, således at henvisningen til § 7, stk. 3-6,
bliver til § 7 a, stk. 2, nr. 3.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9,
hvor repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, ophæves - og
erstattes af nye stykker - samt suppleres af repatrieringslovens
§ 7 a med lovforslagets § 1, nr. 13.
Til nr. 17
Det fremgår af repatrieringslovens § 9, 3. pkt., at
kommunalbestyrelsen endvidere skal træffe beslutning om
tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis der til brug
for behandlingen af ansøgningen om hjælp til
repatriering eller i erklæringen efter § 7, stk. 7, er
angivet urigtige eller vildledende oplysninger.
Med lovforslagets § 1, nr. 9, ophæves
repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, og i stedet for
indsættes fire nye stykker som stk. 2-5. Repatrieringslovens
§ 7, stk. 7-12, bliver herefter stk. 6-11.
Det foreslås, at repatrieringslovens § 9, 3. pkt.,
der bliver 4. pkt., ændres, således at henvisningen til
§ 7, stk. 7, bliver til § 7, stk. 6.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9,
hvor repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, ophæves, og stk.
2-5 indsættes som nye stykker, hvorefter § 7, stk. 7-12,
bliver stk. 6-11.
Til nr. 18
Det fremgår af repatrieringslovens § 9, 4. pkt., at
hvis retten til den resterende del af hjælp til repatriering
efter § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, er bortfaldet,
jf. § 9 b, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen træffe
beslutning om tilbagebetaling heraf.
Hjælp til repatriering omfatter efter
omstændighederne bl.a. hjælp til etablering, jf.
repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 4, udgifter til
sygeforsikring i hjemlandet eller det tidligere opholdsland, jf.
§ 7, stk. 2, nr. 6, og udgifter til skolegang, jf. § 7,
stk. 2, nr. 9, samt hjælp til dækning af
behandlingsudgifter, jf. § 7, stk. 5.
Med lovforslagets § 1, nr. 9, ophæves bl.a.
repatrieringslovens § 7, stk. 2, og stk. 5. Med lovforslagets
§ 1, nr. 13, udbetales resterende del - dvs. den tredje del -
af hjælp til repatriering for udlændinge, der har
fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1
eller 2, efter fortrydelsesfristens udløb, og for andre
udlændinge udbetales tredje del af hjælp til
repatriering 12 måneder efter udrejsen af Danmark, jf.
forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 3. Med
forslaget til § 1, nr. 13, udbetales endvidere tredje del af
hjælp til repatriering for danske statsborgere med dobbelt
statsborgerskab, når den pågældende på
baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af
Danmark fremlægger dokumentation for, at den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske
statsborgerskab, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a,
stk. 2, nr. 3, 1. pkt. For en dansk statsborger med dobbelt
statsborgerskab, der har børn, der er født efter
kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf.
§ 7, stk. 1, og som følger den repatrierende
forælder, udbetales tredje del af repatrieringshjælpen,
når den pågældende derudover fremlægger
dokumentation for ubetinget løsning for disse børn,
jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 2.
pkt.
Det foreslås, at repatrieringslovens § 9, 4. pkt., der bliver 5. pkt.,
ændres, således at henvisningen til § 7, stk. 2,
nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, bliver til § 7 a, stk. 1, nr. 2 og
3, og stk. 2, nr. 2 og 3.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9,
hvor bl.a. repatrieringslovens § 7, stk. 2, og stk. 5,
ophæves - og erstattes af nye stykker - samt suppleres af
repatrieringslovens § 7 a med lovforslagets § 1, nr.
13.
Til nr. 19
Det følger af repatrieringslovens § 9, at
kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling
af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender
fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1
eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget
støtte til repatriering, på ny indgiver
ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for de
første 2 år efter udrejsen og i forlængelse
heraf meddeles opholdstilladelse. Tilsvarende gælder, hvis en
dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget
hjælp til repatriering, ikke inden den frist, der er
nævnt i § 7, stk. 3-6 (fremlæggelse af
dokumentation for ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab på baggrund af ansøgning om ubetinget
løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12
måneder efter udrejsen af Danmark), er ubetinget løst
fra sit danske statsborgerskab. Kommunalbestyrelsen skal endvidere
træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til
repatriering, hvis der til brug for behandlingen af
ansøgningen om hjælp til repatriering eller i
erklæringen efter § 7, stk. 7, er angivet urigtige eller
vildledende oplysninger. Er retten til den resterende del af
hjælp til repatriering efter § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9,
og stk. 5, bortfaldet, jf. § 9 b, stk. 1, skal
kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling
heraf. § 95 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende
anvendelse.
Det følger af § 95, stk. 1, i lov om aktiv
socialpolitik, at tilbagebetalingskravet opkræves af kommunen
eller af Udbetaling Danmark efter regler fastsat af
beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren.
Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale
bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med
ydelser.
Af § 95, stk. 2, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik
følger, at tilbagebetalingskravet bortfalder, når der
er gået 3 år efter hjælpens ophør, uden at
der har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet.
Det fremgår desuden af § 95, stk. 2, 2. og 3. pkt. i
lov om aktiv socialpolitik, at såfremt tilbagebetalingskravet
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. (om
tilbagebetalingskravets bortfald efter 3 år) ikke anvendelse
fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden finder
forældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog
tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a,
stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
§ 95, stk. 2, 2. og 3. pkt., medfører således,
at forældelsesloven finder anvendelse fra
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, og forældelsesfristen er
herefter den almindelige forældelsesfrist på 3
år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Dette
medfører, at forældelse indtræder 3 år fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse, medmindre
forældelsen forinden er afbrudt efter forældelseslovens
regler om afbrydelse.
Det foreslås, at repatrieringslovens § 9, 5. pkt., ophæves.
Det forudsættes med den foreslåede ordning, at der i
stedet for reguleringen efter § 95 i lov om aktiv social
politik vil blive udstedt en bekendtgørelse om
opkrævning af hjælp til repatriering ved fortrudt
repatriering, hvorved muligheden for opkrævning reguleres.
Adgangen for kommunalbestyrelsen til at opkræve hjælp
til repatriering efter fortrudt repatriering vil således
afvige fra kommunalbestyrelsens øvrige adgang til at
opkræve tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik
m.v.
Der henvises til afsnit 2.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger og til bemærkningerne til § 1, nr.
20.
Til nr. 20
Det fremgår af repatrieringslovens § 9, at
kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling
af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender
fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1
eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget
støtte til repatriering, på ny indgiver
ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for de
første 2 år efter udrejsen og i forlængelse
heraf meddeles opholdstilladelse. Tilsvarende gælder, hvis en
dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget
hjælp til repatriering, ikke inden den frist, der er
nævnt i § 7, stk. 3-6 (fremlæggelse af
dokumentation for ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab på baggrund af ansøgning om ubetinget
løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12
måneder efter udrejsen af Danmark), er ubetinget løst
fra sit danske statsborgerskab. Kommunalbestyrelsen skal endvidere
træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til
repatriering, hvis der til brug for behandlingen af
ansøgningen om hjælp til repatriering eller i
erklæringen efter § 7, stk. 7, er angivet urigtige eller
vildledende oplysninger. Er retten til den resterende del af
hjælp til repatriering efter § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9,
og stk. 5, bortfaldet, jf. § 9 b, stk. 1, skal
kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling
heraf. § 95 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende
anvendelse.
Det foreslås i § 9, stk.
2, at udlændinge- og integrationsministeren
fastsætter nærmere regler om regulering af
tilbagebetalingskrav ved fortrudt repatriering.
Bemyndigelsen forventes at ville blive udmøntet til at
fastsætte nærmere regler om tilbagebetaling af udbetalt
hjælp til repatriering ved fortrudt repatriering, herunder at
tilbagebetalingskravet ved fortrudt repatriering vil kunne
opretholdes i en længere periode og på den baggrund
sikre en ordning, der i højere grad hindrer misbrug.
På den baggrund forventes det, at der vil blive etableret
hjemmel til indgå afdragsordninger for personer, der efter
genindrejse i Danmark modtager visse ydelser, herunder
selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, kontanthjælp
m.v., således at der ikke - som i dag - efter 3 år vil
kunne ydes henstand i disse sager, og at tilbagebetaling
således reelt bliver muligt i et flertal af disse sager.
Der forventes efter den foreslåede ordning, at der fortsat
vil være sager, hvor den pågældendes
betalingsevne vil være så beskeden, at en
afdragsordning, uanset størrelsen på
tilbagebetalingskravets og de fastsatte afdrag, ud fra en samlet
proportionalitetsafvejning, ikke vil kunne fastsættes.
Endelig forventes det med den foreslåede
bemyndigelsesbestemmelse, at regler om tilbagebetaling i
situationer, hvor den pågældende fortryder
repatrieringen, eller hvor sagsbehandlingsforløbet på
anden vis afbrydes, allerede inden udrejsen, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 14, tilsvarende vil skulle reguleres nærmere i
medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse med
mulighed for fastsættelse af afdragsordning m.v.
Der henvises til afsnit 2.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 21
Det fremgår af repatrieringslovens § 9 a, stk. 4, at
kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan træffe
afgørelse om, at hjælp til repatriering, som ikke er
udbetalt, kan ydes, når personen ikke længere unddrager
sig strafforfølgning, jf. stk. 1, eller straffuldbyrdelse,
jf. stk. 2, såfremt betingelserne for udbetaling af
hjælp til repatriering efter § 7, stk. 1 og 9, i
øvrigt er opfyldt.
Det foreslås, at henvisningen til stk. 9 i
repatrieringslovens § 9 a, stk. 4,
ændres til stk. 8.
Med forslaget i § 1, nr. 9, ophæves
repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, og i stedet indsættes
stk. 2-5. Stk. 7-12 bliver herefter stk. 6-11.
Forslaget, der er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr.
9, indebærer således, at der sker en korrekt henvisning
til bestemmelsen i repatrieringsloven.
Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke
indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.
Til nr. 22
Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, træffer
kommunalbestyrelsen afgørelse om, at retten til den
resterende del af hjælp til repatriering, jf.
repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5,
bortfalder, når der foreligger oplysninger om forhold, som
efter reglerne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2,
nr. 1 eller 2, eller stk. 5, ville udelukke personen fra
opholdstilladelse.
Med lovforslagets § 1, nr. 9, ophæves bl.a.
repatrieringslovens § 7, stk. 2, og stk. 5. Med lovforslagets
§ 1, nr. 13, udbetales resterende del - dvs. den tredje del -
af hjælp til repatriering for udlændinge, der har
fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1
eller 2, efter fortrydelsesfristens udløb, og for andre
udlændinge udbetales tredje del af hjælp til
repatriering 12 måneder efter udrejsen af Danmark, jf.
forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 3. Med
forslaget til § 1, nr. 13, udbetales endvidere tredje del af
hjælp til repatriering for danske statsborgere med dobbelt
statsborgerskab, når den pågældende på
baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af
Danmark fremlægger dokumentation for, at den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske
statsborgerskab, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a,
stk. 2, nr. 3, 1. pkt. For en dansk statsborger med dobbelt
statsborgerskab, der har børn, der er født efter
kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf.
§ 7, stk. 1, og som følger den repatrierende
forælder, udbetales tredje del af repatrieringshjælpen,
når den pågældende derudover fremlægger
dokumentation for ubetinget løsning for disse børn,
jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 2.
pkt.
Det foreslås, at repatrieringslovens § 9, b, stk. 1 ændres,
således at henvisningen til § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9,
og stk. 5, bliver til § 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2,
nr. 2 og 3.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9,
hvor bl.a. repatrieringslovens § 7, stk. 2, og stk. 5,
ophæves - og erstattes af nye stykker - samt suppleres af
repatrieringslovens § 7 a med lovforslagets § 1, nr.
13.
Til nr. 23
Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, træffer
kommunalbestyrelsen afgørelse om, at retten til den
resterende del af hjælp til repatriering, jf.
repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5,
bortfalder, når der foreligger oplysninger om forhold, som
efter reglerne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2,
nr. 1 eller 2, eller stk. 5, ville udelukke personen fra
opholdstilladelse.
Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 2, er bortfald af den
resterende del af hjælp til repatriering betinget af, at det
forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf.
repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, helt eller delvist har
fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens
afgørelse efter repatrieringslovens § 7, stk. 1, og
indtil det tidspunkt, hvor personen anmoder om at få udbetalt
den resterende del af hjælpen.
Det foreslås at indsætte et nyt punktum som
repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, 2.
pkt., hvorefter bortfald af den resterende del af
hjælp til repatriering er betinget af, at det forhold, som
ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. 1. pkt., helt
eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter
kommunalbestyrelsens afgørelse efter repatrieringslovens
§ 7, stk. 1, og indtil det tidspunkt, hvor personen anmoder om
at få udbetalt den resterende del af hjælpen.
Med forslaget indsættes det nuværende stk. 2 i
repatrieringslovens § 9 b, der blev indsat i
repatrieringsloven ved lov nr. 130 af 30. januar 2021, som et nyt
2. punktum i repatrieringslovens § 9 b, stk. 1. Der er ikke i
øvrigt foretaget ændringer i ordlyden af det
nuværende stk. 2, der bliver 2. punktum i § 9 b.
Forslaget, der skal ses i sammenhæng med forslaget til
§ 1, nr. 22, hvorefter repatrieringslovens § 9 b, stk. 2,
nyaffattes, har alene til formål at sikre en mere
hensigtsmæssig opbygning af bestemmelsen i lovteknisk
henseende.
Til nr. 24
Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, træffer
kommunalbestyrelsen afgørelse om, at retten til den
resterende del af hjælp til repatriering, jf.
repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5,
bortfalder, når der foreligger oplysninger om forhold, som
efter reglerne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2,
nr. 1 eller 2, eller stk. 5, ville udelukke personen fra
opholdstilladelse.
Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 2, er bortfald af den
resterende del af hjælp til repatriering betinget af, at det
forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf.
repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, helt eller delvist har
fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens
afgørelse efter repatrieringslovens § 7, stk. 1, og
indtil det tidspunkt, hvor personen anmoder om at få udbetalt
den resterende del af hjælpen.
Efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, bortfalder en
opholdstilladelse eller opholdsret, hvis en udlænding
opholder eller har opholdt sig uden for landet, og der er grund til
at antage, at udlændingen under opholdet uden for landet
deltager eller har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan
indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed,
andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den
offentlige orden, medmindre bortfald vil være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser. For udlændinge, som er
omfattet af EU-reglerne, kan bortfald af opholdsret kun ske i
overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne
gælder for begrænsning af retten til fri
bevægelighed.
Den omstændighed, at Udlændingestyrelsen efter
tidspunktet for kommunalbestyrelsens afgørelse om at yde
hjælp til repatriering træffer afgørelse om
bortfald af en udlændings opholdstilladelse i medfør
af udlændingelovens § 21 b, medfører ikke i sig
selv, at retten til den resterende del af hjælp til
repatriering bortfalder efter repatrieringslovens § 9 b. Der
henvises herved i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.3.
Det foreslås, at repatrieringslovens § 9 b, stk. 2, nyaffattes, således
at kommunalbestyrelsen endvidere træffer afgørelse om,
at retten til den resterende del af hjælp til repatriering,
jf. repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5,
som bliver til § 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3 og stk. 2, nr. 2 og
3, bortfalder, hvis personens opholdstilladelse bortfalder i
medfør af udlændingelovens § 21 b.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til §
1, nr. 21, hvorefter den gældende bestemmelse i
repatrieringslovens § 9 b, stk. 2, indsættes som et nyt
punktum i repatrieringslovens § 9 b, stk. 1.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle
træffe afgørelse om, at retten til den resterende del
af hjælp til repatriering bortfalder, hvis
Udlændingestyrelsen måtte træffe afgørelse
om, at udlændingens opholdstilladelse bortfalder efter
udlændingelovens § 21 b. Herved sikres det, at retten
til den resterende del af hjælp til repatriering vil
bortfalde, hvis udlændingen opholder eller har opholdt sig
uden for Danmark, og der er grund til at antage, at
udlændingen under opholdet uden for Danmark deltager eller
har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller
forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden.
