L 189 A Forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om politiets virksomhed, retsplejeloven og udlændingeloven.

(Forbud mod deltagelse i nattelivet, udvidet adgang til beslaglæggelse af værdigenstande og udvisning af udlændinge dømt for vanvidskørsel m.v.).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 01-06-2021

Optrykt: 01-06-2021

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 1. juni 2021

20201_l189a_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 1. juni 2021

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven, lov om politiets virksomhed, retsplejeloven og udlændingeloven

(Forbud mod deltagelse i nattelivet, udvidet adgang til beslaglæggelse af værdigenstande og udvisning af udlændinge dømt for vanvidskørsel m.v.)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1650 af 17. november 2020, som ændret senest ved § 27 i lov nr. 982 af 26. maj 2021, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 79 b indsættes i 9. kapitel:

»§ 79 c. Den, som idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af §§ 119, 119 b, 123, 134 a og 192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og 246, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, og §§ 266, 288 og 291, af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller af lovgivningen om knive og blankvåben, kan ved dommen gives opholdsforbud efter stk. 2.

Stk. 2. Ved opholdsforbud efter stk. 1 forstås et forbud mod at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, og i natteliv??szoner udpeget i medfør § 6 b i lov om politiets virksomhed. Et opholdsforbud efter 1. pkt. gælder i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5. Serveringssteder efter 1. pkt. omfatter ikke servering i tog, busser, fly eller skibe i fart, herunder i international rutefart, eller servering ved enkeltstående arrangementer.

Stk. 3. Politiet kan meddele tilladelse til færden eller ophold i nattelivszoner omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.

Stk. 4. Forbud efter stk. 1 gives på tid op til 2 år regnet fra endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges forbuddet tilsvarende.

Stk. 5. Politiet kan videregive oplysninger til indehavere og bestyrere af serveringssteder om, hvilke personer der er meddelt opholdsforbud efter stk. 1. Videregivelsen må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve forbuddet.

Stk. 6. De oplysninger, som politiet videregiver i medfør af stk. 5, må kun behandles af indehavere, bestyrere og dørmænd, jf. dog stk. 8, nr. 3. Oplysningerne må kun behandles i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve et forbud efter stk. 1.

Stk. 7. Indehavere, bestyrere og dørmænd har tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som er nævnt i stk. 5. Det samme gælder andre personer, der i medfør af regler fastsat efter stk. 8, nr. 3, kan behandle de pågældende oplysninger. §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 8. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om

1) tilladelser efter stk. 3, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser,

2) politiets videregivelse af oplysninger som nævnt i stk. 5,

3) modtagerens tavshedspligt og opbevaring og behandling af oplysninger som nævnt i stk. 5, herunder om oplysningerne i nødvendigt omfang kan behandles af andre ansatte end de i stk. 6 nævnte, og

4) straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i medfør af nr. 3.«

2. I § 124 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Overtrædelse af et opholdsforbud efter § 79 c, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.«

§ 2

I lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. november 2019, foretages følgende ændring:

1. Efter § 6 a indsættes før overskriften før § 7:

»§ 6 b. Politiet kan for en nærmere bestemt periode udpege et afgrænset geografisk område (nattelivszone), hvor et opholdsforbud meddelt efter straffelovens § 79 c, stk. 1, finder anvendelse.

Stk. 2. Udpegning af nattelivszoner efter stk. 1 kan ske, hvor der i det pågældende område er en tæt koncentration af natklubber, barer, caféer og lign. med åbningstid efter kl. 24 og udpegningen af en nattelivszone vurderes at være egnet til at imødegå lovovertrædelser i aften- og nattetimerne.

Stk. 3. En beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal offentliggøres og indeholde en begrundelse og en angivelse af det afgrænsede geografiske område og tidsrum, som beslutningen gælder for.«

§ 3

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29. september 2020, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 671 af 19. april 2021, foretages følgende ændringer:

1. I § 495, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:

»Der kan endvidere foretages udlæg i beslaglagt gods, der er i politiets besiddelse, for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.«

2. I § 801, stk. 1, nr. 3, udgår »og«.

3. I § 801, stk. 1, nr. 4, ændres »forfølgning.« til: »forfølgning, og«.

4. I § 801, stk. 1, indsættes som nr. 5:

»5) til sikring af krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.«

5. § 802, stk. 2, nr. 2, affattes således:

»2) beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre

a) det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt., bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i sagen eller

b) krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset om gælden har tilknytning til den sag, som mistanken angår.«

6. I § 805, stk. 3, ændres »eller forurettedes krav på erstatning« til: », forurettedes krav på erstatning eller krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,«.

7. I § 807 d, stk. 2, 1. pkt., ændres »og dernæst bødekrav« til: », dernæst bødekrav og dernæst krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden«.

8. I § 807 d, stk. 3, 3. pkt., indsættes efter »jf. § 526, stk. 2«: », jf. dog stk. 5«.

9. I § 807 d indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. En afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods til fyldestgørelse af krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, har uanset stk. 3, 3. pkt., den virkning, at beslaglæggelsen bevarer sin gyldighed, jf. § 807 b, stk. 2, forudsat at der inden 4 uger anlægges sag i den borgerlige retsplejes former om det sikrede krav eller foretages udlæg for dette. Har retten i medfør af stk. 4, 1. pkt., bestemt, at en beslaglæggelse til sikring af et erstatningskrav bevarer sin gyldighed, regnes fristen fra rettens afgørelse efter stk. 4, 2. pkt. Sluttes en sag ved påtaleopgivelse eller frifindelse, bevarer en beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset stk. 3, 4. pkt., sin gyldighed, jf. § 807 b, stk. 2, forudsat at der inden 4 uger anlægges sag i den borgerlige retsplejes former om det sikrede krav eller foretages udlæg for dette. § 807 c finder tilsvarende anvendelse.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

10. I § 1002, stk. 2, 2. pkt., ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.

§ 4

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, som ændret bl.a. ved § 4 i lov nr. 1832 af 8. december 2020 og senest ved § 25 i lov nr. 982 af 26. maj 2021, foretages følgende ændring:

1. I § 22, nr. 6, ændres »§ 119, stk. 1 og 2 og stk. 3, 2. pkt., jf. 1. pkt.« til: »§ 119, stk. 1 og 2 og stk. 4, 2. pkt., jf. 1. pkt.«, og »§§ 243-246, § 250, § 252, stk. 1 og 2« ændres til: »§ 241, 2. pkt., §§ 243-246, § 249, 2. pkt., § 250, § 252, stk. 1 og 2, § 253, stk. 2«.

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2021.

Stk. 2. Lovens § 4 finder ikke anvendelse for lovovertrædelser begået før lovens ikrafttræden.

§ 6

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Lovens §§ 2 og 4 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.