Fremsat den 24. februar 2021 af Erhvervsmininsteren (Simon Kollerup)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., lov om finansiel virksomhed og lov om et skibsfinansieringsinstitut1)

(Gennemførelse af direktiv om udstedelse af og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og fastsættelse af overdækningskrav m.v. på baggrund af kapitalkravsforordningen (CRR))

§ 1

I lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 19. september 2018, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel ændres »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning), (EU-Tidende 2006, nr. L 177, s. 1)« til: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning), EU-Tidende 2006 nr. L 177, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29«.

2. Overskriften til kapitel 1 affattes således:

»Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner«

3. Efter § 1 indsættes i kapitel 1:

»§ 1 a. I denne lov forstås ved:

1) Matchfunding: Et system, der sikrer, at betalingsstrømmene mellem forpligtelser og aktiver, som forfalder til betaling, matches ved i kontraktlige vilkår og betingelser at sikre, at

a) betalinger fra låntagere og modparter i derivatkontrakter forfalder, før der foretages udbetalinger til investorer i realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer og til modparter i derivatkontrakter,

b) de modtagne beløb værdimæssigt mindst svarer til de udbetalinger, der skal foretages til investorer i realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer og til modparter i derivatkontrakter, og

c) de beløb, der modtages fra låntagere og modparter i derivatkontrakter, inkluderes i serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond, indtil betalingerne til investorerne i realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer og modparterne i derivatkontrakter forfalder.

2) Udgående nettopengestrømme: Alle udgående betalingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder hovedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold til derivatkontrakter knyttet til udstedelse af realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer, fratrukket alle indgående betalingsstrømme, der forfalder på den samme dag for krav, der er relateret til de dækkende aktiver.«

4. I § 8, stk. 6, 1. pkt., ændres »artikel 129, stk. 1, 1. afsnit, litra a-c, og 3. afsnit,« til: »artikel 129, stk. 1, litra a-c, og stk. 1a,«.

5. I § 8, stk. 6, 2. pkt., ændres »artikel 129, stk. 1, 1. afsnit, litra c, og 3. afsnit,« til: »artikel 129, stk. 1, litra c, og stk. 1a,«.

6. I § 8, stk. 6, 3. pkt., og § 8, stk. 8, indsættes efter »15-procentsgrænsen«: »eller 10-procents-grænsen, jf. artikel 129, stk. 1, litra c, og stk. 1a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber«.

7. § 10, stk. 4, ophæves.

8. Efter § 18 indsættes før overskriften før § 19:

»§ 18 a. Alle betalingsforpligtelser vedrørende realkreditobligationer skal være dækket af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver i de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. Ved opgørelse af de betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte realkreditobligationer, skal indgå betalingsforpligtelser i form af hovedstol og renter, betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte realkreditobligationer, samt de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning i forbindelse med afvikling af de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. Ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver, skal indgå betalingskrav i form af hovedstol, renter og bidrag på lån, betalingskrav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte realkreditobligationer, samt betalingskrav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for realkreditobligationer.

Stk. 2. Den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte realkreditobligationer i de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Er der en snæver sammenhæng mellem betalinger fra låntagerne og betalinger til obligationsinvestorerne, kan der ske fravigelse af kravet i stk. 2, om at dækningen beregnes på baggrund af den nominelle værdi, således at fremtidige renteindtægter på dækkende aktiver med fradrag af fremtidige renteudgifter på de tilsvarende realkreditobligationer kan tages i betragtning med henblik på at udligne eventuelle mangler i dækningen af den primære betalingsforpligtelse, der vedrører realkreditobligationerne.

Stk. 4. Finansielle instrumenter, der anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte realkreditobligationer, skal måles efter samme metode som de dækkende aktiver og de udstedte realkreditobligationer, hvis risici de afdækker.«

9. I § 20, stk. 3, indsættes efter »realkreditobligationer«: », særligt dækkede obligationer, særligt dækkede realkreditobligationer«.

10. I § 20, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:

»Tilladelse i medfør af 1. pkt. kan kun omfatte to realkreditinstitutter.«

11. I § 20 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Tilladelse efter stk. 3 forudsætter, at følgende betingelser som minimum er overholdt:

1) Realkreditinstituttet, der udsteder realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer på grundlag af realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer udstedt af et andet koncernforbundet realkreditinstitut, har til hensigt at sælge disse obligationer til aftagere, der ikke er koncernforbundne med realkreditinstituttet.

2) Realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer udstedt af et realkreditinstitut til brug for et koncernforbundet realkreditinstituts udstedelse af realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer på markedet skal overdrages til eje.

3) Realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer udstedt til brug for et koncernforbundet realkreditinstituts udstedelse af realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer på markedet skal opføres på balancen hos det realkreditinstitut, der udsteder realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer på markedet.

4) Realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer, der indgår som dækkende aktiver, og de realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer, der udbydes på markedet, skal ved udstedelsen kvalificere til kreditkvalitetstrin 1. Finanstilsynet kan tillade, at realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer fortsat kan indgå i koncernintern fælles funding, uanset at obligationerne på et senere tidspunkt efter udstedelse alene kvalificerer til kreditkvalitetstrin 2.«

12. I § 21 indsættes før stk. 1 som nye stykker:

»Serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond skal til enhver tid have en likviditetsbuffer sammensat af likvide aktiver, der er tilgængelige til dækning af udgående nettopengestrømme i forbindelse med serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond, der dækker de samlede maksimale udgående nettopengestrømme for de næste 180 dage.

Stk. 2. Likvide aktiver i henhold til stk. 1 omfatter aktiver, der opfylder betingelserne for aktiver på niveau 1, niveau 2A eller niveau 2B i henhold til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter, og som er værdiansat i overensstemmelse med nævnte delegerede forordning og ikke udstedt af selve det kreditinstitut, der udsteder realkreditobligationerne, de særligt dækkede realkreditobligationer og de særligt dækkede obligationer eller af dets moderselskab, medmindre dette er en offentlig enhed, som ikke er et kreditinstitut, dets datterselskaber eller andre datterselskaber i moderselskabet.

Stk. 3. For realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer, der er omfattet af matchfunding som defineret i § 1 a, nr. 1, gælder kravet i stk. 1 ikke.

Stk. 4. For obligationer omfattet af reglerne i § 6 kan beregning af likviditetsbufferkravet ske på baggrund af den endelige forfaldsdato for de pågældende obligationer.«

Stk. 1 bliver herefter stk. 5.

13. I § 21, stk. 1, der bliver stk. 5, indsættes efter »optionsrisici«: », samt om opfyldelse af kravet til en likviditetsbuffer«.

14. § 33 a, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Alle betalingsforpligtelser vedrørende særligt dækkede realkreditobligationer skal være dækket af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver i de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. Ved opgørelse af de betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, skal indgå betalingsforpligtelser i form af hovedstol og renter, betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, samt de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning ved afvikling af de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. Ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver, skal indgå betalingskrav i form af hovedstol, renter og bidrag på lån, betalingskrav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, samt betalingskrav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for særligt dækkede realkreditobligationer.«

15. I § 33 a indsættes som stk. 4-6:

»Stk. 4. Den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, jf. dog stk. 5. Den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal tillægges en overdækning på minimum 2 pct. af de udestående særligt dækkede realkreditobligationer.

Stk. 5. Er der en snæver sammenhæng mellem betalinger fra låntagerne og betalinger til obligationsinvestorerne, kan der ske fravigelse af kravet i stk. 4, om at dækningen beregnes på baggrund af den nominelle værdi, således at fremtidige renteindtægter på dækkende aktiver med fradrag af fremtidige renteudgifter på de tilsvarende særligt dækkede realkreditobligationer kan tages i betragtning med henblik på at udligne eventuelle mangler i dækningen af den primære betalingsforpligtelse, der vedrører de særligt dækkede realkreditobligationer.

Stk. 6. Finansielle instrumenter, der anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, skal måles efter samme metode som de dækkende aktiver og de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, hvis risici de afdækker.«

16. I § 33 b, stk. 1, ændres »artikel 129, stk. 1, 1. afsnit, litra a-f, og 3. afsnit,« til: »artikel 129, stk. 1, litra a-f, og stk. 1a,«.

17. § 33 b, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Alle betalingsforpligtelser vedrørende særligt dækkede obligationer skal være dækket af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver i de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. Ved opgørelse af de betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte særligt dækkede obligationer, skal indgå betalingsforpligtelser i form af hovedstol og renter, betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, samt de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning ved afvikling af de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. Ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver, skal indgå betalingskrav i form af hovedstol, renter og bidrag på lån, betalingskrav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, samt betalingskrav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for særligt dækkede obligationer.«

18. I § 33 b indsættes som stk. 4-6:

»Stk. 4. Den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte særligt dækkede obligationer, jf. dog stk. 5. Den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal tillægges en overdækning på minimum 2 pct. af de udestående særligt dækkede obligationer.

Stk. 5. Er der en snæver sammenhæng mellem betalinger fra låntagerne og betalinger til obligationsinvestorerne, kan der ske fravigelse af kravet i stk. 4, om at dækningen beregnes på baggrund af den nominelle værdi, således at fremtidige renteindtægter på dækkende aktiver med fradrag af fremtidige renteudgifter på de tilsvarende særligt dækkede obligationer kan tages i betragtning med henblik på at udligne eventuelle mangler i dækningen af den primære betalingsforpligtelse, der vedrører de særligt dækkede obligationer.

Stk. 6. Finansielle instrumenter, der anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, skal måles efter samme metode som de dækkende aktiver og de udstedte særligt dækkede obligationer, hvis risici de afdækker.«

19. I § 33 f, nr. 3, indsættes efter »realkreditobligationer«: » samt overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning«.

20. Efter § 36 c indsættes:

»§ 36 d. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om realkreditinstitutternes offentliggørelse af oplysninger til brug for investorernes vurdering af egenskaber og risici ved de udstedte realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer.«

§ 2

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020, som ændret ved § 1 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, § 1 i lov nr. 2110 af 22. december 2020 og § 2 i lov nr. 2223 af 29. december 2020, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel ændres »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-tidende 2019, nr. L 150, side 253.« til: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 253, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29«.

2. I § 5, stk. 1, indsættes som nr. 80:

»80) Udgående nettopengestrømme: Alle udgående betalingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder hovedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold til derivatkontrakter knyttet til udstedelse af særligt dækkede obligationer, fratrukket alle indgående betalingsstrømme, der forfalder på den samme dag for krav, der er relateret til de dækkende aktiver.«

3. I § 8, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »realkreditinstitut«: » samt tilladelse til at udstede realkreditobligationer«.

4. I § 8, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:

»Realkreditobligationer kan bære betegnelsen European Covered Bond.«

5. I § 16 a, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:

»Særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer kan bære betegnelsen European Covered Bond (Premium).«

6. § 152 a, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Alle betalingsforpligtelser vedrørende særligt dækkede obligationer skal være dækket af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver i de enkelte registre.«

7. I § 152 a, stk. 1, indsættes som 3. og 4. pkt.:

»Ved opgørelse af de betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte særligt dækkede obligationer, skal indgå betalingsforpligtelser i form af hovedstol og renter, betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, samt de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning ved afvikling af administrationsboet, jf. § 247 a, stk. 1. Ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver, skal indgå betalingskrav i form af hovedstol og renter på lån, betalingskrav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, samt betalingskrav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for særligt dækkede obligationer.«

8. I § 152 a indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte særligt dækkede obligationer. Den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal tillægges en overdækning på minimum 2 pct. af de udestående særligt dækkede obligationer.

Stk. 3. Finansielle instrumenter, der anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, skal måles efter samme metode som de dækkende aktiver og de udstedte særligt dækkede obligationer, hvis risici de afdækker.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 4-6.

9. I § 152 b, stk. 4, 1. pkt., udgår »ad gangen«.

10. § 152 b, stk. 8, ophæves.

Stk. 9 bliver herefter stk. 8.

11. I § 152 g indsættes som stk. 11-13:

»Stk. 11. Registeret skal til enhver tid have en likviditetsbuffer sammensat af likvide aktiver, der er tilgængelige til dækning af udgående nettopengestrømme i forbindelse med registeret, der dækker de samlede maksimale udgående nettopengestrømme for de næste 180 dage.

Stk. 12. Likvide aktiver i henhold til stk. 11 omfatter aktiver, der opfylder betingelserne for aktiver på niveau 1, niveau 2A eller niveau 2B i henhold til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter, og som er værdiansat i overensstemmelse med nævnte delegerede forordning og ikke udstedt af selve det kreditinstitut, der udsteder de særligt dækkede obligationer, eller af dets moderselskab, medmindre dette er en offentlig enhed, som ikke er et kreditinstitut, dets datterselskaber eller andre datterselskaber i moderselskabet.

Stk. 13. For obligationer omfattet af reglerne i § 247 h, stk. 4, kan beregning af likviditetsbufferkravet ske på baggrund af den endelige forfaldsdato for de pågældende obligationer.«

12. I § 152 h, nr. 5, indsættes efter »15-procents-grænsen«: »eller 10-procents-grænsen, jf. artikel 129, stk. 1, litra c, og stk. 1a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber«.

13. I § 152 h, nr. 6, indsættes efter »optionsrisici,«: » samt om opfyldelse af kravet til en likviditetsbuffer,«, og »og« udgår.

14. I § 152 h, nr. 7, ændres »obligationer.« til: »obligationer og om overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning, og«.

15. I § 152 h indsættes som nr. 8:

»8) pengeinstitutters offentliggørelse af oplysninger til brug for investorernes vurdering af egenskaber og risici ved de udstedte særligt dækkede obligationer.«

16. Efter § 227 indsættes:

»§ 227 a. Finanstilsynet skal i tilfælde af afvikling af et kreditinstitut, der udsteder dækkede obligationer, samarbejde med Finansiel Stabilitet for at sikre bevaring af de rettigheder og interesser, som investorerne i dækkede obligationer har, herunder ved som minimum at føre tilsyn med den løbende og forsvarlige forvaltning af programmet for dækkede obligationer under afviklingsprocessen.«

17. I § 247 h, stk. 4, ændres »kan administrator« til: »skal administrator«.

§ 3

I lov om et skibsfinansieringsinstitut, jf. lovbekendtgørelse nr. 1780 af 12. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel ændres »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning), (EU-Tidende 2006, nr. L 177, s. 1)« til: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning), EU-Tidende 2006 nr. L 177, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29«.

2. Efter § 1 a indsættes:

»§ 1 b. Ved udgående nettopengestrømme forstås i denne lov alle udgående betalingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder hovedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold til derivatkontrakter knyttet til udstedelse af skibskreditobligationer og særligt dækkede obligationer, fratrukket alle indgående betalingsstrømme, der forfalder på den samme dag for krav, der er relateret til de dækkende aktiver.«

3. I § 2 a indsættes som 2. pkt.:

»Skibskreditobligationer kan bære betegnelsen European Covered Bond.«

4. I § 2 a indsættes som stk. 2-4:

»Stk. 2. Alle betalingsforpligtelser vedrørende skibskreditobligationer skal være dækket af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver i de enkelte kapitalcentre. Ved opgørelse af de betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte skibskreditobligationer, skal indgå betalingsforpligtelser i form af hovedstol og renter, betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte skibskreditobligationer, samt de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning ved afvikling af de enkelte kapitalcentre. Ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver, skal indgå betalingskrav i form af hovedstol og renter på lån, betalingskrav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte skibskreditobligationer, samt betalingskrav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for skibskreditobligationer.

Stk. 3. Den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte skibskreditobligationer i de enkelte kapitalcentre.

Stk. 4. Finansielle instrumenter, der anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte skibskreditobligationer, skal måles efter samme metode som de dækkende aktiver og de udstedte skibskreditobligationer, hvis risici de afdækker.«

5. § 2 d, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Alle betalingsforpligtelser vedrørende særligt dækkede obligationer skal være dækket af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver i de enkelte kapitalcentre. Ved opgørelse af de betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte særligt dækkede obligationer, skal indgå betalingsforpligtelser i form af hovedstol og renter, betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, samt de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning ved afvikling af kapitalcenteret. Ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver, skal indgå betalingskrav i form af hovedstol og renter på lån, betalingskrav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, samt betalingskrav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for særligt dækkede obligationer.«

6. I § 2 d indsættes som stk. 3 og 4:

»Stk. 3. Den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte særligt dækkede obligationer. Den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal tillægges en overdækning på minimum 2 pct. af de udestående særligt dækkede obligationer.

Stk. 4. Finansielle instrumenter, der anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, skal måles efter samme metode som de dækkende aktiver og de udstedte særligt dækkede obligationer, hvis risici de afdækker.«

7. I § 2 e indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Kapitalcenteret skal til enhver tid have en likviditetsbuffer sammensat af likvide aktiver, der er tilgængelige til dækning af udgående nettopengestrømme i forbindelse med kapitalcenteret, der dækker de samlede maksimale udgående nettopengestrømme for de næste 180 dage.

Stk. 3. Likvide aktiver i henhold til stk. 2 omfatter aktiver, der opfylder betingelserne for aktiver på niveau 1, niveau 2A eller niveau 2B i henhold til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter, og som er værdiansat i overensstemmelse med nævnte delegerede forordning og ikke udstedt af selve det kreditinstitut, der udsteder de særligt dækkede obligationer, eller af dets moderselskab medmindre dette er en offentlig enhed, som ikke er et kreditinstitut, dets datterselskaber eller andre datterselskaber i moderselskabet.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 4.

8. I § 5, stk. 1, nr. 9, ændres »krisehåndtering og« til: »krisehåndtering,«.

9. I § 5, stk. 1, nr. 10, ændres »indberetninger.« til: »indberetninger og«.

10. I § 5, stk. 1, indsættes som nr. 11:

»11) skibsfinansieringsinstituttets offentliggørelse af oplysninger til brug for investorernes vurdering af egenskaber og risici ved de udstedte skibskreditkreditobligationer og særligt dækkede obligationer.«

11. I § 5, stk. 3, nr. 6, indsættes efter »optionsrisici, «: »samt om opfyldelse af kravet til en likviditetsbuffer,«.

12. I § 5, stk. 3, nr. 7, indsættes efter »obligationer«: » samt om overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 8. juli 2021.

Stk. 2. Loven har virkning fra og med den 8. juli 2022.

Stk. 3. §§ 18 a og 21, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8 og nr. 12, har ikke virkning for realkreditobligationer udstedt før den 8. juli 2022. For sådanne realkreditobligationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 4. §§ 18 a og 21, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8 og nr. 12, finder for realkreditobligationer i eksisterende serier med seriereservefond eller en gruppe af serier med fælles seriereservefond, der er udstedt fra og med den 8. juli 2022, anvendelse på hele serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. For realkreditinstitutter betragtes instituttet i øvrigt som en selvstændig serie med seriereservefond.

Stk. 5. § 21, § 33 a, stk. 3-6, og § 33 b, stk. 1 og stk. 3-6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12 og nr. 14-18, har ikke virkning for særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer udstedt før den 8. juli 2022. For sådanne særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 6. § 21, § 33 a, stk. 3-6, og 33 b, stk. 1 og stk. 3-6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12 og nr. 14-18, finder for særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer udstedt af realkreditinstitutter i eksisterende serier med seriereservefond eller en gruppe af serier med fælles seriereservefond, hvor der sker udstedelse fra og med den 8. juli 2022, anvendelse på hele serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. For realkreditinstitutter betragtes instituttet i øvrigt som en selvstændig serie med seriereservefond.

Stk. 7. § 152 a, stk. 1-3, og § 152 g, stk. 11-13, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 7 og 8 og nr. 11, har ikke virkning for særligt dækkede obligationer udstedt af pengeinstitutter før den 8. juli 2022. For sådanne særligt dækkede obligationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 8. For særligt dækkede obligationer udstedt af pengeinstitutter, hvor der sker udstedelse i et eksisterende register fra og med den 8. juli 2022, finder kravene i §152 a, stk. 1-3, og § 152 g, stk. 11-13, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 7 og 8 og nr. 11, anvendelse på hele registeret.

Stk. 9. Kravene i § 2 a og § 2 e, stk. 2 og 3, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 3 og 4 og nr. 7, har ikke virkning for skibskreditobligationer udstedt før den 8. juli 2022. For sådanne skibskreditobligationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 10. For skibskreditobligationer, der udstedes i eksisterende kapitalcentre fra og med den 8. juli 2022, finder § 2 a og § 2 e, stk. 2 og 3, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 3 og 4 og nr. 7, anvendelse på hele kapitalcenteret. For et skibsfinansieringsinstitut betragtes instituttet i øvrigt som et selvstændigt kapitalcenter.

Stk. 11. Kravene i § 2 d, stk. 2-4, og § 2 e, stk. 2 og 3, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 5-7, har ikke virkning for særligt dækkede obligationer udstedt af et skibsfinansieringsinstitut før den 8. juli 2022. For sådanne særligt dækkede obligationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 12. For særligt dækkede obligationer udstedt af et skibsfinansieringsinstitut, hvor der sker udstedelse i et eksisterende kapitalcenter fra og med den 8. juli 2022, finder § 2 d, stk. 2-4, og § 2 e, stk. 2 og 3, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 5-7, anvendelse på hele kapitalcenteret.

§ 5

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. §§ 1-3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Formålet med forslaget om at ændre lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., lov om finansiel virksomhed og lov om et skibsfinansieringsinstitut er at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU (direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer) og at fastsætte kravet om et minimum af overdækning af sikkerhedsstillelse, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2160 af 27. november 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013, for så vidt angår eksponeringer i form af dækkede obligationer (ændringsforordningen).

Baggrunden for direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og ændringsforordningen er, at Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) i en henstilling i december 2012 anmodede de nationale tilsynsmyndigheder og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) om at analysere 'best practice' for dækkede obligationer og anbefalede harmonisering af de nationale regler på området. Endvidere anmodede Kommissionen i december 2013 EBA om rådgivning om særbehandlingen af dækkede obligationer. På baggrund heraf anbefalede EBA i en rapport i juli 2014 større ensartethed mellem nationale regulerings- og tilsynsmæssige rammer for dækkede obligationer med henblik på yderligere at fremme ensartet særbehandling af dækkede obligationer i EU i forhold til risikovægt. Ved en opfølgende rapport i december 2016 konkluderede EBA, at yderligere harmonisering var nødvendig for at sikre større konsekvens med hensyn til definitioner og den reguleringsmæssige behandling af dækkede obligationer i EU. EBA anbefalede i rapporten, at harmoniseringen burde tage udgangspunkt i eksisterende velfungerende markeder i visse medlemsstater.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer vedtaget på baggrund af disse anbefalinger er en principbaseret harmonisering, der bygger på de eksisterende velfungerende markeder i EU. Direktivet definerer dækkede obligationer samt fastsætter de væsentligste karakteristika ved sådanne, og fastlægger rammerne for det offentlige tilsyn med udstedelse af dækkede obligationer.

2. Lovforslagets baggrund

Realkreditinstitutter, pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet kan udstede obligationer til at finansiere deres udlån. Disse obligationer er omfattet af en række krav, der har til formål at gøre dem særligt sikre for investorerne, herunder krav til den sikkerhed, der ligger bag obligationerne. Kravene er fastsat i national ret, men stammer i nogle tilfælde fra EU-regulering. Obligationerne omfattes derfor også af EU-reguleringen og nyder en særstatus i overensstemmelse hermed i form af særbehandling i forhold til blandt andet kapitalvægtning og likviditet, jf. nedenfor under afsnit 2.1.

Obligationerne har forskellige betegnelser i dansk ret, afhængigt af hvilken type kreditinstitut, de er udstedt af, og hvilke krav, de opfylder. Realkreditinstitutter kan udstede realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer. Pengeinstitutter kan udstede særligt dækkede obligationer. Skibsfinansieringsinstituttet kan udstede skibskreditobligationer og særligt dækkede obligationer.

Samlet set kan obligationerne betegnes som 'dækkede' i den forstand, at der er stillet særlige krav til sikkerheden bag dem og beskyttelsen af investorer. Når der i forslaget henvises til 'dækkede obligationer', menes alle obligationer, der udstedes af realkreditinstitutter, pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet, og som lever op til betingelserne i direktiv om udstedelse af og offentligt tilsyn med dækkede obligationer. Såfremt obligationerne endvidere lever op til betingelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EU-Tidende L 176 af 27.6.2013, s. 1) (CRR), betegnes de som 'særligt dækkede'.

2.1. Dækkede obligationer i EU-retten

Artikel 52, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32) (UCITS) fastsætter meget overordnede, generelle krav til dækkede obligationer. Kravene medfører, at dækkede obligationer skal være udstedt af et kreditinstitut, der har hjemsted i en medlemsstat og i henhold til lovgivningen er underkastet et særligt offentligt tilsyn med henblik på at beskytte indehaverne af disse obligationer. Endvidere er det et krav, at provenuet fra udstedelsen af disse obligationer i henhold til loven skal placeres i aktiver, som i tilstrækkelig grad i obligationernes samlede løbetid dækker de forpligtelser, der følger heraf, og som ifølge fortrinsret anvendes til tilbagebetaling af hovedstol og betaling af påløbne renter i tilfælde af misligholdelse fra udsteders side.

UCITS-kravene er ikke fastsat for at regulere dækkede obligationer generelt, men regulerer, hvornår investeringsinstitutter kan tillades at investere mere i obligationer udstedt af samme kreditinstitut end det ellers er tilladt i henhold til begrænsningen af koncentrationsrisiko i artikel 52, stk. 4. De har ikke desto mindre dannet grundlag for den generelle forståelse af begrebet dækkede obligationer i EU-retten og anvendes i dag som grundlag for fastsættelsen af eksempelvis kapitalmæssige lempelser i CRR, fastsættelse af kravene til højlikvide obligationer i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter (EUT L 11 af 17.1.2015, s. 1) (LCR) og placeringskrav for forsikringsselskaber i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 12 af 17.1.2015, s. 1).

