Fremsat den 3. marts 2021 af erhvervsministeren (Simon Kollerup)
Forslag
til
Lov om urimelig handelspraksis i relationer
mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden1)
Kapitel 1
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1.
Loven finder anvendelse på visse former for urimelig
handelspraksis, jf. §§ 3-6, der forekommer i forbindelse
med salg af landbrugs- og fødevarer, hvor enten
leverandøren eller køberen eller begge er etableret i
Den Europæiske Union.
Stk. 2. Loven
finder anvendelse på tjenesteydelser nævnt i § 6,
som leveres af en køber til en leverandør.
Stk. 3. Loven
finder ikke anvendelse på aftaler mellem leverandører
og forbrugere.
§ 2.
I denne lov forstås ved:
1) Landbrugs- og fødevarer: Produkter,
der er opført i bilag I til EUF-traktaten, og produkter, der
ikke er opført i bilaget, men som er forarbejdet til konsum
ved hjælp af produkter, der er opført i bilaget.
2) Køber: Enhver fysisk eller juridisk
person uanset vedkommendes etableringssted eller enhver offentlig
myndighed i EU, som køber landbrugs- og fødevarer,
herunder en gruppe af sådanne fysiske og juridiske
personer.
3) Offentlig myndighed: Nationale, regionale
eller lokale myndigheder, offentligretlige organer eller
sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et
eller flere af disse offentligretlige organer.
4) Leverandør: Enhver landbrugsproducent
eller enhver fysisk eller juridisk person, som sælger
landbrugs- og fødevarer, uanset vedkommendes
etableringssted, herunder en gruppe af sådanne
landbrugsproducenter eller en gruppe af sådanne fysiske og
juridiske personer såsom producentorganisationer,
leverandørorganisationer og disses sammenslutninger.
5) Letfordærvelige landbrugs- og
fødevarer: Landbrugs- og fødevarer, som
på grund af deres beskaffenhed eller stadie i forarbejdningen
risikerer at blive uegnede til salg inden for 30 dage efter
høst, produktion eller forarbejdning.
Kapitel 2
Forbud mod
urimelig handelspraksis
§ 3.
I aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig
omsætning på op til 350 mio. euro, og hvor
køberen har en årlig omsætning på mere end
2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale
skal leveres regelmæssigt, er følgende former for
urimelig handelspraksis forbudt:
1)
Køberen betaler leverandøren for
letfordærvelige landsbrugs- og fødevarer senere end 30
dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken
leveringer har fundet sted, eller senere end 30 dage efter datoen,
hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode,
fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer, der er den
seneste.
2)
Køberen betaler leverandøren for andre landbrugs- og
fødevarer senere end 60 dage efter udløbet af en
aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted,
eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der
skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt
efter hvilken af de to datoer, der er den seneste.
Stk. 2. I
aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig
omsætning på mere end 350 mio. euro, og hvor
køberen har en årlig omsætning på mere end
2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale
skal leveres regelmæssigt, er det forbudt, at køberen
betaler leverandøren for landbrugs- og fødevarer
senere end 60 dage efter udløbet af en aftalt
leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller
senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal
betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter
hvilken af de to datoer, der er den seneste.
Stk. 3. Med
henblik på betalingsfristerne i stk. 1 og 2 skal den aftalte
leveringsperiode i alle tilfælde anses for ikke at overskride
en kalendermåned.
Stk. 4. Uanset
stk. 1 og 2, regnes betalingsfristerne fra udløbet af en
aftalt leveringsperiode, i de tilfælde, hvor det er
køberen, som fastsætter det beløb, der skal
betales.
Stk. 5.
Forbuddene i stk. 1 og 2 gælder ikke for følgende:
a) Betalinger,
som en køber foretager til en leverandør inden for
rammerne af skoleordningen, jf. artikel 23 i forordning (EU) nr.
1308/2013.
b) Betalinger,
som foretages af offentlige organer, der leverer sundhedspleje, jf.
artikel 4, stk. 4, litra b, i direktiv 2011/7/EU.
c) Betalinger i
medfør af leveringsaftaler mellem leverandører af
druer eller druemost til vinproduktion og deres direkte
købere, forudsat at
i) de specifikke
betalingsbetingelser for salgstransaktioner indgår i
standardkontrakter, som er blevet gjort bindende af medlemsstaten i
henhold til artikel 164 i forordning (EU) nr. 1308/2013 inden den
1. januar 2019, og at denne udvidelse af standardkontrakterne
forlænges af medlemsstaterne fra nævnte dato uden
væsentlige ændringer af betalingsbetingelserne til
skade for leverandører af drue eller druemost, og
ii) at
leveringsaftalerne mellem leverandører af druer eller
druemost til vinproduktion og deres direkte købere er eller
bliver flerårige.
Stk. 6.
Forbuddene i stk. 1 og 2 berører ikke de konsekvenser af for
sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv
2011/7/EU, som finder anvendelse uanset de betalingsfrister, der er
fastsat i denne lov. Forbuddene i stk. 1 og 2 berører heller
ikke køberens og leverandørens mulighed for at aftale
en værdidelingsklausul som omhandlet i artikel 172a i
forordning (EU) nr. 1308/2013.
Stk. 7.
Leverandørernes og købernes årlige
omsætning som omhandlet i stk. 1 og 2, forstås i
overensstemmelse med artikel 3, 4 og 6 i bilaget til Kommissionens
henstilling 2003/361/EF om definitionen af mikrovirksomheder,
små og mellemstore virksomheder.
Stk. 8.
Køber kan anmode om, at leverandøren afgiver en
erklæring om, hvorvidt leverandøren har en årlig
omsætning på mere end 350 mio. euro, jf. stk. 2.
§ 4.
I aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig
omsætning på op til 350 mio. euro, og hvor
køberen har en årlig omsætning på mere end
2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale
ikke skal leveres regelmæssigt, er følgende former for
urimelig handelspraksis forbudt:
1)
Køberen betaler leverandøren for
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer senere end 30
dage efter leveringsdatoen eller senere end 30 dage efter datoen,
hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, alt
efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
2)
Køberen betaler leverandøren for andre landbrugs- og
fødevarer senere end 60 dage efter leveringsdatoen eller
senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal
betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er
den seneste.
Stk. 2. I
aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig
omsætning på mere end 350 mio. euro, og hvor
køberen har en årlig omsætning på mere end
2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale
ikke skal leveres regelmæssigt, er det forbudt, at
køberen betaler leverandøren for landbrugs- og
fødevarer senere end 60 dage efter leveringsdatoen eller
senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal
betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er
den seneste.
Stk. 3. Uanset
stk. 1 og 2 regnes betalingsfristerne fra leveringsdatoen i de
tilfælde, hvor det er køberen, som fastsætter
det beløb, der skal betales.
Stk. 4.
Forbuddene i stk. 1 og 2 gælder ikke for de betalinger, som
er nævnt i § 3, stk. 5, litra a - c.
Stk. 5.
Forbuddene i stk. 1 og 2 berører ikke de konsekvenser af for
sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv
2011/7/EU, som finder anvendelse uanset de betalingsfrister, der er
fastsat i denne lov. Forbuddene i stk. 1 og 2 berører heller
ikke køberens og leverandørens mulighed for at aftale
en værdidelingsklausul som omhandlet i artikel 172a i
forordning (EU) nr. 1308/2013.
Stk. 6.
Leverandørernes og købernes årlige
omsætning som omhandlet i stk. 1 og 2, forstås i
overensstemmelse med artikel 3, 4 og 6 i bilaget til Kommissionens
henstilling 2003/361/EF om definitionen af mikrovirksomheder,
små og mellemstore virksomheder.
Stk. 7.
Køber kan anmode om, at leverandøren afgiver en
erklæring om, hvorvidt leverandøren har en årlig
omsætning på mere end 350 mio. euro, jf. stk. 2.
§ 5.
Følgende former for urimelig handelspraksis er forbudt:
1)
Køberen annullerer ordrer på letfordærvelige
landsbrugs- og fødevarer med så kort varsel, at en
leverandør ikke med rimelighed kan forventes at finde en
alternativ måde at afsætte eller anvende de
pågældende produkter på. Et varsel på
mindre end 30 dage betragtes altid som kort varsel, jf. dog stk.
2.
2)
Køberen ændrer ensidigt vilkårene i en
leveringsaftale for landbrugs- og fødevarer
vedrørende landbrugs- og fødevarernes leverings- og
forsyningshyppighed, leveringsmetode, leveringssted,
leveringstidspunkt eller leveringsomfang, kvalitetsstandarderne,
betalingsbetingelserne eller priserne, eller hvad angår
levering af tjenesteydelser nævnt i § 6.
3)
Køberen kræver betaling af leverandøren, som
ikke vedrører salg af leverandørens landbrugs- og
fødevarer.
4)
Køberen kræver, at leverandøren betaler for den
forringelse eller det tab eller begge af landbrugs- og
fødevarer, der forekommer hos en køber, eller efter
at ejerskabet er overgået til køberen, hvor en
sådan forringelse eller et sådant tab ikke skyldes
leverandørens forsømmelighed eller fejl.
5)
Køberen nægter at give skriftlig bekræftelse af
betingelserne for en leveringsaftale mellem køber og
leverandør, som leverandøren har anmodet om. Dette
gælder dog ikke, hvis leveringsaftalen vedrører
produkter, som skal leveres af et medlem af en
producentorganisation, herunder et kooperativ til den
producentorganisation, som leverandøren er medlem af, hvis
denne producentorganisations vedtægter eller regler og
afgørelser fastlagt i eller truffet i henhold til disse
vedtægter indeholder bestemmelser, der har tilsvarende
virkning som vilkårene i leveringsaftalen.
6)
Køberen ulovligt erhverver, bruger eller videregiver
leverandørens forretningshemmeligheder, som omfattet af
direktiv 2016/943/EU.
7)
Køberen iværksætter handelsrepressalier eller
truer hermed over for leverandøren, hvis leverandøren
udøver sine kontraktmæssige eller juridiske
rettigheder, herunder ved at indgive en klage til en af de
håndhævende myndigheder eller ved at samarbejde med en
håndhævende myndighed i forbindelse med en
undersøgelse.
8)
Køberen kræver kompensation fra leverandøren
for omkostningerne ved at behandle kundeklager i forbindelse med
salget af leverandørens produkter, selv om der ikke er nogen
forsømmelighed eller fejl fra leverandørens side.
Stk. 2.
Erhvervsministeren kan i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1,
litra b, i direktiv 2019/633/EU, i behørigt begrundede
tilfælde fastsætte kortere annulleringsfrister end 30
dage, jf. stk. 1, nr. 1, for specifikke sektorer.
§ 6.
Følgende former for handelspraksis er alene lovlige, hvis
der forinden er truffet aftale herom i klare og utvetydige
vendinger i leveringsaftalen eller i en efterfølgende aftale
mellem køber og leverandør:
1)
Køberen returnerer ikkeafsatte landbrugs- og
fødevarer til leverandøren uden at betale for disse
ikkeafsatte produkter eller uden at betale for bortskaffelse af
disse produkter.
2)
Køberen kræver betaling fra leverandøren som
betingelse for oplagring, udstilling eller anden præsentation
af sine landbrugs- og fødevareprodukter eller
tilgængeliggørelse af sådanne varer på
markedet.
3)
Køberen kræver, at leverandøren bærer
alle eller en del af omkostningerne ved prisnedslag for landbrugs-
og fødevarer, som sælges af køberen i
forbindelse med et salgsfremstød, forudsat at
køberen, inden denne iværksætter et
salgsfremstød, angiver salgsfremstødsperioden og den
mængde landbrugs- og fødevarer, der forventes bestilt
til den nedsatte pris.
4)
Køberen kræver, at leverandøren betaler for
køberens reklame for landbrugs- og fødevarer.
5)
Køberen kræver, at leverandøren betaler for
køberens markedsføring af landbrugs- og
fødevarer.
6)
Køberen opkræver betaling fra leverandøren for
personale til at indrette lokaler til salg af leverandørens
produkter.
Stk. 2.
Kræver køberen betaling i de situationer, der er
omhandlet i stk. 1, nr. 2-6, skal køberen efter anmodning
fra leverandøren give leverandøren et skriftligt
overslag over betalingen pr. enhed eller de samlede betalinger.
Køberen skal endvidere i situationer omfattet af stk. 1, nr.
2 og. 4-6, give leverandøren et skriftligt overslag over
omkostningerne og grundlaget for overslaget.
Kapitel 3
Klager over
urimelig handelspraksis
§ 7.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager opgaven som
håndhævelsesmyndighed i forhold til reglerne om
urimelig handelspraksis i denne lov og regler udstedt i
medfør heraf.
Stk. 2.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan træffe
afgørelse efter denne lov og regler udstedt i medfør
heraf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udøver sine
beføjelser efter denne lov og regler udstedt i medfør
heraf i fuld uafhængighed.
§ 8.
Leverandører kan indgive klager enten til den
håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor
leverandøren er etableret, eller til den
håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor den
køber, der formodes at have udøvet en forbudt
handelspraksis, er etableret. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
har kompetence til at håndhæve forbuddene i
§§ 3-6.
Stk. 2.
Producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og
disses sammenslutninger har ret til at indgive en klage efter
anmodning fra en eller flere af deres medlemmer eller, hvis det er
relevant, efter anmodning fra en eller flere af deres
medlemsorganisationers medlemmer, hvis disse medlemmer mener, at de
udsættes for en forbudt handelspraksis. Andre organisationer,
der har en berettiget interesse i at repræsentere
leverandører, har ret til at indgive klager efter anmodning
fra en leverandør og i denne leverandørs interesse,
forudsat at sådanne organisationer er uafhængige og
nonprofit juridiske personer.
Stk. 3. Uanset
eventuelle lovvalgsaftaler, som ville finde anvendelse på
leveringsaftalen mellem parterne, så er forbuddene i direktiv
2019/633/EU overordnede præceptive bestemmelser, som finder
anvendelse i enhver situation, der falder inden for disse
bestemmelsers anvendelsesområde. I tilfælde, hvor begge
aftaleparter er etableret i Danmark, vil lovens §§ 3-6
finde anvendelse.
Stk. 4.
Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for
indgivelse af klager, herunder om opkrævning af et
klagegebyr.
§ 9.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der er
tilstrækkelig anledning til at undersøge eller
træffe afgørelse i en sag, herunder om
sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles. Hvis
der efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering ikke er
tilstrækkelig anledning til at undersøge eller
træffe afgørelse i en sag, underretter Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen klageren om begrundelsen herfor inden for
rimelig tid efter modtagelsen af klagen.
Stk. 2. Hvis
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at der er
tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, indleder,
foretager og afslutter styrelsen en undersøgelse af klagen
inden for rimelig tid.
Stk. 3.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen underretter klageren om, hvordan
styrelsen agter at følge op på klagen inden for
rimelig tid efter modtagelsen af klagen.
Fortrolighed
§
10. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen træffer efter
anmodning herom de nødvendige foranstaltninger til passende
beskyttelse af en klagers eller de i § 8, stk. 2, nævnte
medlemmers eller leverandørers identitet, og til passende
beskyttelse af eventuelle andre oplysninger, hvis
offentliggørelse efter klagerens mening vil skade klagerens
eller disses medlemmers eller leverandørers interesser.
Klageren skal i forbindelse med en anmodning om fortrolig
behandling angive alle de oplysninger, som klageren anmoder om
fortrolig behandling af.
Stk. 2.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan undlade at træffe
afgørelse efter §§ 3-6, hvis en sådan
afgørelse indebærer en risiko for at afsløre en
klagers identitet eller en risiko for at offentliggøre andre
oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening
vil skade dennes interesser, og forudsat at klageren har udpeget de
pågældende oplysninger i overensstemmelse med stk. 1,
2. pkt.
Kapitel 4
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens beføjelser
§
11. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan af egen drift
eller på baggrund af en klage indlede og foretage
undersøgelser vedrørende en mulig overtrædelse
af forbuddene i §§ 3-6.
Stk. 2.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til brug for en sådan
undersøgelse pålægge købere og
leverandører at fremlægge alle de oplysninger, som
skønnes nødvendige for behandlingen af en sag efter
denne lov, eller til afgørelse af, om en urimelig
handelspraksis er omfattet af lovens forbudsbestemmelser, jf.
§§ 3-6.
Stk. 3. De
oplysninger, som er nævnt i stk. 2, kan ligeledes
kræves til brug for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
bistand til håndhævelsesmyndighederne i Den
Europæiske Union med henblik på disse myndigheders
anvendelse af nationale regler om urimelig handelspraksis i
relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden.
§
12. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til brug for
undersøgelser om urimelig handelspraksis foretage uanmeldte
kontrolundersøgelser, der indebærer, at styrelsen
får adgang til en købers eller leverandørs
lokaler og transportmidler med henblik på dér at
gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning uanset
informationsmedium. I forbindelse med en kontrolundersøgelse
kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forlange mundtlige
forklaringer og forlange, at personer, der er omfattet af
kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer,
tasker og lign., med henblik på, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan gøre sig bekendt med og eventuelt
tage kopi af dette.
Stk. 2. Hvor en
købers eller leverandørs oplysninger opbevares hos
eller behandles af en ekstern databehandler, kan Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen få adgang til den eksterne databehandlers
lokaler med henblik på dér at gøre sig bekendt
med og tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 1. Adgangen
forudsætter, at det ikke er muligt for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen at få adgang til de pågældende
oplysninger direkte fra den køber eller leverandør,
som er genstand for kontrolundersøgelsen.
Stk. 3.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrolundersøgelser,
jf. stk. 1 og 2, kan kun finde sted efter indhentet retskendelse og
mod behørig legitimation.
Stk. 4.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan indsamle en kopi af
dataindholdet fra elektroniske medier, der er omfattet af
kontrolundersøgelsen, med henblik på
efterfølgende at gennemgå kopien. De indsamlede data
skal forsegles eller på anden måde sikres mod
læsning, inden kontrolundersøgelsen afsluttes. Den,
der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan kræve,
at denne selv eller en af denne udpeget repræsentant
overværer, at de indsamlede data gøres
tilgængelige for læsning, og at styrelsen
gennemgår det indsamlede materiale. Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen har pligt til senest 40 hverdage efter
kontrolundersøgelsens afslutning at give en kopi af de
oplysninger, som styrelsen måtte have taget fra de indsamlede
data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, jf.
dog stk. 7. Når gennemgangen af de indsamlede data er
gennemført, skal dataene sikres mod læsning. De
indsamlede data skal slettes, hvis styrelsen vurderer, at
materialet ikke indeholder beviser for en overtrædelse af
forbudsbestemmelserne, jf. §§ 3-6. Beslutter Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen at fortsætte behandlingen af sagen,
skal de indsamlede data slettes, når sagen er endeligt
afgjort.
Stk. 5. Hvis en
købers eller leverandørs forhold gør, at det
ikke er muligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samme dag,
som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til
eller tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 1, 2 og 4, kan styrelsen
forsegle de relevante forretningslokaler, transportmidler og
oplysninger i op til tre hverdage herefter, jf. dog stk. 7.
Stk. 6. Under
samme betingelser som i stk. 5 kan Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen medtage de oplysninger eller det medium,
hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på
kopiering. Det materiale, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
har taget med, skal sammen med et sæt kopier af de
oplysninger, som styrelsen har taget til brug for en nærmere
gennemgang, tilbageleveres til den pågældende senest
tre hverdage efter kontrolundersøgelsen, jf. dog stk. 7.
Stk. 7.
Fristerne i stk. 4, 5 og 6 kan i særlige tilfælde
forlænges.
Stk. 8. Politiet
kan yde bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter
stk. 1, 2 og 4-6. Erhvervsministeren kan efter aftale med
justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 9.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan foretage
kontrolundersøgelser for at yde bistand til en
håndhævelsesmyndighed i en medlemsstat i Den
Europæiske Union i forbindelse med denne myndigheds
anvendelse af nationale regler om urimelig handelspraksis i
relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden. Stk. 1-8 finder tilsvarende
anvendelse.
§
13. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til andre
håndhævelsesmyndigheder i Den Europæiske Union
under forbehold om gensidighed videregive oplysninger, som er
omfattet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tavshedspligt, og
som er nødvendige for at fremme håndhævelsen af
disse myndigheders nationale regler om urimelig handelspraksis i
relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden.
Stk. 2. Ved
videregivelse af oplysninger til andre
håndhævelsesmyndigheder i Den Europæiske Union i
medfør af stk. 1, skal Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
betinge videregivelse af, at oplysningerne
1) er undergivet
tilsvarende tavshedspligt hos modtageren,
2) udelukkende
anvendes til det formål, som er fastsat i direktiv
2019/633/EU, og
3) kun kan
videregives med udtrykkeligt samtykke fra Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen og kun til det formål, som samtykket
omfatter.
§
14. Fastslår Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at en
køber har overtrådt et forbud, der er nævnt i
§§ 3-6, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udstede et
påbud til den pågældende om at ophøre med
den ulovlige handelspraksis.
§
15. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser
efter denne lov kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed.
Stk. 2.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter denne
lov kan indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at
afgørelsen er meddelt den pågældende. Finder
indbringelse ikke sted inden for fristen, er styrelsens
afgørelse endelig.
Offentlighed
§
16. Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke
for sager og undersøgelser efter denne lov. Virksomheder har
dog i henhold til princippet i § 8 i lov om offentlighed i
forvaltningen ret til egenacces i sager, hvori der er eller vil
blive truffet afgørelse efter denne lov med undtagelse af
oplysninger om en anden virksomheds tekniske indretninger, tekniske
fremgangsmåder og drifts- og forretningsforhold eller andre
fortrolige oplysninger. §§ 13 og 15 om notatpligt og
journaliseringspligt i lov om offentlighed i forvaltningen
gælder endvidere for sådanne sager. 1. og 2. pkt.
gælder tillige, når oplysninger tilvejebragt efter
denne lov er videregivet til en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør, jf. dog
stk. 3:
1)
Afgørelser om påbud meddelt i medfør af §
14.
2) Domme,
bødevedtagelser eller et resumé heraf, hvor der med
henvisning til §19 idømmes bødestraf eller
vedtages en bøde.
3) Domme i
retssager om sager efter denne lov, hvor Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen er part.
Stk. 3. Ved
offentliggørelse efter stk. 2 kan oplysninger om tekniske
forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt
drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for
så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning
for den person eller den virksomhed, oplysningen angår.
§
17. Reglerne om oplysningspligt og indsigtsret i artikel
13-15 i databeskyttelsesforordningen finder i forhold til
kontrolundersøgelser i medfør af § 12 alene
anvendelse på de data, der er udvalgt i medfør §
12, stk. 4, 4. pkt.
Kapitel 5
Straffebestemmelser
§
18. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan
pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder til
den, der undlader at give de oplysninger, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kræver efter § 11, stk. 2.
§
19. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, kan den køber, der overtræder de i
§§ 3-6 nævnte forbud, eller den køber, der
undlader at efterkomme et påbud meddelt i medfør af
§ 14, straffes med bøde.
Stk. 2. Ved
udmåling af bøder efter denne lov skal der tages
hensyn til overtrædelsens art, varighed, gentagne karakter og
grovhed samt den juridiske persons globale
koncernomsætning.
Stk. 3. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§
20. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i sager om
overtrædelse af denne lov, i et bødeforelæg
tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den,
der har begået overtrædelsen, erklærer sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden
en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet
i bødeforelægget.
Stk. 2.
Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og
om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder
tilsvarende anvendelse på bødeforelæg efter
denne bestemmelse.
Stk. 3. Vedtages
bøden, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har
samme virkning som en dom.
Kapitel 6
Ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser
§
21. Loven træder i kraft den 1. juli 2021.
Stk. 2. Loven
finder anvendelse på leveringsaftaler, der indgås efter
1. juli 2021.
Stk. 3.
Leveringsaftaler, der er indgået inden 1. juli 2021, skal
være bragt i overensstemmelse med denne lov senest den 30.
april 2022.
Kapitel 7
Territorialbestemmelser
§
22. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som de henholdsvis færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indhold
1. | Indledning | | 1.1. | Baggrund og formål | 2. | Lovforslagets hovedpunkter | | 2.1. | Anvendelsesområde | | | 2.1.1. | Gældende ret | | | 2.1.2. | Direktivet | | | 2.1.3. | Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | 2.2. | Forbud mod urimelig handelspraksis | | | 2.2.1. | Gældende ret | | | 2.2.2. | Direktivet | | | 2.2.3. | Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | 2.3. | Udpegning af håndhævende
myndighed og beføjelser | | | 2.3.1. | Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som
udpeget håndhævelsesmyndighed | | | 2.3.2. | Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
beføjelser som håndhævelsesmyndighed | | 2.4. | Klager over urimelig handelspraksis | | | 2.4.1. | Gældende ret | | | 2.4.2. | Direktivet | | | 2.4.3. | Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | 2.5. | Fortrolighed | | | 2.5.1. | Gældende ret | | | | 2.5.1.1. | Forvaltningsloven | | | | 2.5.1.2. | Offentlighedsloven | | | | 2.5.1.3. | Særlovgivning, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen håndhæverer/fører tilsyn
med | | | 2.5.2. | Direktivet | | | 2.5.3. | Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | 2.6. | Offentlighed | | | 2.6.1. | Gældende ret | | | 2.6.2. | Direktivet | | | 2.6.3. | Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | | | 2.6.3.1. | Offentliggørelse af
afgørelser m.v. | | | | 2.6.3.2. | Begrænsning af offentlighedslovens
anvendelse | | | | 2.6.3.3. | Begrænsning af
databeskyttelsesretlige regler | | 2.7. | Reaktions- og sanktionsmuligheder | | | 2.7.1. | Gældende ret | | | 2.7.2. | Direktivet | | | 2.7.3. | Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | | 2.8. | Klageadgang og adgang til
domstolsprøvelse | | | 2.8.1. | Gældende ret | | | 2.8.2. | Direktivet | | | 2.8.3. | Erhvervsministeriets overvejelser og den
forslåede ordning | | 2.9. | Direktivets øvrige
bestemmelser | 3. | Regionale konsekvenser, herunder for
landdistrikter | 4. | Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige | 5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 7. | Klima- og Miljømæssige
konsekvenser | 8. | Forholdet til EU-retten | 9. | Hørte myndigheder og organisationer
mv. | 10. | Sammenfattende skema | | | Bilag 1 | EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS
DIREKTIV (EU) 2019/633 | |
|
1. Indledning
1.1. Baggrund og formål
Lovforslaget gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/633/EU af 17.
april 2019 om urimelig handelspraksis i relationer mellem
virksomheder i landsbrugs- og fødevareforsyningskæden
(herefter direktivet) i dansk ret. Direktivet, der er optrykt som
bilag 1 til lovforslaget, skal være gennemført i
national lovgivning senest den 1. maj 2021, og reglerne skal finde
anvendelse senest fra den 1. november 2021. Ifølge
direktivet skal leveringsaftaler, der er indgået inden datoen
for offentliggørelse af den foreslåede lov (den 1. maj
2021, jf. artikel 13, stk. 1), bringes i overensstemmelse med
reglerne i direktivet senest 12 måneder efter den
pågældende dato for offentliggørelse.
Direktivet er et minimumsdirektiv, hvilket
giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage eller opretholde
nationale bestemmelser om urimelig handelspraksis, der er mere
vidtrækkende, end hvad direktivet foreskriver. Direktivet
finder anvendelse på handelspraksis udvist af større
aktører over for aktører med en svagere
forhandlingsposition. Direktivet placerer aktørerne i seks
omsætningskategorier, som er bestemmende for, om der ydes
beskyttelse efter direktivet eller ej. Direktivet anvender
således aktørernes omsætning som et udtryk for
den relative forhandlingsmagt, aktørerne besidder, idet
omsætningen vurderes at svare til, i hvilken grad en
leverandør måtte være afhængig af en
køber. Selvom omsætningskriteriet er en
tilnærmet værdi, skaber det ifølge direktivet
forudsigelighed for aktørerne for så vidt angår
deres rettigheder og forpligtelser i medfør af
direktivet.
Baggrunden for reguleringen er bl.a., at
når der forekommer urimelig handelspraksis, kan det
sætte aktørernes indtjening og margener under pres,
hvilket kan føre til en uhensigtsmæssig fordeling af
ressourcerne og ende med at sætte ellers levedygtige og
konkurrencedygtige aktører ud af spil. Lovforslaget skal
derfor sikre, at disse aktører er i stand til at konkurrere
på rimelige vilkår og derved bidrage til at øge
landbrugs- og fødevareforsyningskædens generelle
effektivitet.
Lovforslaget lægger op til en
overimplementering af direktivet, idet det foreslås, at
direktivet implementeres uden direktivets
omsætningskategorier i artikel 1, således at
direktivets forbudsbestemmelser i artikel 3 vil finde anvendelse i
alle handler mellem virksomheder inden for landbrugs- og
fødevareforsyningskæden. Dog foreslås det, at
direktivets forbudsbestemmelser vedrørende betalingsfrister,
jf. direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, nr. i og nr. ii, ikke
skal gælde i aftaleforhold, hvor leverandøren har en
årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, eller
hvor køberen har en årlig omsætning på 2
mio. euro eller mindre. I aftaleforhold, hvor leverandøren
har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro,
foreslås det, at der indføres en maksimal
betalingsfrist på 60 dage for alle landbrugs- og
fødevarer, dog ikke i aftaleforhold, hvor køberen har
en årlig omsætning på 2 mio. euro eller
mindre.
Forslaget implementerer således
direktivet forskelligt for så vidt angår
betalingsfrister (lovforslagets §§ 3 og 4) og de
øvrige forbudsbestemmelser (lovforslagets §§ 5 og
6).
Med forslaget fraviges direktivets
udgangspunkt om, at reguleringen alene skal gælde, når
leverandøren er i en lavere omsætningskategori end
køberen. Reglerne vil dermed som udgangspunkt gælde i
alle handler mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden uafhængigt af
virksomhedernes omsætning og indbyrdes relative
forhandlingsstyrke med undtagelse af bestemmelserne om maksimale
betalingsfrister, som i aftaleforhold, hvor leverandørens
årlige omsætning er mere end 350 mio. euro,
fastsættes til maksimalt 60 dage, uanset om varen er
letfordærvelig eller ej. Dette gælder dog ikke i
aftaleforhold, hvor køberens årlige omsætning er
2 mio. euro eller mindre.
Lovforslaget udpeger Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen som kompetent myndighed til at varetage
håndhævelsen af reglerne i lovforslaget. Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen får herved beføjelse til at
indlede og iværksætte undersøgelser på
eget initiativ eller på grundlag af en klage. For at sikre en
effektiv håndhævelse af forbuddene tildeles
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen endvidere beføjelse til
at pålægge køber og leverandør at
fremlægge nødvendige oplysninger, ligesom Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen efter indhentet retskendelse og mod
behørig legitimation kan gennemføre uanmeldte
kontrolundersøgelser hos virksomhederne. Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan herudover træffe afgørelser,
herunder meddele køberen påbud om at ophøre med
den ulovlige handelspraksis, samt offentliggøre
afgørelser truffet i medfør af loven. En
overtrædelse af de i lovforslaget forbudte former for
urimelig handelspraksis eller en overtrædelse af et allerede
meddelt påbud kan endvidere straffes med bøde.
Grundet direktivets branchespecifikke karakter
og for at sikre en hensigtsmæssig implementering af
direktivet, herunder for at gøre det lettere for danske
virksomheder at få et overblik over reglerne om urimelig
handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landsbrugs- og
fødevareforsyningskæden, foreslås det, at
implementeringen sker ved udarbejdelsen af en ny selvstændig
hovedlov om urimelig handelspraksis i relationer mellem
virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Anvendelsesområde
2.1.1. Gældende ret
Danmark er inden for landbrugs- og
fødevareforsyningskæden præget af en betydelig
andelsorganisering, som bl.a. skal fremme samarbejdet mellem
producenterne og styrke danske landmænds forhandlingsposition
i fødevarekæden.
Fødevareforsyningskæden er
på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt i
Danmark i forhold til regler om urimelig handelspraksis.
Udgangspunktet er således aftalefrihed. Begrænsninger i
dette udgangspunkt kræver særlig hjemmel, f.eks. i en
ugyldighedsgrund, i offentligretlige forbudsregler, herunder bl.a.
konkurrencereglerne, eller i øvrige præceptive
regler.
I kommercielle forhold gælder
altså kun få begrænsninger i aftalefriheden.
Aftalelovens regler kan dog få betydning for, om en kontrakt
har virkning for parterne. Aftaleloven indeholder således
flere bestemmelser om, hvornår en aftale er ugyldig. Det
fremgår f.eks. af generalklausulen i aftalelovens § 36,
at en aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller
delvist, hvis det vil være urimeligt eller i strid med
redelig handlemåde at gøre den gældende. At
aftalen kan tilsidesættes delvist betyder, at det efter
omstændighederne også kan være muligt at
tilsidesætte enkelte aftalevilkår, der er
urimelige.
Markedsføringsloven indeholder bl.a.
regler om vildledende og utilbørlig handelspraksis mellem
erhvervsdrivende. Det fremgår f.eks. af
markedsføringslovens § 20, at en erhvervsdrivendes
handelspraksis ikke må være egnet til at vildlede,
således at det kan antages at påvirke andre
erhvervsdrivendes økonomiske adfærd eller skade en
konkurrent.
Aftaleloven og markedsføringsloven
gælder generelt og uden hensyntagen til f.eks.
omsætning og tilhørsforhold til en specifik
branche.
Købelovens §§ 1-71
vedrører bl.a. handelskøb og fastsætter bl.a.
regler om fastsættelse af købesummen, leveringsstedet,
tiden for aftalens opfyldelse, risikoen for salgsgenstanden,
mangler ved salgsgenstanden, afvisning af leverede genstande og
ophævelse af køb. Købeloven finder alene
anvendelse i de situationer, hvor andet ikke udtrykkeligt er
aftalt, må anses for indeholdt i aftalen eller følger
af handelsbrug eller anden sædvane, jf. købelovens
§ 1. Købeloven gælder for alle køb bortset
fra køb af fast ejendom og gælder dermed også de
køb, som omfattes af dette lovforslag.
Renteloven indeholder bl.a. regler om
betalingsfrister. Det følger således af rentelovens
§ 3a, at når en aftale om levering af varer eller
tjenesteydelser er indgået mellem to erhvervsdrivende, kan
den aftalte betalingsfrist som udgangspunkt ikke være mere
end 30 dage regnet fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren har
afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Betalingsfristen kan
være længere, hvis fordringshaveren udtrykkeligt har
godkendt en længere betalingsfrist, og hvis betalingsfristen
ikke er urimelig over for fordringshaveren. Hvis der er
indgået aftale om ratevis betaling, og den enkelte rates
forfaldstid er fastsat i en betalingsplan, der er udtrykkeligt
godkendt af fordringshaver, følger det af rentelovens §
3c, at hver rate eller afdrag er omfattet af betalingsfristen i
§ 3a.
Renteloven finder som udgangspunkt ikke
anvendelse, hvis andet er bestemt ved eller i henhold til lov,
eller hvis andet er aftalt eller følger af handelsbrug eller
anden sædvane, jf. rentelovens § 1, stk. 3.
Konkurrenceloven indeholder bl.a. et forbud
mod misbrug af dominerende stilling, jf. konkurrencelovens §
11. Adfærd, som kan udgøre et misbrug af en
dominerende stilling, kan f.eks. være fastsættelse af
urimeligt lave priser, eksklusivitet, loyalitetsrabatter eller
leveringsnægtelse, men det kan også efter
omstændighederne være fastsættelse af urimelige
handelsbetingelser. Konkurrenceloven omfatter enhver form for
erhvervsvirksomhed og gælder for alle brancher.
Lov om forretningshemmeligheder regulerer, i
hvilke tilfælde erhvervelse, brug eller videregivelse af
forretningshemmeligheder virksomheder imellem udgør en
lovlig henholdsvis ulovlig handling.
Det fremgår bl.a. af lovens § 4, at
erhvervelse af en forretningshemmelighed uden
forretningshemmelighedshaverens samtykke betragtes som en ulovlig
handling, hvis forretningshemmeligheden erhverves ved 1)
uautoriseret adgang til, tilegnelse af eller kopiering af
dokumenter, genstande, materialer, stoffer eller elektroniske
filer, der lovligt kontrolleres af forretningshemmelighedshaveren,
og som indeholder en forretningshemmelighed, eller som en
forretningshemmelighed kan udledes af, eller 2) enhver anden
adfærd, der under de givne omstændigheder betragtes som
i strid med redelig erhvervspraksis.
Loven indeholder derudover en række
bestemmelser om de retsmidler, som kan benyttes, hvis en ulovlig
handling finder sted. Det drejer sig om sikrende retsmidler, dvs.
påbud, forbud m.v. med henblik på at forhindre
uberettiget anvendelse af forretningshemmeligheder, både
før og efter at domstolene har truffet en
realitetsafgørelse om sagen. Loven indeholder også
bestemmelser om adgangen til erstatning, om straf samt om
offentliggørelse af retsafgørelser.
2.1.2. Direktivet
Det følger
af direktivets artikel 1, stk. 1, at der med henblik på et
bekæmpe praksis, som klart afviger fra god praksis på
handelsområdet, som er i strid med tro og redelig
handlemåde, og som en handelspartner ensidigt påtvinger
en anden, fastlægges en minimumsliste over forbudte former
for urimelig handelspraksis i forhold mellem købere og
leverandører i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden. Direktivet fastsætter
minimumsbestemmelser vedrørende disse forbuds
håndhævelse og ordninger om koordinering mellem
håndhævende myndigheder.
Det fremgår af direktivets
artikel 1, stk. 2, at direktivet finder anvendelse på visse
former for urimelig handelspraksis, der forekommer i forbindelse
med salg af landbrugs- og fødevarer fra:
a)
Leverandører, som har en årlig omsætning
på højst 2 mio. euro til købere, som har en
årlig omsætning på over 2 mio. euro.
b)
Leverandører, som har en årlig omsætning
på over 2 mio. euro, men ikke over 10 mio. euro, til
købere, som har en årlig omsætning på over
10 mio. euro.
c)
Leverandører, som har en årlig omsætning
på over 10 mio. euro, men ikke over 50 mio. euro, til
købere, som har en årlig omsætning på over
50 mio. euro.
d)
Leverandører, som har en årlig omsætning
på over 50 mio. euro, men ikke over 150 mio. euro, til
købere, som har en årlig omsætning på over
150 mio. euro.
e)
Leverandører, som har en årlig omsætning
på over 150 mio. euro, men ikke over 350 mio. euro, til
købere, som har en årlig omsætning på over
350 mio. euro.
I
forlængelse heraf fremgår det, at
leverandørernes og købernes årlige
omsætning som omhandlet i stk. 2, litra a-e, forstås i
overensstemmelse med de relevante dele af bilaget til Kommissionens
henstilling 2003/361/EF, navnlig bilagets artikel 3, 4 og 6,
herunder definitionerne af "uafhængig virksomhed",
"partnervirksomhed" og "tilknyttet virksomhed" samt andre forhold
vedrørende den årlige omsætning.
Det følger
endvidere af artikel 1, stk. 2, at direktivet uanset stk. 2, litra
a-e, finder anvendelse i forbindelse med salg af landbrugs- og
fødevarer fra leverandører, som har en årlig
omsætning på højst 350 mio. euro, til alle
købere, der er offentlige myndigheder.
Herudover
fremgår det af direktivets artikel 1, stk. 2, at direktivet
finder anvendelse på salg, hvor enten leverandøren,
køberen eller begge er etableret i Unionen, samt på
tjenesteydelser, for så vidt der udtrykkeligt henvises til
disse i direktivets artikel 3, og som leveres af køberen til
en leverandør.
Endelig
fremgår det, at direktivet ikke finder anvendelse på
aftaler mellem leverandører og forbrugere.
Det fremgår
af artikel 1, stk. 3, at direktivet finder anvendelse på
leveringsaftaler, der indgås efter anvendelsesdatoen for de
foranstaltninger, der gennemfører dette direktiv, jf.
artikel 13, stk. 1, andet afsnit.
Det fremgår
desuden af artikel 1, stk. 4, at leveringsaftaler, der er
indgået inden datoen for offentliggørelse af de
foranstaltninger, som gennemfører dette direktiv, jf.
artikel 13, stk. 1, første afsnit, bringes i
overensstemmelse med dette direktiv senest 12 måneder efter
nævnte dato for offentliggørelse.
Det fremgår
af direktivets artikel 9, at medlemsstaterne med henblik på
at sikre en høj grad af beskyttelse kan bevare eller
indføre strengere bestemmelser, der har til formål at
bekæmpe urimelig handelspraksis, end dem, der er fastsat ved
dette direktiv, forudsat at disse nationale bestemmelser er
forenelige med bestemmelserne for det indre markeds funktion.
2.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Lovforslaget er et udtryk for en afvejning af
forskellige hensyn, herunder hensynet til en effektiv konkurrence
samt at undgå unødig kompleksitet og byrder for
virksomhederne.
Med lovforslaget foreslås, at
direktivet, med visse undtagelser for så vidt angår
bestemmelserne om betalingsfrister, implementeres uden de
omsætningskategorier, der følger af direktivets
artikel 1, så direktivets forbudsbestemmelser vil finde
anvendelse i alle handler uafhængigt af virksomhedernes
omsætning.
For så vidt angår direktivets
forbudsbestemmelser om betalingsfrister (artikel 3, stk. 1, litra
a, nr. i-ii) foreslås det, at disse ikke skal gælde i
aftaleforhold med købere, som har en årlig
omsætning på 2 mio. euro eller mindre. Dermed bevarer
de små købere adgangen til at forhandle om likviditet.
F.eks. vil en lille café have mulighed for at aftale en
længere betalingsfrist end 60 dage.
I aftaleforhold, hvor leverandøren har
en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro,
foreslås desuden, at betalingsfristerne i direktivet ikke
skal gælde. Med lovforslaget foreslås dog samtidig en
maksimal betalingsfrist på 60 dage for leverandører
med en omsætning over 350 mio. euro. Erhvervsministeriet er
af flere erhvervsorganisationer blevet oplyst, at der - ved en
implementering med samtlige af direktivets
omsætningskategorier - er en risiko for, at købere vil
kunne spekulere i udelukkende at handle med leverandører
inden for samme eller større omsætningskategori for
dermed at undgå at skulle iagttage skærpede regler for
deres samhandel. Med den foreslåede ordning sikres det, at
alle aktører i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden kan tilbyde samme
vilkår.
Ved implementeringen af direktivet uden et
større antal omsætningskategorier (kun tre for
så vidt angår betalingsfrister) sikres, at der er
færre udfordringer med løbende at overvåge
både nuværende og potentielle samhandelspartneres
årlige omsætning. F.eks. begrænses udfordringerne
med at tilvejebringe oplysninger om samhandelspartneres
omsætning, som virksomhederne i udgangspunktet ikke er i
besiddelse af, og som ikke nødvendigvis fremgår af
offentlige registre eller lignende. Desuden begrænses de
udfordringer, der kan knytte sig til, at samhandelspartnere i en
løbende aftale kan skifte omsætningskategori f.eks.
som følge af udsving i omsætning, opkøb af
andre virksomheder eller frasalg af dele af virksomheden.
Den foreslåede ordning betyder, at alle
aktører i landbrugs- og fødevareforsyningskæden
kan forhandle om stort set samme vilkår. Omvendt
indebærer ordningen en større begrænsning af
aftalefriheden, end hvad der følger af en direkte
implementering af direktivet. Det indebærer isoleret set, at
konkurrencen kan udspille sig på færre parametre, og at
virksomhedernes muligheder for at indgå aftaler, som udnytter
individuelle styrkepositioner, begrænses. Samlet kan det have
en opadgående effekt på priserne om end af en
begrænset størrelsesorden. Den umiddelbare beskyttelse
af leverandører, der sælger til større
købere målt ved omsætning, er samtidig mindre
end ved en direkte implementering af direktivet. Dette skal dog ses
i sammenhæng med at virksomheders omsætning ikke
nødvendigvis er et godt mål for forhandlingsstyrke, og
at behovet for en sådan beskyttelse ikke vurderes at
være særskilt stor i en dansk sammenhæng. De
løbende administrative byrder ved at efterleve reglerne
skønnes desuden at være begrænsede og mindre end
ved en direkte implementering af direktivet.
