Tillægsbetænkning afgivet af
Retsudvalget den 1. juni 2021
1. Ændringsforslag
Der er stillet 4 ændringsforslag til
lovforslaget. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 1-3, og Radikale Venstres medlem af
udvalget har stillet ændringsforslag nr. 4.
2. Indstillinger
Et mindretal i
udvalget (V, KF, DF, NB og Inger Støjberg (UFG)) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med de af
Dansk Folkeparti stillede ændringsforslag. Mindretallet vil
stemme imod det af Radikale Venstre stillede
ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (S, SIU og JF) indstiller lovforslaget
til vedtagelse uændret.
Et tredje
mindretal i udvalget (EL, RV og Sikandar Siddique (UFG))
indstiller lovforslaget til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det af Radikale
Venstre stillede ændringsforslag og vil stemme imod de af
Dansk Folkeparti stillede ændringsforslag.
Et fjerde
mindretal i udvalget (SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af Radikale Venstre
stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de af
Dansk Folkeparti stillede ændringsforslag.
Et femte
mindretal i udvalget (KD) vil redegøre for sin
stilling til lovforslaget ved 3. behandling.
Et sjette
mindretal i udvalget (IA) vil stemme hverken for eller imod
lovforslaget ved 3. behandling.
Et syvende
mindretal i udvalget (Simon Emil Ammitzbøll-Bille
(UFG)) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3.
behandling.
3. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(V, KF, NB og Inger Støjberg (UFG)):
1) I
det under nr. 2 foreslåede § 124 a, stk. 2, udgår
»bøde eller«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 2 og 3]
Til § 4
2) I
den under nr. 1 foreslåede
ændring af udlændingelovens §
22, nr. 6, ændres »§ 119, stk. 1 og 2 og
stk. 3, 2. pkt., jf. 1. pkt.« til »§ 79 c, stk. 1,
jf. § 124 a, stk. 2, § 119, stk. 1 og 2 og stk. 4, 2.
pkt., jf. 1. pkt.«.
[Udvisning ved overtrædelse
af et opholdsforbud efter den forslåede bestemmelse i
straffelovens § 79 c, stk. 1]
3) I
§ 26, stk. 2 indsættes som
2. pkt.:
»En udlænding skal uanset 1. pkt.
udvises ved gentagne overtrædelser af straffelovens § 79
c, stk. 1, jf. § 124 a, stk. 2, jf. § 22, nr.
6.«
[Udvisning ved overtrædelse
af et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 79 c, stk. 1]
Til § 5
Af et mindretal
(RV), tiltrådt af et mindretal
(SF, EL og Sikandar Siddique (UFG)):
4) I
§ 5, stk. 1, ændres
»1. juli 2021« til: »1. juli 2021, jf. dog stk.
2«, og efter stk. 1 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
§§ 1-4 ophæves den 1. juli 2024«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
[Udløbsklausul]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Med ændringsforslaget foreslås
det at skærpe straffen for overtrædelse af et forbud
mod deltagelse i nattelivet til fængselsstraf i
førstegangstilfælde.
Skærpelsen af straffen for
overtrædelse af et forbud mod deltagelse i nattelivet skal
ses i lyset af den under nr. 2 foreslåede ændring i
udlændingelovens § 22, hvorefter en udlænding kan
udvises, hvis udlændingen efter straffelovens § 79 c,
stk. 1, jf. 124 a, stk. 2, idømmes ubetinget frihedsstraf
eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse, der ville have medført en straf af
denne karakter, jf. udlændingelovens § 23, nr. 1, og
§ 24, nr. 1.
Med ændringen forudsættes, at
straffen for overtrædelse som udgangspunkt fastsættes
til fængsel i 14 dage i førstegangstilfælde. Det
forudsættes fortsat, at straffen for overtrædelse i
andengangstilfælde og derover som udgangspunkt
fastsættes til fængsel i 30 dage. Det forudsættes
herudover, at straffen i andengangstilfælde eller herover som
udgangspunkt gøres ubetinget.
Til nr. 3
Med ændringsforslaget foreslås
det at tilføje et 2. pkt. til udlændingelovens §
26, stk. 2, hvorefter en udlænding skal udvises ved gentagne
overtrædelser af straffelovens § 79 c, stk. 1, jf.
