L 206 Forslag til lov om ændring af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

(Udvidelse af kredsen af kompensationsberettigede følgeerhverv, regler om krav om miljøtilladelser m.v., regler om ansøgning, frister og dokumentationskrav, regler om statens overtagelse af erstattede eller kompenserede aktiver og adgang til nedrivning og bortskaffelse m.v., regler om klageadgang og søgsmålsfrister m.v.).

Af: Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Ændringsforslag til 2. behandling

Afgivet: 26-04-2021

Afgivet: 26-04-2021

Ændringsforslag nr. 17-18 af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri stillet den 26.04.2021 uden for betænkningen

20201_l206_aendringsforslag_beh22381365.pdf
Html-version

Ændringsforslag stillet den 26. april 2021 uden for betænkningen

Til § 1

Af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri:

17) Det under nr. 5 foreslåede § 8, stk. 8, udgår.

Stk. 9 bliver herefter stk. 8.

[Udeladelse af regel om, at aftaler om overdragelse af krav på erstatning m.v. er ugyldige]

18) I det under nr. 5 foreslåede § 8, stk. 9, der bliver stk. 8, indsættes efter »stk. 3«: »og § 8 e, stk. 1«, og efter »rettighedshavere« indsættes: », om samtykke fra rettighedshavere og om det tidspunkt, som skal danne grundlag for værdiansættelsen af rettigheder«.

[Udvidelse af bemyndigelsen til at omfatte regler om samtykke og tidspunktet for værdiansættelse af rettigheder samt udvidelse som følge af ændringsforslag nr. 14]

Bemærkninger

Til nr. 17

Med den foreslåede ændring udgår det foreslåede § 8, stk. 8, jf. det fremsatte lovforslags § 1, nr. 5, om, at krav på erstatning og kompensation efter regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, i lov nr. 2185 af 29. december 2020 om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, herunder eventuelle krav på forskud på erstatning og kompensation, ikke kan overdrages, før kravet er indtrådt, og at aftaler om sådanne overdragelser er ugyldige.

Bestemmelsen foreslås at udgå for hermed at sikre fortsatte finansieringsmuligheder, ligesom aftaler om transport i forskud på erstatning m.v. kan indgås i forbindelse med indhentning af samtykke fra pant- og rettighedshavere, hvorom der henvises til ændringsforslag nr. 18.

Med den foreslåede ændring vil loven således fortsat ikke regulere spørgsmålet om muligheden for at overdrage krav på erstatning eller kompensation efter regler udstedt i medfør af § 8, stk. 3.

Ændringsforslaget erstatter ændringsforslag nr. 7 stillet i Miljø- og Fødevareudvalgets betænkning afgivet den 22. april 2021, som tilbagetages.

Til nr. 18

Med ændringsforslaget udvides bemyndigelsen i det foreslåede § 8, stk. 9, jf. det fremsatte lovforslags § 1, nr. 5, der med ændringsforslag nr. 17 bliver stk. 8, hvoraf fremgår, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om fordelingen og udbetalingen af erstatning og kompensation som fastsat efter regler udstedt i medfør af § 8, stk. 3, i lov nr. 2185 af 29. december 2020 om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, herunder om erstatningens og kompensationens fordeling mellem rettighedshavere. Med den foreslåede ændring udvides bemyndigelsen, således at ministeren også kan fastsætte regler om samtykke fra rettighedshavere og om det tidspunkt, som skal danne grundlag for værdiansættelse af rettigheder.

Med den foreslåede udvidelse bemyndiges ministeren til at fastsætte regler om, at den ansøgende virksomhed skal indhente samtykke fra pant- og rettighedshavere i forbindelse med udbetalinger af eventuelle krav på forskud på erstatning og kompensation efter regler udstedt i medfør af § 8, stk. 3.

Det er hensigten, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at den ansøgende virksomhed skal indhente samtykke fra pant- og rettighedshavere, som har rettigheder i den minkrelaterede del af virksomheden, i forbindelse med udbetalinger af eventuelle krav på forskud på erstatning og kompensation efter regler udstedt i medfør af lovens § 8, stk. 3.

Med den foreslåede udvidelse af bemyndigelsen vil der endvidere kunne fastsættes regler om det tidspunkt, som skal danne grundlag for værdiansættelse af rettigheder.

Det er hensigten, at bemyndigelsen anvendes til at fastsætte regler om, at rettighedshavere bliver kompenseret fuldt ud for forringelsen af pantets værdi opgjort på tidspunktet inden nedslagningen af mink som følge af covid-19. Det vil sige, at det tidspunkt, som skal danne grundlag for værdiansættelse af rettigheder over aktiver, herunder fast ejendom m.v., vil følge samme tidspunkt, som danner grundlag for udmålingen af erstatning og kompensation efter regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink.

Den foreslåede bemyndigelse i § 8, stk. 9, jf. det fremsatte lovforslags § 1, nr. 5, der med ændringsforslag nr. 17 bliver stk. 8, kan desuden anvendes til at fastsætte regler om, at fordelingen af erstatnings- eller kompensationsbeløb mellem rettighedshavere sker i overensstemmelse med den almindelige prioritetsrækkefølge.

Med den foreslåede ændring af det foreslåede § 8, stk. 9, jf. det fremsatte lovforslags § 1, nr. 5, der med ændringsforslag nr. 6 bliver stk. 8, vil ministeren også kunne fastsætte regler om fordelingen og udbetalingen af erstatning og kompensation efter regler udstedt i medfør af den foreslåede § 8 e, stk. 1, jf. ændringsforslag nr. 14.

I det omfang der er tale om anmeldelsespligtig statsstøtte, er det en forudsætning for udmøntning af bemyndigelsen til at fastsætte regler, at statsstøtten anmeldes til og godkendes af Europa-Kommissionen, førend reglerne kan sættes i kraft.

Ændringsforslaget erstatter ændringsforslag nr. 8 stillet i Miljø- og Fødevareudvalgets betænkning afgivet den 22. april 2021, som tilbagetages.