2.2. Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer

Formålet med direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer er at harmonisere udstedelsen af dækkede obligationer i EU. Direktivet fastsætter således de overordnede krav for udstedelse af dækkede obligationer og tilsynet med dette. Direktivets definition af dækkede obligationer skal endvidere fremadrettet fungere som den grundlæggende definition af dækkede obligationer i anden EU-retlig sammenhæng.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer fastholder og udbygger de overordnede krav i UCITS. Det fastholdes, at kun kreditinstitutter kan udstede dækkede obligationer, ligesom kravet om investorernes fortrinsstilling, særlige aktiver som sikkerhed for obligationsudstedelsen, og at der skal være et særligt offentligt tilsyn fastholdes. Disse eksisterende krav præciseres alle i direktivet. Af nye krav indføres blandt andet krav om særskilt tilladelse til udstedelse af dækkede obligationer, krav til opgørelse af dækningen for obligationerne, betingelser for brug af derivater som sikkerhed for dækkede obligationer, krav om adskillelse af aktiverne, der ligger til sikkerhed for obligationerne, fra instituttets øvrige aktiver, krav til information til investorerne, et særskilt likviditetskrav til cover poolen (se nedenfor afsnit 3.3.1.1), fastsættelse af regler om såkaldt fælles funding, hvor et pengeinstitut eller realkreditinstitut (det udstedende institut) udsteder obligationer til finansiering af et lån ydet af et andet pengeinstitut eller realkreditinstitut (det långivende institut), og bestemmelser til sikring af obligationsindehavernes rettigheder i tilfælde af afvikling af udstederen.

Et væsentligt element ved udstedelse af dækkede obligationer er, at obligationerne og sikkerheden bag disse er adskilt fra kreditinstituttets øvrige aktiviteter. For realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet følger dette i vidt omfang af de pågældende institutters særlige begrænsede forretningsmodel, hvor der er begrænsede øvrige aktiviteter, hvorfor adskillelsen sker ved en regnskabsmæssig opdeling. For pengeinstitutter kræver det en særskilt adskillelse i instituttet. Realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet kan opdele dele af obligationsudstedelsen internt i instituttet. Denne adskillelse omtales for realkreditinstitutter i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. som udstedelse i serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond (i praksis ofte betegnet som kapitalcentre). I pengeinstitutter er betegnelsen registre i lov om finansiel virksomhed. For skibsfinansieringsinstituttet er betegnelsen kapitalcentre i lov om et skibsfinansieringsinstitut. I direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer bruges samlebetegnelsen 'cover pool'. Denne betegnelse anvendes bredt i lovforslaget for alle typer af opdelinger af obligationsudstedelse hos alle udstedere af dækkede obligationer. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 3-6, for realkreditinstitutter, til lovforslagets § 4, stk. 7 og 8, for pengeinstitutter og endelig til § 4, stk. 9-12, for skibsfinansieringsinstituttet.

Da direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer har til formål at regulere udstedelse af dækkede obligationer, er kravene til disse fastsat med udgangspunkt i obligationerne og ikke som krav til udstederne. Eneste undtagelse er kravet om, at udstederen skal være et kreditinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1, i CRR.

Derved adskiller direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationers opbygning sig fra den gældende danske lovgivning for realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet. Realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet har i kraft af deres forretningsmodel tilladelse til denne adgang til at udstede dækkede obligationer i form af henholdsvis realkreditobligationer og skibskreditobligationer, mens tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer er en særskilt tilladelse. Begge instituttyper er dækket af deres egen lovgivning i form af henholdsvis lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. og lov om et skibsfinansieringsinstitut, og er herudover omfattet af de relevante dele af kravene til kreditinstitutter i den finansielle lovgivning. Det indebærer, at kravene til realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet i deres egen lovgivning er en blanding af krav til institutterne og af krav til obligationerne.

For så vidt angår reglerne om pengeinstitutters udstedelse af særligt dækkede obligationer afspejler disse i højere grad direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationers struktur, da pengeinstitutter ikke i kraft af deres forretningsmodel og tilladelse som pengeinstitut har tilladelse til at udstede dækkede obligationer, men kan søge denne tilladelse adskilt fra tilladelsen til at være pengeinstitut. Kravene hertil vedrører således alene krav til obligationernes sikkerhed, svarende til kravene i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og CRR.

2.3. Omfanget af implementeringen

Den danske regulering af dækkede obligationer er i høj grad allerede i overensstemmelse med direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationers krav. Det var en dansk prioritet under forhandlingerne af forslaget, at kerneelementerne i det danske realkreditsystem kunne bevares, og at EU-rammen byggede på velfungerende modeller som den danske. Disse hensyn blev i høj grad imødekommet. Forslaget har derfor karakter af en minimumsimplementering, således at der i udgangspunktet alene foretages de ændringer, som skønnes nødvendige for at opfylde direktivets krav, og som indebærer færrest mulige ændringer af de eksisterende regler for udstedelse af dækkede obligationer, herunder ændring af regler om værdiansættelse, indførelse af nye regler om dækning og overdækning, indførelse af nyt likviditetsbufferkrav, indførelse af regler om investorinformation, ændring af regler om tilladelse til udstedelse af dækkede obligationer, ændring af regler om koncernintern fælles funding, ændring af regler om samarbejde mellem tilsynsmyndighed og afviklingsmyndighed og ændring af regler om mærkning.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer har som overordnet formål at harmonisere udstedelsen af dækkede obligationer med udgangspunkt i de eksisterende velfungerende nationale systemer for udstedelse af dækkede obligationer. Disse er i en række lande udviklet gennem en lang årrække og afspejler derfor en indarbejdet praksis for disse lande. Det gælder ikke mindst Danmark, der eksempelvis har en særlig tradition for obligationsudstedelse fra specialiserede institutter og særlige regler om sammenhæng mellem obligationer og lån. Direktivet indeholder derfor en lang række af nationale optioner indsat for at sikre, at medlemslandendes eksisterende regelsæt kan fortsætte. Ved implementeringen af direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer i dansk ret er det hensigten, at alene de nationale optioner, der sikrer videreførelse af eksisterende regulering i Danmark, vil blive udnyttet. Det fremgår under de specielle bemærkninger, hvordan nationale optioner konkret er udnyttet. Nationale optioner, der indebærer frihedsgrader i forhold til den meget detaljerede regulering i dansk ret, foreslås ikke udnyttet. Dette skyldes ønsket om at bevare det nuværende velfungerende system for udstedelse af dækkede obligationer i videst muligt omfang.

2.4. Ændringsforordningen

Artikel 129 i CRR fastsætter regler for den særbehandling, der kan tildeles særligt dækkede obligationer. Der er konkret tale om muligheden for lavere risikovægte, hvor der er tale om værdipapirer, der er særligt sikre, og dermed mindre risikofyldte for indehaverne af obligationerne. Formålet med ændringen af CRR for så vidt angår eksponeringer i form af dækkede obligationer i medfør af artikel 129 er at styrke kravene til disse obligationer yderligere. Det skal ske ved indførelse af krav til minimumsoverdækning og ved, at overvågningsfrekvensen øges for beboelsesejendomme.

Ændringsforordningen indeholder også en permanent, generel undtagelse i forhold til brugen af kreditinstituteksponeringer som sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer for at muliggøre koncernintern fælles funding, jf. afsnit 3.6.1. og 3.6.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

CRR artikel 129, stk. 7, fastsætter et krav om, at investorer i særligt dækkede obligationer modtager visse oplysninger om sikkerheden bag obligationerne mindst hvert halve år. Dette krav ophæves, og der indføres i stedet et generelt krav for alle dækkede obligationer i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer. Det indebærer, at kravet fremover er rettet mod udstederne af dækkede obligationer i modsætning til i dag, hvor det er rettet mod investorerne.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Ændring af regler om værdiansættelse

3.1.1. Gældende ret

Det fremgår af § 10, stk. 1 og 2, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., at realkreditinstituttet skal ansætte en kontantværdi af ejendommen til brug for låneudmålingen, samt at denne værdi skal ligge inden for det skønnede beløb, som ejendommen kan handles til på værdiansættelsesdatoen ved en uafhængig transaktion mellem en interesseret køber og en interesseret sælger på normale markedsvilkår, hvor parterne hver især har handlet på et velinformeret grundlag, med forsigtighed og uden tvang (det vil sige markedsværdien).

Kravet er nærmere udmøntet i bekendtgørelse nr. 417 af 27. april 2017 om værdiansættelse af pant og lån i fast ejendom, som stilles til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer, samt i bekendtgørelse nr. 416 af 27. april 2017 om realkreditinstitutters værdiansættelse og låneudmåling.

Det fremgår endvidere af § 10, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., at realkreditinstituttet ved værdiansættelsen skal tage hensyn til eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold.

Bestemmelsen i § 10, stk. 4, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. fastslår, at kravet om markedsværdi kan fraviges under nærmere bestemte forudsætninger. Det gælder for ejendomme til sociale, kulturelle og undervisningsmæssige formål, der ikke drives forretningsmæssigt, såfremt dette er rimeligt under hensyn til ejendommens driftsresultater, alternative anvendelsesmuligheder og markedsforhold i øvrigt. Det gælder endvidere for industri- og håndværksejendomme og ejendomme til brug for energiforsyningsvirksomhed, hvis dette er forsvarligt under hensyntagen til låntagers kreditværdighed og den fra ejendommen drevne virksomheds indtjeningsevne, og såfremt ejendommens ejer eller et selskab forbundet med ejeren anvender mere end halvdelen af ejendommen. For disse ejendomskategorier og på de vilkår kan genanskaffelsessummen med fradrag for stand og karakter lægges til grund for låneudmålingen. Bestemmelsen fastslår endvidere, at kravet om, at realkreditinstituttet ved værdiansættelsen skal tage hensyn til eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold, kan fraviges i de samme tilfælde.

Undtagelsen til værdiansættelse til markedsværdi er nærmere udmøntet i bekendtgørelse nr. 416 af 27. april 2017 om realkreditinstitutters værdiansættelse og låneudmåling.

3.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Artikel 6 i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer fastsætter krav til de aktiver, der kan ligge til sikkerhed for udstedelse af dækkede obligationer. For så vidt angår fysiske aktiver er det et krav, at der for disse er en aktuel værdiansættelse på eller under markedsværdien eller belåningsværdien på tidspunktet, hvor de stilles til sikkerhed for udstedelse af dækkede obligationer.

Langt hovedparten af de obligationer, der udstedes af danske kreditinstitutter, er særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer (omkring 200 mia. kr. udstedte realkreditobligationer over for omkring 3.100 mia. kr. udstedte særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer), hvor værdiansættelse af de ejendomme, der stilles til sikkerhed for disse aktiver, sker til markedsværdi. Samtidig er muligheden for fravigelse af kravet om værdiansættelse til markedsværdi en undtagelse underlagt betingelser, der medfører, at bestemmelsen i praksis har et begrænset anvendelsesområde. Det gælder tilsvarende for de etablerede udstedere på europæisk plan. Brugen af genanskaffelsesværdi er således en undtagelse, der alene er relevant for danske realkreditinstitutter, og undtagelsen i § 10, stk. 4, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 19. september 2018, har alene relevans for en meget begrænset del af de samlede udstedelse af dækkede obligationer i Danmark.

Direktivet rummer ikke mulighed for at undtage fra, at værdiansættelse skal ske til markedsværdi. Ophævelse af i visse tilfælde at kunne anvende denne undtagelse vil derfor sikre en direktivnær implementering, hvor danske realkreditinstitutter ikke længere kan afvige fra gængs praksis på europæisk plan. Endvidere vil det indebære en betydelig forenkling af de bekendtgørelser, der nærmere fastsætter kravene til værdiansættelse af fast ejendom.

Når muligheden for at fravige kravet om værdiansættelse til markedsværdi ophæves, skal muligheden for i samme situation at fravige kravet om at tage hensyn til eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold ophæves som en naturlig konsekvens heraf.

3.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at § 10, stk. 4, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. ophæves, så der ikke fremadrettet vil være mulighed for at fravige kravet om værdiansættelse til markedsværdi, ligesom der ikke vil være mulighed for at fravige kravet om, at realkreditinstituttet ved værdiansættelsen skal tage hensyn til eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold.

3.2. Indførelse af nye regler om dækning og overdækning for dækkede obligationer

3.2.1. Gældende ret

Det følger af artikel 15 i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer, at medlemsstaterne skal sikre opfyldelse af et dækningskrav. Den gældende regulering for udstedelse af dækkede obligationer indeholder ikke bestemmelser, der direkte svarer til artikel 15 om dækningskrav i direktivet.

Den gældende regulering for udstedelse af dækkede obligationer indeholder bestemmelser, der har samme formål som direktivets bestemmelse om dækningskrav, i form af krav til, hvilke aktiver der kan stilles til sikkerhed og inden for hvilke grænser, og hvilke aktiver som midlertidigt kan stilles til sikkerhed. Det kan ses som et indirekte dækningskrav, da det sikrer det samme formål som dækningskravet i artikel 15.

Opgørelse af aktiver og passiver reguleres i dag af regnskabsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 281 af 26. marts 2014 om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. med senere ændringer). Endvidere fremgår opgørelsespraksis af bekendtgørelse nr. 1425 af 16. december 2014 om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring. Principperne i denne bekendtgørelse vil fortsat være gældende for opgørelse under de foreslåede bestemmelser om dækningskrav, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, 15 og 17, § 2, nr. 8 og § 3, nr. 4 og 6.

Det såkaldte nominalprincip følger af direktivets artikel 15, stk. 6, hvoraf det fremgår, at den samlede nominelle værdi af hovedstolen af alle dækkende aktiver som minimum svarer til eller overstiger den samlede nominelle værdi af hovedstolen af de dækkede obligationer. Der er ikke i de gældende bestemmelser i dansk ret et krav om beregningsmetode, der svarer til direktivets krav om 'nominalprincippet' i artikel 15, stk. 6.

De gældende regler for udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer og for penge- og realkreditinstitutter samt skibsfinansieringsinstituttets udstedelse af særligt dækkede obligationer fastsætter et dækningskrav, der i et vist omfang ligner direktivets dækningskrav.

Det følger af §§ 33 a, stk. 3, og 33 b, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., at værdien af de aktiver, der dækker de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, mindst skal svare til værdien af de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, henholdsvis særligt dækkede obligationer, og at pantsikkerheden for det enkelte lån skal overholde lånegrænsen herfor. Det følger tilsvarende af § 152 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og af § 2 d, stk. 2, i lov om et skibsfinansieringsinstitut, at aktivernes samlede værdi skal svare til værdien af de udstedte særligt dækkede obligationer, og at pantesikkerheden for det enkelte lån skal overholde lånegrænsen herfor.

Ingen af disse bestemmelser indeholder et krav om særskilt dækning af de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning i forbindelse med afviklingen af programmet for dækkede obligationer.

Ingen af bestemmelserne om særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer indeholder et krav om et minimum af overdækning som krævet i artikel 129, stk. 3 a. For realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet gælder dog et krav om, at kapitalgrundlagskravet i artikel 92, stk. 1, litra c, i CRR skal være opfyldt både i henholdsvis de enkelte serier med seriereservefonde, de enkelte kapitalcentre og i instituttet i øvrigt.

3.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser

3.2.2.1. Dækningskravet

Dækningskravet i artikel 15 består af to dele: Et såkaldt aktivpassivkrav og et såkaldt nominalprincip.

Aktivpassivkravet fremgår af direktivets artikel 15, stk. 2, der fastslår, at alle betalingsforpligtelser i forbindelse med dækkede obligationer (passiver) skal være dækket af betalingskrav, der er knyttet til de dækkende aktiver. Af artikel 15, stk. 3, fremgår de betalingsforpligtelser, altså passiver, der skal dækkes (jf. 3.2.2.1.1). Af artikel 15, stk. 4, fremgår de betalingskrav, altså aktiver, der kan dække passiverne (jf. 3.2.2.1.2). Endvidere følger der krav til opgørelse af betalinger af den gældende bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring. Dette svarer i vidt omfang til aktivpassivkravet.

Nominalprincippet fremgår af direktivets artikel 15, stk. 6, hvoraf det fremgår, at den samlede nominelle værdi af hovedstolen af alle dækkende aktiver som minimum svarer til eller overstiger den samlede nominelle værdi af hovedstolen af de dækkede obligationer.

3.2.2.1.1. Betalingsforpligtelser

De betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte dækkede obligationer, og som er relevante i relation til aktivpassivkravet, omfatter betaling af hovedstol og renter på de udstedte dækkede obligationer til obligationsinvestorerne og betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte dækkede obligationer.

Til de forpligtelser, der i medfør af direktivet skal dækkes af betalingskrav knyttet til aktiver i cover poolen, hører endvidere de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning i forbindelse med afviklingen af programmet for udstedelse af dækkede obligationer. Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer fastsætter ikke nærmere bestemmelser om størrelsen af et sådant krav, og det er således overladt til medlemsstaterne at fastlægge niveauet samt udformningen af kravet.

3.2.2.1.2. Betalingskrav

De betalingskrav, der er relevante i relation til aktivpassivkravet, dækker de krav på betalinger i henhold til de dækkende aktiver, der er stillet til sikkerhed for dækkede obligationer.

Ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver, skal indgå krav i form af hovedstol, renter og for realkreditinstitutter bidrag på lån. Endvidere skal indgå krav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte dækkede obligationer, samt krav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for udstedelse af dækkede obligationer.

Hvilke aktiver, der kan ligge til sikkerhed for udstedelse af dækkede obligationer, afhænger af den lovgivning, der vedrører de respektive obligationstyper i henhold til den gældende nationale lovgivning, herunder i forhold til den enkelte udsteders virksomhedsområde.

Erhvervsministeriet vurderer, at selvom dækningskravet kan siges at gælde indirekte i form af eksisterende bestemmelser om krav til, hvilke aktiver der kan stilles til sikkerhed og inden for hvilke grænser, bør dækningskravet indsættes konkret i lovgivningen. Dette skal sikre en direktivnær implementering. Erhvervsministeriet vurderer i den forbindelse, at der med udgangspunkt i direktivets tekst skal fastlægges bestemmelser om betalingskrav og betalingsforpligtelser.

Nominalprincippet findes ikke i dansk ret i dag. Erhvervsministeriet vurderer derfor, at direktivets krav om, at dette princip skal følges ved opgørelse af dækningskravet, skal indsættes i lovgivningen.

3.2.2.2. Undtagelse fra nominalprincip

I artikel 15, stk. 7, er der indsat en undtagelse til hovedreglen for beregning af dækningskravet for så vidt angår nominalprincippet. Undtagelsen består i, at medlemsstaterne på bestemte betingelser kan tillade, at fremtidige renteindtægter på dækkende aktiver med fradrag af fremtidige renteudgifter på de tilsvarende dækkede obligationer, tages i betragtning med henblik på at udligne eventuelle mangler i dækningen af den primære betalingsforpligtelse, der er knyttet til de dækkede obligationer, når der er en snæver sammenhæng mellem betalinger fra låntagerne og betalinger til obligationsinvestorerne.

Der er snæver sammenhæng mellem værdien af dækkede obligationer og værdien af et instituts aktiver, hvor betingelserne i artikel 2, stk. 1, litra a-c, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 523/2014 af 12. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for fastsættelsen af, hvad der udgør en snæver sammenhæng mellem værdien af et instituts dækkede obligationer og værdien af instituttets aktiver, er opfyldt.

Det er således en betingelse for at anvende undtagelsen i artikel 15, stk. 7, at ændringer i dagsværdien af de dækkede obligationer, som instituttet har udstedt, altid medfører tilsvarende ændringer i dagsværdien af de aktiver, der ligger til grund for de dækkede obligationer. Det er endvidere en betingelse, at realkreditlånene i tilknytning til de dækkede obligationer, der er udstedt af instituttet for at finansiere lånene, til enhver tid kan indfries ved at tilbagekøbe de dækkede obligationer i markedet eller til nominel værdi gennem udnyttelse af muligheden for at indfri lånene. Endelig er det en betingelse, at der findes en gennemsigtig mekanisme til at bestemme dagsværdien af realkreditlånene og de dækkede obligationer.

Det er endvidere et krav for at anvende undtagelsen, at de modtagne betalinger, der er nødvendige til at dække betalingsforpligtelsen knyttet til de dækkende aktiver, er adskilt i overensstemmelse med artikel 12 i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer, og at de modtagne betalinger er placeret i cover poolen i form af godkendte dækkende aktiver, jf. direktivets artikel 6. Disse bestemmelser implementeres ikke med lovforslaget, da det allerede følger af den gældende lovgivning vedrørende udstedelse af dækkede obligationer.

Denne undtagelse kan anvendes for danske realkreditobligationer og særligt dækkede realkreditobligationer samt for særligt dækkede obligationer udstedt af realkreditinstitutter, såfremt der er tale om udstedelser, hvor de lån, som ligger til sikkerhed, har en direkte obligationsside (hvilket betyder, at der er en snæver sammenhæng mellem lånevilkår og obligationsvilkår). Det gælder både obligationslån og kontantlån med direkte obligationsside.

Erhvervsministeriet vurderer, at det er hensigtsmæssigt at anvende undtagelsen, der er indsat på dansk foranledning. Dette sikrer, at der sker færrest mulige ændringer i forhold til eksisterende praksis for dansk realkredit.

3.2.2.3. Beregning af renter under dækningskravet

Det følger af artikel 15, stk. 6, 3. afsnit, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentlig tilsyn med dækkede obligationer, at medlemsstaterne skal fastsætte regler for beregning af eventuelle renteudgifter i forbindelse med udestående dækkede obligationer og renteindtægter i forbindelse med dækkende aktiver, som skal afspejle sunde forsigtighedsprincipper i overensstemmelse med de gældende regnskabsstandarder.

For så vidt angår kravet til fastsættelse af regler for beregning af rente, vurderer Erhvervsministeriet, at dette er opfyldt ved bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. Det kræver derfor ikke særskilt implementering i dansk ret.

3.2.2.4. Dækning af omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning i forbindelse med afviklingen af programmet for udstedelse af dækkede obligationer

Realkreditinstitutter opkræver bidrag for hvert lån. Bidraget betales som hovedregel som en procentdel af den til enhver tid gældende restgæld. De samlede indtægter fra bidragsbetalinger anvendes til dækning af realkreditinstituttets omkostninger ved at administrere lånene og obligationerne, herunder for eksempel forventede fremtidige tab på udlån, kravet til forrentning af den kapital, der er nødvendig for at kunne foretage udlånet, og opbygning af kapital.

Pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet opkræver rente på lån. For lån, der stilles til sikkerhed for udstedelse af skibskreditobligationer og særligt dækkede obligationer, anvendes en del af denne rente til at dække pengeinstitutters og skibsfinansieringsinstituttets omkostninger til administration af henholdsvis registeret og kapitalcenteret, tilsvarende realkreditinstitutters bidrag. Renterne dækker blandt andet pengeinstitutters og skibsfinansieringsinstituttets forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning i forbindelse med afviklingen af programmet for udstedelse af dækkede obligationer.

Erhvervsministeriet vurderer, at bidraget og renterne generelt i en afviklingssituation er tilstrækkelige til at dække de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning i forbindelse med afviklingen af programmet for udstedelse af dækkede obligationer. Kurator har endvidere mulighed for at hæve bidraget, hvis der konstateres et behov for yderligere midler til administration af boet.

Det udstedende institut skal ved beregning af dækningskravet vurdere, om der konkret er behov for at fastsætte et større beløb til vedligeholdelse og forvaltning i forbindelse med afviklingen af programmet for udstedelse af dækkede obligationer, og i givet fald sikre dette. Finanstilsynet påser dette som led i det generelle tilsyn med udstedelse af dækkede obligationer.

3.2.2.5. Minimumsoverdækning

Ændringen af artikel 129 i CRR indeholder et krav om, at særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer skal være underlagt et minimum af overdækning af sikkerhedsstillelse på 5 pct. Det indebærer, at for at kunne benytte betegnelsen særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer skal cover poolen, ud over aktiver til at opfylde det almindelige dækningskrav, indeholde yderligere aktiver.

Medlemsstaterne kan fastsætte et lavere minimumsniveau for overdækning af sikkerhedsstillelse i forbindelse med dækkede obligationer eller give deres kompetente myndigheder tilladelse til at fastsætte et sådant niveau. Det er et krav, at beregningen af overdækning af sikkerhedsstillelse dels er baseret på en formel tilgang, hvor der tages hensyn til de dækkende aktivers underliggende risici, dels at minimumsniveauet for overdækning af sikkerhedsstillelse ikke er lavere end 2 pct. Det er således i første omgang relevant at vurdere, hvorvidt dansk ret baserer sig på en formel tilgang, hvor der tages hensyn til de dækkende aktivers underliggende risici.

3.2.2.5.1. Vurdering af den formelle tilgang i forhold til de dækkende aktivers underliggende risici

Artikel 92 i CRR fastsætter kreditinstitutters kapitalgrundlagskrav. Det fremgår heraf, at kapitalgrundlagskravet beregnes som en procentdel af den samlede risikoeksponering.

Det følger af § 124, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, at kapitalgrundlagskravet i artikel 92 i CRR skal opfyldes både i de enkelte serier med seriereservefonde og i instituttet i øvrigt. Den risikobaserede tilgang gælder således også særskilt for udstedelse af dækkede obligationer for realkreditinstitutter. Tilsvarende gælder for skibsfinansieringsinstituttet, hvor § 23, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 79 af 27. januar 2015 om et skibsfinansieringsinstitut fastslår, at kapitalgrundlagskravet skal være opfyldt både i de enkelte kapitalcentre og i instituttet i øvrigt. Pengeinstitutter er derimod ikke underlagt et sådant krav. Kapitalen vil blive modsvaret af aktiver, der dermed giver en overdækning af yderligere aktiver set i forhold til de dækkede obligationer.