Med lovforslaget introduceres ny
sektorspecifik regulering af fødevareforsyningskæden,
som på nuværende tidspunkt ikke er reguleret
særskilt i Danmark i forhold til regler om urimelig
handelspraksis. Det er derfor vanskeligt at kvalificere effekterne
af den foreslåede regulering. Det vurderes derfor også
hensigtsmæssigt, at der foretages løbende monitorering
af den foreslåede regulering og samles op herpå i en
evaluering 3 år efter lovens ikrafttræden.
2.2. Forbud mod urimelig handelspraksis
2.2.1. Gældende ret
Som nævnt i pkt. 2.1.1. er
fødevareforsyningskæden på nuværende
tidspunkt ikke reguleret særskilt i Danmark i forhold til
regler om urimelig handelspraksis. Udgangspunktet er således
aftalefrihed.
Begrænsninger i dette udgangspunkt
kræver særlig hjemmel, f.eks. i en ugyldighedsgrund, i
offentligretlige forbudsregler, herunder bl.a. konkurrencereglerne,
eller i øvrige præceptive regler.
Der henvises til pkt. 2.1.1 for en gennemgang
af gældende ret, for så vidt angår aftalelovens
og markedsføringslovens anvendelse i kommercielle forhold,
konkurrencelovens forbud mod misbrug af dominerende stilling samt
rentelovens regler om betalingsfrister.
2.2.2. Direktivet
Det følger af direktivets
artikel 3, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at som minimum
følgende former for urimelig handelspraksis er forbudt:
a) Køberen
betaler leverandøren,
i. Hvis produkterne
i henhold til leveringsaftalen skal leveres regelmæssigt:
- For
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer, senere end 30
dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken
leveringer har fundet sted, eller senere end 30 dage efter datoen,
hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode,
fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den
seneste.
- For andre
landbrugs- og fødevarer, senere end 60 dage efter
udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer
har fundet sted, eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det
beløb, der skal betales for denne leveringsperiode,
fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den
seneste.
i. Hvis produkterne
i henhold til leveringsaftalen ikke skal leveres
regelmæssigt:
- For
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer, senere end 30
dage efter leveringsdatoen eller senere end 30 dage efter datoen,
hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, alt
efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
- For andre
landbrugs- og fødevarer, senere end 60 dage efter
leveringsdatoen eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det
beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken
af de to datoer der er den seneste.
a) Køberen
annullerer ordrer på letfordærvelige landbrugs- og
fødevarer med så kort varsel, at en leverandør
ikke med rimelighed kan forventes at finde en alternativ måde
at afsætte eller anvende de pågældende produkter
på; et varsel på mindre end 30 dage betragtes altid som
kort varsel; Medlemsstaterne kan fastsætte kortere frister
end 30 dage for specifikke sektorer i behørigt begrundede
tilfælde.
b) Køberen
ændrer ensidigt vilkårene i en leveringsaftale for
landbrugs- og fødevarer vedrørende landbrugs- og
fødevarernes leverings- eller forsyningshyppighed, -metode,
-sted, -timing eller -omfang, kvalitetsstandarderne,
betalingsbetingelserne eller priserne, eller hvad angår
levering af tjenesteydelser, for så vidt som disse er
udtrykkeligt omhandlet i stk. 2.
c) Køberen
kræver betalinger af leverandøren, der ikke
vedrører salg af leverandørens landbrugs- og
fødevarer.
d) Køberen
kræver, at leverandøren betaler for den forringelse
eller det tab eller begge af landbrugs- og fødevarer, der
forekommer hos en køber, eller efter at ejerskabet er
overgået til køberen, hvor en sådan forringelse
eller et sådant tab ikke skyldes leverandørens
forsømmelighed eller fejl.
e) Køberen
nægter at give en skriftlig bekræftelse af
betingelserne for en leveringsaftale mellem køber og
leverandør, som leverandøren har anmodet om ; dette
finder ikke anvendelse, hvis leveringsaftalen vedrører
produkter, som skal leveres af et medlem af en
producentorganisation, herunder et kooperativ til den
producentorganisation, som leverandøren er medlem af, hvis
denne producentorganisations vedtægter eller regler og
afgørelser fastlagt i eller truffet i henhold til disse
vedtægter indeholder bestemmelser, der har tilsvarende
virkning som vilkårene i leveringsaftalen.
f) Køberen
ulovligt erhverver, bruger eller videregiver leverandørens
forretningshemmeligheder, som omhandlet i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2016/943.
g) Køberen
truer med at iværksætte eller iværksætter
handelsrepressalier over for leverandøren, hvis
leverandøren udøver sine kontraktmæssige eller
juridiske rettigheder, herunder ved at indgive en klage til
håndhævende myndigheder eller ved at samarbejde med
håndhævende myndighed i forbindelse med en
undersøgelse.
h) Køberen
kræver kompensation fra leverandøren for
omkostningerne ved at behandle kundeklager i forbindelse med salget
af leverandørens produkter, selv om der ikke er nogen
forsømmelighed eller fejl fra leverandørens side.
Det fremgår af artikel 3, stk.
1, litra a, at uanset dette litras nr. i) og ii) gælder
følgende, hvis køberen fastsætter det
beløb, der skal betales:
- De
betalingsfrister, der er angivet i nr. i), regnes fra
udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken
leveringerne har fundet sted, og
- De
betalingsfrister, der er angivet i nr. ii), regnes fra
leveringsdatoen.
Det fremgår
yderligere af artikel 3, stk. 1, 2. afsnit, at forbuddet
vedrørende betalingsfrister nævnt i artikel 3, stk. 1,
litra a, ikke berører de konsekvenser af for sen betaling og
de retsmidler, der er fastlagt i direktiv 2011/7/EU, der finder
anvendelse uanset de betalingsfrister, der er fastsat i
nævnte direktiv, på grundlag af de betalingsfrister,
der er fastsat i UTP-direktivet. Forbuddet nævnt i litra a
berører heller ikke køberens og leverandørens
mulighed for at aftale en værdidelingsklausul, som omhandlet
i artikel 172a i forordning (EU) nr. 1308/2013.
Endelig
fremgår det af artikel 3, stk. 1, 3. afsnit, at forbuddet
vedrørende betalingsfrister nævnt i artikel 3, stk. 1,
litra a, ikke gælder for betalinger, som en køber
foretager til en leverandør inden for rammerne af
skoleordningen, jf. artikel 23 i forordning (EU) nr. 1308/2013.
Forbuddet gælder heller ikke for betalinger, som foretages af
offentlige organer, der leverer sundhedspleje, jf. artikel 4, stk.
4, litra b, i direktiv 2011/7/EU. Endelig gælder forbuddet
vedrørende betalingsfrister nævnt i artikel 3, stk. 1,
litra a, heller ikke for betalinger i medfør af
leveringsaftaler mellem leverandører af druer eller druemost
til vinproduktion og deres direkte købere, forudsat, i) at
de specifikke betalingsbetingelser for salgstransaktioner
indgår i standardkontrakter, som er blevet gjort bindende af
medlemsstaten i henhold til artikel 164 i forordning (EU) nr.
1308/2013 inden den 1. januar 2019, og at denne udvidelse af
standardkontrakterne forlænges af medlemsstaterne fra
nævnte dato uden væsentlige ændringer af
betalingsbetingelserne til skade for leverandører af druer
eller druemost, og ii) at leveringsaftalerne mellem
leverandører af druer eller druemost til vinproduktion og
deres direkte købere er eller bliver flerårige.
Direktivets artikel 3, stk. 2,
oplister yderligere seks former for urimelig handelspraksis, som
tillige er forbudt. Det følger således af artikel 3,
stk. 2, at medlemsstaterne sikrer, at som minimum alle
følgende former handelspraksis er forbudt, medmindre der
forinden er truffet aftale herom i klare og utvetydige vendinger i
leveringsaftalen eller i en eventuel efterfølgende aftale
mellem køber og leverandør. Det drejer sig om
følgende:
a) Køberen
returnerer ikkeafsatte landbrugs- og fødevarer til
leverandøren uden at betale for disse ikkeafsatte produkter
eller uden af betale for bortskaffelse af disse produkter eller
begge.
b)
Leverandøren opkræves betaling som betingelse for
oplagring, udstilling eller anden præsentation af sine
landbrugs- og fødevareprodukter eller
tilgængeliggørelse af sådanne varer på
markedet.
c) Køberen
kræver, at leverandøren bærer alle eller en del
af omkostningerne ved prisnedslag for landbrugs- og
fødevarer, som sælges af køberen i forbindelse
med et salgsfremstød.
d) Køberen
kræver, at leverandøren betaler for køberens
reklame for landbrugs- og fødevarer.
e) Køberen
kræver, at leverandøren betaler for køberens
markedsføring af landbrugs- og fødevarer.
f) Køberen
opkræver betaling fra leverandøren for personale til
at indrette lokaler til salg af leverandørens produkter.
Efter artikel 3,
stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at den i første afsnits
litra c omhandlede handelspraksis er forbudt, medmindre
køberen, inden denne iværksætter et
salgsfremstød, angiver salgsfremstødsperioden og den
mængde landbrugs- og fødevarer, der forventes bestilt
til den nedsatte pris.
Det fremgår
af artikel 3, stk. 3, at hvis køberen kræver en
betaling i de situationer, der er omhandlet i stk. 2, litra b, c,
d, e eller f, skal køberen efter anmodning fra
leverandøren give leverandøren et skriftligt overslag
over betalingen pr. enhed eller de samlede betalinger, alt efter
hvad der er hensigtsmæssigt, og skal for så vidt
angår situationerne i stk. 2, første afsnit, litra b,
d, e eller f, desuden give leverandøren et skriftligt
overslag over omkostningerne og grundlaget for dette overslag.
Det fremgår
af præambelbetragtning nr. 15, at urimelig handelspraksis kan
forekomme på alle stadier i forbindelse med salg af
landbrugs- og fødevareprodukter, det vil sige både
før, under eller efter en salgstransaktion, hvorfor
direktivet finder anvendelse, uanset hvornår i kæden,
denne praksis forekommer.
Det fremgår
endvidere af præambelbetragtning nr. 16, at det er vigtigt at
mindske risikoen for at begrænse brugen af rimelige og
effektivitetsfremmende aftaler mellem parterne, når det skal
vurderes, om en bestemt handelspraksis er urimelig. Det
fremgår videre heraf, at der derfor bør sondres mellem
de former for praksis, der fastlægges i klare og utvetydige
vendinger i leveringsaftaler eller efterfølgende aftaler
mellem parterne, og praksis, som forekommer, efter at transaktionen
er indledt, uden at de er blevet aftalt på forhånd,
således at det kun er ensidige og retrospektive
ændringer af de nævnte klare og utvetydige vendinger,
der er forbudt. Visse former for handelspraksis betragtes
imidlertid som urimelige på grund af deres art og bør
derfor ikke være omfattet af parternes kontraktfrihed.
Efter direktivets
artikel 3, stk. 4, skal medlemsstaterne sikre, at forbuddene i
direktivets artikel 3, stk. 1 og 2 udgør overordnede
præceptive bestemmelser, som finder anvendelse i enhver
situation, der falder inden for disse bestemmelsers
anvendelsesområde, uanset den ret som i andre henseender
ville finde anvendelse på leveringsaftalen mellem
parterne.
2.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Den danske markedsstruktur, herunder den
danske andelskultur, adskiller sig i vidt omfang fra
markedsforholdene i andre EU medlemslande. Gennem
andelsorganiseringen har danske landmænd formået at
styrke deres forhandlingsposition i
fødevareforsyningskæden, hvorfor de skadelige effekter
af urimelig handelspraksis ikke synes at være tilstede i
Danmark i samme omfang som i andre medlemslande. Da direktivet skal
implementeres, har Erhvervsministeriet overvejet, hvordan dette
bedst gøres, så det passer ind i en dansk
kontekst.
På den baggrund foreslås de i
direktivets artikel 3, stk. 1, litra a-i, oplistede former for
urimelig handelspraksis implementeret således, at de
gælder i alle aftaleforhold (lovforslagets §§ 3, 4,
og 5). Det foreslås dog, at direktivets forbudsbestemmelser
om betalingsfrister i artikel 3, stk. 1, litra a, nr. i-ii, som
indeholdt i lovforslagets §§ 3 og 4, ikke skal
gælde i handler, hvor leverandøren har en årlig
omsætning på mere end 350 mio. euro, eller hvor
køberen har en årlig omsætning på 2 mio.
euro eller mindre.
For aftaleforhold, hvor leverandøren
har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro
foreslås det, at der skal gælde en maksimal
betalingsfrist på 60 dage. Det gælder dog ikke, hvis
køberen har en årlig omsætning på 2 mio.
euro eller mindre.
Der henvises til pkt. 2.1.3 for overvejelserne
omkring denne overimplementering.
Det foreslås endvidere, at de i
direktivets artikel 3, stk. 2, litra a-f, oplistede former for
handelspraksis implementeres således, at de er alene er
lovlige, såfremt der forinden er truffet aftale herom i klare
og utvetydige vendinger i leveringsaftalen eller i en eventuel
efterfølgende aftale mellem køber og
leverandør (lovforslagets § 6).
Disse seks former for handelspraksis kan
således, til forskel fra de former for urimelig
handelspraksis, som er oplistet i lovforslagets §§ 3, 4
og 5, under visse omstændigheder have effektivitetsfremmende
virkninger, der kan bidrage til, at den respektive
fødevareforsyning fungerer gnidningsfrit. Derfor er disse
former for handelspraksis ifølge direktivet alene forbudte,
hvis ikke der forinden er truffet aftale herom i klare og
utvetydige vendinger i leveringsaftalen eller i en eventuel
efterfølgende aftale mellem køberen og
leverandøren.
Der henvises til lovforslagets §§ 3,
4, 5 og 6 og de specielle bemærkninger hertil.
2.3. Udpegning af håndhævende myndighed og
beføjelser
2.3.1. Gældende ret
Som nævnt i pkt. 2.2.1 er
fødevareforsyningskæden på nuværende
tidspunkt ikke reguleret særskilt i Danmark i forhold til
regler om urimelig handelspraksis. Af samme årsag er der
således heller ikke fastsat regler for danske myndigheders
håndhævelse heraf.
Udgangspunktet er altså
aftalefrihed.
Eventuelle konflikter og uenigheder
vedrørende kontraktvilkår løses bl.a. via
voldgift eller ved et civilretligt søgsmål for
domstolene. Ofte taler kommercielle hensyn for at henlægge
konfliktløsningen i særlige fora, enten fordi parterne
ønsker en diskret konfliktløsning, eller fordi de
søger at forliges gennem alternativ
konfliktløsning.
2.3.2. Direktivet
Direktivets artikel 4 og artikel 6
vedrører henholdsvis udpegningen af håndhævende
myndigheder og den håndhævende myndigheds
beføjelser.
Det fremgår af direktivets artikel 4,
stk. 1, at medlemsstaterne udpeger en eller flere myndigheder, der
skal håndhæve forbuddene i artikel 3 på nationalt
plan, og underretter Kommissionen om denne udpegning. Det
fremgår videre af stk. 2, at hvis en medlemsstat udpeger mere
end én håndhævende myndighed på sit
område, udpeger den et enkelt kontaktpunkt for både
samarbejde mellem håndhævende myndigheder og samarbejde
med Kommissionen.
Herudover
fremgår det af direktivets artikel 6, stk. 1, at
medlemsstaterne skal sikre, at hver af deres
håndhævende myndigheder har de fornødne
ressourcer og den fornødne ekspertise til at udføre
deres opgaver, og skal tillægge den følgende
beføjelser:
- Beføjelse
til at indlede og foretage undersøgelser på eget
initiativ eller på grundlag af en klage (litra a)
- Beføjelse
til at pålægge købere og leverandører at
fremlægge alle de oplysninger, der er nødvendige for
at foretage undersøgelser om den forbudte handelspraksis
(litra b)
- Beføjelse
til at gennemføre uanmeldte inspektioner på stedet som
led i sine undersøgelser i overensstemmelse med nationale
bestemmelser og procedurer (litra c)
- Beføjelse
til at træffe afgørelser, hvori den fastslår
overtrædelser af de forbud, der er fastsat i artikel 3, og
pålægger køberen at ophøre med den
forbudte handelspraksis; myndigheden kan undlade at træffe en
sådan afgørelse, hvis den indebærer en risiko
for at afsløre en klagers identitet eller en risiko for at
offentliggøre andre oplysninger, hvis
offentliggørelse efter klagerens mening vil skade dennes
interesser, og forudsat at klageren har udpeget de
pågældende oplysninger i overensstemmelse med artikel
5, stk. 3 (litra d)
- Beføjelse
til at pålægge eller indlede sager med henblik på
at pålægge bøder og andre lige så
effektive sanktioner og foreløbige foranstaltninger over for
overtrædelsens ophavsmand i overensstemmelse med nationale
bestemmelser og procedurer (litra e)
- Beføjelse
til regelmæssigt at offentliggøre sine
afgørelser truffet i medfør af litra d og e (litra
f)
Det fremgår af direktivets
præambelbetragtning nr. 33, at bemyndigelsen af den
håndhævende myndighed til at anvende disse
beføjelser ikke betyder, at de er forpligtet til at anvende
disse beføjelser i hver undersøgelse, som de
foretager. Det følger endvidere heraf, at
beføjelserne f.eks. bør gøre det muligt for de
håndhævende myndigheder at foretage en effektiv
indsamling af faktuelle oplysninger, ligesom de
håndhævende myndigheder skal have beføjelse til
at beordre, at en forbudt praksis indstilles.
Herudover fremgår det af
præambelbetragtning nr. 34, at afskrækkende midler
såsom beføjelser til at pålægge eller
indlede sager, f.eks. retssager, med henblik på at
pålægge bøder og andre lige så effektive
sanktioner samt at offentliggøre resultater af
undersøgelser, herunder offentliggørelse af
oplysninger om købere, som har begået
lovovertrædelserne, kan tilskynde til
adfærdsændringer og udenretslige løsninger
mellem parterne, hvorfor de efter direktivet bør være
omfattet af de håndhævende myndigheders
beføjelser. Den håndhævende myndighed bør
dog ifølge direktivet i hver undersøgelse kunne
beslutte, hvilken af dens beføjelser, den vil udøve,
og hvorvidt den vil pålægge eller indlede en sag med
henblik på pålæggelse af en bøde eller
anden lige så effektiv sanktion.
Det fremgår endvidere af artikel 6,
andet afsnit, at de sanktioner, der er omhandlet i første
afsnit, litra e, skal være effektive, stå i et rimeligt
forhold til overtrædelsen og have afskrækkende
virkning, under hensyntagen til overtrædelsens art, varighed,
gentagne karakter og grovhed.
Endelig fremgår det af artikel 6, stk.
2, at medlemsstaterne skal sikre, at udøvelsen af de i stk.
1 omhandlede beføjelser er genstand for
hensigtsmæssige garantier, for så vidt angår
retten til forsvar i overensstemmelse med de generelle principper i
EU-retten og Den Europæiske Unions Charter om
grundlæggende rettigheder, herunder i tilfælde hvor
klageren anmoder om fortrolig behandling af oplysninger i henhold
til direktivets artikel 5, stk. 3.
2.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
2.3.3.1. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som udpeget
håndhævelsesmyndighed
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
håndhæver i dag konkurrenceloven samt lov om
håndhævelse af P2B-forordningen. Herudover fører
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilsyn med visse bestemmelser i
lov om betalinger samt en række love på
forbrugerområdet.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bliver med
lovforslaget udpeget som håndhævelsesmyndighed i
Danmark. Det skyldes, at der er tale om regulering, som
påvirker forhold, der kan anses som værende
konkurrenceparametre, f.eks. fastsættelse af maksimale
betalingsfrister. Erhvervsministeriet vurderer på den
baggrund, at det vil være relevant for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen at påtage sig håndhævelsen af
direktivet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har desuden erfaring
med at behandle klager virksomheder imellem som en del af det
daglige arbejde med håndhævelse af bl.a.
konkurrenceloven. Som håndhævelsesmyndighed vil
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også kunne få
indsigt i reglernes reelle virkning på vækst og
dynamik, ligesom muligheden for at rådgive på
området og bidrage til diskussionerne i Den Europæiske
Union styrkes. Det kan f.eks. være relevant, hvis der kommer
yderligere pres fra EU i forhold til regulering, som vil
påvirke forhold, der kan anses som værende
konkurrenceparametre.
Forslaget vil indebære, at Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen kan træffe afgørelse, og at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal være uafhængig
i forbindelse med håndhævelsen af den foreslåede
lov og regler udstedt i medfør heraf. Det vil
indebære, at ministeren ikke har instruktionsbeføjelse
over for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vedrørende
konkrete sager, der afgøres efter den foreslåede lov.
Det samme vil gøre sig gældende i forhold til
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beslutninger og
afgørelser efter lovforslagets § 9, stk. 1, 1. pkt.
(prioritering af sager). Forslaget vil endvidere indebære, at
ministeren ikke har instruktionsbeføjelser over for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vedrørende udarbejdelsen
af vejledninger i medfør af loven.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil fortsat
være underlagt instruktion fra erhvervsministeren i sager
vedrørende f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig
ministerbetjening og bidrag til tværgående arbejde
på ministerområdet. Dette omfatter tillige udarbejdelse
af eventuelle analyser til ministeren. Det samme gælder
styrelsens deltagelse som repræsentant for Danmark i
internationalt arbejde vedrørende forberedelse af nye eller
ændrede EU-retsakter på området. Det gælder
dog ikke ved drøftelsen af konkrete sager i EU-regi.
Der henvises til lovforslagets § 7 og de
specielle bemærkninger hertil.
2.3.3.2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
beføjelser som håndhævelsesmyndighed
Med henblik på at sikre, at Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen har de fornødne ressourcer og den
fornødne ekspertise til at udføre sine opgaver i
overensstemmelse med direktivets artikel 6, stk. 1, foreslås
det, at der indføres bestemmelser, som - med de
fornødne sproglige tilpasninger - svarer til direktivets
artikel 6, litra a-d og f, således at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen får de nødvendige beføjelser
i overensstemmelse med direktivet.
Forslaget indebærer for det
første, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen af egen drift
eller på baggrund af en klage kan foretage
undersøgelser af en mulig overtrædelse af forbuddene i
lovforslagets §§ 3-6.
Forslaget indebærer for det andet, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til brug for sådanne
undersøgelser kan pålægge købere og
leverandører at fremlægge alle de oplysninger, som
skønnes nødvendige for behandlingen af en sag efter
denne lov, eller til afgørelse af, om en adfærd er
omfattet af lovens forbudsbestemmelser om urimelig handelspraksis,
jf. §§ 3-6.
For det tredje indebærer forslaget, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til brug for
undersøgelser om urimelig handelspraksis kan foretage
uanmeldte kontrolundersøgelser hos købere eller
leverandører.
For det fjerde indebærer forslaget, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udstede påbud til en
køber om at ophøre med den forbudte handelspraksis.
Det foreslås i tilknytning hertil, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan undlade at træffe en afgørelse
og dermed undlade at udstede et påbud, hvis en sådan
afgørelse indebærer en risiko for at afsløre
klagers identitet eller en risiko for at offentliggøre andre
oplysninger, som vil kunne skade klagers interesser. Der henvises
til pkt. 2.5.3 om dette.
For det femte indebærer forslaget, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får beføjelse til
at behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle en
klage (prioriteringsadgang).
For det sjette indebærer forslaget, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan pålægge daglige
eller ugentlige tvangsbøder til den, der undlader at give de
oplysninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan
kræve.
For det syvende indebærer forslaget, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter at have truffet en
administrativ afgørelse vil kunne beslutte, at sagen skal
oversendes direkte til politiet og anklagemyndigheden,
såfremt sagen ikke egner sig til vedtagelse af et
administrativt bødeforelæg i medfør af
lovforslagets § 20. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil
også kunne beslutte, at en sådan oversendelse
først skal ske, såfremt den pågældende
ikke efterkommer et forudgående påbud fra
styrelsen.
Forslaget indebærer for det ottende, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i sager om overtrædelse af
den foreslåede lov i et bødeforelæg kan
tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den,
der har begået overtrædelsen, erklærer sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden
en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet
i bødeforelægget. Kompetencen er begrænset til
de tilfælde, hvor sagerne er egnet hertil, dvs. hvor der er
tale om ukomplicerede sager, og hvor overtrædelserne er
umiddelbart konstaterbare.
Desuden indebærer forslaget, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan offentliggøre
afgørelser om påbud, samt domme,
bødevedtagelser eller et resumé heraf, hvor der efter
lovforslagets § 19 idømmes bødestraf eller
vedtages en bøde. Endvidere kan Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen offentliggøre domme i retssager om sager
efter denne lov, hvor styrelsen er part. Der henvises i den
forbindelse til pkt. 2.6. om offentliggørelse af
afgørelser m.v.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
§§ 9, 11, 12, 14, 16, 18, 19 og 20 samt de specielle
bemærkninger hertil.
2.4. Klager over urimelig handelspraksis
2.4.1. Gældende ret
Som nævnt i pkt. 2.2.1 er
fødevareforsyningskæden på nuværende
tidspunkt ikke reguleret særskilt i Danmark i relation til
regler om urimelig handelspraksis. Der er af samme årsag
heller ikke fastsat regler om danske myndigheders
håndhævelse heraf, herunder om klager over urimelig
handelspraksis.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan som
håndhævelsesmyndighed i medfør af
konkurrenceloven bl.a. behandle en sag om overtrædelse af
konkurrenceloven af egen drift eller på grundlag af en klage.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der er
tilstrækkelig anledning til at undersøge eller
træffe afgørelse i en sag, herunder om
sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Forbrugerombudsmanden behandler klagesager
over virksomheders markedsføring i forhold til
markedsføringsloven og anden forbrugerbeskyttende
lovgivning. Forbrugerombudsmanden har i forbindelse med sit tilsyn
med markedsføringsloven og anden forbrugerbeskyttende
lovgivning ligeledes en prioriteringsadgang i relation til
klagesager, jf. § 1, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse
nr. 1249 af 25. november 2014 om regler for Forbrugerombudsmandens
virksomhed.
2.4.2. Direktivet
Direktivets artikel 5 fastsætter, hvem der kan indgive en klage (stk. 1 og
2), hvor sådanne klager kan
indgives (stk. 1), og hvordan den
håndhævende myndighed skal agere i forhold til modtagne
klager (stk. 4-6). Det fremgår af direktivets artikel 5, stk.
1, at leverandører kan indgive klager enten til den
håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor
leverandøren er etableret, eller til den
håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor den
køber, der formodes at have udøvet en forbudt
handelspraksis, er etableret. Det fremgår endvidere, at det
er den håndhævende myndighed, som klagen er indgivet
til, der har kompetencen til at håndhæve forbuddene i
artikel 3.
Det fremgår af artikel 5, stk. 2, at
producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og
disses sammenslutninger har ret til at indgive en klage efter
anmodning fra en eller flere af deres medlemmer, eller hvis det er
relevant, efter anmodning fra en eller flere af deres
medlemsorganisationers medlemmer, hvis disse medlemmer mener, at de
udsættes for en forbudt handelspraksis. Herudover har andre
organisationer, der har en berettiget interesse i at
repræsentere leverandører, ret til at indgive klager
efter anmodning fra en leverandør og til denne
leverandørs fordel, forudsat at sådanne organisationer
er uafhængige og nonprofit juridiske personer.
I forhold til behandlingen af klagen
fremgår det af direktivets artikel 5, stk. 4, at den
håndhævende myndighed, der modtager klagen, inden for
en rimelig frist efter modtagelsen, underretter klageren om,
hvordan den agter at følge op på klagen.
Det fremgår af artikel 5, stk. 5, at
hvis der efter den håndhævende myndigheds mening ikke
er et tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, skal
medlemsstaterne sikre, at den håndhævende myndighed
underretter klageren om begrundelsen inden for en rimelig frist
efter modtagelsen af klagen. I tilknytning hertil fremgår det
af præambelbetragtning nr. 28, at administrative
prioriteringer også kan føre til, at den
håndhævende myndighed fastslår, at der ikke er
tilstrækkeligt grundlag til at reagere på en klage.
Det fremgår ligeledes af artikel 5, stk.
6, at hvis der efter den håndhævende myndigheds mening
er et tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, skal
medlemsstaterne sikre, at den håndhævende myndighed
indleder, foretager og afslutter en undersøgelse af klagen
inden for en rimelig frist.
Endelig fremgår det af direktivets
artikel 5, stk. 7, at hvis den håndhævende myndighed
fastslår, at en køber har overtrådt de forbud,
der følger af direktivets artikel 3, skal medlemsstaterne
sikre, at den håndhævende myndighed
pålægger køberen at ophøre med den
forbudte handelspraksis.
2.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det foreslås at indføre en
tekstnær implementering af direktivets artikel 5, stk. 1,
hvorefter leverandører skal kunne indgive klager enten til
den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor
leverandøren er etableret, eller til den
håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor den
køber, der formodes at have udøvet en forbudt
handelspraksis, er etableret.
Forslaget indebærer, at en klager vil
kunne vælge, hvilken håndhævelsesmyndighed
vedkommende ønsker at indgive klagen til. Dette er i
tråd med direktivets præambelbetragtning nr. 30, hvoraf
det fremgår, at leverandører kan finde det lettere at
indgive en klage til den håndhævende myndighed i deres
egen medlemsstat, f.eks. af sproglige årsager, selvom det af
hensyn til håndhævelsen måske kan være mere
effektivt at indgive en klage til den håndhævende
myndighed i den medlemsstat, hvor køberen er etableret.
Forslaget indebærer dermed, at hvis en
leverandør vælger at indgive en klage til Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen, så har styrelsen territorial
kompetence og dermed kompetence til at håndhæve
forbuddene i lovforslagets §§ 3-6.
Det foreslås desuden at indføre
en tekstnær implementering af direktivets artikel 5, stk. 2,
hvorefter det også skal være muligt for
producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og
disses sammenslutninger at indgive en klage efter anmodning fra en
eller flere af deres medlemmer eller, hvis det er relevant, efter
anmodning fra en eller flere af deres medlemsorganisationers
medlemmer, hvis disse medlemmer mener, at de er blevet udsat for en
forbudt handelspraksis. Andre organisationer, der har en berettiget
interesse i at repræsentere leverandører, skal have
ret til at indgive klager efter anmodning fra en leverandør
og til denne leverandørs fordel, forudsat at sådanne
organisationer er uafhængige og nonprofit juridiske
personer.
Forslaget indebærer, at en klagers
identitet i nogle tilfælde vil kunne sikres anonymitet ved,
at klageren vælger at lade en organisation m.v. indgive en
klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Der henvises til lovforslagets § 8 og de
specielle bemærkninger hertil.
Direktivets artikel 5, stk. 4-6, handler om,
hvordan den håndhævende myndighed skal agere, når
den modtager en klage.
Det foreslås, at det fremgår
eksplicit af den foreslåede bestemmelse, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen afgør, om der er tilstrækkelig
anledning til at undersøge eller træffe
afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen
midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Dette er i tråd med direktivets
præambelbetragtning nr. 28, hvoraf det fremgår, at den
håndhævende myndighed kan fastslå, at der ikke er
tilstrækkeligt grundlag til at reagere på en klage, og
at administrative prioriteringer hos den håndhævende
myndighed også kan føre til et sådant
resultat.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vil have vide beføjelser til at behandle
en sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil på et hvilket som
helst tidspunkt i sagsbehandlingen kunne afvise at behandle alle
eller nogle af de klagepunkter, som en klager har rejst.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil endvidere kunne beslutte, at
den ikke vil træffe afgørelse i en sag. Det vil f.eks.
være tilfældet, hvor styrelsen modtager en klage, og
hvor det viser sig, at styrelsen først vil kunne
træffe afgørelse efter at have iværksat
betydelige og ressourcekrævende undersøgelser. Det er
vigtigt af hensyn til en så effektiv anvendelse og en
så hensigtsmæssig prioritering af Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens ressourcer som muligt, at styrelsen
tillægges en sådan prioriteringsadgang.
Det foreslås i tilknytning hertil, at
der indføres en bestemmelse, der med de fornødne
sproglige ændringer svarer til artikel 5, stk. 5, og som
fastlår, at hvis der efter Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens vurdering ikke er tilstrækkelig anledning
til at undersøge eller træffe afgørelse i en
sag, underretter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen klageren om
begrundelsen herfor inden for rimelig tid efter modtagelsen af
klagen.
Det foreslås, at der indføres en
bestemmelse, der med de fornødne sproglige ændringer,
svarer til artikel 5, stk. 6, hvorefter Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, hvis der efter dennes vurdering er
tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, indleder,
foretager og afslutter en undersøgelse af klagen inden for
rimelig tid.
Endelig foreslås det, at der
indføres en bestemmelse, der med de fornødne
sproglige ændringer, svarer til direktivets artikel 5, stk.
4, og som fastlår, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
inden for rimelig tid efter modtagelsen af en klage underretter
klageren om, hvordan styrelsen agter at følge op
herpå.
Der henvises til lovforslagets § 9 og de
specielle bemærkninger hertil.
2.5. Fortrolighed
2.5.1. Gældende ret
Der er på nuværende tidspunkt ikke
fastsat regler, som særskilt regulerer Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens adgang til - efter anmodning fra klager - at
sikre en passende beskyttelse af en klagers identitet, og til
fortrolig behandling af eventuelt andre oplysninger, hvis
offentliggørelse af sådanne oplysninger efter klagers
mening kan skade dennes interesser.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er som
forvaltningsmyndighed bl.a. underlagt forvaltningsloven og
offentlighedsloven. Hvorvidt der konkret er behov for en
beskyttelse af klagers identitet og eventuelt andre fortrolige
oplysninger i forbindelse med aktindsigt, vil således skulle
afgøres efter henholdsvis reglerne i forvaltningsloven og
offentlighedsloven.
2.5.1.1. Forvaltningsloven
Det fremgår af forvaltningslovens §
9, at den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive
truffet afgørelse, kan forlange at blive gjort bekendt med
sagens dokumenter.
Det fremgår af forvaltningslovens §
15 b, nr. 5, at partens adgang til aktindsigt kan begrænses,
i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til
sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige
for afgørende hensyn til private og offentlige interesser,
hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er
påkrævet.
Det er et krav for anvendelse af denne
bestemmelse, at udlevering af de pågældende oplysninger
vil indebære en konkretiseret risiko for skade på
afgørende hensyn til de pågældende
interesser.
Efter forvaltningslovens § 15 b, nr. 5,
kan også hensynet til virksomheders interesse i at
hemmeligholde oplysninger om forretningsforhold m.v. medføre
en begrænsning i adgangen til aktindsigt. En
begrænsning i adgangen til aktindsigt i relation til
oplysninger om virksomheders drifts- eller forretningsforhold
forudsætter, at aktindsigt afgørende vil kunne skade
virksomhedens konkurrenceevne eller i øvrigt medføre
væsentlige økonomiske skadevirkninger.
For så vidt angår hensynet til
anmeldere, klagere og eventuelle ønsker om anonymitet, kan
der ikke generelt sikres disse anonymitet efter ønske herom.
Der skal foretages en konkret afvejning af de modstående
hensyn til henholdsvis anmelderen/klageren og parten. En
sådan nærmere vurdering af, om partsaktindsigt kan
afslås ud fra en risiko for, at den i et dokument omtalte
person vil blive udsat for repressalier i form af f.eks. trusler,
chikane, hærværk eller vold, forudsætter kendskab
til de skadevirkninger, som oplysningernes videregivelse til parten
vil kunne have for den pågældende. Det kan derfor
være nødvendigt ud fra officialprincippet at indhente
udtalelse om skadevirkningen fra den person, som ønsker en
sådan beskyttelse.
Der kan dog være tilfælde, hvor
det efter omstændighederne af efterforskningsmæssige
grunde bør være muligt på forhånd, dvs.
før en begæring om aktindsigt er fremkommet, at
tilsikre anonymitet for personer, der giver oplysninger til
politiet, såfremt diskretion må antages at være
en forudsætning for, at forklaringen overhovedet vil blive
afgivet. Hemmeligholdelse kan dernæst ske til varetagelse af
særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, vidner eller
andre.
Ifølge praksis er det ikke uden videre
tilstrækkeligt for, at aktindsigt afslås, at
vedkommende har udtalt, at denne frygter at blive mødt med
repressalier. Der skal således foreligge oplysninger om,
hvilken form for repressalier der er tale om, og hvilket grundlag
frygten hviler på.
Det vil på den baggrund normalt
være ganske sjældent, at en forvaltningsmyndighed
allerede på det tidspunkt, hvor en anmelder eller klager
afgiver en oplysning til forvaltningsmyndigheden, at denne vil
kunne love anonymitet ud fra en betragtning om, at den med
sikkerhed kan vurdere, at betingelserne for at afslå
partsaktindsigt efter § 15 b, nr. 5, vil være
opfyldt.
2.5.1.2. Offentlighedsloven
Det følger af offentlighedslovens
§ 7, at udgangspunktet er, at enhver kan forlange at blive
gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller
oprettet af en myndighed m.v. som led i administrativ
sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.
Der gælder imidlertid en række
undtagelser til dette udgangspunkt. Det følger bl.a. af
offentlighedslovens § 30, nr. 1 og nr. 2, at oplysninger om
private, herunder økonomiske forhold (nr. 1) og oplysninger
om drifts- og forretningsforhold (nr. 2) kan undtages, for så
vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den
person eller virksomhed, oplysningerne angår, at anmodningen
ikke imødekommes.
I det omfang et dokument indeholder
oplysninger omfattet af § 30, nr. 1 (oplysninger om private,
herunder økonomiske forhold), er myndigheden ikke i
almindelighed forpligtet til at foretage en anonymisering af
oplysningerne med henblik på at imødekomme en
anmodning om aktindsigt. Det skyldes, at retten til aktindsigt
alene omfatter allerede eksisterende dokumenter, og dermed ikke en
pligt til at udarbejde et nyt anonymiseret dokument. Myndigheden
bør dog efter anmodning fra den aktindsigtssøgende
gennemføre en anonymisering af de pågældende
oplysninger efter et princip svarende til
meroffentlighedsprincippet, jf. offentlighedslovens § 14, hvis
anonymiseringen kan foretages uden nævneværdig brug af
myndighedens ressourcer.
Hvis en myndighed foretager en anonymisering
er det dog en betingelse, at anonymiseringen er tilstrækkelig
effektiv, idet myndigheden skal sikre, at den ikke bryder reglerne
om tavshedspligt og databeskyttelsesreglerne.
Anonymiseringen består typisk i en
udeladelse af personnavne, præcise adresseangivelser og
eventuelt andre oplysninger, der kan anvendes enten til direkte
eller indirekte at identificere den person, oplysningerne
angår. Det vil dog altid bero på en konkret vurdering,
om kravet til effektiv anonymisering i det enkelte tilfælde
er tilstrækkelig, således at der trods anonymiseringen
ikke fortsat er risiko for, at den pågældende person
vil kunne genkendes i en lidt videre kreds.
I det omfang et dokument indeholder
oplysninger omfattet af § 30, nr. 2, (oplysninger om drifts-
og forretningsforhold), forudsætter bestemmelsen - i
modsætning til nr. 1 - at forvaltningsmyndigheden foretager
en vurdering, der falder i to led. Myndigheden skal for det
første tage stilling til, hvorvidt der er tale om
oplysninger vedrørende forretningsforhold m.v. Hvis det er
tilfældet, skal myndigheden dernæst foretage en
vurdering af, om aktindsigt i disse oplysninger må antages at
indebære en nærliggende risiko for, at der
påføres den pågældende økonomisk
skade af nogen betydning.
Det følger endvidere af
offentlighedslovens § 33, nr. 5, at retten til aktindsigt kan
begrænses, i det omfang det er nødvendigt til
beskyttelse af væsentlige hensyn til bl.a. private og
offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets
særlige karakter er påkrævet.
Bestemmelsen har karakter af en
opsamlingsbestemmelse, der giver hjemmel til at nægte
aktindsigt i tilfælde, hvor væsentlige hensyn til
beskyttelse af andre offentlige og private interesser end
nævnt i offentlighedsloven nødvendiggør en
undtagelse fra offentlighedsprincippet.
Det fremgår udtrykkeligt af
bemærkningerne til § 33, nr. 5, i offentlighedsloven, at
det er forudsat, at bestemmelsen kun kan anvendes i et
begrænset omfang: "Bestemmelsen har som efter gældende
ret et snævert anvendelsesområde og forudsættes
alene anvendt, hvor hemmeligholdelse af hensyn til offentlige eller
private interesser er klart påkrævet. " (L144 FT
2012/2013, side 105). Bestemmelsen kan bl.a. på baggrund af
et konkret skøn anvendes til at varetage
beskyttelsesinteresser, der ikke har en snæver
sammenhæng med de øvrige interesser, der er kommet til
udtryk i undtagelsesbestemmelserne i § 33. F.eks. hensynet til
at beskytte en kildes identitet.
2.5.1.3. Særlovgivning, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen håndhæver/fører tilsyn
med
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
håndhæver og fører tilsyn med en række
særlovgivninger, efter hvilke sager og undersøgelser
er undtaget fra indsigt i medfør af offentlighedsloven.
Det fremgår således af
konkurrencelovens § 13, stk. 1, at offentlighedsloven ikke
finder anvendelse på sager og undersøgelser efter
konkurrenceloven. Tilsvarende gør sig gældende for
sager og undersøgelser efter lov om håndhævelse
af P2B-forordningen, jf. lovens § 10.
Endelig gælder det for visse
bestemmelser efter betalingsloven, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med, at offentlighedsloven
ikke finder anvendelse på sager efter disse bestemmelser, jf.
betalingslovens § 145, stk. 7.
På disse særområder vil det
således være forvaltningslovens regler om
partsaktindsigt, som en sådan vurdering om
anonymisering/fortrolighed skal foretages efter.
Særligt på konkurrencelovens
område modtager Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en lang
række anmeldelser og klager, som danner grundlaget for
styrelsens videre efterforskning af mulige overtrædelser af
konkurrenceloven. I forhold til nogle af disse, kan diskretion
være en forudsætning for, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen overhovedet modtager anmeldelserne og klagerne.
I forhold til andre, vil der afhængig af en konkret vurdering
kunne være sager, hvor der er en reel risiko for
forretningsmæssig skade på klager, såfremt den,
hvis adfærd der klages over, får oplyst identiteten
på klager. Det kan f.eks. være, hvis der er tale om
samarbejdspartnere. I sådanne tilfælde vil styrelsen i
praksis anonymisere klagers identitet, forudsat, at den, hvis
adfærd der klages over, kan varetage sine partsinteresser
foruden.
2.5.2. Direktivet
Direktivets artikel 5 og 6 indeholder regler
om fortrolighed i relation til klagers identitet og eventuelle
øvrige oplysninger.
Efter direktivets artikel 5, stk. 3, skal
medlemsstaterne sikre, at den håndhævende myndighed,
hvis klageren anmoder herom, træffer de nødvendige
foranstaltninger til passende beskyttelse af klagerens eller de i
direktivets artikel 5, stk. 2, omhandlede medlemmers eller
leverandørers identitet, og til passende beskyttelse af
eventuelle andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter
klagerens mening vil skade klagerens eller disse medlemmers eller
leverandørers interesser. Det fremgår yderligere
heraf, at klageren skal angive de oplysninger, som denne anmoder om
fortrolig behandling af.
Det fremgår af præambelbetragtning
nr. 28, at hvis en klager anmoder om, at vedkommendes identitet
holdes hemmelig på grund af frygt for handelsrepressalier,
bør de håndhævende myndigheder i medlemsstaterne
træffe passende foranstaltninger.
Efter direktivets artikel 5, stk. 2, har
producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og
disses sammenslutninger ret til at indgive en klage efter anmodning
fra en eller flere af deres medlemmer eller, hvis det er relevant,
efter anmodning fra en eller flere af deres medlemsorganisationers
medlemmer, hvis disse medlemmer mener, at de udsættes for en
forbudt handelspraksis.
Det fremgår af præambelbetragtning
nr. 31, at i kraft af klager fra producentorganisationer, andre
leverandørorganisationer og disses sammenslutninger,
herunder repræsentative organisationer, kan der sikres
beskyttelse af identiteten hos de medlemmer af organisationerne,
som mener, at de udsættes for urimelig handelspraksis.
Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra d,
kan en myndighed undlade at træffe afgørelse, hvori
den fastslår overtrædelser af de forbud, der er fastsat
i artikel 3, hvis afgørelsen indebærer en risiko for
at afsløre en klagers identitet eller en risiko for at
offentliggøre andre oplysninger, hvis
offentliggørelse efter klagerens mening vil skade dennes
interesser, og forudsat at klageren har udpeget de
pågældende oplysninger i overensstemmelse med artikel
5, stk. 3.
Efter direktivets artikel 6, stk. 2, skal
medlemsstaterne endvidere sikre, at udøvelsen af de i stk.
1, omhandlede beføjelser er genstand for
hensigtsmæssige garantier for så vidt angår
retten til forsvar i overensstemmelse med de generelle principper i
EU-retten og Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder, herunder i tilfælde hvor
klageren anmoder om fortrolig behandling af oplysninger i henhold
til artikel 5, stk. 3.
2.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det foreslås, at der indføres en
bestemmelse i overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 3,
som fastslår, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis
klageren anmoder herom, træffer de nødvendige
foranstaltninger til passende beskyttelse af klagerens eller de
omhandlede medlemmers eller leverandørers identitet, og til
passende beskyttelse af eventuelle andre oplysninger, hvis
offentliggørelse efter klagerens mening vil skade klagerens
eller de omfattede medlemmers eller leverandørers
interesser.
Forslaget indebærer, at der vil
være tale om en handlepligt fra Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens side i forhold til at træffe de
fornødne foranstaltninger i relation til fortrolighed, hvis
klageren anmoder herom.
Som anført i pkt. 2.4.3 har
producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og
disses sammenslutninger ret til at indgive en klage efter anmodning
fra en eller flere af deres medlemmer eller, hvis det er relevant,
efter anmodning fra en eller flere af deres medlemsorganisationers
medlemmer, hvis disse medlemmer mener, at de udsættes for en
forbudt handelspraksis. Det fremgår samtidig af
præambelbetragtning nr. 31, at i kraft af sådanne
klager fra producentorganisationer, andre
leverandørorganisationer og disses sammenslutninger,
herunder repræsentative organisationer, kan der sikres
beskyttelse af identiteten hos medlemmer af organisationerne, som
mener, at de udsættes for urimelig handelspraksis.
Klager vil derfor også kunne sikres
anonymitet ved, at klager vælger at lade en organisation
indgive en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det foreslås endvidere, at der i
tilknytning til implementeringen af artikel 5, stk. 3,
indføres en bestemmelse i overensstemmelse med artikel 6,
stk.1, litra d, som fastslår, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan undlade at træffe afgørelse,
hvis en sådan afgørelse indebærer en risiko for
at afsløre en klagers identitet eller risiko for at
offentliggøre andre oplysninger udpeget af klager, jf.
artikel 5, stk. 3.
Sammenspillet mellem direktivets artikel 5,
stk. 3, og artikel 6, stk.1, litra d, indebærer, at en klager
efter artikel 5, stk. 3, har rådighed over
sagsforløbet i den forstand, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen som udgangspunkt skal træffe de
nødvendige foranstaltninger i forhold til fortrolighed, hvis
klageren anmoder herom. Det betyder imidlertid også, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i givet fald med
implementeringen af artikel 6, stk.1, litra d, kan undlade at
træffe en afgørelse, hvis en sådan
afgørelse indebærer en risiko for at afsløre
den pågældende klagers identitet eller andre
oplysninger, som klager har udpeget i overensstemmelse med artikel
5, stk. 3.
Som anført i pkt. 2.5.1.1. er
udgangspunktet efter gældende ret, at oplysninger om en
klagers identitet alene kan undtages fra partsaktindsigt efter en
konkret vurdering og afvejning af om betingelserne for at
afslå partsaktindsigt efter forvaltningslovens § 15 b,
nr. 5, er opfyldt. Derfor er udgangspunktet også, at en
forvaltningsmyndighed ikke på forhånd kan love en
klager sikkerhed for anonymitet, om end der på konkrete
sagsområder kan være typer af anmeldelser og klager,
hvor det på forhånd er muligt at tage stilling
hertil.
Samtidig er udgangspunktet også, at hvis
oplysninger om en klagers identitet indgår i en sag, hvori
der er eller vil blive truffet en afgørelse, vil parten have
krav på at få indsigt heri, hvis betingelserne for at
afslå partsaktindsigt ikke efter forvaltningslovens § 15
b, nr. 5, er opfyldt. Hvis en forvaltningsmyndighed har truffet
afgørelse om at undtage oplysninger om en klagers identitet
fra partsaktindsigt i medfør af forvaltningslovens § 15
b, nr. 5, har parten mulighed for at klage over denne
afgørelse. Hvis forvaltningsmyndighedens afgørelse
måtte blive underkendt, vil parten have krav på at
få indsigt i oplysninger om klagers identitet.
Forslaget indebærer således, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan undlade at indlede en sag
rettet mod en afgørelse over for den køber, der er
klaget over, hvis det på forhånd er klart, at denne
ikke vil kunne varetage sine partsinteresser uden kendskab til
oplysninger udpeget af klager, jf. artikel 5, stk. 3.
Forslaget indebærer også, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen - efter at have indledt en sag
rettet mod en afgørelse over for den køber, der er
klaget over - kan vælge på et senere tidspunkt at
stoppe behandlingen af sagen, hvis det måtte vise sig, at
denne køber ikke vil kunne varetage sine partsinteresser
uden kendskab til oplysninger udpeget af klager. Det gælder
både i den situation, hvor det er Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen selv, der vurderer, at en køber ikke kan
varetage sine partsinteresser uden kendskab til de
pågældende oplysninger, og i den situation, hvor det er
domstolene, der har afgjort, at køberen ikke kan varetage
sine partsinteresser uden kendskab til oplysningerne udpeget af
klager.
Såfremt Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vælger at stoppe behandlingen af sagen,
vil den køber, der er klaget over, og som er part i sagen,
være afskåret fra at få partsaktindsigt i
oplysningerne udpeget af klager. I modsætning til
gældende ret, vil konsekvensen i tilfælde af en
underkendelse ved domstolene således ikke være, at
parten får partsaktindsigt i de oplysninger, der er udpeget
af klager, men derimod at sagen lukkes.
Med implementeringen af artikel 6, stk. 1,
litra d, sikres således også hensynet til, at den
køber, der er klaget over kan varetage sine partsinteresser,
hvis der bliver indledt en sag rettet mod en afgørelse. Kan
den indklagede køber (parten) således ikke varetage
sine interesser uden eksempelvis at få oplyst klagers
identitet, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen helt undlade at
træffe en afgørelse - både af hensyn til klagers
ønske om fortrolighed efter artikel 5, stk. 3, og af hensyn
til partens interesse i partsaktindsigt efter
forvaltningsloven.
Der henvises til lovforslagets § 10, stk.
2, og de specielle bemærkninger hertil.
2.6. Offentlighed
2.6.1. Gældende ret
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er
fødevareforsyningskæden på nuværende
tidspunkt ikke reguleret særskilt i Danmark i relation til
regler om urimelig handelspraksis. Der er således af den
årsag heller ikke fastsat regler om danske myndigheders
håndhævelse heraf, herunder om offentlighed i forhold
til klager over og afgørelser om urimelig
handelspraksis.
Det følger af dansk rets almindelige
forvaltningsretlige principper, at offentlige myndigheder har
mulighed for at offentliggøre deres afgørelser,
forudsat at reglerne om tavshedspligt efter forvaltningsloven samt
reglerne i databeskyttelsesloven- og forordningen (for så
vidt angår fysiske personer) er overholdt, jf.
betænkning nr. 1516 om offentlige myndigheders
offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser
m.v. Hertil kommer, at offentlige myndigheder skal overholde de
almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om saglighed,
proportionalitet og ligebehandling. Dette gælder også,
selvom oplysningerne ikke er fortrolige og på begæring
vil skulle udleveres efter offentlighedslovens regler om
aktindsigt.
Som anført i afsnit 2.5.1.2.
følger det af offentlighedslovens § 7, at
udgangspunktet er, at enhver kan forlange at blive gjort bekendt
med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en
myndighed m.v. som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse
med dens virksomhed.
Der gælder imidlertid en række
undtagelser til dette udgangspunkt. Det følger bl.a. af
offentlighedslovens § 30, nr. 1 og nr. 2, at oplysninger om
enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold (nr. 1)
og oplysninger om bl.a. drifts- og forretningsforhold (nr. 2) kan
undtages, for så vidt det er af væsentlig
økonomisk betydning for den person eller virksomhed,
oplysningerne angår, at anmodningen ikke
imødekommes.
På konkurrenceområdet, hvor
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndhæver
konkurrenceloven, er spørgsmålet om offentlighed
reguleret forskellige steder.
Det følger for det første af
konkurrencelovens § 13, stk. 2, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen bl.a. offentliggør
Konkurrencerådets og styrelsens afgørelser efter
konkurrenceloven samt domme, bødevedtagelser eller et
resumé heraf, hvor der med henvisning til konkurrenceloven
§ 23 idømmes fængsels- eller bødestraf
eller vedtages en bøde.
I forhold til offentliggørelse af
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser,
redegørelser m.v. efter konkurrenceloven, så
fremgår det dog som en undtagelse, at oplysninger om tekniske
forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt
drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for
så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning
for den person eller den virksomhed, oplysningen angår, jf.
konkurrenceloven § 13, stk. 4.
Det er dermed tilsigtet at skabe
overensstemmelse med undtagelsen i offentlighedslovens § 30,
nr. 2, idet "drifts- og forretningshemmeligheder" dog er en mere
snæver formulering end "drifts- og forretningsforhold" efter
offentlighedsloven. Det skyldes, at det vil gøre
formålet med offentliggørelse af afgørelser
illusorisk, hvis forretningsforhold som sådan kan undtages
fra offentlighed, og at det er af væsentlig betydning for
forståelsen og anvendelsen af en afgørelse, at det er
muligt i et vist omfang at referere faktuelle oplysninger
vedrørende drifts- og forretningsforhold.
I praksis er det Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, som i første omgang selv skønner,
om en oplysning udgør en drifts- og forretningshemmelighed,
som ikke kan offentliggøres. I tvivlstilfælde anmodes
en virksomhed om en udtalelse. Hvis der herefter er uenighed mellem
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og virksomheden om, hvad der kan
offentliggøres, må styrelsen træffe en
afgørelse efter § 13, stk. 4. En sådan
afgørelse kan påklages til
Konkurrenceankenævnet, jf. konkurrencelovens § 19, stk.
1, og klagen har opsættende virkning i forhold til de
omtvistede oplysninger, jf. § 19, stk. 4. Først
når Konkurrenceankenævnets kendelse foreligger, kan en
eventuel offentliggørelse af de omtvistede oplysninger finde
sted.
For det andet, og som anført i pkt.
2.5.1.3., gælder offentlighedsloven ikke for sager og
undersøgelser efter konkurrenceloven, jf. lovens § 13,
stk. 1. Virksomheder har dog ret til egenacces efter princippet i
offentlighedslovens § 8 i sager, hvori der er eller vil blive
truffet afgørelse efter konkurrenceloven med undtagelse af
oplysninger om en anden virksomheds tekniske indretninger, tekniske
fremgangsmåder og drifts- og forretningsforhold eller andre
fortrolige oplysninger, jf. konkurrencelovens § 13, stk. 1, 2.
pkt.
Årsagen til, at retten til aktindsigt
efter offentlighedsloven ikke finder anvendelse i sager og
undersøgelser efter konkurrenceloven, er, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kommer i besiddelse af en lang række
oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, om virksomheder, og
at det som følge af formålet med konkurrenceloven og
hensynet til en effektiv håndhævelse er vigtigt, at der
i videst muligt omfang er fortrolighed omkring disse oplysninger.
Såfremt disse oplysninger var underlagt offentlighedslovens
regler, ville der herved blive offentlighed omkring flere
oplysninger end nødvendigt og gavnligt med henblik på
fremme af konkurrencen.
For det tredje er sager og
undersøgelser efter konkurrenceloven undtaget fra reglerne
om oplysningspligt og indsigtsret i artikel 13-15 i
databeskyttelsesforordningen, jf. konkurrencelovens § 13
a.
Databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14
pålægger en dataansvarlig myndighed en oplysningspligt
i forbindelse med indsamling af oplysninger. Den dataansvarlige har
som udgangspunkt pligt til at oplyse en fysisk person - den
registrerede - herom, når der registreres oplysninger om
vedkommende. Hvis oplysningerne ikke er indsamlet hos den
registrerede fysiske person selv, indebærer oplysningspligten
desuden, at der skal gives underretning til den registrerede om
bl.a. identiteten på den dataansvarlige eller dennes
repræsentant, formålene med behandlingen, kategorierne
af personoplysningerne, hvilken kilde personoplysningerne
hidrører fra, og retten til at anmode om indsigt, jf.
artikel 14, stk. 1 og stk. 2.
Forordningens artikel 15 giver den
registrerede ret til indsigt, når der behandles oplysninger
om vedkommende. Den registreredes indsigtsret omfatter en ret til
en kopi af de personoplysninger, der behandles, jf. artikel 15,
stk. 3. Herudover har den registrerede krav på en række
oplysninger, herunder bl.a. oplysning om kategorierne af
personoplysningerne, hvorfra de stammer og med hvilket formål
de behandles, jf. artikel 15, stk. 1.
Forordningens artikel 23 giver mulighed for,
at medlemsstaterne kan begrænse forordningens bestemmelser om
oplysningspligt og indsigtsret, bl.a. når det er
nødvendigt og forholdsmæssigt af hensyn til
efterforskning (artikel 23, stk. 1, litra d), vigtige
samfundsmæssige målsætninger (artikel 23, stk. 1,
litra e), kontrol- og tilsynsfunktioner (artikel 23, stk. 1, litra
h) og hensynet til fortrolige forretningsforhold (artikel 23, stk.
1, litra i).
2.6.2. Direktivet
Det følger af direktivets artikel 6,
stk. 1, litra f, at den håndhævende myndighed skal have
beføjelse til regelmæssigt at offentliggøre
sine afgørelser.
Det følger endvidere af artikel 5, stk.
3, at den håndhævende myndighed, hvis klageren anmoder
herom, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til
passende beskyttelse af klagerens eller de i artikel 5, stk. 2
omhandlede medlemmers eller leverandørers identitet, og til
passende beskyttelse af eventuelle andre oplysninger, hvis
offentliggørelse efter klagerens mening vil skade klagerens
eller disse medlemmers eller leverandørers interesser.
Klageren skal angive alle oplysninger, som denne anmoder om
fortrolig behandling af.
Samtidig fastsætter artikel 6, stk. 1,
litra d, at den håndhævende myndighed kan undlade at
træffe en afgørelse, hvis den indebærer en
risiko for at afsløre klagers identitet eller en risiko for
at offentliggøre andre oplysninger, hvis
offentliggørelse efter klagerens mening vil skade dennes
interesser, og forudsat at klageren har udpeget de
pågældende oplysninger i overensstemmelse med
direktivets artikel 5, stk. 3.
2.6.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
2.6.3.1. Offentliggørelse af afgørelser
m.v.
Det foreslås, at der indsættes en
bestemmelse i lovforslaget, der implementerer direktivets artikel
6, stk. 1, litra f, hvori det fastslås, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen offentliggør afgørelser om
påbud, samt domme, bødevedtagelser eller et
resumé heraf, hvor der efter lovforslagets § 19
idømmes bødestraf eller vedtages en bøde. Det
foreslås endvidere, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
offentliggør domme i retssager om sager efter den
foreslåede lov, hvor styrelsen er part.
Det foreslås samtidig, at der på
samme måde som efter konkurrencelovens § 13, stk. 4, i
forbindelse med en sådan offentliggørelse ikke kan
offentliggøres fortrolige oplysninger, herunder oplysninger
om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder,
produkter samt drifts- og forretningshemmeligheder, for så
vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den
person eller den virksomhed, oplysningen angår.
Der henvises til lovforslagets § 16, stk.
2, og de specielle bemærkninger hertil.
2.6.3.2. Begrænsning af offentlighedslovens
anvendelse
Indledningsvist skal det bemærkes, at
den, der er part i en sag - hvad enten det er fysiske eller
juridiske personer, jf. direktivets definition af en "køber"
- vil have ret til partsaktindsigt i medfør af
forvaltningslovens regler.
Som anført i pkt. 2.3.2. tildeler
direktivet de håndhævende myndigheder en række
beføjelser, herunder beføjelse til at indlede og
foretage undersøgelser på eget initiativ eller
på grundlag af en klage, beføjelse til at
pålægge købere og leverandører at
fremlægge nødvendige oplysninger og beføjelse
til at gennemføre uanmeldte kontrolundersøgelser.
På disse områder vil sager og undersøgelser
efter den foreslåede lov i stort omfang minde om sager og
undersøgelser efter konkurrenceloven for så vidt
angår de oplysninger, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan
komme i besiddelse af. Det vil således især være
tilfældet, når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen -
på samme måde som efter konkurrencelovens § 18 -
kan indhente store mængder af virksomhedsinterne oplysninger,
hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gennemfører en
kontrolundersøgelse efter lovforslagets § 12.
Sager og undersøgelser efter den
foreslåede lov vil som udgangspunkt dreje sig om
virksomheders, dvs. købers og leverandørers, aftaler
og adfærd. Hermed menes oplysninger om virksomheder på
samme måde som i sager og undersøgelser efter
konkurrenceloven. Formålet med, at offentlighedsloven ikke
finder anvendelse på sådanne sager og
undersøgelser efter konkurrenceloven, er som anført,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kommer i besiddelse af en
lang række oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, om
virksomheder, og at det som følge af formålet med
konkurrenceloven og hensynet til en effektiv
håndhævelse er vigtigt, at der i videst muligt omfang
er fortrolighed omkring disse oplysninger. Såfremt disse
oplysninger var underlagt offentlighedslovens regler, ville der
herved blive offentlighed omkring flere oplysninger end
nødvendigt og gavnligt med henblik på fremme af
konkurrencen.
På tilsvarende vis vil der efter den
foreslåede lov i vidt omfang være tale om oplysninger
vedrørende virksomheders interne og kommercielle forhold,
som det ikke er hensigtsmæssigt, at andre virksomheder,
herunder særligt konkurrenter, og offentligheden i
øvrigt får adgang til alene som følge af, at
der er en sag eller en undersøgelse. Det er vigtigt for en
effektiv håndhævelse, at leverandører m.v., der
klager og købere, der klages over, kan agere i tillid til,
at oplysninger udleveret til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
ikke er undergivet aktindsigt for offentligheden. Det vil
således være uforeneligt med formålet i
direktivets artikel 5, stk. 3, hvis andre virksomheder eller
offentligheden i øvrigt har mulighed for indsigt i
sådanne oplysninger, som en klager ellers har anmodet om
fortrolig behandling af og som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
således vil have pligt til at håndtere i
overensstemmelse hermed, jf. direktivets artikel 5, stk. 3.
Hensynet til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens mulighed for effektivt at kunne
undersøge og efterforske sager om urimelig handelspraksis
taler endvidere mere generelt for, at offentlighedsloven ikke skal
gælde for sager og undersøgelser efter den
foreslåede lov.
Det foreslås på den baggrund, at
offentlighedsloven ikke skal gælde for sager og
undersøgelser efter den foreslåede lov.
Forslaget indebærer dog, at virksomheder
vil have ret til egenacces ("oplysninger om én selv") efter
princippet i offentlighedslovens § 8 i sager, hvori der er
eller vil blive truffet afgørelse med undtagelse af
fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om en anden
virksomheds tekniske indretninger, tekniske fremgangsmåder og
drifts- og forretningsforhold eller andre fortrolige
oplysninger.
Der henvises til lovforslagets § 16 og de
specielle bemærkninger hertil.
2.6.3.3. Begrænsning af databeskyttelsesretlige
regler
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer
i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri
udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af
direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) -
herefter kaldet databeskyttelsesforordningen - indeholder bl.a.
persondataretlige regler om oplysningspligt over for fysiske
personer, når der registreres oplysninger om dem, og om
fysiske personers indsigtsret heri, jf. pkt. 2.6.1. ovenfor om
gældende ret.
Direktivet fastsætter, at den
håndhævende myndighed skal have beføjelse til at
gennemføre uanmeldte inspektioner på stedet som led i
sine undersøgelser, i overensstemmelse med nationale
bestemmelser og procedurer, jf. artikel 6, stk. 1, litra c.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan
således i medfør af lovforslagets § 12 til brug
for undersøgelser om ulovlig handelspraksis foretage
uanmeldte kontrolundersøgelser, hvor styrelsen kan indsamle
en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier hos de
virksomheder, som er omfattet af kontrolundersøgelsen, med
henblik på efterfølgende at gennemgå kopien. Med
en sådan spejling af dataindholdet fra elektroniske medier
vil der typisk være tale om meget betydelige mængder
virksomhedsintern data fra den/de pågældende
virksomheder, der delvis kan have karakter af
forretningshemmeligheder.
Herefter har Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen 40 dage til at gennemgå de kopierede data
og udvælge de oplysninger, som måtte være
relevante for den videre sagsbehandling, jf. lovforslagets §
12, stk. 4, 4. pkt. De øvrige data, der ikke udvælges
ved gennemgangen, sikres efterfølgende mod læsning, og
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har herefter pligt til ikke
foretage yderligere søgninger i disse data eller i
øvrigt behandle det yderligere, jf. lovforslagets § 12,
stk. 4, 5. pkt. Det er en forudsætning, at styrelsen efter de
40 dage ikke behandler disse data yderligere. De indsamlede data
vil endvidere blive slettet, hvis styrelsen vurderer, at materialet
ikke indeholder beviser for en overtrædelse af lovforslagets
§§ 3-6., jf. § 12, stk. 4, 6. pkt. Hvis styrelsen
beslutter at gå videre med sagen, vil de indsamlede data
blive slettet, når sagen er endeligt afgjort, jf. § 12,
stk. 4, 7. pkt.
Sager og undersøgelser om urimelig
handelspraksis vil som udgangspunkt dreje sig om virksomheders,
dvs. købers og leverandørers, aftaler og
adfærd. Sagerne vil således dreje sig om, hvorvidt
virksomheder har overtrådt reglerne i lovforslagets
§§ 3-6. Sagerne vil derimod ikke rette sig mod fysiske
personer.
Derudover vil fysiske personer ikke på
samme måde som virksomheder have en interesse i at få
oplysninger om eller indsigt i oplysninger om dem selv i de
kopierede data indhentet på en kontrolundersøgelse.
Det skyldes, at de data, som styrelsen kopierer fra elektroniske
medier, som udgangspunkt vil dreje sig om virksomheder. Det kan i
praksis ikke undgås, at også oplysninger om fysiske
personer, primært oplysninger om fysiske personers ageren i
deres funktion som f.eks. ledere eller medarbejdere hos den
undersøgte virksomhed, kan blive kopieret. Det vil f.eks.
være navne, e-mailadresser og arbejdsrelateret
korrespondance. Disse oplysninger vil imidlertid være
oplysninger, som de pågældende må forvente vil
kunne indgå i en sag mod eller undersøgelse af en
(køber)virksomhed. Øvrige eventuelle oplysninger om
fysiske personer i de kopierede data vil som altovervejende
hovedregel ikke være relevante for sagen og vil i så
fald ikke blive udvalgt ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
efterfølgende gennemgang af det kopierede elektroniske
materiale.
I forhold til
indsigtsretten efter databeskyttelsesforordningens artikel
15 bemærker Erhvervsministeriet, at det vil være i
strid med formålet i lovforslagets § 12, stk. 4, 5. pkt.
(hvorefter styrelsen efter de 40-dages gennemgang har pligt til at
sikre det kopierede, "ikke-udvalgte" data), såfremt der ville
gælde en pligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at
behandle anmodninger om indsigt efter artikel 15 i data, som
styrelsen ikke har udvalgt til
videre behandling. Der er således et væsentligt hensyn
at tage til den virksomhed, hvis data er blevet kopieret. Der er
samtidig ikke et særligt hensyn at tage til de fysiske
personer, der måtte være nævnt i heri, og som
primært vedrører den undersøgte virksomhed,
allerede fordi styrelsen i medfør af § 12, stk. 4, 5.
pkt., ikke er berettiget til at behandle de kopierede
"ikke-udvalgte" data yderligere, jf. ordet "sikres", og som dermed
heller ikke er undergivet aktindsigt. Det vil således
være skadeligt for den/de berørte virksomheder og det
ville hindre styrelsens kontrol- og tilsynsfunktioner,
såfremt der ville gælde en pligt for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen til at behandle anmodninger om indsigt heri
efter databeskyttelsesforordningens artikel 15.
Erhvervsministeriet bemærker, at en
fysisk person godt vil kunne anmode om indsigt efter artikel 15,
hvorefter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som udgangspunkt vil
skulle behandle denne anmodning, men alene i forhold til de data,
som er blevet udvalgt efter lovforslagets § 12, stk. 4, 4.
pkt., og altså ikke i forhold til de øvrige data, som
er sikret i medfør af § 12, stk. 4, 5. pkt.
I forhold til
underretningspligten efter databeskyttelsesforordningens
artikel 13-14 bemærker Erhvervsministeriet, at Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen af samme grunde som i forhold til
indsigtsretten ovenfor ikke skal være forpligtet til at
foretage underretning efter artikel 13-14 i forhold til de data,
som styrelsen ikke har udvalgt til
videre behandling. De virksomheder, som måtte være
genstand for en kontrolundersøgelse, og som får
kopieret al deres data, skal kunne have tillid til, at samtlige
fysiske personer, der måtte være nævnt heri, ikke
skal have en underretning herom, når det end ikke er
oplysninger, som styrelsen har udvalgt til videre behandling.
Databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk.
5, litra b, indeholder hjemmel til at undtage fra oplysningspligten
bl.a. i det omfang, forpligtelsen sandsynligvis vil gøre det
umuligt eller i alvorlig grad vil hindre opfyldelsen af
formålet med den pågældende behandling.
Erhvervsministeriet har overvejet, om undtagelsen i
databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra b, ville
kunne være tilstrækkelig i forhold til konkret at
undtage fra, at oplysningspligten skal opfyldes i forhold til de
ikke-udvalgte og sikrede data.
Hvis undtagelsesbestemmelsen i artikel 14,
stk. 5, litra b, anvendes, skal den dataansvarlige, når
behovet for fortrolighed er ophørt, opfylde sin
oplysningspligt over for den registrerede. Oplysningspligten vil
derfor kunne indtræde på et senere tidspunkt, hvis det
viser sig, at hensynene bag en anvendelse af artikel 14, stk. 5,
litra b, ikke længere foreligger.
Det bemærkes hertil, at formålet
med at sikre de ikke-udvalgte kopierede data, jf. lovforslagets
§ 12, stk. 4, 5. pkt., netop er, at disse data ikke er udvalgt
til videre behandling for en sag og dermed skal slettes, enten hvis
styrelsen vurderer, at det indhentede data ikke indeholder beviser
for en overtrædelse af forbudsbestemmelserne i §§
3-6, eller at det indhentede data slettes, når en eventuel
sag (på baggrund af udvalgt
materiale) er endelig afgjort, jf. lovforslagets § 12, stk. 4,
6. og 7. pkt. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har således
som ovenfor nævnt pligt til sikre, at data, som ikke er
blevet udvalgt med henblik på at indgå i en sag rettet
mod en afgørelse, ikke på nogen måde bliver
behandlet yderligere, hvorfor der heller ikke kan gives aktindsigt
heri. Det ville derfor stride mod formålet i § 12, stk.
4, 5. pkt., samt hensynet til de berørte virksomheder,
såfremt oplysningspligten skulle gælde på et
senere tidspunkt, f.eks. efter at en sag er endeligt afgjort. Det
skyldes, at der er tale om oplysninger, som ikke engang er
indgået i sagen.
Erhvervsministeriet vurderer på den
baggrund, at undtagelsen i artikel 14, stk. 5, litra b, ikke vil
være tilstrækkelig.
For så vidt angår det udvalgte
materiale/de udvalgte data vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
som udgangspunkt skulle foretage underretning efter
databeskyttelsesforordningens artikel 13-14 i forhold til de
fysiske personer, der måtte være nævnt heri.
Erhvervsministeriet har dog overvejet, om pligten hertil i et
konkret tilfælde ville kunne undtages i medfør af
databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra a eller
b.
I forhold til artikel 14, stk. 5, litra a, vil
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kunne være undtaget fra
underretningspligten i det tilfælde, hvor den registrerede
allerede er bekendt med oplysningerne.
I forhold til artikel 14, stk. 5, litra b, er
det Erhvervsministeriets vurdering, at undtagelsen vil kunne finde
anvendelse i det tilfælde, hvor underretningspligten konkret
vil gøre det umuligt eller i alvorlig grad vil hindre
opfyldelsen af formålet med Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens behandling. Det skyldes, at oplysningerne er
udvalgt til belysning af en sag, som retter sig mod en virksomheds mulige overtrædelse af
lovforslagets §§ 3-6. Oplysninger om fysiske personer kan
være indeholdt heri, men det vil som altovervejende
hovedregel være oplysninger om fysiske personer i deres
funktion som ansatte for den pågældende virksomhed,
dvs. f.eks. oplysninger om navne, titler og e-mailadresser. Der vil
således være tale om oplysninger, som de
pågældende må forvente vil kunne indgå i en
sag mod eller undersøgelse af den pågældende
virksomhed. Det vil dog bero på en konkret vurdering om
undtagelsen i artikel 14, stk. 5, litra b, i forhold til
underretningspligten vil kunne finde anvendelse.
Endelig skal det bemærkes, at
databeskyttelseslovens § 22 bl.a. indeholder hjemmel til, at
oplysningspligten og indsigtsretten efter
databeskyttelsesforordningen kan vige for hensynet til
afgørende private og offentlige interesser. Bestemmelsen
findes dog ikke at ville være anvendelig i forhold til at
kunne sikre formålet med lovforslagets § 12, stk. 4, 5.
pkt., hvorefter de kopierede data, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen har indhentet på en
kontrolundersøgelse, men ikke har udvalgt til videre
behandling, sikres mod læsning
og yderligere behandling, og slettes i medfør af
lovforslagets § 12, stk. 4, 6. og 7. pkt. I forbindelse med en
behandling af en indsigtsanmodning vil alene det forhold, at der
træffes afgørelse over for den registrerede i
medfør af databeskyttelseslovens § 22, medføre,
at der vil ske brud på den sikrede virksomhedsdata, som
ellers er en forudsætning for anvendelsen af lovforslagets
§ 12, stk. 4. For så vidt angår opfyldelse af
oplysningspligten, gør de samme forhold sig gældende,
såfremt en registreret retter henvendelse til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen med anmodning om, at oplysningspligten skal
opfyldes.
Samlet set vurderer Erhvervsministeriet, at
undtagelsesmulighederne efter den eksisterende bestemmelse i
databeskyttelseslovens § 22 ikke er tilstrækkelige.
Som også anført i pkt. 2.6.1,
så giver databeskyttelsesforordningens artikel 23 mulighed
for, at bestemmelserne om oplysningspligt og indsigtsret kan
begrænses, bl.a. når det er nødvendigt og
forholdsmæssigt af hensyn til kontrol- og tilsynsfunktioner
samt efterforskning og hensynet til fortrolige
forretningsforhold.
I medfør af forordningens artikel 23,
stk. 1, litra h, foreslås det på den baggrund, at
reglerne om oplysningspligt og indsigtsret i artikel 13-, 14 og 15
i databeskyttelsesforordningen i forhold til
kontrolundersøgelser i medfør af § 12 alene
finder anvendelse på de data, der er udvalgt i medfør
af § 12, stk. 4, 4. pkt.
I relation til forordningens artikel 23, stk.
2, bemærkes det, at forslaget vedrører alle typer af
personoplysninger i forhold til de ikke-udvalgte data, som
foreslås undtaget fra indsigtsretten og oplysningspligten
efter artikel 23, stk. 1, litra h (jf. artikel 23, stk. 2, litra
a-c), og at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i relation til disse
oplysninger er dataansvarlig (jf. artikel 32, stk. 2, litra e).
Endvidere er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forpligtet til at
journalisere og arkivere alle oplysninger i sager og
undersøgelser efter den foreslåede lov i
overensstemmelse med de almindelige regler for statslige
myndigheder i offentlighedsloven og arkivloven. For så vidt
angår de data, som er indhentet under en
kontrolundersøgelse ved en kopiering af dataindholdet af en
virksomheds elektroniske medier, er Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen desuden forpligtet til at følge de
særlige regler om udvælgelse, opbevaring og sletning
efter lovforslagets § 12. Hertil kommer, at alle oplysninger i
sager og undersøgelser efter den foreslåede lov er
undtaget fra reglerne om aktindsigt i medfør af
offentlighedsloven, jf. lovforslagets § 16, stk. 1, ligesom
reglerne om tavshedspligt også finder anvendelse (jf. artikel
23, stk. 2, litra d og f).
Der henvises til lovforslagets § 17 og de
specielle bemærkninger hertil.
2.7. Reaktions- og sanktionsmuligheder
2.7.1. Gældende ret
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er
fødevareforsyningskæden på nuværende
tidspunkt ikke reguleret særskilt i Danmark i relation til
regler om urimelig handelspraksis. Der er af samme årsag
heller ikke fastsat regler om danske myndigheders
håndhævelse heraf, herunder om reaktions- og
sanktionsmuligheder.
Det er et grundlæggende princip i dansk
retspleje, at straf, herunder bødestraf, normalt
pålægges under domstolenes medvirken og i
strafferetsplejens former ud fra hensynet til den sigtedes
retssikkerhed. I Danmark er det således som udgangspunkt
anklagemyndigheden, der rejser tiltale, og domstolene, der
idømmer bødestraf. Hvis den tiltalte erkender sig
skyldig og rede til at betale en foreslået bøde, kan
anklagemyndigheden eller i visse særlige tilfælde
særmyndigheder, som har hjemmel hertil, dog også
udstede et bødeforelæg, som den pågældende
kan vedtage udenretligt i stedet for gennemførelse af en
domstolsbehandling.
På konkurrenceområdet kan
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen under visse betingelser udstede
et bødeforelæg i tilståelsessager
vedrørende overtrædelser af konkurrencereglerne. Det
har frem til den 4. marts 2021 været en betingelse, for at
sagen kunne afgøres med et administrativt
bødeforelæg, at sagen har været egnet hertil, og
at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og
International Kriminalitet har givet samtykke til, at sagen kunne
afsluttes på den måde. Det er pr. 4. marts 2021 fortsat
en betingelse for udstedelse af et administrativt
bødeforelæg efter konkurrenceloven, at den, som
bødeforelægget retter sig imod, erklærer sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden
en nærmere angiven frist at betale den bøde, som er
angivet i bødeforelægget. Det er også fortsat en
betingelse, at der foreligger fast retspraksis for
bødeudmålingen.
2.7.2. Direktivet
Det fremgår af direktivets artikel 6,
stk. 1, litra d, at den håndhævende myndighed
også skal have beføjelse til at pålægge
eller indlede sager med henblik på at pålægge
bøder og andre lige så effektive sanktioner og
foreløbige foranstaltninger over for overtrædelsens
ophavsmand, i overensstemmelse med nationale bestemmelser og
procedurer.
Herudover fremgår det af
præambelbetragtning nr. 34, at afskrækkende midler
såsom beføjelser til at pålægge eller
indlede sager, f.eks. retssager, med henblik på at
pålægge bøder og andre lige så effektive
sanktioner samt at offentliggøre resultater af
undersøgelser, herunder offentliggørelse af
oplysninger om købere, som har begået
lovovertrædelserne, kan tilskynde til
adfærdsændringer og udenretslige løsninger
mellem parterne, hvorfor de efter direktivet bør være
omfattet af de håndhævende myndigheders
beføjelser. Den håndhævende myndighed bør
dog ifølge direktivet i hver undersøgelse kunne
beslutte, hvilken af dens beføjelser den vil udøve,
og hvorvidt den vil pålægge eller indlede en sag med
henblik på pålæggelse af en bøde eller
anden lige så effektiv sanktion.
2.7.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Ifølge direktivets artikel 6, stk. 1,
litra d, skal den håndhævende myndighed have
beføjelse til at pålægge eller indlede sager med
henblik på at pålægge bøder og andre lige
så effektive sanktioner og foreløbige
foranstaltninger, i overensstemmelse med nationale procedurer og
foranstaltninger.
At sådanne sanktioner og
foreløbige foranstaltninger efter direktivets artikel 6,
stk. 1, litra d, imidlertid skal være i
overensstemmelse med nationale procedurer og
foranstaltninger, vil efter dansk ret betyde, at eventuelle
straffesager om overtrædelser af den foreslåede lov er
undergivet offentlig påtale. Det vil i praksis normalt
betyde, at opgaven med at pålægge bøder
overdrages til politiet og anklagemyndigheden med henblik på
indbringelse for domstolene, medmindre den konkrete sag egner sig
til udstedelse af et administrativt bødeforelæg, jf.
bemærkningerne til lovforslagets § 20.
Direktivet foreskriver ikke, hvornår eller om der skal pålægges
bøder, men lader det være op til
håndhævelsesmyndigheden at bestemme dette. Det
foreslås på den baggrund, at indføre en
bestemmelse, som fastslår, at en overtrædelse af de i
lovforslaget forbudte former for urimelig handelspraksis, jf.
§§ 3-6, samt en overtrædelse af et allerede meddelt
påbud i medfør af lovforslagets § 14, kan
straffes med bøde.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen efter at have konstateret en simpel eller groft
uagtsom eller forsætlig overtrædelse af forbuddene i
lovforslagets §§ 3-6 i videst muligt omfang, inden for
rammerne af ordningen for administrative bødeforelæg
efter § 20, færdigbehandler sagen. Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vil også, efter at have truffet en
administrativ afgørelse om påbud, kunne beslutte, at
sagen skal oversendes direkte til politiet og anklagemyndigheden,
såfremt sagen ikke egner sig til vedtagelse af administrativt
bødeforlæg. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil
også kunne beslutte, at en sådan oversendelse
først skal ske, såfremt den pågældende
ikke efterkommer et forudgående påbud fra
styrelsen.
Det foreslås endvidere, at der
indføres en bestemmelse om, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen i sager om overtrædelse af den
foreslåede lov, i et bødeforelæg kan
tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den,
der har begået overtrædelsen, erklærer sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden
en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet
i bødeforelægget.
Forslaget har til hensigt at indføre
mulighed for en hurtig og enkel afslutning af en strafsanktioneret
sag efter den foreslåede lov. Forslaget giver således
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kompetence til at afslutte en
sag ved udstedelse af et administrativt bødeforelæg i
lighed med de bødeforelæg, som anklagemyndigheden kan
udstede i medfør af retsplejelovens § 832, stk. 1.
Forslaget retter sig kun mod sager, hvor den pågældende
tilstår det strafbare forhold og erklærer sig rede til
inden en nærmere angivet frist at betale en bøde som
angivet i bødeforelægget. Yderligere vil bestemmelsen
kun finde anvendelse i de tilfælde, hvor der er tale om
ukomplicerede sager, og hvor overtrædelserne er umiddelbart
konstaterbare.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at der
for så vidt angår lovforslagets §§ 3-6 ofte
vil være tale om ensartede overtrædelser, idet de alle
vedrører specifikke former for urimelig handelspraksis, som
vil være forbudte for en køber at udøve over
for sin leverandør. Sagerne vurderes generelt at være
ukomplicerede og som altovervejende hovedregel uden
bevismæssig tvivl, idet en overtrædelse umiddelbart vil
kunne konstateres ved, at leverandøren i forbindelse med sin
klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fremlægger den
pågældende kontrakt, hvori der f.eks. kræves
længere betalingsfrister end angivet i §§ 3 og 4,
eller korrespondance som understøtter dette.
Det er således forventningen, at
overtrædelserne i mange tilfælde vil være klare
og umiddelbart konstaterbare, og sagens afgørelse, herunder
fastsættelsen af bødens størrelse, vil som
udgangspunkt være uden skønsmæssige elementer af
betydning, idet der samtidig foreslås et sanktionsniveau
fastlagt i lovbemærkningerne. I øvrige sager, der ikke
opfylder disse kriterier, vil sagerne skulle oversendes til
politiet. Det vil være tilfældet, såfremt der
f.eks. skal foretages en vurdering af, hvorvidt der foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder i en konkret
sammenhæng.
Der henvises til lovforslagets §§ 19
og 20 og de specielle bemærkninger hertil.
Som reaktion på, at en køber
eller en leverandør ikke efterkommer Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens anmodning om at fremlægge bestemte
oplysninger, jf. styrelsens beføjelse efter direktivets
artikel 6, stk. 1, litra b, som indeholdt i lovforslagets §
11, stk. 2, foreslås det at indføre et
tvangsbødesystem, hvorefter Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan pålægge daglige eller ugentlige
tvangsbøder til den, der undlader at give de oplysninger,
som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve efter
lovforslaget.
Det vurderes at kunne blive nødvendigt
at meddele tvangsbøder, når Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen skal undersøge en sag om urimelig
handelspraksis. Det kan bl.a. være nødvendigt i en
situation, hvor en køber undlader at fremsende oplysninger,
som er centrale for styrelsens undersøgelse af en konkret
sag - og styrelsen skønner det nødvendigt at sikre,
at køber hurtigt efterlever anmodningen om oplysninger i
medfør af § 11, stk. 2, med henblik på at sikre
fremdriften i sagen.
En tvangsbøde skal alene anvendes, hvor
denne kan betragtes som et middel til at tvinge en virksomhed til
at handle på en nærmere angivet måde. Den
pågældendes handlepligt skal således være
klart beskrevet. Dermed skal de forhold, der udløser
tvangsbøderne, være let konstaterbare for
virksomhederne. Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
indhenter oplysninger efter lovforslagets § 11, stk. 2, vil
det fremgå klart, hvilke oplysninger de
pågældende købere og/eller leverandører
skal give.
På konkurrencelovens område har
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på tilsvarende vis hjemmel
til at pålægge tvangsbøder til den, der undlader
at give de oplysninger, som styrelsen kan kræve efter
konkurrenceloven, jf. konkurrencelovens § 22.
Der henvises til lovforslagets § 18 og de
specielle bemærkninger hertil.
2.8. Klageadgang og adgang til
domstolsprøvelse
2.8.1. Gældende ret
Forvaltningsafgørelser kan som
hovedregel påklages til en højere
forvaltningsmyndighed, og i sidste instans vedkommende minister.
Denne klageadgang hviler på en retssædvane. Hovedreglen
medfører, at afskæring af en rekursadgang fra en
underordnet myndighed til en overordnet myndighed normalt
kræver udtrykkelig lovhjemmel.
På mange lovområder er der desuden
fastsat særlige regler om administrativ rekurs. På
konkurrencelovens område gælder f.eks., at
afgørelser kan indbringes for
Konkurrenceankenævnet.
Efter grundlovens § 63, stk. 1, 1. pkt.,
er domstolene herudover berettigede til at påkende ethvert
spørgsmål om myndighedens grænser. Efter denne
bestemmelse kan domstolene efterprøve, om forvaltningens
afgørelser m.v. er i overensstemmelse med gældende
ret.
Det er ikke en betingelse for at indbringe en
sag for domstolene, at en eventuel lovhjemlet eller ulovhjemlet
rekursmulighed er udnyttet forinden.
2.8.2. Direktivet
Direktivet regulerer ikke adgangen til at
klage over den håndhævende myndigheds afgørelser
eller adgangen til domstolsprøvelse af sådanne
afgørelser.
2.8.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
forslåede ordning
Det foreslås, at der indføres en
bestemmelse, hvorefter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
afgørelser truffet i medfør af loven ikke skal kunne
påklages til anden administrativ myndighed. Forslaget
indebærer, at der ikke vil være mulighed for
administrativ rekurs, herunder mulighed for at indbringe sagen for
Erhvervsministeriet. En tilsvarende afskæring af
administrativ rekurs ses f.eks. på Forbrugerombudsmandens
område.
