L 209 Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

(Bedre ressourceforløb m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 25-05-2021

Optrykt: 25-05-2021

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 25. maj 2021

20201_l209_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 25. maj 2021

Forslag

til

Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

(Bedre ressourceforløb m.v.)

§ 1

I lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1051 af 30. juni 2020 og senest ved § 4 i lov nr. 467 af 20. marts 2021, foretages følgende ændringer:

1. I § 112 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. For personer, der har mindre end 6 år til folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, skal der ikke iværksættes et ressourceforløb, medmindre personen selv ønsker det. En person, der i løbet af et ressourceforløb når det tidspunkt, hvor der er mindre end 6 år til folkepensionsalderen, skal fortsætte forløbet, til det er afsluttet.«

2. I § 113 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Kommunen skal forelægge en persons sag om ressourceforløb for rehabiliteringsteamet, jf. kapitel 2 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., når personen ikke har påbegyndt et tilbud efter kapitel 11, 12 eller 14, en indsats efter lov om social service eller en kommunal indsats efter sundhedsloven, senest 6 måneder efter at ressourceforløbet er påbegyndt. Det gælder dog ikke, hvis særlige grunde taler imod, at sagen skal forelægges for rehabiliteringsteamet.

Stk. 3. En person i ressourceforløb, der mener, at et beskæftigelsesrettet tilbud ikke tager tiltrækkeligt hensyn til personens helbredstilstand, jf. § 53, stk. 4, har ret til at få en samtale med en sundhedskoordinator fra regionens kliniske funktion og den koordinerende sagsbehandler. Gør personen brug af retten til at få en samtale, inden tilbuddet er påbegyndt, skal personen ikke påbegynde tilbuddet, før jobcenteret har taget stilling til, om tilbuddet skal tilpasses. Har personen en jobformidler, jf. § 113 a, kan denne deltage i samtalen i stedet for den koordinerende sagsbehandler.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 4.

3. Efter § 113 indsættes før overskriften før § 114:

»§ 113 a. Personer i ressourceforløb har ret til en personlig jobformidler. Jobformidleren skal i samarbejde og tæt dialog med personen understøtte, at der bliver skabt det rigtige match mellem personen og en arbejdsgiver, så personen kan ansættes ordinært som lønmodtager, herunder med få ugentlige timer, eller påbegynde et virksomhedsrettet tilbud efter kapitel 11 eller 12. Jobformidleren skal indgå i et samarbejde med personens koordinerende sagsbehandler, jf. § 36, stk. 3.«

4. I § 114, stk. 1, 1. pkt., ændres »5« til: »3«.

5. I § 114 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. For personer mellem 40 og 50 år kan den samlede periode, hvor personen er i ressourceforløb, ikke overstige 5 år, medmindre personen ønsker det. Personer, der fylder 40 år under et ressourceforløb, fortsætter dog i forløbet, til det er afsluttet, uanset at den samlede periode kommer til at overstige 5 år.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

6. I § 114, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt., ændres »40« til: »50«.

7. Efter § 115 indsættes i kapitel 19:

»Bemyndigelsesbestemmelse om ressourceforløb

§ 115 a. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår kommunen skal forelægge en sag for rehabiliteringsteamet, jf. § 113, stk. 2, herunder om opgørelsen af indsatserne, omfattede indsatser og tilfælde, hvor kommunen ikke skal forelægge sagen for rehabiliteringsteamet, selv om personen ikke har påbegyndt en indsats, senest 6 måneder efter at personen påbegyndte ressourceforløbet.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om personens ret til en samtale med en sundhedskoordinator og personens koordinerende sagsbehandler, jf. § 113, stk. 3, herunder om kommunens vejledning af personen om retten, hvilke personer der skal deltage i samtalen, og kommunens anvendelse af rådgivningen fra sundhedskoordinatoren.«

8. I § 195 udgår »8,«.

9. I § 197, nr. 1, udgår »og 8«.

§ 2

I lov nr. 1482 af 23. december 2014 om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 551 af 7. maj 2019 og senest ved § 2 i lov nr. 2201 af 29. december 2020, foretages følgende ændringer:

1. I § 9, stk. 1, 4. pkt., udgår »og«, og efter »lov om sygedagpenge« indsættes: », og i sager om ressourceforløb, der forelægges for rehabiliteringsteamet efter § 113, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats«.

