Skriftlig fremsættelse (26. marts
2021)
Børne- og
undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
ændring af lov om efterskoler og frie fagskoler og lov om de
gymnasiale uddannelser (Bedre rammer for ordblinde på
efterskoler og elever med funktionsnedsættelser m.m. i de
gymnasiale uddannelser)
(Lovforslag nr. L 201)
Lovforslaget udmønter dele af aftale
af 30. september 2020 mellem regeringen, Radikale Venstre,
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om styrkelse
af ordblindeområdet: De næste skridt for at styrke
ordblindeområdet for børn, unge og voksne.
Baggrunden for aftalen er, at nogle
børn, unge og voksne er dårligere stillet end andre
fra start, fordi de enten kæmper med ordblindhed eller andre
skrive- og læsevanskeligheder. Hensigten er, at alle
børn, unge og voksne skal have mulighed for at klare sig
så godt som muligt.
Lovforslaget udmønter to initiativer
fra aftalen. Det drejer sig dels om initiativet "Lettere adgang til
ordblindeefterskoler", dels initiativet "Mulighed for oprettelse af
klasser med forlængede uddannelsesforløb for elever
med bl.a. ordblindhed på det gymnasiale område".
Med lovforslaget foreslås for det
første, at der i lov om efterskoler og frie fagskoler
indføjes hjemmel til et særligt tilskud til individuel
supplerende elevstøtte til nedsættelse af
elevbetalingen til efterskoler, der efter skolens indholdsplan er
godkendt som en skole med et samlet særligt
undervisningstilbud efter § 1, stk. 4, i lov om efterskoler og
frie fagskoler, og som er målrettet elever med ordblindhed
(ordblindeefterskoler).
Med lovforslaget foreslås for det
andet, at der gives mulighed for, at gymnasiale
uddannelsesinstitutioner kan etablere selvstændige klasser
for elever med forlængede uddannelsesforløb som
følge af nedsat funktionsevne eller
indlæringsvanskeligheder på de gymnasiale uddannelser,
såfremt elevgrundlaget herfor er til stede. Oprettelsen af
selvstændige klasser vil give institutionerne mulighed for at
tilrettelægge en undervisning, som målrettet adresserer
de fælles pædagogiske udfordringer, som den givne
elevgruppe har, fx ordblindhed.
Lovforslaget indebærer nettoudgifter
for staten på 4,8 mio. kr. vedrørende initiativet
"Lettere adgang til ordblindeefterskoler" ved fuld indfasning.
Merudgifterne ligger inden for det statslige delloft for
driftsudgifter og finansieres inden for Børne- og
Undervisningsministeriets egen ramme.
Det foreslås, at loven skal
træde i kraft den 1. august 2021.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.