Balanceprincippet er et sæt regler, der skal sikre, at udstedere af dækkede obligationer begrænses i forhold til markedsrisici, herunder ikke mindst som følge af ikke fuldt balancerede sammenhænge i betalinger fra låntagere til instituttet og herfra til obligationsinvestorerne. Balanceprincippet gælder generelt for realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet, og gælder også for pengeinstitutter, når de udsteder særligt dækkede obligationer. Balanceprincippet er reguleret i bekendtgørelse nr. 1425 af 16. december 2014 om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring, og giver især pengeinstitutterne et incitament til at have en vis grad af overdækning. Balanceprincippet begrænser markedsrisici og reducerer ubalancer for alle udstedere af dækkede obligationer. Der findes to balanceprincipper, det klassiske, oprindelige balanceprincip, som betegnes som det specifikke princip i bekendtgørelsen, og det korrigerede balanceprincip, der særligt er rettet mod pengeinstitutter, og som betegnes som det overordnede balanceprincip. Den grundlæggende forskel mellem de to principper er, at det overordnede balanceprincip ikke bygger på den samme sammenhæng mellem lån og obligationer som det specifikke balanceprincip.

Hvis pengeinstitutter i deres registre vælger at følge det overordnede balanceprincip, regulerer dette balanceprincip hvor store markedsrisici instituttet kan påtage sig målt i forhold til overdækningen. Jo større risici det enkelte pengeinstitut påtager sig i dets registre, desto større krav stiller det til den kapitalmæssige overdækning i registrene. Hvis der ikke er overdækning i registeret, må et pengeinstitut ikke have markedsrisici i registret. Risikorammerne skal således sikre mod for store bruttoubalancer, altså for store ubalancer mellem lån og obligationer. Dette er strammere end de tilsvarende regler for realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet.

Erhvervsministeriet vurderer, at der i dansk ret er en formel tilgang, hvor der tages hensyn til aktivernes underliggende risici, hvorfor det ifølge Erhvervsministeriet er muligt at fastsætte et lavere krav til minimumsoverdækning end de 5 pct. forudsat i ændringsforordningen.

3.2.2.5.2. Vurdering af niveau for minimumsoverdækning

Som det fremgår ovenfor under afsnit 3.2.2.5.1., er det en forudsætning for at fastsætte et lavere niveau for minimumsoverdækning, at de nationale regler er baseret på en formel tilgang, hvor der tages hensyn til de dækkende aktivers underliggende risici. Det vurderes at være tilfældet for dansk ret. Herudover skal niveauet for minimumsoverdækning fastlægges.

Aktivernes underliggende risici består primært af kreditrisici og markedsrisici. Herudover har kreditinstituttet operationelle risici i forbindelse med långivningen og pantsætningen.

De primære aktiver, der ligger til sikkerhed for udstedelse af dækkede obligationer i danske institutter, er lån med pant i fast ejendom, lån med pant i skib og fordringer på offentlige myndigheder. Fordringer på offentlige myndigheder anvendes i begrænset omfang.

Det følger af § 5 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. og af § 152 d i lov om finansiel virksomhed, at lån med pant i fast ejendom skal ydes inden for lovbestemte lånegrænser, og at der skal udstedes et pantebrev, der ikke må være et ejerpantebrev eller skadesløsbrev, jf. § 2, stk. 2, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. og § 152 e i lov om finansiel virksomhed. Det medfører blandt andet, at selvom ejendomsværdien falder, vil instituttet stadig have pant i ejendommen. Det begrænser i en vis udstrækning kreditrisici og operationelle risici. For alle udstedere af dækkede obligationer, der har sikkerhed i henholdsvis pant i fast ejendom og skib, er der fortrinsret op til den fulde værdi af pantet, ikke kun til den maksimale lånegrænse. I det omfang realkreditinstitutter yder lån i udlandet under andre panteretlige regler, stilles der krav om enten ekstra sikkerhed for at afdække den yderligere risiko, eller om kompenserende foranstaltninger, der reducerer risikoen.

Fordringer på offentlige myndigheder kan indgå som sikkerhed, hvis der er tale om offentlige myndigheder i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller som har en vis kvalitet, jf. CRR artikel 129, stk. 1, litra b. Det begrænser også kreditrisikoen.

Markedsrisici knyttet til aktiverne og de tilhørende dækkede obligationer er begrænset ved balanceprincippet. Balanceprincippet er et sæt regler, der skal sikre, at udstedere af dækkede obligationer begrænses i forhold til markedsrisici, herunder ikke mindst som følge af ikke fuldt balancerede sammenhænge i betalinger fra låntagere til instituttet og herfra til obligationsinvestorerne. Balanceprincippet gælder generelt for realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet, og gælder også for pengeinstitutter, når de udsteder særligt dækkede obligationer.

Det såkaldt specifikke balanceprincip indebærer, at risikoen i høj grad fjernes ved at fjerne ubalancer mellem lån og obligationer, men markedsrisici i det overordnede balanceprincip skal afdækkes, ellers øges kravene til den kapitalmæssige overdækning i registeret.

Der er endvidere en rækk yderligere forhold, der begrænser obligationsinvestorernes risici.

For realkreditinstitutter og skibsfinansinstituttet gælder, at lån ikke kan fjernes fra cover poolen, uanset udviklingen i belåningsgraden (den såkaldte loan-to-value, LTV). I takt med at der afdrages på lån, bliver disse alt andet lige mere sikre. Hvor belåningsgraden stiger som følge af fald i værdien af det underliggende fysiske aktiv, skal der stilles supplerende sikkerhed for særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer som kompensation herfor, mens hele det eksisterende lån med pant forbliver i cover poolen som sikkerhed.

Realkreditinstitutter er omfattet af den såkaldte tilsynsdiamant. Tilsynsdiamanten opstiller en række pejlemærker for, hvad Finanstilsynet som udgangspunkt anser for realkreditvirksomhed med forhøjet risiko. Pejlemærkerne er fastsat, så de modvirker overdreven risikotagning.

Der gælder i dansk ret meget detaljerede krav til værdiansættelse af fysiske aktiver, der stilles som sikkerhed for udstedelse af dækkede obligationer, i form af særskilte bekendtgørelser, der blandt andet kræver fysisk besigtigelse af ejendommene. Overholdelse af disse bekendtgørelser indgår som en væsentlig del af tilsynet med udstedelse af dækkede obligationer.

Erhvervsministeriet vurderer, at kapitalgrundlagskravet i artikel 92 i CRR for realkreditinstitutter og for skibsfinansieringsinstituttet fortsat skal opfyldes både i de enkelte serier med seriereservefonde, henholdsvis kapitalcentre og i instituttet i øvrigt. Dette gælder, uanset at kravet konkret måtte medføre, at det udstedende institut til brug for opfyldelse af kapitalgrundlagskravet har placeret flere midler i cover poolen end nødvendigt til opfyldelse af kravet til minimumsoverdækning. Midler i de enkelte serier med seriereservefonde, henholdsvis kapitalcentre og i instituttet i øvrigt fra opfyldelsen af kapitalgrundlagskravet kan i øvrigt bruges til at opfylde kravet om minimumsoverdækning, såfremt aktiverne lever op til kravene herfor. Udsteder vil til enhver tid skulle opfylde begge krav.

For pengeinstitutter, der udsteder særligt dækkede obligationer, gælder kapitalgrundlagskravet ikke for de enkelte registre. Pengeinstitutter vil derfor alene skulle overholde det fastsatte krav til minimumsoverdækning på 2 pct. samt det øgede krav til overdækning, hvis der tages markedsrisici i registreret. Det kan give anledning til uensartede konkurrencevilkår mellem udstedere af særligt dækkede obligationer.

Erhvervsministeriet vurderer dog, at den generelle overdækning i registre hos pengeinstitutter, der udsteder særligt dækkede obligationer, ikke giver anledning til konkret bekymring for uensartede konkurrencevilkår. Såfremt forholdene for så vidt angår den generelle overdækning i registre hos pengeinstitutterne ændrer sig, vil det kunne blive nødvendigt at ændre reglerne om kapitalgrundlag for pengeinstitutter, eksempelvis ved at der indføres krav om, at kapitalgrundlaget skal opfyldes for de enkelte registre.

Som det fremgår, er især særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer udstedt af realkreditinstitutter omfattet af risikobegrænsende foranstaltninger, der medfører, at sikkerheden bag obligationerne er særlig høj.

Realkreditinstitutterne står for langt størstedelen af udstedelsen af særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer i Danmark. Erhvervsministeriet vurderer derfor, at kravet til minimumsoverdækning bør fastsættes med udgangspunkt i forholdene for realkreditinstitutter, og altså også gælde for pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet, hvorved konkurrencemæssige hensyn vil gælde ensartet for alle udstedere af særligt dækkede obligationer.

Erhvervsministeriet vurderer, at rammereguleringen for udstedelse af særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer i Danmark med sit omfattende og detaljerede omfang medfører, at obligationer udstedt herunder er særligt sikre i en grad, som kan begrunde, at kravet til minimumsoverdækning kan fastsættes til det lavest tilladte niveau i ændringsforordningen, som er 2 procent.

Hvis forudsætningerne for fastlæggelse af et niveau for minimumsoverdækning som beskrevet i dette afsnit ændrer sig grundlæggende, kan der ved lovændring fastlægges et højere niveau. Finanstilsynet påser dette som led i tilsynet med udstedelse af særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer.

3.2.2.6. Brug af kreditinstituteksponeringer som dækkende aktiver

Kreditinstituteksponeringer kan anvendes som dækkende aktiver for udstedelse af dækkede obligationer under CRR artikel 129, stk. 1, litra c, såfremt eksponeringerne er mod kreditinstitutter, der har en tilstrækkelig kreditkvalitet, forstået som at de kvalificerer til kreditkvalitetstrin 1 eller 2. Endvidere kan kreditinstituteksponeringer udgøre maksimalt 15 pct. af den nominelle værdi af det udstedende instituts udestående dækkede obligationer, og maksimalt 10 pct. af den nominelle værdi af det udstedende instituts udestående dækkede obligationer må være mod kreditinstitutter, der kvalificerer til kreditkvalitetstrin 2.

Før ændringsforordningen træder i kraft, er anvendelse af kreditinstituteksponeringer mod kreditinstitutter, der kvalificerer til kreditkvalitetstrin 2, en undtagelse til hovedreglen om, at alene eksponeringer mod kreditinstitutter, der kvalificerer til kreditkvalitetstrin 1, er godkendte. Anvendelse af undtagelsen forudsætter, at medlemsstaterne tillader sådanne eksponeringer, samt at anvendelsen er begrundet i dokumenterede koncentrationsproblemer i den pågældende medlemsstat. Danmark har udnyttet denne undtagelse, hvilket er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2014 om anvendelse af 10 pct.-grænsen i artikel 129 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Ændringsforordningen ændrer muligheden for at anvende kreditinstituteksponeringer som dækkende aktiver, således at eksponeringer mod kreditinstitutter, der kvalificerer til kreditkvalitetstrin 2, nu er en generel regel.

Erhvervsministeriet vurderer, at bekendtgørelsen, der udmønter anvendelsen af undtagelsen, med ændringsforordningen er blevet overflødig. Den vil derfor blive ophævet.

Ændringsforordningen indeholder endvidere en ændring af strukturen i CRR artikel 129, stk. 1. Erhvervsministeriet vurderer, at der som følge heraf bør foretages konsekvensændringer i relevante bestemmelser i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. og lov om finansiel virksomhed.

3.2.2.6.1. Opfyldelse af kravet til minimumsoverdækning

Kravet til minimumsoverdækning skal opfyldes med godkendte dækkende aktiver, jf. artikel 129, stk. 3a, 2. afsnit.

Denne grænse gælder ikke for kreditinstituteksponeringer, der anvendes til at opfylde kravet om minimumsoverdækning i artikel 129, stk. 3a, jf. artikel 129, stk. 3a, sidste afsnit, i CRR. Kreditinstituteksponeringer, der anvendes til at opfylde kravet om minimumsoverdækning, skal således ikke indregnes ved beregning af overholdelse af 10- og 15-procents-grænsen, jf. afsnit 3.2.2.6.

Det fremgår endvidere af præambel 18 til direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer, at medlemsstaterne kan vælge at fastsætte et højere niveau for minimumsoverdækning. Herunder kan medlemsstaterne begrænse de aktiver, der kan anvendes hertil. Erhvervsministeriet vurderer henset til vurderingen af fastsættelse af kravet til minimumsoverdækning, jf. afsnit 3.2.2.5., at der ikke er grundlag herfor i Danmark.

3.2.2.7. Indberetning af overholdelse af dækningskravet og kravet om minimumsoverdækning

Udstedere af dækkede obligationer er under tilsyn af Finanstilsynet. Dette tilsyn indebærer, at de pågældende udstedere skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed, jf. § 347, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Der kan i visse tilfælde være behov for at systematisere indhentningen af oplysninger i form af et krav om løbende indberetninger. Erhvervsministeriet vurderer, at det er nødvendigt med løbende indberetninger af udstedernes overholdelse af dækningskravet og kravet om minimumsoverdækning som fastsat i forslaget til ændringen af § 18 a, § 33 a, stk. 3, og § 33 b, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., § 152 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed og § 2 a, stk. 2, og 2 d, stk. 2, i lov om et skibsfinansieringsinstitut, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, 14, og 18, § 2, nr. 6, og § 3, nr. 4 og 5.

Indberetningerne skal sikre, at Finanstilsynet kan påse, at aktivpassivkravet, jf. afsnit 3.2.2.1., overholdes. Indberetningerne skal endvidere sikre, at Finanstilsynet kan påse, at nominalprincippet, jf. afsnit 3.2.2.1., og undtagelserne hertil, jf. afsnit 3.2.2.2., overholdes. Endelig skal indberetningerne sikre, at Finanstilsynet kan påse, at kravet om minimumsoverdækning, jf. afsnit 3.2.2.5., overholdes.

3.2.3. Den foreslåede ordning

Med forslaget til ændring af § 18 a, § 33 a, stk. 3, og § 33 b, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., § 152 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed og § 2 a, stk. 2, og 2 d, stk. 2, i lov om et skibsfinansieringsinstitut foreslås det, at der indføres bestemmelser, der fastlægger dækningskravet som foreskrevet i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Det foreslås videre, at der i § 33 a, stk. 4, og § 33 b, stk. 4, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., § 152 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed og § 2 d, stk. 3, i lov om et skibsfinansieringsinstitut indsættes krav om minimumsoverdækning for særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer, og at kravet fastsættes til 2 pct. af den nominelle værdi af de udeståender særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer.

Der findes i gældende ret hjemmel til, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om indberetning af supplerende sikkerhed. Det foreslås at tilpasse de eksisterende bestemmelser i § 33 f i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., § 152 h, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed og § 5, stk. 3, nr. 7, i lov om et skibsfinansieringsinstitut, om løbende indberetninger om supplerende sikkerhed, således at der i tilknytning hertil også bliver mulighed for, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning.

Endelig foreslås det at foretage konsekvensrettelser af de bestemmelser i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. og lov om finansiel virksomhed, der indeholder henvisninger til CRR artikel 129, stk. 1, litra c og 3. afsnit, samt de bestemmelser, der henviser til 15-procents-grænsen, som følger af CRR artikel 129, stk. 1, litra c.

3.3. Indførelse af nyt likviditetsbufferkrav m.v.

3.3.1. Gældende ret

3.3.1.1. Indførelse af nyt likviditetsbufferkrav

Der findes i dag ikke i dansk ret et særskilt likviditetskrav relateret til obligationsudstedelsen for realkreditinstitutter, pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet.

Likviditetsrisici er sammen med andre risici reguleret i bekendtgørelse nr. 1425 af 16. december 2014 om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring, der opstiller begrænsninger for en række risici. Denne fastlægger endvidere det såkaldte balanceprincip, der gælder for alle udstedere af dækkede obligationer.

Balanceprincippet er et sæt regler, der skal sikre, at udstedere af dækkede obligationer begrænses i forhold til markedsrisici, herunder ikke mindst som følge af ikke fuldt balancerede sammenhænge i betalinger fra låntagere til instituttet og herfra til obligationsinvestorerne.

Der findes to balanceprincipper, det specifikke og det overordnede. Det specifikke medfører i princippet en en-til-en-sammenhæng mellem betalinger modtaget fra låntagerne og betalinger til obligationsinvestorerne, således at realkreditinstituttet alene giver betalingerne fra låntagerne videre til investorerne og modtager bidragsbetaling til dækning af administrations- og andre omkostninger. Det overordnede balanceprincip blev indført som følge af, at man i 2007 indførte mulighed for, at pengeinstitutter kan udstede særligt dækkede obligationer, hvorfor der var brug for et balanceprincip, som i højere grad skulle tilgodese pengeinstitutternes forretningsmodel uden direkte obligationsside til det enkelte lån.

Den grundlæggende forskel mellem de to principper er, at det overordnede balanceprincip ikke bygger på en sammenhæng mellem lån og obligationer som det klassiske balanceprincip. Det vil derfor i mere udpræget omfang være nødvendigt at benytte afledte finansielle instrumenter m.v. for i princippet at holde ubalancerne mellem indgående og udgående betalinger inden for risikorammerne.

Selvom det overordnede balanceprincip er indført for at tilgodese pengeinstitutter, kan realkreditinstitutter dog også anvende det overordnede balanceprincip, og bruger det f.eks. i forbindelse med fælles funding af prioritetslån med pengeinstitutter.

Begreberne matchfunding og udgående nettopengestrømme finder anvendelse i direktivets artikel 16 om krav til en likviditetsbuffer. Disse begreber er ikke defineret i gældende dansk ret.

3.3.1.2. Tilpasning af reglerne om løbetidsforlængelse for særligt dækkede obligationer udstedt af pengeinstitutter

Det følger af § 6 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., at der for lån, hvor løbetiden er længere end for de bagvedliggende obligationer, kan ske udskydelse af forfaldstidspunktet i tilfælde af, at en planlagt refinansiering ikke kan gennemføres, eller såfremt en refinansiering vil medføre en rentestigning på 5 procentpoint eller mere.

Et tilsvarende princip gælder under konkurs for pengeinstitutter med tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer, hvor lov om finansiel virksomhed § 152 b, stk. 4, bestemmer, at administrator kan udskyde forfaldstiden på obligationerne.

Bestemmelsen i § 6 i lov om realkreditlån sikrer klarhed i forhold til en situation, hvor en refinansiering i realkreditinstitutter helt eller delvist ikke kan gennemføres eller gennemføres med store konsekvenser for den effektive rente, enten som følge af institutspecifikke eller markedsmæssige forhold.

Bestemmelsen i § 152 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed er indsat for at håndtere en situation, hvor et pengeinstitut ikke har mulighed for fuld, rettidig indfrielse af indehaverne af særligt dækkede obligationer. Da det kun vil opstå i et scenarie, hvor instituttet har fået inddraget sin tilladelse eller er erklæret konkurs, omfatter reglen alene håndtering af denne situation.

Der findes ikke en forlængelsesmulighed for skibskreditobligationer eller særligt dækkede obligationer udstedt af skibsfinansieringsinstituttet.

3.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser

3.3.2.1. Indførelse af nyt likviditetsbufferkrav

Artikel 16 i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer fastsætter, at cover poolen til enhver tid skal omfatte en likviditetsbuffer sammensat af likvide aktiver, der er tilgængelige til dækning af udgående nettopengestrømme i forbindelse med programmet for dækkede obligationer, jf. afsnit 3.2.2. Likviditetsbufferen skal dække de samlede maksimale udgående nettopengestrømme for de næste 180 dage.

Artikel 16, stk. 3, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer fastlægger rammerne for, hvilke aktiver der kan anvendes til opfyldelse af likviditetsbufferen. Dette er i medfør af artikel 16, stk. 3, litra a, aktiver, der opfylder betingelserne for aktiver på niveau 1, niveau 2A eller niveau 2B i henhold til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter (EUT L 11 af 17.1.2015, s. 1) (LCR) under en række betingelser. Dette svarer til de aktiver, der i dag kan anvendes til at opfylde det generelle krav om likviditetsoverdækning for kreditinstitutter. I medfør af direktivets artikel 16, stk. 3, litra b, er der endvidere mulighed for at anvende kortfristede kreditinstituteksponeringer under bestemte betingelser.

Direktivet fastlægger således grænser for, hvad der kan anvendes som likvide aktiver. Medlemsstaterne har mulighed for at fastsætte strengere krav.

Erhvervsministeriet vurderer, at det er mest hensigtsmæssigt, at kravet om en likviditetsbuffer for udstedere af dækkede obligationer skal opfyldes med likvide aktiver af samme kvalitet som de, der gælder for det generelle krav om likviditetsoverdækning for kreditinstitutter.

Direktivets artikel 16, stk. 5, bestemmer endvidere, at likviditetsrisici kan imødegås på andre måder end ved at tilvejebringe likvide aktiver, f.eks. ved at udstede dækkede obligationer med en løbetid, som kan forlænges, når de udløsende begivenheder adresserer likviditetsmangel eller stress. I sådanne tilfælde bør medlemsstaterne kunne tillade, at beregningen af likviditetsbufferen baseres på den endelige forfaldsdato for den dækkede obligation.

Erhvervsministeriet vurderer, at mulighederne for forlængelse af realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer udstedt af realkreditinstitutter samt for særligt dækkede obligationer udstedt af pengeinstitutter dækker den situation, der tilsigtes reguleret med direktivets artikel 16, stk. 5. Det bør derfor være muligt at beregne likviditetsbufferkravet på baggrund af den endelige forfaldsdato for de pågældende obligationer.

Endvidere bestemmer direktivets artikel 16, stk. 6, at medlemsstaterne kan tillade, at kravene til likviditetsbufferen for cover poolen ikke gælder for dækkede obligationer, der er underlagt krav om matchfunding, når indgående betalinger i henhold til kontrakter forfalder før udgående betalinger og placeres i højlikvide aktiver i mellemtiden. Matchfunding defineres i direktivet som regler om, at betalingsstrømmene mellem forpligtelser og aktiver, som forfalder til betaling, skal matches ved at sikre i kontraktlige vilkår og betingelser, at betalinger fra låntagere og modparter i derivatkontrakter forfalder, før at der foretages udbetalinger til investorer i dækkede obligationer og til modparter i derivatkontrakter, og at de modtagne beløb værdimæssigt mindst svarer til de udbetalinger, der skal foretages til investorer i dækkede obligationer og til modparter i derivatkontrakter, og at de beløb, der modtages fra låntagere og modparter i derivatkontrakter inkluderes i cover poolen i overensstemmelse med artikel 16, stk. 3, indtil betalingerne forfalder til investorerne i dækkede obligationer og modparterne i derivatkontrakter. Der er således tale om et system, der sikrer, at betalingsstrømmene mellem forpligtelser og aktiver, som forfalder til betaling, matches i kontraktlige vilkår og betingelser, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 15. Danske realkreditlån er som udgangspunkt matchfundede.

Kreditinstitutters udstedelse af dækkede obligationer er omfattet af de generelle krav til likviditetsdækning i LCR. Indførslen af det nye krav om en likviditetsbuffer i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer ville derfor medføre, at udstedelse af dækkede obligationer ville blive omfattet af dobbelt krav til likviditet. Kommissionen har derfor forpligtet sig til at ændre LCR med henblik på at undgå det dobbelte krav. Hvis denne ændring ikke er gennemført, før direktivet skal være implementeret, er der i medfør af artikel 16, stk. 4, mulighed for, at medlemsstaterne kan undlade at pålægge udstederne krav om opfyldelse af den nye likviditetsbuffer, så der ikke er overlappende likviditetskrav, indtil LCR er ændret. Erhvervsministeriet vurderer, at LCR vil være ændret inden for direktivets anvendelsesfrist den 8. juli 2022, så der ikke er behov for at anvende undtagelsen i artikel 16, stk. 4. Såfremt dette mod forventning ikke er tilfældet, vil anvendelsen af undtagelsen i artikel 16, stk. 4, blive genovervejet.

Matchfunding defineres i artikel 3, stk. 1, nr. 15, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer som regler om, at betalingsstrømmene mellem forpligtelser og aktiver, som forfalder til betaling, skal matches i kontraktlige vilkår og betingelser. Dette er relevant i forhold til direktivets krav om en likviditetsbuffer, og skal ske ved at sikre i kontraktlige vilkår og betingelser, at betalinger fra låntagere og modparter i derivatkontrakter forfalder, før der foretages udbetalinger til investorer i dækkede obligationer og til modparter i derivatkontrakter, og at de modtagne beløb værdimæssigt mindst svarer til de udbetalinger, der skal foretages til investorer i dækkede obligationer og til modparter i derivatkontrakter, samt at de beløb, der modtages fra låntagere og modparter i derivatkontrakter, inkluderes i cover poolen i overensstemmelse med artikel 16, stk. 3, indtil betalingerne forfalder til investorerne i dækkede obligationer og modparterne i derivatkontrakter.

Udgående nettopengestrømme defineres i artikel 3, stk. 1, nr. 16, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer som alle udgående betalingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder hovedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold til derivatkontrakter omfattet af programmet for dækkede obligationer, eksklusive alle indgående betalingsstrømme, der forfalder på den samme dag for krav, der er relateret til de dækkende aktiver.

Begreberne finder anvendelse i direktivets artikel 16 om krav til en likviditetsbuffer, som med forslaget implementeres i dansk ret. Erhvervsministeriet vurderer derfor, at definitionerne bør indsættes i henholdsvis lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., lov om finansiel virksomhed og lov om et skibsfinansieringsinstitut.

Begrebet matchfunding anvendes sædvanligvis til at beskrive den direkte sammenhæng mellem realkreditinstitutters udlån og de udstedte dækkede obligationer. Det følger for eksempel heraf, at rentefastsættelsen og indfrielsesmulighederne på lånet afhænger af de udstedte obligationer. Matchfunding er ikke lovbaseret, men en generel praksis, som afspejles i sammenhængen mellem obligationsvilkårene og de aftaler, som indgås mellem realkreditinstitutterne og låntagerne. Der er således tale om et begreb med en bredere anvendelse end den snævre anvendelse, der er relevant i forhold til direktivets definition, der specifikt retter sig mod, at betalinger i relation til opfyldelse af likviditetsbufferkravet skal matches.