Det er i forhold til den foreslåede
ordning vigtigt for Erhvervsministeriet at sikre, at Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen i sin håndhævelse af reglerne er
uafhængig af erhvervsministeren, hvorfor en sædvanlig
administrativ rekurs til Erhvervsministeriet ikke vil være
hensigtsmæssig. Erhvervsministeriet finder desuden ikke, at
sagerne umiddelbart efter deres karakter er egnede til at blive
underlagt Konkurrencerådets/Konkurrenceankenævnets
kompetence. Dertil kommer, at der på nuværende
tidspunkt ikke er overblik over, hvor mange klager der vil blive
indgivet, og hvor mange sager Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
dermed kommer til at håndtere, hvilket også kan have
betydning for behovet for en rekursinstans. Tvister mellem
erhvervsdrivende henhører normalt under domstolenes
kompetence, og Erhvervsministeriet finder det derfor
hensigtsmæssigt, at klager over Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens afgørelser foreløbigt vil kunne
indbringes direkte for domstolene.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
afgørelser, herunder påbudsafgørelser, vil
således kunne indbringes for de almindelige domstole efter
den almindelige prøvelsesadgang i grundlovens § 63. Det
vil være den, som påbuddet retter sig imod, der selv
skal udtage stævning m.v., såfremt påbuddet
ønskes prøvet ved domstolene.
Indbringelse af Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens afgørelser for domstolene i
medfør af grundlovens § 63 har som udgangspunkt ikke
opsættende virkning, jf. grundlovens § 63, stk. 1, 2.
pkt. En domstol vil dog i et konkret tilfælde kunne
tillægge sagsanlægget opsættende virkning.
2.9. Direktivets øvrige bestemmelser
Alternativ tvistbilæggelse
Det fremgår af direktivets artikel 7, at
medlemsstaterne kan fremme frivillig anvendelse af effektive og
uafhængige alternative tvistbilæggelsesmekanismer
såsom mægling med henblik på bilæggelse af
tvister mellem leverandører og købere, hvad
angår køberens udøvelse af urimelig praksis,
uden at det berører leverandørens ret til at indgive
klager i henhold til artikel 5 og de håndhævende
myndigheders beføjelser i henhold til artikel 6.
Samarbejde mellem håndhævende
myndigheder
Det fremgår af direktivets artikel 8, at
medlemsstaterne skal sikre, at de håndhævende
myndigheder samarbejder effektivt med hinanden og med Kommissionen,
og at de yder hinanden gensidig bistand i forbindelse med
undersøgelser, som har en grænseoverskridende
dimension.
Det fremgår endvidere af bestemmelsen,
at de håndhævende myndigheder mindst én gang
årligt skal mødes for at drøfte anvendelsen af
direktivet på grundlag af de i artikel 10 omhandlede
årlige rapporter. De håndhævende myndigheder
drøfter bedste praksis, nye sager og nye udviklinger inden
for urimelig handelspraksis i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden og udveksler oplysninger,
navnlig om de gennemførelsesforanstaltninger som de har
vedtaget i overensstemmelse med direktivet og om deres
håndhævelsespraksis. I den forbindelse kan de
håndhævende myndigheder vedtage henstillinger for at
fremme en ensartet anvendelse af direktivet og for at forbedre
håndhævelsen. Kommissionen forestår afholdelsen
af disse møder.
Direktivets artikel 8 foreskriver herudover,
at Kommissionen opretter og driver et websted, der gør det
muligt at udveksle oplysninger mellem de håndhævende
myndigheder og Kommissionen, navnlig i forbindelse med de
årlige møder. Kommissionen opretter i den forbindelse
et offentligt tilgængeligt websted, der angiver
kontaktoplysninger på de udpegede håndhævende
myndigheder og links til websteder for de nationale
håndhævende myndigheder eller andre myndigheder i
medlemsstaterne, som giver oplysninger om de foranstaltninger, der
gennemfører direktivet.
Årlig
rapport fra den håndhævende myndighed
Det fremgår af direktivets artikel 10,
stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at deres
håndhævende myndigheder offentliggør en
årlig rapport om de aktiviteter, der er omfattet af
direktivets anvendelsesområde. Rapporten skal blandt andet
angive antallet af modtagne klager og antallet af de
undersøgelser, som er iværksat eller afsluttet i
løbet af det foregående år. For hver afsluttet
undersøgelse skal rapporten indeholde en kort beskrivelse af
undersøgelsens emne, resultat og i givet fald den
afgørelse, der er truffet, jf. dog fortrolighedskravene i
artikel 5, stk. 3.
Det fremgår endvidere af artikel 10,
stk. 2, at medlemsstaterne senest den 15. marts hvert år skal
sende Kommissionen en rapport om urimelig handelspraksis i
relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden. Rapporten skal navnlig
indeholde alle relevante data om anvendelsen og
håndhævelsen af direktivets bestemmelser i den
pågældende medlemsstat i løbet af det
foregående år.
Kommissionen kan efter
artikel 10, stk. 3, vedtage gennemførelsesretsakter, der
fastsætter:
a) Bestemmelser om
de oplysninger, som er nødvendige for anvendelsen af stk.
2.
b) Ordninger for
behandling af de oplysninger, som medlemsstaterne skal sende til
Kommissionen, og bestemmelser om sådanne oplysningers indhold
og form.
c) Ordninger til at
overføre eller stille oplysninger og dokumenter til
rådighed for medlemsstaterne, internationale organisationer,
kompetente myndigheder i tredjelande eller offentligheden, med
forbehold for beskyttelsen af personoplysninger og
landbrugsproducenternes og virksomhedernes berettigede interesse i,
at deres forretningshemmeligheder ikke røbes.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages
efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 11, stk. 2.
Nationale
bestemmelser
Efter direktivets artikel 9 kan
medlemsstaterne bevare eller indføre strengere bestemmelser,
der har til formål at bekæmpe urimelig handelspraksis,
end dem, der er fastsat ved direktivet, forudsat at disse nationale
bestemmelser er forenelige med bestemmelserne for det indre markeds
funktion.
Det fremgår endvidere heraf, at
direktivet ikke berører nationale bestemmelser, der sigter
mod at bekæmpe urimelig handelspraksis, som ikke falder inden
for direktivets anvendelsesområde, forudsat at sådanne
bestemmelser er forenelige med bestemmelserne for det indre markeds
funktion.
Udvalgsprocedure
Det fremgår af direktivets artikel 11,
stk. 1, at Kommissionen bistås af Komitéen for den
Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter, der er nedsat
ved artikel 229 i forordning (EU) nr. 1308/2013. Denne
komité er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr.
182/2011.
Det fremgår yderligere af artikel 11,
stk. 2, at når der henvises til dette stykke, finder artikel
5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.
Evaluering
Det fremgår af direktivets artikel 12,
stk. 1, at Kommissionen senest den 1. november 2025 foretager den
første evaluering af direktivet og forelægger
Europa-Parlamentet og Rådet samt Det Europæiske
Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en rapport
om de vigtigste resultater af denne evaluering. Rapporten ledsages
eventuelt af lovgivningsforslag.
Efter artikel 12, stk.
2, skal evalueringen som minimum vurdere:
a) effektiviteten
af de foranstaltninger, der er gennemført på nationalt
plan for at bekæmpe urimelig handelspraksis i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden
b) effektiviteten
af samarbejdet mellem kompetente håndhævende
myndigheder og i givet fald redegøre for metoder til at
forbedre dette samarbejde.
Kommissionen udarbejder evalueringsrapporten
på grundlag af de årlige rapporter, som medlemsstaterne
har udarbejdet i medfør af artikel 10, stk. 2. Kommissionen
kan om nødvendigt anmode om yderligere oplysninger fra
medlemsstaterne, herunder oplysninger om effektiviteten af de
foranstaltninger, der er blevet gennemført på
nationalt plan, og effektiviteten af samarbejde og gensidig
bistand, jf. artikel 12, stk. 3.
Endelig forelægger Kommissionen senest
den 1. november 2021 Europa-Parlamentet og Rådet samt Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og
Regionsudvalget en statusrapport om gennemførelsen og
anvendelsen af dette direktiv, jf. artikel 12, stk. 4.
3. Regionale konsekvenser, herunder for
landdistrikter
Lovforslaget vurderes at have væsentlige
regionale konsekvenser, herunder for landdistrikter. Formålet
med lovforslaget er at bekæmpe urimelig handelspraksis i
landbrugs- og fødevareforsyningskæden ved at rette op
på de eventuelle markedsfejl, der kan være i
handelsforholdet mellem henholdsvis mindre leverandører og
større købere. Herigennem skal det sikres, at disse
aktører får mulighed for at konkurrere på
rimelige vilkår, og derved bidrage til at øge
landbrugs- og fødevareforsyningskædens generelle
effektivitet. Der er netop mange mindre erhvervsdrivende inden for
landbrugs- og fødevarebranchen i landdistrikterne, og derfor
vil lovforslaget have væsentlige konsekvenser netop der.
Erhvervsstyrelsen vurderer, at konsekvenserne for landdistrikterne
er såvel positive som negative.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget efterlever principperne for
digitaliseringsklar lovgivning. Lovforslaget indeholder enkle og
klare regler. Der vil efter lovforslaget kunne udstedes
nærmere regler om brug af særlige skemaer ved
indgivelse af klage. Det forudsættes, at der vil blive tale
om elektronisk indgivelse af et klageskema (digital
selvbetjeningsløsning). Elektronisk indgivelse af et
klageskema vurderes endvidere at understøtte princip 5 om at
"sikre brugervenlig digitalisering", som følger af
principperne for agil erhvervsrettet regulering. En digitale
løsning for klagesager gør det nemt og enkelt for
virksomheder at indgive klager. De øvrige principper for
agil erhvervsrettet regulering vurderes ikke at være
relevante for lovforslaget. Anvendelsen af Digital Post (offentlig
infrastruktur) vil være en egnet og sikker forsendelseskanal
i forbindelse med klager og afgørelser. Hvis Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen har udarbejdet et særligt klageskema, som
er obligatorisk at anvende for virksomhederne, kan det føre
til en afvisning af klagen, hvis virksomhederne ikke anvender det
særlige skema, medmindre der foreligger helt særlige
forhold, der kan begrunde, at virksomheden undtagelsesvist ikke
skal anvende skemaet. Herudover bemærkes det, at Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsens behandling af sagerne vil kræve
anlæggelsen af et fagligt skøn.
Der er ved lovforslagets udarbejdelse lagt
vægt på en sikker og tryg datahåndtering. Derfor
vil enhver videregivelse af personoplysninger efterleve de
gældende regler om databeskyttelse. Behandling af eventuelle
persondata vil altid ske under iagttagelse af gældende
lovgivning, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2016/679/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i
forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri
udveksling af sådanne oplysninger
(databeskyttelsesforordningen) og databeskyttelsesloven. Det skal
hertil bemærkes, at det i lovforslagets § 17
foreslås, at reglerne om oplysningspligt og indsigtsret i
artikel 13-15 i databeskyttelsesforordningen i forhold til
kontrolundersøgelser i medfør af § 12 alene
finder anvendelse på de data, der er udvalgt i medfør
§ 12, stk. 4, 4. pkt., jf. også de almindelige og
specielle bemærkninger hertil. Endelig skal det
bemærkes, at de eksisterende systemer og processer kan
understøtte de nye
håndhævelsesbeføjelser, og at disse ikke
medfører organisatoriske ændringer.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget forventes at medføre
betydelige økonomiske og administrative konsekvenser for
købere og leverandører af landbrugs- og
fødevarer. Derfor er en aktivitetsbaseret måling af
virksomhedernes administrative byrder (AMVAB-måling)
foretaget, der har kvalificeret byrderne nærmere. Det
vurderes i AMVAB-målingen, at ca. 39.800 virksomheder vil
blive omfattet af krav til betalingsfrister, mens ca. 54.600
virksomheder vil blive omfattet af de øvrige krav, men at
byrderne i væsentlig grad vil koncentrere sig på de
største virksomheder. AMVAB-målingen estimerer, at der
vil være administrative omstillingsomkostninger på
139,9 mio. kr. De løbende administrative omkostninger
forventes samlet at være på 2,5 mio. kr.
årligt.
AMVAB-målingen har identificeret en
række umiddelbare omstillingsomkostninger, som virksomhederne
vil opleve i forbindelse med lovforslagets ikrafttrædelse.
Virksomhederne skal bruge ressourcer på at opkvalificere
medarbejdere, så de har indsigt i lovforslagets bestemmelser.
Derudover skal virksomhederne vurdere, i hvilket omfang reglerne
finder anvendelse, herunder om der i den specifikke handel handles
med landbrugs- og fødevarer som defineret i lovens § 2,
stk. 1, nr. 1, og om køberen har en årlig
omsætning over 2 mio. euro. Er det tilfældet, vil
aftaleparterne skulle genforhandle de dele af deres kontrakter, der
ikke er i overensstemmelse med lovens forbudsbestemmelser, jf.
§§ 3-6. Derudover vil virksomhederne skulle tage
højde for sondringen mellem letfordærvelige og
øvrige landbrugs- og fødevarer, samt om
leverandøren har en årlig omsætning over 350
mio. euro, hvis de ønsker at udnytte den differentiering,
der gælder for så vidt angår betalingsfrister
på henholdsvis 30 og 60 dage. I den forbindelse vil nogle
virksomheder opleve omkostninger forbundet med udvidelse af
IT-systemer, så der kan registreres differentierede
betalingsbetingelser. Derudover forventes det, at især
større virksomheder også vil have omkostninger
forbundet med udarbejdelse af nye standardkontrakter, der er i
overensstemmelse med lovens forbudsbestemmelser.
AMVAB-målingen viser, at de
løbende omkostninger primært udgøres af
øgede administrative byrder i forbindelse med løbende
opdatering og dokumentation af leverandørers
størrelsesforhold. Købere af landbrugs- og
fødevareprodukter skal holde sig opdaterede om, hvorvidt
deres nuværende og potentielle leverandørers
årlige omsætning er over 350 mio. euro, med henblik
på at sikre, at de anvender aftalevilkår, der er i
overensstemmelser med de forpligtelser, som loven
pålægger dem. Det følger af den foreslåede
§ 3, stk. 8 og § 4, stk. 7, at køber kan anmode
om, at leverandøren afgiver en erklæring om, hvorvidt
leverandøren har en årlig omsætning på
mere end 350 mio. euro. Nogle leverandører vil således
også opleve løbende omkostninger forbundet med
udarbejdelse af tro- og love-erklæringer. Derudover skal
købere af landbrugs- og fødevarer, jf. § 5, stk.
1, nr. 5, med undtagelse af den regel der gælder for
leveringsaftaler mellem producentorganisationer, herunder
kooperativer, og deres medlemmer, jf. § 5, stk. 1, nr. 5, 2.
pkt., efter anmodning give en skriftlig bekræftelse af
betingelserne for en leveringsaftale mellem køber og
leverandør. På tilsvarende vis skal købere af
landbrugs- og fødevarer, jf. § 6, stk. 2, i situationer
omhandlet i § 6, stk. 1, nr. 2-6, efter anmodning fra
leverandøren give leverandøren et skriftligt overslag
over betalingen pr. enhed eller de samlede betalinger, alt efter
hvad der er hensigtsmæssigt. Køberen skal endvidere, i
situationer omfattet af § 6, stk. 1, nr. 2 og nr. 4-6, give
leverandøren et skriftligt overslag over omkostningerne og
grundlaget for overslaget.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative
konsekvenser for borgerne.
7. Klima-
og miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke
miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Loven gennemfører Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2019/633/EU af 17. april 2019 om urimelig
handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden (EU-Tidende nr. L 111 af
25.04.2019, s. 59-72).
Der er tale om et direktiv, som skal
implementeres i national ret. Der er tale om et minimumsdirektiv,
med mulighed for at indføre mere vidtgående regler i
medlemsstaterne. Dette lovforslag går videre end de
minimumsbetingelser, som er fastsat i direktivet.
Lovforslaget lægger op til en
overimplementering af direktivet, idet det foreslås, at
direktivet implementeres uden direktivets
omsætningskategorier i artikel 1, således at
direktivets forbudsbestemmelser i artikel 3 vil finde anvendelse i
alle handler mellem virksomheder inden for landbrugs- og
fødevareforsyningskæden. Dog foreslås det, at
direktivets forbudsbestemmelser vedrørende betalingsfrister,
jf. direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, nr. i og nr. ii, ikke
skal gælde i aftaleforhold, hvor leverandøren har en
årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, eller
hvor køberen har en årlig omsætning på 2
mio. euro eller mindre. I aftaleforhold, hvor leverandøren
har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro,
foreslås det, at der indføres en maksimal
betalingsfrist på 60 dage for alle landbrugs- og
fødevarer, dog ikke i aftaleforhold, hvor køberen har
en årlig omsætning på 2 mio. euro eller
mindre.
Forslaget implementerer således
direktivet forskelligt for så vidt angår
betalingsfrister (lovforslagets §§ 3 og 4) og de
øvrige forbudsbestemmelser (lovforslagets §§ 5 og
6).
Med forslaget fraviges direktivets
udgangspunkt om, at reguleringen alene skal gælde, når
leverandøren er i en lavere omsætningskategori end
køberen. Reglerne vil dermed som udgangspunkt gælde i
alle handler mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden uafhængigt af
virksomhedernes omsætning og indbyrdes relative
forhandlingsstyrke med undtagelse af bestemmelserne om maksimale
betalingsfrister, som i aftaleforhold, hvor leverandørens
årlige omsætning er mere end 350 mio. euro,
fastsættes til maksimalt 60 dage, uanset om varen er
letfordærvelig eller ej. Dette gælder dog ikke i
aftaleforhold, hvor køberens årlige omsætning er
2 mio. euro eller mindre.
Direktivet skal være implementeret i
national ret senest den 1. maj 2021 og skal finde anvendelse senest
fra den 1. november 2021.
9. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra
den 22. december 2020 til den 29. januar 2021 været sendt i
høring høs følgende myndigheder og
organisationer m.v.:
Advokatrådet, Arla, Bryggeriforeningen,
CO-Industri, COOP, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Restauranter
og Cafeer, Danish Crown Danish Seafood Association, Danmarks
Fiskehandlere, Danmarks Fiskeriforening, Dansk Erhverv, Danske
Fiskeres Producentorganisation, Dansk Industri, Dansk
Landbrugsrådgivning (DLBR), DI Fødevarer, Danske
Advokater, Danske Regioner, Datatilsynet, De Samvirkende
Købmænd, Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen,
Fagbevægelsens Hovedorganisation, Finans & Leasing,
Forbrugerrådet TÆNK, Foreningen for Skånsomt
Kystfiskeri, Frie Bønder - Levende Land, Gorrissen
Federspiel, Grønlands Selvstyre, Horesta, KL, Landbrug &
Fødevarer, Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter,
Mejeriforeningen, Mærkevareleverandørerne,
Rigsadvokaten, Rigsrevisionen, Rigsombuddet på
Færøerne, Salling Group, SEGES, SKI, SMVdanmark og
Økologisk Landsforening.
Et udkast til lovforslagets §§ 19 og
20 har endvidere i perioden fra den 3. februar 2021 til den 17.
februar 2021 været sendt i supplerende høring hos
samme myndigheder og organisationer m.v. som nævnt
ovenfor.
10. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindre
udgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,
anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,
anfør »Ingen«) | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen. | Ingen. | Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for erhvervslivet | Visse virksomheder tillægges en
fordel i form af f.eks. kortere betalingsfrister, som vil
medføre en positiv likviditetseffekt. | Visse virksomheder vil få en negativ
likviditetseffekt. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen. | Lovforslaget vurderes samlet at
indebære administrative omstillingsomkostninger på
139,9 mio. kr. og løbende omkostninger på 2,5 mio.
kr. De omfattede virksomheder skal bl.a.
overvåge leverandørers årlige omsætning,
sondre mellem handel med letfordærvelige og andre landbrugs-
og fødevarer, udvide og tilpasse IT-systemer, opdatere
standardkontrakter samt efter anmodning fra køber afgive
erklæring om årlig omsætning. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen. | Ingen. | Klima- og miljømæssige
konsekvenser | Ingen. | Ingen. | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget implementerer
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/633 af 17.
april 2019 om urimelig handelspraksis i relationer mellem
virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
Direktivet er et minimumsdirektiv. Det er derfor muligt for
medlemsstaterne at vedtage eller opretholde nationale bestemmelser,
der er mere vidtrækkende end den urimelige handelspraksis,
der er opført i direktivet. Implementeringsfristen er den 1.
maj 2021. | Går videre end minimumskrav i
EU-regulering (sæt X) | JA X | NEJ |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Med den foreslåede bestemmelse
gennemføres direktivets artikel 1. Den foreslåede
bestemmelse fastlægger lovens anvendelsesområde.
Danmark er inden for landbrugs- og
fødevareforsyningskæden præget af en betydelig
andelsorganisering, som bl.a. skal fremme samarbejdet mellem
producenterne og styrke danske landmænds forhandlingsposition
i fødevarekæden.
Fødevareforsyningskæden er
på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt i
Danmark i forhold til regler om urimelig handelspraksis.
Udgangspunktet er således aftalefrihed. Begrænsninger i
dette udgangspunkt kræver særlig hjemmel, f.eks. i en
ugyldighedsgrund, i offentligretlige forbudsregler, herunder bl.a.
konkurrencereglerne, eller i øvrige præceptive
regler.
Der henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
gældende ret.
Det følger af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 12, at leverandører i Unionen
ikke kun bør beskyttes mod urimelig handelspraksis, som
udøves af købere, der er etableret i samme eller i en
anden medlemsstat end leverandøren, men også mod
urimelig handelspraksis, som udøves af købere, der er
etableret uden for Unionen. Det følger videre heraf, at en
sådan beskyttelse kan forhindre eventuelle utilsigtede
konsekvenser såsom valg af etableringssted på grundlag
af gældende bestemmelser. Det følger endvidere heraf,
at også leverandører, der er etableret uden for
Unionen, bør være omfattet, når de sælger
landbrugs- og fødevarer til Unionen, fordi sådanne
leverandører er ligeså sårbare over for urimelig
handelspraksis, og et bredere anvendelsesområde kan forhindre
en utilsigtet omledning af handelen til leverandører, der
ikke er beskyttet, hvilket ville svække beskyttelsen af
leverandører i Unionen.
Det følger bl.a. af
præambelbetragtning nr. 14, at direktivet bør
gælde for handelspraksis udvist hos større
aktører over for aktører med en svagere
forhandlingsposition, og at der med direktivet derfor
fastsættes omsætningsbaserede kategorier af
aktører, efter hvilke der ydes beskyttelse, jf. direktivets
artikel 1.
Direktivet er imidlertid et minimumsdirektiv,
hvilket giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage eller
opretholde nationale bestemmelser om urimelig handelspraksis, der
er mere vidtrækkende, end hvad direktivet foreskriver, jf.
direktivets artikel 9.
Forslaget lægger op til en
overimplementering af direktivet, idet det foreslås, at
direktivet implementeres uden direktivets
omsætningskategorier i artikel 1, således at
direktivets forbudsbestemmelser i artikel 3 vil finde anvendelse i
alle handler mellem virksomheder inden for landbrugs- og
fødevareforsyningskæden, dog med visse undtagelser i
forhold til betalingsfrister efter lovforslagets §§ 3 og
4, jf. nedenfor.
Det følger af den foreslåede
§ 1, stk. 1, at loven finder
anvendelse på visse former for urimelig handelspraksis, jf.
§§ 3-6, der forekommer i forbindelse med salg af
landbrugs- og fødevarer, hvor enten leverandøren
eller køberen eller begge er etableret i Den
Europæiske Union.
Forslaget indebærer, at det som
udgangspunkt vil være forbudt for en køber, som
indgår aftale med en leverandør om køb af
landbrugs- og fødevarer, at udøve de former for
urimelig handelspraksis over for leverandøren, som er
anført i lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6, uanset
omsætning og relative forhandlingsstyrke.
I forhold til lovforslagets §§ 3 og
4 om maksimale betalingsfrister, så foreslås det dog,
at disse bestemmelser skal gælde i aftaleforhold, hvor
leverandørens årlige omsætning er op til 350
mio. euro, og hvor køberens årlige omsætning er
mere end 2 mio. euro, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, og §
4, stk. 1. Bestemmelsen om maksimale betalingsfrister vil
således ikke finde anvendelse i aftaleforhold, hvor
leverandørens årlige omsætning er mere end 350
mio. euro, og hvor køberens årlige omsætning er
2 mio. euro eller mindre. Det foreslås dog, at der i
aftaleforhold, hvor leverandørens årlige
omsætning er mere end 350 mio. euro, i alle tilfælde
skal gælde en maksimal betalingsfrist på 60 dage. Dette
gælder imidlertid ikke i aftaleforhold, hvor køberen
har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller
mindre, jf. § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2. For en
nærmere beskrivelse af disse bestemmelser henvises til de
specielle bemærkninger til lovforslagets §§ 3 og 4
nedenfor.
Efter den foreslåede bestemmelse i
§ 1, stk. 1, er det tilstrækkeligt, at blot en af
parterne er etableret inden for Den Europæiske Union.
Leverandører, der er etableret inden for Den
Europæiske Union, er således også beskyttet mod
urimelig handelspraksis, som udøves af købere, der er
etableret uden for Den Europæiske Union. Ligeledes er
leverandører, der er etableret uden for Den Europæiske
Union, beskyttet mod urimelig handelspraksis, når de
sælger landbrugs- og fødevarer til købere inden
for Den Europæiske Union.
Det følger af den foreslåede
§ 1, stk. 2, at loven finder
anvendelse på tjenesteydelser nævnt i § 6, som
leveres af en køber til en leverandør.
Forslaget indebærer, at visse
tjenesteydelser, som leveres af køberen til
leverandøren i tilknytning til salg af landbrugs- og
fødevarer, vil kunne være omfattet af lovforslagets
forbud mod urimelig handelspraksis. Det vil således
være tilfældet for de nævnte tjenesteydelser i
lovforslagets § 6, stk. 1, nr. 2-6. Det vil konkret dreje sig
om oplagring, udstilling eller anden præsentation af varerne
(nr. 2), salgsfremstød (nr. 3), reklame (nr. 4),
markedsføring (nr. 5) samt erhvervsfremmende udstillinger i
butikker (nr. 6).
Udgifterne til sådanne tjenesteydelser
afholdes normalt af køberen. Det vil derfor med lovforslaget
være forbudt, hvis en leverandør opkræves
betaling for sådanne tjenester, medmindre betalingen er
aftalt i klare og utvetydige vendinger ved indgåelsen af
leveringsaftalen eller i en efterfølgende aftale mellem
køber og leverandør, jf. lovforslagets § 6.
Det følger af den foreslåede
§ 1, stk. 3, at loven ikke finder
anvendelse på aftaler mellem leverandører og
forbrugere.
Lovforslaget omfatter således ikke salg
til forbrugere. Urimelig handelspraksis i B2C-relationen
(aftaleforholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere) er
reguleret i direktiv 2005/29/EC, hvori "forbruger" også
defineres.
Til §
2
Med den foreslåede bestemmelse
gennemføres direktivets artikel 2. Bestemmelsen indeholder
definitioner, der anvendes i lovforslaget.
Det foreslås i nr.
1 at definere "landbrugs- og fødevarer" som
produkter, der er opført i bilag I til EUF-traktaten, og
produkter, der ikke er opført i nævnte bilag, men som
er forarbejdet til konsum ved hjælp af produkter, der er
opført i nævnte bilag.
Den foreslåede bestemmelse svarer til
direktivets artikel 2, nr. 1.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 510/2014 af 16. april 2014 om handelsordninger for visse
varer fremstillet af landbrugsprodukter og om ophævelse af
Rådets forordning (EF) nr. 1216/2009 og (EF) nr. 614/2009 vil
alene kunne bruges som vejledning i forhold til at definere, hvilke
produkter, som ikke er opført i bilag I til TEUF, men som er
forarbejdet til konsum ved hjælp af produkter, der er
opført i bilag I. Forordning nr. 510/2014 vil således
kunne give en indikation af, hvilke produkter, der er "forarbejdet
til konsum" efter definitionen i nr. 1, men vil ikke kunne anvendes
mekanisk, da forordningen også indeholder produkter, som ikke
er omfattet af bilag I til EUF-traktaten, f.eks. mineralvand.
Endvidere er f.eks. fjer, som er omfattet af forordning nr.
510/2014, heller ikke et produkt, som vil kunne anvendes til
fødevarebrug.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forventer
løbende på hjemmesiden www.kfst.dk at opdatere en
ikke-udtømmende positivliste over hvilke landbrugs- og
fødevarer, som er omfattet af lovforslaget,
efterhånden som der udvikles praksis og erfaring.
Det foreslås i nr.
2 at definere en "køber" som enhver fysisk eller
juridisk person, uanset vedkommendes etableringssted, eller enhver
offentlig myndighed i Den Europæiske Union, som køber
landbrugs- og fødevarer, herunder en gruppe af sådanne
fysiske og juridiske personer.
Den foreslåede bestemmelse svarer til
direktivets artikel 2, nr. 2.
Det foreslås i nr.
3 at definere en "offentlig myndighed" som nationale,
regionale eller lokale myndigheder, offentligretlige organer eller
sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et
eller flere af disse offentligretlige organer.
Den foreslåede bestemmelse svarer til
direktivets artikel 2, nr. 3.
Det foreslås i nr.
4 at definere en "leverandør" som enhver
landbrugsproducent eller enhver fysisk eller juridisk person, som
sælger landbrugs- og fødevarer, uanset vedkommendes
etableringssted, herunder en gruppe af sådanne
landbrugsproducenter eller en gruppe af sådanne fysiske og
juridiske personer såsom producentorganisationer,
leverandørorganisationer og disses sammenslutninger.
Det er dog ikke et krav, at man både
sælger landbrugs- og
fødevarer.
Den foreslåede bestemmelse svarer til
direktivets artikel 2, nr. 4.
Det foreslås i nr.
5 at definere "letfordærvelige landbrugs- og
fødevarer" som landbrugs- og fødevarer, der på
grund af deres beskaffenhed eller deres stadie i forarbejdningen
risikerer at blive uegnede til salg inden for 30 dage efter
høst, produktion eller forarbejdning.
Dette gælder ifølge direktivet,
uanset om produktet videreforarbejdes efter salget, og uanset om
produktet efter salget håndteres som foreskrevet i andre
regler, navnlig fødevaresikkerhedsbestemmelser, eller
ej.
Som udgangspunkt vil datomærkninger,
angivelse af holdbarhed m.v. fra producentens side være
vejledende for vurderingen, men dette vil dog altid bero på
en konkret vurdering. Forkert lagring, opbevaring, håndtering
m.v. kan derimod ikke påvirke vurderingen af, om et produkt
er letfordærveligt efter definitionen i nr. 5.
Eksempelvis kan jordbær, der ellers
ville kunne anses for uegnet til salg til supermarkeder, anses for
egnet til salg, hvis det konkrete formål hermed er at
producere jordbærgrød. Det vil imidlertid ikke
være afgørende for vurderingen, hvad det individuelle
formål med købet af det pågældende produkt
er, eksempelvis at producere jordbærgrød af "gamle"
jordbær. Det afgørende vil derimod være
produktets beskaffenhed som sådan.
Fristen på 30 dage vil skulle beregnes
særskilt for hver enkelt led i forsyningskæden. Et
eksempel kunne være spinat, som typisk har en holdbarhed
på 2-5 dage ved 2-6 grader. Spinat må derfor forventes
at blive uegnet til salg inden for 30 dage efter høst,
hvorfor spinat må anses for at være
letfordærvelig. I eksemplet er leverandør A landmand
og avler spinat. A's køber er fødevareproducent B,
der producerer spinat på frost. Spinat på frost har
typisk en holdbarhed på 6-12 måneder, hvorfor den
frosne spinat må anses for at være
ikke-letfordærvelig. B's køber er detailhandler C, som
sælger spinat på frost til forbrugere. I aftalen mellem
A og B er der tale om et letfordærveligt produkt, hvor der
f.eks. vil være forbud mod en betalingsfrist på over 30
dage, jf. lovforslagets § 3, nr. 1 og § 4, nr. 1. I
aftalen mellem B og C er der ikke tale om et letfordærveligt
produkt, og der vil derfor f.eks. gælde et forbud mod
betalingsfrist på over 60 dage, jf. lovforslagets § 3,
nr. 2, og § 4, nr. 2.
Hvis der er tvivl om, hvorvidt et produkt er
letfordærveligt eller ej, kan Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen indhente en vejledende udtalelse fra Ministeriet
for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri til brug for
afgørelsen af sagen.
Vurderingen af, hvorvidt et produkt er
letfordærveligt eller ej, kan være relevant i forhold
til lovforslagets §§ 3 og 4, hvor der sondres mellem
betalingsfrister for henholdsvis letfordærvelige landbrugs-
og fødevarer (30 dage) og andre landbrugs- og
fødevarer (60 dage), jf. eksemplet med spinat ovenfor.
Vurderingen kan imidlertid også være relevant i forhold
til lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 1, hvorefter det er
forbudt, når køberen annullerer ordrer på
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer med så
kort varsel, at en leverandør ikke med rimelighed kan
forventes at finde en alternativ måde at afsætte eller
anvende de pågældende produkter på. Her kan der
ligeledes opstå tvivl om, hvorvidt et produkt er
letfordærveligt eller ej, og vurderingen er således
afgørende for, om der er tale om en forbudt handelspraksis i
strid med lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 1, eller ej.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forventer
løbende på hjemmesiden www.kfst.dk at opdatere en
ikke-udtømmende positivliste over, hvilke produkter der
defineres som letfordærvelige landbrugs- og fødevarer,
efterhånden som der udvikles praksis og erfaring.
Den foreslåede bestemmelse svarer til
direktivets artikel 2, nr. 5.
Til §
3
Med den foreslåede bestemmelse
gennemføres direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, i).
Bestemmelsen fastsætter regler for
betalingsfrister i relation til betalinger for
letfordærvelige og ikke-letfordærvelige landbrugs- og
fødevarer i aftaleforhold, hvor produkterne skal leveres
regelmæssigt.
Der henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
gældende ret.
Det følger bl.a. af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 17, at forsinket betaling for
landbrugs- og fødevarer, herunder for sen betaling for
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer, har en
negativ indvirkning på leverandørens økonomiske
levedygtighed uden udlignende fordele. Det følger videre
heraf, at betalinger for letfordærvelige produkter, som
foretages senere end 30 dage efter leveringen, 30 dage efter
udløbet af en aftalt leveringsperiode, hvis produkterne
leveres regelmæssigt, eller 30 dage efter datoen, hvor det
beløb, der skal betales, fastsættes, ikke er forenelig
med loyal handelspraksis. Det følger endvidere heraf, at for
at øge beskyttelsen landbrugere og deres likviditet
bør leverandører af andre landbrugs- og
fødevarer ikke vente længere på betalingen end
60 dage efter leveringen, 60 dage efter udløbet af en aftalt
leveringsperiode, hvis produkterne leveres regelmæssigt,
eller 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal
betales, fastsættes.
Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 1, at i aftaleforhold, hvor
leverandøren har en årlig omsætning på op
til 350 mio. euro, og hvor køberen har en årlig
omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne
i henhold til en leveringsaftale skal leveres regelmæssigt,
er følgende former for urimelig handelspraksis forbudt:
Køberen betaler leverandøren for
letfordærvelige landsbrugs- og fødevarer senere end 30
dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken
leveringer har fundet sted, eller senere end 30 dage efter datoen,
hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode,
fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer, der er den
seneste.
Det foreslås videre i § 3, stk. 1,
nr. 2, at i aftaleforhold, hvor
leverandøren har en årlig omsætning på op
til 350 mio. euro, og hvor køberen har en årlig
omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne
i henhold til en leveringsaftale skal leveres regelmæssigt,
er følgende former for urimelig handelspraksis forbudt:
Køberen betaler leverandøren for andre landbrugs- og
fødevarer senere end 60 dage efter udløbet af en
aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted,
eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der
skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt
efter hvilken af de to datoer, der er den seneste.
Forslaget i stk. 1, nr. 1 og 2 vil gælde
i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig
omsætning på op til 350 mio. euro, eller hvor
køberen har en årlig omsætning på mere end
2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale
skal leveres regelmæssigt.
Beregningen af den øvre og nedre
omsætningsgrænse på henholdsvis 350 mio. euro og
2 mio. euro til danske kroner (DKK) vil skulle foretages i henhold
til Danmarks Nationalbanks til enhver tid fastsatte kurs.
Forslaget indebærer, at der vil skulle
sondres mellem betalingsfrister for henholdsvis
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer (nr. 1) og
andre (nr. 2) landbrugs- og fødevarer i relation til
leveringsaftaler, hvor produkterne skal leveres
regelmæssigt.
Begrebet "regelmæssig levering" vil
skulle forstås i overensstemmelse med den almindelig
sproglige forståelse af begrebet "regelmæssig",
hvorefter der vil være tale om leveringer, som gentages efter
et ensartet interval, eller som finder sted med jævne
mellemrum.
For visse landbrugs- og fødevarer
foregår leveringen normalt dagligt eller flere gange i
løbet af en uge eller en måned. I forhold til
eksempelvis mejeriprodukter foregår salget af rå
mælk ofte på daglig basis. Begrundelsen for den
foreslåede bestemmelse er således f.eks. at undgå
daglige faktureringer, som ellers ville resultere i en
administrativ byrde for parterne.
Det følger af den foreslåede
§ 3, stk. 2, at i aftaleforhold,
hvor leverandøren har en årlig omsætning
på mere end 350 mio. euro, og hvor køberen har en
årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor
produkterne i henhold til en leveringsaftale skal leveres
regelmæssigt, er det forbudt, når en køber
betaler leverandøren for landbrugs- og fødevarer
senere end 60 dage efter udløbet af en aftalt
leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller
senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal
betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter
hvilken af de to datoer, der er den seneste.
Forslaget indebærer, at stk. 1, nr. 1-2,
om maksimale betalingsfrister på henholdsvis 30 og 60 dage,
ikke vil finde anvendelse i aftaleforhold, hvor leverandøren
har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro,
eller hvor køberen har en årlig omsætning
på 2 mio. euro eller mindre. I aftaleforhold, hvor
leverandøren har en årlig omsætning på
mere end 350 mio. euro, vil leverandøren dog maksimalt kunne
indgå aftaler med en betalingsfrist på 60 dage, uanset
om der handles med letfordærvelige landbrugs- og
fødevarer eller ej, og uanset køberens
størrelse, dog med undtagelse af købere, som har en
årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre. For
købere med en årlig omsætning på 2 mio.
euro eller mindre vil der således være mulighed for at
forhandle om længere betalingsfrister end 60 dage.
Det fremgår af direktivets
præambelbetragtning nr. 17, at også datoen for
leverandørens udstedelse af faktura eller datoen for
køberens modtagelse af fakturaen skal kunne anses for at
være datoen, hvor det beløb, der skal betales for en
aftalt leveringsperiode efter stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og stk. 2,
fastsættes.
Det følger videre af
præambelbetragtning nr. 17, at ovenstående bestemmelser
om betalingsfrister, jf. stk. 1 og 2, udelukkende bør finde
anvendelse på betalinger med tilknytning til salg af
landbrugs- og fødevarer og ikke på andre betalinger
som f.eks. efterbetalinger fra et kooperativ til dets
medlemmer.
Beregningen af den øvre og nedre
omsætningsgrænse på henholdsvis 350 mio. euro og
2 mio. euro til danske kroner (DKK) vil skulle foretages i henhold
til Danmarks Nationalbanks til enhver tid fastsatte kurs.
Det følger af den foreslåede
§ 3, stk. 3, at med henblik
på betalingsfristerne i stk. 1 og 2, skal den aftalte
leveringsperiode i alle tilfælde anses for ikke at overskride
en kalendermåned.
Forslaget forhindrer dog ikke, at der mellem
parterne vil kunne aftales en længere leveringsperiode,
f.eks. på fem uger. Med henblik på fastsættelse
af betalingsfristerne i stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og stk. 2, vil de
aftalte leveringsperioder dog skulle anses for ikke at overskride
en kalendermåned, således at der for en
leveringsperiode på fem uger vil skulle afregnes og betales
to gange, eller at den periode, der overstiger en måned, vil
skulle fratrækkes i betalingsfristen.
Det følger af den foreslåede
§ 3, stk. 4, at uanset stk. 1 og
2, regnes betalingsfristerne fra udløbet af en aftalt
leveringsperiode, i de tilfælde, hvor det er køberen,
som fastsætter det beløb, der skal betales.
Med stk. 4, modificeres udgangspunktet efter
stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og stk. 2. Forslaget indebærer, at i
de tilfælde, hvor det er køberen, som fastsætter
det beløb, der skal betales, så vil de
betalingsfrister, der er angivet i stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og stk.
2, altid skulle regnes fra udløbet af en aftalt
leveringsperiode.
Formålet med forslaget er at sikre, at
reglerne ikke omgås ved, at en køber vil kunne vente
med at opgøre beløbet, og dermed vil kunne udskyde
betalingsfristen.
Med den foreslåede § 3, stk. 5, vil der gælde en række
yderligere undtagelser til forbuddene i lovforslagets § 3,
stk. 1 og 2, om betalingsfrister.
Det følger således af den
foreslåede stk. 5, litra a, at
betalinger, som en køber foretager til en leverandør
inden for rammerne af skoleordningen, jf. artikel 23 i forordning
(EU) nr. 1308/2013, ikke vil være omfattet af forbuddene i
§ 3, stk. 1 og 2.
Forslaget indebærer, at bestemmelserne
om maksimale betalingsfrister i lovforslagets § 3, stk. 1 og
2, ikke skal finde anvendelse på betalinger, som en
køber (dvs. støtteansøger) foretager til en
leverandør inden for rammerne af skoleordningen
(støtte til uddeling af frugt og grøntsager,
forarbejdede frugter og grøntsager og bananprodukter til
børn). Baggrunden for denne undtagelse er ifølge
direktivet at sikre en velfungerende skoleordning, jf.
præambelbetragtning nr. 18.
Det følger ligeledes af den
foreslåede stk. 5, litra b, at
betalinger, som foretages af offentlige organer, der leverer
sundhedspleje, jf. artikel 4, stk. 4, litra b, i direktiv
2011/7/EU, ikke vil være omfattet af forbuddene i § 3,
stk. 1 og 2.
Forslaget indebærer, at bestemmelserne
om maksimale betalingsfrister i lovforslagets § 3, stk. 1 og
2, heller ikke skal gælde for offentlige organer, der leverer
sundhedspleje. Baggrunden for denne undtagelse er ifølge
direktivet hensynet til udfordringerne for offentlige organer, der
leverer sundhedspleje, med henblik på at prioritere
sundhedspleje på en sådan måde, at den enkelte
patients behov afvejes i forhold til de økonomiske midler
jf. præambelbetragtning nr. 18.
Endelig følger det af den
foreslåede stk. 5, litra c, at
betalinger i medfør af leveringsaftaler mellem
leverandører af druer eller druemost til vinproduktion og
deres direkte købere heller ikke vil være omfattet af
forbuddene i lovforslagets § 3, stk. 1 og 2, forudsat at i) de specifikke betalingsbetingelser for
salgstransaktioner indgår i standardkontrakter, som er blevet
gjort bindende af medlemsstaten i henhold til artikel 164 i
forordning (EU) nr. 1308/2013 inden den 1. januar 2019, og at denne
udvidelse af standardkontrakterne forlænges af
medlemsstaterne fra nævnte dato uden væsentlige
ændringer af betalingsbetingelserne til skade for
leverandører af drue eller druemost, og ii) leveringsaftalerne mellem
leverandører af druer eller druemost til vinproduktion og
deres direkte købere er eller bliver flerårige.
Forslaget indebærer, at bestemmelserne
om maksimale betalingsfrister i § 3, stk. 1 og 2, ikke skal
gælde for betalinger i medfør af leveringsaftaler
mellem leverandører af druer eller druemost til
vinproduktion og deres direkte købere, forudsat at
betingelserne i nr. i) og nr. ii) er opfyldt.
Baggrunden for undtagelsen er ifølge
direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 19, at tage
højde for den specielle situation, der er ved fremstillingen
af vin. Druer og druemost til vinproduktion har særlige
egenskaber, da druerne kun høstes i en meget begrænset
periode af året, men anvendes til fremstilling af vin, som i
nogle tilfælde først sælges mange år
senere. Derfor har producentorganisationer og brancheorganisationer
traditionelt set udarbejdet standardkontrakter til levering af
sådanne produkter. Disse standardkontrakter fastlægger
bestemmelser om særlige betalingsfrister med ratebetalinger.
