L 214 Forslag til lov om ændring af lov om trafikselskaber.

(Trafikverkets indkøb af nattogstrafik i Danmark).

Af: Transportminister Benny Engelbrecht (S)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 14-04-2021

Fremsat: 14-04-2021

Fremsat den 14. april 2021 af transportministeren (Benny Engelbrecht)

20201_l214_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 14. april 2021 af transportministeren (Benny Engelbrecht)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om trafikselskaber

(Trafikverkets indkøb af nattogtrafik i Danmark)

§ 1

I lov om trafikselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 323 af 20. marts 2015, som ændret bl.a. ved lov nr. 1565 af 18. december 2018 og senest ved lov nr. 207 af 5. marts 2019, foretages følgende ændring:

1. I § 5 indsættes som stk. 17:

»Stk. 17. Den svenske statslige trafikkøber, Trafikverket, kan efter aftale med transportministeren foretage indkøb af nattogtrafik som offentlig servicetrafik på jernbanestrækningen mellem den dansk-svenske grænse og den dansk-tyske grænse.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2021.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger
 
Indholdsfortegnelse
 
1. Indledning
2. Tiltrædelse af aftale med Trafikverket
2.1. Gældende ret
2.2. Aftale vedrørende samarbejde om nattog
2.3. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Klima- og miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
 


1. Indledning

Formålet med lovforslaget er, at den svenske statslige trafikkøber, Trafikverket, efter aftale med transportministeren kan foretage indkøb af nattogtrafik som offentlig servicetrafik på jernbanestrækningen mellem den dansk-svenske grænse og den dansk-tyske grænse. I praksis er der allerede indgået en aftale med forbehold for Folketingets godkendelse af lovforslaget. Aftalen indebærer, at Trafikverket vil være ansvarligt for udbud og indkøb af trafikken og kontraktopfølgning over for den eller de udpegede operatører. Dette ændrer ikke ved, at transportministeren fortsat er ansvarlig for indkøb af togtrafik på det danske statslige jernbanenet.

Den svenske regering gav den 23. juli 2020 Trafikverket i opdrag at indkøbe nattogtrafik gennem Sverige og Danmark, som bidrager til, at der oprettes internationale nattogforbindelser med daglige afgange fra Sverige til andre europæiske lande. Trafikken skal udføres som offentlig servicetrafik på ruterne Malmø - Padborg og Stockholm - Padborg med forlængelse som fri trafik på kommercielle vilkår til først og fremmest Bruxelles henholdsvis Hamborg. Trafikstart er på forhånd fastsat til den 1. august 2022.

Med vedtagelsen af lovforslaget vil Folketinget give sit samtykke efter grundlovens § 19 til, at transportministeren på Danmarks vegne tiltræder aftalen mellem Transportministeriet og Trafikverket: "Aftale vedrørende samarbejde om nattog". Aftalen er optaget som bilag til lovforslaget. Aftalen blev indgået den 29. januar 2021, men indeholder et forbehold for Folketingets vedtagelse af den lovgivning, som er nødvendig for aftalens gennemførelse.

2. Tiltrædelse af aftale med Trafikverket

2.1. Gældende ret

Indkøb af grænseoverskridende offentlig servicetrafik forudsætter, at der indgås en aftale mellem de kompetente myndigheder i de medlemsstater på hvis territorium trafikken udføres, jf. artikel 1, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 og (EØF) nr. 1107/70 ("PSO-forordningen"). De kompetente danske og svenske myndigheder er henholdsvis Transportministeriet og Trafikverket.

Trafikverkets indkøb af nattogtrafik som offentlig servicetrafik på det danske statslige jernbanenet skal derfor godkendes af Transportministeriet.

Transportministerens tiltrædelse af en aftale om godkendelse af en anden stats myndigheders indkøb af offentlig servicetrafik på det dansk statslige jernbanenet kræver desuden Folketingets samtykke, jf. grundlovens § 19.

2.2. Aftale vedrørende samarbejde om nattog

Aftalen mellem Transportministeriet og Trafikverket blev indgået den 29. januar 2021, men indeholder et forbehold for Folketingets vedtagelse af den lovgivning, som er nødvendig for aftalens gennemførelse. Aftalens gyldighed udløber samtidig med den eller de kontrakter, som aftalen giver Trafikverket mulighed for at indgå, dvs. senest den 1. august 2028, jf. nedenfor

Det følger af aftalen, at Trafikverket bliver den kompetente myndighed til at indgå kontrakter om den forudsatte nattogtrafik.