Det er uden betydning for anvendelsen af den foreslåede
bestemmelse, hvornår den aktivitet, der kan føre til
bortfald af opholdstilladelsen, har fundet sted, så
længe Udlændingestyrelsen træffer
afgørelse om bortfald af opholdstilladelsen i medfør
af udlændingelovens § 21 b efter det tidspunkt, hvor
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om at yde
hjælp til repatriering efter repatrieringslovens § 7.
Også aktiviteter, der har fundet sted forud for
kommunalbestyrelsens afgørelse om at yde hjælp, men
hvor Udlændingestyrelsen ikke forud for kommunalbestyrelsens
afgørelse har taget stilling til eller måtte
være bekendt med aktiviteten, omfattes dermed af den
foreslåede bortfaldsordning. I sager, hvor en
udlændings opholdstilladelse er bortfaldet efter
udlændingelovens § 21 b forud for kommunalbestyrelsens
afgørelse om at yde hjælp, er udlændingen ikke
omfattet af repatrieringslovens anvendelsesområde og kan
dermed ikke modtage hjælp til repatriering.
For udlændinge er det bl.a. en forudsætning for
udbetaling af den resterende del af hjælp til repatriering,
at udlændingens opholdstilladelse er bortfaldet og
fortrydelsesretten udløbet, jf. udlændingelovens
§ 17 a og repatrieringslovens § 7, stk. 3-6. Anmoder en
udlænding om udbetaling af den resterende del af
hjælpen forud for, at fortrydelsesretten er udløbet,
kan kommunalbestyrelsen afvise anmodningen. Er en repatrieret
udlændings opholdstilladelse bortfaldet efter
udlændingelovens § 17 a, vil Udlændingestyrelsen
ikke efterfølgende have anledning til at tage stilling til,
om en aktivitet omfattes af bortfaldsbestemmelsen i
udlændingelovens § 21 b. Det følger heraf, at en
afgørelse om bortfald af den resterende del af hjælpen
under henvisning til, at udlændingens opholdstilladelse er
bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, i praksis vil
kunne træffes indtil det tidspunkt, hvor den repatrierede
udlændings opholdstilladelse ellers bortfalder i
medfør af udlændingelovens § 17 a.
Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen skal træffe
afgørelse om bortfald af den resterende del af hjælpen
straks efter, at kommunalbestyrelsen er blevet bekendt med, at
udlændingens opholdstilladelse er bortfaldet efter
udlændingelovens § 21 b. Det bemærkes i den
forbindelse, at Udlændingestyrelsen i medfør af
udlændingelovens § 44 a, stk. 1, nr. 4, uden
udlændingens samtykke kan og også skal videregive
oplysninger om, at udlændingens opholdstilladelse er
bortfaldet, til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor
udlændingen senest har haft bopæl.
Udlændingestyrelsen skal også underrette
kommunalbestyrelsen, hvis afgørelsen om bortfald efter
udlændingelovens § 21 b senere omgøres eller
ophæves. Modtager kommunalbestyrelsen fra
Udlændingestyrelsen oplysninger om, at en udlændings
opholdstilladelse er bortfaldet, vil kommunalbestyrelsen
således af egen drift straks skulle undersøge, om
udlændingen modtager eller har udsigt til at skulle modtage
støtte efter repatrieringsloven, som med forslaget efter
omstændighederne skal bortfalde. Omgøres eller
ophæves afgørelsen om bortfald efter
udlændingelovens § 21 b, efterbetales den resterende del
af hjælpen, forudsat at de øvrige betingelser for
udbetaling af ydelsen var opfyldt, jf. repatrieringslovens § 9
b.
Til nr. 25
Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 4, 1. pkt., vurderer
Udlændingestyrelsen, om betingelserne i
udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2,
eller stk. 5, er opfyldt, jf. repatrieringslovens § 9 b, stk.
1, og om der foreligger oplysninger, som giver grund til at antage,
at der foreligger et forhold omfattet af repatrieringslovens §
9 b, stk. 1, jf. stk. 3.
Med forslaget til § 1, nr. 21, indsættes der et
yderligere punktum i repatrieringslovens § 9 b, stk. 1,
hvorefter bortfald af den resterende del af hjælp til
repatriering er betinget af, at det forhold, som ville udelukke
personen fra opholdstilladelse, jf. repatrieringslovens § 9 b,
stk. 1, helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i
perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter
repatrieringslovens § 7, stk. 1, og indtil det tidspunkt, hvor
personen anmoder om at få udbetalt den resterende del af
hjælpen. Med forslaget til § 1, nr. 21, indsættes
det nuværende stk. 2 i repatrieringslovens § 9 b
således som et nyt 2. pkt. i repatrieringslovens § 9 b,
stk. 1.
Det foreslås, at repatrieringslovens § 9 b, stk. 4, 1. pkt., ændres,
således at (henvisningen til) stk. 1 bliver til stk. 1, 1.
pkt.
Forslaget, der er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr.
23, betyder, at Udlændingestyrelsen fortsat alene skal
vurdere, om betingelserne i udlændingelovens § 10, stk.
1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, er opfyldt, jf.
repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, 1. pkt., men fortsat ikke,
om det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse,
jf. repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, 1. pkt., helt eller
delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter
kommunalbestyrelsens afgørelse efter repatrieringslovens
§ 7, og indtil det tidspunkt, hvor personen anmoder om at
få udbetalt den resterende del af hjælpen, jf.
forslaget til repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, 2. pkt.
Til nr. 26
Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved
repatriering efter loven forstås personers frivillige
tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med
henblik på at tage varig bopæl.
Det følger af repatrieringslovens § 10, stk. 1, nr.
4, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en
løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år
til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, hvis
personen på tidspunktet for repatrieringen er fyldt 55
år, opfylder betingelserne for at modtage
førtidspension eller er fyldt 50 år og på grund
af sin helbredstilstand eller lignende forhold må antages
ikke at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i
hjemlandet eller det tidligere opholdsland.
Det foreslås, at der i § 10,
stk. 1, nr. 4, ændres »eller det tidligere
opholdsland« til: », det tidligere opholdsland eller et
land, hvortil den pågældende har nær
familiemæssig tilknytning«.
Forslaget er en konsekvens af, at personer omfattet af
repatrieringsloven fremover vil have mulighed for at repatriere til
et andet land end deres hjemland eller tidligere opholdsland,
såfremt de har nær familiemæssig tilknytning til
det pågældende land.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 27
Det følger af repatrieringslovens § 10, stk. 1, at
kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en
løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år
til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, hvis
personen ikke har midler, som kan dække behovet for
reintegrationsbistand (nr. 1), ønsker at vende tilbage til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at
tage varig bopæl (nr. 2), har haft opholdstilladelse i
Danmark i 5 år (nr. 3) og på tidspunktet for
repatrieringen er fyldt 55 år, opfylder betingelserne for at
modtage førtidspension eller er fyldt 50 år og
på grund af sin helbredstilstand eller lignende forhold
må antages ikke at kunne skaffe sig et
forsørgelsesgrundlag i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland (nr. 4).
Det følger desuden af repatrieringslovens § 10, stk.
2, at personen, i stedet for en løbende, månedlig
reintegrationsbistand i 5 år efter stk. 1, kan, inden
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter stk. 1,
anmode om at modtage en løbende, månedlig livslang
reintegrationsbistand, som udgør 80 pct. af
reintegrationsbistanden efter stk. 1. Anmodningen er
uigenkaldelig.
Videre fremgår det af repatrieringslovens 10, stk. 3, at
kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en supplerende
løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år
til en person, som er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, og som
er berettiget til reintegrationsbistand efter stk. 1 og meddelt
opholdstilladelse her i landet før den 1. juli 2002. Den
supplerende reintegrationsbistand udgør 1.000 kr. pr.
måned. I stedet for en løbende, månedlig ydelse
i 5 år kan personen, inden kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse efter 1. pkt., anmode om at modtage en
løbende, månedlig, livslang ydelse på 800 kr.
Beløbene reguleres ikke, men er permanente. Anmodningen er
uigenkaldelig.
Repatrieringslovens § 10, stk. 4-7, regulerer en
række regler vedrørende genoptagelse af sager om
reintegrationsbistand, medtagelse af pension, Udbetaling Danmarks
administration af udbetalingen, fastsættelse af
størrelsen af reintegrationsbistanden og terminaladgang til
oplysninger i indkomstregisteret.
Det foreslås i § 10, stk. 4, 1.
pkt., at kommunalbestyrelsen ud over betingelserne oplistet
i stk. 1 kun kan udbetale den løbende, månedlige
reintegrationsbistand, hvis ansøgeren frem til
udbetalingstidspunktet ikke er registreret som sigtet i
Kriminalregisteret. Forslaget indebærer, at
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om afslag
på løbende, månedlig reintegrationsbistand,
såfremt ansøgeren frem til tidspunktet for udrejsen
registreres som sigtet for en lovovertrædelse, der er
registreringspligtig i Kriminalregisteret.
Idet ikke alle sigtelser må forventes at føre til
domfældelse, eller hvis sigtelsen viser sig at være
grundløs eller ikke at medføre straf, der ikke har
betydning for pågældendes adgang til at modtage
reintegrationsbistand, herunder bødestraf eller lignende,
vil kommunalbestyrelsen i øvrigt skulle vejlede om
muligheden for at søge om reintegrationsbistand på ny
i tilfælde af afslag på baggrund af den registrerede
sigtelse i Kriminalregisteret. Konsekvensen af et afslag på
ansøgning om reintegrationsbistand, hvor sigtelsen
efterfølgende viser sig at være grundløs,
sigtelsen opgives eller sigtelsen fører til en dom, der ikke
har betydning for, hvorvidt pågældende er omfattet af
repatrieringslovens personkreds, er således ikke
udslagsgivende for personens overordnede mulighed for at repatriere
med støtte efter repatrieringsloven på sigt.
Øvrige familiemedlemmer vil efter den foreslåede
bestemmelse ikke skulle bøde for forhold, som alene kan
henføres til et familiemedlem. Ansøgerens
familiemedlemmer vil således kunne blive bevilget
repatrieringsstøtte, hvis de øvrige betingelser
herfor er opfyldt, uanset at ansøgeren måtte blive
meddelt afslag på repatrieringsstøtte pga. en
verserende sigtelse. Der vil dog kunne forekomme tilfælde,
hvor en sigtelse vil kunne medføre, at familiemedlemmet ikke
vil kunne repatriere, hvis familiemedlemmet efter reglerne i
repatrieringslovens § 7, stk. 9, der som følge af
lovforslagets § 1, nr. 9, vil blive stk. 8, kun kan repatriere
sammen med referencen.
Kommunalbestyrelsens afgørelser om afslag på
reintegrationsbistand efter den foreslåede bestemmelse i
repatrieringslovens § 10, stk. 4, 2. pkt., vil kunne
indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område,
jf. repatrieringslovens § 12, stk. 1.
Det foreslås i § 10, stk. 4, 2.
pkt., at kommunalbestyrelsen kan træffe
afgørelse om afslag på den løbende,
månedlige reintegrationsbistand, hvis der er grund til at
antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i
aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge
en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en
væsentlig trussel mod den offentlige orden.
Forslaget indebærer, at den relevante kommune ved
behandling af ansøgninger om den løbende,
månedlige reintegrationsbistand kan træffe
afgørelse om afslag på reintegrationsbistand, hvis der
er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at
deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller
forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden.
Det vil efter forslaget bero på et konkret skøn,
der foretages af den relevante kommune, om der i den enkelte sag
foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde
mistankekravet (»grund til at antage«), der foretages
på baggrund af en udtalelse fra politiet, jf. forslaget til
repatrieringslovens § 10, stk. 5, 2. pkt.
Der henvises til bemærkningerne til § 10, stk. 5, 2.
pkt.
Det foreslås i § 10, stk. 5, 1.
pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med
afgørelse om reintegrationsbistand indhenter en udtalelse
fra politiet om, hvorvidt ansøgeren er registreret sigtet
for en lovovertrædelse i Kriminalregisteret, jf. stk. 4, 1.
pkt.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i forbindelse
med modtagelsen af en ansøgning om reintegrationsbistand
konkret vil skulle rette henvendelse til politiet og anmode om en
udtalelse om de eventuelle verserende sigtelser, der efter
kriminalregisterbekendtgørelsen er registreringspligtige i
Kriminalregisteret. Der er således ikke med forslaget lagt op
til, at kommunalbestyrelsen selv skal have adgang til hverken at se
eller lave registreringer i Kriminalregisteret. Det
forudsættes i den forbindelse, at politiet afgiver en
udtalelse, der alene konstaterer om ansøger er registreret i
Kriminalregisteret med en sigtelse. Er ansøgeren på
ansøgningstidspunktet registreret med en verserende sigtelse
indebærer den foreslåede ordning, at
kommunalbestyrelsen vil skulle give afslag på
ansøgningen om reintegrationsbistand.
Efter forslaget vil en sigtelse kunne føre til afslag
på repatrieringsstøtte under forudsætning af, at
sigtelsen for den pågældende lovovertrædelse er
registreringspligtig i Kriminalregisteret og dermed kommer til
kommunalbestyrelsens kendskab i forbindelse med indhentelse af en
udtalelse fra politiet om eventuelle registreringer i
Kriminalregisteret.
I forbindelse med en afgørelse om bevilling af
reintegrationsbistand vil kommunalbestyrelsen skulle give tilsagn
til ansøgeren om, at kommunalbestyrelsen har vurderet, at
pågældende er berettiget til den ansøgte
støtte under forudsætning af, at
pågældende ikke frem til udrejsen sigtes for
kriminalitet, der er registreringspligtig i Kriminalregisteret. Det
forudsættes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen
på ny vil skulle indhente oplysninger fra politiet om
eventuelle registreringer i Kriminalregisteret inden udbetalingen
af reintegrationsbistanden, hvis den tidsmæssige
udstrækning mellem bevilling og udrejse - og dermed
udbetalingen - f.eks. pga. sygdom, rejsehindringer eller andre
forsinkelser, der på anden vis afbryder
sagsbehandlingsforløbet, rækker ud over en
længere periode.
Såfremt den pågældende er registreret sigtet
på udrejsetidspunktet, vil reintegrationsbistanden
bortfalde.
Det forudsættes med lovforslaget, at politiet vil kunne
videregive oplysninger om eventuelle sigtelser til
kommunalbestyrelsen på baggrund af kommunalbestyrelsens
anmodning herom med henblik på at træffe
afgørelse om afslag på reintegrationsbistand, jf.
forslaget til repatrieringslovens § 10, stk. 4, 1. pkt., uden
at der forinden vil skulle indhentes samtykke fra ansøgeren
eller foretages en vurdering i hver enkelt sag af, om oplysningerne
konkret kan videregives. Dette vil sikre effektive og
hensigtsmæssige rammer for kommunalbestyrelsens behandling af
ansøgning om repatrieringsstøtte.
