L 190 Forslag til lov om leverandørsikkerhed i den kritiske teleinfrastruktur.

Af: Forsvarsminister Trine Bramsen (S)
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 06-05-2021

Afgivet: 06-05-2021

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget den 6. maj 2021

20201_l190_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget den 6. maj 2021

1. Ændringsforslag

Forsvarsministeren har stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet stemmer for de stillede ændringsforslag.

Alternativet, Kristendemokraterne, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti

Venstres, Dansk Folkepartis, Radikale Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget støtter fuldt ud op om lovforslagets formål om at sikre en robust teleinfrastruktur. Det danske samfund bliver mere og mere digitalt, og corona?krisen har vist, hvor afhængigt det danske samfund er af en stærk og velfungerende digital infrastruktur. Der er behov for en stærk cybersikkerhed, men også forudsigelighed og retssikkerhed for det erhvervsliv, der årligt investerer milliarder af kroner i at udbygge og sikre den digitale infrastruktur i Danmark. V, DF, RV og KF vil på den baggrund gerne kvittere for, at ministeren har fremsat ændringsforslag, der forbedrer lovforslaget på disse punkter. Retssikkerhed og en stærk cybersikkerhed er ikke uforlignelige størrelser. Reel partshøring og inddragelse af relevante fagmyndigheder vil tværtimod bidrage positivt til begge dele og bidrage til, at der kan træffes beslutninger på et så oplyst grundlag som muligt.

V, DF, RV og KF vil også gerne kvittere for den konstruktive dialog, der har været med ministeren i forhold til konkrete dele af lovforslaget. Vi har således noteret os, at et eventuelt forbud mod at indgå en ny serviceaftale på allerede erhvervet og lovligt udstyr efter en konkret vurdering vil kunne føre til erstatning (ekspropriation) til teleudbyderen i de tilfælde, hvor det ikke er muligt for teleudbyderen at indgå en serviceaftale med en anden leverandør for dermed at kunne sikre fortsat anvendelse af det allerede erhvervede udstyr. Det vil dog altid i sidste ende være op til domstolene at vurdere spørgsmålet om ekspropriation.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til kapitel 4

Af forsvarsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I kapiteloverskriften indsættes efter »Forholdet til anden lovgivning«: »samt høring af andre myndigheder«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

Til § 5

2) Efter »denne lov« indsættes: », jf. dog stk. 2«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

3) Som stk. 2 og 3 indsættes:

»Stk. 2. Center for Cybersikkerhed skal i forbindelse med afgørelser efter kapitel 2, 3 og 8 i størst muligt omfang foretage partshøring, jf. forvaltningslovens kapitel 5, og begrunde afgørelserne, jf. forvaltningslovens kapitel 6.

Stk. 3. Center for Cybersikkerhed skal forud for afgørelser efter kapitel 2 gennemføre en høring af Erhvervsstyrelsen, Energistyrelsen og andre relevante fagmyndigheder.«

[Præcisering af forpligtelse til partshøring og begrundelse samt høring af andre myndigheder]

Til § 17

4) Som stk. 4 indsættes:

»Stk. 4. Forsvarsministeren udarbejder en rapport om erfaringerne med loven, som oversendes til Folketinget tre år efter lovens ikrafttræden.«

[Tilføjelse af forpligtelse til evaluering af loven]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås med ændringsforslaget, at det til kapiteloverskriften tilføjes, at kapitel 4 også omfatter høring af andre myndigheder. Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 3.

Til nr. 2

Det foreslås med ændringsforslaget, at det til § 5, stk. 1, tilføjes en henvisning til den i ændringsforslag nr. 3 foreslåede § 5, stk. 2. Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 3.

Til nr. 3

Det foreslås med ændringsforslaget, at Center for Cybersikkerhed i forbindelse med afgørelser efter kapitel 2, 3 og 8 i størst muligt omfang skal foretage partshøring, jf. forvaltningslovens kapitel 5, og begrunde afgørelserne, jf. forvaltningslovens kapitel 6.