Desuagtet indebærer aftalen ikke en specifik eller generel reduktion af Transportministeriets kompetence til at indkøbe togtrafik på det danske statslige jernbanet, herunder eventuel senere dansk nattogtrafik. Transportministeriet anser desuden, at aftalen i praksis tilsiger større indflydelse på trafikken, end hvad der i udgangspunktet følger af PSO-forordningens artikel 1, stk. 2.

Det følger i forlængelse heraf af aftalen, at det er Trafikverkets ansvar at sikre, at trafikkøbet sker i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder PSO-forordningen. Trafikverkets indkøb forudsættes gennemført ved indgåelse af kontrakt uden forudgående udbud i henhold til kapitel 4 a, § 7, i den svenske lov (2010:1065) om offentlig personbefordring (svarende til artikel 5, stk. 6, i PSO-forordningen). Kontrakttildeling forventes ultimo august 2021. Kontrakten eller kontrakterne vil omfatte trafikbetjeningen i fire år fra den 1. august 2022, med mulighed for forlængelse i op til yderligere to år (1+1).

Det følger samtidig af aftalen, at Transportministeriet gennemgår og godkender de relevante dele af udbudsmaterialet (herunder Trafikverkets kravspecifikation) for at sikre, at det er i overensstemmelse med de offentlige serviceforpligtelser for Danmarks vedkommende, der er anført i aftalens bilag A og B om betjeningen af de to ruter.

2.3. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Der har ikke kørt nattog i fast trafik i Danmark siden 2014, hvor DSB's nattogtrafik ophørte. Denne trafik blev udført i samarbejde med den tyske statsejede operatør, Deutsche Bahn.

Samtidig er der en voksende efterspørgsel på nattog både i Danmark og i udlandet, herunder i Sverige.

Den svenske regering gav på den baggrund den 23. juli 2020 den svenske statslige trafikkøber, Trafikverket, i opdrag at gennemføre et indkøb af nattogtrafik gennem Sverige og Danmark, som bidrager til, at der oprettes internationale nattogforbindelser med daglige afgange fra Sverige til andre europæiske lande. Opdraget begrundes med den svenske regerings politik om at omstille transportsystemet, bygge et stærkt samfund og gøre Sverige til verdens første fossilfri velfærdsland.

Med Trafikverkets forudsatte indkøb af nattog som offentlig servicetrafik i Danmark vil det igen blive muligt for danske togrejsende at vælge nattog.

Regeringen ønsker at støtte Trafikverkets indkøb af nattogtrafik som led i regeringens egen politik om en grøn omstilling af transportsektoren.

Transportministeriet har på den baggrund fundet det hensigtsmæssigt at muliggøre Trafikverkets indkøb ved at indgå "Aftale vedrørende samarbejde om nattog" med Trafikverket som kompetent svensk myndighed, jf. artikel 1, stk. 2, i PSO-forordningen.

Den foreslåede ændring af § 5 i lov om trafikselskaber har derfor til formål at bemyndige transportministeren til at lade Trafikverket indkøbe nattogtrafik som offentlig servicetrafik mellem grænsen til Sverige og grænsen til Tyskland i forbindelse med Trafikverkets indkøb af nattogtrafik fra og til Sverige.

Transportministeriet har ved udformning af aftalen lagt vægt på at sikre sig den fornødne indsigt i og mulighed for at påvirke betjeningskravene i den eller de udbudte kontrakter for derved at sikre, at trafikken også er attraktiv for danske rejsende.

Med vedtagelsen af lovforslaget vil Folketinget således give sit samtykke efter grundlovens § 19 til, at transportministeren på Danmarks vegne tiltræder aftalen mellem Transportministeriet og Trafikverket: "Aftale vedrørende samarbejde om nattog", jf. pkt. 2.2. ovenfor. Aftalen er optaget som bilag til lovforslaget.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget har ingen økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige.

Principperne for digitaliseringsklar lovgivning vurderes ikke at være relevante for nærværende lovforslag.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Transportministeriet vurderer ikke, at principperne for agil erhvervsrettet regulering er relevante for nærværende lovforslag.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Klima- og miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget forventes at have afledte positive klima- og miljømæssige konsekvenser ved udmøntning af aftalen. De positive konsekvenser vil have et omfang svarende til det omfang, i hvilket den forudsatte nattogtrafik medfører en overflytning af passagerer fra mere forurenende transportformer, herunder i særdeleshed flyrejser. Der kan i givet fald være positive konsekvenser forbundet med både togrejsen og den enkelte passagers transport til afrejsestation og fra ankomststation sammenlignet med eksempelvis transport til og fra lufthavn.