Politiet vil i forbindelse med behandlingen af sagen og
afgivelsen af udtalelsen efter forslaget til § 10, stk. 5, 1.
pkt., i muligt omfang omfatte personen af de
retssikkerhedsgarantier, som følger af forvaltningsloven og
forvaltningsretten, herunder bl.a. partshøring, ret til at
afgive udtalelse og begrundelse. Det betyder f.eks., at politiets
udtalelse forudsættes at skulle opfylde betingelserne i
forvaltningslovens § 24, således at vurderingen,
såfremt politiet afgiver en udtalelse, kan danne grundlag for
og direkte indgå i den afgørelse, som
kommunalbestyrelsen herefter skal træffe i medfør af
forslaget til repatrieringslovens § 10, stk. 4, 1. pkt.
Om forholdet til forvaltningsloven og de databeskyttelsesretlige
regler henvises til afsnit 3 om forholdet til de
databeskyttelsesretlige regler.
Det foreslås i § 10, stk. 5, 2.
pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med
afgørelse om løbende, månedlig
reintegrationsbistand endvidere indhenter en udtalelse fra
politiet, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har
til hensigt at deltage i de aktiviteter i udlandet, som er
nævnt i stk. 4, 2. pkt.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen indhenter en
udtalelse fra politiet forud for afgørelsen om
løbende, månedlig reintegrationsbistand, hvis
kommunalbestyrelsen finder, at der er grund til at antage, at
ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i
udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden.
Indikationer på, at ansøgeren har til hensigt at
rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, der kan
indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed,
andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den
offentlige orden, kan eksempelvis bero på indberetninger til
kommunen om, at der er mistanke om, at den pågældende
er radikaliseret eller udviser anden mistænkelig
adfærd, eller hvis kommunen i øvrigt som led i det
kommunale forebyggende arbejde er bekendt med anmærkning
på den pågældende om aktiviteter på de
sociale medier, ytringer m.v. Det kan også eksempelvis bero
på henvendelser om bekymringer for ekstremisme til
infohusene, der er et formaliseret samarbejde mellem politi,
kommune og andre relevante myndigheder.
Anmodningen sendes til den lokale politistation i den
politikreds, der dækker den relevante kommune, som behandler
ansøgningen om reintegrationsbistanden.
Udtalelsen om, hvorvidt den pågældende har til
hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, som kan
indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed,
andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den
offentlige orden, vil efter forslaget bero på et konkret
skøn, der vil skulle foretages af politiet.
Kommunalbestyrelsen vil på baggrund af udtalelsen fra
politiet træffe afgørelse om løbende,
månedlig reintegrationsbistand.
Det vil i politiets udtalelse om, hvorvidt der er grund til at
antage, at pågældende har til hensigt at rejse til
udlandet og deltage i aktiviteter, der kan indebære eller
forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden
bl.a. være afgørende, hvorvidt formålet med og
karakteren af de aktiviteter, som den pågældende
forventes at deltage i i udlandet, i almindelighed må antages
at påvirke den pågældende i sådan grad, at
det vil kunne indebære eller forøge en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden. Det er således ikke et
krav, at der er en konkret mistanke om, at den
pågældende har til hensigt at begå et strafbart
forhold i f.eks. Danmark eller at påvirke andre hertil.
En person vil efter forslaget være en fare for statens
sikkerhed, når der er tale om interesser, der værnes af
straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser mod
statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme
m.v.).
Efter forslaget vil en person være til fare for andre
staters sikkerhed, når der er tale om alvorlige forbrydelser,
som vil kunne bringe andre staters sikkerhed i fare. Det
gælder bl.a. terrorisme, forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod
statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder. Hensynet
til at forebygge sådanne alvorlige forbrydelser i andre lande
vil således også efter omstændighederne kunne
begrunde et afslag på en ansøgning om løbende,
månedlig reintegrationsbistand.
En person vil efter forslaget være en væsentlig
trussel mod den offentlig orden, når der er tale om andre
alvorlige forbrydelser end dem, der er omfattet af straffelovens
kapitel 12 og 13, som vil kunne true den offentlige orden
væsentligt, uden at der herved dog er fare for statens
sikkerhed. Det kan gøre sig gældende ved bl.a. drab
(straffelovens § 237), frihedsberøvelse (straffelovens
§ 261), grov vold (straffeloven § 245),
ildspåsættelse (straffelovens §§ 180-181)
eller anvendelse af kemiske, biologiske eller nukleare våben
eller kampstoffer (straffelovens § 183). En mere bagatelagtig
trussel mod den offentlige orden vil efter forslaget ikke
være tilstrækkelig til, at politiet udtaler, at der er
grund til at antage, at den pågældende har til hensigt
at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, der vil
være en væsentlig trussel mod den offentlige orden.
Som et eksempel på aktiviteter, der i almindelighed
må antages at kunne indebære eller forøge en
fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en
væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes
ophold i et konfliktområde i udlandet. Det gælder
navnlig i relation til personer, der tager aktivt del i
kamphandlingerne. Personer, der opholder sig i et
konfliktområde uden at tage aktivt del i kamphandlingerne,
kan imidlertid også blive udsat for en sådan
påvirkning og forråelse, der kan øge deres evne
eller vilje til at begå strafbare forhold. Det kan
eksempelvis være tilfældet for personer, som opholder
sig i en konfliktzone for at passe på familierne eller
engagere sig i aktiviteter, der støtter de kæmpende.
Som et eksempel på sidstnævnte kan nævnes
logistisk bistand.
Begrebet »konfliktområde« skal i denne
henseende forstås som det geografiske område, hvor
kampene foregår.
Det betyder, at der efter forslaget vil kunne meddeles afslag
på en ansøgning om løbende, månedlig
reintegrationsbistand efter den foreslåede bestemmelser, hvis
der er grund til at antage, at en person vil tage ophold i et
sådant konfliktområde uden at have et
anerkendelsesværdigt formål med opholdet. Dette
gælder også, selv om der ikke er oplysninger, som peger
på, at den pågældende vil deltage aktivt i
kamphandlingerne. På samme måde vil der kunne meddeles
afslag til en person, som opholder sig eller har opholdt sig i et
konfliktområde.
Som eksempel på ophold i et konfliktområde, der har
et anerkendelsesværdigt formål - og dermed falder uden
for bestemmelsens anvendelsesområde - kan nævnes et
ophold i et konfliktområde som led i arbejdet for en
anerkendt nødhjælpsorganisation.
Nødhjælpsarbejdere må i øvrigt ikke i
almindelighed antages at blive udsat for en sådan
påvirkningsrisiko, at de vil indebære en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden. Ophold i et konfliktområde
som led i udførelsen af en persons (civile) arbejde vil som
udgangspunkt også falde uden for bestemmelsens
anvendelsesområde.
Som et andet eksempel på aktiviteter, der i almindelighed
må antages at kunne indebære eller forøge en
fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en
væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes
ophold i træningslejre hos yderligtgående politiske
organisationer eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a.
trænes i militære færdigheder. Hvis der er
konkrete omstændigheder, som peger på, at en person
agter at rejse til udlandet for at lade sig træne til at
begå terrorisme, vil der efter omstændighederne kunne
ske anholdelse og varetægtsfængsling forud for udrejse
for (forsøg på) overtrædelse af straffelovens
§ 114 d, stk. 3.
Ovenstående eksempler er ikke en udtømmende
oversigt over tilfælde, hvor politiet vil kunne udtale sig
om, at der er grund til at antage, at pågældende har
til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, hvor
dette kan indebære eller forøge en fare for statens
sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel
mod den offentlige orden, og hvor kommunalbestyrelsen kan meddele
afslag på ansøgning om løbende, månedlig
reintegrationsbistand på baggrund heraf.
Politiet vil efter den foreslåede bestemmelse i
repatrieringslovens § 10, stk. 5, 2. pkt., skulle afgive en
udtalelse til kommunalbestyrelsen om, hvorvidt der er grund til at
antage, at pågældende vil deltage i aktiviteter i
udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden. Politiet vil i den forbindelse
skulle høre PET, hvis politiet vurderer, at det er
nødvendigt.
Politiets udtalelse vil i vidt omfang basere sig på
oplysninger fra PET, men det forudsættes, at politiet
selvstændigt forud herfor foretager undersøgelser
forud for udtalelsen, f.eks. ved en systematisk gennemgang af
politiets registre, søgning i åbne og lukkede
efterforskninger, søgning på sociale medier,
indhentelse af oplysninger fra kommune osv.
De oplysninger, som politiets udtalelse vil være baseret
på, vil i vidt omfang kunne stamme fra PET.
Efterretningstjenesten indhenter og indsamler således
oplysninger af denne karakter som led i varetagelsen af tjenestens
opgave med bl.a. at forebygge, efterforske og modvirke handlinger,
der udgør eller vil kunne udgøre en fare for Danmark
som et selvstændigt, demokratisk og sikkert samfund.
Det må forventes, at PET i visse tilfælde vil
være i besiddelse af oplysninger, som eventuelt vil kunne
berettige, at der træffes afgørelse om at nægte
at bevilge reintegrationsbistand, men hvor PET på grund af
oplysningernes karakter ikke videregiver disse til politiet. Det
kan f.eks. være tilfældet, hvis oplysningerne stammer
fra udenlandske partnere eller kilder, idet sådanne
oplysninger som udgangspunkt ikke vil kunne fremlægges under
behandlingen af sagen. I sådanne tilfælde vil PET ikke
videregive oplysningerne til politiet, men derimod tilkendegive
over for politiet, at PET ikke kan bidrage med oplysninger om
ansøgeren. Politiet vil på den baggrund tilkendegive
over for kommunalbestyrelsen, at politiet ikke er i besiddelse af
oplysninger, der giver grund til at antage, at den
pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og der
deltage i aktiviteter, som kan indebære eller forøge
en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en
væsentlig trussel mod den offentlige orden. Kommunen vil
herefter ikke kunne træffe afgørelse om at nægte
at bevilge reintegrationsbistand på baggrund af sådanne
oplysninger.
Efter forslaget vil politiets udtalelse herefter alene i det
omfang, politiet vurderer, at det er relevant at høre PET,
være baseret på oplysninger fra PET. Det bemærkes
i den forbindelse, at der af hensyn til PET's arbejde kan
være situationer, hvor PET er i besiddelse af oplysninger om
ansøgeren, som efter omstændighederne ikke oplyses til
kommunalbestyrelsen.
Hvis PET derimod udelukkende er i besiddelse af oplysninger, der
på grund af oplysningernes karakter ikke kan videregives til
politiet, og politiet i øvrigt ikke er i besiddelse af
oplysninger, der taler imod at bevilge reintegrationsbistand i den
konkrete sag, vil der - af hensyn til efterretningstjenestens
arbejde - i politiets udtalelse ikke være noget til hinder
for, at reintegrationsbistanden kan ydes.
Uanset dette forudsættes det, at politiet i forbindelse
med behandlingen af sagen og afgivelsen af udtalelsen efter
forslaget til § 10, stk. 5, 2. pkt., i muligt omfang omfatter
personen af de retssikkerhedsgarantier, som følger af
forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder bl.a.
partshøring, ret til at afgive udtalelse og begrundelse. Det
betyder f.eks., at politiets udtalelse forudsættes at skulle
opfylde betingelserne i forvaltningslovens § 24, således
at vurderingen, såfremt politiet afgiver en udtalelse, kan
danne grundlag for og direkte indgå i den afgørelse,
som kommunalbestyrelsen herefter skal træffe i medfør
af forslaget til repatrieringslovens § 10, stk. 4, 2. pkt.
Kommunalbestyrelsens behandling af en ansøgning om
løbende, månedlig reintegrationsbistand vil efter den
foreslåede bestemmelse skulle foretages på baggrund af
politiets udtalelse. Det forudsættes i den forbindelse, at
kommunalbestyrelsen lægger politiets udtalelse om
pågældende ansøger uprøvet til grund ved
afgørelsen om reintegrationsbistand.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at
kommunalbestyrelsen kan meddele afslag på en ansøgning
om løbende, månedlig reintegrationsbistand til den
pågældende, såfremt politiet tilkendegiver, at
der er grund til at antage, at pågældende har til
hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære
eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden. Det vil efter forslaget således være
kommunalbestyrelsen, - der på baggrund af politiets udtalelse
- vil kunne træffe afgørelse om, at
reintegrationsbistand ikke kan ydes.
Et sådant afslag vil være en afgørelse i
forvaltningslovens forstand, og beslutningen om at meddele afslaget
vil således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i
forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1, hvoraf
det fremgår, at loven gælder for behandling af sager,
hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed, samt øvrige forvaltningsretlige
regler og grundsætninger.
Efter forslaget vil politiet videregive de oplysninger til
kommunalbestyrelsen, der danner grundlag for politiets
udtalelse.
Det bemærkes, at det er Udlændinge- og
Integrationsministeriets vurdering, at håndhævelsen af
den foreslåede bestemmelse om indhentelse af en udtalelse fra
politiet til brug for behandling af sager om reintegrationsbistand,
kan være forbundet med en række udfordringer i forhold
til blandt andet at sikre bevisgrundlaget i de enkelte sager. Det
kan således i praksis blandt andet vise sig vanskeligt at
indhente relevante oplysninger, hvis PET på baggrund af
oplysningernes karakter ikke kan videregive oplysningerne til
politiet. Sådanne udfordringer kan have en afsmittede effekt
i forholdet til antallet af afgørelser om at nægte
reintegrationsbistand ud fra sikkerhedsmæssige
årsager.
Den foreslåede ordning vil desuden medføre, at
kommunalbestyrelsens afgørelser om afslag på
reintegrationsbistand efter repatrieringsloven, der er begrundet
med henvisning til repatrieringslovens § 10, stk. 4, 2. pkt.,
ikke vil kunne indbringes for Ankestyrelsen. Afgørelsen vil
derimod kunne indbringes for domstolene, jf. grundlovens §
63.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 31.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 10, stk. 6,
1. og 2. pkt., at konstaterer
Udbetaling Danmark i forbindelse med den årlige indhentelse
af udtalelse fra politiet, at den pågældende er
registreret sigtet i Kriminalregisteret for en
lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens
§ 22, nr. 4-9, tilbageholdes den løbende,
månedlige ret til reintegrationsbistand, indtil der afsiges
endelig dom. Er der på tidspunktet for den årlige
indhentelse af oplysninger fra politiet sket domfældelse ved
endelig dom for en lovovertrædelse, der er nævnt i
udlændingelovens § 22, nr. 4-9, eller fører
sigtelsen, jf. 1. pkt., til domfældelse ved endelig dom,
bortfalder retten til den løbende, månedlige
reintegrationsbistand.
Den foreslåede model er, for så vidt angår
undersøgelserne i forbindelse med udbetaling af den
løbende, månedlige reintegrationsbistand, knyttet op
på sigtelser eller domme efter straffebestemmelser, der efter
udlændingelovens § 22, nr. 4-9, vil kunne føre
til udvisning uanset varigheden af udlændingens ophold her i
landet og uanset længden af den idømte frihedsstraf.
Der vil således være tale om lovovertrædelser for
en række særligt grove kriminalitetsformer, herunder
narkotikasmugling, seksualforbrydelser, vold, manddrab m.v. Den
foreslåede bestemmelse er således et udtryk for, at
kriminalitet af mindre alvorlig kriminalitet ikke bør
føre til tilbageholdelse og bortfald af den løbende,
månedlige reintegrationsbistand.
Det følger af den foreslåede ordning, at Udbetaling
Danmark, såfremt pågældende løbende i
forbindelse med udbetalingen af reintegrationsbistand er
registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret for en af
de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, nævnte
bestemmelser, ikke vil skulle foretage en selvstændig
vurdering efter udlændingelovens § 26, stk. 2, hvorefter
udvisning efter § 22, nr. 4-9, vil skulle ske, medmindre dette
med sikkerhed vil være i strid med Danmark internationale
forpligtelser, henset til at spørgsmålet om modtagelse
af repatrieringsstøtte ikke fordrer en vurdering af det
fortsatte opholdsgrundlag i Danmark, og at den foreslåede
ordning i øvrigt tager udgangspunkt i
lovovertrædelsens alvor og ikke spørgsmålet om
udvisning.
