L 211 B Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven, kildeskatteloven og ligningsloven. (Justering af reglerne for investeringsinstitutters beskatning af udbytte fra danske aktier).

Af: Skatteminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Tillægsbetænkning

Afgivet: 01-06-2021

Afgivet: 01-06-2021

Tillægsbetænkning afgivet af Skatteudvalget den 1. juni 2021

20201_l211b_tillaegsbetaenkning.pdf
Html-version

Tillægsbetænkning afgivet af Skatteudvalget den 1. juni 2021

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, SF, RV og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal i udvalget (V, DF, KF og LA) indstiller lovforslaget til forkastelse.

Et andet mindretal (Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG)) vil ved 3. behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget.

Nye Borgerlige, Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved afgivelsen af tillægsbetænkningen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i tillægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Venstre

Venstres medlemmer af udvalget bemærker, at Venstre stemmer imod lovforslaget, da regeringen med forslaget hæver skatten for helt almindelige danskere, der investerer i danske aktier via en investeringsforening. Der vil ske en dobbeltbeskatning af borgerne, og det vil ramme de små investorer. Endnu engang kan man se en skattestigning fra regeringens side. Regeringens forslag er et skridt i den forkerte retning. Selvfølgelig skal Danmark rette sig efter EU-reguleringen, men der findes bedre løsninger, hvor pengene bliver ført tilbage til borgerne.

Enhedslisten

Enhedslisten stemmer for lovforslaget, da der samlet set er tale om en stramning af reglerne i den måde, som lovforslaget lægger op til, at dansk ret skal tilpasses for ikke at være i konflikt med EU-reglerne. EL vil dog i den sammenhæng gøre opmærksom på, at EL langtfra er overbevist om, at der er valgt den mest optimale løsning i det hele taget. Inden for den løsning, der er indeholdt i lovforslaget, er der også muligheder for forbedringer, f.eks. i form af den udbyttetillægsskat, som er beskrevet i svarene på spørgsmål 24 og 29. Hvis man sidder i et nulskatteland og ejer aktier direkte i et selskab, skal man i dag betale 27 pct. i skat. Med lovforslaget kan man i stedet finde en investeringsforening, og så kan man købe gennem denne investeringsforening, hvorved beskatningen falder fra 27 pct. til 15 pct. undtagen for de få lande på EU's sortliste. Der laves dermed et hul i udbyttebeskatningen. Regeringens argumentation om, at det allerede i dag er nemt at slippe uden om udbyttebeskatningen og betale 0 pct. i skat, er ikke efter EL's holdning og tilgang et argument for isoleret set at lave et hul i udbyttebeskatningen større.

3. Udvalgsarbejdet

Lovforslag nr. L 211 blev fremsat den 14. april 2021 og var til 1. behandling den 23. april 2021. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget. Udvalget afgav betænkning den 20. maj 2021. Lovforslaget var til 2. behandling den 27. maj 2021, hvor det blev delt i 2 lovforslag. L 211 B blev herefter henvist til fornyet behandling i Skatteudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har, efter lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1 møde.

Bilag

Efter udvalgets afgivelse af betænkning er der omdelt 1 bilag på lovforslaget.

Birgitte Vind (S) Bjørn Brandenborg (S) fmd. Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S) Jesper Petersen (S) Kasper Sand Kjær (S) Malte Larsen (S) Thomas Jensen (S) Troels Ravn (S) Kathrine Olldag (RV) Katrine Robsøe (RV) Carl Valentin (SF) Theresa Berg Andersen (SF) Rasmus Nordqvist (SF) Rune Lund (EL) Victoria Velasquez (EL) Louise Schack Elholm (V) Anne Honoré Østergaard (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Kim Valentin (V) Kenneth Mikkelsen (V) nfmd. Dennis Flydtkjær (DF) Hans Kristian Skibby (DF) René Christensen (DF) Rasmus Jarlov (KF) Mona Juul (KF) Ole Birk Olesen (LA) Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG)

Nye Borgerlige, Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Dansk Folkeparti (DF)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)7