7. Forholdet til EU-retten

Trafikverkets udbud og indkøb af trafikken vil skulle foregå i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder PSO-forordningen. Bortset herfra indeholder lovforslaget ingen EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 5. marts 2021 til den 26. marts 2021 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Ankenævnet for Bus, Tog og Metro, Arriva Danmark A/S, BAT, Billund Lufthavn, Brancheforeningen Dansk Luftfart, Brancheforeningen Dansk Kollektiv Trafik, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Erhverv, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri (DI), Dansk Jernbaneforbund, Dansk Transport og Logistik - DTL, Danske Handicaporganisationer, Danske Rederier, Danske Regioner, Datatilsynet, Det Centrale Handicapråd, DI Transport, DSB, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Fagligt Fælles Forbund - 3F, FOA, Forbrugerrådet (Passagerpulsen), Hans Christian Andersen Airport, Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane, HK Stat, HK Trafik og Jernbane, Høje-Taastrup Kommune, Jernbanenævnet, Kolding Kommune, Kommunernes Landsforening (KL), Københavns Kommune, Københavns Lufthavne A/S, Lokaltog A/S, Metroselskabet I/S, Movia, Odense Kommune, Offentligt Ansattes Organisationer (OAO), Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Nordjylland, Region Sjælland, Region Syddanmark, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet for Sikker Trafik, Sund & Bælt Holding A/S, Sønderborg Lufthavn, Trafikforbundet, Trafikselskaberne i Danmark, Udviklingsselskabet By & Havn I/S, Øresundsbro Konsortiet og Aabenraa Kommune.

9. Sammenfattende skema

 


 
Positive konsekvenser/mindre udgifter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør "Ingen")
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør "Ingen")
 
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
 
Ingen
 
Ingen
 
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
 
Ingen
 
Ingen
 
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
 
Ingen
 
Ingen
 
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
 
Ingen
 
Ingen
 
Administrative konsekvenser for borgerne
 
Ingen
 
Ingen
 
Klima- og miljømæssige konsekvenser
 
Afledte positive konsekvenser i det omfang, den forudsatte nattogtrafik medfører en overflytning af passagerer fra mere forurenende transportformer, herunder i særdeleshed flyrejser inklusive transport til og fra lufthavne kontra til og fra stationer.
 
Ingen
 
Forholdet til EU-retten
 
Trafikverkets udbud og indkøb af trafikken vil skulle foregå i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder PSO-forordningen. Bortset herfra indeholder lovforslaget ingen EU-retlige aspekter.
 
Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-lovgivning/Går videre end minimumskrav i EU-regulering (sæt X)
JA
NEJ
X


 


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Andre staters indkøb af grænseoverskridende offentlig servicetrafik på det danske statslige jernbanenet forudsætter, at der indgås en aftale mellem de kompetente myndigheder i de medlemsstater på hvis territorium trafikken udføres, jf. PSO-forordningens artikel 1, stk. 2.

De kompetente danske og svenske myndigheder er henholdsvis Transportministeriet, som dansk statslig trafikkøber, og Trafikverket, som svensk statslig trafikkøber.

Trafikverkets indkøb af nattogtrafik som offentlig servicetrafik på det danske statslige jernbanenet skal derfor godkendes af Transportministeriet.

Der eksisterer i dag ikke nattogtrafik i eller gennem Danmark, hvorimod det i både Sverige og Tyskland er muligt for togrejsende at vælge nattog.

Den svenske regering gav den 23. juli 2020 den svenske statslige trafikkøber, Trafikverket, i opdrag at gennemføre et indkøb af nattogtrafik gennem Sverige og Danmark, som bidrager til, at der oprettes internationale nattogforbindelser med daglige afgange fra Sverige til andre europæiske lande.

Konkret skal Trafikverket indkøbe nattogtrafik som offentlig servicetrafik på ruterne Malmø - Padborg og Stockholm - Padborg fra den 1. august 2022 og fire år frem, med option på forlængelse i op til to år (1+1). Det er en forudsætning for indkøbets gennemførelse, at ruterne kan forlænges til først og fremmest Bruxelles henholdsvis Hamborg. Da tysk lov imidlertid ikke tillader indkøb af offentlig servicetrafik på så lange strækninger, er det tillige en forudsætning, at trafikken syd for den dansk-tyske grænse udføres som såkaldt fri trafik på kommercielle vilkår.