3.3.2.2. Tilpasning af reglerne om løbetidsforlængelse for særligt dækkede obligationer udstedt af pengeinstitutter

Det fremgår af direktivets artikel 17, at medlemsstaterne under nærmere angivne betingelser har mulighed for at tillade udstedelse af dækkede obligationer, hvor der er mulighed for at forlænge den på forhånd fastsatte løbetid for den dækkede obligation i en vis periode. Reglerne skal sikre, at denne mulighed fortsat kan anvendes i de nationale systemer, hvor der er mulighed for, at obligationer kan forlænges. Samtidig skal direktivet sikre, at strukturerne ikke bliver for komplicerede og ikke udsætter investorerne for yderligere risici.

Det fremgår derfor af præamblen, at det er vigtigt at sikre, at kreditinstituttet ikke kan forlænge løbetiden efter eget skøn. Det bør kun være tilladt at forlænge løbetiden, når objektive og klart definerede udløsende begivenheder fastsat i national lov er indtruffet eller forventes at indtræffe i nær fremtid. Sådanne udløsende begivenheder bør tage sigte på at forhindre misligholdelse, f.eks. ved at afhjælpe likviditetsmangel, markedssvigt eller markedsforstyrrelser. Forlængelser kan også fremme en velordnet afvikling af kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, ved, at der gives mulighed for forlængelser i tilfælde af insolvens eller afvikling for at undgå et brandudsalg af aktiver.

Erhvervsministeriet vurderer, at forlængelsesmuligheden i § 6 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. er i overensstemmelse med betingelserne i direktivet. Der er tale om lovbestemte rammer, der regulerer en konstateret manglende mulighed for at gennemføre en refinansiering eller pludselige og betydelige renteforhøjelser. Forlængelsesmulighederne rummer således ikke mulighed for et skøn ud over, hvad direktivet forudsætter. Som følge heraf vurderer Erhvervsministeriet, at der ikke er behov for at ændre i den nuværende regulering for realkreditinstitutter.

Erhvervsministeriet vurderer omvendt, at den lovbestemte forlængelsesmulighed for særligt dækkede obligationer udstedt af pengeinstitutter overlader for meget skøn til administratoren, da administratoren kan vælge at forlænge obligationerne. Bestemmelsen er således ikke i overensstemmelse med direktivets krav og skal tilpasses.

I forhold til forlængelse af særligt dækkede obligationer udstedt af pengeinstitutter blev det ved vedtagelsen af reglerne herom besluttet at undtage obligationer, der er udstedt fra et særskilt register på grundlag af aktiver, der ikke på alle områder overholder de danske regler, men derimod på de fravegne områder overholder reglerne om aktiver, der ligger til sikkerhed for særligt dækkede obligationer i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Den Europæiske Union har indgået aftale med på det finansielle område, hvor de grænseoverskridende aktiviteter udøves, og hvor pantet er beliggende, jf. § 152 b, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed. Det medfører, at reglen om forlængelse af særligt dækkede obligationer udstedt af pengeinstitutter ikke skulle være gældende for obligationer udstedt fra et særskilt register med sikkerhed i pant beliggende uden for Danmark.

Erhvervsministeriet vurderer, at der med vedtagelse af direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer, der harmoniserer obligationsudstedelse generelt, alene bør fastsættes undtagelser, der gør forskel på udstedelser foretaget af danske institutter inden for og uden for Danmark, hvor det er konkret nødvendigt. Erhvervsministeriet vurderer derfor, at denne undtagelse bør ophæves.

Muligheden for løbetidsforlængelse for pengeinstitutter er fastsat til at være et år af gangen, jf. § 152 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

I de nationale systemer i EU, hvor der er mulighed for, at obligationer forlænges i bestemte situationer for pengeinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, har der generelt udviklet sig en praksis, hvor forlængelsesmuligheden fastsættes til et bestemt afgrænset tidsrum. Erhvervsministeriet vurderer, at det derfor vil være hensigtsmæssigt at tilpasse ordlyden af forlængelsesmuligheden til at være ét år i stedet for et år af gangen. Muligheden for forlængelse i henhold til § 247 h, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed retter sig alene mod pengeinstitutter, og omhandler alene den situation at pengeinstituttet ikke kan afvikles i regi af Finansiel Stabilitet, men i stedet mister sin tilladelse i overensstemmelse med § 224, stk. 1 eller 2, i lov om finansiel virksomhed, eller skal under konkursbehandling. Konsekvensen af ændringen fra et år af gangen til blot én gang vil være, at hvis obligationsinvestorerne ikke kan fyldestgøres, når forlængelsen udløber, vil de herefter have et krav mod administrationsboet i henhold til en misligholdt obligation og ikke en forlænget obligation. Ændringen medfører således ikke, at obligationsindehavernes krav ændres, eller at afviklingen af det udstedende pengeinstitut påvirkes.

Erhvervsministeriet vurderer, at de konkurrenceretlige hensyn, der gjaldt ved indførelse af en forlængelsesmulighed for obligationer udstedt af penge- og realkreditinstitutter, og som medførte, at der ikke blev indført tilsvarende regler for skibsfinansieringsinstituttet, fortsat er gældende, hvorfor der ikke foreslås indførelse af en forlængelsesmulighed for obligationer udstedt af skibsfinansieringsinstituttet.

3.3.3. Den foreslåede ordning

3.3.3.1. Indførelse af nyt likviditetsbufferkrav

Med forslaget til ændringen af § 21 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., § 152 g i lov om finansiel virksomhed og § 2 e i lov om et skibsfinansieringsinstitut indsættes det overordnede krav til en likviditetsbuffer i direktivets artikel 16 i de relevante lovbestemmelser.

Det foreslås, at likviditetsbufferkravet for realkreditinstitutter og pengeinstitutter kan beregnes for den endelige forfaldsdato for obligationer med forlængelsesmulighed.

Det foreslås endvidere, at likviditetsbufferkravet ikke gælder for matchfundede realkreditlån.

Endelig tilpasses hjemmelsbestemmelsen til balanceprincipbekendtgørelsen med henblik på at denne kan tilpasses indsættelsen af det nye likviditetsbufferkrav.

Forslaget indsætter definitioner af matchfunding og udgående nettopengestrømme. Bestemmelserne svarer til direktivets definitioner.

3.3.3.2. Tilpasning af reglerne om løbetidsforlængelse for særligt dækkede obligationer udstedt af pengeinstitutter

Det foreslås, at § 152 b i lov om finansiel virksomhed tilpasses, så der alene er mulighed for forlængelse én gang. Det medfører, at bestemmelsen ensrettes med gængs markedspraksis, hvor den altovervejende del af udstedelser med forlængelsesmulighed alene har mulighed for forlængelse én gang, jf. ECBC Covered Bond Factbook, 2019, s. 85. Det foreslås endvidere at ændre bestemmelsen således, at udstedelser sikret ved pant i fast ejendom beliggende uden for Danmark også omfattes af reglerne om forlængelse.

Det foreslås endvidere, at administrator fremover skal forlænge obligationerne, hvis det er nødvendigt som led i administrationen af registeret for særligt dækkede obligationer. Administrator vil således ikke kunne undlade at forlænge obligationer, hvis udstedelse af refinansieringsobligationer, optagelse af kortvarige lån eller salg af aktiver ikke sikrer fuld rettidig indfrielse af obligationsinvestorerne.

Endelig foreslås det, at administrator alene kan forlænge obligationerne én gang. Det medfører, at hvis obligationsinvestorerne ikke kan fyldestgøres, når forlængelsen udløber, vil de have et krav mod administrationsboet i henhold til en misligholdt obligation og ikke en forlænget obligation.

3.4. Indførelse af regler om investorinformation

3.4.1. Gældende ret

Information til investorer i realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og skibskreditobligationer er dækket af de generelle regler i kapitalmarkedsreguleringen om prospektkrav og om udstedernes oplysningsforpligtelser. Der er ikke i dansk ret fastsat særskilte krav til udstedere af førnævnte obligationer, der forpligter udstederne til at offentliggøre bestemte oplysninger til brug for investorernes due diligence.

Artikel 129, stk. 7, i CRR stiller som krav til investorer i særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer, at disse kan godtgøre over for de kompetente myndigheder, at investorerne minimum halvårligt modtager en række oplysninger om sikkerhedsgrundlaget for de særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer.

3.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Artikel 129, stk. 7, ophæves med den ændring af CRR, der træder i kraft samtidig med, at direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer skal finde anvendelse.

Artikel 14 i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer fastsætter krav til hvilke informationer, udstederne af realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og skibskreditobligationer skal stille til rådighed for investorerne med henblik på, at disse har mulighed for at vurdere udsteders egenskaber og risikoprofil og foretage due diligence. Bestemmelsen omfatter de krav, der tidligere fulgte af artikel 129, stk. 7, i CRR, men indeholder også yderligere krav, ligesom den gælder for alle dækkede obligationer, og ikke blot de obligationer, der er berettiget til særbehandling i medfør af CRR. Endvidere ændres kravet til at være pålagt udstederne, der således skal offentliggøre oplysningerne, ligesom frekvensen øges således, at offentliggørelse skal ske minimum hvert kvartal.

Artikel 14, stk. 2, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer fastsætter, at oplysningerne, som udsteder skal stille til rådighed, som minimum skal omfatte oplysninger om porteføljen. Oplysningerne vedrører forskellige forhold, der skal sikre, at investorerne kan vurdere risikoen ved de enkelte udstedelser, eksempelvis oplysninger om kreditrisici, markedsrisici, løbetidsstrukturer og overdækning. Endvidere kræves det, at for så vidt angår koncernintern fælles funding, jf. forslagets afsnit 3.6, skal det sikres, at de krævede oplysninger for så vidt angår de internt udstedte obligationer er tilgængelige for købere af de eksternt udstedte obligationer.

Det fremgår således, at oplysningerne skal offentliggøres for porteføljen med henblik på at sikre, at investorer har tilstrækkelig information til rådighed, før de køber de pågældende obligationer. Som udgangspunkt vil dette betyde, at oplysningerne skal offentliggøres for hver serie med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond, register eller kapitalcenter.

Der kan være tilfælde, hvor serier med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond, registre eller kapitalcentre er lukket for nyudstedelser, men hvor udstedelser fra de pågældende serier med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond, registre eller kapitalcentre fortsat kan handles, men hvor dette alene sker på det sekundære marked og i sparsomt omfang. Det kan eksempelvis være serier med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond, registre eller kapitalcentre, der indgår hos en udsteder som følge af opkøb eller fusioner, og som oftest vil optræde hos realkreditinstitutter. Sådanne serier med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond, registre eller kapitalcentre skal holdes åbne, så længe der er udestående dækkede obligationer, men kan ikke betegnes som aktive, idet der ikke foretages nyudstedelser. Endvidere vil sådanne serier med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond, registre eller kapitalcentre i realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet alt andet lige over tid opnå en meget høj sikkerhed i takt med, at der afdrages på lånene.

I sådanne tilfælde vurderer Erhvervsministeriet, at det vil være hensigtsmæssigt i forhold til ikke at pålægge udstedere unødige administrative omkostninger, der ikke modsvares af et konkret oplysningsbehov, at oplysningerne kan offentliggøres i aggregeret form for flere serier med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond, registre eller kapitalcentre.

Det er endvidere et krav i direktivets artikel 14, stk. 3, at oplysningerne skal offentliggøres på instituttets hjemmeside.

Organisationen European Covered Bond Council/European Mortgage Federation (EMF/ECBC) er en paraplyorganisation, der har til formål at repræsentere og fremme udstedelsen af dækkede obligationer internationalt. Organisationen har en lang række medlemmer verden over og repræsenterer mere end 95 pct. af udstederne af dækkede obligationer i EU.

EMF/ECBC har i 2012 udviklet en mærkningsordning i form af et såkaldt 'Covered Bond Label', der har til formål at fungere som et kvalitetsstempel for dækkede obligationer, herunder ved at styrke gennemsigtigheden omkring de enkelte obligationer og forbedre adgangen til information for investorerne. Til brug herfor har EMF/ECBC udviklet en Harmoniseret Transparensskabelon (Harmonised Transparency Template). For at kunne bruge betegnelsen Covered Bond Label forpligter udstedere af dækkede obligationer sig til at offentliggøre oplysninger i overensstemmelse med kravene i skabelonen som minimum hvert kvartal. Oplysningerne i skabelonen dækker de krav, direktivet stiller til investorinformation. Alle danske udstedere af realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og skibskreditobligationer er tilmeldt mærkningsordningen under EMF/ECBC og offentliggør oplysninger i overensstemmelse hermed for de væsentligste og oftest handlede dele af deres udstedelser.

Erhvervsministeriet vurderer, at det er væsentligt, at krav om investorinformation i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer implementeres fuldt ud i dansk ret. Samtidig er det væsentligt, at direktivet ikke pålægger udstederne unødvendige administrative byrder. Det bør derfor sikres, at udstederne ikke pålægges at offentliggøre den samme information til investorer i flere forskellige formater eller på forskellige tidspunkter.

I det omfang en markedsbaseret løsning sikrer den tilstrækkelige kvalitet af investorinformation, bør det derfor tillades, at udstedere af realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og skibskreditobligationer kan anvende den samme skabelon til offentliggørelse af oplysninger til brug for såvel direktivets krav som implementeret i dansk ret som til brug for markedsbaserede mærkningsordninger.

Det bør omvendt ikke været et krav, at informationen til investorerne skal basere sig på markedsbaserede systemer, idet disse kan være mere omfattende end nødvendigt for de enkelte udstedere eller dele af deres udstedelser, ligesom omkostningerne ved at benytte sig af markedsbaserede løsninger kan være høje.

Direktivets krav til investorinformation er omfattende krav af teknisk karakter. Erhvervsministeriet vurderer, at den nærmere udmøntning af disse krav mest hensigtsmæssigt reguleres i form af en bekendtgørelse. Dette vil også give mulighed for hurtig tilpasning af kravene, såfremt der udvikler sig nye standarder på europæisk plan, eller såfremt markedsbaserede løsninger på et senere tidspunkt vurderes ikke at være tilstrækkelige i forhold til kravene i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

3.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finanstilsynet udsteder nærmere regler om investorinformation.

Bestemmelsen fastslår, at Finanstilsynet skal fastsætte sådanne regler om de specifikke oplysninger, der skal offentliggøres, formatet for offentliggørelse og frekvensen af offentliggørelse. Herunder kan Finanstilsynet udarbejde et skema til brug for offentliggørelse.

Det indebærer også mulighed for at tillade udstederne at opfylde informationspligten ved at benytte eksisterende markedsbaserede løsninger, så længe disse vurderes at overholde direktivets krav.

3.5. Ændring af reglerne om tilladelse til udstedelse af dækkede obligationer

3.5.1. Gældende ret

Tilladelse til at udstede dækkede obligationer afhænger af virksomhedstype og af obligationstype.

Realkreditinstitutter er virksomheder, der yder lån mod registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer. Tilladelse til at være et realkreditinstitut indebærer således implicit tilladelse til udstedelse af dækkede obligationer i form af realkreditobligationer. Realkreditinstitutter kan herudover særskilt søge tilladelse til udstedelse af særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer. Det er en betingelse, at de har tilladelse som realkreditinstitut og lever op til de supplerende krav, der knytter sig til særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer, jf. § 16 a i lov om finansiel virksomhed.

Pengeinstitutter har mulighed for at søge tilladelse til udstedelse af særligt dækkede obligationer. Det er en betingelse, at de har tilladelse som pengeinstitut, samt at de lever op til reglerne om særligt dækkede obligationer i lov om finansiel virksomhed med tilhørende bekendtgørelser.

Skibsfinansieringsinstituttet har i medfør af deres lovfastsatte forretningsmodel adgang til at udstede skibskreditobligationer. Skibsfinansieringsinstituttet kan herudover søge særskilt tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer under betingelse af at leve op til de supplerende krav, der knytter sig til særligt dækkede obligationer i lov om et skibsfinansieringsinstitut, jf. lovbekendtgørelse nr. 1780 af 12. december 2018.

Realkreditobligationer og skibskreditobligationer efterlever kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32) (UCITS). Særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer efterlever kravene i UCITS og de supplerende krav i CRR.

3.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Artikel 2 i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer fastslår, at det alene er kreditinstitutter, der kan udstede dækkede obligationer. Artikel 19 fastslår, at udstedelse af dækkede obligationer alene må ske på baggrund af tilladelse. Det følger heraf, at godkendelse til at drive kreditinstitutvirksomhed er en forudsætning for at opnå den pågældende tilladelse.

Der er mulighed for at tillade obligationer, der alene efterlever direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationers krav. Det er de obligationer, der tidligere efterlevede kravene i UCITS-direktivet. Det vil også være muligt at tillade udstedelse af obligationer, der efterlever direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationers krav samt de supplerende krav i CRR.

For så vidt angår realkreditinstitutter, indebærer tilladelsen til at drive realkreditinstitut i dag tilladelse til at udstede realkreditobligationer. Der er således ikke tale om to adskilte tilladelsesprocesser, da tilladelsen til at være et realkreditinstitut hænger uløseligt sammen med udstedelsen af realkreditobligationer. Direktivets krav adskiller sig derfor fra den nuværende danske retstilstand for realkreditinstitutter, da man ikke kan drive virksomhed som realkreditinstitut uden samtidig at have tilladelse til at udstede realkreditobligationer.

Erhvervsministeriet vurderer, at direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer kræver en vis grad af adskillelse mellem tilladelse til at drive kreditinstitutvirksomhed og tilladelse til at udstede dækkede obligationer. Erhvervsministeriet vurderer dog samtidig, at det ikke er hensigten med direktivet at afskære specialiserede kreditinstitutter, der alene har til formål at drive udlånsvirksomhed finansieret ved obligationsudstedelse. Reglerne kan derfor fastsættes således, at tilladelse til at drive realkreditinstitutvirksomhed kan betinges af, at der opnås tilladelse til obligationsudstedelse.

Konkret bør det derfor ved ansøgning om tilladelse til at drive realkreditinstitut indgå i vurderingen, om den krævede tilladelse til at udstede realkreditobligationer kan forventes at blive opnået, ligesom ansøgningsprocessen bør tilrettelægges således, at der er en nær tidsmæssig sammenhæng mellem opnåelse af tilladelse som realkreditinstitut og tilladelse til udstedelse af realkreditobligationer.

Pengeinstitutters mulighed for at udstede særligt dækkede obligationer blev indført ved lov nr. 577 af 6. juni 2007 om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (særligt dækkede obligationer), der implementerede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning), som efterfølgende er afløst af CRR. Direktivet indførte en særlig klasse af særligt sikre værdipapirer, der blev benævnt særligt dækkede obligationer. Forud herfor var det alene realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet, der kunne finansiere udlån ved udstedelse af henholdsvis realkreditobligationer og skibskreditobligationer, som er en klasse af dækkede obligationer. Ved implementeringen blev det besluttet, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet kunne få tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer, at realkreditinstitutter tillige skulle kunne udstede særligt dækkede realkreditobligationer, samt at realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet skulle opretholde muligheden for at udstede realkreditobligationer og skibskreditobligationer. Der blev ikke indført mulighed for, at pengeinstitutter kunne udstede obligationer, der alene efterlevede kravene i UCITS.

For så vidt angår pengeinstitutter vurderer Erhvervsministeriet, at muligheden for at søge tilladelse til udstedelse af særligt dækkede obligationer i medfør af § 16 a i lov om finansiel virksomhed fuldt ud lever op til kravet i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer om en adskilt proces, hvor tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed er en forudsætning for efterfølgende at søge tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer. Forholdene for pengeinstitutters udstedelse af særligt dækkede obligationer har ikke ændret sig siden vedtagelse af lov nr. 577 af 6. juni 2007 om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (særligt dækkede obligationer), der implementerede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning). Erhvervsministeriet vurderer derfor, at der fortsat ikke er grundlag for at indføre mulighed for, at pengeinstitutter kan udstede obligationer, der alene overholder kravene i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer, men ikke kravene i CRR.

Ved lov nr. 143 af 17. maj 1961 (gældende lovbekendtgørelse nr. 1780 af 12. december 2018 om et skibsfinansieringsinstitut) blev der skabt hjemmel til at oprette et skibsfinansieringsinstitut i form af den selvejende institution Danmarks Skibskreditfond. Ved lov nr. 387 af 30. maj 2005 om bl.a. ændring af lov om et skibsfinansieringsinstitut (Modernisering af Danmarks Skibskreditfond) blev fonden omdannet til et aktieselskab i overensstemmelse med udviklingen i reguleringen af den finansielle sektor, hvorefter finansielle institutioner, der har været drevet i særlige retlige enheder, har fået mulighed for at omdanne sig til aktieselskaber.

Fonden blev oprettet på særligt privatretligt grundlag ved lov, men drev allerede ved omdannelsen til aktieselskab i 2005 sin finansieringsaktivitet på markedsvilkår, hvorfor omdannelsen til aktieselskab også skete med den forudsætning, at instituttet i videst muligt omfang skulle omfattes af samme regler som de øvrige markedsdeltagere, herunder særligt pengeinstitutter, hvis virksomhed er den mest sammenlignelige.

Henset til skibsfinansieringsinstituttets særlige baggrund og nuværende struktur vurderer Erhvervsministeriet ikke, at der skal skabes grundlag for yderligere tilsvarende skibsfinansieringsinstitutter med mulighed for udstedelse af skibskreditobligationer. Muligheden for at drive virksomhed med finansiering af skib på grundlag af obligationsudstedelse kan opnås ved at søge tilladelse som pengeinstitut med en sådan forretningsmodel, og herefter søge tilladelse til udstedelse af særligt dækkede obligationer med sikkerhed i skib.

3.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at tilladelsesbestemmelsen for realkreditinstitutter i § 8 i lov om finansiel virksomhed tilpasses, således at der vil være tale om to processer, der er adskilte, men at det dog ikke vil være muligt at påbegynde udlån, før tilladelsen til at udstede realkreditobligationer foreligger. Dette implementerer kravet i artikel 19 i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer om adskillelse mellem tilladelse til at drive kreditinstitutvirksomhed og tilladelse til at udstede dækkede obligationer.

Reglerne om pengeinstitutters og skibsfinansieringsinstituttets mulighed for at få tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer ændres ikke med lovforslaget.

3.6. Ændring af regler om koncernintern fælles funding

3.6.1. Gældende ret

Det fremgår af § 20, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 19. september 2018, at Finanstilsynet kan tillade, at der i koncernforhold kan udstedes realkreditobligationer og andre finansielle instrumenter i et realkreditinstitut til finansiering af realkreditlån i et andet realkreditinstitut inden for samme koncern. Bestemmelsen blev indsat i lov nr. 454 af 10. juni 2003 om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. som en kodificering af tidligere praksis. Bestemmelsen finder anvendelse i den situation, hvor det långivende institut udsteder obligationer med sikkerhed i lånene, hvorefter disse obligationer overdrages til det udstedende institut og obligationerne er sikkerhed for det udstedende instituts udstedelser af dækkede obligationer på markedet, såkaldt koncernintern fælles funding. Det er en forudsætning for tilladelse til fælles funding efter bestemmelsen, at obligationsindehaverne opnår tilnærmelsesvis samme sikkerhed, som den sikkerhed, de ville have opnået, hvis udlånet kun var foretaget i det udstedende institut, jf. Folketingstidende 2002-03, A, L 177 som fremsat, side 5429.

Reglen om koncernintern fælles funding finder kun anvendelse på realkreditinstitutter.

Udstedelse af særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer i medfør af koncernintern fælles funding er som udgangspunkt i konflikt med reglerne om kvantitativ begrænsning af kreditinstituteksponeringer i CRR artikel 129, stk. 1, litra c, der kræver, at kreditinstitut-eksponeringer højst udgør 15 pct. af de udstedte obligationer, som også er reguleret i bekendtgørelse nr. 1425 af 16. december 2014 om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring. I medfør af artikel 496 i CRR har medlemsstaterne dog mulighed for, at tilsynsmyndigheden kan undtage kreditinstitutterne fra at overholde denne grænse. Det kan ske, såfremt der er tale om udstedelse af særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer fra en koncernforbunden udsteder med sikkerhed i lån med registreret sikkerhed i fast ejendom udstedt af et andet koncernforbundent kreditinstitut, hvor udstederen beholder de lån, der ligger til sikkerhed. Denne undtagelse er udnyttet i Danmark til at give større mulighed for koncernintern fælles funding i form af afgørelse truffet med hjemmel i CRR artikel 496.

Ved indførelse af muligheden for udstedelse af særligt dækkede obligationer, der også omfatter pengeinstitutter, blev der med § 16 b i lov om finansiel virksomhed indsat en mulighed for en anden form for fælles funding. Denne form for fælles funding kan ske mellem både penge- og realkreditinstitutter, og kan involvere både koncernforbundne og ikke-koncernforbundne institutter, jf. § 16 b i lov om finansiel virksomhed. Det fremgår af bestemmelsen, at et pengeinstitut eller et realkreditinstitut kan finansiere lån med pant i fast ejendom ved særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer udstedt af et andet pengeinstitut eller realkreditinstitut efter godkendelse fra Finanstilsynet. Bestemmelsen finder anvendelse i den situation, hvor det långivende institut overdrager lånet til det institut, der bruger lånet som dækkende aktiv til sikkerhed for udstedelse af dækkede obligationer (det udstedende institut).