Forslaget indebærer desuden, at den resterende del af den
løbende, månedlige reintegrationsbistand
tilbageholdes, indtil der falder endelig dom i sagen, hvis den
pågældende er sigtet for en af de i
udlændingelovens § 22, nr. 4-9, nævnte
bestemmelser begået her i landet forud for
kommunalbestyrelsens afgørelse om
repatrieringsstøtte. Ligeledes indebærer forslaget, at
den resterende del af reintegrationsbistanden bortfalder,
såfremt sigtelsen fører til domfældelse ved
endelig dom efter de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9,
nævnte bestemmelser, eller der allerede på tidspunktet
for opslaget i Kriminalregisteret foreligger domfældelse ved
endelig dom efter de nævnte bestemmelser.
Ved endelig dom forstås, at anklagemyndigheden eller
tiltalte skal have udtømt ankemulighederne. Er der
således truffet afgørelse i en straffesag i
eksempelvis byretten, og er den pågældende fundet
skyldig for en af de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9,
nævnte bestemmelser begået her i landet forud for
kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til
repatriering, vil den resterende del af hjælp til
repatriering fortsat skulle tilbageholdes frem til tidspunktet for
udløbet af anklagemyndighedens og tiltaltes ankefrist
på 14 dage. Har tiltalte eller anklagemyndigheden ikke inden
for denne frist benyttet muligheden for at anke den
pågældende byretsdom, bortfalder den resterende
løbende, månedlige reintegrationsbistand herefter.
Benytter anklagemyndigheden eller tiltalte sig af sin ret til at
anke en eventuel byretsdom, vil den resterende del af hjælp
til repatriering fortsat skulle tilbageholdes frem til afsigelsen
af den endelig dom. Stadfæstes byretsdommen vil der
således kunne ske bortfald af den resterende del af
hjælp til repatriering. Modsat vil pågældende
være berettiget til den resterende løbende,
månedlige reintegrationsbistand, såfremt vedkommende
frifindes ved endelig dom.
Udbetaling Danmarks afgørelser om bortfald af den
løbende, månedlige ret til reintegrationsbistand efter
den foreslåede bestemmelse i repatrieringslovens § 10,
stk. 6, 2. pkt., vil kunne indbringes for Ankestyrelsen, jf.
repatrieringslovens § 12, stk. 2.
Det foreslås i § 10, stk. 6, 3.
pkt., at Udbetaling Danmarks tilkendegivelse om
tilbageholdelse af udbetalingen ikke er en afgørelse.
Forslaget betyder, at Udbetaling Danmarks tilkendegivelse over
for den repatrierede person herom i medfør af forslaget ikke
er en afgørelse.
Der skal således bl.a. ikke ske partshøring eller
gives en begrundelse for, hvorfor udbetaling af yderligere
månedlige rater af reintegrationsbistanden tilbageholdes,
ligesom der ikke kan klages over tilbageholdelsen af
reintegrationsbistanden.
Det kan i den forbindelse anføres, at retstilstanden
også uden den foreslåede bestemmelse ville være,
at Udbetaling Danmarks tilkendegivelse til en person om, at ydelsen
tilbageholdes, ikke ville være en afgørelse i
forvaltningslovens forstand, men en procesledende beslutning. Der
kan herved lægges vægt på, at tilkendegivelsen
ikke afgør, om den repatrierede person fortsat har ret til
ydelsen og dermed afslutter sagen, men derimod kan betragtes
på linje med en foreløbig justering af en
løbende udbetaling. Spørgsmålet kan dog give
anledning til en vis tvivl, idet der er tale om en beslutning med
midlertidige faktiske virkninger for den pågældende.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er
således at sikre, at der ikke er uklarhed om
retstilstanden.
Forslaget medfører således også, at
Udbetaling Danmark, i de tilfælde hvor det er konstateret, at
den pågældende er registreret sigtet i
Kriminalregisteret for en lovovertrædelse, der er nævnt
i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, som er begået
her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om
reintegrationsbistand, vil skulle træffe afgørelse om
bortfald af den resterende del af den løbende,
månedlige reintegrationsbistand, hvis der sker
domfældelse efter de pågældende bestemmelser.
Det foreslås i § 10, stk.
7, at Udbetaling Danmark i forbindelse med udbetaling af den
løbende, månedlige reintegrationsbistand, jf. §
10, stk. 1 og 2, årligt i en periode på 3 år fra
bevilling af reintegrationsbistanden indhenter en udtalelse fra
politiet om, hvorvidt pågældende er registreret sigtet
eller dømt i Kriminalregisteret for en
lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens
§ 22, nr. 4-9, som er begået her i landet forud for
kommunalbestyrelsens afgørelse om reintegrationsbistand.
Med denne del af forslaget sikres det således, at
personer, for hvem den strafbare gerning først opdages efter
en længere årrække, og hvor
pågældende således heller ikke på
ansøgningstidspunktet er registreret som sigtet i
Kriminalregisteret, ligeledes vil være omfattet af
bestemmelsen. Bestemmelsen vil i øvrigt følge
reglerne for forældelse af strafansvar efter
straffeloven.
Den foreslåede ordning medfører, at der en gang
årligt skal indhentes oplysninger om ansøgeren i
Kriminalregisteret i en periode på 3 år, uanset om
pågældende er bevilget den løbende,
månedlige reintegrationsbistand på 5 år, jf.
repatrieringslovens § 10, stk. 1, eller den løbende,
månedlige livslange reintegrationsbistand, jf.
repatrieringslovens § 10, stk. 2.
Det forudsættes, at politiet i forbindelse med
behandlingen af sagen og afgivelsen af udtalelsen, i muligt omfang
omfatter personen af de retssikkerhedsgarantier, som følger
af forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder bl.a.
partshøring, ret til at afgive udtalelse og begrundelse. Det
betyder f.eks., at politiets udtalelse forudsættes at skulle
opfylde betingelserne i forvaltningslovens § 24.
Til nr. 28
Efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, træffer
kommunalbestyrelsen afgørelse om, at retten til den
løbende, månedlige reintegrationsbistand, jf.
repatrieringslovens § 10, stk. 1-3, bortfalder, når der
foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i
udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2,
eller stk. 5, ville udelukke personen fra opholdstilladelse.
Efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 2, er bortfald af
den løbende månedlige reintegrationsbistand betinget
af, at det forhold, som ville udelukke personen fra
opholdstilladelse, jf. repatrieringslovens § 10 b, stk. 1,
helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden
efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter
repatrieringslovens § 10, stk. 1, og indtil det tidspunkt,
hvor reintegrationsbistanden ophører. Bortfald af
reintegrationsbistanden har virkning med udgangen af den
måned, hvori det forhold, som ville udelukke personen fra
opholdstilladelse, helt eller delvist har fundet sted eller er
fortsat.
Det foreslås at indsætte et nyt punktum som
repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, 2.
pkt., hvorefter bortfald af reintegrationsbistanden er
betinget af, at det forhold, som ville udelukke personen fra
opholdstilladelse, jf. 1. pkt., helt eller delvist har fundet sted
eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens
afgørelse efter repatrieringslovens § 10, stk. 1, og
indtil det tidspunkt, hvor reintegrationsbistanden
ophører.
Endvidere foreslås det at indsætte et nyt punktum
som repatrieringslovens § 10 b, stk. 1,
3. pkt., hvorefter bortfald af reintegrationsbistanden har
virkning med udgangen af den måned, hvori det forhold, som
ville udelukke personen fra opholdstilladelse, helt eller delvist
har fundet sted eller er fortsat.
Med forslaget indsættes det nuværende stk. 2 i
repatrieringslovens § 10 b, der blev indsat i
repatrieringsloven ved lov nr. 130 af 30. januar 2021, som nyt 2.
og 3. punktum i repatrieringslovens § 10 b, stk. 1. Der er
ikke i øvrigt foretaget ændringer i ordlyden af det
nuværende stk. 2, der bliver 2. og 3. punktum i § 10 b,
stk. 1.
Forslaget, der skal ses i sammenhæng med forslaget til
§ 1, nr. 27, hvorefter repatrieringslovens § 10 b, stk.
2, nyaffattes, har alene til formål at sikre en mere
hensigtsmæssig opbygning af bestemmelsen i lovteknisk
henseende.
Til nr. 29
Efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, træffer
kommunalbestyrelsen afgørelse om, at retten til den
løbende, månedlige reintegrationsbistand, jf.
repatrieringslovens § 10, stk. 1-3, bortfalder, når der
foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i
udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2,
eller stk. 5, ville udelukke personen fra opholdstilladelse.
Efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 2, er bortfald af
den løbende månedlige reintegrationsbistand betinget
af, at det forhold, som ville udelukke personen fra
opholdstilladelse, jf. repatrieringslovens § 10 b, stk. 1,
helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden
efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter
repatrieringslovens § 10, stk. 1, og indtil det tidspunkt,
hvor reintegrationsbistanden ophører. Bortfald af
reintegrationsbistanden har virkning med udgangen af den
måned, hvori det forhold, som ville udelukke personen fra
opholdstilladelse, helt eller delvist har fundet sted eller er
fortsat.
Efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, bortfalder en
opholdstilladelse eller opholdsret, hvis en udlænding
opholder eller har opholdt sig uden for landet, og der er grund til
at antage, at udlændingen under opholdet uden for landet
deltager eller har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan
indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed,
andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den
offentlige orden, medmindre bortfald vil være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser. For udlændinge, som er
omfattet af EU-reglerne, kan bortfald af opholdsret kun ske i
overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne
gælder for begrænsning af retten til fri
bevægelighed.
Den omstændighed, at Udlændingestyrelsen efter
tidspunktet for kommunalbestyrelsens afgørelse om at yde
reintegrationsbistand træffer afgørelse om bortfald af
en udlændings opholdstilladelse i medfør af
udlændingelovens § 21 b, medfører ikke i sig
selv, at retten til fortsat reintegrationsbistand bortfalder efter
repatrieringslovens § 10 b. Der henvises herved i
øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.3.
Det foreslås, at repatrieringslovens § 10 b, stk. 2,
nyaffattes.
Det foreslås således efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 2, 1. pkt., at
kommunalbestyrelsen endvidere træffer afgørelse om, at
retten til den løbende månedlige
reintegrationsbistand, jf. § 10, stk. 1-3, bortfalder, hvis
personens opholdstilladelse bortfalder i medfør af
udlændingelovens § 21 b.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til §
1, nr. 28, hvorefter den gældende bestemmelse i
repatrieringslovens § 10 b, stk. 2, indsættes som 2. og
3. punktum i repatrieringslovens § 10 b, stk. 1.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle
træffe afgørelse om, at retten til fortsat
reintegrationsbistand bortfalder, hvis Udlændingestyrelsen
måtte træffe afgørelse om, at udlændingens
opholdstilladelse bortfalder efter udlændingelovens § 21
b. Herved sikres det, at retten til fortsat reintegrationsbistand
vil bortfalde, hvis udlændingen opholder eller har opholdt
sig uden for Danmark, og der er grund til at antage, at
udlændingen under opholdet uden for Danmark deltager eller
har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller
forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden.
Det er uden betydning for anvendelsen af den foreslåede
bestemmelse, hvornår den aktivitet, der kan føre til
bortfald af opholdstilladelsen, har fundet sted, så
længe Udlændingestyrelsen træffer
afgørelse om bortfald af opholdstilladelsen i medfør
af udlændingelovens § 21 b efter det tidspunkt, hvor
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om at yde
reintegrationsbistand efter repatrieringslovens § 10.
Også aktiviteter, der har fundet sted forud for
kommunalbestyrelsens afgørelse om at yde
reintegrationsbistand, men hvor Udlændingestyrelsen ikke
forud for kommunalbestyrelsens afgørelse har taget stilling
til eller måtte være bekendt med aktiviteten, omfattes
dermed af den foreslåede bortfaldsordning. I sager, hvor en
udlændings opholdstilladelse er bortfaldet efter
udlændingelovens § 21 b forud for kommunalbestyrelsens
afgørelse om at yde reintegrationsbistand, er
udlændingen ikke omfattet af repatrieringslovens
anvendelsesområde og kan ikke modtage
reintegrationsbistand.
Er en repatrieret udlændings opholdstilladelse bortfaldet
efter udlændingelovens § 17 a, vil
Udlændingestyrelsen ikke efterfølgende have anledning
til at tage stilling til, om en aktivitet omfattes af
bortfaldsbestemmelsen i udlændingelovens § 21 b. Det
følger heraf, at en afgørelse om bortfald af fortsat
reintegrationsbistand under henvisning til, at udlændingens
opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens §
21 b, i praksis vil kunne træffes indtil det tidspunkt, hvor
den repatrierede udlændings opholdstilladelse ellers
bortfalder i medfør af udlændingelovens § 17
a.
Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen skal træffe
afgørelse om bortfald af fortsat reintegrationsbistand
straks efter, at kommunalbestyrelsen er blevet bekendt med, at
udlændingens opholdstilladelse er bortfaldet efter
udlændingelovens § 21 b. Det bemærkes i den
forbindelse, at Udlændingestyrelsen i medfør af
udlændingelovens § 44 a, stk. 1, nr. 4, uden
udlændingens samtykke kan og også skal videregive
oplysninger om, at udlændingens opholdstilladelse er
bortfaldet, til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor
udlændingen senest har haft bopæl.
Udlændingestyrelsen skal også underrette
kommunalbestyrelsen, hvis afgørelsen om bortfald efter
udlændingelovens § 21 b senere omgøres eller
ophæves. Modtager kommunalbestyrelsen fra
Udlændingestyrelsen oplysninger om, at en udlændings
opholdstilladelse er bortfaldet, vil kommunalbestyrelsen
således af egen drift straks skulle undersøge, om
udlændingen modtager eller har udsigt til at skulle modtage
støtte efter repatrieringsloven, som med forslaget efter
omstændighederne skal bortfalde. Omgøres eller
ophæves afgørelsen om bortfald efter
udlændingelovens § 21 b, efterbetales den
reintegrationsbistand, der er bortfaldet, forudsat at de
øvrige betingelser for udbetaling af ydelsen var opfyldt i
perioden, jf. repatrieringslovens § 10 b.
Endvidere foreslås det efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 2, 2. pkt., at bortfald af
reintegrationsbistanden har virkning med udgangen af den
måned, hvori afgørelsen om bortfald i medfør af
udlændingelovens § 21 b er truffet.
Reintegrationsbistand udbetales månedsvis bagud fra den 1.
i måneden efter, at en udlænding er repatrieret til sit
hjemland eller tidligere opholdsland, jf. § 8, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 416 af 28. april 2014 om betingelserne
for og fremgangsmåden ved udbetaling af
reintegrationsbistand. Med den foreslåede bestemmelse i
repatrieringslovens § 10 b, stk. 2, 2. pkt., bortfalder
udbetaling af reintegrationsbistand med virkning fra den
første hele måned fra tidspunktet for
Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af
udlændingens opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 21 b. Træffes afgørelsen midt i en måned,
vil reintegrationsbistanden således bortfalde for fremtiden
regnet fra den første hele måned fra
afgørelsestidspunktet. Det vil i praksis betyde, at
udbetaling af reintegrationsbistanden ikke vil ske med udgangen af
den første hele måned efter det tidspunkt, hvor
afgørelsen er truffet.