I det fremsatte lovforslag er Center for Cybersikkerheds forpligtelse til i størst muligt omfang at foretage partshøring og begrunde afgørelser beskrevet i bemærkningerne til lovforslaget. Med ændringsforslaget vil forpligtelsen fremgå udtrykkeligt af lovteksten.

I medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil Center for Cybersikkerhed i forbindelse med afgørelser efter kapitel 2, 3 og 8 skulle foretage partshøring samt begrunde afgørelserne, så længe det ikke kompromitterer hensynene bag lovforslaget. Center for Cybersikkerhed vil dermed ikke være forpligtet til at gengive de særlige sikkerhedsmæssige og efterretningsmæssige oplysninger, der vil indgå i sager, som behandles i medfør af lovforslaget, i forbindelse med en begrundelse for en afgørelse, som centeret træffer i medfør af kapitel 2, 3 eller 8. Endvidere vil Center for Cybersikkerhed ikke være forpligtet til at partshøre om disse oplysninger.

Desuden foreslås med indsættelse af stk. 3, at Center for Cybersikkerhed forud for afgørelser efter kapitel 2 skal gennemføre en høring af Erhvervsstyrelsen, Energistyrelsen og andre relevante fagmyndigheder.

I det fremsatte lovforslag er det i bemærkningerne til lovforslaget beskrevet, at Center for Cybersikkerhed i forbindelse med afgørelser efter kapitel 2 som led i den almindelige sagsoplysning vil inddrage fagmyndigheder, herunder Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen, i relevant omfang. Med ændringsforslaget vil det fremgå udtrykkeligt af lovteksten, at Center for Cybersikkerhed altid vil være forpligtet til at inddrage de nævnte myndigheder.

Center for Cybersikkerhed vil således skulle gennemføre høring af Erhvervsstyrelsen, Energistyrelsen og andre relevante fagmyndigheder, inden centeret træffer afgørelser efter kapitel 2.

Til nr. 4

Det foreslås med ændringsforslaget, at forsvarsministeren udarbejder en rapport om erfaringerne med loven, som oversendes til Folketinget tre år efter lovens ikrafttræden.

Til brug for rapporten vil der blive indhentet bidrag fra Center for Cybersikkerhed, der vil kunne oplyse om centerets almindelige erfaringer med hensyn til den nye lovgivning, og fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne, der vil kunne oplyse, om Center for Cybersikkerheds sagsbehandling i forbindelse med lovgivningen har givet Tilsynet med Efterretningstjenesterne anledning til bemærkninger. Endelig vil Forsvarsministeriet indhente bidrag fra telebranchen.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 10. marts 2021 og var til 1. behandling den 26. marts 2021. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Forsvarsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og forsvarsministeren sendte den 7. december 2020 dette udkast til udvalget, jf. FOU alm. del - bilag 34. Den 10. marts 2021 sendte forsvarsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 7 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.

Deputationer

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 6 spørgsmål til forsvarsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Karin Gaardsted (S) Annette Lind (S) Tanja Larsson (S) Thomas Jensen (S) Jan Johansen (S) nfmd. Jesper Petersen (S) Kasper Roug (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Martin Lidegaard (RV) Kristian Hegaard (RV) Anne Valentina Berthelsen (SF) Karsten Hønge (SF) Eva Flyvholm (EL) Søren Søndergaard (EL) Aaja Chemnitz Larsen (IA) Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU) Peter Juel-Jensen (V) Mads Fuglede (V) Christoffer Aagaard Melson (V) Hans Christian Schmidt (V) Lars Christian Lilleholt (V) Søren Espersen (DF) Bent Bøgsted (DF) Lise Bech (DF) Marcus Knuth (KF) Niels Flemming Hansen (KF) fmd. Rasmus Jarlov (KF) Peter Seier Christensen (NB) Henrik Dahl (LA)

Alternativet, Kristendemokraterne, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Dansk Folkeparti (DF)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)7