Det udstedende institut skal have tilladelse til at kunne udstede særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer, samt iagttage de regler, der i øvrigt gælder for særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer, herunder betingelserne for, hvornår obligationerne kan opnå og bevare betegnelsen særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer, krav om et register eller en kapitalcenterstruktur, der indeholder de aktiver, der ligger til sikkerhed for en obligationsudstedelse, krav om supplerende sikkerhed, hvis værdien af de aktiver, der ligger til sikkerhed for obligationsudstedelsen, ikke længere svarer til værdien af de udstedte obligationer. Endvidere kræves det, at det långivende institut sikrer, at låntager er oplyst om den mulige overdragelse til brug for fælles funding, samt at lånet overdrages til det udstedende institut til eje.

Der er etableret adskillige aftaler om fælles funding ved overdragelse af lån mellem penge- og realkreditinstitutter, både inden for og uden for koncerner. Koncernintern fælles funding er i dag alene anvendt af én enkelt koncern.

3.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Artikel 8 i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer giver mulighed for, at medlemsstaterne under iagttagelse af en række nærmere bestemte krav kan fastsætte regler for koncernintern fælles funding, hvor et kreditinstitut i en koncern udsteder dækkede obligationer, som skal anvendes som dækkende aktiver for udstedelse af dækkede obligationer i et andet kreditinstitut i samme koncern. Ændringen af artikel 129 i CRR medfører endvidere, at de kvantitative krav til anvendelse af kreditinstituteksponeringer som dækkende aktiver fremover ikke gælder ved udstedelse af særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer i medfør af artikel 8. Samtidig fjernes undtagelsen i artikel 496 i CRR om, at medlemsstaterne kan undtage kreditinstitutterne fra at overholde den kvantitative grænse for kreditinstituteksponeringer i artikel 129, stk. 1, litra c, i CRR.

Artikel 8 i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer har til formål at muliggøre, at eksisterende koncernintern fælles funding kan opretholdes, samtidig med at det sikres, at der er den tilstrækkelige sikkerhed for obligationsinvestorerne. Der er tale om en mulighed for medlemsstaterne, hvorfor det er muligt at undlade at implementere bestemmelsen, ligesom det er muligt at begrænse anvendelsen af koncernintern fælles funding yderligere.

I Danmark har koncernintern fælles funding hidtil alene været muligt for realkreditinstitutter. Det skyldes, at fælles funding er en kompliceret konstruktion, som alene egner sig til realkreditinstitutter. Realkreditinstitutter har en begrænset forretningsmodel, hvor de alene yder lån mod registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer. Uanset at dette sker i en koncernintern fælles funding-konstruktion, hvor obligationer udstedes dels på grundlag af lån, dels på grundlag af andre obligationer, er de dækkende aktiver i sidste ende altid lån mod sikkerhed i fast ejendom. Dette sikrer den nødvendige gennemsigtighed for investorerne. Endvidere har realkreditinstitutter i kraft af deres begrænsede forretningsmodel stort set ikke kreditorer ud over obligationsinvestorerne.

Pengeinstitutter har mulighed for at udføre flere forskelligartede typer af virksomhed, herunder modtagelse af indlån, medvirken til emission af finansielle instrumenter, investeringsrådgivning, opbevaring og forvaltning for egen regning af finansielle instrumenter m.v. og har derfor en flerhed af kreditorer. Der vil derfor være større forskel for en obligationsinvestor, om vedkommende har et krav på et realkreditinstitut med en serie eller grupper af serier med fælles seriereservefond end mod et pengeinstituts register som sikkerhed.

Erhvervsministeriet vurderer derfor, at direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer ikke giver anledning til at udvide muligheden for koncernintern fælles funding til også at omfatte pengeinstitutter, da direktivet lægger særlig vægt på sikkerhed for investorerne, herunder i form af krav til information til disse samt krav til obligationernes kreditkvalitet.

Dele af kravene til koncernintern fælles funding er allerede i dag opfyldt i medfør af de eksisterende krav til koncernintern fælles funding i § 20, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. Enkelte af kravene i direktivets artikel 8 specificerer de foranstaltninger, der yderligere skal begrænse de risici, der følger af en konstruktion, hvor udstedte obligationer anvendes som sikkerhed for udstedelse af obligationer. Artikel 8 skal derfor implementeres i den danske lovgivning.

De nye krav i medfør af direktivets artikel 8 indebærer, at koncernintern fælles funding alene kan omfatte i alt to realkreditinstitutter, nærmere bestemt udstederen af de dækkede obligationer, som skal anvendes som sikkerhed (den interne udsteder), samt udstederen af dækkede obligationer på grundlag af de interne obligationer med henblik på salg til ikke-koncernforbundne aftagere (de eksterne obligationer).

Det fremgår endvidere af direktivets artikel 8, stk. 1, litra d, at de eksterne obligationer skal udstedes med den hensigt at blive solgt på markedet. Det indebærer ikke, at det udstedende institut eller koncernforbundne finansielle virksomheder ikke selv må aftage disse obligationer, men udstedelsen skal være med det sigte, at obligationerne primært skal afsættes i markedet.

Direktivets artikel 8, stk. 1, litra a, kræver også, at de internt udstedte obligationer overdrages til eje til den eksterne udsteder, ligesom det kræves, at de internt udstedte obligationer opføres på balancen hos den eksterne udsteder.

Endelig forudsætter direktivet, at både de internt og de eksternt udstedte dækkede obligationer ved udstedelsen skal kvalificere til kreditkvalitetstrin 1. Kreditkvalitetstrin er et udtryk for tabsrisikoen, der blandt andet kortlægger den rating, som dækkede obligationer tildeles af ratingbureauer. Kravet til kreditkvalitetstrin skal opretholdes kontinuerligt for aktive serier med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond. Direktivet giver dog samtidig mulighed for, at Finanstilsynet kan tillade, at koncernintern fælles funding kan opretholdes også for dækkede obligationer, der på et tidspunkt efter udstedelsen ikke længere kvalificerer til kreditkvalitetstrin 1, men alene til kreditkvalitetstrin 2, såfremt Finanstilsynet vurderer, at den lavere rating ikke skyldes mangelfuld ledelse og styring i de udstedende institutter. Såfremt den koncerninterne fælles funding ophører, vil de supplerende krav til kreditkvalitetstrin også ophøre.

Erhvervsministeriet vurderer, at denne mulighed bør udnyttes. En lavere rating ville i modsat fald ellers automatisk medføre, at de eksternt udstedte obligationer ikke længere ville kunne opretholde betegnelsen særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer. Dette ville få alvorlige konsekvenser for det samlede finansielle system, da det indebærer en ændret risikovægt for obligationsinvestorerne, der ofte er andre finansielle virksomheder. Samtidig vurderer Erhvervsministeriet, at der i forhold til obligationsinvestorerne ikke vil være betænkeligheder ved, at Finanstilsynet efter en konkret vurdering tillader opretholdelse af den koncerninterne fælles funding, da en lavere rating kan skyldes forhold, som de udstedende institutter ikke kan påvirke, for eksempel en ændring af den overordnede landerating eller markedsforhold. Der kan således forekomme situationer, hvor det ikke i sig selv vil medføre, at investorernes risici øges, uanset om den koncerninterne fælles funding fortsætter. I nogle situationer vil det tværtimod kunne øge investorernes risiko, hvis den koncerninterne fælles funding ikke kunne fortsætte.

Artikel 9 i direktivet bestemmer, at medlemsstaterne skal fastsætte regler for fælles funding i form af overdragelse af lån fra et kreditinstitut til et andet kreditinstitut, der herefter anvender lånene som dækkende aktiver som sikkerhed for udstedelse af dækkede obligationer. Reglerne skal sikre, at direktivets krav til sikkerhed i form af dækkende aktiver af høj kvalitet i overensstemmelse med direktivets artikel 6 og adskillelsen af disse aktiver fra instituttets øvrige aktiver i overensstemmelse med direktivets artikel 12 iagttages.

Dansk ret giver mulighed for fælles funding som forudsat i direktivets artikel 9. Lov om finansiel virksomhed regulerer kravene hertil i form af krav om tilladelse fra Finanstilsynet, jf. § 16 b, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, krav til låneaftalen, jf. § 16 c i lov om finansiel virksomhed, krav om overdragelse af lån til eje, jf. § 16 d i lov om finansiel virksomhed, krav til adskillelse af betalinger vedrørende de overdragne lån fra det långivende instituts øvrige aktiver, jf. § 16 f i lov om finansiel virksomhed samt sikring af disse betalinger i tilfælde af konkurs, jf. § 16 g i lov om finansiel virksomhed. Kravene i §§ 16 b-16 g i lov om finansiel virksomhed medfører, at der skal stilles lige så sikre aktiver som sikkerhed for udstedelse af dækkede obligationer i en fælles funding konstruktion som uden for en sådan, og at kravene til adskillelse af aktiver også opretholdes i fælles funding. Erhvervsministeriet vurderer derfor, at kravene i direktivets artikel 9 fuldt ud er opfyldt, og der er derfor ikke behov for ændringer som følge heraf.

3.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås på baggrund af ovenstående, at § 20 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. ændres, så muligheden for koncernintern fælles funding opretholdes under iagttagelse af de nye krav i medfør af direktivets artikel 8.

De foreslåede ændringer som følge af direktivimplementeringen består i mindre tilpasninger til den eksisterende konstruktion og praksis i dansk ret. Hvor en realkreditinstitutkoncern allerede har opnået tilladelse til koncernintern fælles funding, vil der derfor ikke være behov for at søge om ny tilladelse. Koncernen skal dog sikre, at det ændrede regelgrundlag overholdes fremadrettet.

3.7. Samarbejde mellem tilsynsmyndighed og afviklingsmyndighed

3.7.1. Gældende ret

Der er ikke i dansk ret fastsat et særskilt krav om, at afviklingsmyndighederne skal samarbejde for at sikre obligationsinvestorernes rettigheder og interesser. Der er dog i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 4. januar 2019, forudsat et samarbejde mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet. Det fremgår særskilt af § 4 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Finanstilsynet skal høre Finansiel Stabilitet forud for iværksættelse af afviklingsforanstaltninger.

Der findes i dag alene et krav om udpegning af en særlig administrator for pengeinstitutter, der har tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer, mens det ikke er muligt for realkreditinstitutter eller for skibsfinansieringsinstituttet. Kravet om udpegning af en særlig administrator i disse pengeinstitutter fremgår af § 247 a i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020. Den særlige administrator udpeges af Finanstilsynet.

§ 225, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed bestemmer, at Finanstilsynet kan undlade at inddrage tilladelsen efter § 225, stk. 1, 2 og 4, når hensynet til en hensigtsmæssig krisehåndtering eller afvikling taler herfor. Dette kan eksempelvis være for at sikre den særlige administrator de bedst mulige betingelser for fyldestgørelse af indehaverne af særligt dækkede obligationer.

§ 247 a, stk. 1, jf. § 247 b, stk. 6, § 247 d, § 247 g og § 247 h i lov om finansiel virksomhed fastlægger endvidere den særlige administrators rettigheder og pligter.

Det fremgår af § 247 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at hvis Finanstilsynet inddrager et pengeinstituts tilladelse efter § 224, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller § 224, stk. 3, nr. 1, eller hvis pengeinstituttet erklæres konkurs, skal Finanstilsynet træffe beslutning om, at pengeinstituttets tilbagebetaling til indehaverne af særligt dækkede obligationer udstedt af pengeinstituttet tages under administration. Finanstilsynet skal samtidig hermed udnævne en administrator til i fællesskab med eventuelle med-administratorer at forestå administrationen af tilbagebetalingen til indehaverne af særligt dækkede obligationer.

§ 247 b, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed bestemmer, at administrationsboet ikke afsluttes, før boets forpligtelser i henhold til § 247 a og de registrerede aktiver omfattet af denne paragraf er overdraget, jf. § 247 g, der er indgivet konkursbegæring, og konkursbehandlingen er afsluttet, eller samtlige de obligationer, som aktiverne i registeret ligger til sikkerhed for, er indfriet, og de finansielle instrumenter er afviklet. Er der overskydende midler i boet ved afslutningen, skal disse tilbageføres til pengeinstituttet eller pengeinstituttet under konkurs, jf. § 247 d, stk. 4.

Det fremgår af § 247 d i lov om finansiel virksomhed, at erklæres et pengeinstitut konkurs, anvendes aktiverne i registeret, herunder finansielle instrumenter, opgjort efter fradrag af udgifter til administrator, til betaling af krav fra indehaverne af de særligt dækkede obligationer og modparter på de finansielle instrumenter, som de registrerede aktiver og aftaler ligger til grund for. Det fremgår endvidere af § 247 d, stk. 2, at administrator på administrationsboets vegne kan anmelde krav over for boet på, hvad der efter vurderingen mangler til at fyldestgøre indehaverne af de særligt dækkede obligationer samt tilknyttede krav. Indehaverne af særligt dækkede obligationer har således en fortrinsstilling i registeret.

§ 247 g i lov om finansiel virksomhed fastlægger det grundlæggende princip for administrators arbejde, at arbejde for et salg af boets forpligtelser i henhold til § 247 a og registrerede aktiver omfattet af § 247 b til et andet kreditinstitut. Bestemmelsen fastsætter endvidere, hvordan der skal forholdes frem til et sådant salg og de nærmere betingelser for gennemførelsen heraf.

§ 247 h i lov om finansiel virksomhed tillader administrator at udstede obligationer til refinansiering af særligt dækkede obligationer, der udløber. Dette skal sikre administrator mulighed for at fremskaffe den likviditet, der vil mangle i administrationsboet, når obligationerne løbende udløber. Obligationerne i et administrationsbo må forventes af have forskellige løbetider, og der opstår således løbende behov for at skaffe likviditet med henblik på betaling til ejerne af de udløbne obligationer. Administrator har ligeledes mulighed for at optage kortvarige lån, sælge aktiver i begrænset omfang og udskyde forfaldstidspunktet på de særligt dækkede obligationer til dækning af midlertidige likviditetsunderskud i administrationsboet.

3.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Artikel 20, stk. 1, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer fastslår, at de kompetente myndigheder skal samarbejde med afviklingsmyndigheden i tilfælde af afvikling af et kreditinstitut, der udsteder dækkede obligationer, for at sikre bevaring af de rettigheder og interesser, som investorerne i dækkede obligationer har, herunder ved som minimum at kontrollere den løbende og forsvarlige forvaltning af programmet for dækkede obligationer under afviklingsprocessen.

Henset til, at formålet med denne artikel er at sikre bestemte rettigheder for investorerne, vurderer Erhvervsministeriet, at det er mest hensigtsmæssigt at implementere artiklen ved lov.

Erhvervsministeriet vurderer, at direktivets bestemmelse om en samarbejdsforpligtelse mellem myndighederne er juridisk bindende for begge parter. Det skal således sikres, dels at myndighederne varetager de forpligtelser, der er pålagt dem i processen gennem et bindende samarbejde, dels at borgernes rettigheder varetages. Erhvervsministeriet vurderer, at samarbejdsforpligtelsen for Finansiel Stabilitet er opfyldt ved de generelle krav til samarbejde med og høring af Finansiel Stabilitet i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Erhvervsministeriet vurderer endvidere, at det formelt set er nødvendigt at indsætte en eksplicit bestemmelse i lov om finansiel virksomhed om samarbejdet mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

Direktivets artikel 20, stk. 1, fastslår endvidere, at medlemsstaterne kan beslutte at udpege en særlig administrator, samt at de kan bestemme, at tilsynsmyndigheden, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, godkender udpegningen og afskedigelsen af den særlige administrator.

For pengeinstitutter, der udsteder særligt dækkede obligationer, er der krav om, at Finanstilsynet skal udpege en særlig administrator i tilfælde af, at pengeinstituttet erklæres konkurs eller får inddraget sin tilladelse, jf. lov om finansiel virksomhed § 247 a. Dette krav er begrundet i et ønske om at sikre obligationsinvestorernes interesser i forhold til pengeinstituttets øvrige kreditorer. Realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet har i kraft af deres begrænsede forretningsmodel stort set ikke kreditorer ud over obligationsinvestorerne, hvorfor det ikke har været vurderet nødvendigt, at der indsættes en særlig administrator til beskyttelse af disses rettigheder. Erhvervsministeriet vurderer ikke, at direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer medfører en ændring heraf, hvorfor der ikke skal indføres krav om udpegning af en særlig administrator for realkreditinstitutter eller for skibsfinansieringsinstituttet.

For den særlige administrator for pengeinstitutter skal minimumskravene i direktivets artikel 20, stk. 3, til den pågældende særlige administrators opgaver og ansvarsområder, opfyldes.

Erhvervsministeriet vurderer, at administrators forpligtelser er indeholdt i § 247 a, stk. 1, jf. § 247 b, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed. Erhvervsministeriet vurderer endvidere, at kravene i direktivets artikel 20, stk. 3, litra b, om forvaltning og realisering samt mulighed for at overføre boets forpligtelser og registrerede aktiver til et andet kreditinstitut er indeholdt i § 247 g, stk. 1, jf. § 247 b, i lov om finansiel virksomhed. Administrators beføjelser efter direktivets artikel 20, stk. 3, litra c, er dækket af § 225, stk. 6, sammenholdt med §§ 247 b, 247 d og 247 h i lov om finansiel virksomhed. Erhvervsministeriet vurderer derfor, at der ikke er behov for lovændringer til implementering af direktivets bestemmelser om administrators forpligtelser.

3.7.3. Den foreslåede ordning

Med forslaget til § 227 a i lov om finansiel virksomhed indsættes en samarbejdsforpligtelse mellem tilsynsmyndigheden (Finanstilsynet) og afviklingsmyndigheden (Finansiel Stabilitet) i overensstemmelse med kravet i artikel 20, stk. 1, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer. Der er tale om en i høj grad principbaseret bestemmelse, der ikke stiller specifikke krav til indholdet af dette samarbejde, men blot fastslår det overordnede hensyn til investorernes interesser.

Bestemmelsen fastslår, at Finanstilsynet skal sikre bevaring af de rettigheder og interesser, som investorerne i dækkede obligationer har, herunder ved som minimum at føre tilsyn med den løbende og forsvarlige forvaltning af programmet for dækkede obligationer under afviklingsprocessen som led i Finanstilsynets kompetence til at føre et produkttilsyn i form af tilsyn med udstedelse af dækkede obligationer. Bestemmelsen overlader således et skøn til Finanstilsynet i forhold til, hvordan denne kontrol udmøntes mest hensigtsmæssigt. Et væsentligt element heri vil være at sikre, at investorernes ret til dækning i dels cover poolen, dels hos det udstedende institut (den såkaldte 'dual recourse', jf. direktivets artikel 4) bevares under afviklingen.

3.8. Mærkning

3.8.1. Gældende ret

Det følger af § 8, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at andre finansielle instrumenter end realkreditobligationer ikke må bære denne betegnelse eller betegnelser, der er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er realkreditobligationer.

Det følger af § 16 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter og realkreditinstitutter med tilladelse efter stk. 1 og skibsfinansieringsinstituttet med tilladelse efter § 2 c i lov om et skibsfinansieringsinstitut har eneret til at udstede særligt dækkede obligationer. Det følger endvidere af bestemmelsen, at realkreditinstitutter med tilladelse efter stk. 1 har eneret til at udstede særligt dækkede realkreditobligationer.

Det følger af § 2 a i lov om et skibsfinansieringsinstitut, at instituttet kan udstede skibskreditobligationer.

3.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Artikel 27 i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer fastsætter regler om betegnelsen på dækkede obligationer. Det fremgår af artikel 27, stk. 1, at såvel betegnelsen European Covered Bond som de officielle oversættelser heraf på alle de officielle EU-sprog udelukkende må anvendes på dækkede obligationer, som opfylder kravene i direktivet. Det fremgår af artikel 27, stk. 2, at betegnelsen European Covered Bond (Premium) såvel som de officielle oversættelser heraf på alle de officielle EU-sprog udelukkende anvendes på dækkede obligationer, som opfylder kravene i direktivet, og som opfylder kravene i artikel 129 i CRR.

Anvendelsen af disse to betegnelser er frivillig, og direktivet fastslår, at medlemsstaterne bør kunne opretholde deres egne rammer for nationale betegnelser sideløbende med betegnelserne European Covered Bond og European Covered Bond (Premium).

I dansk ret anvendes betegnelserne realkreditobligationer, skibskreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer.

Erhvervsministeriet vurderer, at disse betegnelser, som er veletablerede blandt køberne af danske dækkede obligationer, skal fastholdes.

Erhvervsministeriet vurderer endvidere, at de eksisterende bestemmelser om betegnelserne realkreditobligationer, skibskreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer bør tilpasses, så de også indeholder henholdsvis betegnelsen European Covered Bond og European Covered Bond (Premium). Dette vil sikre, at Finanstilsynet også kan påse anvendelsen af disse betegnelser.

3.8.3. Den foreslåede ordning

Med forslaget til ændring af § 8, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed og § 2 a i lov om et skibsfinansieringsinstitut tilføjes, at henholdsvis realkreditobligationer og skibskreditobligationer kan bære betegnelsen European Covered Bond.

Med forslaget til ændring af § 16 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed tilføjes, at særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer kan bære betegnelsen European Covered Bond (Premium).

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes ikke at have væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning. Forøgelse af tilsynsaktivitet og tilpasning af administrative forskrifter vil dog medføre øgede udgifter. Disse kan ikke kvantificeres nærmere på nuværende tidspunkt, men forventes at kunne holdes inden for eksisterende økonomiske rammer.

Lovforslaget indebærer implementeringsmæssige konsekvenser som følge af øgede oplysningskrav for realkreditinstitutter, pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet, der skal behandles af Finanstilsynet. Disse krav påtænkes indarbejdet i de eksisterende indberetningssystemer af hensyn til at minimere omkostninger for institutter og Finanstilsynet.

For så vidt angår de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning bemærkes, at lovforslaget tilstræber en minimumsharmonisering af direktivet med så få ændringer i den eksisterende lovgivning som muligt. Der er tale om implementering af et direktiv, som ikke efterlever samtlige principper for digitaliseringsklar lovgivning.

En fuld efterlevelse af princippet om enkle og klare regler ville kræve en mere gennemgribende gennemskrivning af den eksisterende lovgivning og kræve en væsentlig grad af overimplementering. Når dette ikke tilstræbes skal det ses i lyset af det i forvejen komplicerede regelsæt for udstedelse af dækkede obligationer i Danmark. Herudover medfører denne kompleksitet, at princippet for automatisk sagsbehandling som udgangspunkt kan blive vanskelig at efterleve, idet sagsbehandling på dette område vedrører få, uensartede sager med betydelige fagprofessionelle skøn.

Erhvervsministeriet vurderer, at de øvrige fem principper for digitaliseringsklar lovgivning er efterlevet ved lovforslaget.

Lovforslaget forventes i øvrigt ikke at have væsentlige økonomiske konsekvenser eller implementeringskonsekvenser for det offentlige.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget medfører øgede oplysningskrav for realkreditinstitutter, pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet, som er en administrativ omkostning, dels i form af administrative omstillingsomkostninger, dels i form af løbende administrative konsekvenser.

Lovforslaget medfører øgede overdækningskrav og likviditetskrav for realkreditinstitutter, pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet, som udgør løbende øvrige efterlevelseskonsekvenser. Disse krav medfører, at realkreditinstitutter, pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet skal holde yderligere kapital samt have en specifik sammensætning af de dækkende aktiver. Krav om at realkreditinstitutter, pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet skal holde yderligere kapital og likvide aktiver indebærer ikke en omkostning svarende til den øgede mængde kapital og likvide aktiver, men indebærer, at instituttet vil risikere en ringere forrentning af den pågældende kapital og de likvide aktiver. Det skyldes, at hvis institutterne ikke skulle reservere dele af deres midler til overholdelse af disse krav, kunne de anvende midlerne på anden vis, og måske opnå en bedre forrentning. Når det kræves, at instituttet skal holde yderligere kapital og likvide aktiver, indebærer det også behov for nyudstedelser og refinansieringer i overensstemmelse med instituttets fundingplan. Omkostningerne herved afhænger af markedsprisen på kapital, som påvirkes af for eksempel generelle prisfald på ejendomme eller markedsuro.

Det er ikke muligt at kvantificere disse løbende øvrige efterlevelseskonsekvenser. Konsekvensen afhænger af det enkelte instituts eksisterende overdækning, sammensætning af kapital og likvide aktiver samt mulighed for at opnå bedre forrentning.

Henset til, at der er tale om krav til overdækning og likviditet, der rammer en samlet mængde udstedte obligationer på over 3.200 mia. kr., kan det dog forventes, at forslaget indebærer direkte erhvervsøkonomiske konsekvenser over 50 mio. kr., som følge af de øgede krav til særligt overdækning og likviditet og i mindre grad investorinformation og indberetning.

Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering (OBR) vurderer, at lovforslaget medfører administrative konsekvenser for erhvervslivet. Disse konsekvenser vurderes at være under 4 mio. kr., hvorfor de ikke kvantificeres nærmere.

I og med at forslaget medfører øgede omkostninger for virksomhederne, er der en teoretisk mulighed for, at disse omkostninger helt eller delvist vil blive afspejlet i priserne på lån. Det vurderes dog ikke, at der er grund til at forvente større prisændringer, herunder ikke prisændringer, der kan medføre forskydninger mellem lån udbudt af henholdsvis penge- og realkreditinstitutter eller anden ændring i låneadfærd.

Erhvervsministeriet vurderer, at principperne for agil erhvervsrettet regulering ikke er relevante for lovforslaget.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget er alene rettet mod virksomheder. Det vurderes, at der ingen administrative konsekvenser er for borgere.

7. Klima- og miljømæssige konsekvenser

Det vurderes, at forslaget ikke har klima- eller miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget er udtryk for direktivnær implementering.

Forslaget gennemfører og implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, og fastlægger krav for minimumsoverdækning i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2160 af 27. november 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013, for så vidt angår eksponeringer i form af dækkede obligationer.