Da disse standardkontrakter anvendes af leverandører og
købere til flerårige ordninger, giver de både
landbrugsproducenter en sikkerhed for langvarige salgsforbindelser
og bidrager til stabiliteten i forsyningskæden. Hvis disse
standardkontrakter er udarbejdet af en anerkendt
producentorganisation, brancheorganisation eller sammenslutning af
producentorganisationer, og er blevet gjort bindende af en
medlemsstat i medfør af artikel 164 i forordning (EU) nr.
1308/2013 (konsolideret tekst) inden den 1. januar 2019, eller hvis
udvidelsen af standardkontrakterne forlænges af en
medlemsstat uden væsentlige ændringer af
betalingsbetingelserne til skade for leverandører af druer
og druemost, er betalingsfristerne i lovforslagets § 3, stk. 1
og 2, ikke gældende for sådanne kontrakter mellem
leverandører og deres direkte købere af druer og
druemost til vinproduktion.
Det følger af den foreslåede
§ 3, stk. 6, 1. pkt., at
forbuddene i stk. 1 og 2 ikke berører de konsekvenser af for
sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv 2011/7/EU
om bekæmpelse af forsinket betaling i
handelstransaktioner.
Forslaget indebærer, at de konsekvenser
af for sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv
2011/7/EU (implementeret i dansk ret ved lov om renter og andre
forhold ved forsinket betaling (renteloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 459 af 13. maj 2014), ligeledes finder
anvendelse på de betalingsfrister på henholdsvis 30 og
60 dage, der er fastsat i lovforslagets § 3, stk. 1 og 2.
Det følger videre af den
foreslåede stk. 6, 2. pkt., at
forbuddene i stk. 1 og 2 heller ikke berører køberens
og leverandørens mulighed for at aftale en
værdidelingsklausul som omhandlet i artikel 172a i forordning
(EU) nr. 1308/2013 med senere ændringer.
Forslaget indebærer, at forbuddene i
§ 3, stk. 1 og 2, ikke berører køberens og
leverandørens mulighed for at aftale en
værdidelingsklausul. Det fremgår således af
artikel 172a i forordning (EU) nr. 1308/2013 (konsolideret tekst),
at "uden at dette berører eventuelle særlige klausuler
om værdideling inden for sukkersektoren, kan landbrugere,
herunder sammenslutninger af landbrugere, og deres første
opkøber aftale klausuler om værdideling, herunder
deling af markedsbonusser og -tab, der fastsætter, hvordan en
eventuel udvikling af relevante markedspriser på de
pågældende produkter eller andre råvaremarkeder
skal fordeles mellem dem. "
Det foreslås i § 3, stk. 7, at leverandørernes og
købernes årlige omsætning som omhandlet i stk. 1
og 2, skal forstås i overensstemmelse med artikel 3, 4 og 6 i
bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF om definitionen
af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder.
Det fremgår af direktivets artikel 1,
stk. 2, at leverandørernes og købernes årlige
omsætning som omhandlet i første afsnit, litra a - e,
forstås i overensstemmelse med de relevante dele af bilaget
til Kommissionens henstilling 2003/361/EF, navnlig bilagets artikel
3, 4 og 6, herunder definitionerne af »uafhængig
virksomhed«, »partnervirksomhed« og
»tilknyttet virksomhed« samt andre forhold
vedrørende den årlige omsætning.
Forslaget indebærer i praksis, at der i
forbindelse med opgørelsen af årlig omsætning
skal medregnes - helt eller delvist - omsætning fra
modervirksomheder, tilknyttede virksomheder og partnervirksomheder.
Denne henstilling vil alene skulle anvendes i forbindelse med
omsætningsopgørelsen, og det er således ikke
hensigten med henvisningen hertil i direktivets artikel 1, stk. 1,
at principperne i henstillingen skal anvendes til andet end at
opgøre omsætningen.
Artikel 3 i bilaget til Kommissionens
henstilling 2003/361/EF vedrører typer af virksomheder, som
tages i betragtning ved beregning af beløbsstørrelser
(omsætning). Artikel 3 definerer således
"uafhængig virksomhed, "partnervirksomhed" og "tilknyttede
virksomheder".
Artikel 4 i bilaget til Kommissionens
henstilling 2003/361/EF vedrører de data, der skal anvendes
ved beregning af beløbsstørrelser (omsætning).
Det fremgår bl.a. af Kommissionens brugervejledning til
definitionen af SMV'er, side 13, at den årlige
omsætning bestemmes ved at beregne virksomhedens indkomst fra
salg af produkter og tjenesteydelser, der falder ind under
virksomhedens almindelige aktiviteter, i det pågældende
år efter fradrag af eventuelle prisnedslag. Omsætningen
beregnes eksklusiv moms og andre indirekte skatter og afgifter.
Opgørelsen af omsætningen er således ikke alene
begrænset til en bestemt gruppe af varer, f.eks. kun
fødevarerelaterede varer, men er relateret til samtlige
varegrupper, virksomheden måtte basere sig på.
Artikel 6 i bilaget til Kommissionens
henstilling 2003/361/EF vedrører fastlæggelse af
oplysninger om virksomheden, herunder beregning af de data, der
skal tages i betragtning.
Forslaget indebærer, at vurderingen af,
om en leverandørs årlige omsætning er mere end
350 mio. euro eller om en købers årlige
omsætning er på 2 mio. euro eller mindre, jf.
lovforslagets § 3, stk. 2, vil skulle foretages på
tidspunktet for den enkelte handel. Det afgørende vil
således være omsætningen på tidspunktet for
den eventuelle overtrædelse.
Når der i lovforslaget i øvrigt
henvises til omsætning, er det således den årlige
omsætning, som opgjort i overensstemmelse med artikel 3, 4 og
6 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF.
Det følger af den foreslåede
§ 3, stk. 8, at køber kan
anmode om, at leverandøren afgiver en erklæring om,
hvorvidt leverandøren har en årlig omsætning
på mere end 350 mio. euro, jf. stk. 2.
Forslaget indebærer, at køber til
enhver tid vil kunne anmode om at få erklæringen inden
tidspunktet for aftaleindgåelsen, men vil også kunne
anmode om at få en sådan erklæring undervejs i
parternes samhandelsforhold.
Forslaget har den virkning, at en
køber, der har modtaget en erklæring efter stk. 8, og
som har handlet i god tro og i overensstemmelse med indholdet i
erklæringen, ikke kan straffes med bøde, hvis det
efter afgivelsen af erklæringen viser sig, at oplysningerne
heri ikke var korrekte. En sådan køber vil
således ikke kunne anses for at have handlet med den
uagtsomhed (simpel eller grov), der er en forudsætning for
idømmelse af bødestraf.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil
udarbejde en standardformular, som leverandøren kan anvende
til at afgive en sådan erklæring. Denne
standardformular vil kunne findes og downloades på
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside.
Det vurderes ikke at være relevant for
leverandører at kunne kræve en erklæring fra
køber, idet det må antages at være i
købers interesse at oplyse sine leverandører sin
årlige omsætning, såfremt denne ikke er omfattet
af bestemmelserne om maksimale betalingsfrister.
Erklæringsordningen er en frivillig
ordning. Det er således op til den enkelte leverandør,
om den vil afgive en sådan erklæring på anmodning
fra en køber.
Til §
4
Med den foreslåede bestemmelse
gennemføres direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, ii.
Bestemmelsen fastsætter regler for
betalingsfrister i relation til betalinger for
letfordærvelige og ikke-letfordærvelige landbrugs- og
fødevarer i aftaleforhold, hvor produkterne ikke skal
leveres regelmæssigt.
Der henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
gældende ret.
Det følger bl.a. af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 17, at forsinket betaling for
landbrugs- og fødevarer, herunder for sen betaling for
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer, har en
negativ indvirkning på leverandørens økonomiske
levedygtighed uden udlignende fordele. Det følger videre
heraf, at betalinger for letfordærvelige produkter, som
foretages senere end 30 dage efter leveringen, 30 dage efter
udløbet af en aftalt leveringsperiode, hvis produkterne
leveres regelmæssigt, eller 30 dage efter datoen, hvor det
beløb, der skal betales, fastsættes, ikke er forenelig
med loyal handelspraksis. Det følger endvidere heraf, at for
at øge beskyttelsen af landbrugere og deres likviditet
bør leverandører af andre landbrugs- og
fødevarer ikke vente længere på betalingen end
60 dage efter leveringen, 60 dage efter udløbet af en aftalt
leveringsperiode, hvis produkterne leveres regelmæssigt,
eller 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal
betales, fastsættes.
Det foreslås i § 4, stk. 1, nr. 1, at i aftaleforhold, hvor
leverandøren har en årlig omsætning på op
til 350 mio. euro, og hvor køberen har en årlig
omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne
i henhold til en leveringsaftale ikke skal leveres
regelmæssigt, er følgende former for urimelig
handelspraksis forbudt: Køberen betaler leverandøren
for letfordærvelige landbrugs- og fødevarer senere end
30 dage efter leveringsdatoen eller senere end 30 dage efter
datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes,
alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
Det foreslås videre i § 4, stk. 1,
nr. 2, at i aftaleforhold, hvor
leverandøren har en årlig omsætning på op
til 350 mio. euro, og hvor køberen har en årlig
omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne
i henhold til en leveringsaftale ikke skal leveres
regelmæssigt, er følgende former for urimelig
handelspraksis forbudt: Køberen betaler leverandøren
for andre landbrugs- og fødevarer senere end 60 dage efter
leveringsdatoen eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det
beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken
af de to datoer der er den seneste.
Forslaget i stk. 1, nr. 1-2, vil således
gælde i aftaleforhold, hvor leverandøren har en
årlig omsætning på op til 350 mio. euro, eller
hvor køberen har en årlig omsætning på
mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en
leveringsaftale ikke skal leveres regelmæssigt.
Forslaget indebærer, at der vil skulle
sondres mellem betalingsfrister for henholdsvis
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer (nr. 1) og
andre landbrugs- og fødevarer (nr. 2) i relation til
leveringsaftaler, hvor produkterne ikke skal leveres
regelmæssigt (modsat den foreslåede § 3, stk. 1 og
2, ovenfor).
Beregningen af den øvre og nedre
omsætningsgrænse på henholdsvis 350 mio. euro og
2 mio. euro til danske kroner (DKK) vil skulle foretages i henhold
til Danmarks Nationalbanks til enhver tid fastsatte kurs.
Det følger af den foreslåede
§ 4, stk. 2, at i aftaleforhold,
hvor leverandøren har en årlig omsætning
på mere end 350 mio. euro, og hvor køberen har en
årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor
produkterne i henhold til en leveringsaftale ikke skal leveres
regelmæssigt, er det forbudt, når en køber
betaler leverandøren for landbrugs- og fødevarer
senere end 60 dage efter udløbet af en aftalt
leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller
senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal
betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter
hvilken af de to datoer, der er den seneste.
Forslaget indebærer, at stk. 1, nr. 1-2,
om maksimale betalingsfrister på henholdsvis 30 og 60 dage,
ikke vil finde anvendelse i aftaleforhold, hvor leverandøren
har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro,
eller hvor køberen har en årlig omsætning
på 2 mio. euro eller mindre. I aftaleforhold, hvor
leverandøren har en årlig omsætning på
mere end 350 mio. euro, vil leverandøren derimod maksimalt
kunne indgå aftaler med en betalingsfrist på 60 dage,
uanset om der handles med letfordærvelige landbrugs- og
fødevarer eller ej, og uanset køberens
størrelse, dog med undtagelse af købere, som har en
årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre. For
købere med en årlig omsætning på 2 mio.
euro eller mindre vil der således være mulighed for at
forhandle om længere betalingsfrister end 60 dage.
Det fremgår af direktivets
præambelbetragtning nr. 17, at også datoen for
leverandørens udstedelse af faktura eller datoen for
køberens modtagelse af fakturaen skal kunne anses for at
være datoen, hvor det beløb, der skal betales for en
aftalt leveringsperiode efter stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og stk. 2,
fastsættes.
Det følger videre af
præambelbetragtning nr. 17, at ovenstående bestemmelser
om betalingsfrister, jf. stk. 1 og stk. 2, udelukkende bør
finde anvendelse på betalinger med tilknytning til salg af
landbrugs- og fødevarer og ikke på andre betalinger
som f.eks. efterbetalinger fra et kooperativ til dets
medlemmer.
Beregningen af den øvre og nedre
omsætningsgrænse på henholdsvis 350 mio. euro og
2 mio. euro til danske kroner (DKK) vil skulle foretages i henhold
til Danmarks Nationalbanks til enhver tid fastsatte kurs.
Det følger af den foreslåede
§ 4, stk. 3, at uanset stk. 1 og
2, regnes betalingsfristerne fra leveringsdatoen i de
tilfælde, hvor det er køberen, som fastsætter
det beløb, der skal betales.
Med forslaget modificeres udgangspunktet efter
stk. 1 og 2. Det indebærer, at i de tilfælde, hvor det
er køberen, som fastsætter det beløb, der skal
betales, så vil betalingsfristerne, som er angivet i stk. 1,
nr. 1 og 2, og stk. 2, altid skulle regnes fra leveringsdatoen,
således at køber ikke ved at udskyde
fastsættelsen af beløbet tilsvarende vil kunne udskyde
sin betalingsfrist.
Formålet med forslaget er at sikre, at
reglerne ikke omgås ved, at køber både
fastsætter betalingen og samtidig fastsætter
betalingsfristen.
Det følger af den foreslåede
§ 4, stk. 4, at forbuddene i stk.
1 og 2 ikke gælder for de betalinger, som er nævnt i
§ 3, stk. 5, litra a - c.
Forslaget indebærer, at de betalinger,
som fremgår af lovforslagets § 3, stk. 5, litra a - c,
og som er undtaget fra forbuddene i § 3, stk. 1 og 2,
tilsvarende er undtaget fra forbuddene i § 4, stk. 1 og 2.
Det følger af den foreslåede
§ 4, stk. 5, 1. pkt., at
forbuddene i stk. 1 og 2 ikke berører de konsekvenser af for
sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv
2011/7/EU, som finder anvendelse uanset de betalingsfrister, der er
fastsat i denne lov.
Forslaget indebærer, at de konsekvenser
af for sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv
2011/7/EU (implementeret i dansk ret ved lov om renter og andre
forhold ved forsinket betaling (renteloven), jf. lov nr. 1244 af
18. december 2012 om ændring af lov om renter ved forsinket
betaling m.v., lov om erstatningsansvar og lov om
forsikringsaftaler), ligeledes finder anvendelse på de
betalingsfrister på henholdsvis 30 og 60 dage, der er fastsat
i lovforslagets § 4, stk. 1, nr. 1-2, og stk. 2.
Det følger videre af den
foreslåede stk. 5, 2. pkt., at
forbuddene i stk. 1 og 2 heller ikke berører køberens
og leverandørens mulighed for at aftale en
værdidelingsklausul som omhandlet i artikel 172a i forordning
(EU) nr. 1308/2013 med senere ændringer.
Forslaget indebærer, at forbuddene i
§ 4, stk. 1 og 2, ikke berører køberens og
leverandørens mulighed for at aftale en
værdidelingsklausul. Det fremgår således af
artikel 172a i forordning (EU) nr. 1308/2013 med senere
ændringer, at "uden at dette berører eventuelle
særlige klausuler om værdideling inden for
sukkersektoren, kan landbrugere, herunder sammenslutninger af
landbrugere, og deres første opkøber aftale klausuler
om værdideling, herunder deling af markedsbonusser og -tab,
der fastsætter, hvordan en eventuel udvikling af relevante
markedspriser på de pågældende produkter eller
andre råvaremarkeder skal fordeles mellem dem. "
Det foreslås i § 4, stk. 6, at leverandørernes og
købernes årlige omsætning som omhandlet i stk. 1
og 2, skal forstås i overensstemmelse med artikel 3, 4 og 6 i
bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF om definitionen
af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder.
Det fremgår af direktivets artikel 1,
stk. 2, at leverandørernes og købernes årlige
omsætning som omhandlet i første afsnit, litra a - e,
forstås i overensstemmelse med de relevante dele af bilaget
til Kommissionens henstilling 2003/361/EF, navnlig bilagets artikel
3, 4 og 6, herunder definitionerne af »uafhængig
virksomhed«, »partnervirksomhed« og
»tilknyttet virksomhed« samt andre forhold
vedrørende den årlige omsætning.
Forslaget indebærer i praksis, at der i
forbindelse med opgørelsen af årlig omsætning
skal medregnes - helt eller delvist - omsætning fra
modervirksomheder, tilknyttede virksomheder og partnervirksomheder.
Denne henstilling vil alene skulle anvendes i forbindelse med
omsætningsopgørelsen, og det er således ikke
hensigten med henvisningen hertil i direktivets artikel 1, stk. 1,
at principperne i henstillingen skal anvendes til andet end at
opgøre omsætningen.
Artikel 3 i bilaget til Kommissionens
henstilling 2003/361/EF vedrører typer af virksomheder, som
tages i betragtning ved beregning af beløbsstørrelser
(omsætning). Artikel 3 definerer således
"uafhængig virksomhed, "partnervirksomhed" og "tilknyttede
virksomheder".
Artikel 4 i bilaget til Kommissionens
henstilling 2003/361/EF vedrører de data, der skal anvendes
ved beregning af beløbsstørrelser (omsætning).
Det fremgår bl.a. af Kommissionens brugervejledning til
definitionen af SMV'er side 13, at den årlige omsætning
bestemmes ved at beregne virksomhedens indkomst fra salg af
produkter og tjenesteydelser, der falder ind under virksomhedens
almindelige aktiviteter, i det pågældende år
efter fradrag af eventuelle prisnedslag. Omsætningen beregnes
eksklusiv moms og andre indirekte skatter og afgifter.
Opgørelsen af omsætningen er således ikke alene
begrænset til en bestemt gruppe af varer, f.eks. kun
fødevarerelaterede varer, men er relateret til samtlige
varegrupper, virksomheden måtte basere sig på.
Artikel 6 i bilaget til Kommissionens
henstilling 2003/361/EF vedrører fastlæggelse af
oplysninger om virksomheden, herunder beregning af de data, der
skal tages i betragtning.
Forslaget indebærer, at vurderingen af,
om en leverandørs årlige omsætning er mere end
350 mio. euro eller om en købers årlige
omsætning er på 2 mio. euro eller mindre, jf.
lovforslagets § 4, stk. 2, vil skulle foretages på
tidspunktet for den enkelte handel. Det afgørende vil
således være omsætningen på tidspunktet for
den eventuelle overtrædelse.
Når der i lovforslaget i øvrigt
henvises til omsætning, er det således den årlige
omsætning, som opgjort i overensstemmelse med artikel 3, 4 og
6 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF.
Det foreslås i § 4, stk. 7, at køber kan anmode om, at
leverandøren afgiver en erklæring om, hvorvidt
leverandøren har en årlig omsætning på
mere end 350 mio. euro, jf. stk. 2.
Forslaget indebærer, at køber til
enhver tid vil kunne anmode om at få erklæringen inden
tidspunktet for aftaleindgåelsen, men vil også kunne
anmode om at få en sådan erklæring undervejs i
parternes samhandelsforhold.
Forslaget har den virkning, at en
køber, der har modtaget en erklæring efter stk. 7, og
som har handlet i god tro og i overensstemmelse med indholdet i
erklæringen, ikke kan straffes med bøde, hvis det
efter afgivelsen af erklæringen viser sig, at oplysningerne
heri ikke var korrekte. En sådan køber vil
således ikke kunne anses for at have handlet med den
uagtsomhed (simpel eller grov), der er en forudsætning for
idømmelse af bødestraf.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil
udarbejde en standardformular, som leverandøren kan anvende
til at afgive en sådan erklæring. Denne
standardformular vil kunne findes og downloades på
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside.
Det vurderes ikke at være relevant for
leverandører at kunne kræve en erklæring fra
køber, idet det må antages at være i
købers interesse at oplyse sine leverandører sin
årlige omsætning, såfremt denne ikke er omfattet
af bestemmelserne om maksimale betalingsfrister.
Erklæringsordningen er en frivillig
ordning. Det er således op til den enkelte leverandør,
om den vil afgive en sådan erklæring på anmodning
fra en køber.
Til §
5
Med den foreslåede bestemmelse
gennemføres direktivets artikel 3, stk. 1, litra b -i.
Bestemmelsen oplister og forbyder visse former for urimelig
handelspraksis.
Der henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
gældende ret.
Det følger af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 16, at det er vigtigt at mindske
risikoen for at begrænse brugen af rimelige og
effektivitetsfremmende aftaler mellem parterne, når det skal
vurderes, om en bestemt handelspraksis er urimelig. Det
følger videre heraf, at der derfor bør sondres mellem
de former for praksis, der fastlægges i klare og utvetydige
vendinger i leveringsaftaler eller efterfølgende aftaler
mellem parterne, og praksis, som forekommer efter at transaktionen
er indledt, uden at de er blevet aftalt på forhånd,
således at det kun er ensidige og retrospektive
ændringer af de nævnte klare og utvetydige vendinger,
der er forbudt. Det følger endelig heraf, at visse former
for handelspraksis imidlertid ikke bør være omfattet
af parternes kontraktfrihed, fordi de betragtes som urimelige
på grund af deres art.
Den foreslåede § 5 omfatter de
former for urimelig handelspraksis, som parterne ikke kan aftale,
netop fordi de betragtes som urimelig på grund af deres
art.
Generelt bemærkes, at parterne fortsat
vil kunne gøre obligationsretlige
misligholdelsesbeføjelser gældende. Den
foreslåede bestemmelse har ikke til hensigt at ændre
herpå.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., er det forbudt,
når køberen annullerer ordrer på
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer med så
kort et varsel, at leverandøren ikke med rimelighed kan
forventes at finde en alternativ måde at afsætte eller
anvende de pågældende produkter på. Efter
bestemmelsens 2. pkt. foreslås
det, at et varsel på mindre end 30 dage altid vil blive
betragtet som kort varsel, jf. dog stk. 2.
Det vil dog altid bero på en konkret
vurdering på baggrund af bl.a. produktets beskaffenhed.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1,
nr. 2, er det forbudt, når
køberen ensidigt ændrer vilkårene i en
leveringsaftale for landbrugs- og fødevarer
vedrørende landbrugs- og fødevarernes leverings- og
forsyningshyppighed, leveringsmetode, leveringssted,
leveringstidspunkt eller leveringsomfang, kvalitetsstandarderne,
betalingsbetingelserne eller priserne, eller hvad angår
levering af tjenesteydelser nævnt i § 6.
Den foreslåede bestemmelse oplister
således en række eksempler på sådanne
ændringer i vilkårene vedrørende landbrugs- og
fødevarer.
En ensidig ændring fra køberens
side vil bl.a. kunne være, at køberen trækker
produkter omfattet af en leveringsaftale ud af varesortimentet. Det
følger dog af direktivet, jf. præambelbetragtning nr.
21, at det ikke bør anses for at være en ensidig
ændring af kontraktvilkårene, hvis der allerede
foreligger en aftale mellem leverandøren og køberen,
der specifikt fastsætter, at køberen vil kunne
specificere et konkret element af transaktionen på et senere
tidspunkt med hensyn til fremtidige ordrer. Det vil f.eks. kunne
vedrøre de mængder, der bestilles.
En aftale indgås således ikke
nødvendigvis på samme tidspunkt, hvad angår
samtlige aspekter af transaktionen, hvilket den foreslåede
bestemmelse tager højde for, så længe der
foreligger en aftale herom mellem parterne.
Den foreslåede bestemmelse ændrer
dermed ikke ved, at en køber fortsat vil kunne udøve
dennes kontraktuelle rettigheder inden for rammerne af
leveringsaftalen, uden at dette nødvendigvis vil blive
betragtet som en ensidig ændring af kontraktvilkårene
og dermed vil være forbudt.
Hvorvidt der i det enkelte tilfælde vil
være tale om en ensidig ændring, vil bero på en
konkret vurdering.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1,
nr. 3, er det forbudt, når
køberen kræver betalinger af leverandøren, som
ikke vedrører salg af leverandørens landbrugs- og
fødevarer.
Det følger af direktivets
præambelbetragtning nr. 22, at leverandører og
købere af landbrugs- og fødevarer frit bør
kunne forhandle salgstransaktioner, herunder prisen, og at
sådanne forhandlinger også omfatter betalinger for
tjenesteydelser, som leveres af køberen til
leverandøren såsom præsentation,
markedsføring og salgsfremstød. Hvis en køber
derimod opkræver betalinger, som ikke er knyttet til en
specifik salgstransaktion vedrørende landbrugs- og
fødevarer, vil det udgøre urimelig handelspraksis og
dermed være forbudt.
Forslaget indebærer, at for så
vidt angår betalinger for visse tjenesteydelser såsom
præsentation, markedsføring og salgsfremstød,
da skal sådanne betalinger være aftalt i klare og
utvetydige vendinger ved indgåelsen af leveringsaftalen eller
i en efterfølgende aftale mellem leverandøren og
køberen. Hvis ikke de er det, vil sådanne krav om
betalinger udgøre urimelig handelspraksis og dermed
være forbudte, jf. lovforslagets § 6.
Forslaget begrænser ikke muligheden for,
at parterne vil kunne aftale at benytte sig af en kreditfacilitet
(ofte benævnt Supply Chain Financing), hvorefter
leverandøren - mod betaling af en mindre rentesats på
f.eks. 0,25 pct. af fakturabeløbet - modtager betaling
tidligere end den aftalte betalingsfrist fra købers bank,
selvom den underliggende faktura måtte have en længere
betalingsfrist. En sådan ordning vil den foreslåede
bestemmelse i nr. 3 dermed ikke begrænse muligheden for at
aftale, dog under forudsætning af at den underliggende
faktura er i overensstemmelse med betalingsfristerne på
henholdsvis 30 eller 60 dage, jf. direktivets artikel 3, stk. 1,
litra a og lovforslagets §§ 3 og 4.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1,
nr. 4, er det forbudt, når
køberen kræver betaling for en forringelse og/eller et
tab af landbrugs- og fødevarer, som forekommer hos en
køber, eller efter at ejerskabet er overgået til
køberen, hvor en sådan forringelse og/eller tab ikke
skyldes leverandørens forsømmelighed eller fejl.
I forhold til risikoens overgang vil
bestemmelsen skulle forstås i overensstemmelse med
udgangspunktet i købelovens § 17, hvorefter
sælger (leverandøren) bærer faren for
salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse,
indtil levering har fundet sted.
Idet risikoen overgår til køberen
ved levering af salgsgenstanden, er det derfor ligeledes
afgørende, hvornår der efter købeloven er sket
levering. Købeloven definerer ikke begrebet levering, men
indeholder bestemmelser om, hvor sælgeren skal levere
(§§9-11), og hvornår sælgeren skal levere
(§§12-13), hvis ikke andet er aftalt mellem parterne. Med
"levering" forstås ifølge litteraturen normalt de
handlinger fra sælgerens side, der kræves for på
rette måde at skaffe køberen i besiddelse af
salgsgenstanden. Levering forudsætter almindeligvis, at
sælgeren foretager en række foranstaltninger for at
skaffe køberen i besiddelse af salgsgenstanden.
Som følge af den foreslåede
bestemmelse vil der dermed ikke i de af loven omfattede
samhandelsrelationer kunne indgås aftale om, at risikoen for
salgsgenstandens hændelige undergang overgår på
et senere tidspunkt end ved
overgivelse til køber.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1,
nr. 5, 1. pkt., er det forbudt,
når en køber på anmodning fra en
leverandør nægter at give skriftlig bekræftelse
af betingelserne for en leveringsaftale mellem køberen og
leverandøren. Den foreslåede bestemmelse undtager dog
i 2. pkt. de tilfælde, hvor
aftalen vedrører produkter, som skal leveres af et medlem af
en producentorganisation, herunder et kooperativ, til den
producentorganisation, som leverandøren er medlem af, hvis
den pågældende producentorganisations vedtægter
eller regler og afgørelser fastlagt i eller truffet i
henhold til disse vedtægter indeholder bestemmelser, der har
tilsvarende virkning som vilkårene i leveringsaftalen.
Forslaget i 1. pkt. pålægger
således ikke parterne et decideret krav om skriftlighed, men
fastsætter, at i de tilfælde, hvor en leverandør
anmoder om en skriftlig bekræftelse af betingelserne for en
leveringsaftale, som f.eks. kan være indgået mundtligt
over telefon, da vil det udgøre en urimelig handelspraksis,
hvis køberen nægter eller afviser at give en
sådan skriftlig bekræftelse af betingelserne i
leveringsaftalen, medmindre undtagelsen i bestemmelsens 2. pkt.
finder anvendelse, jf. ovenfor.
Det følger af direktivets
præambelbetragtning nr. 23, at selvom der ikke bør
være nogen forpligtelse til at anvende skriftlige kontrakter,
kan anvendelsen af skriftlige aftaler inden for landbrugs- og
fødevareforsyningskæden bidrage til at undgå
visse former for urimelig handelspraksis. Det følger
endvidere heraf, at for at beskytte leverandører fra en
sådan urimelig handelspraksis, bør leverandører
eller deres sammenslutninger derfor have ret til at anmode om
skriftlig bekræftelse af betingelserne for en
leveringsaftale, hvis disse betingelser allerede er aftalt.
Forslaget i 2. pkt. indebærer, at kravet
om skriftlig bekræftelse efter 1. pkt. ikke finder anvendelse
på andelsselskaber (kooperativer), når de køber
produkter, der leveres af et medlem, hvis det
pågældende andelsselskabs vedtægter indeholder
bestemmelser, der har tilsvarende virkning som vilkårene i
leveringsaftalen.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1,
nr. 6, er det forbudt, når en
køber ulovligt erhverver, bruger eller videregiver
leverandørens forretningshemmeligheder som omfattet af
direktiv 2016/943/EU. Direktivet, jf. Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse
af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger
(forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og
videregivelse (EUT L 157 af 15.6.2016, s. 1), er allerede
implementeret i dansk ret ved lov nr. 309 af den 25. april 2018
(lov om forretningshemmeligheder).
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vil være håndhævende myndighed
i forhold til en konkret overtrædelse heraf i forbindelse med
handel med landbrugs- og fødevarer mellem en køber og
en leverandør.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1,
nr. 7, er det forbudt, når
køberen iværksætter handelsrepressalier eller
truer hermed over for leverandøren, hvis leverandøren
udøver sine kontraktmæssige eller juridiske
rettigheder, herunder ved at indgive en klage til en af de
håndhævende myndigheder eller ved at samarbejde med en
håndhævende myndighed i forbindelse med en
undersøgelse.
Eksempler på sådanne
handelsrepressalier over for leverandører, eller truslen
herom, kan ifølge direktivet bl.a. være det forhold,
at køberen trækker produkter ud af varesortimentet,
reducerer mængden af bestilte produkter eller indstiller
visse tjenesteydelser, som køberen leverer til
leverandøren. Det kan f.eks. være markedsføring
eller salgsfremstød af leverandørens produkter.
Hvis muligheden for ovenstående
handlinger allerede følger af leveringsaftalen, vil en
køber som udgangspunkt fortsat kunne udøve dennes
kontraktuelle rettigheder. Hvorvidt en sådan handling
udgør en handelsrepressalie vil dog bero på en konkret
vurdering ud fra de konkrete omstændigheder i sagen.
Det følger i tilknytning hertil af
præambelbetragtning nr. 24, at direktivet ikke harmoniserer
reglerne om bevisbyrde, som anvendes i sager ved de nationale
håndhævende myndigheder, ligesom direktivet heller ikke
harmoniserer definitionen af leveringsaftaler. Bestemmelser om
henholdsvis bevisbyrde og definitionen af leveringsaftaler er
derfor dem, der er fastsat efter gældende dansk ret.
Det vil derfor i sidste ende være op til
domstolene på baggrund af den konkrete bevisførelse i
sagen at afgøre, hvad de anser som bevist, dvs. om en given
adfærd fra købers side udgør
handelsrepressalier, som har sammenhæng med f.eks.
leverandørens klage til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1,
nr. 8, er det forbudt, når
køberen kræver kompensation fra leverandøren
for omkostningerne ved at behandle kundeklager i forbindelse med
salget af leverandørens produkter, selv om der ikke er nogen
forsømmelighed eller fejl fra leverandørens side.
Forslaget ændrer ikke ved, at en
køber godt vil kunne kræve kompensation fra
leverandøren for omkostninger ved at behandle kundeklager i
forbindelse med salget af leverandørens produkter, i de
tilfælde, hvor kundeklagerne skyldes leverandørens
forsømmelighed eller fejl. Dette vil således ikke
være at betragte som en urimelig handelspraksis.
Det følger af den foreslåede
§ 5, stk. 2, at erhvervsministeren
i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, litra b, i direktiv
2019/633/EU, i behørigt begrundede tilfælde kan
fastsætte regler om kortere annulleringsfrister end 30 dage,
jf. stk. 1, nr. 1, for specifikke sektorer.
I forhold til, at der skal være tale om
"behørigt begrundede tilfælde", førend
bemyndigelsen i stk.2 kan finde anvendelse, så følger
det af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 20, at
meddelelser om annullering for letfordærvelige produkter
på mindre end 30 dage bør betragtes som urimelige, da
leverandøren ikke ville være i stand til at finde en
alternativ afsætningsmulighed for disse produkter. Det
følger endvidere heraf, at for produkter i visse sektorer
kan endnu kortere annulleringsfrister dog muligvis stadig give
leverandører tilstrækkelig tid til at sælge
produkterne et andet sted eller til at anvende dem selv.
Medlemsstaterne bør derfor ifølge direktivet have
mulighed for at indføre kortere annulleringsfrister for
disse sektorer i behørigt begrundede tilfælde.
På den baggrund foreslås det, at
der indsættes en bemyndigelsesbestemmelse, jf. lovforslagets
§ 5, stk. 2. Der er dog ikke for nuværende planer om at
benytte denne hjemmel. Bestemmelsen er dog hensigtsmæssig, da
den følger af direktivet.
Forslaget i § 5 er en tekstnær
implementering af direktivets artikel 3, stk. 1, litra b-i.
Til §
6
Med den foreslåede bestemmelse
gennemføres direktivets artikel 3, stk. 2, litra a -f samt
artikel 3, stk. 3.
Der henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
gældende ret.
Det følger af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 16, at det er vigtigt at mindske
risikoen for at begrænse brugen af rimelige og
effektivitetsfremmende aftaler mellem parterne, når det skal
vurderes, om en bestemt handelspraksis er urimelig. Det
følger videre heraf, at der derfor bør sondres mellem
de former for praksis, der fastlægges i klare og utvetydige
vendinger i leveringsaftaler eller efterfølgende aftaler
mellem parterne, og praksis, som forekommer efter at transaktionen
er indledt, uden at de er blevet aftalt på forhånd,
således at det kun er ensidige og retrospektive
ændringer af de nævnte klare og utvetydige vendinger,
der er forbudt. Det følger endelig heraf, at visse former
for handelspraksis imidlertid ikke bør være omfattet
af parternes kontraktfrihed, fordi de betragtes som urimelige
på grund af deres art.
Den foreslåede § 6 oplister en
række former for handelspraksis, som alene er lovlige,
såfremt der forinden er truffet aftale herom i klare og
utvetydige vendinger i leveringsaftalen eller i en eventuel
efterfølgende aftale mellem køberen og
leverandøren. En sådan eventuel efterfølgende
aftale mellem køberen og leverandøren skal
altså også være indgået inden, at en køber foretager en
handelspraksis, som oplistet i lovforslagets § 6, stk. 1, nr.
1-6. Det er dog ikke et krav, at en sådan aftale skal
være underskrevet, da den foreslåede lov eller
direktivet ikke stiller krav om, at aftaler skal være
indgået skriftligt, jf. også direktivets
præambelbetragtning nr. 23.
Disse former for handelspraksis vil
således - til forskel fra de oplistede former for urimelig
handelspraksis i lovforslagets § 5 - kunne fraviges ved
forudgående aftale herom i klare og utvetydige vendinger.
Baggrunden herfor er, at sådanne vilkår under visse
omstændigheder vil kunne have effektivitetsfremmende
virkninger, der kan bidrage til, at den respektive
fødevareforsyning fungerer gnidningsfrit.
Hvornår en aftale er "klar og utvetydig"
skal forstås i overensstemmelse med de almindelige
aftaleretlige fortolkningsregler, herunder koncipistreglen.
Efter den foreslåede § 6, stk. 1, nr. 1, kan det aftales, at
køberen returnerer ikkeafsatte landbrugs- og
fødevarer til leverandøren uden at betale for disse
eller uden at betale for bortskaffelse af disse produkter.
Efter den foreslåede § 6, stk. 1,
nr. 2, kan det aftales, at
køberen kræver betaling fra leverandøren som
betingelse for oplagring, udstilling eller anden præsentation
af sine landbrugs- og fødevareprodukter eller
tilgængeliggørelse af sådanne varer på
markedet.
Efter den foreslåede § 6, stk. 1,
nr. 3, kan det aftales, at
køberen kræver, at leverandøren bærer
alle eller en del af omkostningerne ved prisnedslag for landbrugs-
og fødevarer, som sælges af køberen i
forbindelse med et salgsfremstød, forudsat at
køberen, inden denne iværksætter et
salgsfremstød, angiver salgsfremstødsperioden og den
mængde landbrugs- og fødevarer, der forventes bestilt
til den nedsatte pris.
"Salgsfremstød" kan anses ses som en
mere tydelig adskilt aktivitet (i forhold til reklame og
markedsføring, jf. den foreslåede nr. 4 og nr. 5
nedenfor). Henvisningen til prisnedslag i § 6, stk. 1, nr. 3,
antyder således, at salgsfremstød i denne henseende er
knyttet til rabatter, der ydes på specifikke mængder af
produkter med henblik på at øge salget.
Efter de foreslåede bestemmelser i
§ 6, stk. 1, nr. 4 og nr. 5, kan det aftales, at køberen
kræver, at leverandøren betaler for henholdsvis
køberens reklame og/eller markedsføring for
landbrugs- og fødevarer.
Forskellen på reklame og
markedsføring er i denne henseende at "reklame" ofte
beskrives som et underelement eller en individuel komponent i en
bredere "markedsføring". Sidstnævnte er således
mere omfattende med henblik på at dække en
større strategi, som f.eks. kan omfatte
markedsundersøgelser og egentlige
markedsføringsplaner, herunder
gennemførelsesforanstaltninger (såsom radioreklame og
avisplaceringer) med det formål at øge salget af et
produkt til en målgruppe. Under alle omstændigheder vil
begge former for adfærd være forbudt, hvorfor
sondringen må antages at være mere teoretisk end
praktisk.
Efter den foreslåede § 6, stk. 1,
nr. 6, kan det aftales, at
køberen opkræver betaling fra leverandøren for
personale til at indrette lokaler til salg af leverandørens
produkter.
Efter den foreslåede § 6, stk. 2, 1. pkt., skal køberen, hvis
denne kræver en betaling i de situationer, der er omhandlet i
stk. 1, nr. 2-6, efter anmodning fra leverandøren give
leverandøren et skriftligt overslag over betalingen pr.
enhed eller de samlede betalinger, alt efter hvad der er
hensigtsmæssigt i den konkrete situation. Videre
foreslås det i 2. pkt., at
køberen i situationer omfattet af stk. 1, nr. 2 og 4-6,
endvidere skal give leverandøren et skriftligt overslag over
omkostningerne og grundlaget for overslaget.
Stk. 2 har således sammenhæng med
de situationer, som er nævnt i stk. 1, nr. 2-6, hvor
køberen opkræver betaling fra leverandøren,
fordi der forinden er truffet aftale herom i klare og utvetydige
vendinger i aftalen parterne imellem. I sådanne situationer
vil køberen skulle, hvis leverandøren anmoder herom,
give leverandøren et skriftligt overslag over den
pågældende betaling pr. enhed eller over de samlede
betalinger, alt efter hvad der vurderes at være
hensigtsmæssigt.
For så vidt angår situationerne
nævnt i stk. 1, nr. 2 og nr. 4-6, vil køberen desuden
skulle give leverandøren et skriftligt overslag over
omkostningerne samt grundlaget for dette overslag, hvis
leverandøren anmoder herom.
I alle tilfælde vil de
pågældende bidrag efter nr. 2-6, som det er aftalt, at
leverandøren skal betale, skulle baseres på objektive
og rimelige skøn.
Hvis køberen efter anmodning fra
leverandøren undlader at give leverandøren et
sådant overslag efter stk. 2, vil der være tale om en
urimelig handelspraksis, som vil være forbudt i medfør
af § 6.
Forslaget i § 6 er - med de
fornødne sproglige tilpasninger - en tekstnær
implementering af direktivets artikel 3, stk. 2, litra a -f samt
artikel 3, stk. 3.
Til §
7
Med den foreslåede bestemmelse
gennemføres direktivets artikel 4. Bestemmelsen regulerer
udpegelsen af den håndhævende myndighed.
Efter gældende ret er udgangspunktet
aftalefrihed, og eventuelle konflikter og uenigheder
vedrørende kontraktvilkår løses bl.a. via
voldgift eller ved et civilretligt søgsmål for
domstolene. Ofte taler kommercielle hensyn for at henlægge
konfliktløsningen i særlige fora, enten fordi parterne
ønsker en diskret konfliktløsning, eller fordi de
søger at forliges gennem alternativ
konfliktløsning.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
gældende ret.
Det følger bl.a. af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 28, at medlemsstaterne bør
udpege håndhævende myndigheder for at sikre en effektiv
håndhævelse af forbuddene i direktivet på
nationalt plan.
Det følger af den foreslåede
§ 7, stk. 1, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen varetager opgaven som
håndhævelsesmyndighed i forhold til reglerne om
urimelig handelspraksis i denne lov og regler udstedt i
medfør heraf.
Forslaget indebærer dermed, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får ansvaret for at
håndhæve reglerne om urimelig handelspraksis efter den
foreslåede lov og regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås samtidig i § 7, stk. 2, 1. pkt., at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan træffe afgørelse efter denne
lov og regler udstedt i medfør heraf. Det foreslås
videre i stk. 2, 2. pkt., at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udøver sine
beføjelser efter denne lov og regler udstedt i medfør
heraf i fuld uafhængighed.
Det vil indebære, at ministeren ikke har
instruktionsbeføjelse over for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vedrørende konkrete sager, der
afgøres efter denne lov. Det samme vil gøre sig
gældende i forhold til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
beslutninger og afgørelser efter lovforslagets § 9,
stk. 1, 1. pkt. (prioritering af sager). Forslaget vil endvidere
indebære, at ministeren ikke har
instruktionsbeføjelser over for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vedrørende udarbejdelsen af vejledninger
i medfør af loven.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog
fortsat være underlagt instruktion fra ministeren i sager
vedrørende f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig
ministerbetjening og bidrag til tværgående arbejde
på ministerområdet. Dette omfatter tillige udarbejdelse
af eventuelle analyser til ministeren. Det samme gælder
styrelsens deltagelse som repræsentant for Danmark i
internationalt arbejde vedrørende forberedelse af nye eller
ændrede EU-retsakter på området. Det gælder
dog ikke ved drøftelsen af konkrete sager i EU-regi.
Til §
8
Med den foreslåede bestemmelse
gennemføres direktivets artikel 5, stk. 1-2. Bestemmelsen
fastsætter, hvem der kan
indgive klager, og hvortil klager
kan indgives.
Efter gældende ret er udgangspunktet
aftalefrihed, og eventuelle konflikter og uenigheder
vedrørende kontraktvilkår løses bl.a. via
voldgift eller ved et civilretligt søgsmål for
domstolene. Ofte taler kommercielle hensyn for at henlægge
konfliktløsningen i særlige fora, enten fordi parterne
ønsker en diskret konfliktløsning, eller fordi de
søger at forliges gennem alternativ
konfliktløsning.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
gældende ret.
Det følger af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 30, at leverandører kan finde
det lettere at indgive en klage til den håndhævende
myndighed i deres egen medlemsstat, f.eks. af sproglige
årsager. Det følger videre heraf, at det i imidlertid
- hvad angår håndhævelsen - kan være mere
effektivt at indgive en klage til den håndhævende
myndighed i den medlemsstat, hvor køberen er etableret, og
at leverandører bør kunne vælge, hvilken
myndighed de ønsker at indgive klagen til.
Det følger samtidig af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 31, at de håndhævende
myndigheder også bør kunne tage imod og reagere
på klager fra producentorganisationer, andre
leverandørorganisationer og disses sammenslutninger,
herunder repræsentative organisationer, da der hermed kan
sikres beskyttelse af identiteten hos de medlemmer af
organisationerne, som udsættes for urimelig handelspraksis.
