Tillægsbetænkning afgivet af
Retsudvalget den 1. juni 2021
1. Ændringsforslag
Der er stillet 8 ændringsforslag til
lovforslaget. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 1 og 7, og Radikale Venstres medlem af
udvalget har stillet ændringsforslag nr. 2-5, 6 og 8.
2. Indstillinger
Et mindretal i
udvalget (V, KF, DF og NB) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af Dansk Folkeparti
stillede ændringsforslag og det af Radikale Venstre under nr.
3 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de
øvrige af Radikale Venstre stillede
ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (S, SIU og JF) indstiller lovforslaget
til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme for det af Radikale Venstre under nr. 3
stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de
øvrige ændringsforslag stillet af Radikale Venstre og
de af Dansk Folkeparti stillede ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (SF, EL, RV og Sikandar Siddique (UFG))
indstiller lovforslaget til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de af Radikale
Venstre stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme
imod de af Dansk Folkeparti stillede ændringsforslag.
Et fjerde
mindretal i udvalget (KD) vil redegøre for sin
stilling til lovforslaget ved 3. behandling.
Et femte
mindretal i udvalget (IA) vil stemme hverken for eller imod
lovforslaget ved 3. behandling.
Et sjette
mindretal i udvalget (Inger Støjberg (UFG))
indstiller lovforslaget til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de af Dansk
Folkeparti stillede ændringsforslag og det af Radikale
Venstre under nr. 3 stillede ændringsforslag. Mindretallet
vil stemme imod de øvrige af Radikale Venstre stillede
ændringsforslag.
Et syvende
mindretal i udvalget (Simon Emil Ammitzbøll-Bille
(UFG)) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3.
behandling.
3. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(V, KF, NB og Inger Støjberg (UFG)):
1) I
titlen indsættes efter
»virksomhed« ordene: »og
udlændingeloven«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 7]
Til § 1
Af et mindretal
(RV), tiltrådt af et mindretal
(SF, EL og Sikandar Siddique (UFG)):
2) I
den under nr. 1 foreslåede § 6 b ændres i stk. 1, 1. pkt., »Politiet kan med
henblik på at fremme trygheden i et område
udstede« til: »Med henblik på at fremme trygheden
i et område kan der udstedes«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 6]
Af et mindretal
(RV), tiltrådt af et flertal (S,
V, KF, DF, SF, EL, NB, SIU, JF, Sikandar Siddique (UFG) og Inger
Støjberg (UFG)):
3) I
den under nr. 1 foreslåede § 6 b indsættes i stk. 1 som 4.
pkt.:
»Et sådant forbud er ikke til hinder
for almindelig færden eller forsamlinger med et politisk
eller andet meningsbefordrende øjemed i
området.«
[Undtagelse af forsamlinger med et
politisk eller andet meningsbefordrende øjemed fra et
tryghedsskabende opholdsforbud]
Af et mindretal
(RV), tiltrådt af et mindretal
(SF, EL og Sikandar Siddique (UFG)):
4) I
den under nr. 1 foreslåede § 6 b ændres i stk. 2 »og at mindre indgribende
foranstaltninger ikke skønnes at være
tilstrækkelige til at genskabe trygheden i
området« til: »at mindre indgribende
foranstaltninger ikke skønnes at være
tilstrækkelige til at genskabe trygheden i området, og
at politiet ved advarsel, påbud el.lign. over for den gruppe
af personer, hvis adfærd er egnet til at skabe utryghed for
personer, der bor og færdes i området, har
forsøgt at genskabe trygheden i området«.
[Krav om forudgående advarsel
som betingelse for at udstede et tryghedsskabende
opholdsforbud]
5) I
den under nr. 1 foreslåede § 6 b ændres i stk. 3 »Overtrædelse af et forbud
efter stk. 1« til: »Forsætlig overtrædelse
af et forbud efter stk. 1«.
[Ændring af
tilregnelseskravet ved overtrædelse af et tryghedsskabende
opholdsforbud til forsæt]
6) I
den under nr. 1 foreslåede § 6 b affattes stk.
4 og 5 således:
»Stk. 4.
Et tryghedsskabende opholdsforbud efter stk. 1 meddeles efter
politiets begæring af retten ved kendelse for en periode
på op til 30 dage. Kendelsen skal angive det bestemte sted og
tidsrum, som forbuddet gælder for. Kendelsen kan
forlænges med op til 30 dage ad gangen. Kendelsen kan til
enhver tid omgøres. Kendelsen kan udformes, så
forbuddet efter stk. 1 kun gælder på bestemte
tidspunkter af døgnet.