Forslaget har karakter af en minimumsimplementering, således at der i udgangspunktet alene foretages de ændringer, som skønnes nødvendige for at opfylde direktivets krav, og som indebærer færrest mulige ændringer af de eksisterende regler for udstedelse af dækkede obligationer.

Det væsentligste nye i forslaget er et krav om overdækning og et likviditetskrav for de institutter, der udsteder dækkede obligationer. Endvidere indføres der bestemmelser om dækningskrav, der kodificerer gældende praksis, og tilladelsesbestemmelsen for realkreditinstitutter præciseres. Herudover indføres der blandt andet nye regler om investorinformation og om mærkning af dækkede obligationer.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 23. oktober 2020 til den 23. november 2020 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Akademisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish Venture Capital and Private Equity Association (DVCA), Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætterforening, Dansk Investor Relations Forening - DIRF, Dansk Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal, Dansk Standard, Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Danske Maritime, Danske Rederier, Danske Regioner, Den Danske Aktuarforening, Den Danske Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den danske Fondsmæglerforening, Det nationale netværk af virksomhedsledere, Det økonomiske råds sekretariat (DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforeningen, Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA - Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgenturer, FDIH - Foreningen for Distance- og Internethandel, FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbrugerrådet Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsikring & Pension, Forsikringsforbundet, Forsikringsmæglerforeningen, v/ Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR - danske revisorer, Garantiformuen, Garban-Intercapital Scandinavia, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kommunernes Landsforening, Komiteen for god selskabsledelse, Kromann Reumert, Kuratorforeningen, Københavns Universitet, Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker, Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S, Nets A/S, Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain Association, Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening, Postnord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Rigsrevisionen, Roskilde Universitet, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Syddansk Universitet, Telekommunikationsindustrien i Danmark, Udbetaling Danmark, VISA, VP Securities A/S, Western Union, Thomson Reuters Nordic, Transparency International Danmark, Ørsted, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Færøerne, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland, Beskæftigelsesministeriet, Børne- og Socialministeriet, Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Kirkeministeriet, Kulturministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet, Skatteministeriet, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), Statsministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet, Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Udenrigsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Undervisningsministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Digitaliseringsstyrelsen, Domstolsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen, Forbrugerombudsmanden, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen, Patent- og Varemærkestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Søfartsstyrelsen, Datatilsynet, Nævnenes Hus og Den Europæiske Centralbank.

10. Sammenfattende skema

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (fodnoten til lovens titel i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Den gældende fodnote til lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 19. september 2018, indeholder en udtømmende opregning af de direktiver, som lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. gennemfører.

Med lovforslaget gennemføres dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29.

Fodnoten til lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. skal opdateres som følge heraf.

Det foreslås at ændre ordlyden i fodnoten til lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. til dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning), EU-Tidende 2006, nr. L 177, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29.

Med den foreslåede ændring vil det fremgå af fodnoten til lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., at loven gennemfører dele af direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Til nr. 2 (Kapitel 1, § 1 a i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Overskriften til kapitel 1 i den gældende lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. er "Anvendelsesområde".

Det foreslås at indsætte "og definitioner" i overskriften til kapitel 1.

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 3, hvorved der indsættes en ny § 1 a i kapitel 1 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., jf. bemærkningerne til den foreslåede definitionsbestemmelse i § 1 a.

Til nr. 3 (§ 1 a i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Der findes ikke i dag en definition af matchfunding eller af udgående nettopengestrømme i dansk ret. Begreberne finder anvendelse i artikel 16 om krav til en likviditetsbuffer, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Matchfunding defineres i artikel 3, stk. 1, nr. 15, i direktivet som regler om, at betalingsstrømmene mellem forpligtelser og aktiver, som forfalder til betaling, skal matches. Dette skal ske ved at sikre i kontraktlige vilkår og betingelser, at betalinger fra låntagere og modparter i derivatkontrakter forfalder, før der foretages udbetalinger til investorer i dækkede obligationer og til modparter i derivatkontrakter, og at de modtagne beløb værdimæssigt mindst svarer til de udbetalinger, der skal foretages til investorer i dækkede obligationer og til modparter i derivatkontrakter, samt at de beløb, der modtages fra låntagere og modparter i derivatkontrakter, inkluderes i cover poolen i overensstemmelse med artikel 16, stk. 3, indtil betalingerne forfalder til investorerne i dækkede obligationer og modparterne i derivatkontrakter.

Udgående nettopengestrømme defineres i artikel 3, stk. 1, nr. 16, i direktivet som alle udgående betalingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder hovedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold til derivatkontrakter omfattet af programmet for dækkede obligationer, eksklusive alle indgående betalingsstrømme, der forfalder på den samme dag for krav, der er relateret til de dækkende aktiver.

Det foreslås i § 1 a, nr. 1, at indsætte en definition af matchfunding, der svarer til artikel 3, stk. 1, nr. 15, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Det foreslås i § 1 a, nr. 2, at indsætte en definition af udgående nettopengestrømme, der svarer til artikel 3, stk. 1, nr. 16, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Begreberne finder anvendelse i direktivets artikel 16 om krav til en likviditetsbuffer, som med forslaget implementeres i dansk ret.

Indsættelse af definitionerne vil indebære, at direktivets definitioner finder anvendelse ved opfyldelse af kravet om en likviditetsbuffer og undtagelser til opfyldelse af dette krav.

Til nr. 4 (§ 8, stk. 6, 1. pkt., i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

§ 8, stk. 6, 1. pkt., i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. henviser til muligheden for anvendelse af eksponeringer mod offentlige myndigheder og kreditinstituteksponeringer som sikkerhed i medfør af artikel 129, stk. 1, 1. afsnit, litra a-c, og 3. afsnit, i CRR.

Ændringsforordningen indeholder en ændring af strukturen i artikel 129, stk. 1, i CRR.

Det foreslås i § 8, stk. 6, 1. pkt., at foretage en mindre teknisk ændring som konsekvens heraf, således at der henvises til artikel 129, stk. 1, litra a-c, og stk. 1a, i CRR.

Ændringerne vil ikke medføre materielle konsekvenser for realkreditinstitutterne.

Til nr. 5 (§ 8, stk. 6, 2. pkt., i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

§ 8, stk. 6, 2. pkt., i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. henviser til muligheden for anvendelse af kreditinstituteksponeringer som sikkerhed i medfør af artikel 129, stk. 1, 1. afsnit, litra c, og 3. afsnit, i CRR.

Ændringsforordningen indeholder en ændring af strukturen i artikel 129, stk. 1, i CRR.

Det foreslås i § 8, stk. 6, 2. pkt., at foretage en mindre teknisk ændring som konsekvens heraf, således at der henvises til artikel 129, stk. 1, litra c, og stk. 1a, i CRR.

Ændringerne vil ikke medføre materielle konsekvenser for realkreditinstitutterne.

Til nr. 6 (§ 8, stk. 6, 3. pkt. og § 8, stk. 8, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

§ 8, stk. 6, 3. pkt., og § 8, stk. 8, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. henviser til 15-procents-grænsen.

Hermed menes muligheden for anvendelse af kreditinstituteksponeringer som sikkerhed inden for visse kvantitative og kvalitative begrænsninger i medfør af artikel 129, stk. 1, 1. afsnit, litra a-c, og 3. afsnit, i CRR.

Ved ændring af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., jf. lov af 268 af 25. marts 2014, blev henvisningen i § 8, stk. 6, 2. pkt., til den eksisterende 15-procentsgrænse i lov om finansiel virksomhed ændret til at være en 15- og 10-procentsgrænse, der nu fulgte direkte af artikel 129, stk. 1, i CRR. § 8, stk. 6, 3. pkt., og § 8, stk. 8, henviste også til 15-procents-grænsen, men blev ved en fejl imidlertid ikke ændret tilsvarende.

Det foreslås i § 8, stk. 6, 3. pkt., og § 8, stk. 8, at indsætte 10-procents-grænsen samt henvisningen til artikel 129, stk. 1, litra c, og stk. 1a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber for at rette op på fejlen.

Ændringen vil ikke medføre materielle konsekvenser for realkreditinstitutterne.

Til nr. 7 (§ 10, stk. 4, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Det fremgår af § 10, stk. 1 og 2, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., at realkreditinstituttet skal værdiansætte ejendommen til markedsværdi til brug for låneudmålingen. Det fremgår endvidere af § 10, stk. 3, at realkreditinstituttet ved værdiansættelsen skal tage hensyn til eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold.

§ 10, stk. 4, fastslår, at kravet om markedsværdi kan fraviges under nogle nærmere bestemte forudsætninger. Bestemmelsen fastslår endvidere, at kravet om, at realkreditinstituttet ved værdiansættelsen skal tage hensyn til, at eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold, kan fraviges i de samme tilfælde.

Det følger af artikel 6, stk. 5, litra a, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer, at der for hvert fysisk aktiv stillet som sikkerhed er en aktuel værdiansættelse på eller under markedsværdien eller belåningsværdien på tidspunktet for medtagelsen af det dækkende aktiv i cover poolen.

Det foreslås, at § 10, stk. 4, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. ophæves, så der ikke fremadrettet er mulighed for at fravige kravet om værdiansættelse til markedsværdi eller at fravige kravet om, at realkreditinstituttet ved værdiansættelsen skal tage hensyn til eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold kan fraviges i de samme tilfælde.

Den foreslåede ophævelse af § 10, stk. 4, indebærer, at værdiansættelse vil skulle ske til markedsværdi i overensstemmelse med § 10, stk. 2, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. Dette indebærer endvidere, at realkreditinstituttet ved værdiansættelsen altid vil skulle tage hensyn til eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold.

Ophævelsen af genanskaffelsesværdi som værdiansættelsesmetode får alene virkning for udstedelse af realkreditobligationer efter den 8. juli 2022. Allerede udstedte realkreditobligationer, der finansierer lån, hvor der er sket værdiansættelse af ejendommen til genanskaffelsesværdi, berøres som udgangspunkt ikke af ophævelsen af § 10, stk. 4, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer.

Såfremt der fortsat udstedes realkreditobligationer fra en serie med seriereservefond eller gruppe af serier med fælles seriereservefond, hvori der befinder sig lån, hvor der er sket værdiansættelse af den bagvedliggende ejendom til genanskaffelsesværdi i overensstemmelse med § 10, stk. 4, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer, efter den 8. juli 2022, vil det dog være en forudsætning, at dækningskravet som foreslået i lovforslagets § 1, nr. 8, overholdes for hele serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond.

Ved refinansiering af lån, hvor der er sket værdiansættelse af den bagvedliggende ejendom til genanskaffelsesværdi i overensstemmelse med § 10, stk. 4, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer, skal værdiansættelsesprincippet ændres, således at værdiansættelse af ejendommen sker til markedsværdi i overensstemmelse med ophævelsen af regler om genanskaffelsesværdi. Det kan i nogle tilfælde medføre, at lånegrænsen for lånet vil blive overskredet. Det er en uundgåelig konsekvens, at der vil være lån, der overskrider den lånegrænse, der ellers ville gælde i medfør af § 5 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., som følge af at værdiansættelsesprincippet ændres i forbindelse med refinansieringen. Det vil dog være en forudsætning, at pågældende lån alene refinansieres i overensstemmelse med den gældende låneaftale. Samtidig skal realkreditinstituttet sikre sig, at dækningskravet som foreslået i lovforslagets § 1, nr. 8, overholdes for hele serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 3-6.

Forslaget implementerer således artikel 6, stk. 5, litra a, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Der henvises i øvrigt til afsnit 4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 18 a i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Der findes i dag ikke bestemmelser i dansk ret, der fastsætter et krav om dækning, der direkte svarer til kravet om dækning i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer. Den gældende bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring indeholder dog krav til opgørelse af betalinger.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 18 a, der fastsætter et dækningskrav.

Med forslaget til stk. 1, 1. pkt., indføres dækningskravet som et specifikt krav om, at alle betalingsforpligtelser vedrørende realkreditobligationer skal være dækket af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver i de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond.

Med forslaget til stk. 1, 2. pkt., fastsættes, at ved opgørelse af de betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte realkreditobligationer, skal indgå betalingsforpligtelser i form af hovedstol og renter, betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte realkreditobligationer, samt de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning i forbindelse med afvikling af de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond.

Det forventes, at kravet om omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning i forbindelse med afvikling af de enkelte kapitalcentre vil være dækket af realkreditinstitutternes bidrag. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.2.4.

Med det foreslåede stk. 1, 3. pkt., fastsættes, at ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver, skal indgå betalingskrav i form af hovedstol, renter og bidrag på lån, betalingskrav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte realkreditobligationer, samt betalingskrav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for realkreditobligationer.

Forslaget til dækningskrav vil medføre, at realkreditinstituttet skal beregne dækningskravet som fastsat i det foreslåede § 18 a, stk. 1, 1. pkt., på baggrund af de betalingsforpligtelser og betalingskrav, der fremgår af det foreslåede § 18 a, stk. 1, 2. og 3. pkt. Det foreslåede dækningskrav vil ikke indebære en materiel ændring i forhold til realkreditobligationer i dag. Der er således alene tale om en konkretisering af et krav, der i dag gælder indirekte af den samlede regulering.

Artikel 15, stk. 4, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer opregner, hvilke aktiver der kan inddrages til opfyldelse af dækningskravet. Dette svarer stort set til de aktiver, der i dag i medfør af dansk ret kan indgå som sikkerhed for udstedelse af realkreditobligationer, jf. § 2, §§ 8-9, § 15 og § 20 i lov om realkreditlån og realkreditlån m.v. Heri fastsættes regler for, hvilke aktiver, der kan indgå som sikkerhed for realkreditobligationer, og derfor betegnes som dækkende aktiver.

Dækkende aktiver er således de aktiver, som i henhold til forretningsmodellen kan ligge til sikkerhed for udstedelse af realkreditobligationer: Lån med pant i fast ejendom og fordringer på offentlige myndigheder. Det omfatter videre de aktiver, der substituerer disse aktiver. Det kan være ved udbetaling mod garanti mens det afventes, at sikkerhedsgrundlaget formaliseres, eller ved midlertidig placering af midler fremkommet ved udstedelse af obligationer, eksempelvis som følge af blokemissioner på baggrund af en skønnet udlånsaktivitet, jf. bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring, ved udstedelse på baggrund af fastkursaftaler eller ved indfrielse af udlån med andet end de bagvedliggende obligationer.

Det fremgår af direktivets artikel 15, stk. 4, at alle aktiver i cover poolen kan indgå i opfyldelsen af dækningskravet, hvis de opfylder betingelserne herfor. Det omfatter også likvide aktiver, der ihændehaves i overensstemmelse med artikel 16. Direktivets artikel 15, stk. 4, litra c, fastslår, at de dækkende aktiver, der anvendes til at opfylde likviditetsbufferkravet i direktivets artikel 16, også indgår ved opfyldelsen af dækningskravet, således at likviditetsbufferkravet ikke ligger ud over dækningskravet, men alene er et krav til kvaliteten af en del af aktiverne.

Realkreditinstitutterne kan endvidere i henhold til dansk ret vælge at placere yderligere aktiver end påkrævet ved lov i den enkelte serie med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. Dette kan for eksempel være af ratinghensyn.

Såfremt disse aktiver lever op til kravene for dækkende aktiver, kan disse indgå ved opfyldelsen af dækningskravet.

Den gældende lovgivning for udstedelse af realkreditobligationer indeholder ikke et såkaldt nominalprincip.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer bestemmer, at dækningskravet som udgangspunkt skal beregnes efter et nominalprincip, der betyder, at beregningen af opfyldelsen af dækningskravet skal sikre, at den samlede nominelle værdi af hovedstolen for alle dækkende aktiver som minimum svarer til eller overstiger den samlede nominelle værdi af hovedstolen på de dækkede obligationer.

Med forslaget til stk. 2 indsættes krav om, at den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte realkreditobligationer i de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.

Det vil indebære, at realkreditinstitutterne skal beregne dækningskravet for den samlede nominelle hovedstol på de dækkende aktiver og de udstedte realkreditobligationer.

Forslaget implementerer artikel 15, stk. 6, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Nominalprincippet er hovedreglen i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer. Direktivet giver dog mulighed for, at medlemsstaterne kan undtage fra dette princip, således at fremtidige renteindtægter på dækkende aktiver med fradrag af fremtidige renteudgifter på de tilsvarende dækkede obligationer indregnes i opgørelsen af dækningskravet med henblik på at udligne eventuelle mangler i dækningen af den primære betalingsforpligtelse, der er knyttet til de dækkede obligationer, når der er en snæver sammenhæng mellem betalinger fra låntagerne og betalinger til obligationsinvestorerne.

Med forslaget til stk. 3 indsættes denne undtagelse for realkreditobligationer. Det fremgår af forslaget, at er der en snæver sammenhæng mellem betalinger fra låntagerne og betalinger til obligationsinvestorerne, kan der ske fravigelse af kravet om, at dækningen beregnes på baggrund af den nominelle værdi, således at fremtidige renteindtægter på dækkende aktiver med fradrag af fremtidige renteudgifter på de tilsvarende realkreditobligationer kan tages i betragtning med henblik på at udligne eventuelle mangler i dækningen af den primære betalingsforpligtelse, der vedrører realkreditobligationerne.

Den foreslåede undtagelse vil indebære, at der for realkreditlån, hvor kunden kan indfri sit lån ved indlevering af den bagvedliggende obligation, vil kunne ske fravigelse fra nominalprincippet. Dette omfatter realkreditlån med direkte obligationsside. Nominalprincippet gælder for hovedstolen. Ved anvendelse af undtagelsen vil dækningskravet skulle beregnes både for hovedstol og renter.

Realkreditinstituttet vil herefter kunne måle de lån og obligationer, der er omfattet af undtagelsen, til dagsværdi ved opgørelse af dækningskravet. Dette skal ske i overensstemmelse med § 45, stk. 4, i bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. fra september 2017.

Finansielle instrumenter måles i dag til markedsværdi i overensstemmelse med de generelle regnskabsregler.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer kræver i artikel 15, stk. 5, at medlemsstaten skal fastsætte regler for værdiansættelse af derivatkontrakter.

Det foreslås med stk. 4, at for så vidt angår finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem aktiver og udstedte realkreditobligationer, skal disse måles efter samme metode som de aktiver og udstedte realkreditobligationer, hvis risici de afdækker.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at aktiver og pasiver opgøres efter samme princip både for så vidt angår hovedstol og renter.

Dette vil medføre, at finansielle instrumenter vil kunne værdiansættes til nominel værdi, såfremt opgørelsen af de dækkende aktiver forudsætter anvendelse af hovedreglen om nominalprincippet.

Til nr. 9 (§ 20, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Det fremgår af § 20, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., at Finanstilsynet kan tillade, at der i koncernforhold kan udstedes realkreditobligationer og andre finansielle instrumenter i et realkreditinstitut til finansiering af realkreditlån i et andet realkreditinstitut.

Det er i praksis i dag således, at der ved koncernintern fælles funding kan anvendes både realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer.

Det foreslås derfor at indsætte 'særligt dækkede obligationer' og 'særligt dækkede realkreditobligationer' i § 20, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.

Det foreslåede præciserer bestemmelsens anvendelsesområde og medfører ikke nogle materielle konsekvenser.

Til nr. 10 (§ 20, stk. 3, 2. pkt., i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

§ 20, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. stiller ikke krav til antallet af realkreditinstitutter, der kan indgå i koncernintern fælles funding.

Det foreslås at indsætte et nyt § 20, stk. 3, 2. pkt., i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., der fastslår, at tilladelse i medfør af 1. pkt. kun kan omfatte to realkreditinstitutter, således at koncernintern fælles funding alene kan omfatte to realkreditinstitutter i samme koncern.

Det foreslåede medfører, at alene to realkreditinstitutter kan indgå i en koncernintern fælles funding. Der er i dag alene en realkreditinstitutkoncern, der har tilladelse til koncernintern fælles funding. Denne tilladelse omfatter to realkreditinstitutter.

En koncern kan bestå af flere kreditinstitutter, herunder realkreditinstitutter. Dette er ikke til hinder for, at der kan opnås tilladelse til koncernintern fælles funding, men denne må alene gives til og involvere to realkreditinstitutter.

Forslaget implementerer direktivets artikel 8, 1. afsnit, litra c.

Der henvises i øvrigt til afsnit 4.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 (§ 20, stk. 4, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

§ 20, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. fastsætter alene den overordnede mulighed for at Finanstilsynet kan tillade koncernintern fælles funding.

Det foreslås at indsætte et nyt § 20, stk. 4, nr. 1-4, der indsætter en række betingelser for at opnå sådan tilladelse til koncernintern fælles funding.

Betingelserne i det foreslåede omfatter krav om, at realkreditinstituttet, der udsteder realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer på grundlag af realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer udstedt af et andet koncernforbundet realkreditinstitut, har til hensigt at sælge de udstedte realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer til aftagere, der ikke er koncernforbundne med realkreditinstituttet. Det omfatter også krav om, at realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer udstedt af et realkreditinstitut til brug for et koncernforbundet realkreditinstituts udstedelse af realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer på markedet, skal overdrages til eje. Endelig omfatter det krav om, at realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer udstedt til brug for et koncernforbundet realkreditinstituts udstedelse af realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer på markedet, skal opføres på balancen hos det realkreditinstitut, der udsteder realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer på markedet.

Realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer, der indgår som dækkende aktiver, og de realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer, der udbydes på markedet, skal ved udstedelsen kvalificere til kreditkvalitetstrin 1. Finanstilsynet kan tillade, at realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer fortsat kan indgå i koncernintern fælles funding, uanset at obligationerne på et senere tidspunkt efter udstedelse alene kvalificerer til kreditkvalitetstrin 2.

Med forslaget til § 20, stk. 4, nr. 1, indsættes der krav om, at realkreditinstituttet skal have til hensigt at sælge de eksternt udstedte obligationer (obligationer udstedt på grundlag af realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer udstedt af et andet koncernforbundet realkreditinstitut) på markedet. Det vil medføre, at et realkreditinstitut ikke som led i en koncernintern fælles fundingkonstruktion kan udstede obligationer med det formål at købe dem enten selv eller via koncernforbundne selskaber. Formålet med dette er, at den koncerninterne fælles funding anvendes til at finansiere realkreditlån i overensstemmelse med realkreditinstitutternes virksomhedsområde og ikke som led i andre og mere komplekse finansieringskonstruktioner.

Med forslaget til § 20, stk. 4, nr. 2, indsættes krav om, at de internt udstedte obligationer skal overdrages til det eksternt udstedende realkreditinstitut til eje. Dette vil svare til den regel, der gælder for øvrige fælles fundingkonstruktioner i medfør af lov om finansiel virksomhed § 16 d, stk. 1. Indførslen af kravet for koncernintern fælles funding ensretter således de to typer af fælles funding.

Med forslaget til § 20, stk. 4, nr. 3, indsættes der krav om, at de internt udstedte realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer skal opføres på balancen hos det realkreditinstitut, der udsteder de eksternt udstedte realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer. Dette vil skulle bidrage til at sikre, at konstruktionen er transparent i regnskabet.

Med forslaget til § 20, stk. 4, nr. 4, indsættes der krav om, at realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer, der indgår i koncernintern fælles funding ved udstedelsen, skal kvalificere til kreditkvalitetstrin 1. Der indsættes samtidig mulighed for, at Finanstilsynet vil kunne dispensere fra dette krav, hvis obligationerne på et senere tidspunkt efter udstedelse alene kvalificerer til kreditkvalitetstrin 2.

Kreditkvalitetskravet er begrundet i konstruktionens kompleksitet, hvorfor denne skal være reserveret til de sikreste dækkede obligationer. Muligheden for, at Finanstilsynet kan dispensere fra dette krav vil indebære, at Finanstilsynet kan tillade, at den koncerninterne fælles funding opretholdes, således at de eksternt udstedte obligationer ikke ophører med at kvalificere til undtagelsen fra reglerne om kvantitativ begrænsning af kreditinstituteksponeringer i CRR artikel 129, stk. 1, litra c, hvilket kan have betydelige konsekvenser for investorer i disse obligationer. Det skal sikre, at der kan tages hensyn til baggrunden for et fald i rating, såfremt det efter en konkret vurdering skønnes, at et fald i rating ikke skyldes en mangelfuld ledelse og styring af det udstedende kreditinstitut. Ved vurderingen skal det inddrages, hvordan ratingbureauet begrunder faldet, ratingen hos sammenlignelige udstedelser samt markedsforholdene generelt. Ved vurderingen kan det indgå, om Finanstilsynet vurderer, at ændringen i kreditkvalitetstrin ikke skyldes forhold, der ville kunne medføre inddragelse af tilladelsen til at drive realkreditinstitut i medfør af lov om finansiel virksomhed § 224, stk. 1, nr. 2, stk. 3, nr. 2, eller stk. 5.

Betingelserne i den foreslåede § 20, stk. 4, er ikke udtømmende. Når Finanstilsynet giver tilladelse til koncernintern fælles funding, har Finanstilsynet mulighed for at supplere denne for at sikre, at konstruktionen ikke medfører unødige risici for det finansielle system eller obligationsindehaverne. Yderligere betingelser kan eksempelvis være at stille krav til gennemsigtighed, governance og kontrol med den koncerninterne fælles funding, ligesom det vil være en forudsætning, at de involverede realkreditinstitutter fastsætter vilkårene for den situation, at den koncerninterne fælles funding skal ophøre som følge af en fremtidig opløsning af koncernforholdet, der er en nødvendig forudsætning for konstruktionen.

Til nr. 12 (§ 21, stk. 1-4, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Der findes ikke i dag et krav om en særskilt likviditetsbuffer for realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer udstedt af realkreditinstitutter.

Artikel 16 i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer fastslår, at cover poolen skal omfatte en særskilt buffer af likvide aktiver til at dække udgående nettopengestrømme relateret til de dækkede obligationer for de næste 180 dage. Der er tale om et krav om en bestemt kvalitet af dele af de dækkende aktiver, der ligger til sikkerhed for realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer udstedt af realkreditinstitutter, og således ikke et krav om, at der skal tilføres yderligere dækkende aktiver ud over, hvad dækningskravet kræver.