Det følger endvidere heraf, at også andre
organisationer, som har en berettiget interesse i at
repræsentere leverandører, bør have ret til at
indgive klager efter anmodning fra en leverandør, forudsat
at der er tale om uafhængige og non-profit juridiske
personer.
Det følger af den foreslåede
§ 8, stk. 1, 1. pkt., at en leverandør enten kan
indgive en klage til den håndhævende myndighed i den
medlemsstat, hvor leverandøren er etableret, eller til den
håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor
køberen er etableret. Det foreslås i 2. pkt., at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen har kompetence til at håndhæve
forbuddene i §§ 3-6.
Forslaget i stk. 1, 1. pkt. indebærer,
at en klager vil kunne vælge, hvilken
håndhævelsesmyndighed vedkommende ønsker at
indgive en klage til.
Det vil ikke have betydning for vurderingen
af, hvor køberen er etableret - og dermed til hvilken
håndhævelsesmyndighed en leverandør kan indgive
en klage til - om køber er en del af en større
koncern, og om denne udgør moderselskabet eller er et
datterselskab. Det afgørende vil være, i hvilket land
det selskab, handlen indgås med, er etableret. Hvis
eksempelvis et datterselskab (etableret i Tyskland) til en
multinational virksomhed (med hovedsæde i USA) køber
landbrugs- og fødevarer fra en dansk leverandør,
så er datterselskabet at anse som køber, hvorfor en
leverandør etableret i Danmark vil kunne vælge enten
at klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller til den
udpegede håndhævelsesmyndighed i Tyskland.
I de tilfælde, hvor en dansk
leverandør klager til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
over en køber, som er etableret i et andet land inden for
Den Europæiske Union eller uden for Den Europæiske
Union, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter direktivets
artikel 8 om samarbejde mellem håndhævende myndigheder
kunne anmode om gensidig bistand i det land, hvor køberen er
etableret i forhold til at undersøge en klage nærmere
med henblik på at træffe en eventuel afgørelse.
Det samme gør sig gældende i forhold til inddrivelse
af eventuelle bøder i andre lande i eller uden for EU.
Stk. 1, 2. pkt. statuerer territorial
kompetence i relation til klager over urimelig handelspraksis efter
lovforslagets §§ 3-6. Der vil derfor ikke være
noget til hinder for, at parterne indgår aftale om lovvalg i
forhold til aftalen i øvrigt.
Artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og
Rådets Forordning nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om
lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I-forordningen -
ogfor Danmarks vedkommende Rom-konventionens artikel 3, stk. 1),
fastslår således, at en aftale er underkastet den lov,
som parterne har vedtaget, jf. dog Rom-I-forordningens artikel 9
(for Danmarks vedkommende Rom-konventionens artikel 7)
vedrørende overordnede præceptive bestemmelser og den
foreslåede § 8, stk. 3, nedenfor, hvorefter
minimumsbeskyttelsen efter direktiv 2019/633/EU aldrig vil kunne
fraviges ved lovvalg.
Det følger af den foreslåede
§ 8, stk. 2, 1. pkt., at
producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og
disses sammenslutninger ligeledes har ret til at indgive en klage
på vegne af en eller flere af deres medlemmer eller deres
medlemsorganisationers medlemmer, hvis sådanne medlemmer
mener, at de udsættes for en urimelig handelspraksis.
Det følger endvidere af den
foreslåede § 8, stk. 2, 2.
pkt., at også andre organisationer, der har en
berettiget interesse i at repræsentere leverandører,
har ret til at indgive klager efter anmodning fra en
leverandør og i denne leverandørs interesse, forudsat
at sådanne organisationer er uafhængige og nonprofit
juridiske personer.
At sådanne andre organisationer skal
være "uafhængige og nonprofit juridiske personer" for
at være klageberettigede indebærer blot, at
sådanne organisationer skal adskille sig fra de
organisationer, der allerede kan kvalificere sig som en
leverandørorganisationer m.v. efter lovforslagets § 8,
stk. 2, 1. pkt.
Normalt vil en organisations vedtægter
være en tilstrækkelig indikation på, om en
organisation er en nonprofit organisation.
Ved at producentorganisationer m.v. efter
anmodning fra og på vegne af en eller flere af deres
medlemmer får ret til at indgive klager, vil der hermed kunne
sikres beskyttelse af identiteten hos de medlemmer af de
pågældende organisationer m.v., som mener, at de
udsættes for urimelig handelspraksis. Samtidig vil den
indklagede (køber) have mulighed for at varetage sine
interesser.
Forslaget har nær sammenhæng med
lovforslagets § 10, stk. 1, hvortil der henvises.
Det følger af den foreslåede
§ 8, stk. 3, 1. pkt., at forbuddene i direktiv 2019/633/EU
er overordnede præceptive bestemmelser, som finder anvendelse
i enhver situation, der falder inden for denne lovs
anvendelsesområde. Det følger videre af 2. pkt., at i tilfælde, hvor begge
aftaleparter er etableret i Danmark, vil lovens §§ 3-6
finde anvendelse.
Forslaget i 1. pkt. er en implementering af
direktivets artikel 3, stk. 4, og indebærer, at uanset
eventuelle lovvalgsaftaler, som ellers ville finde anvendelse
på leveringsaftalen mellem parterne, så vil parterne
ikke kunne aftale sig ud af forbuddene om urimelig handelspraksis i
direktiv 2019/633/EU. Den overordnede præceptivitet
gælder dermed kun i forhold til direktivets minimumsforbud,
hvorfor de enkelte håndhævelsesmyndigheder i
EU-medlemsstaterne alene er forpligtet til at håndhæve
minimumsforbuddene i direktivets artikel 3, stk. 1 og 2.
Lovvalg er et helt sædvanligt led i en
kommerciel aftale mellem to parter, der er etableret i hver deres
land. En sådan aftale indgås for at skabe klarhed over,
hvad der skal gælde for aftaleforholdet og eventuelle
tvister, der måtte opstå i forbindelse hermed, og
direktiv 2019/633/EU tilsigter ikke at ændre på de
regler, der gælder for lovvalg. Det vil i forhold til Danmark
betyde Rom-konventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes
på kontraktlige forpligtelser, som er gennemført i
dansk ret ved lov nr. 188 af 9. maj 1984 om gennemførelse af
konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige
forpligtelser med senere ændringer.
Da lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6
indeholder en udvidelse af direktivets forbud, vil disse
bestemmelser således ikke være omfattet af den
overordnede præceptivitet i § 8, stk. 3. Dette
gælder dog ikke i de tilfælde, hvor begge aftalens
parter er etableret i Danmark, jf. lovforslagets § 8, stk. 3,
2. pkt. I sidstnævnte tilfælde vil lovforslagets
§§ 3-6 gælde og vil kunne håndhæves af
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Forslaget indebærer ligeledes, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i sager, hvor en
leverandør og køber er etableret i hver sit land, og
hvor en lovvalgsaftale peger på et andet lands lovgivning,
alene har kompetence til at håndhæve direktivets
minimumsbeskyttelse. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil
således ikke have kompetence til at vurdere, hvorvidt en
lovvalgsaftale er gyldig, hvis der er strid herom. Dette
spørgsmål vil skulle afgøres ved domstolene.
Det følger af den foreslåede § 8, stk. 4, at erhvervsministeren kan
fastsætte nærmere regler for indgivelse af klager,
herunder om opkrævning af et klagegebyr. Det er hensigten, at
bemyndigelsen kan blive udmøntet i en bekendtgørelse,
hvor de nærmere regler for indgivelse og behandling af klager
indgår, herunder f.eks. klagefrister. Det kan endvidere
senere vise sig nødvendigt at udnytte bemyndigelsen til at
fastsætte nærmere regler for opkrævning af et
klagegebyr, f.eks. på grund af et øget
ressourceforbrug for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som
følge af et højt antal af indkomne klager. Det
nærmere omfang af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
håndhævelse kan dog først klarlægges,
når styrelsen har opnået nærmere erfaringer
hermed.
Forslaget i § 8 er - med undtagelse af
stk. 3, 2. pkt. og stk. 4 - en tekstnær implementering af
direktivets artikel 5, stk. 1-2.
Til §
9
Den foreslåede bestemmelse
gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4-6. Bestemmelsen
fastsætter, hvordan
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal agere i forhold til
modtagne klager over urimelig handelspraksis.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
gældende ret.
Det følger bl.a. af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 28, at de håndhævende
myndigheder bør kunne handle på eget initiativ eller
på grundlag af klager fra parter, der berøres af
urimelig handelspraksis i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden, klager fra whistleblowere
eller anonyme klager. Det følger videre heraf, at den
håndhævende myndighed kan fastslå, at der ikke er
tilstrækkeligt grundlag til at reagere på en klage, og
at administrative prioriteringer også kan føre til et
sådant resultat. Hvis den håndhævende myndighed
finder, at den ikke vil være i stand til at prioritere en
klage, følger det samtidig, at den håndhævende
myndighed bør underrette klageren og begrunde svaret.
Det følger af den foreslåede
§ 9, stk. 1, 1. pkt., at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der er
tilstrækkelig anledning til at undersøge elle
træffe afgørelse i en sag, herunder om
sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen tillægges en prioriteringsadgang i
relation til klager efter den foreslåede lov i
overensstemmelse med direktivet. Konkurrenceloven indeholder en
tilsvarende bestemmelse i § 15, stk. 1, 3. pkt., og det er
også hensigten, at indholdet i den foreslåede § 9,
stk. 1, 1. pkt. skal administreres på samme vis som
konkurrencelovens § 15, stk. 1, 3. pkt.
Forslaget indebærer således, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil have vide beføjelser
til at behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle
en klage. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil på et
hvilket som helst tidspunkt i sagsbehandlingen kunne afvise at
behandle alle eller nogle af de klagepunkter, som en klager har
rejst. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil endvidere kunne
beslutte, at den ikke vil træffe afgørelse i en sag.
Det vil f.eks. være tilfældet, hvor styrelsen modtager
en klage, og hvor det viser sig, at styrelsen først vil
kunne træffe afgørelse efter at have iværksat
betydelige og ressourcekrævende undersøgelser. Det er
vigtigt af hensyn til en så effektiv anvendelse og en
så hensigtsmæssig prioritering af Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens ressourcer som muligt, at styrelsen
tillægges en sådan prioriteringsadgang.
Det bemærkes i den forbindelse, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens prioriteringsadgang ikke
begrænser muligheden for, at fysiske eller juridiske
personer, som sælger landbrugs- og fødevarer, kan
håndhæve forbuddene i lovforslagets §§ 3, 4,
5 og 6 direkte ved domstolene.
Det følger videre af den
foreslåede § 9, stk. 1, 2.
pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis der efter
styrelsens vurdering ikke er et tilstrækkeligt grundlag for
at behandle en klage, underretter klageren om begrundelsen herfor
inden for rimelig tid efter modtagelsen af klagen.
Det følger af god forvaltningsskik, at
sager i den offentlige forvaltning skal behandles inden for rimelig
tid og ikke må trække unødigt ud; samtidig skal
sagsbehandlingens kvalitet være forsvarlig.
En offentlig myndighed skal give borgerne
underretning, hvis en sag ikke kan afgøres inden for kort
tid, eller hvis sagen tager længere tid end sædvanligt.
Der skal i så fald oplyses om, hvad sagen beror på og
så vidt muligt om, hvornår en afgørelse kan
forventes at foreligge.
Ved vurderingen af sagsbehandlingstiden i en
konkret sag tages der udgangspunkt i den samlede
sagsbehandlingstid. Herudover kan andre forhold tages i betragtning
som f.eks. sagens karakter, omfanget af de undersøgelser,
som myndigheden har skullet foretage, de løbende
ekspeditioner i sagen, den sædvanlige sagsbehandlingstid for
den pågældende sagstype, sagens faktiske og retlige
kompleksitet, om sagen har givet anledning til principielle
overvejelser, og om sagen af hensyn til parten eller andre private
eller offentlige interesser må anses for mere eller mindre
hastende.
Det følger af den foreslåede
§ 9, stk. 2, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, hvis styrelsen vurderer, at der er
tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, indleder,
foretager og afslutter en undersøgelse af klagen inden for
rimelig tid.
Forslaget indebærer, at hvis
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at der er
tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, så
vil styrelsen indlede en sag, herunder foretage de
nødvendige undersøgelser og afslutte sagen inden for
rimelig tid.
Endelig følger det af den
foreslåede § 9, stk. 3, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen underretter klageren om, hvordan
styrelsen agter at følge op herpå inden for rimelig
tid efter modtagelsen af klagen.
Forslaget i § 9 er - med undtagelse af
stk. 1, 1. pkt. - en tekstnær implementering af direktivets
artikel 5, stk. 4-6.
Til §
10
Den foreslåede bestemmelse
gennemfører direktivets artikel 5, stk. 3, samt artikel 6,
stk. 1, litra d.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er som
forvaltningsmyndighed bl.a. underlagt forvaltningsloven og
offentlighedsloven. Hvorvidt der konkret er behov for en
beskyttelse af klagers identitet og eventuelt andre fortrolige
oplysninger i forbindelse med aktindsigt, vil således skulle
afgøres efter henholdsvis reglerne i forvaltningsloven og
offentlighedsloven.
Der henvises til pkt. 2.5.1.1. og 2.5.1.2. i
de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse
af gældende ret i forhold til beskyttelse af klagers
identitet og eventuelt andre fortrolige oplysninger i forbindelse
med aktindsigt efter henholdsvis forvaltningsloven og
offentlighedsloven.
Det følger af den foreslåede
§ 10, stk. 1, 1. pkt., at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis klageren anmoder herom,
træffer de nødvendige foranstaltninger til passende
beskyttelse af en klagers eller de i lovforslagets § 8, stk.
2, omhandlede medlemmers eller leverandørers identitet, og
til passende beskyttelse af eventuelle andre oplysninger, hvis
offentliggørelse efter klagerens mening vil skade klagerens
eller disse medlemmers eller leverandørers interesser.
Vurderingen af, hvad der vil være en
nødvendig foranstaltning til passende beskyttelse efter stk.
1, 1. pkt., vil bero på en konkret vurdering, men vil f.eks.
kunne være anonymisering.
Det følger endvidere af den
foreslåede § 10, stk. 1, 2.
pkt., at klageren i forbindelse med en sådan anmodning
efter stk. 1 skal angive alle de oplysninger, som klageren anmoder
om fortrolig behandling af.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil i den
forbindelse have en vis skønsbeføjelse i forhold til
at vurdere, om de oplysninger, som en klager har anmodet om
fortrolig behandling af, rent faktisk er af fortrolig karakter og
dermed vil kunne nyde beskyttelse efter § 10, stk. 1.
Oplysninger, som allerede er offentligt tilgængelige, vil
f.eks. ikke kunne nyde beskyttelse efter bestemmelsen.
Det følger af den foreslåede
§ 10, stk. 2, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan undlade at træffe en afgørelse,
hvis en sådan afgørelse indebærer en risiko for
at afsløre en klagers identitet eller en risiko for at
offentliggøre andre oplysninger, hvis
offentliggørelse efter klagerens mening vil skade dennes
interesser, og forudsat at klageren har udpeget de
pågældende oplysninger i overensstemmelse med stk. 1,
2. pkt.
Samspillet mellem stk. 1 og stk. 2 betyder, at
en klager vil have rådighed over sagsforløbet i den
forstand, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som udgangspunkt
skal træffe de nødvendige foranstaltninger i forhold
til fortrolighed, hvis klageren anmoder herom. Forslaget
indebærer således, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vil have en handlepligt i forhold til at
respektere en klagers anmodning om fortrolighed, herunder at
træffe de nødvendige foranstaltninger i den
forbindelse. Det indebærer dermed også, at Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen kan træffe en materiel afgørelse
efter §§ 3-6, hvor indklagede ikke kender klagers
identitet. Det indebærer imidlertid også, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter den foreslåede
§ 10, stk. 2, vil kunne undlade at træffe en
afgørelse, hvori den fastslår en overtrædelse af
loven, hvis en sådan afgørelse - på grund af
indklagedes ret til at varetage sine interesser - indebærer
en risiko for at afsløre den pågældende klagers
identitet eller andre fortrolige oplysninger, som klager har
udpeget efter lovforslagets § 10, stk. 1, 2. pkt.
Der vil således kunne opstå
situationer, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke kan
træffe en afgørelse om en konkret overtrædelse
af loven, fordi indklagede ikke vil kunne varetage sine interesser
uden at få oplyst, hvem den pågældende klage og
påstande stammer fra. I sådanne tilfælde vil
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skulle informere klageren inden
for rimelig tid om, at der ikke kan træffes en materiel
afgørelse, uden at det vil stride mod klagers anmodning om
fortrolighed.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil fra sag
til sag skulle vurdere, hvorvidt det vil være muligt at
træffe en afgørelse om en konkret overtrædelse
uden samtidig at offentliggøre eller videregive fortrolige
oplysninger om klager eller de i lovforslagets § 8, stk. 2,
omhandlede medlemmer eller leverandører, herunder disses
identitet, hvis der er blevet anmodet om fortrolighed efter
lovforslagets § 10, stk. 1.
I en sådan konkret vurdering vil der
skulle tages et væsentligt hensyn til risikoen for
handelsrepressalier over for klageren eller over de i lovforslagets
§ 8, stk. 2, omhandlede medlemmer eller leverandører.
Dette vil være i tråd med de generelle overvejelser
vedrørende effektiviteten af håndhævelsen, som
er afspejlet i Kommissionens effektanalyse (Impact Assesment -
Initiative to improve the food supply chain (unfair trading
practices), SWD(2018) 92 final). Handelsrepressalier eller
forstyrrelser i eksisterende forretningsforbindelser er muligvis
ikke en pris, som en klager m.v. i sidste ende vil være
villig til at betale.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2 i
de almindelige bemærkninger for sammenhængen mellem de
to bestemmelser i lovforslagets § 10, stk. 1 og 2.
Forslaget er en tekstnær implementering
af direktivets artikel 5, stk. 3, samt artikel 6, stk. 1, litra
d.
Til §
11
Med den foreslåede bestemmelse
gennemføres direktivets artikel 6, stk. 1, litra a og b,
samt artikel 8 i forhold til samarbejde mellem
håndhævende myndigheder.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
gældende ret.
Det følger bl.a. af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 28, at den håndhævende
myndighed bør kunne handle på eget initiativ eller
på grundlag af klager fra parter, der berøres af
urimelig handelspraksis i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden, klager fra whistleblowere
eller anonyme klager.
Det følger videre af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 33, at den håndhævende
myndighed bør have de nødvendige beføjelser og
den nødvendige ekspertise til at foretage
undersøgelser, og at bemyndigelsen ikke betyder, at den
håndhævende myndighed er forpligtet til at anvende
disse beføjelser i enhver undersøgelse, den
foretager, men at den håndhævende myndigheds
beføjelser f.eks. bør gøre det muligt for den
at foretage en effektiv indsamling af faktuelle oplysninger, og til
at beordre, at en forbudt praksis indstilles, hvis det er
relevant.
Det følger af den foreslåede
§ 11, stk. 1, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen af egen drift eller på grundlag af en
klage kan indlede og foretage undersøgelser
vedrørende en mulig overtrædelse af forbuddene i
lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6.
Forslaget indebærer for det
første, at en sag vil kunne indledes på Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsens eget initiativ. Baggrunden herfor kan
eksempelvis være, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
beslutter sig for nærmere at undersøge en række
beskyldninger vedrørende en eller flere køberes
mulige overtrædelser af forbuddene i lovforslaget, i de
situationer hvor leverandøren er bange for at indgive en
egentlig klage.
For det andet vil en sag kunne indledes
på baggrund af klager fra parter, der berøres af
urimelig handelspraksis, klager fra whistleblowere eller på
grundlag af anonyme klager.
Det følger af den foreslåede
§ 11, stk. 2, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen til brug for undersøgelser efter stk. 1
kan pålægge købere og leverandører at
fremlægge alle de oplysninger, som skønnes
nødvendige for behandlingen af en sag efter den
foreslåede lov, eller til afgørelse af, om en urimelig
handelspraksis er omfattet af lovens forbudsbestemmelser, jf.
§§ 3-6.
Konkurrenceloven indeholder en enslydende
bestemmelse i § 17, stk. 1, 1. pkt. Det er også
hensigten, at den foreslåede bestemmelse vil skulle
administreres på samme måde som konkurrencelovens
§ 17, stk. 1, 1. pkt. Det vil således være
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen selv, som skønner hvilke
oplysninger, der anses for nødvendige til styrelsens
håndhævelse og undersøgelser efter den
foreslåede lov.
Det bemærkes, at retssikkerhedslovens
§ 10, stk. 1, indebærer, at virksomheder ikke må
forpligtes til at udlevere oplysninger om sig selv i medfør
af lovforslagets § 11, stk. 2, hvis der foreligger en konkret
mistanke om, at den pågældende har begået en
overtrædelse af lovforslagets §§ 3-6, der kan
medføre straf, medmindre det kan udelukkes, at de
oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for
bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
Det følger af den foreslåede
§ 11, stk. 3, at de i stk. 2
nævnte oplysninger ligeledes kan kræves til brug for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens bistand til
håndhævelsesmyndighederne i den Europæiske Union
med henblik på disse myndigheders anvendelse af nationale
regler om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder
i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
Medlemsstaterne skal ifølge direktivets
artikel 8, stk. 1, sikre, at de håndhævende myndigheder
samarbejder effektivt med hinanden og med Kommissionen, og at de
yder hinanden gensidig bistand i forbindelse med
undersøgelser, der har en grænseoverskridende
dimension.
Forslaget har således til formål
at sikre, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på vegne af
en håndhævelsesmyndighed inden for EU kan kræve
oplysninger til brug for undersøgelser hos den
pågældende myndighed, som anvender nationale regler om
urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i
landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
En undladelse af at efterkomme et krav om
oplysninger efter stk. 2 og stk. 3 vil kunne indebære, at der
pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder,
jf. lovforslagets § 18.
Til §
12
Med den foreslåede bestemmelse
gennemføres direktivets artikel 6, stk. 1, litra c, og
artikel 8 om samarbejde mellem håndhævende myndigheder
for så vidt angår kontrolundersøgelser.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
gældende ret.
Det følger af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 33, at den håndhævende
myndighed bør have de nødvendige beføjelser og
den nødvendige ekspertise til at foretage
undersøgelser, og at bemyndigelsen ikke betyder, at den
håndhævende myndighed er forpligtet til at anvende
disse beføjelser i enhver undersøgelse, den
foretager, men at den håndhævende myndigheds
beføjelser f.eks. bør gøre det muligt for den
at foretage en effektiv indsamling af faktuelle oplysninger, og til
at beordre, at en forbudt praksis indstilles, hvis det er
relevant.
Den foreslåede § 12 giver
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen hjemmel til at foretage
uanmeldte kontrolundersøgelser og fastsætter
procedurerne herfor. Den foreslåede bestemmelse er udformet
med inspiration fra konkurrencelovens § 18, stk. 1-8, og det
er også hensigten, at den foreslåede bestemmelse vil
skulle administreres på samme måde som efter
procedurerne i den gældende konkurrencelovs (jf.
lovbekendtgørelse nr. 155 af 1. marts 2018) § 18.
Det følger af den foreslåede
§ 12, stk. 1, 1. pkt., at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen til brug for undersøgelser om ulovlig
handelspraksis kan foretage uanmeldte kontrolundersøgelser,
der indebærer, at styrelsen får adgang til en
købers eller leverandørs lokaler og transportmidler
med henblik på dér at gøre sig bekendt med og
tage kopi af enhver oplysning uanset informationsmedium.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vil kunne gøre sig bekendt med og kopiere
alt relevant materiale, som kan henføres til styrelsens
beslutningsgrundlag for at gå på
kontrolundersøgelse.
Det følger samtidig af den
foreslåede § 12, stk. 1, 2.
pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse
med en kontrolundersøgelse kan forlange mundtlige
forklaringer og forlange, at personer, der er omfattet af
kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer,
tasker og lign. med henblik på, at styrelsen kan gøre
sig bekendt med og eventuelt tage kopi af dette.
Indholdet af de mundtlige forklaringer, der
vil kunne afkræves under en kontrolundersøgelse, vil
alene angå oplysninger om faktuelle forhold og
vedrørende genstanden for kontrolundersøgelsen. Det
vil navnlig dreje sig om spørgsmål, der tjener til
opklaring af, hvor mapper og andre forretningspapirer befinder sig,
hvorledes disse er systematiseret, eller hvorfor visse dokumenter
mangler. Hertil kommer faktuelle spørgsmål til
indholdet af disse mapper, forretningspapirer m.v. Der vil
endvidere kunne stilles faktuelle spørgsmål til
virksomhedens organisationsdiagram, medarbejdernes
arbejdsområder, eller hvor en særlig enhed eller
medarbejder fysisk er placeret. Der kan derimod ikke stilles
spørgsmål af selvinkriminerende art, jf.
retssikkerhedslovens § 10, stk. 1.
Beslutningen om at gennemføre en
kontrolundersøgelse træffes af Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens direktion. En sådan beslutning vil skulle
indeholde de krav til oplysninger og begrundelse, der er
anført i retssikkerhedslovens § 5, stk. 2, jf. stk.
6.
Det følger af den foreslåede
§ 12, stk. 2, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen under særlige forhold kan opnå
adgang til en ekstern databehandler for dér at gøre
sig bekendt med og kopiere relevant materiale.
Det vil der f.eks. kunne være behov for,
hvis den virksomhed, som er genstand for
kontrolundersøgelsen, har outsourcet behandlingen og
opbevaringen af virksomhedens elektroniske oplysninger til en
ekstern databehandler, og hvis der i praksis kan vise sig tekniske
problemer for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med at etablere en
opkobling fra virksomheden til den eksterne databehandler.
Forslaget i § 12, stk. 2, indeholder
derfor en hjemmel til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
kontrolundersøgelse hos en køber eller
leverandør kan udstrækkes til, at styrelsen - mod
retskendelse og behørig legitimation, jf. den
foreslåede § 12, stk. 3 - kan få adgang til en
købers eller leverandørs eksterne databehandleres
lokaler for dér at gøre sig bekendt med og kopiere
oplysninger, herunder sikkerhedskopier. Denne adgang
forudsætter, at det ikke er muligt for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen at få adgang til oplysningerne hos
køberen eller leverandøren selv. I sagens natur vil
den pågældende køber eller leverandør
derfor i disse tilfælde altid være inddraget og
varslet, inden den eksterne databehandler besøges.
Køberen eller leverandøren vil endvidere få
tilbud om at være tilstede under besøget hos den
eksterne databehandler.
Endelig vil den foreslåede adgang til en
ekstern databehandler skulle udøves med mindst mulig
indvirkning på den eksterne databehandlers daglige drift,
ligesom kopieringen eller medtagelsen af materiale m.v., ikke
må få følger for andre virksomheder, der ikke er
genstand for en kontrolundersøgelse, men som f.eks. har
lagret materiale på det samme medium, som medtages.
Det følger af den foreslåede
§ 12, stk. 3, at en
kontrolundersøgelse kun kan finde sted mod forevisning af en
retskendelse og mod behørig legitimation fra Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens repræsentanter.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen alene kan gennemføre en
kontrolundersøgelse mod forevisning af en retskendelse og
mod behørig legitimation fra Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens repræsentanter.
Det følger af den foreslåede
§ 12, stk. 4, 1. pkt., at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan indsamle en kopi af
dataindholdet fra elektroniske medier, der er omfattet af
kontrolundersøgelsen, med henblik på
efterfølgende at gennemgå kopien.
Indsamlingen vil f.eks. kunne foregå
ved, at der sker en overførsel fra en købers eller
leverandørs server, eller ved en overførsel fra en
købers eller leverandørs online facilitet ("sky"),
hvor dataindholdet måtte være lagret. Det vil selvsagt
skulle være en kopi af de elektroniske medier hos den, der
omfattes af kontrolundersøgelsen eller i givet fald hos en
ekstern databehandler, jf. den foreslåede § 12, stk. 2.
Det forhold, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil kunne
medtage kopien med henblik på en efterfølgende
gennemgang af den, indebærer som udgangspunkt, at selve
kontrolundersøgelsen hos en køber eller
leverandør ikke skal udstrækkes over flere dage, men
kan afsluttes efter en dag, evt. to dage.
Det følger samtidig af den
foreslåede § 12, stk. 4, 2.
pkt., at de indsamlede data skal forsegles eller på
anden måde sikres mod læsning, inden
kontrolundersøgelsen afsluttes.
Det afgørende vil herefter være,
at de indsamlede data sikres mod læsning, indtil de
åbnes for læsning, jf. 3. pkt. nedenfor. Denne sikring
skal ske, inden kontrolundersøgelsen afsluttes. Såvel
den, som er genstand for en kontrolundersøgelse, som
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil have en interesse i at sikre
dataindholdet for dermed at kunne konstatere eventuelle brud af
sikringen.
Det følger endvidere af den
foreslåede § 12, stk. 4, 3.
pkt., at den, der er genstand for
kontrolundersøgelsen, kan kræve, at denne selv eller
en af denne udpeget repræsentant overværer, at de
indsamlede data gøres tilgængelige for læsning,
og at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gennemgår det
indsamlede materiale.
Med udtrykket "overværer" vil det ikke
være et krav, at de pågældende skal være
fysisk tilstede. Det vil således også være muligt
for de pågældende virtuelt at overvære
åbningen eller gennemgangen af de indsamlede data.
Det følger yderligere af den
foreslåede § 12, stk. 4, 4.
pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har pligt til
senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens afslutning at
give en kopi af de oplysninger, som styrelsen måtte have
taget fra de indsamlede data, til den, der er genstand for
kontrolundersøgelsen, jf. dog stk. 7. Hertil følger
det af 5. pkt., at når
gennemgangen af de indsamlede data er gennemført, skal
dataene sikres mod læsning.
Forslaget i 4. pkt. indebærer, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen senest 40 hverdage efter
kontrolundersøgelsens afslutning skal give den
undersøgte virksomhed en kopi af de oplysninger, som
måtte være taget fra de indsamlede data. Forslaget i 5.
pkt. indebærer, at når denne undersøgelsesfase
er afsluttet, skal de indsamlede data fra
kontrolundersøgelsen sikres mod læsning.
Det følger af den forslåede
§ 12, stk. 4, 6. pkt., at de
indsamlede data skal slettes, hvis Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vurderer, at materialet ikke indeholder beviser
for en overtrædelse af forbudsbestemmelserne i denne lov, jf.
lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6.
Forslaget indebærer, at den, der er
genstand for en kontrolundersøgelse, vil have krav på,
at de indsamlede data slettes, hvis de efter Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens vurdering ikke indeholder beviser for en
overtrædelse af den foreslåede lov.
Endelig følger det af den
foreslåede § 12, stk. 4, 7.
pkt., at såfremt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
beslutter at gå videre med sagen, skal de indsamlede data
slettes, når sagen er endeligt afgjort.
Det følger af den foreslåede
§ 12, stk. 5, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen - i tilfælde af, at virksomhedens forhold
gør, at det ikke er muligt for styrelsen samme dag at
få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 1, 2
og 4 - kan forsegle de relevante forretningslokaler,
transportmidler og oplysninger i op til tre hverdage herefter, jf.
dog stk. 7.
Adgangen hertil vil være begrænset
til de særlige tilfælde, hvor køberens eller
leverandørens forhold gør, at det ikke er muligt at
få adgang til eller kopiere oplysningerne på
stedet.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne
anvendes i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at afslutte
kopieringen af de ønskede oplysninger samme dag, som
kontrolundersøgelsen er påbegyndt. Det kan f.eks. ske,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke kan få adgang til
en bærbar computer, der anvendes af virksomhedens ansatte -
der er central i forhold til kontrolundersøgelsen - fordi
vedkommende er bortrejst, og ingen i virksomheden kan eller vil
udlevere computerens password. Der kan også forekomme
tilfælde, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har
grundlag for at tro, at en ansat har slettet alle filer på
sin computer, lige før styrelsen skal undersøge den.
I sådanne særlige tilfælde kan Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen have behov for at medtage den
pågældende computer med henblik på ved anvendelse
af særligt udstyr at få adgang til computeren eller
reetablere slettede informationer. Ligeledes vil der kunne
opstå problemer med virksomhedens kopimaskiner, som i
særlige tilfælde nødvendiggør, at noget
materiale medtages med henblik på kopiering i Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen.
Det følger af den foreslåede
§ 12, stk. 6, 1. pkt., at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen - under de samme betingelser som i stk. 5 - kan
medtage de oplysninger eller det medium, hvorpå oplysningerne
befinder sig, med henblik på kopiering. Videre foreslås
det i 2. pkt., at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen senest tre hverdage efter
kontrolundersøgelsen skal tilbagelevere det
pågældende materiale samt et sæt kopier af de
oplysninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har taget til
brug for en nærmere gennemgang, jf. dog stk. 7.
Den foreslåede § 12, stk. 6 vil
også finde anvendelse i de tilfælde, hvor en
kontrolundersøgelse udstrækkes til en ekstern
databehandler - forudsat oplysninger m.v. vedrører den, der
er genstand for kontrolundersøgelsen.
Anvendelsen af forslaget i § 12, stk. 6,
1. pkt., skal ses i sammenhæng med anvendelsen af stk. 5, om
forsegling. De to bestemmelser udgør et supplement til
hinanden, og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil som
udgangspunkt i samråd med den, der er genstand for
kontrolundersøgelsen, og ud fra proportionalitetsprincippet
skulle vælge det indgreb, der er mindst byrdefuldt for den
pågældende, men som styrelsen samtidig anser for et
nødvendigt indgreb. Det vil herudover være en
betingelse, at medtagelsen af oplysninger eller et medium skyldes
den pågældendes forhold, jf. også betingelsen
efter den foreslåede § 12, stk. 5. Adgangen hertil vil
således være begrænset til de særlige
tilfælde, hvor køberens eller leverandørens
forhold gør, at det ikke er muligt at få adgang til
eller kopiere materialet eller informationsmediet på
stedet.
Det følger af den foreslåede
§ 12, stk. 7, at fristerne i stk.
4, 5 og 6 i særlige tilfælde kan forlænges.
Forslaget indebærer, at fristen på de 40 hverdage (stk.
4), og fristerne på tre hverdage til henholdsvis
opretholdelse af en forsegling (stk. 5) og til aflevering af
medtagne oplysninger og medier (stk. 6), i særlige
tilfælde vil kunne forlænges. Det er Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens direktion, der beslutter, om fristerne i stk.
4, 5 og 6 skal forlænges.
Det følger af den foreslåede
§ 12, stk. 8, 1. pkt., at politiet
kan yde bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter
stk. 1, 2 og 4-6. Det følger samtidig af 2. pkt., at erhvervsministeren efter aftale
med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
politiets bistand.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har lang
erfaring med at foretage kontrolundersøgelser efter
konkurrencelovens § 18. Erfaringen her fra har vist, at
politiet normalt kun vil være tilstede i forbindelse med
selve påbegyndelsen af en kontrolundersøgelse (dog med
en aftale med styrelsen om, at de kan tilkaldes, hvis der senere
skulle opstå problemer). Det skyldes, at virksomhederne
hidtil har anerkendt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens adgang til
at foretage kontrolundersøgelser og har samarbejdet loyalt
med at få denne gennemført.
Medlemsstaterne skal ifølge direktivets
artikel 8, stk. 1, sikre, at de håndhævende myndigheder
samarbejder effektivt med hinanden og med Kommissionen, og at de
yder hinanden gensidig bistand i forbindelse med
undersøgelser, der har en grænseoverskridende
dimension.
Det følger derfor af den
foreslåede § 12, stk. 9, 1.
pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan foretage
kontrolundersøgelser for at yde bistand til en
håndhævelsesmyndighed i en medlemsstat i den
Europæiske Union i forbindelse med denne myndigheds
anvendelse af nationale regler om urimelig handelspraksis i
relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden.
Bistanden vil bestå i, at Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen på vegne af en anden
håndhævelsesmyndighed inden for EU foretager
kontrolundersøgelsen. Ved sådanne
kontrolundersøgelser finder den foreslåede § 12,
stk. 1-8, ligeledes anvendelse, jf. bestemmelsens 2. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 9 har
således til formål at sikre, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen på vegne af en
håndhævelsesmyndighed inden for EU kan foretage en
kontrolundersøgelse i Danmark til brug for
undersøgelser hos den pågældende myndighed, som
anvender nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer
mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden.
Til §
13
Med den foreslåede bestemmelse
gennemføreres direktivets artikel 8 om samarbejde mellem
håndhævende myndigheder i EU for så vidt
angår videregivelse af oplysninger.
EU-medlemsstaterne skal ifølge
direktivets artikel 8, stk. 1, sikre, at de håndhævende
myndigheder samarbejder effektivt med hinanden og med
EU-Kommissionen, og at de yder hinanden gensidig bistand i
forbindelse med undersøgelser, der har en
grænseoverskridende dimension.
Det følger af den foreslåede
§ 13, stk. 1, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen til andre håndhævelsesmyndigheder
inden for EU, under forbehold om gensidighed, kan videregive
oplysninger, som er omfattet af styrelsens tavshedspligt, og som er
nødvendige for at fremme håndhævelsen af disse
myndigheders nationale regler om urimelig handelspraksis i
relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden.
Med "oplysninger, som er omfattet af
styrelsens tavshedspligt", menes de oplysninger, som er omfattet af
§ 27 i forvaltningsloven (fortrolige oplysninger). Det kan
f.eks. være oplysninger om forretningsforhold eller
oplysninger om mistanke om eller klage over en overtrædelse
af den foreslåede lov om urimelig handelspraksis i relationer
mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden.
Forslaget indebærer, at der skal
foreligge gensidighed, dvs. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil
kun kunne videregive fortrolige oplysninger til en anden
håndhævelsesmyndighed, hvis Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen også fra den anden
håndhævelsesmyndighed kan modtage fortrolige
oplysninger til brug for håndhævelsen af den
foreslåede lov.
Forslaget indebærer endvidere, at
videregivelsen skal være nødvendig, således at
en videregivelse skal ske for, at den anden
håndhævelsesmyndighed kan sættes i stand til at
håndhæve den lovgivning om urimelig handelspraksis i
relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden, som den administrerer.
Det følger af den foreslåede
§ 13, stk. 2, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen ved videregivelse af oplysninger til andre
håndhævelsesmyndigheder inden for EU i medfør af
stk. 1 skal betinge videregivelse af, at oplysningerne 1) er
undergivet tilsvarende tavshedspligt hos modtageren, 2) udelukkende
anvendes til det formål, som er fastsat i direktiv
2019/633/EU, og 3) kun kan videregives med udtrykkeligt samtykke
fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og kun til det formål,
som samtykket omfatter.
Forslaget i stk. 2 indebærer, at der vil
være en række yderligere betingelser, som alle skal
være opfyldt for, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan
videregive oplysninger.
For det første skal Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen sikre sig, at de oplysninger, som i givet fald
skal videregives, er underlagt en tilsvarende tavshedspligt hos den
pågældende håndhævelsesmyndighed, jf. stk.
2, nr. 1. Hvis dette ikke er tilfældet, vil anmodningen om
oplysninger ikke kunne efterkommes.
For det andet kan Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kun videregive oplysninger, hvis oplysningerne
udelukkende anvendes til det formål, som er fastsat i
direktiv 2019/633/EU om urimelig handelspraksis i relationer mellem
virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden,
jf. stk. 2, nr. 2.
For det tredje kan oplysningerne alene
videregives til en anden myndighed, hvis der er opnået
udtrykkeligt samtykke hertil fra Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen. I styrelsens samtykke kan være indeholdt
en betingelse om, at oplysningerne kun må benyttes til et
særligt formål, jf. stk. 2, nr. 3. Hvis Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen giver samtykke til en
håndhævelsesmyndigheds videregivelse af oplysninger til
en anden myndighed, vil det være en forudsætning, at
den pågældende håndhævelsesmyndigheds
videregivelse tjener et formål, som er fastsat i direktiv
2019/633/EU, og at fortroligheden af de videregivne oplysninger
fortsat bevares.
Til §
14
Den foreslåede bestemmelse
gennemfører direktivets artikel 5, stk. 7, og artikel 6,
litra d.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
gældende ret.
Det følger af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 33, at den håndhævende
myndighed bør have de nødvendige beføjelser og
den nødvendige ekspertise til at foretage
undersøgelser, og at bemyndigelsen ikke betyder, at den
håndhævende myndighed er forpligtet til at anvende
disse beføjelser i enhver undersøgelse, den
foretager, men at den håndhævende myndigheds
beføjelser f.eks. bør gøre det muligt for den
at foretage en effektiv indsamling af faktuelle oplysninger, og til
at beordre, at en forbudt praksis indstilles, hvis det er
relevant.
Det følger af den foreslåede
§ 14, stk. 1, at hvis Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen fastslår, at en køber har
overtrådt de forbud, der er nævnt i §§ 3, 4,
5 og 6, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udstede et
påbud til den pågældende om at ophøre med
den ulovlige handelspraksis.
Der vil ikke efter ordlyden af den
foreslåede bestemmelse være en pligt for Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen til at udstede et påbud. F.eks. kan
styrelsen undlade at udstede et påbud og dermed undlade at
træffe en materiel afgørelse, hvis en sådan
afgørelse indebærer en risiko for at afsløre en
klagers identitet eller en risiko for at offentliggøre andre
oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening
vil skade dennes interesser, jf. den foreslåede § 10,
stk. 2.
Den, der ikke efterkommer et påbud efter
den foreslåede bestemmelse, vil kunne straffes med
bøde, jf. lovforslagets § 19.
Til §
15
Den foreslåede bestemmelse
fastsætter regler om klageadgang.
Efter gældende ret kan
forvaltningsafgørelser som hovedregel påklages til en
højere forvaltningsmyndighed, og i sidste instans
vedkommende minister. Denne klageadgang hviler på en
retssædvane. Hovedreglen medfører, at afskæring
af en rekursadgang fra en underordnet myndighed til en overordnet
myndighed normalt kræver udtrykkelig lovhjemmel.
På mange lovområder er der desuden
fastsat særlige regler om administrativ rekurs. På
konkurrencelovens område gælder f.eks., at
afgørelser kan indbringes for
Konkurrenceankenævnet.
Efter grundlovens § 63, stk. 1, 1. pkt.,
er domstolene herudover berettigede til at påkende ethvert
spørgsmål om myndighedens grænser. Efter denne
bestemmelse kan domstolene efterprøve, om forvaltningens
afgørelser m.v. er i overensstemmelse med gældende
ret.
Det er ikke en betingelse for at indbringe en
sag for domstolene, at en eventuel lovhjemlet eller ulovhjemlet
rekursmulighed er udnyttet forinden.
Det følger af den foreslåede
§ 15, stk. 1, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens afgørelser efter denne lov ikke kan
påklages til en anden administrativ myndighed.
Forslaget indebærer, at der ikke vil
være mulighed for administrativ rekurs. Det vil f.eks.
indebære, at afgørelser om at indstille
sagsbehandlingen efter lovforslagets § 9, stk. 1, 1. pkt.,
eller afgørelser om udstedelse af påbud, jf.
lovforslagets § 14, ikke kan indbringes for en anden
administrativ myndighed.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
afgørelser efter den foreslåede lov vil dog kunne
indbringes for de almindelige domstole efter den almindelige
prøvelsesadgang i grundlovens § 63. Det vil
således være den, som afgørelsen retter sig
imod, eller andre med en væsentlig og individuel interesse i
retssagens udfald, der selv skal udtage stævning m.v.,
såfremt afgørelsen ønskes prøvet for
domstolene.
Det følger af den foreslåede
§ 15, stk. 2, 1. pkt., at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser skal
indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen
er meddelt den pågældende. Efter bestemmelsens 2. pkt. er Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens afgørelse endelig, såfremt
indbringelse ikke finder sted inden for denne frist.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8. i
de almindelige bemærkninger.
Til §
16
Den foreslåede bestemmelse
fastsætter regler om offentlighed.
Det følger af offentlighedslovens
§ 7, at udgangspunktet er, at enhver kan forlange at blive
gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller
oprettet af en myndighed m.v. som led i administrativ
sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.