Hvis reintegrationsbistanden er udbetalt eller bogført
på modtagerens konto i et pengeinstitut efter det tidspunkt,
hvor betingelserne for udbetaling af reintegrationsbistand ikke
længere er til stede, skal beløbet kræves
tilbagebetalt, jf. § 10 i bekendtgørelse nr. 416 af 28.
april 2014 om betingelserne for og fremgangsmåden ved
udbetaling af reintegrationsbistand. Tilbagebetaling
forudsættes således også at kunne komme på
tale i tilfælde, hvor reintegrationsbistanden vil skulle
bortfalde i medfør af forslaget til § 10 b, stk. 2, men
hvor dette først konstateres på et senere
tidspunkt.
Til nr. 30
Efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 4, 1. pkt., vurderer
Udlændingestyrelsen, om betingelserne i
udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2,
eller stk. 5, er opfyldt, jf. stk. 1, og om der foreligger
oplysninger, som giver grund til at antage, at der foreligger et
forhold omfattet af stk. 1, jf. stk. 3.
Med forslaget til § 1, nr. 26, indsættes der et nyt
2. pkt. i repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, hvorefter
bortfald af reintegrationsbistanden er betinget af, at det forhold,
som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf.
repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, helt eller delvist har
fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens
afgørelse efter repatrieringslovens § 10, stk. 1, og
indtil det tidspunkt, hvor reintegrationsbistanden ophører.
Endvidere indsættes der med forslaget til § 1, nr. 26,
et nyt 3. pkt. i repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, hvorefter
bortfald af reintegrationsbistanden har virkning med udgangen af
den måned, hvori det forhold, som ville udelukke personen fra
opholdstilladelse, helt eller delvist har fundet sted eller er
fortsat. Med forslaget til § 1, nr. 26, indsættes det
nuværende stk. 2 i repatrieringslovens § 10 b som nyt 2.
og 3. punktum i repatrieringslovens § 10 b, stk. 1.
Det foreslås, at repatrieringslovens § 10 b, stk. 4, 1. pkt., ændres,
således at (henvisningerne til) stk. 1 bliver til stk. 1, 1.
pkt.
Forslaget, der er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr.
28, betyder, at Udlændingestyrelsen (fortsat) alene skal
vurdere, om betingelserne i udlændingelovens § 10, stk.
1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, er opfyldt, jf.
repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, 1. pkt., men (fortsat)
ikke, om det forhold, som ville udelukke personen fra
opholdstilladelse, jf. repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, 1.
pkt., helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i
perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter
repatrieringslovens § 10, og indtil det tidspunkt, hvor
reintegrationsbistanden ophører, jf. forslaget til
repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, 2. pkt.
Til nr. 31
Det fremgår af repatrieringslovens § 12, stk. 1, at
kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov, bortset fra
afgørelser efter § 9 b, stk. 1, og § 10 b, stk. 1,
kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Det foreslås at ændre §
12, stk. 1, således, at afgørelser efter de
foreslåede bestemmelser i § 7, stk. 5, og § 10,
stk. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, ikke kan indbringes for
Ankestyrelsen.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsens
afgørelser om afslag på hjælp til repatriering
og løbende, månedlig reintegrationsbistand truffet i
medfør af forslaget til repatrieringslovens § 7, stk.
5, og § 10, stk. 7, om, at kommunalbestyrelsen i sager, hvor
der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at
tage til udlandet og deltage i aktiviteter, som kan indebære
eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden
- i overensstemmelse med afgørelser efter
repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, og § 10 b, stk. 1, og
modsat kommunalbestyrelsens afgørelser truffet efter
repatrieringsloven i øvrigt - ikke kan indbringes for
Ankestyrelsen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det
ubetænkeligt at afskære adgang til administrativ rekurs
til Ankestyrelsen i sådanne sager navnlig henset til, at
politiets udtalelse om hvorvidt der er grund til at antage, at
ansøgeren vil tage til udlandet og der deltage i
aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en
fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en
væsentlig trussel mod den offentlige orden, og om der derfor
bør bevilges repatrieringsstøtte, i hovedsagen vil
basere sig på oplysninger af politi- og
efterretningsmæssig karakter. Der er således tale om
spørgsmål, som sædvanligvis vurderes af
domstolene (i sager om bl.a. bortfald af opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 21 b), og som ikke ligger inden for
Ankestyrelsens sædvanlige ansvarsområde i forbindelse
med klagesager.
Politiets udtalelse om, hvorvidt der er grund til at antage, at
pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og der
til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter,
hvor dette kan indebære eller forøge en fare for
statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden, vil kunne prøves af
domstolene ved indbringelse af kommunalbestyrelsens
afgørelser om afslag på
repatrieringsstøtte.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter forslaget til
repatrieringslovens § 7, stk. 5, og § 10, stk. 7, vil
kunne indbringes for domstolene. Afgørelserne vil desuden
være omfattet af Folketingets Ombudsmands kompetence, og
ansøgeren vil således kunne klage over
afgørelsen om afslag på hjælp til repatriering
eller reintegrationsbistand til ombudsmanden.
Til nr. 32
Det fremgår af repatrieringslovens § 14, stk. 1, at
de beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 3, 5 og
8, er fastsat i 2004-niveau og reguleres fra og med 2005 en gang
årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov
om en satsreguleringsprocent. Endvidere fremgår det af §
14, stk. 2, at de beløb, der er nævnt i § 7, stk.
2, nr. 4, og § 7, stk. 3, er fastsat i 2014-niveau og
reguleres fra og med 2015 en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.
Yderligere fremgår det af § 14, stk. 3, at de
beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 6 og 9, og
§ 13, stk. 2, er fastsat i 2017-niveau og reguleres fra og med
2018 en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.
Endelig fremgår det af § 14, stk. 4, at de beløb,
der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 2 og 10, er fastsat i
2018-niveau og reguleres fra og med 2019 en gang årligt den
1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en
satsreguleringsprocent.
Med lovforslagets § 1, nr. 9, ophæves bl.a.
repatrieringslovens § 7, stk. 2 og 3, og i stedet for
indsættes nye stykker som stk. 2 og 3. Med lovforslagets
§ 1, nr. 13 indsættes forslaget til repatrieringslovens
§ 7 a.
Det foreslås i repatrieringslovens § 14, stk. 1, at de beløb, der er
nævnt i § 7 a, er fastsat i 2021-niveau og reguleres fra
og med 2022 en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten efter lov om en
satsreguleringsprocent.
Forslaget indebærer, at beløbene i forslaget til
repatrieringslovens § 7 a reguleres én gang
årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov
om en satsreguleringsprocent. Beløbene vil fremgå af
den årlige vejledning om satser.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9 og
13, hvor bl.a. repatrieringslovens § 7, stk. 2 og 3,
ophæves - og erstattes med nye stykker som stk. 2 og 3 - og
§ 7 a indsættes.
Det foreslås i repatrieringslovens § 14, stk. 2, at det beløb, der
er nævnt i § 13, stk. 2, er fastsat i 2017-niveau og
reguleres fra og med 2018 en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten efter lov om en
satsreguleringsprocent.
Forslaget er en konsekvens af nyaffattelsen af
repatrieringslovens § 14, hvorved bestemmelsen tilpasses
forslaget i lovforslagets § 1, nr. 13, hvor § 7 a, som
indeholder ny ydelsesstruktur, indsættes.
Til §
2
Til nr. 1 og 2
Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1, bortfalder
uanset bestemmelsen i § 17 en opholdstilladelse først,
når en udlænding, der med henblik på at tage
varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere
opholdsland, har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på
hinanden følgende måneder og har opholdstilladelse
efter §§ 7 eller 8 (nr. 1) (asyl), § 9 b (nr. 2)
(humanitært ophold), § 9 c, stk. 1(ophold efter ganske
særlige grunde), i umiddelbar forlængelse af en
opholdstilladelse efter § 9 b (nr. 3), § 9 c, når
tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet
ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 (nr. 4),
§ 9 e (ophold efter Kosovonødloven), når
tilladelsen er meddelt tidsubegrænset (nr. 5), § 9 eller
9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning
til en person omfattet af nr. 1-5, jf. dog stk. 3 (nr. 6), eller et
andet grundlag end nævnt i nr. 1-6, hvis det bestemmes efter
ansøgning (nr. 7).
Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 3, finder stk. 1
og 2 kun anvendelse for en udlænding omfattet af stk. 1, nr.
6, hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet eller det
tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem
udlændingen har den familiemæssige tilknytning, der har
dannet grundlag for opholdstilladelsen.
Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 4, bortfalder
uanset bestemmelsen i § 17 en opholdstilladelse først,
når en udlænding, der med henblik på at tage
varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere
opholdsland, har opholdt sig uden for Danmark i mere end 3 på
hinanden følgende måneder og har opholdstilladelse
efter § 9 e, når tilladelsen er meddelt
tidsbegrænset (nr. 1), § 9 eller § 9 c, stk. 1, som
følge af en familiemæssig tilknytning til en person
omfattet af nr. 1, jf. dog stk. 5 (nr. 2), eller et andet grundlag
end nævnt i nr. 1 og 2, hvis det bestemmes efter
ansøgning (nr. 3).
Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 5, finder stk. 4
kun anvendelse for en udlænding omfattet af stk. 4, nr. 2,
hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet eller det
tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem
udlændingen har den familiemæssige tilknytning, der har
dannet grundlag for opholdstilladelsen.
Det foreslås, at § 17 a, stk.
1 og 4, ændres
således, at »eller det tidligere opholdsland«
konsekvensrettes til: », det tidligere opholdsland eller et
land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig
tilknytning«.
Det foreslås videre, at § 17 a,
stk. 3 og 5, ændres
således, at »eller det tidligere opholdsland«
konsekvensrettes til: », det tidligere opholdsland eller et
land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig
tilknytning,«.
Det betyder, at udlændinge, der er repatrieret til et
land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig
tilknytning, fremover ligeledes vil være omfattet af
fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a.
Forslagene er en konsekvens af, at personer omfattet af
repatrieringsloven fremover også vil have mulighed for at
repatriere til et andet land end de pågældendes
hjemland eller tidligere opholdsland, såfremt de har
nær familiemæssig tilknytning til det
pågældende land, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til §
3
Til nr. 1
Det fremgår af § 62, stk. 1, i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., at der kun kan udbetales
dagpenge til et medlem, som står til rådighed for
arbejdsmarkedet, jf. dog stk. 3 og 4. Ved rådighed
forstås, at medlemmet:
1) er aktivt arbejdssøgende, herunder registrerer
jobsøgningsaktiviteter i joblog på Jobnet eller i
arbejdsløshedskassens digitale joblog,
2) kan og vil overtage arbejde med dags varsel,
3) kan og vil deltage i samtaler og aktiviteter i
arbejdsløshedskassen, herunder selv booker samtaler med
arbejdsløshedskassen,
4) kan og vil deltage i kontaktforløb, herunder i
samtaler i jobcenteret og hos en anden aktør, og i aftalte
aktiviteter og tilbud efter lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats eller kapitel 5 i lov om kompensation
til handicappede i erhverv m.v.,
5) giver jobcenteret de oplysninger, som er nødvendige
for, at medlemmet kan henvises til arbejde og gives tilbud efter
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og
6) har bopæl og opholder sig i Danmark.
Det følger af § 62, stk. 4, i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., at et medlem, som har ret til
at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge, og som efter
repatrieringslovens § 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 1023
af 2. oktober 2019, har fået tilladelse til at deltage i
praktik eller uddannelsesforløb eller i
rekognosceringsrejser til hjemlandet eller det tidligere
opholdsland med henblik på senere at træffe beslutning
om repatriering, anses for at opfylde rådighedsbetingelserne
i stk. 1, under sin deltagelse heri.
Det betyder, at en person kan tage sine
arbejdsløshedsdagpenge med til sit hjemland eller tidligere
opholdsland, når den pågældende deltager i
praktik, uddannelsesforløb eller rekognosceringsrejse efter
repatrieringslovens § 6.
Det er i § 1, nr. 5, foreslået, at der i § 6,
stk. 1, 1. pkt., sker en konsekvensrettelse som følge af
lovforslagets § 1, nr. 1, om at personer omfattet af
repatrieringsloven fremover vil have mulighed for at repatriere til
et andet land end deres hjemland eller tidligere opholdsland,
såfremt de har nær familiemæssig tilknytning til
det pågældende land.
Som konsekvens heraf foreslås det i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., at der i § 62, stk. 4, ændres »eller
det tidligere opholdsland« til: », det tidligere
opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har
nær familiemæssig tilknytning,«.
Det betyder, at medlemmet under deltagelse i praktik eller
uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til
hjemland, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning, efter repatrieringslovens § 6, vil anses for at
stå til rådighed for det danske arbejdsmarked, hvorfor
rådighedsbetingelserne i § 62, stk. 1, i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., anses for opfyldt. Medlemmet
vil derfor kunne modtage arbejdsløshedsdagpenge under sin
deltagelse heri, såfremt de øvrige dagpengebetingelser
vil være opfyldt.
Til §
4
Til nr. 1
Det fremgår af § 3, stk. 2, nr. 5, i lov om
sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af 12. februar
2021, at sygedagpenge kan udbetales under ophold i udlandet,
når en person på baggrund af en tilladelse efter
repatrieringslovens § 6 deltager i praktik eller
uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på
senere at træffe beslutning om repatriering.
Det foreslås, at der i § 3, stk.
2, nr. 5, ændres »eller det tidligere
opholdsland« til », det tidligere opholdsland eller et
land, hvortil den pågældende har nær
familiemæssig tilknytning,«.
Forslaget betyder, at der vil kunne udbetales sygedagpenge under
ophold i udlandet, ikke kun når en person på baggrund
af en tilladelse efter repatrieringslovens § 6 deltager i
praktik eller uddannelsesforløb eller i
rekognosceringsrejser til hjemlandet eller det tidligere
opholdsland med henblik på senere at træffe beslutning
om repatriering, men også når der er tale om et land,
hvor den pågældende har nær familiemæssig
tilknytning.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1, om
at personer omfattet af repatrieringsloven fremover vil have
mulighed for at repatriere til et andet land end deres hjemland
eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær
familiemæssig tilknytning til det pågældende
land, samt den deraf foreslåede ændring i lovforslagets
§ 1, nr. 6, til § 6 i repatrieringsloven.
Til §
5
Det foreslås i stk. 1, at
loven træder i kraft den 1. august 2021, jf. dog stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at
udlændinge- og integrationsministeren fastsætter
tidspunktet for ikrafttræden af bestemmelsen i lovforslagets
§ 1, nr. 13.
Bestemmelsen vil træde i kraft, når en ny
udbetalingsmodel, hvorefter pengeoverførsler kan ske i
umiddelbar forlængelse af udrejsen, er etableret og er klar
til at blive taget i brug. Det forventes at ske ultimo 2021.
Det foreslås i stk. 3, at
ansøgning om hjælp til repatriering, som er indgivet
til kommunalbestyrelsen inden lovens ikrafttræden, behandles
efter de nugældende regler. En sådan ordning vil
betyde, at behandlingen af verserende sager færdigbehandles i
kommunalbestyrelsen efter de nuværende regler.
Ordningen vil endvidere medføre, at anmodning om
udbetaling af den resterende repatrieringsstøtte, hvor
pågældendes ansøgning om hjælp til
repatriering er behandlet inden lovens ikrafttræden, skal
behandles efter de nuværende regler. Det betyder, at
bestemmelserne i § 7, stk. 4 og § 10, stk. 6, hvorefter
den resterende repatrieringsstøtte tilbageholdes eller
bortfalder i tilfælde, hvor ansøgeren efter udrejsen
sigtes for visse forhold begået helt eller delvist før
udrejsen, ikke vil finde anvendelse i de tilfælde, hvor
afgørelsen om repatrieringshjælp er truffet før
lovens ikrafttrædelse.