Det foreslås i § 21, stk. 1, at serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond til enhver tid skal have en likviditetsbuffer sammensat af likvide aktiver, der er tilgængelige til dækning af udgående nettopengestrømme i forbindelse med serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond, der dækker de samlede maksimale udgående nettopengestrømme for de næste 180 dage.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at implementere bufferkravet, som fremgår af artikel 16, stk. 1 og 2, og vil indebære, at realkreditinstitutterne løbende vil skulle beregne de udgående nettopengestrømme som defineret i forslaget til § 1 a, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, over de næste 180 dage og sikre, at der er likvide aktiver til at dække disse. Likviditetsbufferkravet opgøres som den maksimale akkumulerede nettopengestrøm målt fortløbende over henholdsvis én dag, to dage (dag 1+2), tre dage (dag 1+2+3) og op til 180 dage.

Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at de godkendte likvide aktiver til opfyldelse af likviditetsbufferkravet skal være aktiver, der opfylder betingelserne for aktiver på niveau 1, niveau 2A eller niveau 2B i henhold til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter, og som er værdiansat i overensstemmelse med nævnte delegerede forordning og ikke udstedt af selve det kreditinstitut, der udsteder realkreditobligationerne, de særligt dækkede realkreditobligationer og de særligt dækkede obligationer, eller af dets moderselskab, medmindre dette er en offentlig enhed, som ikke er et kreditinstitut, dets datterselskaber eller andre datterselskaber i moderselskabet.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at implementere artikel 16, stk. 3, litra a, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de tilladte aktiver i forslaget svarer til de likvide aktiver, der kan anvendes til at opfylde det generelle krav om likviditetsdækning for kreditinstitutter i henhold til LCR.

Med stk. 3 foreslås det, at for realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer, der er omfattet af matchfunding, gælder kravet om en likviditetsbuffer i stk. 1 ikke. Obligationer er matchfundede, såfremt de lever op til definitionen som foreslået i § 1 a, nr. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse implementer direktivets artikel 16, stk. 6, der giver medlemsstaterne mulighed for at undtage matchfundede dækkede obligationer fra likviditetsbufferkravet, da matchfundingen fjerner de likviditetsrisici, bufferen har til formål at dække.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der ved beregning af likviditetsbufferkravet ikke skal ske indregning af dækkede obligationer, der er matchfundede.

Det foreslås i stk. 4 at indføre mulighed for, at realkreditinstituttet for dækkede obligationer omfattet af reglerne i § 6 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. kan beregne likviditetsbufferkravet på baggrund af den endelige forfaldsdato i overensstemmelse med de bestemmelser og vilkår, der gælder for den dækkede obligation.

Forslaget vil indebære, at for dækkede obligationer, der er omfattet af de lovbestemte forlængelsesmuligheder i § 6 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., vil de udgående nettopengestrømme, der skal dækkes af likviditetsbufferkrav, kunne beregnes på baggrund af den endelige forfaldsdato. Med endelig forfaldsdato menes den dato, de dækkede obligationer ultimativt kan forlænges til. Der skal således ikke være grundlag for forlængelse, eller gennemført en forlængelse for at bestemmelsen kan anvendes.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.2.1.

Som konsekvens af det foreslåede nye stk. 1-4 bliver stk. 1 til stk. 5.

Til nr. 13 (§ 21, stk. 5, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

§ 21 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere regler om begrænsning af risici i forbindelse med udstedelse af realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og andre finansielle instrumenter, herunder renterisici, valutarisici og optionsrisici. Denne hjemmel er udnyttet ved bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring.

Med forslaget til § 21, stk. 1-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, implementeres direktivets artikel 16 ved at indføre et krav om en likviditetsbuffer. Likviditetsbufferen indebærer en likviditetsrisiko. Erhvervsministeriet vurderer, at den detaljerede regulering bør svare til den eksisterende håndtering af markedsrisici i bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring.

Det foreslås på den baggrund, at hjemmelsbestemmelsen i § 21, der med lovforslagets § 1, nr. 12, bliver § 21, stk. 5, ændres, så muligheden for at fastsætte nærmere regler også omfatter det nye krav om en likviditetsbuffer.

Ved fastsættelse af de nærmere regler om opfyldelse af likviditetsbufferkravet, skal disse så vidt muligt være ens for realkreditinstitutter, pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet, således at konkurrencevilkårene bliver så lige som muligt. Der vil dog blive fastsat forskellige regler, hvor de særegne forhold i de tre kreditinstituttyper kræver dette.

Til nr. 14 (§ 33 a, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Der findes ikke i dag bestemmelser i dansk ret, der fastsætter et krav om dækning, der direkte svarer til kravet om dækning i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer. Den gældende bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring indeholder dog krav til opgørelse af betalinger.

Med forslaget til § 33 a, stk. 3, 1. pkt., indføres et specifikt krav om, at alle betalingsforpligtelser vedrørende særligt dækkede realkreditobligationer skal være dækket af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver.

Det foreslås med stk. 3, 2. pkt., at ved opgørelse af de betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, skal indgå betalingsforpligtelser i form af hovedstol og renter, betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, samt de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning ved afvikling af de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond.

For så vidt angår kravet om at omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning i forbindelse med afvikling af de enkelte serier med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond, forventes dette dækket af realkreditinstitutternes bidrag. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 4.2.2.

Det foreslås endelig i stk. 3, 3. pkt., at ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver, skal indgå betalingskrav i form af hovedstol, renter og bidrag på lån, betalingskrav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, samt betalingskrav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for særligt dækkede realkreditobligationer.

Ovenstående implementerer artikel 15, stk. 2-4, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer opregner i artikel 15, stk. 4, hvilke aktiver der kan inddrages til opfyldelse af dækningskravet. Dette svarer stort set til de aktiver, der i dag i medfør af dansk ret kan indgå som sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer, jf. § 2, §§ 8-9, § 15 og § 20 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. Heri fastsættes regler for, hvilke aktiver der kan indgå som sikkerhed for særligt dækkede realkreditobligationer, og derfor betegnes som dækkende aktiver.

Det omfatter de aktiver, som i henhold til forretningsmodellen kan ligge til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer: Lån med pant i fast ejendom og fordringer på offentlige myndigheder. Det omfatter videre de aktiver, der substituerer disse aktiver. Det kan være ved udbetaling mod garanti, mens det afventes, at sikkerhedsgrundlaget formaliseres, eller ved midlertidig placering af midler fremkommet ved udstedelse af obligationer, eksempelvis som følge af blokemissioner, ved udstedelse på baggrund af fastkursaftaler eller ved indfrielse af udlån med andet end de bagvedliggende obligationer.

Det fremgår af direktivets artikel 15, stk. 4, at alle aktiver i cover poolen kan indgå i opfyldelsen af dækningskravet, hvis de opfylder betingelserne herfor. Det omfatter også likvide aktiver, der ihændehaves i overensstemmelse med artikel 16. Direktivets artikel 15, stk. 4, litra c, fastslår, at de dækkende aktiver, der anvendes til at opfylde likviditetsbufferkravet i direktivets artikel 16, også indgår ved opfyldelsen af dækningskravet, således at likviditetsbufferkravet ikke ligger ud over dækningskravet, men alene er et krav til kvaliteten af en del af aktiverne.

Realkreditinstitutterne kan endvidere vælge at placere yderligere aktiver end påkrævet ved lov i den enkelte serie med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. Dette kan for eksempel være af ratinghensyn.

Såfremt disse aktiver lever op til kravene for dækkende aktiver, kan disse indgå ved opfyldelsen af dækningskravet.

Kravet om, at betalingsforpligtelser skal være dækket af betalingskrav, der er knyttet til aktiver, indebærer ikke en indholdsmæssig ændring i forhold til særligt dækkede realkreditobligationer i dag. Der er alene tale om en konkretisering af et krav, der i dag gælder indirekte af den samlede regulering.

Til nr. 15 (§ 33 a, stk. 4-6, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Den gældende lovgivning for udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer indeholder ikke et nominalprincip.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer bestemmer, at dækningskravet som udgangspunkt skal beregnes efter det såkaldte "nominalprincip", hvorefter beregningen af opfyldelsen af dækningskravet skal sikre, at den samlede nominelle værdi af hovedstolen for alle dækkende aktiver som minimum svarer til eller overstiger den samlede nominelle værdi af hovedstolen på de dækkede obligationer.

Med forslaget til § 33 a, stk. 4, 1.pkt., indsættes krav om, at den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.

Indsættelse af nominalprincippet indebærer, at realkreditinstitutterne vil skulle beregne dækningskravet for den samlede nominelle hovedstol på de dækkende aktiver og de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer.

Der er ikke i dag et krav om minimumsoverdækning for særligt dækkede realkreditobligationer.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver, der skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, vil skulle tillægges et minimum af overdækning på 2 pct. af de udestående særligt dækkede realkreditobligationer.

Kravet til minimumsoverdækning indebærer, at realkreditinstituttet ud over opfyldelse af det generelle dækningskrav som fastlagt i forslaget til stk. 4, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., vil skulle sikre, at der er yderligere dækkende aktiver som sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer.

Nominalprincippet er hovedreglen. Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer giver mulighed for at undtage fra dette princip, således at fremtidige renteindtægter på dækkende aktiver med fradrag af fremtidige renteudgifter på de tilsvarende dækkede obligationer tages i betragtning med henblik på at udligne eventuelle mangler i dækningen af den primære betalingsforpligtelse, der er knyttet til de dækkede obligationer, når der er en snæver sammenhæng mellem betalinger fra låntagerne og betalinger til obligationsinvestorerne.

Med forslaget til stk. 5 indsættes denne undtagelse for særligt dækkede realkreditobligationer. Det foreslås i stk. 5, at hvor der er en snæver sammenhæng mellem betalinger fra låntagerne og betalinger til obligationsinvestorerne, kan der ske fravigelse af kravet i stk. 4, om at dækningen beregnes på baggrund af den nominelle værdi, således at fremtidige renteindtægter på dækkende aktiver med fradrag af fremtidige renteudgifter på de tilsvarende særligt dækkede realkreditobligationer kan tages i betragtning med henblik på at udligne eventuelle mangler i dækningen af den primære betalingsforpligtelse, der vedrører de særligt dækkede realkreditobligationer.

Undtagelsen indebærer, at der for realkreditlån, hvor kunden kan indfri sit lån ved indlevering af den bagvedliggende obligation, vil kunne ske fravigelse af nominalprincippet. Dette vil omfatte realkreditlån med direkte obligationsside. Ved anvendelse af undtagelsen vil dækningskravet skulle beregnes både for hovedstol og renter.

Realkreditinstituttet vil herefter kunne måle de lån og obligationer, der er omfattet af undtagelsen, til dagsværdi ved opgørelse af dækningskravet. Dette skal ske i overensstemmelse med § 45, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1043 af 5. september 2017 om ændring af bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl.

Finansielle instrumenter måles i dag til markedsværdi i overensstemmelse med de generelle regnskabsregler.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer kræver i artikel 15, stk. 5, at medlemsstaten skal fastsætte regler for værdiansættelse af derivatkontrakter.

Det foreslås med stk. 6, at for så vidt angår finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem aktiver og udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, skal disse måles efter samme metode som de aktiver og udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, hvis risici de afdækker. Det skal sikre, at aktiver og pasiver opgøres efter samme princip både for så vidt angår hovedstol og renter.

Dette vil medføre, at finansielle instrumenter vil kunne værdiansættes til nominel værdi, såfremt opgørelsen af de dækkende aktiver forudsætter anvendelse af hovedreglen om nominalprincippet.

Ved opgørelsen af derivater kan der medregnes nominel værdi på relaterede derivater, der både optræder på aktiv- og passivsiden. Kravet til minimumsoverdækning beregnes således efter derivatafdækning.

Til nr. 16 (§ 33 b, stk. 1, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

§ 33 b, stk. 1, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. henviser til godkendte sikkerheder i medfør af artikel 129, stk. 1, 1. afsnit, litra a-f, og 3. afsnit, i CRR.

Ændringsforordningen indeholder en ændring af strukturen i artikel 129, stk. 1, i CRR.

Det foreslås i § 33 b, stk. 1, at foretage en mindre teknisk ændring som konsekvens heraf, således at der henvises til artikel 129, stk. 1, litra a-f, og stk. 1a, i CRR.

Ændringerne medfører ingen materielle konsekvenser for realkreditinstitutterne.

Til nr. 17 (§ 33 b, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Der findes ikke i dag bestemmelser i dansk ret, der fastsætter et krav om dækning, der direkte svarer til kravet om dækning i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer. Den gældende bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring indeholder dog krav til opgørelse af betalinger.

Med forslaget til stk. 3, 1. pkt. indføres et specifikt krav om, at alle betalingsforpligtelser vedrørende særligt dækkede obligationer skal være dækket af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver.

Det foreslåede stk. 3, 2. pkt., fastsætter, at ved opgørelse af de betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte særligt dækkede obligationer skal indgå betalingsforpligtelser i form af hovedstol og renter, betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, samt de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning ved afvikling af de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond.

For så vidt angår kravet om at omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning i forbindelse med afvikling af de enkelte serier med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond ligeledes skal være dækket af aktiver, forventes dette dækket af realkreditinstitutternes bidrag. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 4.2.2.

Det foreslås endelig i stk. 3, 3. pkt., at fastsætte, at ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver, skal indgå betalingskrav i form af hovedstol, renter og bidrag på lån, betalingskrav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, samt betalingskrav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for særligt dækkede obligationer.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer opregner i artikel 15, stk. 4, hvilke aktiver, der kan inddrages til opfyldelse af dækningskravet. Dette svarer stort set til de aktiver, der i dag i medfør af dansk ret kan indgå som sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer, jf. § 2, §§ 8-9, § 15, § 20 og § 33 b, stk. 1, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. Heri fastsættes regler for, hvilke aktiver, der kan indgå som sikkerhed for særligt dækkede obligationer, og derfor betegnes som dækkende aktiver.

Det omfatter de aktiver, som i henhold til forretningsmodellen kan ligge til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer: Lån med pant i fast ejendom og fordringer på offentlige myndigheder. Det omfatter videre de aktiver, der substituerer disse aktiver. Det kan være ved udbetaling mod garanti mens det afventes, at sikkerhedsgrundlaget formaliseres, eller ved midlertidig placering af midler fremkommet ved udstedelse af obligationer, eksempelvis som følge af blokemissioner, ved udstedelse på baggrund af fastkursaftaler eller ved indfrielse af udlån med andet end de bagvedliggende obligationer.

Det fremgår af direktivets artikel 15, stk. 4, at alle aktiver i cover poolen kan indgå i opfyldelsen af dækningskravet, hvis de opfylder betingelserne herfor. Det omfatter også likvide aktiver, der ihændehaves i overensstemmelse med artikel 16. Direktivets artikel 15, stk. 4, litra c, fastslår, at de dækkende aktiver, der anvendes til at opfylde likviditetsbufferkravet i direktivets artikel 16, også indgår ved opfyldelsen af dækningskravet, således at likviditetsbufferkravet ikke ligger ud over dækningskravet, men alene er et krav til kvaliteten af en del af aktiverne.

Realkreditinstitutterne kan endvidere vælge at placere yderligere aktiver end påkrævet ved lov i den enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. Dette kan for eksempel være af ratinghensyn.

Såfremt disse aktiver lever op til kravene for dækkende aktiver, kan disse indgå ved opfyldelsen af dækningskravet.

Kravet om, at betalingsforpligtelser skal være dækket af betalingskrav, der er knyttet til aktiver, indebærer ikke en indholdsmæssig ændring i forhold til særligt dækkede obligationer i dag. Der er således alene tale om en konkretisering af et krav, der i dag gælder indirekte af den samlede regulering.

Til nr. 18 (§ 33 b, stk. 4-6, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Den gældende lovgivning for udstedelse af særligt dækkede obligationer indeholder ikke et nominalprincip.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer bestemmer, at dækningskravet som udgangspunkt skal beregnes efter det såkaldte nominalprincip, hvorefter beregningen af opfyldelsen af dækningskravet skal sikre, at den samlede nominelle værdi af hovedstolen for alle dækkende aktiver som minimum svarer til eller overstiger den samlede nominelle værdi af hovedstolen på de dækkede obligationer.

Med forslaget til § 33 b, stk. 4, 1. pkt. indsættes krav om, at den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte særligt dækkede obligationer i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.

Det indebærer, at realkreditinstitutterne vil skulle beregne dækningskravet for den nominelle hovedstol på de dækkende aktiver og de udstedte særligt dækkede obligationer.

Der er ikke i dag et krav om minimumsoverdækning for særligt dækkede obligationer.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at den nominelle værdi af hovedstolen på de dækkende aktiver, der skal svare til eller overstige de betalingsforpligtelser, der vedrører hovedstolen af de udstedte særligt dækkede obligationer, skal tillægges et minimum af overdækning på 2 pct. af de udestående særligt dækkede obligationer.

Kravet til minimumsoverdækning indebærer, at realkreditinstituttet ud over opfyldelse af det generelle dækningskrav som fastlagt i forslaget til stk. 4, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., vil skulle sikre, at der er yderligere dækkende aktiver som sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer.

Nominalprincippet er hovedreglen. Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer giver mulighed for at undtage fra dette princip.

Med forslaget til stk. 5 indsættes undtagelsen om, at er der en snæver sammenhæng mellem betalinger fra låntagerne og betalinger til obligationsinvestorerne, kan der ske fravigelse af kravet i stk. 4 om, at dækningen beregnes på baggrund af den nominelle værdi, således at fremtidige renteindtægter på dækkende aktiver med fradrag af fremtidige renteudgifter på de tilsvarende særligt dækkede obligationer kan tages i betragtning med henblik på at udligne eventuelle mangler i dækningen af den primære betalingsforpligtelse, der vedrører de særligt dækkede obligationer for særligt dækkede obligationer.

Undtagelsen indebærer, at der for realkreditlån, hvor kunden kan indfri sit lån ved indlevering af den bagvedliggende obligation, vil kunne ske fravigelse af nominalprincippet. Dette vil omfatte realkreditlån med direkte obligationsside. Ved anvendelse af undtagelsen vil dækningskravet skulle beregnes både for hovedstol og renter.

Realkreditinstituttet vil herefter kunne måle de lån og obligationer, der er omfattet af undtagelsen, til dagsværdi ved opgørelse af dækningskravet. Dette skal ske i overensstemmelse med § 45, stk. 4, i bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. september 2017.

Finansielle instrumenter måles i dag til markedsværdi i overensstemmelse med de generelle regnskabsregler.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer kræver i artikel 15, stk. 5, at medlemsstaten skal fastsætte regler for værdiansættelse af derivatkontrakter.

Det foreslås med stk. 6, at for så vidt angår finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, skal disse måles efter samme metode som de aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, hvis risici de afdækker. Det skal sikre, at aktiver og pasiver opgøres efter samme princip både for så vidt angår hovedstol og renter.

Dette vil medføre, at finansielle instrumenter vil kunne værdiansættes til nominel værdi, såfremt opgørelsen af de dækkende aktiver forudsætter anvendelse af hovedreglen om nominalprincippet.

Ved opgørelsen af derivater kan der medregnes nominel værdi på relaterede derivater, der både optræder på aktiv- og passivsiden. Kravet til minimumsoverdækning beregnes således efter derivatafdækning.

Til nr. 19 (§ 33 f, nr. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Det fremgår af bestemmelsen i § 33 f, nr. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om indberetning af supplerende sikkerhed for særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer.

Der findes i dag ikke særskilte regler om overholdelse af et dækningskrav og krav om minimumsoverdækning. Der er derfor heller ikke fastsat regler om indberetning i henhold til disse krav.

Det foreslås, at der i tilknytning til de eksisterende regler om, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om løbende indberetninger af supplerende sikkerhed, kan fastsættes regler om indberetning af oplysninger om overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning.

På den baggrund foreslås det, at sætningen "samt overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning" indsættes i § 33 f, nr. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.

Indberetningerne af oplysninger om overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning vil skulle sikre, at Finanstilsynet kan påse den løbende overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning, således at Finanstilsynet har mulighed for at kontrollere overholdelsen af kravene samt påse, hvordan udstederne overholder kravene, herunder hvilke aktiver der anvendes til at opfylde kravet om minimumsoverdækning.

Reglerne for indberetning vil blive endeligt udformet af Finanstilsynet. Det påregnes, at indberetningen vil blive fastsat til at ske flere gange årligt på standardiserede indberetningsskemaer, der indberettes elektronisk til Finanstilsynet.

Til nr. 20 (§ 36 d i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Det følger af CRR artikel 129, stk. 7, at investorer i særligt dækkede obligationer som omfattet af denne forordning skal sikre sig, disse kan godtgøre over for de kompetente myndigheder, at investorerne modtager en række oplysninger om sikkerhedsgrundlaget for de særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer som minimum halvårligt.

Der findes i dag ikke regler i dansk ret, der fastsætter krav til, at udstedere af dækkede obligationer skal stille bestemte oplysninger til rådighed for investorerne, eller krav om, at oplysninger skal stilles til rådighed i et bestemt format eller med en bestemt frekvens.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer fastsætter i artikel 14 krav til, at udstedere af dækkede obligationer skal offentliggøre en række oplysninger om sikkerheden bag de dækkede obligationer. Oplysningerne skal offentliggøres på udstederens hjemmeside som minimum hvert kvartal.

Det foreslås i § 36 d, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om realkreditinstitutternes offentliggørelse af oplysninger til brug for investorernes vurdering af egenskaber og risici ved de udstedte realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer.

Bemyndigelsen forventes anvendt til at fastsætte regler om offentliggørelse af de oplysninger, der fremgår af direktivets artikel 14, stk. 2.

Informationerne, der vil skulle offentliggøres, vedrører værdien af dækkende aktiver og udestående dækkede obligationer, angivelse af ISIN-koder (International Securities Identification Numbers), den geografiske fordeling og typen af dækkende aktiver, deres lånestørrelse og værdiansættelsesmetode, oplysninger om markedsrisici, herunder renterisikoen og valutarisikoen og kredit- og likviditetsrisici, løbetidsstrukturen og muligheden for forlængelse af de dækkede obligationer, niveauerne for dækningskrav og -mulighed og niveauerne for lovpligtig, kontraktbaseret og frivillig overdækning af sikkerhedsstillelse samt andel af misligholdte lån.

Bestemmelsen vil endvidere give Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte regler om formatet for offentliggørelse, herunder at Finanstilsynet vil kunne udarbejde et skema til brug for offentliggørelse.

Det foreslåede indebærer endvidere, at der vil skulle fastsættes regler om, at realkreditinstitutterne vil skulle offentliggøre disse oplysninger på deres hjemmeside minimum kvartalsvist. Finanstilsynet vil skulle påse dette som led i tilsynsarbejdet og vil have mulighed for at pålægge tilsynsreaktioner, såfremt den påkrævede information ikke stilles til rådighed.

Finanstilsynet vil med forslaget også kunne fastsætte regler om, at udstederne kan opfylde informationspligten ved at benytte eksisterende markedsbaserede løsninger, så længe disse vurderes at overholde direktivets krav.

Det foreslås at implementere direktivets artikel 14 om investorinformation i form af en bemyndigelsesbestemmelse, da direktivet indeholder detaljerede krav til omfanget og karakteren af oplysninger.

Bestemmelsen er overensstemmende med tilsvarende bestemmelser, der indsættes for pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstituttets oplysningskrav.

Til § 2

Til nr. 1 (fodnoten til lovens titel i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende fodnote til lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020, indeholder en udtømmende opregning af de direktiver, som lov om finansiel virksomhed gennemfører.

Med lovforslaget gennemføres dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29. Fodnoten til lov om finansiel virksomhed skal opdateres som følge heraf.

Det foreslås at ændre ordlyden i fodnoten til lov om finansiel virksomhed fra dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-tidende 2019, nr. L 150, side 253 til dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 253, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29.

Med den foreslåede ændring vil det fremgå af fodnoten til lov om finansiel virksomhed, at loven gennemfører dele af direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Til nr. 2 (§ 5, stk. 1, nr. 80, i lov om finansiel virksomhed)

Der findes ikke i dag en definition af udgående nettopengestrømme i dansk ret. Begrebet finder anvendelse i direktivets artikel 16 om krav til en likviditetsbuffer.

Udgående nettopengestrømme defineres i artikel 3, stk. 1, nr. 16, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer som alle udgående betalingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder hovedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold til derivatkontrakter omfattet af programmet for dækkede obligationer, eksklusive alle indgående betalingsstrømme, der forfalder på den samme dag for krav, der er relateret til de dækkende aktiver.

Begrebet finder anvendelse i direktivets artikel 16 om krav til en likviditetsbuffer, som med forslaget implementeres i dansk ret.

Det foreslås i § 5, stk. 1, nr. 80, at indsætte en definition af udgående nettopengestrømme, der svarer til artikel 3, stk. 1, nr. 16, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Til nr. 3 (§ 8, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 8, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at virksomheder, der yder lån mod registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer, skal have tilladelse som realkreditinstitut.

Realkreditinstitutter har således i medfør af denne tilladelse ret til at udstede realkreditobligationer. Realkreditinstitutter kan herudover særskilt søge tilladelse til udstedelse af særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer. Det er en betingelse, at de har tilladelse som realkreditinstitut og lever op til de supplerende krav, der knytter sig til særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer, jf. afsnit II, kapitel 3 i lov om finansiel virksomhed med tilhørende bekendtgørelser.

Det foreslås, at der i § 8, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed efter 'realkreditinstitut' indsættes 'samt tilladelse til at udstede realkreditobligationer'.

Det foreslåede medfører, at man for at udstede realkreditobligationer skal have tilladelse dels til at drive realkreditinstitut, dels til at udstede realkreditobligationer. Der vil være tale om to adskilte tilladelser, der dog er indbyrdes forbundne, og som begge skal gives efter sædvanlige godkendelsesprocedurer.