Stk. 5. Politiet
skal offentliggøre rettens kendelse efter stk. 4.«
[Krav om rettens kendelse ved
udstedelse af tryghedsskabende opholdsforbud]
Ny paragraf
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(V, KF, NB og Inger Støjberg (UFG)):
7)
Efter § 1 indsættes:
Ȥ 01
I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, som
ændret bl.a. ved lov nr. 572 af 31. maj 2010 og § 4 i
lov nr. 1832 af 8. december 2020 og senest ved § 25 i lov nr.
982 af 26. maj 2021, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 22 indsættes som nr. 10:
»10)
udlændingen efter § 6 b, stk. 3, i lov om politiets
virksomhed idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver
mulighed for frihedsberøvelse for en lovovertrædelse,
der ville have medført en straf af denne
karakter.«
2. I
§ 26, stk. 2, indsættes som
2. pkt.:
»En udlænding skal uanset 1. pkt.
udvises ved gentagne overtrædelser af § 6 b i lov om
politiets virksomhed, jf. § 22, nr. 10.««
[Udvisning ved overtrædelse
af et tryghedsskabende opholdsforbud efter den foreslåede
bestemmelse i politilovens § 6 b]
Til § 2
Af et mindretal
(RV), tiltrådt af et mindretal
(SF, EL og Sikandar Siddique (UFG)):
8)
Ordene »1. juli 2021« ændres til: »1. juli
2021, jf. dog stk. 2«, og som stk.
2 indsættes:
»Stk. 2.
Loven ophæves den 1. juli 2024.«
[Udløbsklausul]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås, at titlen ændres
som konsekvens af ændringsforslag nr. 7.
Til nr. 2
Med ændringsforslaget foreslås
en konsekvensændring i den foreslåede § 6 b, stk.
1, som følge af den under nr. 6 foreslåede
ændring af den foreslåede § 6 b, stk. 4 og 5, i
politiloven, hvorefter en beslutning om at udstede et
tryghedsskabende opholdsforbud træffes af retten ved kendelse
efter begæring fra politiet. Ændringen indebærer,
at det i den foreslåede § 6 b, stk. 1, anførte
om, at politiet kan udstede et tryghedsskabende opholdsforbud,
ændres, så bestemmelsen er i overensstemmelse med den
under nr. 12 foreslåede ordning, hvorefter et
tryghedsskabende opholdsforbud efter politiets begæring
meddeles af retten ved kendelse.
Til nr. 3
Med ændringsforslaget foreslås
det, at det skrives ind i lovteksten i den foreslåede §
6 b, stk. 1, i politiloven, at et tryghedsskabende opholdsforbud
ikke er til hinder for forsamlinger med et politisk eller andet
meningsbefordrende øjemed i et område omfattet af et
tryghedsskabende opholdsforbud. Ændringsforslaget vil
indebære, at det generelle forbud mod ophold i et
område omfattet af et tryghedsskabende opholdsforbud ikke vil
gælde for personer, der deltager i en forsamling med et
politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, eksempelvis
demonstrationer eller møder i politiske partier.
Til nr. 4
Med ændringsforslaget foreslås
det at indføre et krav om, at politiet forinden en
beslutning om at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud ved
advarsel, påbud el.lign. over for den gruppe af personer,
hvis adfærd er egnet til at skabe utryghed for personer, der
bor og færdes i området, skal have forsøgt at
genskabe trygheden i området. Forslaget vil sikre, at
politiet ikke vil kunne udstede et tryghedsskabende opholdsforbud,
medmindre politiet allerede har taget kontakt til de personer, hvis
adfærd måtte give anledning til at udstede et
tryghedsskabende opholdsforbud, med henblik på at genskabe
trygheden i området uden brug af opholdsforbuddet. Forslaget
har herved til formål at indskrænke
anvendelsesområdet for det foreslåede forbud,
således at det kun kan udstedes i tilfælde, hvor
politiet forinden udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud
har givet forudgående advarsel, påbud el.lign. med
henblik på at dæmpe adfærden blandt personer i
gruppen.
Til nr. 5
Efter den foreslåede bestemmelse i
politilovens § 6 b, stk. 3, straffes overtrædelse af et
tryghedsskabende opholdsforbud med fængsel indtil 1 år.
Med ændringen forslås det, at tilregnelseskravet
ændres, således at det alene er forsætlige
overtrædelser af et opholdsforbud efter den foreslåede
§ 6 b, stk. 1, der vil kunne straffes.