Den foreslåede ordning betyder videre, at udbetalingen af
støtte i sager om hjælp til repatriering, hvor der
inden lovens ikrafttræden er bevilget hjælpen, fortsat
udbetales i den nuværende form, dvs. at hjælp til
etablering, jf. § 7, stk. 2, nr. 4, hjælp til udgifter
til sygeforsikring, jf. § 7, stk. 2, nr. 6, hjælp til
dækning af behandlingsudgifter, jf. § 7, stk. 2, stk. 6,
jf. stk. 5, og hjælp til udgifter til skolegang, jf. §
7, stk. 2, nr. 9, udbetales i to rater.
Forslaget indebærer desuden, at de for afgørelser
om hjælp til repatriering eller reintegrationsbistand, der er
truffet før lovens ikrafttræden, finder de
gældende regler - herunder reglerne om bortfald efter
repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, og § 10 b, stk. 1 -
anvendelse. Det betyder bl.a., at støtten efter
omstændighederne kan bortfalde, hvis den aktivitet, der kan
føre til bortfald efter udlændingelovens § 21 b,
tillige omfattes af udlændingelovens § 10, stk. 1, under
henvisning til, at personen må anses for en fare for statens
sikkerhed (nr. 1) eller en alvorlig trussel mod den offentlige
orden, sikkerhed eller sundhed (nr. 2). Det bemærkes i den
forbindelse, at der ved lov nr. 130 af 30. januar 2021 om
ændring af repatrieringsloven (Bortfald af den resterende del
af hjælp til repatriering og reintegrationsbistand i
tilfælde af alvorlig kriminalitet m.v. begået efter
repatriering m.v.), der trådte i kraft den 1. februar 2021,
er fastsat en særlig overgangsordning, hvorefter
repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, og § 10 b, stk. 1,
tillige har virkning for afgørelser om støtte, der er
truffet før den 1. februar 2021, uanset at det forhold, der
kunne føre til bortfald af støtten, i sin helhed er
begået før den 1. februar 2021, bl.a. hvis der er
grund til at antage, at støtten vil blive anvendt til
forhold, der i sig selv må anses for en fare for statens
sikkerhed eller må anses for en alvorlig trussel mod den
offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. § 2, stk. 3, i
lov nr. 130 af 30. januar 2021.
Til §
6
Det foreslås i stk. 1, at
bestemmelsen, som vedrører lovens territoriale gyldighed,
indebærer, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland.
Det foreslås i stk. 2, at
lovens § 2 ved kongelig anordning helt eller delvis kan
sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som de færøske eller
grønlandske forhold tilsiger.
Lovens § 3 gælder ikke for Færøerne og
Grønland, idet det bemærkes, at lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. i øvrigt ikke finder
anvendelse for Færøerne og Grønland, jf. §
105 i loven.
Lovens § 4 gælder ikke for Færøerne og
Grønland, idet det bemærkes, at lov om sygedagpenge i
øvrigt ikke finder anvendelse for Færøerne og
Grønland, jf. § 83 i loven.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I repatrieringsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1023 af 2. oktober 2019, som
ændret ved lov nr. 2189 af 29. december 2020 og lov nr. 130
af 30. januar 2021, foretages følgende
ændringer: | | | | § 2. Ved
repatriering forstås i denne lov personers frivillige
tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med
henblik på at tage varig bopæl. | | 1. I § 2 ændres »eller tidligere
opholdsland« til: », tidligere opholdsland eller et
land, hvortil de har nær familiemæssig
tilknytning,«. | §
3. --- | | | Stk.
2-6. --- | | | Stk. 7.
Udlændinge- og integrationsministeren kan efter
ansøgning beslutte, at en udlænding, der har
opholdstilladelse på andet grundlag end nævnt i stk.
2-4, skal anses for omfattet af loven. | | 2. I § 3, stk. 7, indsættes efter
» stk. 2-4,«: » eller en udlænding, der har
opholdstilladelse efter stk. 3 eller 4, men som pga. særlige
omstændigheder ikke opfylder betingelserne i § 7, stk.
9, nr. 1, jf. § 7, stk. 8,«. | § 4.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har ansvaret for den
individuelle rådgivning af herboende personer, som udtrykker
ønske om at vende tilbage til deres hjemland eller tidligere
opholdsland, og varetager den generelle informationsindsats
vedrørende repatriering. | | 3. I § 4, stk. 1, ændres »eller
tidligere opholdsland« til: », tidligere opholdsland
eller et land, hvortil de har nær familiemæssig
tilknytning«. | Stk.
2. --- | | | § 5.
Kommunalbestyrelsen vejleder i forbindelse med den særlige
integrationsindsats efter integrationsloven, eller når der i
øvrigt er anledning hertil, om muligheden for at modtage
hjælp til repatriering. Kommunalbestyrelsen underretter
Udlændinge- og Integrationsministeriet eller den myndighed,
organisation eller forening, som ministeriet har overladt
rådgivningsopgaven til, når personer udtrykker
ønske om at vende tilbage til deres hjemland eller tidligere
opholdsland. | | 4. I § 5 indsættes efter 1. pkt. som
nyt pkt.: »Kommunalbestyrelsen vejleder udlændinge, som
har haft opholdstilladelse i Danmark i minimum 5 år, og som
har modtaget kontanthjælp, uddannelseshjælp,
selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse i
mindst 18 ud af de seneste 36 måneder, om mulighederne for at
modtage hjælp til repatriering ved en selvstændig
samtale, som afholdes minimum hvert 2. år.« 5. I § 5, 2. pkt., ændres »eller
tidligere opholdsland« til: », tidligere opholdsland
eller et land, hvortil de har nær familiemæssig
tilknytning«. | § 6.
Uanset bestemmelserne i § 5 i lov om aktiv socialpolitik,
§ 3 i lov om sygedagpenge og § 62 i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. kan kommunalbestyrelsen efter
ansøgning give tilladelse til, at en person modtager
hjælp til forsørgelse efter reglerne i lov om aktiv
socialpolitik, sygedagpenge efter reglerne i lov om sygedagpenge
eller arbejdsløshedsdagpenge efter reglerne i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., hvis den
pågældende deltager i praktik eller
uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på
senere at træffe beslutning om repatriering.
Kommunalbestyrelsen skal til brug for vurderingen af
ansøgningen indhente en udtalelse fra Udlændinge- og
Integrationsministeriet eller den myndighed, organisation eller
forening, som ministeriet har overladt rådgivningsopgaven
til. | | 6. I § 6, stk. 1, 1. pkt., § 7, stk. 1, 2.
pkt., § 8, og § 10, stk. 1,
nr. 2, ændres »eller det tidligere
opholdsland« til: », det tidligere opholdsland eller et
land, hvortil den pågældende har nær
familiemæssig tilknytning,«. | Stk.
2-3. --- | | | § 6 a.
Kommunalbestyrelsen kan tilbyde vejledning og opkvalificering i
Danmark til personer omfattet af § 3, hvor det vurderes
relevant med henblik på at kunne understøtte eller
forberede tilbagevenden til hjemlandet eller et tidligere
opholdsland. | | 7. I § 6 a, stk. 1, ændres »eller
et tidligere opholdsland« til: », et tidligere
opholdsland eller et land, hvortil de har nær
familiemæssig tilknytning«. | Stk.
2. --- | | | § 7.
Kommunalbestyrelsen yder efter ansøgning hjælp til
repatriering til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1
eller 7. Der kan kun udbetales hjælp til repatriering, hvis
personen ikke har midler hertil, jf. stk. 9, og ønsker at
vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med
henblik på at tage varig bopæl. | | 8. I § 7, stk. 1, 2. pkt., ændres
»stk. 9« til: »stk. 11«. | Stk. 2.
Hjælp til repatriering omfatter | | 9. § 7, stk. 2-6, ophæves, og i
stedet indsættes: | 1) udgifter til rejsen fra Danmark til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland, | | »Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan
ud over betingelserne oplistet i stk. 1 kun udbetale hjælp
til repatriering, hvis | 2) udgifter på højst 30.000
kr. pr. person til transport af personlige ejendele eller
hjælp til udgifter til køb af personligt bohave
på 30.000 kr. pr. person | | ansøgeren frem til
udbetalingstidspunktet ikke er registreret som sigtet i
Kriminalregisteret. Kommunalbestyrelsen kan træffe
afgørelse om afslag på hjælp til repatriering,
hvis der er | 3) udgifter på højst 11.615
kr. til transport af udstyr, der er nødvendigt for personens
eller dennes families erhverv i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland, | | grund til at antage, at ansøgeren
har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan
indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed,
andre staters | 4) hjælp til etablering i
hjemlandet eller det tidligere opholdsland med indtil 127.517 kr.
pr. person, der er fyldt 18 år, med indtil 38.890 kr. pr.
person, der ikke er fyldt 18 år, | | sikkerhed eller en væsentlig
trussel mod den offentlige orden | 5) udgifter på højst 11.615
kr. til køb af erhvervsudstyr, der vil være egnet til
at fremme personens beskæftigelsesmuligheder og udgifter
på højst 15.000 kr. til transport af sådant
udstyr, | | | 6) udgifter til sygeforsikring i
hjemlandet eller det tidligere opholdsland til personer, der er
fyldt 18 år, hvis der ikke på anden måde er
etableret en sådan forsikring, på op til 7.500 kr. pr.
år i op til 4 år, | | | 7) udgifter til medbragt
lægeordineret medicin til højst 1 års
forbrug, | | | 8) udgifter til medbragte
nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1
års forbrug eller til andre hjælpemidler, dog
højst i alt 5.000 kr., samt hjælp til nødvendig
vaccination i Danmark, | | | 9) udgifter til skolegang til
skolesøgende børn, der på tidspunktet for
repatriering er fyldt 5 år, på 500 kr. om måneden
pr. barn i op til 4 år, dog højst indtil det fyldte
16. år, og | | | 10) udgifter til anskaffelse af
nationalitetspas m.v. på højst 10.000 kr. pr.
person. | | | Stk. 3.
Hjælp til etablering efter stk. 2, nr. 4, udbetales i to
dele, således at der ved tilbagevenden udbetales indtil
51.007 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og indtil 15.556
kr. pr. person, der ikke er fyldt 18 år. For
udlændinge, der har fortrydelsesret efter
udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales den
resterende del af hjælp til etablering efter stk. 2, nr. 4,
efter fortrydelsesfristens udløb. For andre udlændinge
udbetales den resterende del af hjælp til etablering 12
måneder efter udrejsen af Danmark. For en dansk statsborger
med dobbelt statsborgerskab udbetales den første del af
hjælp til etablering efter stk. 2. nr. 4, ved tilbagevenden,
når den pågældende og dennes børn, der er
omfattet af repatrieringen, er betinget løst fra det danske
statsborgerskab, og den resterende del af denne hjælp,
når den pågældende på baggrund af
ansøgning om ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af
Danmark fremlægger dokumentation for, at den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske
statsborgerskab. For en dansk statsborger med dobbelt
statsborgerskab, der har børn, der er født efter
kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf.
stk. 1, og som følger den repatrierende forælder,
udbetales den resterende del af hjælp til etablering,
når den pågældende derudover fremlægger
dokumentation for ubetinget løsning for disse børn.
Efter ansøgning kan fristen i 4. pkt. forlænges med 12
måneder. Ansøgningen som nævnt i 6. pkt. skal,
medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder,
indgives inden udløbet af fristen i 4. pkt. | | Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen indhenter i forbindelse med afgørelse om
hjælp til repatriering en udtalelse fra politiet om, hvorvidt
ansøgeren er sigtet for en lovovertrædelse, der er
registreret i Kriminalregisteret, jf. stk. 2, 1. pkt. Endvidere
indhenter kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om
hjælp til repatriering en udtalelse fra politiet, hvis der er
grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage
i de aktiviteter i udlandet, som er nævnt i stk. 2, 2.
pkt. | Stk. 4.
Hjælp til udgifter til sygeforsikring, jf. stk. 2, nr. 6,
udbetales i to dele, således at hjælp til udgifter til
det første år udbetales ved tilbagevenden. Det er en
betingelse for udbetaling af første del, at der fremvises
dokumentation for betalt forsikring. I tilfælde, hvor
forsikringen kun kan tegnes i forbindelse med ophold i hjemlandet
eller det tidligere opholdsland, kan udbetaling af første
del dog ske på baggrund af et tilbud om forsikring. For
udlændinge, der har fortrydelsesret efter
udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales den
resterende del af hjælp til sygeforsikring efter
fortrydelsesfristens udløb. For andre udlændinge
udbetales den resterende del af hjælp til sygeforsikring 12
måneder efter udrejsen af Danmark. For en dansk statsborger
med dobbelt statsborgerskab udbetales den første del af
hjælp til sygeforsikring efter stk. 2, nr. 6, ved
tilbagevenden, når den pågældende og dennes
børn, der er omfattet af repatrieringen, er betinget
løst fra det danske statsborgerskab, og den resterende del
af denne hjælp, når den pågældende på
baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af
Danmark fremlægger dokumentation for, at den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske
statsborgerskab. For en dansk statsborger med dobbelt
statsborgerskab, der har børn, der er født efter
kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf.
stk. 1, og som følger den repatrierende forælder,
udbetales den resterende del af hjælp til sygeforsikring,
når den pågældende derudover fremlægger
dokumentation for ubetinget løsning for disse børn.
Efter ansøgning kan fristen i 6. pkt. forlænges med 12
måneder. Ansøgningen som nævnt i 8. pkt. skal,
medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder,
indgives inden udløbet af fristen i 6. pkt. | | Stk. 4. Er
pågældende på tidspunktet for udbetaling af den
sidste del af hjælp til repatriering, jf. § 7 a, stk. 1,
nr. 3, og stk. 2, nr. 3, sigtet for en lovovertrædelse, der
er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9,
tilbageholdes udbetalingen, indtil der afsiges endelig dom. Er der
på tidspunktet for udbetaling af den sidste del af
hjælp til repatriering sket domfældelse ved endelig dom
for en lovovertrædelse, der er nævnt i
udlændingelovens § 22, nr. 4-9, eller fører
sigtelsen, jf. 1. pkt., til domfældelse ved endelig dom,
bortfalder den sidste del af hjælp til repatriering.
Kommunalbestyrelsens tilkendegivelse om tilbageholdelse af
udbetalingen er ikke en afgørelse. | Stk. 5. I de
tilfælde, hvor sygeforsikring efter stk. 2, nr. 6, ikke eller
kun meget vanskeligt kan tegnes i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland, kan kommunalbestyrelsen i stedet yde hjælp til
dækning af behandlingsudgifter. Hjælpen udgør
7.500 kr. pr. år i op til 4 år til personer, der er
fyldt 18 år, og udbetales i to dele, således at
hjælp til udgifter til det første år udbetales
ved tilbagevenden. For udlændinge, der har fortrydelsesret
efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales
den resterende del af hjælp til behandlingsudgifter efter
fortrydelsesfristens udløb. For andre udlændinge
udbetales den resterende del af hjælp til behandlingsudgifter
12 måneder efter udrejsen af Danmark. For en dansk
statsborger med dobbelt statsborgerskab udbetales den første
del af hjælp til behandlingsudgifter, jf. 1. og 2 pkt., ved
tilbagevenden, når den pågældende og dennes
børn, der er omfattet af repatrieringen, er betinget
løst fra det danske statsborgerskab, og den resterende del
af denne hjælp, når den pågældende på
baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af
Danmark fremlægger dokumentation for, at den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske
statsborgerskab. For en dansk statsborger med dobbelt
statsborgerskab, der har børn, der er født efter
kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf.
stk. 1, og som følger den repatrierende forælder,
udbetales den resterende del af hjælp til
behandlingsudgifter, når den pågældende derudover
fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for
disse børn. Efter ansøgning kan fristen i 5. pkt.
forlænges med 12 måneder. Ansøgningen som
nævnt i 7. pkt. skal, medmindre der foreligger helt
særlige omstændigheder, indgives inden udløbet
af fristen i 5. pkt. | | Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen indhenter inden udbetaling af den sidste del af
hjælp til repatriering, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 3, og
stk. 2, nr. 3, en udtalelse fra politiet om, hvorvidt
pågældende på udbetalingstidspunktet er
registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret for en
lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens
§ 22, nr. 4-9, som er begået her i landet forud for
kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til
repatriering.« Stk. 7-12 bliver herefter stk.