2. I § 11, stk. 3, udgår »eller«, og efter »§ 9, stk. 1, 4. pkt.« indsættes: », og i sager om ressourceforløb, der forelægges for rehabiliteringsteamet efter § 113, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.«

3. I § 14 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Sundhedskoordinatoren skal yde sundhedsfaglig rådgivning til kommunen i sager om ressourceforløb, når en person gør brug af retten til en samtale efter § 113, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.«

§ 3

I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 241 af 12. februar 2021, som ændret ved § 2 i lov nr. 466 af 20. marts 2021, § 3 i lov nr. 467 af 20. marts 2021 og lov nr. 878 af 12. maj 2021, foretages følgende ændringer:

1. I § 37, stk. 3, 1. pkt., ændres »Når en åbenlyst uddannelsesparat modtager af overgangsydelse, som ikke er omfattet af integrationsloven, eller uddannelseshjælp eller en jobparat modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp« til: »Når en person, som ikke er omfattet af integrationsloven,«.

2. I § 68 a, stk. 2, ændres »30 pct. af lønindtægten, indtil den samlede lønindtægt inkl. pension udgør 13.000 kr. (2012-niveau), og med 55 pct. af lønindtægten derudover« til: »55 pct. af den samlede lønindtægt inklusive pension, der overstiger 15.264 kr. (2021-niveau) pr. måned«.

§ 4

I lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 234 af 12. februar 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 707 af 26. april 2021 og § 12 i lov nr. 876 af 12. maj 2021, foretages følgende ændringer:

1. § 26 a, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Seniorpension kan ikke tilkendes personer, der er tilkendt førtidspension efter denne lov eller er tilkendt førtidspension eller invaliditetsydelse efter lov om højeste, mellemste, almindelig forhøjet eller almindelig førtidspension m.v.«

2. I § 44 indsættes som stk. 4 og 5:

»Stk. 4. Der kan ikke ske frakendelse af pension for tidligere udsendte soldater og andre tidligere udsendte statsansatte med diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion, belastnings- og stressrelaterede tilstande, angst, depression, personlighedsforstyrrelser, misbrug, søvnforstyrrelser, andre psykiatriske lidelser og komorbide lidelser. Ved tidligere udsendte soldater og andre tidligere udsendte statsansatte forstås personer, der som led i ansættelsen i staten har været udsendt mindst en gang eller i øvrigt i tjenstligt medfør har opholdt sig i udlandet i områder, hvor danske statsansatte deltager i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver. Personen skal efter anmodning dokumentere, at vedkommende er diagnosticeret med en af de diagnoser, som fremgår af 1. pkt., og at vedkommende er omfattet af personkredsen i 2. pkt.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om dokumentation efter stk. 4, 3. pkt.«

§ 5

I lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 3. februar 2020, som ændret ved § 4 i lov nr. 2201 af 29. december 2020, foretages følgende ændring:

1. I § 14, nr. 3, ændres: »efter § 161, stk. 2, nr. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.« til: »personer, der er omfattet af § 6, nr. 6, 10 og 11, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når arbejdsgiveren får tilskud til udgifter til korte erhvervsrettede kurser efter § 97, stk. 3, i samme lov.«

§ 6

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2021, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. §§ 1 og 2 og § 3, nr. 2, træder i kraft den 1. januar 2022.

§ 7

Stk. 1. Har en person i ressourceforløb påbegyndt forløbet forud for den 1. januar 2022, skal jobcenteret hurtigst muligt og senest den 1. maj 2022 vejlede personen om retten til en jobformidler efter § 113 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3.

Stk. 2. Er en person, der har påbegyndt et ressourceforløb før den 1. januar 2022, ikke påbegyndt et tilbud efter kapitel 11, 12 eller 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, en indsats efter lov om social service eller en kommunal indsats efter sundhedsloven, skal kommunen forelægge personens sag for rehabiliteringsteamet, hvis personen ikke påbegynder en indsats senest den 1. juli 2022.

Stk. 3. For personer, der har påbegyndt et ressourceforløb af mere end 3 års varighed før den 1. januar 2022, fortsætter forløbet, til det er afsluttet.

Stk. 4. § 112, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, finder anvendelse for personer, der har fået bevilget et ressourceforløb før lovens ikrafttræden til påbegyndelse den 1. januar 2022 eller senere, hvis personen den 1. januar 2022 har mindre end 6 år til folkepensionsalderen.

Stk. 5. § 114, stk. 1, 1. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som ændret ved denne lovs § 1, nr. 4, finder anvendelse for personer, der har fået bevilget et ressourceforløb før den 1. januar 2022 til påbegyndelse den 1. januar 2022 eller senere.

Stk. 6. For personer omfattet af § 6, nr. 8, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, der den 31. december 2021 eller tidligere har deltaget i tilbud m.v. eller fået mentorstøtte, hvor udgifterne er refusionsberettigende efter de gældende refusionsregler i § 195 og § 197, nr. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og der ikke er hjemtaget refusion, kan kommunen berigtige og hjemtage refusion i 2022 eller senere.