L 179 Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse.

(Implementering af engangsplastdirektivets bestemmelser om udvidet producentansvar og oprydningsansvar).

Af: Miljøminister Lea Wermelin (S)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-02-2021

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2021)

20201_l179_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2021)

Miljøministeren (Lea Wermelin):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Implementering af engangsplastdirektivets bestemmelser om udvidet producentansvar og oprydningsansvar)

(Lovforslag nr. L 179)

Udvidet producentansvar er et vigtigt element i at sikre en mere cirkulær økonomi, hvor vi undgår spild og bruger vores ressourcer med omtanke. Oprydningsansvar er et vigtigt element i at sikre, at mængden af plastikaffald i naturen reduceres markant til gavn for natur og dyreliv. Udvidet producentansvar betyder, at producenter tager ansvaret for deres produkter, også når disse bliver til affald. Når producenter har ansvaret for affaldsfasen, får de også økonomisk incitament til at reducere materialeforbrug, designe produkter, der kan genbruges og genanvendes og reducere mængden af henkastet affald med henblik på at reducere omkostningerne til affaldshåndtering og oprydning. Producenter får samtidig mulighed for at etablere egne tilbagetagningsordninger, som giver større mulighed for at etablere lukkede materialekredsløb. Udvidet producentansvar og oprydningsansvar er dermed et vigtigt element i at fremme en mere cirkulær økonomi og en plastikfri natur.

Lovforslaget har til formål at implementere artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/904/EU af 5. juni 2019 om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning (engangsplastdirektivet), som indeholder krav om at indføre nye udvidede producentansvarsordninger for nogle af de plastprodukter, der er hyppigst fundne på strande i EU. De nye udvidede producentansvarsordninger vil gælde for fiskeredskaber, der indeholder plast, og en række engangsplastprodukter i form af fødevare- og drikkevarebeholdere, drikkebægre, letvægtsplastbæreposer, indpakningsposer og -folier, vådservietter, balloner og filtre til tobaksvarer.

Lovforslaget indeholder i alt tre nye udvidede producentansvarsordninger. En ordning for fiskeredskaber, der indeholder plast, en ordning for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, og en ordning for balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast. Herudover indeholder lovforslaget hjemmel til at stille supplerende krav til afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med oprydning af henkastet affald fra visse emballager af engangsplast under den eksisterende udvidede producentansvarsordning for emballage.

Lovforslaget har i sig selv ingen direkte miljø-, klima- statsfinansielle eller erhvervsøkonomiske konsekvenser. Disse vil følge af den efterfølgende udmøntning af bemyndigelsesbestemmelserne. Det vurderes, at der vil være positive miljøeffekter af udmøntningen, da producentansvar vil forbedre affaldshåndteringen af de omfattede produkter, herunder sikre en højere genanvendelse. Derudover er det forventningen, at de nye krav om oprydning af henkastet affald vil sikre forebyggelse og reduktion mængden af plastaffald, som henkastes i miljøet. De nye udvidede producentansvarsordninger vil medføre væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser i og med, at producenterne fremadrettet skal afholde omkostninger til affaldshåndtering og oprydning af deres produkter.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.