Til nr. 6
Med ændringsforslaget til det
foreslåede § 6 b, stk. 4, i politiloven foreslås
det at indføre et krav om, at en beslutning om at udstede et
tryghedsskabende opholdsforbud efter politiets begæring
træffes af retten ved kendelse.
Bestemmelsen indebærer, at
kompetencen til at træffe beslutning om at udstede et
tryghedsskabende opholdsforbud henlægges til retten.
Ved vurderingen af, om der er grundlag for
at imødekomme politiets begæring om at udstede et
tryghedsskabende opholdsforbud i et bestemt område, skal
retten påse, at de efter den foreslåede § 6 b i
politiloven fastsatte betingelser for at udstede et
tryghedsskabende opholdsforbud er til stede. Der henvises herom
bl.a. til pkt. 2.2.3.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Rettens kendelse skal ledsages af grunde i
overensstemmelse med den almindelige bestemmelse i retsplejelovens
§ 218, stk. 1, 1. pkt. Kendelsen kan til enhver tid
omgøres.
En anmodning om retskendelse skal indgives
til retten i den retskreds, hvor politiet anmoder om, at der
udstedes et tryghedsskabende opholdsforbud.
Byrettens kendelse kan kæres til
landsretten af politiet eller af enhver, over for hvem kendelsen
indeholder en afgørelse, efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 37.
De øvrige krav i forbindelse med
udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud i medfør af
den med lovforslaget foreslåede bestemmelse i politilovens
§ 6 b, herunder betingelserne for udstedelse af et
tryghedsskabende opholdsforbud og retsvirkningen af et forbud, vil
finde tilsvarende anvendelse som foreslået med det fremsatte
lovforslag. Politiet vil således, inden
spørgsmålet indbringes for retten, skulle sikre sig,
at betingelserne for at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud
efter den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b,
stk. 1 og 2, er opfyldt.
Det bemærkes dog, at det under pkt.
2.2.3.3.3 anførte i lovforslagets almindelige
bemærkninger om, at der i forbindelse med domstolenes
eventuelle behandling af en straffesag for overtrædelse af
det tryghedsskabende opholdsforbud kan ske en prøvelse af
beslutningens lovlighed, ikke vil gøre sig gældende
med ændringsforslaget, hvorefter beslutning om at udstede et
tryghedsskabende opholdsforbud efter politiets begæring
træffes af retten ved kendelse, idet retten med
ændringsforslaget allerede i forbindelse med udstedelsen vil
have taget stilling til beslutningens lovlighed.
Med ændringsforslaget til den
foreslåede § 6 b, stk. 5, i politiloven foreslås
det at fastsætte, at rettens kendelse efter stk. 1 om at
udstede et tryghedsskabende opholdsforbud skal
offentliggøres af politiet og indeholde en begrundelse og
angivelse af det bestemte sted og tidsrum, som kendelsen
gælder for.
Ændringsforslaget indebærer
på dette punkt, at kravet om, at en beslutning om at udstede
et tryghedsskabende opholdsforbud træffes af
politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil,
udgår af lovforslaget, men at den med lovforslaget
foreslåede ordning om offentliggørelse af relevante
oplysninger om det tryghedsskabende opholdsforbud fastholdes. Det
foreslås fastsat, at oplysningerne skal offentliggøres
af politiet, selvom beslutningen om at udstede et tryghedsskabende
opholdsforbud træffes af retten.
Ændringen skal ses i lyset af den
foreslåede ændring af den foreslåede § 6 b,
stk. 4, i politiloven, hvorefter beslutningen om at udstede et
tryghedsskabende opholdsforbud træffes af retten ved kendelse
efter begæring fra politiet.
Til nr. 7
Efter udlændingeloven kan en
udlænding udvises, hvis den pågældende
idømmes ubetinget frihedsstraf for nærmere bestemte
overtrædelser af navnlig straffeloven. Det gælder
uanset frihedsstraffens længde og varigheden af
udlændingens ophold i Danmark, jf. udlændingelovens
§ 22, nr. 4-9, § 23, nr. 1, og § 24, nr. 1.
Det foreslås at indsætte en ny
bestemmelse i udlændingelovens § 22, nr. 10,
således at en udlænding også kan udvises, hvis
udlændingen efter § 6 b, stk. 3, i politiloven
idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville
have medført en straf af denne karakter.