§ 124 a, stk. 2, jf. § 22, nr. 6, uanset om udvisning med
sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser.
Den foreslåede bestemmelse vil
indebære, at en udlænding, der idømmes ubetinget
frihedsstraf for mere end en gang at have overtrådt et
opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 79 c, stk. 1, i alle tilfælde vil skulle
udvises, uanset varigheden af udlændingens ophold her i
landet og uanset den pågældendes opholdsgrundlag.
Bestemmelsen gælder også for udlændinge, som er
omfattet af EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 26
b.
Til nr. 4
Med ændringsforslaget foreslås
det, at lovforslagets §§ 1-4 ophæves automatisk den
1. juli 2024, medmindre andet bestemmes inden denne dato.
Ændringsforslaget indebærer, at de ændringer af
straffeloven, lov om politiets virksomhed, retsplejeloven og
udlændingeloven, der gennemføres med lovforslaget,
automatisk ophæves, medmindre Folketinget forinden beslutter
at forlænge reglernes gyldighedsperiode. Det
forudsættes i den forbindelse, at der forud for en eventuel
videreførelse af lovændringerne skal foretages en
vurdering af omfanget af lovens anvendelse med inddragelse af
relevant uafhængig bistand.
Liberal Alliance, Alternativet og
Sambandsflokkurin havde ved afgivelsen af
tillægsbetænkningen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Radikale Venstre
Radikale Venstres medlem af udvalget
støtter intentionen bag, at hvis man ikke kan styre sig i
nattelivet, så kan det være hensigtsmæssigt med
en karantæne fra dette, men RV så helst, at forslaget
hvilede på faglige anbefalinger og ikke alene var politisk
udviklet. RV ser bekymret på tendensen til
tillægsstraf, efter man har udstået sin betingede eller
ubetingede straf, men noterer sig samtidig Det
Kriminalpræventive Råds bemærkninger i
høringssvaret om mulige forebyggelseselementer af vold i
nattelivet.
RV bemærker endvidere, at
mulighederne for beslaglæggelse i dag er begrænset til
personens sagsomkostninger, bødekrav eller forurettedes krav
på erstatning i sagen, ikke eventuel gæld til det
offentlige. RV finder, at statussymboler som f.eks. dyre biler,
beklædningsgenstande, mobiltelefoner m.v. kan blive brugt som
rekruttering til det kriminelle miljø. Da det kan være
med til at påvirke rekrutteringen, og fordi der i dag er en
grænse for, hvad man kan beslaglægge af særlig
betydning, og for at opretholde hjemmet i henhold til
trangsbeneficiet, er RV positive for denne del af lovforslaget.
RV finder det dog ikke relevant, at
udlændingepolitik blandes sammen med forslaget, og stemmer
derfor imod lovforslaget som helhed, selv om der er elementer i
lovforslaget, som RV støtter.
4. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 10. marts
2021 og var til 1. behandling den 23. marts 2021. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget. Udvalget
afgav betænkning den 31. maj 2021. Lovforslaget var til 2.
behandling den 1. juni 2021, hvorefter det blev henvist til fornyet
behandling i udvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har, efter lovforslaget blev
henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1
møde.
Bilag
Efter udvalgets afgivelse af
betænkning er der omdelt 1 bilag på lovforslaget.
Leif Lahn Jensen (S) Jeppe Bruus
(S) Julie Skovsby (S) Kasper Roug (S) Rasmus Stoklund (S) Annette
Lind (S) Kristian Hegaard (RV) nfmd. Jens Rohde (KD) Karina Lorentzen
Dehnhardt (SF) Theresa Berg Andersen (SF) Rosa Lund (EL)
Søren Søndergaard (EL) Sikandar Siddique (UFG) Aaja
Chemnitz Larsen (IA) Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU)
Sjúrður Skaale (JF) Preben Bang Henriksen (V) Jan E.
Jørgensen (V) Britt Bager (KF) Inger Støjberg (UFG)
Morten Dahlin (V) fmd. Michael
Aastrup Jensen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Peter Skaarup (DF)
Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG) Karina Adsbøl (DF)
Mads Andersen (KF) Marcus Knuth (KF) Pernille Vermund (NB)
Liberal Alliance, Alternativet og
Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 7 | |