L 199 Forslag til lov om velfærdsaftaler på dagtilbudsområdet og folkeskoleområdet.

Af: Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 04-05-2021

Optrykt: 04-05-2021

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 4. maj 2021

20201_l199_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 4. maj 2021

Forslag

til

Lov om velfærdsaftaler på dagtilbudsområdet og folkeskoleområdet

Kapitel 1

Formål og varighed

§ 1. Formålet med denne lov er frem til den 30. september 2024 at frisætte udvalgte kommuners og tilbuds varetagelse af dagtilbudsområdet og folkeskoleområdet med henblik på at udvikle velfærden på områderne og skabe større handlerum for medarbejderne og lederne for at øge kvaliteten og nærværet i velfærden til gavn for borgeren.

Kapitel 2

Anvendelsesområde

§ 2. Følgende kommuner er omfattet af denne lov:

1) Helsingør og Rebild Kommuner på dagtilbudsområdet, jf. kapitel 4.

2) Esbjerg og Holbæk Kommuner på folkeskoleområdet, jf. kapitel 5.

Kapitel 3

Generelle bestemmelser

§ 3. Den, der efter anden lovgivning er bemyndiget til at fastsætte regler, kan efter indstilling fra kommunalbestyrelsen inden for bemyndigelsens grænser for at opnå formålet med denne lov fastsætte særlige regler for kommuner omfattet af § 2.

§ 4. Den, der efter anden lovgivning i forbindelse med en forsøgsordning er bemyndiget til at godkende fravigelser af gældende regler, kan inden for bemyndigelsens grænser for at opnå formålet med denne lov godkende særlige fravigelser for kommuner omfattet af § 2.

§ 5. Kommunalbestyrelsen kan i et møde beslutte at overlade til kommunens udvalg eller administration, herunder kommunens tilbud, at træffe beslutninger efter kapitel 4 og 5.

§ 6. Kommunens beslutninger efter kapitel 4 og 5 offentliggøres i en samlet oversigt på kommunens hjemmeside.

Stk. 2. Kommunens beslutninger træder i kraft på det i oversigten fastsatte tidspunkt, dog tidligst dagen efter offentliggørelse af beslutningen i oversigten på kommunens hjemmeside.

Stk. 3. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om oversigtens udformning og offentliggørelse.

§ 7. Kommunens beslutninger efter denne lov kan ikke påklages.

Kapitel 4

Velfærdsaftaler på dagtilbudsområdet

§ 8. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at dagtilbudslovens bestemmelser i afsnit I, II, II A, V og VI helt eller delvis ikke skal gælde for kommunen eller de tilbud i kommunen, som kommunalbestyrelsen udpeger, jf. dog 2. og 3. pkt. og stk. 2. Beslutning efter 1. pkt. kan alene vedrøre tilbud oprettet efter dagtilbudslovens afsnit II, II A og V. For tilbud drevet af private leverandører efter dagtilbudslovens § 19, stk. 3-5, § 21, stk. 3, og § 78 kan kommunalbestyrelsens beslutning efter 1. pkt. alene træffes efter anmodning fra tilbuddet. Kommunalbestyrelsen kan træffe forskellige beslutninger for forskellige tilbud i kommunen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke fravige dagtilbudslovens § 2, stk. 2, § 3 a, stk. 1 og 4, §§ 4 og 5, § 7, § 16, stk. 4, § 18, stk. 1 og 3, § 19, § 20, stk. 1, § 21, § 22 a, § 23, stk. 1-3, §§ 24-26, § 28, § 29, stk. 1, § 31, stk. 1-3, §§ 32-43, § 78, § 80, § 81, stk. 1, 1. pkt., bortset fra tilsyn med betegnelsen af ordningen, § 81 a, § 81 b, §§ 82 og 83, § 84, stk. 2, § 85, stk. 1, § 92, stk. 1, § 93, stk. 1 og 2, § 93 a, §§ 94-99 og §§ 101 og 102.

Stk. 3. Børne- og undervisningsministeren kan beslutte, at kommunen eller tilbud i kommunen udpeget af kommunalbestyrelsen efter stk. 1 kan fravige bestemte regler udstedt i medfør af dagtilbudslovens § 8, stk. 9, § 17, stk. 11, § 26 a, stk. 11, § 30, § 31, stk. 4, § 44, § 44 g, stk. 2, § 85, stk. 2, § 92, stk. 2, og § 93, stk. 3.