6-11. | Stk. 6.
Hjælp til udgifter til skolegang efter stk. 2, nr. 9,
udbetales i to dele, således at der ved tilbagevenden
udbetales 25 pct. af beløbet, der i alt kan ydes efter stk.
2, nr. 9. For udlændinge, der har fortrydelsesret efter
udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales den
resterende del af hjælp til udgifter til skolegang efter stk.
2, nr. 9, efter fortrydelsesfristens udløb. For andre
udlændinge udbetales den resterende del af hjælp til
skoleudgifter 12 måneder efter udrejsen af Danmark. Det er en
betingelse for udbetaling af den resterende del af hjælp til
skoleudgifter, at der fremvises dokumentation for, at barnet er
indskrevet i skole. For en dansk statsborger med dobbelt
statsborgerskab, udbetales den første del af hjælp til
skolegang efter stk. 2. nr. 9, ved tilbagevenden, når den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er betinget løst fra det danske
statsborgerskab, og den resterende del af denne hjælp,
når den pågældende på baggrund af
ansøgning om ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af
Danmark fremlægger dokumentation for, at den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske
statsborgerskab. For en dansk statsborger med dobbelt
statsborgerskab, der har børn, der er født efter
kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf.
stk. 1, og som følger den repatrierende forælder,
udbetales den resterende del af hjælp til skoleudgifter,
når den pågældende derudover fremlægger
dokumentation for ubetinget løsning for disse børn.
Efter ansøgning kan fristen i 5. pkt. forlænges med 12
måneder. Ansøgningen som nævnt i 7. pkt. skal,
medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder,
indgives inden udløbet af fristen i 5. pkt. | | | Stk. 7.
Udbetaling af den resterende del af hjælp til repatriering,
jf. stk. 3-6, er betinget af, at personen efter anmodning fra
kommunalbestyrelsen erklærer ikke at være sigtet,
tiltalt eller dømt for et strafbart forhold, der helt eller
delvis har fundet sted eller er fortsat i perioden efter
kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 og indtil det
tidspunkt, hvor personen anmoder om at få udbetalt den
resterende del af hjælpen. | | 10. I § 7, stk. 7, der bliver stk. 6,
ændres »jf. stk. 3-6« til: »jf. § 7 a,
stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 3«. | Stk.
8. --- | | | Stk. 9. Til
en udlænding, der er omfattet af § 3, stk. 3 eller 4,
kan hjælp til repatriering kun ydes, når
udlændingen vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere
opholdsland sammen med den person, til hvem udlændingen har
den familiemæssige tilknytning, som har dannet grundlag for
opholdstilladelsen (referencen). | | 11. I § 7, stk. 9, der bliver stk. 8,
ændres »eller det tidligere opholdsland« til:
», det tidligere opholdsland eller et land, hvortil
udlændingen har nær familiemæssig
tilknytning,«. | Stk. 10.
Uanset stk. 9 kan der ydes hjælp til repatriering, hvis | | 12. I § 7, stk. 10, der bliver stk. 9,
ændres »stk. 9« til: »stk. 8«. | 1) udlændingen er blevet skilt fra
og ikke længere samlever med referencen, | | | 2) referencen er død, | | | 3) udlændingen som barn er blevet
familiesammenført med sine forældre og efter sit
fyldte 18. år ønsker at repatriere eller | | | 4) udlændingen har
opholdstilladelse på grundlag af en familiemæssig
tilknytning til en herboende søn eller datter og er omfattet
af § 10, stk. 1, nr. 4. | | | Stk.
11-12. --- | | | | | 13. Efter
§ 7 indsættes: | | | »§ 7
a. Hjælp til repatriering udbetales i følgende
dele: | | | 1) Umiddelbart før udrejse
udbetales 25.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og
15.000 kr. pr. person under 18 år til dækning af
udgifter til afrejse og ankomst. Der kan efter ansøgning ved
tilbagevenden derudover udbetales udgifter til medbragt
lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug,
udgifter til medbragte nødvendige personlige
hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til
andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.000 kr., samt
hjælp til nødvendig vaccination i Danmark,
såfremt den pågældende har behov herfor. | | | 2) Efter indrejsen i hjemlandet, det
tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning, udbetales 70.000 kr. pr. person, der er fyldt 18
år og samtidig modtager reintegrationsbistand, jf. § 10,
85.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år og ikke samtidig
modtager reintegrationsbistand, jf. § 10, og 40.000 kr. pr.
person under 18 år, til hjælp til indledende
etablering. | | | 3) For udlændinge, der har
fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1
eller 2, udbetales efter fortrydelsesfristens udløb 80.000
kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr. person
under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden til
hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning. For andre udlændinge udbetales 80.000 kr. pr.
person, der er fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr. person under 18
år, til hjælp til varig tilbagevenden 12 måneder
efter udrejsen af Danmark. | | | Stk. 2. For
en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab udbetales
hjælp til repatriering i følgende dele: | | | 1) Umiddelbart før udrejse
udbetales 25.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og
15.000 kr. pr. person under 18 år til dækning af
udgifter til afrejse og ankomst, når den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er betinget løst fra det danske
statsborgerskab. Der kan efter ansøgning ved tilbagevenden
derudover udbetales udgifter til medbragt lægeordineret
medicin til højst 1 års forbrug, udgifter til
medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til
højst 1 års forbrug eller til andre
hjælpemidler, dog højst i alt 5.000 kr., samt
hjælp til nødvendig vaccination i Danmark,
såfremt den pågældende har særligt behov
herfor. | | | 2) Efter indrejsen i hjemlandet, det
tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning, udbetales 70.000 kr. pr. person, der er fyldt 18
år og samtidig modtager reintegrationsbistand, jf. § 10,
85.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år og ikke samtidig
modtager reintegrationsbistand, jf. § 10, og 40.000 kr. pr.
person under 18 år, til hjælp til indledende etablering
i det pågældende land. | | | 3) Der udbetales 80.000 kr. pr. person,
der er fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr. person under 18
år, til hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet,
det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning, når den pågældende på baggrund
af en ansøgning om ubetinget løsning fra dansk
statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af
Danmark fremlægger dokumentation for, at den
pågældende og dennes børn, der er omfattet af
repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske
statsborgerskab. For en dansk statsborger med dobbelt
statsborgerskab, der har børn, der er født efter
kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf.
§ 7, stk. 1, og som følger den repatrierende
forælder, udbetales 80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18
år, og 45.000 kr. pr. person under 18 år, til
hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere
opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har
nær familiemæssig tilknytning, når den
pågældende derudover fremlægger dokumentation for
ubetinget løsning for disse børn. Efter
ansøgning kan fristen i 1. pkt. forlænges med op til
12 måneder. Ansøgningen som nævnt i 3. pkt.
skal, medmindre der foreligger helt særlige
omstændigheder, indgives inden udløbet af fristen i 1.
pkt. | | | Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning hæve
beløbet, der udbetales til dækning af udgifter til
afrejse og ankomst, ved tilbagevenden, jf. stk. 1, nr. 1, og stk.
2, nr. 1, til brug for transport af personlige ejendele eller
personligt bohave, med højst 10.000 kr. pr. person, mod et
tilsvarende fradrag i beløbet, der udbetales til hjælp
til indledende etablering efter indrejsen i hjemlandet, det
tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning, jf. stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2. | | | Stk. 4.
Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte
nærmere regler om betingelserne for og fremgangsmåden
ved udbetaling af hjælp til repatriering.« | § 8.
Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning i ganske
særlige tilfælde yde hjælp i op til 12
måneder til betaling af boligudgifter for en familie, hvis et
familiemedlem vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere
opholdsland forud for resten af familien. | | | | | 14. I § 9 indsættes før 1. pkt.
som nyt punktum: | | | »Kommunalbestyrelsen skal
træffe beslutning om tilbagebetaling af udbetalt hjælp
til repatriering, hvis en udlænding eller dansk statsborger
med dobbelt statsborgerskab afstår fra at repatriere, eller
sagsbehandlingsforløbet på anden vis bliver afbrudt,
inden udrejse.« | § 9.
Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling
af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender
fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1
eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget
støtte til repatriering, på ny indgiver
ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for de
første to år efter udrejsen og i forlængelse
heraf meddeles opholdstilladelse. Tilsvarende gælder, hvis en
dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget
hjælp til repatriering, ikke inden den frist, der er
nævnt i § 7, stk. 3-6, er ubetinget løst fra sit
danske statsborgerskab. Kommunalbestyrelsen skal endvidere
træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til
repatriering, hvis der til brug for behandlingen af
ansøgningen om hjælp til repatriering eller i
erklæringen efter § 7, stk. 7, er angivet urigtige eller
vildledende oplysninger. Er retten til den resterende del af
hjælp til repatriering efter § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9,
og stk. 5, bortfaldet, jf. § 9 b, stk. 1, skal
kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling
heraf. § 95 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende
anvendelse. | | 15. I § 9, 1. pkt., der bliver 2. pkt.,
indsættes efter »skal«:
»endvidere«. 16. I § 9, 2. pkt., der bliver 3. pkt.,
ændres »§ 7, stk. 3-6« til: »§ 7
a, stk. 2, nr. 3«. 17. I § 9, 3. pkt., der bliver 4. pkt.,
ændres »§ 7, stk. 7« til: »§ 7,
stk. 6«. 18. I § 9, 4. pkt., der bliver 5. pkt.,
ændres »§ 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk.
5« til: »§ 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr.
2 og 3«. 19. § 9, 5. pkt., ophæves. | | | 20. I § 9 indsættes som stk. 2: | § 9
a. --- | | »Stk.
2. Udlændinge- og integrationsministeren
fastsætter nærmere regler om tilbagebetaling af
hjælp til repatriering ved fortrudt
repatriering.« | Stk.
2-3. --- | | | Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning træffe
afgørelse om, at hjælp til repatriering, som ikke er
udbetalt, kan ydes, når personen ikke længere unddrager
sig strafforfølgning, jf. stk. 1, eller straffuldbyrdelse,
jf. stk. 2, såfremt betingelserne for udbetaling af
hjælp til repatriering efter § 7, stk. 1 og 9, i
øvrigt er opfyldt. | | 21. I § 9 a, stk. 4, ændres »og
9,« til: »og 8,«. | § 9 b.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at retten
til den resterende del af hjælp til repatriering, jf. §
7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, bortfalder, når der
foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i
udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2,
eller stk. 5, ville udelukke personen fra opholdstilladelse. | | 22. I § 9, b, stk. 1, ændres
»§ 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5« til:
Ȥ 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr. 2 og
3«. 23. I § 9 b, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: | Stk. 2.
Bortfald af den resterende del af hjælp til repatriering er
betinget af, at det forhold, som ville udelukke personen fra
opholdstilladelse, jf. stk. 1, helt eller delvis har fundet sted
eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens
afgørelse efter § 7, stk. 1, og indtil det tidspunkt,
hvor personen anmoder om at få udbetalt den resterende del af
hjælpen. | | »Bortfald af den resterende del af
hjælp til repatriering er betinget af, at det forhold, som
ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. 1. pkt., helt
eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter
kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 7, stk. 1, og
indtil det tidspunkt, hvor personen anmoder om at få udbetalt
den resterende del af hjælpen.« 24. § 9 b, stk. 2, affattes
således: | Stk. 3.
Udbetaling af den resterende del af hjælp til repatriering
tilbageholdes, når der foreligger oplysninger, som giver
grund til at antage, at der foreligger et forhold omfattet af stk.
1. Kommunalbestyrelsens tilkendegivelse herom til personen er ikke
en afgørelse. | | »Stk.
2. Kommunalbestyrelsen træffer endvidere
afgørelse om, at retten til den resterende del af
hjælp til repatriering, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3,
og stk. 2, nr. 2 og 3, bortfalder, hvis personens opholdstilladelse
bortfalder i medfør af udlændingelovens § 21
b.« | Stk. 4.
Udlændingestyrelsen vurderer, om betingelserne i
udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2,
eller stk. 5, er opfyldt, jf. stk. 1, og om der foreligger
oplysninger, som giver grund til at antage, at der foreligger et
forhold omfattet af stk. 1, jf. stk. 3. Udlændingestyrelsens
vurdering er ikke en afgørelse. Er personens
opholdstilladelse inddraget i medfør af
udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 2 eller 3, eller
nægtet forlænget i medfør af
udlændingelovens § 11, stk. 2, jf.
udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2,
eller stk. 5, lægger kommunalbestyrelsen afgørelsen om
inddragelse eller nægtelse af forlængelse
uprøvet til grund ved behandlingen af sagen. | | 25. I § 9 b, stk. 4, 1. pkt., ændres
»jf. stk. 1,« til: »jf. stk. 1, 1.
pkt.,«. | Stk. 5.
Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering
og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet,
Udenrigsministeriet og politiet kan underrette kommunalbestyrelsen
i den kommune, hvori personen senest har haft bopæl,
når det er nødvendigt i en sag om, hvorvidt en person,
der er vendt tilbage til hjemlandet eller det tidligere
opholdsland, er omfattet af stk. 1 eller 3. De nævnte
myndigheder kan videregive de oplysninger, der ligger til grund for
underretningen, og som er nødvendige for
kommunalbestyrelsens behandling af sager efter stk. 1 og 3, til
kommunalbestyrelsen for den pågældende kommune. | | | Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen videregiver de oplysninger, der ligger til
grund for at indhente en vurdering i sager efter stk. 1 og 3, og
som er nødvendige med henblik på
Udlændingestyrelsens vurdering efter stk. 4, til
Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen videregiver de
oplysninger, der ligger til grund for vurderingen, og som er
nødvendige med henblik på kommunalbestyrelsens
behandling af sager efter stk. 1 og 3, til
kommunalbestyrelsen. | | | Stk. 7.
Udenrigsministeriet bistår Udlændingestyrelsen og
kommunalbestyrelsen med at indhente oplysninger, der er
nødvendige, til brug for behandlingen af sager efter stk. 1
og 3 og til brug for Udlændingestyrelsens vurdering efter
stk. 4. | | | § 10.
Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning yde en
løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år
til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, hvis
personen | | | 1) ikke har midler, som kan dække
behovet for reintegrationsbistand, | | | 2) ønsker at vende tilbage til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at
tage varig bopæl, | | | 3) har haft opholdstilladelse i Danmark
i 5 år og | | | 4) på tidspunktet for
repatrieringen er fyldt 55 år, opfylder betingelserne for at
modtage førtidspension eller er fyldt 50 år og
på grund af sin helbredstilstand eller lignende forhold
må antages ikke at kunne skaffe sig et
forsørgelsesgrundlag i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland. | | 26. I § 10, stk. 1, nr. 4, ændres
»eller det tidligere opholdsland« til: », det
tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning«. | Stk. 2. I
stedet for en løbende, månedlig reintegrationsbistand
i 5 år efter stk. 1 kan personen, inden kommunalbestyrelsen
træffer afgørelse efter stk. 1, anmode om at modtage
en løbende, månedlig livslang reintegrationsbistand,
som udgør 80 pct. af reintegrationsbistanden efter stk. 1.
