L 183 Forslag til lov om kontant og skattefri udbetaling af efterlønsbidrag og fleksydelsesbidrag i 2022.

Af: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 03-03-2021

Fremsættelse: 03-03-2021

Skriftlig fremsættelse (3. marts 2021)

20201_l183_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (3. marts 2021)

Beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om kontant og skattefri udbetaling af efterlønsbidrag og fleksydelsesbidrag i 2022

(Lovforslag nr. L 183)

Lovforslaget udmønter en del af Aftale om en ny ret til tidlig pension, som regeringen (Socialdemokratiet) den 10. oktober 2020 har indgået med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Der gives mulighed for, at personer med indbetalte efterløns- og fleksydelsesbidrag kan få bidragene udbetalt kontant og skattefrit i 1. halvår 2022.

Efter lovforslaget kan der i perioden fra den 1. januar 2022 til og med den 30. juni 2022 ansøges om at få indbetalte efterløns- og fleksydelsesbidrag udbetalt kontant og skattefrit. A-kasserne/Udbetaling Danmark kan i særlige tilfælde behandle en ansøgning om udbetaling, som modtages efter udløbet af ansøgningsfristen og senest den 30. september 2022. Bidrag, der er indbetalt for perioder til og med den 10. oktober 2020, udbetales skattefrit, og bidrag, der er indbetalt for perioder efter den 10. oktober 2020, udbetales med fradrag for en afgift på 30 pct. Udbetalingen af efterløns- og fleksydelsesbidrag sker i perioden fra den 1. januar 2022 til og med den 31. juli 2022. A-kasserne/Udbetaling Danmark kan i særlige tilfælde udbetale bidraget efter den 31. juli 2022.

Det er en betingelse for udbetaling, at personen på ansøgningstidspunktet ikke har nået efterløns- og fleksydelsesalderen, og at personen skriftligt endegyldigt fravælger efterløns- og fleksydelsesordningen.

A-kasserne og Udbetaling Danmark skal informere alle personer med indbetalte bidrag om muligheden for at få bidragene udbetalt kontant og skattefrit og om konsekvenserne heraf, herunder at man ikke senere kan indtræde i efterløns- eller fleksydelsesordningen eller få ret til seniorjob.

Lovforslaget indeholder også en præcisering af reglerne om tidlig pension. Præciseringen vedrører ydelser under aktivering, som kan medregnes til opfyldelse af kravet om anciennitet for ret til tidlig pension.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2021.

Det skønnes med betydelig usikkerhed, at ca. 19.200 personer vil udtræde af efterlønsordningen og ca. 1.600 personer vil udtræde af fleksydelsesordningen i løbet af 2022 som følge af muligheden for udbetaling af efterløns- og fleksydelsesbidrag på gunstige vilkår. Det skønnes, at den offentlige merudgift før skat og tilbageløb i 2022 i forhold til udbetalingen af efterlønsbidrag vil være på ca. 2,1 mia. kr. og ca. 170 mio. kr. i forhold til udbetalingen af fleksydelsesbidrag.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.