Kapitel 5

Velfærdsaftaler på folkeskoleområdet

§ 9. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at folkeskoleloven helt eller delvis ikke skal gælde for kommunen eller de folkeskoler i kommunen, som kommunalbestyrelsen udpeger, jf. dog stk. 2-4. Skolerne skal dog i alle tilfælde give undervisning inden for børnehaveklasse og 1.-9. klassetrin, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Kommunalbestyrelsen kan træffe forskellige beslutninger for forskellige folkeskoler i kommunen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter godkendelse fra børne- og undervisningsministeren beslutte, at andre fag end dem, der er nævnt i folkeskolelovens § 14, stk. 1-4, 6 og 7, kan indgå i folkeskolens afgangseksamen. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at fravige reglerne i folkeskolelovens § 42, stk. 1, 2. og 3. pkt., og nr. 1-4, og § 44 med henblik på at styrke skolebestyrelsens rolle og kompetencer.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at fravige folkeskolelovens § 34, stk. 2, således at forældrene til et barn selv kan beslutte, hvorvidt deres barns skolegang skal udsættes med et år, når dette er begrundet i barnets udvikling. Forældrenes beslutning efter 1. pkt. forudsætter en inddragelse af det dagtilbud, hvor barnet er tilmeldt. Hvis barnet ikke er tilmeldt et dagtilbud og barnets skolegang ønskes udsat med et år, skal forældrene afgive en erklæring til kommunalbestyrelsen om, at dette er begrundet i barnets udvikling.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan ikke fravige folkeskolelovens § 1, § 2, § 3, stk. 2 og 3, §§ 3 a-4, § 5, stk. 5 og 6, § 6, stk. 2, 1.-3. pkt., § 12, stk. 2 og 3, § 13, stk. 5, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, 2 og 6-8, § 20 a, § 21, § 22, stk. 2 og 5, § 23, § 26, §§ 32 og 33, § 34, stk. 1, § 36, stk. 3, 4, 6 og 7, § 40, stk. 1, § 42, stk. 1, 1. pkt., § 46, kapitel 7-9, §§ 52 a, 54 og 55 b, § 56, stk. 1 og 2, og kapitel 11.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan efter godkendelse fra børne- og undervisningsministeren foretage en vurdering af, hvorvidt eleverne har forudsætninger for at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse, som træder i stedet for vurdering af uddannelsesparathed efter lov om kommunal indsats for unge under 25 år, og kan dermed beslutte, at § 2 g, stk. 1, § 2 g, stk. 2, bortset fra 4. pkt., og § 2 g, stk. 3-6, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år fraviges. Derudover kan kommunalbestyrelsen beslutte, at § 2 c, stk. 1, nr. 3, og stk. 3, § 2 d, stk. 1, § 5, stk. 1 og 2, og §§ 6 og 10 a-10 d i lov om kommunal indsats for unge under 25 år kan fraviges for de folkeskoler i kommunen, som kommunalbestyrelsen udpeger. Kommunalbestyrelsen kan træffe forskellige beslutninger for forskellige folkeskoler i kommunen.

Stk. 6. Børne- og undervisningsministeren kan bestemme, at kommunen eller folkeskoler i kommunen udpeget af kommunalbestyrelsen efter stk. 1 kan fravige bestemte regler udstedt i medfør af folkeskolelovens § 6, stk. 2, § 9, stk. 9, § 10, stk. 1, § 11, stk. 3, § 11 a, stk. 6, § 13, stk. 3, § 13 b, stk. 6, § 19, stk. 5, § 19 c, stk. 5, § 19 e, stk. 6, § 19 j, stk. 7, § 22, stk. 12 og 13, § 24, stk. 4, § 39, stk. 3, § 40, stk. 4, § 40 a, stk. 5, § 43, stk. 3 og 4, § 46, stk. 1, og § 52 og regler udstedt i medfør af § 2 i, nr. 1, bortset fra de faglige kriterier, § 2 i, nr. 2, § 5, stk. 5, og § 10 g bortset fra regler om pligter for institutioner og kommunalbestyrelsen, der er nævnt i § 10 f, stk. 3, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år.

Kapitel 6

Ikrafttrædelsesbestemmelse

§ 10. Loven træder i kraft den 15. maj 2021.

Kapitel 7

Tidsmæssig gyldighed

§ 11. Loven ophæves den 30. september 2024.

Stk. 2. For foranstaltninger i forhold til borgeren, som kommunen har truffet beslutning om efter denne lov, og som ikke er udløbet på det i stk. 1 fastsatte tidspunkt, finder loven anvendelse, indtil kommunen har truffet anden bestemmelse i henhold til den lovgivning, som er gældende efter det i stk. 1 fastsatte tidspunkt.