Trafikverket har på den baggrund ønsket at indgå en aftale om godkendelse i henhold til PSO-forordningens artikel 1, stk. 2.

Med henblik herpå er formålet med lovforslaget at bemyndige transportministeren til at lade Trafikverket foretage indkøb af nattogtrafik som offentlig servicetrafik mellem grænsen til Sverige og grænsen til Tyskland i forbindelse med Trafikverkets indkøb af nattogtrafik fra og til Sverige på de to ruter Malmø - Padborg (- Bruxelles) og Stockholm - Padborg (- Hamborg).

Det foreslås derfor at indsætte som § 5, stk. 17, i lov om trafikselskaber, at den svenske statslige trafikkøber, Trafikverket, efter aftale med transportministeren kan foretage indløb af nattogtrafik som offentlig servicetrafik på jernbanestrækningen mellem den dansk-svenske grænse og den dansk-tyske grænse.

Aftalen blev indgået den 29. januar 2021, men indeholder et forbehold for Folketingets vedtagelse af den lovgivning, som er nødvendig for aftalens gennemførelse. Aftalens gyldighed udløber af praktiske årsager samtidig med den eller de kontrakter, som aftalen giver Trafikverket mulighed for at indgå, dvs. senest den 1. august 2028.

Aftalen er optaget som bilag til lovforslaget og fastsætter betingelserne for Transportministeriets og Trafikverkets samarbejde, herunder parternes beføjelser og forpligtelser relateret til Trafikverkets trafikindkøb samt de lovgivningsmæssige rammer herfor. Aftalens bilag A og B specificerer de overordnede krav til trafikken på de to ruter, herunder bl.a. tidsintervaller for afgangs- og ankomsttider, antal pladser per år, komfortklasser om bord og billetkøbsmuligheder.

Med vedtagelsen af lovforslaget vil Folketinget således give sit samtykke efter grundlovens § 19 til, at transportministeren på Danmarks vegne tiltræder aftalen mellem Transportministeriet og Trafikverket: "Aftale vedrørende samarbejde om nattog".

Det følger af aftalen, at Trafikverket bliver den kompetente myndighed til at indgå kontrakter om den forudsatte nattogtrafik.

Det følger i forlængelse heraf af aftalen, at det er Trafikverkets ansvar at sikre, at trafikkøbet sker i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder PSO-forordningen. Trafikverkets indkøb forudsættes gennemført ved indgåelse af kontrakt uden forudgående udbud i henhold til kapitel 4 a, § 7, i den svenske lov (2010:1065) om offentlig personbefordring (svarende til artikel 5, stk. 6, i PSO-forordningen). Kontrakttildeling forventes ultimo august 2021.

Det følger samtidig af aftalen, at Transportministeriet gennemgår og godkender de relevante dele af udbudsmaterialet for at sikre, at det er i overensstemmelse med de offentlige serviceforpligtelser for Danmarks vedkommende, der er anført i aftalens bilag A og B om betjeningen af de to ruter. Aftalen sikrer således Transportministeriet den fornødne indsigt i og mulighed for at påvirke betjeningskravene, så det sikres, at trafikken også fremstår attraktiv for danske rejsende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 1. og 2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås i lovforslagets § 2, at loven træder i kraft den 1. juli 2021.

Det følger af § 38 i lov om trafikselskaber, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft på Færøerne og i Grønland, hvorfor ændringsloven heller ikke vil gælde for Færøerne og Grønland.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
  
I lov om trafikselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 323 af 20. marts 2015, som ændret bl.a. ved lov nr. 1565 af 18. december 2018 og senest ved lov nr. 207 af 5. marts 2019, foretages følgende ændring:
§ 5. ---
  
Stk. 2-16. ---
 
1. I § 5 indsættes som stk. 17:
»Stk. 17. Den svenske statslige trafikkøber, Trafikverket, kan efter aftale med transportministeren foretage indkøb af nattogtrafik som offentlig servicetrafik på jernbanestrækningen mellem den dansk-svenske grænse og den dansk-tyske grænse.«



Bilag 2

Aftale vedrørende samarbejde om nattog

Bilag 2Bilag 2Bilag 2Bilag 2Bilag 2Bilag 2Bilag 2Bilag 2BILAGA ABILAGA ABILAGA BBILAGA B