Der gælder imidlertid en række
undtagelser til dette udgangspunkt. Det følger bl.a. af
offentlighedslovens § 30, nr. 1 og nr. 2, at oplysninger om
enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold (nr. 1)
og oplysninger om bl.a. drifts- og forretningsforhold (nr. 2) kan
undtages, for så vidt det er af væsentlig
økonomisk betydning for den person eller virksomhed,
oplysningerne angår, at anmodningen ikke
imødekommes.
På konkurrenceområdet, hvor
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndhæver
konkurrenceloven, gælder det, at offentlighedsloven, herunder
reglerne om indsigt, ikke finder anvendelse i sager og
undersøgelser efter konkurrenceloven, jf. konkurrencelovens
§ 13, stk. 1. Virksomheder har dog ret til egenacces efter
princippet i offentlighedslovens § 8 i sager, hvori der er
eller vil blive truffet afgørelse efter konkurrenceloven med
undtagelse af oplysninger om en anden virksomheds tekniske
indretninger, tekniske fremgangsmåder og drifts- og
forretningsforhold eller andre fortrolige oplysninger, jf.
konkurrencelovens § 13, stk. 1, 2. pkt.
Der henvises til baggrunden for
konkurrencelovens § 13, stk. 1, i pkt. 2.6.1. i de almindelige
bemærkninger. Det følger af den foreslåede
§ 16, stk. 1, 1. pkt., at lov om
offentlighed i forvaltning ikke skal gælde for sager og
undersøgelser efter denne lov.
Det vil indebære, at offentlighedsloven,
herunder retten til indsigt, ikke skal finde anvendelse i sager og
undersøgelser om urimelig handelspraksis efter den
foreslåede lov. Der henvises til baggrunden for forslaget i
pkt. 2.6.3.2. i de almindelige bemærkninger.
Det følger samtidig af den
foreslåede § 16, stk. 1, 2.
pkt., at virksomheder dog har ret til egenacces i sager,
hvori der er eller vil blive truffet afgørelse efter denne
lov med undtagelse af oplysninger om en anden virksomheds tekniske
indretninger, tekniske fremgangsmåder og drifts- og
forretningsforhold eller andre fortrolige oplysninger.
I egenacces ligger, at den, hvis "personlige
forhold" er omtalt i en sag, kan få indsigt i disse
oplysninger, selvom den pågældende ikke er part i
sagen, jf. offentlighedslovens § 8.
Stk. 1, 2. pkt., indebærer
således, at virksomheder, uanset stk. 1, 1. pkt., vil have
ret til egenacces efter princippet i offentlighedslovens § 8 i
sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse
(afgørelsessager) efter den foreslåede lov. Omvendt
vil virksomheder ikke have ret til egenacces i
undersøgelsessager, hvorved bl.a. menes
kontrolundersøgelser hos andre virksomheder og
undersøgelser på et indledende stadie, som (endnu)
ikke har karakter af en sag, hvori der er eller vil blive truffet
afgørelse.
Forslaget indebærer endvidere, at der
kun er adgang til egenacces for virksomheder, og altså ikke for
fysiske personer, der ikke udøver en økonomisk
aktivitet i form af køb eller salg af landbrugs- og
fødevarer. En virksomheds ret til egenacces vil som
udgangspunkt omfatte ret til indsigt i oplysninger, der
vedrører virksomheden som sådan, herunder oplysninger
om virksomhedens medarbejdere i deres virke som medarbejdere for
virksomheden. For enkeltmandsvirksomheder omfatter retten til
egenacces også ret til indsigt i oplysninger om ejeren.
En virksomheds ret til egenacces
indebærer dog ikke ret til indsigt i oplysninger om en anden
virksomheds tekniske indretninger, tekniske fremgangsmåde,
drift- og forretningsforhold eller andre fortrolige oplysninger.
Virksomhed A's ret til egenacces omfatter således ikke
virksomhed B's forretningsmæssige overvejelser, selvom
virksomhed A eller f.eks. dennes direktør måtte
være nævnt i materialet indhentet fra virksomhed B.
For fysiske personers adgang til egenacces
(dvs. fysiske personer, der ikke udøver en økonomisk
aktivitet i form af køb eller salg af landbrugs- og
fødevarer) gælder en række undtagelser, jf.
offentlighedslovens § 8, der henviser til §§ 19-29,
§§ 31-33 og § 35. De principper for
begrænsningen af retten til egenacces, som disse undtagelser
er udtryk for, finder tilsvarende anvendelse for en virksomheds ret
til egenacces efter den foreslåede bestemmelse.
Det følger endvidere af den
foreslåede § 16, stk. 1, 3.
pkt., at §§ 13 og 15 i lov om offentlighed i
forvaltningen også gælder for sådanne sager, dvs.
sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, jf.
2. pkt.
Det indebærer, at offentlighedslovens
regler om notatpligt (§ 13) og journaliseringspligt (§
15) også vil finde anvendelse i sådanne sager, hvori
der er eller vil blive truffet afgørelse efter den
foreslåede lov.
Endelig følger det af den
foreslåede § 16, stk. 1, 4.
pkt., at 1. og 2. pkt. tillige gælder, når
oplysninger tilvejebragt efter denne lov er videregivet til en
anden forvaltningsmyndighed.
Forslaget indebærer, at de oplysninger,
som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tilvejebragt til brug
for sager og undersøgelser efter loven, og som videregives
til en anden forvaltningsmyndighed, heller ikke vil være
underlagt aktindsigt efter offentlighedsloven, dog med undtagelse
af princippet om egenacces. Da 2. pkt. ikke henviser til
offentlighedslovens § 14, kan en anden forvaltningsmyndighed
ikke give aktindsigt i de modtagne oplysninger fra Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen efter princippet om meroffentlighed.
Det følger af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 34, at afskrækkende midler
såsom beføjelser til at pålægge eller
indlede sager, f.eks. retssager, med henblik på at
pålægge bøder og andre ligeså effektive
sanktioner samt at offentliggøre resultater af
undersøgelser, herunder offentliggørelse af
oplysninger om købere, som har begået
overtrædelserne, kan tilskynde til
adfærdsændringer og udenretslige løsninger
mellem parterne, og de bør derfor være omfattet af de
håndhævende myndigheders beføjelser.
Efter den foreslåede § 16, stk. 2, nr. 1, offentliggør
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgørelser om påbud
meddelt i medfør af § 14.
Efter nr. 2
offentliggør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen domme,
bødevedtagelser eller et resumé heraf, hvor der med
henvisning til § 19 idømmes bødestraf eller
vedtages en bøde.
Efter nr. 3
offentliggør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen domme i
retssager om sager efter denne lov, hvor Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen er part.
Det vil således være
udgangspunktet, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
offentliggør alle styrelsens afgørelser om
påbud meddelt i medfør af lovforslagets § 14.
Dette vil ligeledes gøre sig gældende for så
vidt angår domme m.v., hvor der med henvisning til
lovforslagets § 19 idømmes bødestraf eller
vedtages en bøde, og endelig vil det også gælde
for domme i retssager, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er
part.
Det følger af den foreslåede
§ 16, stk. 3, at ved
offentliggørelse efter stk. 2, kan oplysninger om tekniske
forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt
drift- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for
så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning
for den person eller den virksomhed, oplysningen angår.
Bestemmelsen er inspireret af
konkurrencelovens § 13, stk. 4. Det er hermed tilsigtet at
skabe overensstemmelse med undtagelserne i offentlighedslovens
§ 30, stk. 1, nr. 2, idet "drifts- og
forretningshemmeligheder" efter den foreslåede bestemmelse
dog er en mere snæver formulering end "drifts- og
forretningsforhold" i offentlighedsloven. Det skyldes, at det vil
gøre formålet med offentliggørelse af
afgørelser illusorisk, hvis forretningsforhold som
sådan kan undtages fra offentlighed. Det er af
væsentlig betydning for forståelsen og anvendelsen af
en afgørelse, at det er muligt i et vist omfang at referere
faktuelle oplysninger vedrørende drifts- og
forretningsforhold.
I praksis vil det være Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, som i første omgang selv skønner,
om en oplysning udgør en drifts- og forretningshemmelighed,
som ikke kan offentliggøres. I tvivlstilfælde anmodes
virksomheden om en udtalelse. Hvis der herefter er uenighed mellem
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og virksomheden om, hvad der kan
offentliggøres, må styrelsen træffe en
afgørelse efter lovforslagets § 16, stk. 4. En
sådan afgørelse vil kunne påklages til
domstolene, jf. lovforslagets § 15, stk. 2.
Til §
17
Databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14
pålægger en dataansvarlig myndighed en oplysningspligt
i forbindelse med indsamling af personoplysninger. Den
dataansvarlige har som udgangspunkt pligt til at oplyse en fysisk
person - den registrerede - herom, når der registreres
oplysninger om vedkommende. Hvis oplysningerne ikke er indsamlet
hos den registrerede fysiske person selv, indebærer
oplysningspligten desuden, at der skal gives underretning til den
registrerede om bl.a. identiteten på den dataansvarlige eller
dennes repræsentant, formålene med behandlingen,
kategorierne af personoplysningerne, hvilken kilde
personoplysningerne hidrører fra, og retten til at anmode om
indsigt, jf. artikel 14, stk. 1 og stk. 2.
Forordningens artikel 15 giver den
registrerede ret til indsigt, når der behandles oplysninger
om vedkommende. Den registreredes indsigtsret omfatter en ret til
en kopi af de personoplysninger, der behandles, jf. artikel 15,
stk. 3. Herudover har den registrerede krav på en række
oplysninger, herunder bl.a. oplysning om kategorierne af
personoplysningerne, hvorfra de stammer og med hvilket formål
de behandles, jf. artikel 15, stk. 1.
Forordningens artikel 23 giver mulighed for,
at medlemsstaterne kan begrænse forordningens bestemmelser om
oplysningspligt og indsigtsret, bl.a. når det er
nødvendigt og forholdsmæssigt af hensyn til
efterforskning (artikel 23, stk. 1, litra d), vigtige
samfundsmæssige målsætninger (artikel 23, stk. 1,
litra e), kontrol- og tilsynsfunktioner (artikel 23, stk. 1, litra
h) og hensynet til fortrolige forretningsforhold (artikel 23, stk.
1, litra i).
I medfør af
databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 1, litra h,
foreslås det i § 17, stk. 1,
at reglerne om oplysningspligt og indsigtsret i artikel 13-15 i
databeskyttelsesforordningen i forhold til
kontrolundersøgelser i medfør af § 12 alene skal
finde anvendelse på de data, der er udvalgt i medfør
§ 12, stk. 4, 4. pkt.
I relation til databeskyttelsesforordningens
artikel 23, stk. 2, bemærkes det, at forslaget
vedrører alle typer af personoplysninger (jf. artikel 23,
stk. 2, litra a - c), og at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i
relation til disse oplysninger vil være dataansvarlig (jf.
artikel 23, stk. 2, litra e). Endvidere vil Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen være forpligtet til at journalisere og
arkivere alle oplysninger i sager og undersøgelser efter
loven i overensstemmelse med de almindelige regler for statslige
myndigheder i offentlighedsloven og arkivloven. For så vidt
angår oplysninger, som er indhentet under en
kontrolundersøgelse ved en kopiering af dataindholdet af en
virksomheds elektroniske medier, vil Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen desuden være forpligtet til at
følge de særlige regler for udvælgelse,
opbevaring og sletning, jf. procedurerne i lovforslagets § 12.
Hertil kommer, at alle oplysninger i sager og undersøgelser
foreslås undtaget fra reglerne om aktindsigt i medfør
af offentlighedsloven, ligesom reglerne om tavshedspligt også
vil finde anvendelse (jf. artikel 23, stk. 2, litra d og f).
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i
medfør af lovforslagets § 12 til brug for
undersøgelser om ulovlig handelspraksis foretage uanmeldte
kontrolundersøgelser, hvor styrelsen kan indsamle en kopi af
dataindholdet fra elektroniske medier hos de virksomheder, som er
omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik på
efterfølgende at gennemgå kopien. Med en sådan
spejling af dataindholdet fra elektroniske medier vil der typisk
være tale om betydelige mængder virksomhedsintern data
fra den/de pågældende virksomheder.
Herefter har Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen 40 dage til at gennemgå de kopierede data
og udvælge de oplysninger, som måtte være
relevante for den videre sagsbehandling, jf. lovforslagets §
12, stk. 4. De øvrige data, der ikke udvælges ved
gennemgangen, sikres efterfølgende mod læsning og
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har herefter pligt til ikke
foretage yderligere søgninger i dette data eller i
øvrigt behandle det yderligere, jf. lovforslagets § 12,
stk. 4, 5. pkt. Det er en forudsætning, at styrelsen efter de
40 dage ikke behandler disse data yderligere. De indsamlede data
vil endvidere blive slettet, hvis styrelsen vurderer, at materialet
ikke indeholder beviser for en overtrædelse af lovforslagets
§§ 3-6., jf. § 12, stk. 4, 6. pkt. Hvis styrelsen
beslutter at gå videre med sagen, vil de indsamlede data
blive slettet, når sagen er endeligt afgjort, jf. § 12,
stk. 4, 7. pkt.
Forslaget indebærer, at i det
tilfælde, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på en
kontrolundersøgelse i medfør af lovforslagets §
12, stk. 4, har indsamlet en kopi af dataindholdet fra elektroniske
medier, da vil registrerede fysiske personer ikke skulle have
tilsendt en underretning i medfør af forordningens artikel
13 og 14, hvis der i de data, som styrelsen ikke har udvalgt til brug for en
undersøgelse om ulovlig handelspraksis, måtte blive
registreret personoplysninger om dem.
Forslaget indebærer endvidere, at
registrerede fysiske personer ikke vil have indsigtsret i
medfør af forordningens artikel 15 i de indsamlede data, som
styrelsen ikke har udvalgt til brug for en undersøgelse om
ulovlig handelspraksis.
Baggrunden for forslaget er, som anført
i pkt. 2.6.3.3. i de almindelige bemærkninger, at sager og
undersøgelser om urimelig handelspraksis som udgangspunkt
vil dreje sig om virksomheders, dvs. købers og
leverandørers, aftaler og adfærd. Sagerne vil
således dreje sig om, hvorvidt virksomheder har
overtrådt reglerne i lovforslagets §§ 3-6. Sagerne
vil derimod ikke rette sig mod fysiske personer. Derudover vil
fysiske personer ikke på samme måde som virksomheder
have en interesse i at få oplysninger om eller indsigt i
oplysninger om dem selv i de kopierede data indhentet på en
kontrolundersøgelse. Det skyldes, at de data, som styrelsen
kopierer fra elektroniske medier, som udgangspunkt vil dreje sig om
virksomheder. Det kan i praksis ikke undgås, at også
oplysninger om fysiske personer, primært oplysninger om
fysiske personers ageren i deres funktion som f.eks. ledere eller
medarbejdere hos den undersøgte virksomhed, kan blive
kopieret. Det vil f.eks. være navne, e-mailadresser og
arbejdsrelateret korrespondance. Disse oplysninger vil imidlertid
være oplysninger, som de pågældende må
forvente vil kunne indgå i en sag mod eller
undersøgelse af en (køber)virksomhed. Øvrige
eventuelle oplysninger om fysiske personer i de kopierede data vil
som altovervejende hovedregel ikke være relevante for sagen
og vil i så fald ikke blive udvalgt ved Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens efterfølgende gennemgang af det
kopierede elektroniske materiale.
Det vil således være i strid med
formålet i lovforslagets § 12, stk. 4, 5. pkt.
(hvorefter styrelsen efter de 40-dages gennemgang har pligt til at
sikre de kopierede, "ikke-udvalgte" data), såfremt der ville
gælde en pligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at
behandle anmodninger om indsigt efter artikel 15 i data, som
styrelsen ikke har udvalgt til videre behandling. Der er
således et væsentligt hensyn at tage til den
virksomhed, hvis data er blevet kopieret. Der er samtidig ikke et
særligt hensyn at tage til de fysiske personer, der
måtte være nævnt i heri, og som primært
vedrører den undersøgte virksomhed, allerede fordi
styrelsen i medfør af § 12, stk. 4, 5. pkt., ikke er
berettiget til at behandle de kopierede "ikke-udvalgte" data
yderligere (jf. ordet "sikres"), og som dermed heller ikke er
undergivet aktindsigt. Det vil således være skadeligt
for den/de berørte virksomheder og det ville hindre
styrelsens kontrol- og tilsynsfunktioner, såfremt der ville
gælde en pligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at
behandle anmodninger om indsigt heri efter
databeskyttelsesforordningens artikel 15.
De samme hensyn gør sig gældende
i forhold til underretningspligten, hvorfor Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen ikke skal være forpligtet til at foretage
underretning efter artikel 13-14 i forhold til de data, som
styrelsen ikke har udvalgt til videre behandling. De virksomheder,
som måtte være genstand for en
kontrolundersøgelse og som får kopieret al deres data,
skal kunne have tillid til, at samtlige fysiske personer, der
måtte være nævnt heri, ikke skal have en
underretning herom, når det end ikke er oplysninger, som
styrelsen har udvalgt til videre behandling.
Forslaget er alene relevant i forhold til de
indsamlede data på kontrolundersøgelser efter
lovforslagets § 12, og berører ikke reglerne om retten
til indsigt eller oplysning i databeskyttelsesforordningens artikel
13-15 i øvrigt.
Forslaget berører heller ikke en parts
ret til aktindsigt i medfør af forvaltningslovens regler om
partsaktindsigt. En køber, der er part i en sag, hvori der
er eller vil blive truffet afgørelse, vil således
derigennem være bekendt med og have ret til indsigt i
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens sagsbehandling. En virksomhed,
herunder en enkeltmandsvirksomhed, der ikke er part, vil have ret
til egenacces i sager, hvori der er eller vil blive truffet
afgørelse, jf. lovforslagets § 16, stk. 1, 2. pkt.
Den, som er genstand for en
kontrolundersøgelse, jf. lovforslagets § 12, vil bl.a.
modtage oplysning om grundlaget for undersøgelsen, oplysning
om hvilke elektroniske medier, der måtte være kopieret
og en kopi af det materiale, som indsamles under
kontrolundersøgelsen. Den pågældende vil
endvidere være berettiget til partsaktindsigt i
undersøgelsessagen vedrørende den
pågældende selv.
Til §
18
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige
bemærkninger for en nærmere beskrivelse af
gældende ret.
Det følger af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 33, at den håndhævende
myndighed bør have de nødvendige beføjelser og
den nødvendige ekspertise til at foretage
undersøgelser, og at bemyndigelsen ikke betyder, at den
håndhævende myndighed er forpligtet til at anvende
disse beføjelser i enhver undersøgelse, den
foretager, men at den håndhævende myndigheds
beføjelser f.eks. bør gøre det muligt for den
at foretage en effektiv indsamling af faktuelle oplysninger, og til
at beordre, at en forbudt praksis indstilles, hvis det er
relevant.
Efter den foreslåede § 18, stk. 1, kan Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen pålægge daglige eller ugentlige
tvangsbøder til den, der undlader at give de oplysninger,
som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kræver efter den
foreslåede § 11, stk. 2.
Det vurderes at kunne blive nødvendigt
at meddele tvangsbøder Det kan bl.a. være
nødvendigt i en situation, hvor en køber undlader at
fremsende oplysninger, som er centrale for styrelsens
undersøgelse af en konkret sag - og styrelsen skønner
det nødvendigt at sikre, at køber hurtigt efterlever
anmodningen om oplysninger i medfør af § 11, stk. 2,
med henblik på at sikre fremdriften i sagen.
En tvangsbøde skal alene anvendes, hvor
denne kan betragtes som et middel til at tvinge en virksomhed til
at handle på en nærmere angivet måde. Den
pågældendes handlepligt skal således være
klart beskrevet. Dermed skal de forhold, der udløser
tvangsbøderne, være let konstaterbare for
virksomhederne. Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
indhenter oplysninger efter lovforslagets § 11, stk. 2, vil
det fremgå klart, hvilke oplysninger den
pågældende køber eller leverandør skal
give, ligesom § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens
anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter vil finde
anvendelse.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
direktør har kompetence til at beslutte, om en virksomhed
skal pålægges tvangsbøder.
Der skal ved fastsættelsen af
størrelsen af en tvangsbøde på den ene side
tages højde for, at formålet med tvangsbøden
kan opnås. På den anden side bør
størrelsen ikke afvige markant fra de størrelser at
tvangsbøder, som anvendes inden for andre retsområder.
Ugentlige tvangsbøder på 10.000 kr. ses for
indeværende ikke at indebære en markant afvigelse i
forhold til f.eks. konkurrenceloven, miljøbeskyttelsesloven,
planloven og byggeloven.
Til §
19
Med den foreslåede bestemmelse
gennemføres direktivets artikel 6, stk. 1, litra e.
Bestemmelsen fastlægger regler om straf.
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er
fødevareforsyningskæden på nuværende
tidspunkt ikke reguleret særskilt i Danmark i relation til
regler om urimelig handelspraksis. Der er således af den
årsag heller ikke fastsat regler om danske myndigheders
håndhævelse heraf, herunder om reaktions- og
sanktionsmuligheder.
Det følger af den foreslåede
§ 19, stk. 1, at medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lovgivning kan den
køber, der overtræder et eller flere af de i
§§ 3-6 nævnte forbud, eller den køber, der
undlader at efterkomme et påbud meddelt i medfør af
§ 14, straffes med bøde.
Forslaget indebærer, at virksomheder
(købere), som overtræder et eller flere af de forbud,
som er nævnt i §§ 3-6, vil kunne straffes med
bøde. Forslaget indebærer endvidere, at Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen efter at have konstateret en simpel eller
groft uagtsom eller forsætlig overtrædelse af
forbuddene i lovforslagets §§ 3-6 i videst muligt omfang,
inden for rammerne af ordningen for administrative
bødeforelæg efter § 20, færdigbehandler
sagen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil, efter at have
truffet en administrativ afgørelse, kunne beslutte, at sagen
skal oversendes direkte til politiet og anklagemyndigheden,
såfremt sagen ikke egner sig til vedtagelse af administrativt
bødeforelæg. Det vil være tilfældet,
såfremt der f.eks. skal foretages en vurdering af, hvorvidt
der foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder i en konkret sammenhæng. Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vil også kunne beslutte, at en sådan
oversendelse først skal ske, såfremt den
pågældende ikke efterkommer et forudgående
påbud fra styrelsen.
En køber, der har modtaget en
erklæring, som omhandlet i lovforslagets § 3, stk. 7, og
§ 4, stk. 8, og som har handlet i god tro og i
overensstemmelse med indholdet i erklæringen, kan ikke
straffes med bøde, hvis det efter afgivelsen af
erklæringen viser sig, at oplysningerne heri ikke var
korrekte. En sådan køber kan således ikke anses
for at have handlet med den uagtsomhed (simpel eller grov), der er
en forudsætning for idømmelse af bødestraf.
Generelt bør
bødeudmålingen stå i et rimeligt forhold til
overtrædelsen. Bøderne bør samtidig have en
størrelse, så de for det første - så vidt
muligt - afskrækker købere fra overhovedet at begive
sig ud i at overtræde de forbud, som følger af
lovforslagets §§ 3-6.
Det følger af den foreslåede
§ 19, stk. 2, at der ved
udmåling af bøder efter denne lov skal tages hensyn
til overtrædelsens art, varighed, gentagne karakter og
grovhed samt den juridiske persons globale koncernomsætning.
Bestemmelsen indebærer, at der vil skulle tages hensyn til en
række faktorer ved udmåling af bøder efter den
foreslåede lov, dvs. overtrædelsens art, varighed,
gentagne karakter og grovhed samt den juridiske persons globale
koncernomsætning, ligesom der også vil skulle tages
hensyn til skærpende og formildende omstændigheder, jf.
straffelovens kap 10. Dette afspejles i nedenstående
bødemodel.
Bøder pålægges som
udgangspunkt af domstolene i forbindelse med en straffesag,
medmindre den konkrete sag egner sig til udstedelse af
administrativt bødeforelæg, jf. bemærkningerne
til lovforslagets § 20.
Erhvervsministeriet foreslår, at der ved
udmåling af bøder for overtrædelser af
lovforslagets §§ 3-6 anvendes nedenstående
model.
Omsætnings- kategori (omsætning
opgøres i overensstemmelse med lovforslagets § 3, stk.
7 og § 4, stk. 6) | Grundbøde | Tillæg
gentagelse (inden for seneste 3
år) | Tillæg
skærpende omstændigheder | Fradrag formildende
omstændigheder | Årlig omsætning <2 mio. euro | 10.000 kr. | 3.000 kr. | 3.000-5.000 kr. | 3.000-5.000 kr. | 2. mio. euro-350 mio. euro* | 25.000-75.000 mio. kr.** | 10.000 kr. | 10.000-20.000 kr. | 10.000-20.000 kr. | >350 mio. euro | 100.000 kr. | 25.000 kr. | 20.000-30.000 kr. | 20.000-30.000 kr. |
|
*Midterste
omsætningskategori | **Grundbøde | Årlig omsætning 2 mio. euro -
25 mio. euro | 25.000 kr. | >25 mio. euro - 150 mio. euro | 50.000 kr. | >150 mio. euro - 350 mio. euro | 75.000 kr. |
|
Med modellen tages der udgangspunkt i en
grundbøde, som fastsættes på baggrund af
virksomhedens (køberens) årlige omsætning, og
som overordnet kan inddeles i 3 kategorier (virksomheder med en
årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre,
virksomheder med en årlig omsætning på over 2
mio. euro og op til 350 mio. euro, og virksomheder med en
årlig omsætning på mere end 350 mio. euro). Dette
er de samme kategorier, som finder anvendelse i forhold til
forbudsbestemmelserne i §§ 3-6. Den årlige
omsætning skal opgøres i overensstemmelse med
lovforslagets § 3, stk. 7, og § 4, stk. 6, hvilket
indebærer, at der i praksis vil skulle medregnes - helt eller
delvist - omsætning fra modervirksomheder, tilknyttede
virksomheder og partnervirksomheder.
Grundbøden i den midterste kategori er
til forskel fra den nederste og øverste kategori fastsat som
et interval, der skal afspejle det brede spænd i
omsætning. Spændet i grundbøden tager
således højde for, at der kan være meget stor
forskel på købers årlige omsætning i denne
kategori. En køber der har en årlig omsætning
på mellem 2 og 25 mio. euro, vil således få
udmålt en grundbøde på 25.000 kr., en
køber med en årlig omsætning på over 25
mio. euro og op til 150 mio. euro vil få udmålt en
grundbøde på 50.000, og endelig vil en køber
med en årlig omsætning på over 150 mio. euro og
op til 350 mio. euro få udmålt en grundbøde
på 75.000 kr.
Grundbøden vil kunne forhøjes,
hvis virksomheden inden for de seneste tre år fra udstedelse
af det nye påbud eller det nye administrative
bødeforelæg har modtaget en bøde for at have
overtrådt §§ 3-6 i den foreslåede lov.
Bøden forhøjes med ét tillæg uanset
antallet af gentagelser.
Bøden vil endvidere kunne
forhøjes, hvis der foreligger skærpende
omstændigheder. Et eksempel på en skærpende
omstændighed vil f.eks. kunne være, at køber
inden indgåelse af kontrakten er blevet gjort opmærksom
på af leverandøren, at der var tale om en urimelig
handelspraksis i strid med loven, men har undladt at rette ind.
Tilsvarende vil det kunne udgøre en skærpende
omstændighed, hvis aftalen indeholder flere former for
ulovlig urimelig handelspraksis, som omhandlet i lovforslagets
§ 3-6.
Tilsvarende vil bøden kunne
nedsættes, hvis der foreligger formildende
omstændigheder. Et eksempel på en formildende
omstændighed kan f.eks. være, at leverandøren
selv har bedt om at få det pågældende
vilkår ind i aftalen og oplyst køber, at man ikke vil
gøre indsigelser/klage over vilkåret (den forbudte
handelspraksis) efterfølgende. En formildende
omstændighed kan også være, at virksomhedens
ledelse har sørget for, at relevante medarbejdere har
modtaget undervisning i reglerne om urimelig handelspraksis med
henblik på at sikre, at reglerne overholdes.
Ved fastsættelse af den
pågældende bødemodel og bødeniveauer har
Erhvervsministeriet orienteret sig i andre bødemodeller i
dansk lovgivning i forhold til principperne for
bødeudmåling. Erhvervsministeriet har med den
foreslåede bødemodel søgt at fastlægge et
bødeniveau, der har en præventiv effekt, hvorfor
bøderne derfor også foreslås gradueret efter
virksomhedens omsætning.
Bødeudmåling ved domstolene vil
fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering, herunder med
hensyntagen til eventuelle skærpende eller formildende
omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Det følger af den foreslåede
§ 19, stk. 3, at der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Strafansvaret omfatter efter straffelovens
§ 26, stk. 1, enhver juridisk person, herunder aktie-,
anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde,
boer, kommuner og statslige myndigheder. Endvidere omfatter
strafansvaret efter straffelovens § 26, stk. 2,
enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under
hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles
med de selskaber, der er nævnt i stk. 1. Sager mod
enkeltmandsvirksomheder vil altid blive anmeldt til politiet.
Til §
20
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er
fødevareforsyningskæden på nuværende
tidspunkt ikke reguleret særskilt i Danmark i relation til
regler om urimelig handelspraksis. Der er af samme årsag
heller ikke fastsat regler om danske myndigheders
håndhævelse heraf, herunder om reaktions- og
sanktionsmuligheder.
Det er et grundlæggende princip i dansk
retspleje, at straf, herunder bødestraf, normalt
pålægges under domstolenes medvirken og i
strafferetsplejens former ud fra hensynet til den sigtedes
retssikkerhed. I Danmark er det således som udgangspunkt
anklagemyndigheden, der rejser tiltale, og domstolene, der
pålægger bøder. Hvis den tiltalte erkender sig
skyldig og rede til at betale en foreslået bøde, kan
anklagemyndigheden eller i visse særlige tilfælde
særmyndigheder, som har hjemmel hertil, dog også
udstede et bødeforelæg, som den pågældende
kan vedtage udenretligt i stedet for gennemførelse af en
domstolsbehandling.
Efter den foreslåede § 20, stk. 1, kan Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen i sager om overtrædelse af denne lov, i et
bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres
uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen,
erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer
sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en
bøde som angivet i bødeforelægget.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen i visse tilståelsessager får
kompetence til at udstede administrative bødeforelæg.
Kompetencen er begrænset til de tilfælde, hvor sagerne
er egnet hertil, dvs. hvor der er tale om ukomplicerede sager, og
hvor overtrædelserne er umiddelbart konstaterbare.
Gerningsindholdet i lovforslagets §§
3-6 vurderes generelt at være klart, og det er forventningen
at overtrædelser heraf i mange tilfælde vil være
umiddelbart konstaterbare og uden bevismæssig tvivl. Sagens
afgørelse, herunder bødens størrelse, vil
ligeledes være uden skønsmæssige elementer af
betydning som følge af det fastlagte bødeniveau, jf.
bemærkningerne til § 19. Dette vil dog ikke være
tilfældet, såfremt der f.eks. skal foretages en
vurdering af, hvorvidt der foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder i en konkret sag. I så fald
skal sagen oversendes direkte til politiet og anklagemyndigheden,
jf. retsplejelovens § 742.
En betingelse for, at sagen kan afsluttes ved,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udsteder et administrativt
bødeforelæg, er, at den, der har begået
overtrædelsen, dels erklærer sig skyldig og dels
vedtager sagens udenretlige afgørelse. Såfremt den,
der har begået overtrædelsen, ikke ønsker at
acceptere et administrativt bødeforelæg, enten fordi
vedkommende ikke ønsker at erkende sig skyldig eller ikke
kan erklære sig indforstået med, at sagen
afgøres af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, overgår
sagen til politiet og anklagemyndigheden med henblik på en
sædvanlig strafferetlig forfølgning.
Det følger af den foreslåede
§ 20, stk. 2, at retsplejelovens
regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en
sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende
anvendelse på bødeforelæg efter denne
bestemmelse.
Efter den foreslåede § 20, stk. 3, 1. pkt., bortfalder videre
strafforfølgning, hvis bøden vedtages. Det
følger videre af 2. pkt., at
vedtagelsen har samme virkning som en dom.
Efter lovforslagets § 16, stk. 2, nr. 2,
kan der i sager, hvor der idømmes eller vedtages en
bøde, ske offentliggørelse af dommen,
bødevedtagelsen eller et resumé heraf. Dette
gælder også i de tilfælde, hvor Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen udsteder et bødeforelæg.
Til §
21
Det foreslås i stk.
1, at loven træder i kraft den 1. juli 2021.
Det foreslås i stk.
2, at loven finder anvendelse på leveringsaftaler, der
indgås efter den 1. juli 2021.
Efter stk. 3,
foreslås det, at leveringsaftaler, der er indgået inden
den 1. juli 2021, skal være bragt i overensstemmelse med
denne lov senest den 30. april 2022.
Virksomheder omfattet af loven har
således 12 måneder (fra offentliggørelse den 1.
maj 2021) til at få bragt leveringsaftaler, der er
indgået inden den 1. juli 2021, i overensstemmelse med
bestemmelserne i denne lov.
Til §
22
Bestemmelsen angår lovens territoriale
gyldighed, og fastslår, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig
anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de henholdsvis færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Sagsområdet er ikke overtaget, men der
er heller ikke grund til, at loven skal gælde direkte for
Færøerne og Grønland.
Bilag 1
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU)
2019/633
af 17. april
2019
om urimelig
handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION
HAR -
under henvisning til traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig
artikel 43, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt
til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske
Økonomiske og Sociale Udvalg1),
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Inden for landbrugs- og
fødevareforsyningskæden er store uligheder med hensyn
til forhandlingsposition mellem leverandører og
købere af landbrugs- og fødevarer et udbredt
fænomen. Disse uligheder med hensyn til forhandlingsposition
kan resultere i urimelig handelspraksis, når større og
mere magtfulde handelspartnere forsøger at påtvinge
visse former for praksis eller bestemte kontraktforhold, som er til
deres fordel, i forbindelse med en salgstransaktion. En sådan
praksis kan f.eks.: klart afvige fra god praksis på
handelsområdet, være i strid med god tro og redelig
handlemåde og være ensidigt påtvunget en
handelspartner af en anden handelspartner; påtvinge en
urimelig og uforholdsmæssig overførsel af
økonomisk risiko fra en handelspartner til en anden; eller
påtvinge en handelspartner en væsentlig ubalance mellem
rettigheder og forpligtelser. Visse former for praksis kan
være åbenlyst urimelige, selv om begge parter
indgår aftale herom. Der bør indføres en
EU-minimumsstandard for beskyttelse mod urimelig handelspraksis for
at mindske forekomsten af denne praksis, som kan have en negativ
indvirkning på landbrugsbefolkningens levestandard. Tilgangen
med minimumsharmonisering i dette direktiv giver medlemsstaterne
mulighed for at vedtage eller opretholde nationale bestemmelser,
der er mere vidtrækkende end den urimelige handelspraksis,
der er opført i dette direktiv.
(2) I tre publikationer fra
Kommissionen siden 2009 (Kommissionens meddelelse af 28. oktober
2009 om en bedre fungerende fødevareforsyningskæde i
Europa, Kommissionens meddelelse af 15. juli 2014 om
bekæmpelse af illoyal handelspraksis i
business-til-business-fødevareforsyningskæden og
Kommissionens rapport af 29. januar 2016 om illoyal handelspraksis
i business-til-business-fødevareforsyningskæden) har
fokus været rettet mod, hvordan
fødevareforsyningskæden fungerer, herunder forekomsten
af urimelig handelspraksis. Kommissionen har foreslået en
række ønskelige egenskaber ved de nationale og
frivillige rammer for styring af urimelig handelspraksis i
fødevareforsyningskæden. Ikke alle disse egenskaber er
blevet en del af den retlige ramme eller de frivillige ordninger
for styring i medlemsstaterne, og forekomsten af denne praksis er
således stadig et fokusområde i de politiske
drøftelser i Unionen.
(3) Det af Kommissionen ledede
Forum på Højt Plan for en Bedre Fungerende
Fødevareforsyningskæde godkendte i 2011 en række
principper for god praksis inden for vertikale relationer i
fødevareforsyningskæden, som der var opnået
enighed om blandt organisationer, der repræsenterede et
flertal af aktørerne i denne kæde. Disse principper
udgør grundlaget for forsyningskædeinitiativet (SCI),
der blev iværksat i 2013.
(4) Europa-Parlamentet opfordrede i
sin beslutning af 7. juni 2016 om illoyal handelspraksis i
fødevarekæden4) Kommissionen
til at fremlægge et forslag til en retlig ramme på
EU-plan, som omhandler illoyal handelspraksis. Rådet
opfordrede i sin konklusion af 12. december 2016 om styrkelse af
landbrugernes stilling i fødevareforsyningskæden og
bekæmpelse af illoyal handelspraksis Kommissionen til tilpas
hurtigt at gennemføre en konsekvensanalyse med henblik
på at foreslå en lovgivningsmæssig EU-ramme eller
ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger til
imødegåelse af illoyal handelspraksis. Kommissionen
udarbejdede en konsekvensanalyse på baggrund af både en
åben offentlig høring og en række
målrettede høringer. Under lovgivningsproceduren
fremlagde Kommissionen desuden oplysninger, ifølge hvilke de
større aktører udgør en betydelig andel af den
samlede produktionsværdi.
(5) En række forskellige
aktører i landbrugs- og fødevareforsyningskæden
beskæftiger sig med forskellige led af landbrugs- og
fødevarers produktion, forarbejdning, markedsføring,
distribution og detailsalg. Denne kæde er klart den vigtigste
kanal til forsyning af landbrugs- og fødevarer »fra
jord til bord«. De nævnte aktører handler med
landbrugs- og fødevarer, dvs. primære landbrugsvarer,
herunder fiskevarer og akvakulturprodukter som opført i
bilag I til traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde (TEUF), og varer, som ikke er opført i
bilaget, men som er forarbejdet til konsum ved hjælp af
varer, der er opført i nævnte bilag.
(6) Der er en vis forretningsrisiko
ved al økonomisk aktivitet, men landbrugsproduktion er et
særlig usikkert område på grund af
afhængigheden af biologiske processer, og da vejrforholdene
også spiller ind. Denne usikkerhed øges, da landbrugs-
og fødevarer i større eller mindre omfang er
letfordærvelige og sæsonbetingede. I lyset af en
landbrugspolitik, der er blevet markant mere markedsorienteret end
tidligere, er beskyttelse mod urimelig handelspraksis blevet
vigtigere for aktørerne i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden.
(7) En sådan urimelig
handelspraksis kan navnlig have en negativ indvirkning på
landbrugsbefolkningens levestandard. Denne indvirkning betragtes
enten som direkte, da den vedrører landbrugsproducenter og
deres sammenslutninger som leverandører, eller som indirekte
som følge af en overvæltning af konsekvenserne af
urimelig handelspraksis i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden på en måde, som
har en negativ indvirkning på primærproducenter i denne
kæde.
(8) De fleste medlemsstater, men
ikke alle, har særlige nationale bestemmelser, der beskytter
leverandører mod urimelig handelspraksis, som forekommer i
relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden. Selv hvis der er mulighed for
at gøre brug af aftaleretten eller
selvreguleringsinitiativer, begrænses denne muligheds
praktiske værdi af frygten for handelsrepressalier mod
personer, som klager, og af de medfølgende finansielle
risici ved at udfordre en sådan praksis. Visse medlemsstater,
som har særlige bestemmelser om urimelig handelspraksis,
overlader derfor håndhævelsen af sådanne
bestemmelser til administrative myndigheder. Der er imidlertid stor
forskel på medlemsstaternes bestemmelser om urimelig
handelspraksis, for så vidt sådanne bestemmelser
findes.
(9) Aktørernes antal og
størrelse varierer i de forskellige led i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden. Forskellene med hensyn til
forhandlingsposition, som svarer til leverandørens
økonomiske afhængighed af køberen, kan
sandsynligvis føre til, at større aktører
pålægger mindre aktører urimelig handelspraksis.
En dynamisk tilgang, der er baseret på leverandørens
og køberens relative størrelse for så vidt
angår omsætning, bør give bedre beskyttelse mod
urimelig handelspraksis for de aktører, der har mest brug
for det. Urimelig handelspraksis er særlig skadelig for
små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden. Virksomheder, som er
større end SMV'er, men hvis årlige omsætning
ikke overstiger 350 000 000 EUR, bør også være
beskyttet mod urimelig handelspraksis for at undgå, at
omkostningerne i forbindelse med en sådan praksis
videreføres til landbrugsproducenter. Effekten af
overvæltning på landbrugsproducenter synes at
være særlig stor for virksomheder med en årlig
omsætning på op til 350 000 000 EUR. Beskyttelsen af
leverandører af landbrugs- og fødevarer, herunder
forarbejdede produkter, i mellemleddene kan også være
med til at undgå, at handel ledes væk fra
landbrugsproducenter og deres sammenslutninger, som producerer
forarbejdede produkter, og over til leverandører, der ikke
er beskyttet.
(10) Den beskyttelse, som
fastsættes ved dette direktiv, bør gavne
landbrugsproducenter og fysiske eller juridiske personer, der
leverer landbrugs- og fødevarer, herunder
producentorganisationer, uanset om de er anerkendt eller ej, og
sammenslutninger af producentorganisationer, uanset om de er
anerkendt eller ej, med forbehold af deres relative
forhandlingsposition. Disse producentorganisationer og
sammenslutninger af producentorganisationer omfatter kooperativer.
Disse producenter og personer er særlig sårbare over
for urimelig handelspraksis og er mindst i stand til at overvinde
den, uden at det får konsekvenser for deres økonomiske
levedygtighed. Hvad angår de kategorier af
leverandører, som bør beskyttes i henhold til dette
direktiv, er det værd at bemærke, at en væsentlig
andel af de kooperativer, der består af landbrugere, er
virksomheder, som er større end SMV'er, men hvis
årlige omsætning ikke overstiger 350 000 000 EUR.
(11) Dette direktiv bør
omfatte kommercielle transaktioner, uanset om de foregår
mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige
myndigheder, da offentlige myndigheder, når de køber
landbrugs- og fødevarer, bør leve op til de samme
standarder. Dette direktiv bør finde anvendelse på
alle offentlige myndigheder, der agerer som købere.
(12) Leverandører i Unionen
bør ikke kun beskyttes mod urimelig handelspraksis, som
udøves af købere, der er etableret i samme
medlemsstat som leverandøren eller i en anden medlemsstat
end leverandøren, men også mod urimelig
handelspraksis, som udøves af købere, der er
etableret uden for Unionen. En sådan beskyttelse kan
forhindre eventuelle utilsigtede konsekvenser såsom valg af
etableringssted på grundlag af gældende bestemmelser.
Leverandører, der er etableret uden for Unionen, bør
også være omfattet af beskyttelse mod urimelig
handelspraksis, når de sælger landbrugs- og
fødevarer til Unionen. Ikke alene er sådanne
leverandører lige så sårbare over for urimelig
handelspraksis, men et bredere anvendelsesområde kan
også forhindre en utilsigtet omledning af handelen til
leverandører, der ikke er beskyttet, hvilket ville
svække beskyttelsen af leverandører i Unionen.
(13) Visse tjenesteydelser i
tilknytning til salg af landbrugs- og fødevarer bør
være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.
(14) Dette direktiv bør
gælde for handelspraksis udvist hos større
aktører over for aktører med en svagere
forhandlingsposition. De forskellige aktørers årlige
omsætning udgør en passende
tilnærmelsesværdi for den relative
forhandlingsposition. Selv om dette kriterium er en
tilnærmelse, skaber det forudsigelighed for aktører
for så vidt angår deres rettigheder og forpligtelser i
medfør af dette direktiv. En øvre grænse
bør hindre, at beskyttelse gives til aktører, som
ikke er sårbare, eller som er betydeligt mindre sårbare
end deres mindre partnere eller konkurrenter. Derfor
fastsættes ved dette direktiv omsætningsbaserede
kategorier af aktører, efter hvilke der ydes
beskyttelse.
(15) Da urimelig handelspraksis kan
forekomme på alle stadier ved salget af et landbrugs- eller
fødevareprodukt, dvs. før, under eller efter en
salgstransaktion, bør medlemsstaterne sikre, at dette
direktiv gælder for denne praksis, uanset hvornår den
forekommer.