Ændringen vil betyde, at en
udlænding vil kunne udvises uanset varigheden af
udlændingens ophold her i landet og uanset den
pågældendes opholdsgrundlag, hvis den
pågældende idømmes ubetinget fængselsstraf
for at have overtrådt det tryghedsskabende opholdsforbud
efter den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b,
stk. 3.
Ændringen vil indebære, at der
som udgangspunkt vil skulle ske udvisning på baggrund af
straf for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse om
et tryghedsskabende opholdsforbud i politilovens § 6 b, stk.
1, uanset frihedsstraffens længde. Udvisning vil skulle finde
sted, medmindre Danmarks internationale forpligtelser med sikkerhed
er til hinder herfor. Dette vil afhænge af en konkret
vurdering, hvori det bl.a. skal indgå, om udlændingen
har et familieliv i Danmark, længden af udlændingens
ophold i Danmark samt den begåede kriminalitets art og
grovhed.
For udlændinge, som er omfattet af
EU-reglerne, vil udvisning skulle ske i overensstemmelse med de
principper, der efter EU-reglerne gælder for
begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf.
udlændingelovens § 26 b.
Med ændringsforslaget foreslås
det endvidere at tilføje et 2. pkt. til
udlændingelovens § 26, stk. 2, hvorefter en
udlænding skal udvises ved gentagne overtrædelser af
§ 6 b i lov om politiets virksomhed, jf. § 22, nr.
10.
Den foreslåede bestemmelse vil
indebære, at en udlænding, der idømmes ubetinget
frihedsstraf for mere end én gang at have overtrådt et
tryghedsskabende opholdsforbud i medfør af politilovens
§ 6 b, i alle tilfælde vil skulle udvises uanset
varigheden af udlændingens ophold her i landet og uanset den
pågældendes opholdsgrundlag. Bestemmelsen gælder
også for udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne,
jf. udlændingelovens § 26 b.
Til nr. 8
Med ændringsforslaget foreslås
det, at lovforslagets §§ 1-4 ophæves automatisk den
1. juli 2024, medmindre andet bestemmes inden denne dato.
Ændringsforslaget indebærer, at de ændringer af
straffeloven, lov om politiets virksomhed, retsplejeloven og
udlændingeloven, der gennemføres med lovforslaget,
automatisk ophæves, medmindre Folketinget forinden beslutter
at forlænge reglernes gyldighedsperiode. Det
forudsættes i den forbindelse, at der forud for en eventuel
videreførelse af lovændringerne skal foretages en
vurdering af omfanget af lovens anvendelse med inddragelse af
relevant uafhængig bistand.
Liberal Alliance, Alternativet og
Sambandsflokkurin havde ved afgivelsen af
tillægsbetænkningen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
4. Politiske bemærkninger
Socialistisk Folkeparti
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget bemærker, at SF støtter de
ændringsforslag, som RV har stillet, da disse forbedrer
retssikkerheden. Men SF er fortsat imod det foreslåede
opholdsforbud, som lovforslaget lægger op til, idet SF mener,
at de eksisterende regler er tilstrækkelige til at
imødegå problemet med utryghedsskabende adfærd
m.v. Af disse årsager stemmer SF imod det samlede
lovforslag.
3. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 10. marts
2021 og var til 1. behandling den 23. marts 2021. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget. Udvalget
afgav betænkning den 31. maj 2021. Lovforslaget var til 2.
behandling den 1. juni 2021, hvorefter det blev henvist til fornyet
behandling i udvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har, efter lovforslaget blev
henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1
møde.
Bilag
Efter udvalgets afgivelse af
betænkning er der omdelt 2 bilag på lovforslaget.
Leif Lahn Jensen (S) Jeppe Bruus
(S) Julie Skovsby (S) Kasper Roug (S) Rasmus Stoklund (S) Annette
Lind (S) Kristian Hegaard (RV) nfmd. Jens Rohde (KD) Karina Lorentzen
Dehnhardt (SF) Theresa Berg Andersen (SF) Rosa Lund (EL)
Søren Søndergaard (EL) Sikandar Siddique (UFG) Aaja
Chemnitz Larsen (IA) Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU)
Sjúrður Skaale (JF) Preben Bang Henriksen (V) Jan E.
Jørgensen (V) Britt Bager (KF) Inger Støjberg (UFG)
Morten Dahlin (V) fmd. Michael
Aastrup Jensen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Peter Skaarup (DF)
Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG) Karina Adsbøl (DF)
Mads Andersen (KF) Marcus Knuth (KF) Pernille Vermund (NB)
Liberal Alliance, Alternativet og
Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 7 | |