Anmodningen er uigenkaldelig. | | | Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning yde en supplerende
løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år
til en person, som er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, og som
er berettiget til reintegrationsbistand efter stk. 1 og meddelt
opholdstilladelse her i landet før den 1. juli 2002. Den
supplerende reintegrationsbistand udgør 1.000 kr. pr.
måned. I stedet for en løbende, månedlig ydelse
i 5 år kan personen, inden kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse efter 1. pkt., anmode om at modtage en
løbende, månedlig, livslang ydelse på 800 kr.
Anmodningen er uigenkaldelig. | | 27. I § 10 indsættes efter stk. 3 som
nye stykker: | Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde efter
ansøgning genoptage en ansøgning om
reintegrationsbistand efter stk. 1 eller stk. 3, hvis
ansøgeren tidligere har fået afslag herpå under
henvisning til stk. 1, nr. 1, og den pågældende inden
for 2 år efter udrejsen fra Danmark har mistet eller
væsentligt fået forringet sit
forsørgelsesgrundlag. Ansøgning herom skal indgives,
senest 6 måneder efter ansøger har mistet eller
væsentligt fået forringet sit
forsørgelsesgrundlag. Ansøgning om genoptagelse
indgives til den kommunalbestyrelse, som tidligere har truffet
afgørelse om afslag på reintegrationsbistand. | | »Stk.
4. Kommunalbestyrelsen kan ud over betingelserne oplistet i
stk. 1 kun udbetale den løbende, månedlige
reintegrationsbistand, hvis ansøgeren frem til
udbetalingstidspunktet ikke er registreret som sigtet i
Kriminalregisteret. Kommunalbestyrelsen kan træffe
afgørelse om afslag på den løbende,
månedlige reintegrationsbistand, hvis der er grund til at
antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i
aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge
en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en
væsentlig trussel mod den offentlige orden. | Stk. 5.
Pension, der medtages ved repatriering i medfør af lov om
social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet
almindelig og almindelig førtidspension m.v. eller
bilaterale aftaler om social sikring mellem Danmark og andre lande,
fradrages i reintegrationsbistanden. | | Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen indhenter i forbindelse med afgørelse om
løbende, månedlig reintegrationsbistand en udtalelse
fra politiet om, hvorvidt ansøgeren er registreret sigtet
for en lovovertrædelse i Kriminalregisteret, jf. stk. 4, 1.
pkt. Endvidere indhenter kommunalbestyrelsen i forbindelse med
afgørelse om løbende, månedlig
reintegrationsbistand en udtalelse fra politiet, hvis der er grund
til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i de
aktiviteter i udlandet, som er nævnt i stk. 4, 2. pkt. | Stk. 6.
Udbetaling Danmark forestår udbetaling af
reintegrationsbistand og kan i forbindelse med den løbende
administration af udbetalingen træffe afgørelser om
tilbagebetaling og ophør af reintegrationsbistand i henhold
til nærmere regler herom fastsat af udlændinge- og
integrationsministeren, jf. stk. 7, 3. pkt. | | Stk. 6.
Konstaterer Udbetaling Danmark i forbindelse med den årlige
indhentelse af udtalelse fra politiet, jf. stk. 7, at den
pågældende er registreret sigtet i Kriminalregisteret
for en lovovertrædelse, der er nævnt i
udlændingelovens § 22, nr. 4-9, tilbageholdes den
løbende, månedlige ret til reintegrationsbistand,
indtil der afsiges endelig dom. Er der på tidspunktet for den
årlige indhentelse af oplysninger fra politiet sket
domfældelse ved endelig dom for en lovovertrædelse, der
er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, eller
fører sigtelsen, jf. 1. pkt., til domfældelse ved
endelig dom, bortfalder den løbende, månedlige
reintegrationsbistand. Udbetaling Danmarks tilkendegivelse om
tilbageholdelse af udbetalingen er ikke en afgørelse. | Stk. 7.
Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter
størrelsen af reintegrationsbistanden for personer, der
repatrierer. Bistanden fastsættes i forhold til
leveomkostningerne i de enkelte lande, der kan inddeles i
landegrupper med sammenlignelige leveomkostninger, og på
grundlag af en vurdering af mulighederne for en vellykket
repatriering. Udlændinge- og integrationsministeren kan
fastsætte nærmere regler om betingelserne for og
fremgangsmåden ved udbetaling af reintegrationsbistand. | | Stk. 7.
Udbetaling Danmark indhenter i forbindelse med udbetaling af den
løbende, månedlige reintegrationsbistand, jf. §
10, stk. 1 og 2, årligt i en periode på 3 år fra
bevilling af reintegrationsbistanden en udtalelse fra politiet om,
hvorvidt pågældende er registreret sigtet eller
dømt i Kriminalregisteret for en lovovertrædelse, der
er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, som er
begået her i landet forud for kommunalbestyrelsens
afgørelse om reintegrationsbistand.« | Stk. 8.
Kommunalbestyrelsen kan til brug for behandlingen af sager om
udbetaling af reintegrationsbistand få terminaladgang til
oplysninger i indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister
§ 7. | | Stk. 4-8 bliver herefter stk.
8-12. 28. I § 10 b, stk. 1, indsættes som
2. og 3. pkt.: | § 10 b.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at retten
til den løbende månedlige reintegrationsbistand, jf.
§ 10, stk. 1-3, bortfalder, når der foreligger
oplysninger om forhold, som efter reglerne i udlændingelovens
§ 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, ville
udelukke personen fra opholdstilladelse. | | »Bortfald af
reintegrationsbistanden er betinget af, at det forhold, som ville
udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. 1. pkt., helt eller
delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter
kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 10, stk. 1, og
indtil det tidspunkt, hvor reintegrationsbistanden ophører.
Bortfald af reintegrationsbistanden har virkning med udgangen af
den måned, hvori det forhold, som ville udelukke personen fra
opholdstilladelse, helt eller delvist har fundet sted eller er
fortsat.« 29. § 10 b, stk. 2, affattes
således: | Stk. 2.
Bortfald af den løbende månedlige
reintegrationsbistand er betinget af, at det forhold, som ville
udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. stk. 1, helt eller
delvis har fundet sted eller er fortsat i perioden efter
kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 10, stk. 1, og
indtil det tidspunkt, hvor reintegrationsbistanden ophører.
Bortfald af reintegrationsbistanden har virkning med udgangen af
den måned, hvori det forhold, som ville udelukke personen fra
opholdstilladelse, helt eller delvis har fundet sted eller er
fortsat. | | »Stk.
2. Kommunalbestyrelsen træffer endvidere
afgørelse om, at retten til den løbende,
månedlige reintegrationsbistand, jf. § 10, stk. 1-3,
bortfalder, hvis personens opholdstilladelse bortfalder i
medfør af udlændingelovens § 21 b. Bortfald af
reintegrationsbistanden har virkning med udgangen af den
måned, hvori afgørelsen om bortfald i medfør af
udlændingelovens § 21 b er truffet.« | Stk. 3.
Udbetaling af den løbende månedlige
reintegrationsbistand tilbageholdes, når der foreligger
oplysninger, som giver grund til at antage, at der foreligger et
forhold omfattet af stk. 1. Kommunalbestyrelsens tilkendegivelse
herom til personen er ikke en afgørelse. | | | Stk. 4.
Udlændingestyrelsen vurderer, om betingelserne i
udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2,
eller stk. 5, er opfyldt, jf. stk. 1, og om der foreligger
oplysninger, som giver grund til at antage, at der foreligger et
forhold omfattet af stk. 1, jf. stk. 3. Udlændingestyrelsens
vurdering er ikke en afgørelse. Er personens
opholdstilladelse inddraget i medfør af
udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 2 eller 3, eller
nægtet forlænget i medfør af
udlændingelovens § 11, stk. 2, jf.
udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2,
eller stk. 5, lægger kommunalbestyrelsen afgørelsen om
inddragelse eller nægtelse af forlængelse
uprøvet til grund ved behandlingen af sagen. | | 30. I § 10 b, stk. 4, 1. pkt., ændres
»jf. stk. 1,« til: »jf. stk. 1, 1. pkt.,«,
og »stk. 1, jf. stk. 3.« ændres til: »stk.
1, 1. pkt., jf. stk. 3.«. | Stk. 5.
Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering
og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet,
Udenrigsministeriet og politiet kan underrette kommunalbestyrelsen
i den kommune, hvori personen senest har haft bopæl,
når det er nødvendigt i en sag om, hvorvidt en person,
der er vendt tilbage til hjemlandet eller det tidligere
opholdsland, er omfattet af stk. 1 eller 3. De nævnte
myndigheder kan videregive de oplysninger, der ligger til grund for
underretningen, og som er nødvendige for
kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1 eller 3, til
kommunalbestyrelsen for den pågældende kommune. | | | Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen videregiver de oplysninger, der ligger til
grund for at indhente en vurdering i sager efter stk. 1 og 3, og
som er nødvendige med henblik på
Udlændingestyrelsens vurdering efter stk. 4, til
Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen videregiver de
oplysninger, der ligger til grund for vurderingen, og som er
nødvendige med henblik på kommunalbestyrelsens
behandling af sager efter stk. 1 og 3, til
kommunalbestyrelsen. | | | Stk. 7.
Udenrigsministeriet bistår Udlændingestyrelsen og
kommunalbestyrelsen med at indhente oplysninger, der er
nødvendige, til brug for behandlingen af sager efter stk. 1
og 3 og til brug for Udlændingestyrelsens vurdering efter
stk. 4. | | | § 12.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov bortset fra
afgørelser efter § 9 b, stk. 1 og § 10 b, stk. 1
kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale
område. | | 31. I § 12, stk. 1, indsættes efter
»bortset fra afgørelser efter«: »§ 7,
stk. 5«, og efter »§ 9 b, stk. 1 «
indsættes »§ 10, stk. 7,«. | Stk.
2. --- | | | § 14. De
beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 3, 5 og 8,
er fastsat i 2004-niveau og reguleres fra og med 2005 én
gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter
lov om en satsreguleringsprocent. | | 32. § 14 affattes således: »§
14. De beløb, der er nævnt i § 7 a, er
fastsat i 2021-niveau og reguleres fra og med 2022 en gang
årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov
om en satsreguleringsprocent. | Stk. 2. De
beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 4, og
§ 7, stk. 3, er fastsat i 2014-niveau og reguleres fra og med
2015 en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten efter lov om en
satsreguleringsprocent. | | Stk. 2. Det
beløb, der er nævnt i § 13, stk. 2, er fastsat i
2017-niveau og reguleres fra og med 2018 en gang årligt den
1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en
satsreguleringsprocent.« | Stk. 3. De
beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 6 og 9, og
§ 13, stk. 2, er fastsat i 2017-niveau og reguleres fra og med
2018 en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten efter lov om en
satsreguleringsprocent. | | | Stk. 4. De
beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 2 og 10,
er fastsat i 2018-niveau og reguleres fra og med 2019 en gang
årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov
om en satsreguleringsprocent. | | | | | § 2 | | | | | | I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, som
ændret senest ved lov nr. 416 af 13. marts 2021, foretages
følgende ændringer: | § 17 a.
Uanset bestemmelsen i § 17 bortfalder en opholdstilladelse
først, når en udlænding, der med henblik
på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller
det tidligere opholdsland, har opholdt sig uden for landet i mere
end 12 på hinanden følgende måneder og har
opholdstilladelse efter 1) §§ 7 eller 8, 2) § 9 b, 3) § 9 c, stk. 1, i umiddelbar
forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9 b, 4) § 9 c, når tilladelsen er
meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7, 5) § 9 e, når tilladelsen er
meddelt tidsubegrænset, 6) § 9 eller § 9 c, stk. 1,
som følge af en familiemæssig tilknytning til en
person omfattet af nr. 1-5, jf. dog stk. 3, eller 7) et andet grundlag end nævnt i
nr. 1-6, hvis det bestemmes efter ansøgning. | | 1. I § 17 a, stk. 1 og 4, ændres »eller det tidligere
opholdsland« til: », det tidligere opholdsland eller et
land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig
tilknytning«. | Stk.
2. --- | | | Stk. 3. Stk.
1 og 2 finder kun anvendelse for en udlænding omfattet af
stk. 1, nr. 6, hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet
eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem
udlændingen har den familiemæssige tilknytning, der har
dannet grundlag for opholdstilladelsen. | | 2. I § 17 a, stk. 3 og 5, ændres »eller det tidligere
opholdsland« til: », det tidligere opholdsland eller et
land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig
tilknytning,«. | Stk. 4.
Uanset bestemmelsen i § 17 bortfalder en opholdstilladelse
først, når en udlænding, der med henblik
på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller
det tidligere opholdsland, har opholdt sig uden for Danmark i mere
end 3 på hinanden følgende måneder og har
opholdstilladelse efter 1) § 9 e, når tilladelsen er
meddelt tidsbegrænset, 2) § 9 eller § 9 c, stk. 1,
som følge af en familiemæssig tilknytning til en
person omfattet af nr. 1, jf. dog stk. 5, eller 3) et andet grundlag end nævnt i
nr. 1 og 2, hvis det bestemmes efter ansøgning. | | | Stk. 5. Stk.
4 finder kun anvendelse for en udlænding omfattet af stk. 4,
nr. 2, hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet eller
det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem
udlændingen har den familiemæssige tilknytning, der har
dannet grundlag for opholdstilladelsen. | | | Stk.
6. --- | | | | | § 3 | | | | | | I lov om arbejdsløshedsforsikring
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 215 af 12. februar 2021,
foretages følgende ændring: | | | | §
62 | | | Stk.
1-3--- | | | Stk. 4. Et
medlem, som har ret til at få udbetalt
arbejdsløshedsdagpenge, og som efter repatrieringslovens
§ 6 har fået tilladelse til at deltage i praktik eller
uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på
senere at træffe beslutning om repatriering, anses for at
opfylde rådighedsbetingelserne i stk. 1 under sin deltagelse
heri. | | 1. I § 62, stk. 4, ændres »eller
det tidligere opholdsland« til: », det tidligere
opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har
nær familiemæssig tilknytning,«. | Stk.
5-10--- | | | | | § 4 | | | | | | I lov om sygedagpenge, jf.
lovbekendtgørelse nr. 223 af 12. februar 2021, som
ændret ved § 4 i lov nr. 339 af 2. april 2019, foretages
følgende ændring: | | | | § 3.
Retten til sygedagpenge er betinget af, at personen har lovligt
ophold her i landet, jf. dog stk. 2. | | | Stk. 2.
Sygedagpenge kan udbetales under ophold i udlandet, når 1) - 4) … 5) en person på baggrund af en
tilladelse efter repatrieringslovens § 6 deltager i praktik
eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på
senere at træffe beslutning om repatriering. | | 1. I § 3, stk. 2, nr. 5, ændres
»eller det tidligere opholdsland« til: », det
tidligere opholdsland eller et land, hvortil den
pågældende har nær familiemæssig
tilknytning,«. | Stk.
3. --- | | | | | § 5 | | | Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. august 2021, jf. dog stk.
2. | | | Stk. 2.
Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter
tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr.
13. | | | Stk. 3.
Loven finder ikke anvendelse på ansøgninger om
hjælp til repatriering indgivet før lovens
ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de
hidtil gældende regler anvendelse. | | | | | | § 6 | | | Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, jf. dog stk. 2. | | | Stk. 2.
Lovens § 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som henholdsvis de færøske og
grønlandske forhold tilsiger. | | | |
|