(16) Når det skal vurderes,
om en bestemt handelspraksis er urimelig, er det vigtigt at mindske
risikoen for at begrænse brugen af rimelige og
effektivitetsfremmende aftaler mellem parterne. Der bør
derfor sondres mellem de former for praksis, der fastlægges i
klare og utvetydige vendinger i leveringsaftaler eller
efterfølgende aftaler mellem parterne, og praksis, som
forekommer, efter at transaktionen er indledt, uden at de er blevet
aftalt på forhånd, således at det kun er ensidige
og retrospektive ændringer af de nævnte klare og
utvetydige vendinger, der er forbudt. Visse former for
handelspraksis betragtes imidlertid som urimelige på grund af
deres art og bør ikke være omfattet af parternes
kontraktfrihed.
(17) Forsinket betaling for
landbrugs- og fødevarer, herunder for sen betaling for
letfordærvelige produkter, og annullering af ordrer på
letfordærvelige produkter med kort varsel har en negativ
indvirkning på leverandørens økonomiske
levedygtighed uden udlignende fordele. En sådan praksis
bør derfor forbydes. I denne forbindelse bør der med
henblik på dette direktiv fastlægges en definition af
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer. De
definitioner, der anvendes i EU-retsakter vedrørende
fødevarelovgivning, angår andre mål, f.eks.
sundhed og fødevaresikkerhed, og er derfor ikke
hensigtsmæssige med henblik på dette direktiv. Et
produkt bør betragtes som letfordærveligt, hvis det
kan forventes at blive uegnet til salg inden for 30 dage efter
leverandørens sidste handling i forbindelse med høst,
produktion eller forarbejdning, uanset om produktet
videreforarbejdes efter salget, og uanset om produktet efter salget
håndteres i overensstemmelse med andre bestemmelser, navnlig
fødevaresikkerhedsbestemmelser. Letfordærvelige
produkter anvendes eller sælges normalt hurtigt. Betalinger
for letfordærvelige produkter, som foretages senere end 30
dage efter leveringen, 30 dage efter udløbet af en aftalt
leveringsperiode, hvis produkterne leveres regelmæssigt,
eller 30 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal
betales, fastsættes, er ikke forenelige med loyal
handelspraksis. For at øge beskyttelsen af landbrugere og
deres likviditet bør leverandører af andre landbrugs-
og fødevarer ikke vente længere på betalingen
end 60 dage efter leveringen, 60 dage efter udløbet af en
aftalt leveringsperiode, hvis produkterne leveres
regelmæssigt, eller 60 dage efter datoen, hvor det
beløb, der skal betales, fastsættes.
Disse begrænsninger
bør udelukkende finde anvendelse på betalinger med
tilknytning til salg af landbrugs- og fødevarer og ikke
på andre betalinger som f.eks. efterbetalinger fra et
kooperativ til dets medlemmer. I overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU5) bør
det med henblik på nærværende direktiv også
være muligt at anse datoen, hvor det beløb, der skal
betales for en aftalt leveringsperiode, fastsættes, for at
være datoen for udstedelse af fakturaen eller datoen for
køberens modtagelse af fakturaen.
(18) De bestemmelser om forsinket
betaling, der er fastsat ved dette direktiv, udgør
særlige bestemmelser for landbrugs- og
fødevaresektoren i forhold til de bestemmelser om
betalingsfrister, der er fastsat i direktiv 2011/7/EU. De
bestemmelser om forsinket betaling, der er fastsat ved
nærværende direktiv, bør ikke påvirke
aftaler om klausuler om værdideling som omhandlet i artikel
172a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1308/20136). For at sikre
at skoleordningen i henhold til artikel 23 i forordning (EU) nr.
1308/2013 er velfungerende, bør de bestemmelser om forsinket
betaling, der er fastsat i nærværende direktiv, ikke
finde anvendelse på betalinger, som en køber (dvs.
støtteansøger) foretager til en leverandør
inden for rammerne af skoleordningen. Under hensyntagen til
udfordringerne for offentlige organer, der leverer sundhedspleje,
med henblik på at prioritere sundhedspleje på en
sådan måde, at den enkelte patients behov afvejes i
forhold til de økonomiske midler, bør disse
bestemmelser heller ikke gælde for offentlige organer, der
leverer sundhedspleje, jf. artikel 4, stk. 4, litra b), i direktiv
2011/7/EU.
(19) Druer og druemost til
vinproduktion har særlige egenskaber, da druerne kun
høstes i en meget begrænset periode af året, men
anvendes til fremstilling af vin, som i nogle tilfælde
først sælges mange år senere. For at tage
højde for denne specielle situation har
producentorganisationer og brancheorganisationer traditionelt set
udarbejdet standardkontrakter til levering af sådanne
produkter. Disse standardkontrakter fastlægger bestemmelser
særlige betalingsfrister med ratebetalinger. Da disse
standardkontrakter anvendes af leverandører og købere
til flerårige ordninger, giver de både
landbrugsproducenter en sikkerhed for langvarige salgsforbindelser
og bidrager til stabiliteten i forsyningskæden. Hvor disse
standardkontrakter er udarbejdet af en anerkendt
producentorganisation, brancheorganisation eller sammenslutning af
producentorganisationer, og er blevet gjort bindende af en
medlemsstat i medfør af artikel 164 i forordning (EU) nr.
1308/2013 (»udvidelse«) inden den 1. januar 2019, eller
hvis udvidelsen af standardkontrakterne forlænges af en
medlemsstat uden væsentlige ændringer af
betalingsbetingelserne til skade for leverandører af druer
og druemost, bør de bestemmelser om forsinket betaling, der
er fastsat ved dette direktiv, ikke gælde for sådanne
kontrakter mellem leverandører af druer og druemost til
vinproduktion og deres direkte købere. Medlemsstaterne er i
medfør af artikel 164, stk. 6, i forordning (EU) nr.
1308/2013 forpligtet til at underrette Kommissionen om de
respektive aftaler, som indgås af anerkendte
producentorganisationer, brancheorganisationer og sammenslutninger
af producentorganisationer.
(20) Meddelelser om annullering for
letfordærvelige produkter på mindre end 30 dage
bør betragtes som urimelige, da leverandøren ikke
ville være i stand til at finde en alternativ
afsætningsmulighed for disse produkter. For produkter i visse
sektorer kan endnu kortere annulleringsfrister dog muligvis stadig
give leverandører tilstrækkelig tid til at sælge
produkterne et andet sted eller til at anvende dem selv.
Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at
indføre kortere annulleringsfrister for disse sektorer i
behørigt begrundede tilfælde.
(21) Stærkere købere
bør ikke ændre aftalte kontraktvilkår ensidigt,
f.eks. ved at trække produkter omfattet af en leveringsaftale
ud af varesortimentet. Dette bør imidlertid ikke gælde
de situationer, hvor der foreligger en aftale mellem en
leverandør og en køber, der specifikt
fastsætter, at køberen kan angive et konkret element
af transaktionen på et senere tidspunkt for fremtidige
ordrer. Det kan for eksempel vedrøre de mængder, der
bestilles. En aftale indgås ikke nødvendigvis på
samme tidspunkt, hvad angår alle aspekter af transaktionen
mellem leverandør og køber.
(22) Leverandører og
købere af landbrugs- og fødevarer bør frit
kunne forhandle salgstransaktioner, herunder prisen. Sådanne
forhandlinger omfatter også betalinger for tjenesteydelser,
som leveres af køberen til leverandøren såsom
præsentation, markedsføring og salgsfremstød.
Hvis en køber opkræver betalinger, som ikke er knyttet
til en specifik salgstransaktion, fra en leverandør,
bør dette imidlertid anses for at være urimeligt og
være forbudt i henhold til dette direktiv.
(23) Selv om der ikke bør
være nogen forpligtelse til at anvende skriftlige kontrakter,
kan anvendelsen af skriftlige aftaler inden for landbrugs- og
fødevareforsyningskæden bidrage til at undgå
visse former for urimelig handelspraksis. For at beskytte
leverandører fra en sådan urimelig praksis bør
leverandører eller deres sammenslutninger derfor have ret
til at anmode om skriftlig bekræftelse af betingelserne for
en leveringsaftale, hvis disse betingelser allerede er aftalt. I
sådanne tilfælde bør en købers afvisning
af skriftligt at bekræfte betingelserne i leveringsaftalen
betragtes som urimelig handelspraksis og bør forbydes.
Medlemsstaterne kan desuden indkredse, udveksle og fremme bedste
praksis vedrørende indgåelse af langsigtede kontrakter
med det formål at styrke producenternes forhandlingsposition
i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
(24) Dette direktiv harmoniserer
ikke reglerne om bevisbyrde, som anvendes i sager ved de nationale
håndhævende myndigheder, ligesom det heller ikke
harmoniserer definitionen af leveringsaftaler. Bestemmelserne om
bevisbyrde og definitionen af leveringsaftaler er derfor dem, der
er fastsat i medlemsstaternes nationale ret.
(25) I medfør af dette
direktiv bør leverandører kunne indgive klage over
visse former for urimelig handelspraksis. Handelsrepressalier fra
købere mod leverandører, der udøver deres
rettigheder eller truslen herom, f.eks. ved at trække
produkter ud af varesortimentet, reducere mængden af bestilte
produkter eller indstille visse tjenesteydelser, som køberen
leverer til leverandøren, som f.eks. markedsføring
eller salgsfremstød for leverandørernes produkter,
bør forbydes og behandles som urimelig handelspraksis.
(26) Omkostningerne ved oplagring,
udstilling eller anden præsentation af landbrugs- og
fødevarer eller ved tilgængeliggørelse af
sådanne varer på markedet afholdes normalt af
køberen. Det bør derfor i henhold til dette direktiv
være forbudt, at en leverandør opkræves
betaling, som enten skal foretages til køberen eller til en
tredjepart, for sådanne tjenester, medmindre betalingen er
aftalt i klare og utvetydige vendinger ved indgåelsen af
leveringsaftalen eller i en efterfølgende aftale mellem
køber og leverandør. Hvis en sådan betaling
aftales, bør den baseres på objektive og rimelige
skøn.
(27) For at bidrag fra en
leverandør til omkostningerne ved landbrugs- og
fødevareprodukters salgsfremstød,
markedsføring eller reklame, herunder erhvervsfremmende
udstillinger i butikker og salgskampagner, kan anses for rimelige,
bør de være aftalt i klare og utvetydige vendinger ved
indgåelsen af leveringsaftalen eller i en
efterfølgende aftale mellem køber og
leverandør. Ellers bør de være forbudt i
henhold til dette direktiv. Hvis et sådant bidrag aftales,
bør det baseres på objektive og rimelige
skøn.
(28) Medlemsstaterne bør
udpege håndhævende myndigheder for at sikre effektiv
håndhævelse af forbuddene i dette direktiv. Disse
myndigheder bør enten kunne handle på eget initiativ
eller på grundlag af klager fra parter, der berøres af
urimelig handelspraksis i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden, klager fra whistleblowere
eller anonyme klager. En håndhævende myndighed kan
fastslå, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag til at
reagere på en klage. Administrative prioriteringer kan
også føre til et sådant resultat. Hvis den
håndhævende myndighed finder, at den ikke vil
være i stand til at prioritere en klage, bør den
underrette klageren og begrunde svaret. Hvis en klager anmoder om,
at vedkommendes identitet holdes hemmelig på grund af frygt
for handelsrepressalier, bør de håndhævende
myndigheder i medlemsstaterne træffe passende
foranstaltninger.
(29) Hvis en medlemsstat har mere
end én håndhævende myndighed, bør den
udpege et enkelt kontaktpunkt med henblik på at fremme et
effektivt samarbejde mellem de håndhævende myndigheder
og samarbejde med Kommissionen.
(30) Leverandører kan finde
det lettere at indgive en klage til den håndhævende
myndighed i deres egen medlemsstat, f.eks. af sproglige
årsager. For så vidt angår
håndhævelsen kan det imidlertid være mere
effektivt at indgive en klage til den håndhævende
myndighed i den medlemsstat, hvor køberen er etableret.
Leverandører bør kunne vælge, hvilken myndighed
de ønsker at indgive klagen til.
(31) I kraft af klager fra
producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og
disses sammenslutninger, herunder repræsentative
organisationer, kan der sikres beskyttelse af identiteten hos
medlemmer af organisationerne, som mener, at de udsættes for
urimelig handelspraksis. Andre organisationer, der har en
berettiget interesse i at repræsentere leverandører,
bør også have ret til at indgive klager efter
anmodning fra en leverandør og til dennes fordel, forudsat
at sådanne organisationer er uafhængige og nonprofit
juridiske personer. De håndhævende myndigheder i
medlemsstaterne bør således kunne modtage og reagere
på klager fra sådanne enheder, idet de beskytter
købernes proceduremæssige rettigheder.
(32) For at sikre effektiv
håndhævelse af forbuddet mod urimelig handelspraksis
bør de udpegede håndhævende myndigheder have de
nødvendige ressourcer og den nødvendige
ekspertise.
(33) Medlemsstaternes
håndhævende myndigheder bør have de
nødvendige beføjelser og den nødvendige
ekspertise til at foretage undersøgelser. Bemyndigelse af
disse myndigheder betyder ikke, at de er forpligtet til at anvende
disse beføjelser i hver undersøgelse, som de
foretager. Den håndhævende myndigheds beføjelser
bør f.eks. gøre det muligt for dem at foretage en
effektiv indsamling af faktuelle oplysninger, og de
håndhævende myndigheder bør have
beføjelse til at beordre, at en forbudt praksis indstilles,
hvis det er relevant.
(34) Afskrækkende midler
såsom beføjelser til at pålægge eller
indlede sager, f.eks. retssager, med henblik på at
pålægge bøder og andre lige så effektive
sanktioner samt at offentliggøre resultater af
undersøgelser, herunder offentliggørelse af
oplysninger om købere, som har begået
overtrædelserne, kan tilskynde til
adfærdsændringer og udenretslige løsninger
mellem parterne, og de bør derfor være omfattet af de
håndhævende myndigheders beføjelser.
Bøder kan være særdeles effektive og
afskrækkende. Den håndhævende myndighed
bør dog i hver undersøgelse kunne beslutte, hvilken
af dens beføjelser den vil udøve, og hvorvidt den vil
pålægge eller indlede sag med henblik på
pålæggelse af en bøde eller anden lige så
effektiv sanktion.
(35) Udøvelsen af de
beføjelser, der tildeles de håndhævende
myndigheder ved dette direktiv, bør være genstand for
hensigtsmæssige garantier, der opfylder standarderne for de
generelle principper i EU-retten og Den Europæiske Unions
charter om grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med
Den Europæiske Unions Domstols retspraksis, herunder
respekten for køberens ret til et forsvar.
(36) Kommissionen og de
håndhævende myndigheder i medlemsstaterne bør
samarbejde tæt for at sikre en fælles tilgang til
anvendelsen af de bestemmelser, der er fastlagt i dette direktiv.
Navnlig bør de håndhævende myndigheder yde
hinanden gensidig bistand, f.eks. ved at udveksle oplysninger og
hjælpe med undersøgelser, som har en
grænseoverskridende dimension.
(37) For at fremme effektiv
håndhævelse bør Kommissionen hjælpe med at
tilrettelægge regelmæssige møder mellem
medlemsstaternes håndhævende myndigheder, på
hvilke de kan dele relevante oplysninger, bedste praksis, nye
udviklinger, håndhævelsespraksis og anbefalinger med
hensyn til anvendelsen af bestemmelserne i dette direktiv.
(38) Med henblik på at lette
disse udvekslinger bør Kommissionen oprette et offentligt
websted, som indeholder henvisninger til de nationale
håndhævende myndigheder, herunder oplysninger om
nationale foranstaltninger til gennemførelse af dette
direktiv.
(39) Da de fleste medlemsstater
allerede har - om end forskellige - nationale bestemmelser om
urimelig handelspraksis, er det hensigtsmæssigt at anvende et
direktiv til at indføre en minimumsstandard i henhold til
EU-retten. Dette bør gøre det muligt for
medlemsstaterne at indarbejde de relevante bestemmelser i deres
nationale retsorden på en sådan måde, at der
skabes mulighed for etablering af sammenhængende ordninger.
Medlemsstaterne bør ikke udelukkes fra inden for deres
område at opretholde eller indføre strengere nationale
bestemmelser, som fastsætter et højere niveau af
beskyttelse mod urimelig handelspraksis, der forekommer i
relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden, dog med forbehold af de
gældende begrænsninger i EU-retten, som skal sikre et
velfungerende indre marked, og såfremt sådanne
bestemmelser er forholdsmæssige.
(40) Medlemsstaterne bør
også have mulighed for at opretholde eller indføre
nationale bestemmelser, der har til formål at bekæmpe
urimelig handelspraksis, og som falder uden for dette direktivs
anvendelsesområde, dog med forbehold af de gældende
begrænsninger i EU-retten, som skal sikre et velfungerende
indre marked, og såfremt sådanne bestemmelser er
forholdsmæssige. Sådanne nationale bestemmelser kan
være mere vidtrækkende end dette direktiv, f.eks. hvad
angår købernes og leverandørernes
størrelse, beskyttelse af købere, omfanget af varer
og omfanget af tjenesteydelser. Sådanne nationale
bestemmelser kan også være mere vidtrækkende end
antallet af og formerne for forbudt urimelig handelspraksis, der er
opført i dette direktiv.
(41) Sådanne nationale
bestemmelser vil gælde sideløbende med frivillige
styringsforanstaltninger såsom nationale
adfærdskodekser eller forsyningskædeinitiativet. Der
bør udtrykkeligt tilskyndes til anvendelse af frivillig,
alternativ tvistbilæggelse mellem leverandører og
købere, uden at dette berører leverandørens
ret til at indgive klager eller henvende sig til civile
domstole.
(42) Kommissionen bør have
et overblik over gennemførelsen af dette direktiv i
medlemsstaterne. Desuden bør Kommissionen kunne vurdere,
hvor effektivt dette direktiv er. Med henblik herpå
bør de håndhævende myndigheder i medlemsstaterne
fremlægge årlige rapporter for Kommissionen. Disse
rapporter bør, hvor det er relevant, indeholde kvantitative
og kvalitative oplysninger om klager, undersøgelser og
afgørelser. For at sikre ensartede betingelser for
gennemførelsen af denne indberetningsforpligtelse bør
Kommissionen tillægges
gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser
bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 182/20117).
(43) Af hensyn til en effektiv
gennemførelse af politikken til bekæmpelse af urimelig
handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden bør Kommissionen
undersøge anvendelsen af dette direktiv og forelægge
Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske
Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en rapport.
Denne undersøgelse bør navnlig vurdere effektiviteten
af nationale foranstaltninger, hvis mål er at bekæmpe
urimelig handelspraksis i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden, og effektiviteten af
samarbejdet mellem håndhævende myndigheder. Ved
undersøgelsen bør der navnlig også fokuseres
på, om det - ud over at beskytte leverandører - i
fremtiden vil være berettiget at beskytte købere af
landbrugs- og fødevarer i forsyningskæden. Rapporten
bør, hvis det er relevant, ledsages af
lovgivningsforslag.
(44) Målet for dette
direktiv, nemlig at fastlægge en EU-minimumsstandard for
beskyttelse ved at harmonisere medlemsstaternes forskellige
foranstaltninger vedrørende urimelig handelspraksis, kan
ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men
kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås
på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i
overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i
traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går
dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for
at nå dette mål -
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
Artikel
1
Genstand og
anvendelsesområde
1. Med henblik på at
bekæmpe praksis, som klart afviger fra god praksis på
handelsområdet, som er i strid med god tro og redelig
handlemåde, og som en handelspartner ensidigt påtvinger
en anden, fastlægges ved dette direktiv en minimumsliste over
forbudte former for urimelig handelspraksis i forhold mellem
købere og leverandører i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden, og der fastsættes
minimumsbestemmelser vedrørende disse forbuds
håndhævelse og ordninger om koordinering mellem
håndhævende myndigheder.
2. Dette direktiv finder anvendelse
på visse former for urimelig handelspraksis, der forekommer i
forbindelse med salg af landbrugs- og fødevarer fra:
a) leverandører, som har en
årlig omsætning på højst 2 000 000 EUR til
købere, som har en årlig omsætning på over
2 000 000 EUR
b) leverandører, som har en
årlig omsætning på over 2 000 000 EUR, men ikke
over 10 000 000 EUR, til købere, som har en årlig
omsætning på over 10 000 000 EUR
c) leverandører, som har en
årlig omsætning på over 10 000 000 EUR, men ikke
over 50 000 000 EUR, til købere, som har en årlig
omsætning på over 50 000 000 EUR
d) leverandører, som har en
årlig omsætning på over 50 000 000 EUR, men ikke
over 150 000 000 EUR, til købere, som har en årlig
omsætning på over 150 000 000 EUR
e) leverandører, som har en
årlig omsætning på over 150 000 000 EUR, men ikke
over 350 000 000 EUR, til købere, som har en årlig
omsætning på over 350 000 000 EUR.
Leverandørernes og
købernes årlige omsætning som omhandlet i
første afsnit, litra a)-e), forstås i overensstemmelse
med de relevante dele af bilaget til Kommissionens henstilling
2003/361/EF8), navnlig
bilagets artikel 3, 4 og 6, herunder definitionerne af
»uafhængig virksomhed«,
»partnervirksomhed« og »tilknyttet
virksomhed« samt andre forhold vedrørende den
årlige omsætning.
Uanset første afsnit finder
dette direktiv anvendelse i forbindelse med salg af landbrugs- og
fødevarer fra leverandører, som har en årlig
omsætning på højst 350 000 000 EUR, til alle
købere, som er offentlige myndigheder.
Dette direktiv finder anvendelse
på salg, hvor enten leverandøren eller køberen
eller begge er etableret i Unionen.
Dette direktiv finder også
anvendelse på tjenesteydelser, for så vidt som der
udtrykkeligt henvises til dem i artikel 3, som leveres af
køberen til en leverandør.
Dette direktiv finder ikke
anvendelse på aftaler mellem leverandører og
forbrugere.
3. Direktivet finder anvendelse
på leveringsaftaler, der indgås efter anvendelsesdatoen
for de foranstaltninger, der gennemfører dette direktiv, jf.
artikel 13, stk. 1, andet afsnit.
4. Leveringsaftaler, der er
indgået inden datoen for offentliggørelse af de
foranstaltninger, som gennemfører dette direktiv, jf.
artikel 13, stk. 1, første afsnit, bringes i
overensstemmelse med dette direktiv senest 12 måneder efter
nævnte dato for offentliggørelse.
Artikel
2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »landbrugs- og fødevarer«:
produkter, der er opført i bilag I til TEUF, og produkter,
der ikke er opført i nævnte bilag, men som er
forarbejdet til konsum ved hjælp af produkter, der er
opført i nævnte bilag
2) »køber«: enhver fysisk eller
juridisk person, uanset vedkommendes etableringssted, eller enhver
offentlig myndighed i Unionen, som køber landbrugs- og
fødevarer; betegnelsen »køber« kan
omfatte en gruppe af sådanne fysiske og juridiske
personer
3) »offentlig myndighed«: nationale,
regionale eller lokale myndigheder, offentligretlige organer eller
sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et
eller flere af disse offentligretlige organer
4) »leverandør«: enhver
landbrugsproducent eller enhver fysisk eller juridisk person, som
sælger landbrugs- og fødevarer, uanset vedkommendes
etableringssted; betegnelsen »leverandør« kan
omfatte en gruppe af sådanne landbrugsproducenter eller en
gruppe af sådanne fysiske og juridiske personer såsom
producentorganisationer, leverandørorganisationer og disses
sammenslutninger
5) »letfordærvelige landbrugs- og
fødevarer«: landbrugs- og fødevarer, som
på grund af deres beskaffenhed eller stadie i forarbejdningen
risikerer at blive uegnede til salg inden for 30 dage efter
høst, produktion eller forarbejdning.
Artikel
3
Forbud mod
urimelig handelspraksis
1. Medlemsstaterne sikrer, at som
minimum alle følgende former for urimelig handelspraksis er
forbudt:
a) Køberen betaler
leverandøren,
i) hvis produkterne i henhold til
leveringsaftalen skal leveres regelmæssigt:
- for letfordærvelige
landbrugs- og fødevarer, senere end 30 dage efter
udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer
har fundet sted, eller senere end 30 dage efter datoen, hvor det
beløb, der skal betales for denne leveringsperiode,
fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den
seneste
- for andre landbrugs- og
fødevarer, senere end 60 dage efter udløbet af en
aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted,
eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der
skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt
efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
Med henblik på
betalingsfristerne i dette nummer skal de aftalte leveringsperioder
i alle tilfælde anses for ikke at overskride en
måned
ii)hvis produkterne i henhold til
leveringsaftalen ikke skal leveres regelmæssigt:
- for letfordærvelige
landbrugs- og fødevarer, senere end 30 dage efter
leveringsdatoen eller senere end 30 dage efter datoen, hvor det
beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken
af de to datoer der er den seneste
- for andre landbrugs- og
fødevarer, senere end 60 dage efter leveringsdatoen eller
senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal
betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er
den seneste.
Uanset dette litras nr. i) og ii)
gælder følgende, hvis køberen fastsætter
det beløb, der skal betales:
- de betalingsfrister, der er
angivet i nr. i), regnes fra udløbet af en aftalt
leveringsperiode, i hvilken leveringerne har fundet sted, og
- de betalingsfrister, der er
angivet i nr. ii), regnes fra leveringsdatoen.
b) Køberen annullerer ordrer
på letfordærvelige landbrugs- og fødevarer med
så kort varsel, at en leverandør ikke med rimelighed
kan forventes at finde en alternativ måde at afsætte
eller anvende de pågældende produkter på; et
varsel på mindre end 30 dage betragtes altid som kort varsel;
Medlemsstaterne kan fastsætte kortere frister end 30 dage for
specifikke sektorer i behørigt begrundede
tilfælde.
c) Køberen ændrer
ensidigt vilkårene i en leveringsaftale for landbrugs- og
fødevarer vedrørende landbrugs- og
fødevarernes leverings- eller forsyningshyppighed, -metode,
-sted, -timing eller -omfang, kvalitetsstandarderne,
betalingsbetingelserne eller priserne, eller hvad angår
levering af tjenesteydelser, for så vidt som disse er
udtrykkeligt omhandlet i stk. 2.
d) Køberen kræver
betalinger af leverandøren, der ikke vedrører salg af
leverandørens landbrugs- og fødevarer.
e) Køberen kræver, at
leverandøren betaler for den forringelse eller det tab eller
begge af landbrugs- og fødevarer, der forekommer hos en
køber, eller efter at ejerskabet er overgået til
køberen, hvor en sådan forringelse eller et
sådant tab ikke skyldes leverandørens
forsømmelighed eller fejl.
f) Køberen nægter
skriftligt at bekræfte betingelserne for en leveringsaftale
mellem køber og leverandør, som leverandøren
har anmodet om en skriftlig bekræftelse af; dette finder ikke
anvendelse, hvis leveringsaftalen vedrører produkter, som
skal leveres af et medlem af en producentorganisation, herunder et
kooperativ, til den producentorganisation, som leverandøren
er medlem af, hvis denne producentorganisations vedtægter
eller regler og afgørelser fastlagt i eller truffet i
henhold til disse vedtægter indeholder bestemmelser, der har
tilsvarende virkning som vilkårene i leveringsaftalen.
g) Køberen ulovligt
erhverver, bruger eller videregiver leverandørens
forretningshemmeligheder som omhandlet i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2016/9439).
h) Køberen truer med at
iværksætte eller iværksætter
handelsrepressalier over for leverandøren, hvis
leverandøren udøver sine kontraktmæssige eller
juridiske rettigheder, herunder ved at indgive en klage til
håndhævende myndigheder eller ved at samarbejde med
håndhævende myndigheder under en
undersøgelse.
i) Køberen kræver
kompensation fra leverandøren for omkostningerne ved at
behandle kundeklager i forbindelse med salget af
leverandørens produkter, selv om der ikke er nogen
forsømmelighed eller fejl fra leverandørens side.
Forbuddet i første afsnit,
litra a), berører ikke:
- de konsekvenser af for sen
betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv 2011/7/EU,
der finder anvendelse uanset de betalingsfrister, der er fastsat i
nævnte direktiv, på grundlag af de betalingsfrister,
der er fastsat i nærværende direktiv
- køberens og
leverandørens mulighed for at aftale en
værdidelingsklausul som omhandlet i artikel 172a i forordning
(EU) nr. 1308/2013.
Forbuddet i første afsnit,
litra a), gælder ikke for betalinger:
- som en køber foretager til
en leverandør inden for rammerne af skoleordningen, jf.
artikel 23 i forordning (EU) nr. 1308/2013
- som foretages af offentlige
organer, der leverer sundhedspleje, jf. artikel 4, stk. 4, litra
b), i direktiv 2011/7/EU
- i medfør af
leveringsaftaler mellem leverandører af druer eller druemost
til vinproduktion og deres direkte købere, forudsat:
i) at de specifikke
betalingsbetingelser for salgstransaktioner indgår i
standardkontrakter, som er blevet gjort bindende af medlemsstaten i
henhold til artikel 164 i forordning (EU) nr. 1308/2013 inden den
1. januar 2019, og at denne udvidelse af standardkontrakterne
forlænges af medlemsstaterne fra nævnte dato uden
væsentlige ændringer af betalingsbetingelserne til
skade for leverandører af druer eller druemost, og
ii) at leveringsaftalerne mellem
leverandører af druer eller druemost til vinproduktion og
deres direkte købere er eller bliver flerårige.
2. Medlemsstaterne sikrer, at som
minimum alle følgende former for handelspraksis er forbudt,
medmindre der forinden er truffet aftale herom i klare og
utvetydige vendinger i leveringsaftalen eller i en eventuel
efterfølgende aftale mellem køber og
leverandør:
a)Køberen returnerer
ikkeafsatte landbrugs- og fødevarer til leverandøren
uden at betale for disse ikkeafsatte produkter eller uden at betale
for bortskaffelse af disse produkter eller begge.
b) Leverandøren
opkræves betaling som betingelse for oplagring, udstilling
eller anden præsentation af sine landbrugs- og
fødevareprodukter eller tilgængeliggørelse af
sådanne varer på markedet.
c) Køberen kræver, at
leverandøren bærer alle eller en del af omkostningerne
ved prisnedslag for landbrugs- og fødevarer, som
sælges af køberen i forbindelse med et
salgsfremstød.
d) Køberen kræver, at
leverandøren betaler for køberens reklame for
landbrugs- og fødevarer.
e) Køberen kræver, at
leverandøren betaler for køberens
markedsføring af landbrugs- og fødevarer.
f) Køberen opkræver betaling fra
leverandøren for personale til at indrette lokaler til salg
af leverandørens produkter.
Medlemsstaterne sikrer, at den i første afsnits litra c)
omhandlede handelspraksis er forbudt, medmindre køberen,
inden denne iværksætter et salgsfremstød,
angiver salgsfremstødsperioden og den mængde
landbrugs- og fødevarer, der forventes bestilt til den
nedsatte pris.
3. Hvis køberen kræver en betaling i de
situationer, der er omhandlet i stk. 2, første afsnit, litra
b), c), d), e) eller f), skal køberen efter anmodning fra
leverandøren give leverandøren et skriftligt overslag
over betalingen pr. enhed eller de samlede betalinger, alt efter
hvad der er hensigtsmæssigt, og skal for så vidt
angår situationerne i stk. 2, første afsnit, litra b),
d), e) eller f), desuden give leverandøren et skriftligt
overslag over omkostningerne og grundlaget for dette overslag.
4. Medlemsstaterne sikrer, at forbuddene i stk. 1 og 2
udgør overordnede præceptive bestemmelser, som finder
anvendelse i enhver situation, der falder inden for disse
bestemmelsers anvendelsesområde, uanset den ret, som i andre
henseender ville finde anvendelse på leveringsaftalen mellem
parterne.
Artikel
4
Udpegede
håndhævende myndigheder
1. Hver medlemsstat udpeger en
eller flere myndigheder, der skal håndhæve forbuddene i
artikel 3 på nationalt plan (»håndhævende
myndighed«), og underretter Kommissionen om denne
udpegelse.
2. Hvis en medlemsstat udpeger mere
end én håndhævende myndighed på sit
område, udpeger den et enkelt kontaktpunkt for både
samarbejde mellem håndhævende myndigheder og samarbejde
med Kommissionen.
Artikel
5
Klager og
fortrolighed
1. Leverandører kan indgive
klager enten til den håndhævende myndighed i den
medlemsstat, hvor leverandøren er etableret, eller til den
håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor den
køber, der formodes at have udøvet en forbudt
handelspraksis, er etableret. Den håndhævende
myndighed, som klagen er indgivet til, har kompetence til at
håndhæve forbuddene i artikel 3.
2. Producentorganisationer, andre
leverandørorganisationer og disses sammenslutninger har ret
til at indgive en klage efter anmodning fra en eller flere af deres
medlemmer eller, hvis det er relevant, efter anmodning fra en eller
flere af deres medlemsorganisationers medlemmer, hvis disse
medlemmer mener, at de udsættes for en forbudt
handelspraksis. Andre organisationer, der har en berettiget
interesse i at repræsentere leverandører, har ret til
at indgive klager efter anmodning fra en leverandør og til
denne leverandørs fordel, forudsat at sådanne
organisationer er uafhængige og nonprofit juridiske
personer.
3. Medlemsstaterne sikrer, at den
håndhævende myndighed, hvis klageren anmoder herom,
træffer de nødvendige foranstaltninger til passende
beskyttelse af klagerens eller de i stk. 2 omhandlede medlemmers
eller leverandørers identitet, og til passende beskyttelse
af eventuelle andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter
klagerens mening vil skade klagerens eller disse medlemmers eller
leverandørers interesser. Klageren skal angive alle
oplysninger, som denne anmoder om fortrolig behandling af.
4. Medlemsstaterne sikrer, at den
håndhævende myndighed, der modtager klagen, inden for
en rimelig frist efter modtagelsen af klagen, underretter klageren
om, hvordan den agter at følge op på klagen.
5. Hvis der efter den
håndhævende myndigheds mening ikke er et
tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, sikrer
medlemsstaterne, at den håndhævende myndighed
underretter klageren om begrundelsen inden for en rimelig frist
efter modtagelsen af klagen.
6. Hvis der efter den
håndhævende myndigheds mening er et
tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, sikrer
medlemsstaterne, at den håndhævende myndighed indleder,
foretager og afslutter en undersøgelse af klagen inden for
en rimelig frist.
7. Hvis den håndhævende
myndighed fastslår, at en køber har overtrådt de
forbud, der er omhandlet i artikel 3, sikrer medlemsstaterne, at
den håndhævende myndighed pålægger
køberen at ophøre med den forbudte
handelspraksis.
Artikel
6
Håndhævende myndigheders
beføjelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at hver
af deres håndhævende myndigheder har de fornødne
ressourcer og den fornødne ekspertise til at udføre
sine opgaver, og tillægger den følgende
beføjelser:
a) beføjelse til at indlede
og foretage undersøgelser på eget initiativ eller
på grundlag af en klage
b) beføjelse til at
pålægge købere og leverandører at
fremlægge alle de oplysninger, der er nødvendige for
at foretage undersøgelser om den forbudte handelspraksis
c) beføjelse til at
gennemføre uanmeldte inspektioner på stedet som led i
sine undersøgelser, i overensstemmelse med nationale
bestemmelser og procedurer
d) beføjelse til at
træffe afgørelser, hvori den fastslår
overtrædelser af de forbud, der er fastsat i artikel 3, og
pålægger køberen at ophøre med den
forbudte handelspraksis; myndigheden kan undlade at træffe en
sådan afgørelse, hvis den indebærer en risiko
for at afsløre en klagers identitet eller en risiko for at
offentliggøre andre oplysninger, hvis
offentliggørelse efter klagerens mening vil skade dennes
interesser, og forudsat at klageren har udpeget de
pågældende oplysninger i overensstemmelse med artikel
5, stk. 3
e) beføjelse til at
pålægge eller indlede sager med henblik på at
pålægge bøder og andre lige så effektive
sanktioner og foreløbige foranstaltninger over for
overtrædelsens ophavsmand, i overensstemmelse med nationale
bestemmelser og procedurer
f) beføjelse til
regelmæssigt at offentliggøre sine afgørelser
truffet i medfør af litra d) og e).
De sanktioner, der er omhandlet i
første afsnit, litra e), skal være effektive,
stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have
afskrækkende virkning, under hensyntagen til
overtrædelsens art, varighed, gentagne karakter og
grovhed.
2. Medlemsstaterne sikrer, at
udøvelsen af de i stk. 1 omhandlede beføjelser er
genstand for hensigtsmæssige garantier for så vidt
angår retten til forsvar i overensstemmelse med de generelle
principper i EU-retten og Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder, herunder i tilfælde hvor
klageren anmoder om fortrolig behandling af oplysninger i henhold
til artikel 5, stk. 3.
Artikel
7
Alternativ
tvistbilæggelse
Uden at det berører
leverandørernes ret til at indgive klager i henhold til
artikel 5 og de håndhævende myndigheders
beføjelser i henhold til artikel 6, kan medlemsstaterne
fremme frivillig anvendelse af effektive og uafhængige
alternative tvistbilæggelsesmekanismer såsom
mægling med henblik på bilæggelse af tvister
mellem leverandører og købere, hvad angår
køberens udøvelse af urimelig praksis.
Artikel
8
Samarbejde mellem
håndhævende myndigheder
1. Medlemsstaterne sikrer, at de
håndhævende myndigheder samarbejder effektivt med
hinanden og med Kommissionen, og at de yder hinanden gensidig
bistand i forbindelse med undersøgelser, der har en
grænseoverskridende dimension.
2. De håndhævende
myndigheder mødes mindst én gang om året for at
drøfte anvendelsen af dette direktiv på grundlag af de
i artikel 10, stk. 2, omhandlede årlige rapporter. De
håndhævende myndigheder drøfter bedste praksis,
nye sager og nye udviklinger inden for urimelig handelspraksis i
landbrugs- og fødevareforsyningskæden og udveksler
oplysninger, navnlig om de gennemførelsesforanstaltninger,
som de har vedtaget i overensstemmelse med dette direktiv og om
deres håndhævelsespraksis. De håndhævende
myndigheder kan vedtage henstillinger for at fremme en ensartet
anvendelse af dette direktiv og for at forbedre
håndhævelsen. Kommissionen letter afholdelsen af disse
møder.
3. Kommissionen opretter og driver
et websted, der gør det muligt at udveksle oplysninger
mellem de håndhævende myndigheder og Kommissionen,
navnlig i forbindelse med de årlige møder.
Kommissionen opretter et offentligt tilgængeligt websted, der
angiver kontaktoplysninger på de udpegede
håndhævende myndigheder og links til websteder for de
nationale håndhævende myndigheder eller andre
myndigheder i medlemsstaterne, som giver oplysninger om de
foranstaltninger, der gennemfører dette direktiv, jf.
artikel 13, stk. 1.
Artikel
9
Nationale
bestemmelser
1. Med henblik på at sikre en
højere grad af beskyttelse kan medlemsstaterne bevare eller
indføre strengere bestemmelser, der har til formål at
bekæmpe urimelig handelspraksis, end dem, der er fastsat ved
dette direktiv, forudsat at disse nationale bestemmelser er
forenelige med bestemmelserne for det indre markeds funktion.
2. Dette direktiv berører
ikke nationale bestemmelser, der sigter mod at bekæmpe
urimelig handelspraksis, som ikke falder inden for dette direktivs
anvendelsesområde, forudsat at sådanne bestemmelser er
forenelige med bestemmelserne for det indre markeds funktion.
Artikel
10
Indberetning
1. Medlemsstaterne sikrer, at deres
håndhævende myndigheder offentliggør en
årlig rapport om de aktiviteter, der er omfattet af dette
direktivs anvendelsesområde, som bl.a. skal angive antallet
af modtagne klager og antallet af de undersøgelser, som er
iværksat eller afsluttet, i løbet af det
foregående år. For hver afsluttet undersøgelse
skal rapporten indeholde en kort beskrivelse af
undersøgelsens emne, resultat og i givet fald den
afgørelse, der er truffet, jf. dog fortrolighedskravene i
artikel 5, stk. 3.
2. Senest den 15. marts hvert
år sender medlemsstaterne Kommissionen en rapport om urimelig
handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden. Denne rapport skal navnlig
indeholde alle relevante data om anvendelsen og
håndhævelsen af bestemmelserne i dette direktiv i den
pågældende medlemsstat i løbet af det
foregående år.
3. Kommissionen kan vedtage
gennemførelsesretsakter, der fastsætter:
a) bestemmelser om de oplysninger,
som er nødvendige for anvendelsen af stk. 2
b) ordninger for behandling af de
oplysninger, som medlemsstaterne skal sende til Kommissionen, og
bestemmelser om sådanne oplysningers indhold og form
c) ordninger til at overføre
eller stille oplysninger og dokumenter til rådighed for
medlemsstaterne, internationale organisationer, kompetente
myndigheder i tredjelande eller offentligheden, med forbehold af
beskyttelsen af personoplysninger og landbrugsproducenternes og
virksomhedernes berettigede interesse i, at deres
forretningshemmeligheder ikke røbes.
Disse
gennemførelsesretsakter vedtages efter
undersøgelsesproceduren, jf. artikel 11, stk. 2.
Artikel
11
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af
Komitéen for den Fælles Markedsordning for
Landbrugsprodukter, der er nedsat ved artikel 229 i forordning (EU)
nr. 1308/2013. Denne komité er et udvalg som omhandlet i
forordning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette
stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011
anvendelse.
Artikel
12
Evaluering
1. Senest den 1. november 2025
foretager Kommissionen den første evaluering af dette
direktiv og forelægger Europa-Parlamentet og Rådet samt
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og
Regionsudvalget en rapport om de vigtigste resultater af denne
evaluering. Denne rapport ledsages eventuelt af
lovgivningsforslag.
2. Nævnte evaluering skal som
minimum vurdere:
a) effektiviteten af de
foranstaltninger, der er gennemført på nationalt plan
for at bekæmpe urimelig handelspraksis i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden
b) effektiviteten af samarbejdet
mellem kompetente håndhævende myndigheder og i givet
fald redegøre for metoder til at forbedre dette
samarbejde.
3. Kommissionen udarbejder den i
stk. 1 omhandlede rapport på grundlag af de årlige
rapporter, der er omhandlet i artikel 10, stk. 2. Kommissionen kan
om nødvendigt anmode om yderligere oplysninger fra
medlemsstaterne, herunder oplysninger om effektiviteten af de
foranstaltninger, der er blevet gennemført på
nationalt plan, og effektiviteten af samarbejde og gensidig
bistand.
4. Senest den 1. november 2021
forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet
samt Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og
Regionsudvalget en statusrapport om gennemførelsen og
anvendelsen af dette direktiv.
Artikel
13
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og
offentliggør senest den 1. maj 2021 de love og
administrative bestemmelser, der er nødvendige for at
efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen teksten
til disse love og bestemmelser.
De anvender disse love og
bestemmelser senest den 1. november 2021.
Disse love og bestemmelser skal ved
vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal
ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.
Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for
henvisningen.
2. Medlemsstaterne meddeler
Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter,
som de udsteder på det område, der er omfattet af dette
direktiv.
Artikel
14
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft
på femtedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel
15
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 17. april 2019.
På
Europa-Parlamentets vegne
A. TAJANI
Formand
På
Rådets vegne
G. CIAMBA
Formand
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/633/EU af 17.
april 2019 om urimelig handelspraksis i relationer mellem
virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden,
EU-Tidende 2019, nr. L 111, side 59.
1)
EUT C 440 af 6.12.2018, s. 165.
2)
EUT C 387 af 25.10.2018, s. 48.
3)
Europa-Parlamentets holdning af 12.3.2019 (endnu ikke
offentliggjort i EUT)] og Rådets afgørelse af
9.4.2019.
4)
EUT C 86 af 6.3.2018, s. 40.
5)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16.
februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i
handelstransaktioner (EUT L 48 af 23.2.2011, s. 1).
6)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013
af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for
landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning
(EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr.
1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s.
671).
7)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af
16. februar 2011 om de generelle bestemmelser og principper for,
hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens
udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55
af 28.2.2011, s. 13).
8)
Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om
definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore
virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36).
9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8.
juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige
forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig
erhvervelse, brug og videregivelse (EUT L 157 af 15.6.2016, s.
1).