Da begge tilladelser vil være en forudsætning for at drive realkreditinstitutvirksomhed, forstået som at yde lån mod registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer, vil det dog være en betingelse for at opnå tilladelse som realkreditinstitut, at man kan forventes også at opnå tilladelse til at udstede realkreditobligationer. Tilladelsen som realkreditinstitut vil således kunne betinges af, at den krævede tilladelse til at udstede realkreditobligationer opnås.

Det vil med det foreslåede ikke være muligt at påbegynde udlån, før tilladelsen til at udstede realkreditobligationer foreligger.

Den foreslåede ændring implementerer kravet i artikel 19 i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer om adskillelse mellem tilladelse til at drive kreditinstitutvirksomhed og tilladelse til at udstede dækkede obligationer.

Ændringen vil ikke medføre et behov for, at de realkreditinstitutter, der i dag har tilladelse, skal søge om tilladelse på ny.

Der henvises i øvrigt til afsnit 4.5. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 8, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 8, stk. 4, at realkreditinstitutter kan udstede realkreditobligationer.

I artikel 27, stk. 1, i direktivet bestemmes det, at betegnelsen European Covered Bond udelukkende må anvendes på dækkede obligationer, som opfylder kravene i direktivet. Realkreditobligationer opfylder kravene i direktivet.

Det foreslås, at det indsættes i § 8, stk. 4, 2. pkt., at realkreditobligationer kan bære betegnelsen European Covered Bond. Realkreditinstitutterne kan herefter vælge at bruge betegnelsen European Covered Bond for realkreditobligationer.

Til nr. 5 (§ 16 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 16 a, stk. 2, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet har eneret til at udstede særligt dækkede obligationer. Det følger endvidere af bestemmelsen, at realkreditinstitutter har eneret til at udstede særligt dækkede realkreditobligationer.

I artikel 27, stk. 2, i direktivet bestemmes det, at betegnelsen European Covered Bond (Premium) udelukkende må anvendes på dækkede obligationer, som opfylder kravene i direktivet samt kravene i artikel 129 i CRR.

Særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer opfylder kravene i direktivet og i artikel 129 i CRR.

Det foreslås, at det indsættes i § 16 a, stk. 2, 3. pkt., at særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer kan bære betegnelsen European Covered Bond (Premium). Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet kan herefter vælge at bruge betegnelsen European Covered Bond (Premium) for særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer.

Til nr. 6 (§ 152 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 152 a, stk. 1, 2. pkt., at aktivernes samlede værdi skal svare til værdien af de udstedte særligt dækkede obligationer, og pantesikkerheden for det enkelte lån skal overholde lånegrænsen herfor.

Der findes ikke i dag bestemmelser i dansk ret, der fastsætter et krav om dækning, der direkte svarer til kravet om dækning i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer. Den gældende bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring indeholder dog krav til opgørelse af betalinger.

Det foreslås i § 152 a, stk. 1, 2. pkt., at indføre et specifikt krav om, at alle betalingsforpligtelser vedrørende særligt dækkede obligationer skal være dækket af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver. Forslaget implementerer artikel 15, stk. 2, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Forslaget om, at betalingsforpligtelser skal være dækket af betalingskrav, der er knyttet til aktiver, vil ikke indebære en ændring i forhold til særligt dækkede obligationer i dag. Der er alene tale om en konkretisering af et krav, der i dag gælder indirekte af den samlede regulering.

Til nr. 7 (§ 152 a, stk. 1, 3. og 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Der findes ikke i dag bestemmelser i dansk ret, der fastsætter et krav om dækning, der direkte svarer til kravet om dækning i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Det foreslås i § 152 a, stk. 1, 3. pkt., at betalingsforpligtelser i form af hovedstol og renter, betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, samt de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning ved afvikling af administrationsboet, jf. § 247 a, stk. 1, skal indgå ved opgørelse af de betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte særligt dækkede obligationer.

For så vidt angår kravet om at omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning i forbindelse med afvikling af administrationsboet ligeledes skal være dækket af aktiver, er dette som udgangspunkt dækket af den rente, pengeinstitutterne fastsætter. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 4.2.2.1.1.

Forslaget implementerer artikel 15, stk. 3, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Det foreslås i stk. 1, 4. pkt., at betalingskrav i form af hovedstol og renter på lån, betalingskrav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, samt betalingskrav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for særligt dækkede obligationer, skal indgå opgørelse ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver.

Forslaget implementerer artikel 15, stk. 4, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Artikel 15, stk. 4, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer opregner, hvilke aktiver der kan inddrages til opfyldelse af dækningskravet. Dette svarer stort set til de aktiver, der i dag i medfør af dansk ret kan indgå som sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer.

I artikel 129, stk. 1, litra a-g, i CRR og i § 152 b i lov om finansiel virksomhed er der fastsat regler for, hvilke aktiver der kan indgå som sikkerhed for særligt dækkede obligationer og derfor betegnes som dækkende aktiver. Herunder hører finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer.

Det fremgår af direktivets artikel 15, stk. 4, at alle aktiver i cover poolen kan indgå i opfyldelsen af dækningskravet, hvis de opfylder betingelserne herfor. Det omfatter også likvide aktiver, der ihændehaves i overensstemmelse med artikel 16. Direktivets artikel 15, stk. 4, litra c, fastslår, at de dækkende aktiver, der anvendes til at opfylde likviditetsbufferkravet i direktivets artikel 16, også indgår ved opfyldelsen af dækningskravet, således at likviditetsbufferkravet ikke ligger ud over dækningskravet, men alene er et krav til kvaliteten af en del af aktiverne.

Pengeinstitutterne kan endvidere vælge at placere yderligere aktiver end påkrævet ved lov i de enkelte registre. Dette kan for eksempel være af ratinghensyn.

Såfremt disse aktiver lever op til kravene for dækkende aktiver, kan aktiverne indgå ved opfyldelsen af dækningskravet.

Forslaget om, at betalingsforpligtelser skal være dækket af betalingskrav, der er knyttet til aktiver, vil ikke indebære en indholdsmæssig ændring i forhold til særligt dækkede obligationer i dag. Der er alene tale om en konkretisering af et krav, der i dag gælder indirekte af den samlede regulering. Endvidere følger der krav til opgørelse af betalinger af den gældende bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring.

Til nr. 8 (§ 152 a, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende lovgivning for udstedelse af særligt dækkede obligationer indeholder ikke et nominalprincip.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer bestemmer, at dækningskravet som udgangspunkt skal beregnes efter det såkaldte nominalprincip, hvorefter beregningen af opfyldelsen af dækningskravet skal sikre, at den samlede nominelle værdi af hovedstolen for alle dækkende aktiver som minimum svarer til eller overstiger den samlede nominelle værdi af hovedstolen på de dækkede obligationer.

Med forslaget til nyt stk. 2, 1. pkt., indsættes krav om, at den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte særligt dækkede obligationer.

Forslaget implementerer artikel 15, stk. 6, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Det vil indebære, at pengeinstitutterne vil skulle beregne dækningskravet for den nominelle hovedstol på de dækkende aktiver og de udstedte særligt dækkede obligationer.

Der er ikke i dag et krav om minimumsoverdækning for særligt dækkede obligationer.

Det foreslås endvidere i det nye stk. 2, 2. pkt., at den nominelle værdi af hovedstolen på de dækkende aktiver, der skal svare til eller overstige de betalingsforpligtelser, der vedrører hovedstolen af de udstedte særligt dækkede obligationer skal tillægges et minimum af overdækning på 2 pct. af de udestående særligt dækkede obligationer.

Den foreslåede bestemmelse udmønter artikel 129, stk. 3 a, i CRR som fastlagt i ændringsforordningen.

Kravet til minimumsoverdækning vil indebære, at pengeinstituttet ud over opfyldelse af det generelle dækningskrav som fastlagt i forslaget til § 152 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed vil skulle sikre, at der er yderligere dækkende aktiver som sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer.

Finansielle instrumenter måles i dag til markedsværdi i overensstemmelse med de generelle regnskabsregler.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer kræver i artikel 15, stk. 5, at medlemsstaten skal fastsætte regler for værdiansættelse af derivatkontrakter.

Det foreslås med det nye stk. 3, at for så vidt angår finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, skal disse måles efter samme metode som de aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, hvis risici de afdækker. Forslaget vil sikre, at aktiver og passiver opgøres efter samme princip både for så vidt angår hovedstol og renter.

Dette vil medføre, at finansielle instrumenter vil kunne værdiansættes til nominel værdi, såfremt opgørelsen af de dækkende aktiver forudsætter anvendelse af hovedreglen om nominalprincippet.

Ved opgørelsen af derivater kan der medregnes nominel værdi på relaterede derivater, der både optræder på aktiv- og passivsiden. Kravet til minimumsoverdækning beregnes således efter derivatafdækning.

Som konsekvens af det foreslåede nye stk. 2 og 3 bliver stk. 2-4 til stk. 4-6.

Til nr. 9 (§ 152 b, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 152 b, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at for lån finansieret ved udstedelse af særligt dækkede obligationer, hvor løbetiden på obligationerne er kortere end løbetiden på de bagvedliggende lån, skal det fremgå af obligationsvilkårene, prospektet eller andet udbudsmateriale, at administrator i situationer omfattet af § 247 a og i overensstemmelse med betingelserne i § 247 h, stk. 4, kan forlænge obligationerne med 1 år ad gangen.

Det foreslås med ændringen til § 152 b, stk. 4, 1. pkt., at 'ad gangen' udgår, således at det fremgår, at obligationerne kan forlænges med 1 år.

Ændringen vil medføre, at de enkelte obligationer kun kan forlænges én gang. Dette svarer til europæisk praksis. Det medfører, at hvis obligationsinvestorerne ikke kan fyldestgøres, når forlængelsen udløber, vil de herefter have et krav mod administrationsboet i henhold til en misligholdt obligation og ikke en forlænget obligation. Ændringen medfører ikke, at obligationsindehavernes krav ændres, eller at afviklingen af det udstedende pengeinstitut påvirkes.

Der henvises i øvrigt til afsnit 4.2. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 152 b, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 152 b, stk. 4, 1. pkt., gælder, at for lån finansieret ved udstedelse af særligt dækkede obligationer, hvor løbetiden på obligationerne er kortere end løbetiden på de bagvedliggende lån, skal det fremgå af obligationsvilkårene, prospektet eller andet udbudsmateriale, at administrator i situationer omfattet af § 247 a og i overensstemmelse med betingelserne i § 247 h, stk. 4, kan forlænge obligationerne med 1 år ad gangen. Denne bestemmelse foreslås ændret i lovforslagets § 2, nr. 9. Endvidere fremgår det af stk. 4, 2. og 3. pkt., at den pålydende rente på de forlængede obligationer fastsættes til en variabel referencerente tillagt op til 5 procentpoint og at det desuden skal fremgå af obligationsvilkårene, prospektet eller andet udbudsmateriale, at administrator kan indfri obligationerne til kurs pari. Efter § 152 b, stk. 5, gælder, at for låneaftaler indgået efter den 1. januar 2015 skal det fremgå særskilt af lånevilkårene, at administrator kan hæve rentesatsen som følge af ændrede finansieringsvilkår, jf. stk. 4. Det fremgår af stk. 6, at hvis særligt dækkede obligationer forlænges i henhold til stk. 4, skal løbetiden for lån optaget som ekstra sikkerhed i medfør af 152, stk. 1, forlænges svarende til løbetiden på de ændrede obligationer. Endelig følger det af stk. 7, at løbetiden for særligt dækkede obligationer på udstedelsestidspunktet skal være over 24 måneder.

Efter § 152 b, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed gælder reglerne om løbetidsforlængelse i stk. 4, stk. 6 og 7 ikke for særligt dækkede obligationer udstedt fra et særskilt register på grundlag af aktiver, der ikke på alle områder overholder de danske regler, men derimod på de fravegne områder overholder reglerne om aktiver, der ligger til sikkerhed for særligt dækkede obligationer i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Den Europæiske Union har indgået aftale med på det finansielle område, hvor de grænseoverskridende aktiviteter udøves, og hvor pantet er beliggende. Herudover gælder stk. 5 om låneaftaler indgået efter 1. januar 2015 ikke for disse særligt dækkede obligationer.

Det foreslås, at § 152 b, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at reglerne i § 152 b, stk. 4-7, i lov om finansiel virksomhed i deres helhed vil gælde for alle særligt dækkede obligationer, der udstedes af pengeinstitutter, uanset hvor pantet er beliggende.

Der henvises i øvrigt til afsnit 4.2. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 (§ 152 g, stk. 11-13, i lov om finansiel virksomhed)

Der findes i dag ikke et krav om en særskilt likviditetsbuffer for særligt dækkede obligationer udstedt af pengeinstitutter.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationers artikel 16 fastslår, at cover poolen skal omfatte en særskilt buffer af likvide aktiver til at dække udgående nettopengestrømme relateret til de dækkede obligationer for de næste 180 dage. Der er tale om et krav om en bestemt kvalitet af dele af de dækkende aktiver, der ligger til sikkerhed for de særligt dækkede obligationer, og således ikke et krav om, at der skal tilføres yderligere dækkende aktiver ud over, hvad dækningskravet kræver.

Det foreslås i § 152 g, stk. 11, at registeret til enhver tid skal have en likviditetsbuffer sammensat af likvide aktiver, der er tilgængelige til dækning af udgående nettopengestrømme i forbindelse med registret, der dækker de samlede maksimale udgående nettopengestrømme for de næste 180 dage. Dette implementerer bufferkravet, som fremgår af artikel 16, stk. 1 og 2, og vil indebære, at pengeinstitutterne løbende vil skulle beregne de udgående nettopengestrømme som defineret i forslaget til § 5, nr. 80, jf. § 2, nr. 2, i lovforslaget, over de næste 180 dage og sikre, at der er likvide aktiver til at dække disse. Likviditetsbufferkravet opgøres som den maksimale akkumulerede nettopengestrøm målt fortløbende over henholdsvis én dag, to dage (dag 1+2), tre dage (dag 1+2+3) og op til 180 dage.

Det foreslås i stk. 12, at de godkendte likvide aktiver til opfyldelse af likviditetsbufferkravet skal være aktiver, der opfylder betingelserne for aktiver på niveau 1, niveau 2A eller niveau 2B i henhold til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter, og som er værdiansat i overensstemmelse med nævnte delegerede forordning og ikke udstedt af selve det kreditinstitut, der udsteder realkreditobligationerne, de særligt dækkede realkreditobligationer og de særligt dækkede obligationer, eller af dets moderselskab, medmindre dette er en offentlig enhed, som ikke er et kreditinstitut, dets datterselskaber eller andre datterselskaber i moderselskabet.

Dette implementerer artikel 16, stk. 3, litra a, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer. Det vil indebære, at de tilladte aktiver i forslaget svarer til de likvide aktiver, der kan anvendes til at opfylde det generelle krav om likviditetsdækning for kreditinstitutter.

Det foreslås i stk. 13 at indføre mulighed for, at pengeinstituttet for dækkede obligationer omfattet af reglerne i § 152 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed kan beregne likviditetsbufferkravet på baggrund af den endelige forfaldsdato i overensstemmelse med de bestemmelser og vilkår, der gælder for den dækkede obligation.

Forslaget vil indebære, at for dækkede obligationer, der er omfattet af de lovbestemte forlængelsesmuligheder i § 152 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, vil de udgående nettopengestrømme, der skal dækkes af likviditetsbufferkrav, kunne beregnes på baggrund af den endelige forfaldsdato. Med endelig forfaldsdato menes den dato, de dækkede obligationer ultimativt kan forlænges til. Der skal således ikke konkret være grundlag for forlængelse eller være gennemført en forlængelse, for at bestemmelsen kan anvendes.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.2.1.

Til nr. 12 (§ 152 h, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 152 h, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om pengeinstitutters ydelse af lån finansieret ved udstedelse af særligt dækkede obligationer med pant i fast ejendom, i tilfælde hvor der ikke foreligger et endeligt tinglyst pantebrev, samt i hvilket omfang der skal stilles alternativ sikkerhed, og hvis sikkerheden stilles i form af en garanti fra et pengeinstitut, i hvilket omfang denne ikke skal medregnes i 15-procents-grænsen.

Med 15-procents-grænsen menes muligheden for anvendelse af kreditinstituteksponeringer som sikkerhed inden for visse kvantitative og kvalitative begrænsninger i medfør af artikel 129, stk. 1, 1. afsnit, litra a-c, og 3. afsnit, i CRR, jf. afsnit 3.2.2.6 i de almindelige bemærkninger.

Ved en ændring af lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr, 268 af 25. marts 2014, udgik henvisningen i § 152 h, nr. 5, til den eksisterende 15-procents-grænse som fastsat i lov om finansiel virksomhed § 152 c, stk. 1, nr. 6 og 7, ved en fejl. Der blev ikke indsat en henvisning til artikel 129, stk. 1, i CRR, hvor grænsen nu fremgik, ligesom 10-procents-grænsen heri ikke blev indsat.

For at rette op på fejlen, foreslås det derfor i § 152 h, nr. 5, at indsætte 10-procents-grænsen.

Da ændringsforordningen indeholder en ændring af strukturen i artikel 129, stk. 1, i CRR foreslås det endvidere at indsætte en henvisning til artikel 129, stk. 1, litra c, og stk. 1a, i CRR, jf. ændringsforordningen.

Ændringen medfører ingen materielle konsekvenser for pengeinstitutterne.

Til nr. 13 (§ 152 h, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed)

§ 152 h, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere regler om begrænsning af risici i forbindelse med udstedelse af særligt dækkede obligationer, herunder renterisici, valutarisici og optionsrisici. Denne hjemmel er udnyttet ved bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring.

Med forslaget til § 152 g, stk. 11-13, jf. lovforslagets § 2, nr. 11, implementeres direktivets artikel 16 ved at indføre et krav om en likviditetsbuffer. Likviditetsbufferen indebærer en likviditetsrisiko. For at sikre, at den detaljerede regulering heraf svarer til den eksisterende håndtering af markedsrisici i bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring, foreslås det, at hjemmelsbestemmelsen i § 152 h tilpasses, så muligheden for at fastsætte nærmere regler omfatter opfyldelse af kravet til en likviditetsbuffer.

Ved fastsættelse af de nærmere regler om opfyldelse af likviditetsbufferkravet, skal disse så vidt muligt være ens for realkreditinstitutter, pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet, således at konkurrencevilkårene bliver så lige som muligt. Der vil dog blive fastsat forskellige regler, hvor de særegne forhold i de tre kreditinstituttyper kræver dette.

Herudover foreslås en mindre teknisk ændring i § 152 h, nr. 6, hvorefter »og« udgår. Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 15, hvor der foreslås indsat et nyt nr. 8 i § 152 h om opfyldelse af kravet til en likviditetsbuffer for pengeinstitutter.

Der er således tale om en teknisk konsekvensændring i forbindelse med, at der tilføjes et nr. 8 til de gældende 7 numre i § 152 h i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 14 (§ 152 h, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 152 h i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om 1) værdiansættelsen af de udstedte særligt dækkede obligationer og den løbende opgørelse af aktivernes værdi i forhold til de særligt dækkede obligationer, 2) værdiansættelsen af de aktiver, der ligger til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer, 3) under hvilke betingelser der kan ydes byggelån til ny- eller ombygning af skibe, 4) indretning, registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne i registrene, jf. § 152 g, 5) pengeinstitutters ydelse af lån finansieret ved udstedelse af særligt dækkede obligationer med pant i fast ejendom i tilfælde, hvor der ikke foreligger et endeligt tinglyst pantebrev, samt i hvilket omfang der skal stilles alternativ sikkerhed, og hvis sikkerheden stilles i form af en garanti fra et pengeinstitut, i hvilket omfang denne ikke skal medregnes i 15-procents-grænsen, 6) begrænsning af risici i forbindelse med udstedelse af særligt dækkede obligationer, herunder renterisici, valutarisici og optionsrisici, og 7) indberetning af supplerende sikkerhed for særligt dækkede obligationer.

Der findes i dag ikke særskilte regler om overholdelse af et dækningskrav og krav om minimumsoverdækning. Der er derfor heller ikke fastsat regler om indberetning i henhold til disse krav.

Det foreslås, at der i tilknytning til de eksisterende regler om, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om løbende indberetninger af supplerende sikkerhed, kan fastsættes regler om indberetning af oplysninger om overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning.

Med forslaget indsættes på denne baggrund "obligationer og om overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning, og" i § 152 h, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed.

Indberetningerne af oplysninger om overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning vil skulle sikre, at Finanstilsynet kan påse den løbende overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning, således at Finanstilsynet har mulighed for at kontrollere overholdelsen af kravene samt påse, hvordan udstederne overholder kravene, herunder hvilke aktiver, der anvendes til at opfylde kravet om minimumsoverdækning.

Reglerne for indberetning vil blive endeligt udformet af Finanstilsynet. Det påregnes, at indberetningen vil blive fastsat til at ske flere gange årligt på standardiserede indberetningsskemaer, der indberettes elektronisk til Finanstilsynet.

Det foreslås endvidere i § 152 h, nr. 7, at foretage en mindre teknisk ændring.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 15, hvorefter der i § 152 h i lov om finansiel virksomhed foreslås indsat et nyt nr. 8 om pengeinstitutternes offentliggørelse af oplysninger til brug for investorernes vurdering af egenskaber og risici ved de udstedte særligt dækkede obligationer.

Der er således tale om en teknisk konsekvensændring i forbindelse med, at der tilføjes et nr. 8 til de gældende 7 numre i § 152 h i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 2, nr. 15.

Til nr. 15 (§ 152 h, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 152 h i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om 1) værdiansættelsen af de udstedte særligt dækkede obligationer og den løbende opgørelse af aktivernes værdi i forhold til de særligt dækkede obligationer, 2) værdiansættelsen af de aktiver, der ligger til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer, 3) under hvilke betingelser der kan ydes byggelån til ny- eller ombygning af skibe, 4) indretning, registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne i registrene, jf. § 152 g, 5) pengeinstitutters ydelse af lån finansieret ved udstedelse af særligt dækkede obligationer med pant i fast ejendom i tilfælde, hvor der ikke foreligger et endeligt tinglyst pantebrev, samt i hvilket omfang der skal stilles alternativ sikkerhed, og hvis sikkerheden stilles i form af en garanti fra et pengeinstitut, i hvilket omfang denne ikke skal medregnes i 15-procents-grænsen, 6) begrænsning af risici i forbindelse med udstedelse af særligt dækkede obligationer, herunder renterisici, valutarisici og optionsrisici, og 7) indberetning af supplerende sikkerhed for særligt dækkede obligationer.

Det følger af CRR artikel 129, stk. 7, at investorer i særligt dækkede obligationer som omfattet af denne forordning skal sikre sig, at disse kan godtgøre over for de kompetente myndigheder, at investorerne modtager en række oplysninger om sikkerhedsgrundlaget for de særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer som minimum halvårligt.

Der findes i dag ikke regler, der fastsætter krav til, at udstedere af dækkede obligationer skal stille bestemte oplysninger til rådighed for investorerne, eller krav om, at oplysninger skal stilles til rådighed i et bestemt format eller med en bestemt frekvens.

Direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationer fastsætter i artikel 14 krav til, at udstedere af dækkede obligationer skal offentliggøre en række oplysninger om sikkerheden bag de dækkede obligationer. Oplysningerne skal offentliggøres på udstederens hjemmeside som minimum hvert kvartal.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 8 i § 152 h i lov om finansiel virksomhed, hvorefter Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om pengeinstitutternes offentliggørelse af oplysninger til brug for investorernes vurdering af egenskaber og risici ved de udstedte særligt dækkede obligationer.

Finanstilsynet vil efter den foreslåede bestemmelse fastsætte regler om investorinformation.

Bemyndigelsen forventes anvendt til at fastsætte regler om offentliggørelse af de oplysninger, der fremgår af direktivets artikel 14, stk. 2.

Informationerne, der vil skulle offentliggøres, vedrører værdien af dækkende aktiver og udestående dækkede obligationer, angivelse af ISIN-koder (International Securities Identification Numbers), den geografiske fordeling og typen af dækkende aktiver, deres lånestørrelse og værdiansættelsesmetode, oplysninger om markedsrisici, herunder renterisikoen og valutarisikoen og kredit- og likviditetsrisici, løbetidsstrukturen og muligheden for forlængelse af de dækkede obligationer, niveauerne for dækningskrav og -mulighed og niveauerne for lovpligtig, kontraktbaseret og frivillig overdækning af sikkerhedsstillelse samt andel af misligholdte lån.

Bestemmelsen vil endvidere give Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte regler om formatet for offentliggørelse, herunder at Finanstilsynet vil kunne udarbejde et skema til brug for offentliggørelse.

Det foreslåede indebærer endvidere, at der vil skulle fastsættes regler om, at pengeinstitutterne vil skulle offentliggøre disse oplysninger på deres hjemmeside minimum kvartalsvist. Finanstilsynet vil skulle påse dette som led i tilsynsarbejdet og vil have mulighed for at pålægge tilsynsreaktioner, såfremt den påkrævede information ikke stilles til rådighed.

Finanstilsynet vil med forslaget også kunne fastsætte regler om, at udstederne kan opfylde informationspligten ved at benytte eksisterende markedsbaserede løsninger, så længe disse vurderes at overholde direktivets krav.

Det foreslås at implementere direktivets artikel 14 om investorinformation i form af en bemyndigelsesbestemmelse, da direktivet indeholder detaljerede krav til omfanget og karakteren af oplysninger.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse svarer til de bestemmelser, der foreslås for realkreditinstitutter og skibsfinansieringsinstituttets oplysningskrav, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, og § 3, nr. 10.

Der henvises i øvrigt til afsnit 4.4. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 16 (§ 227 a i lov om finansiel virksomhed)

Der findes ikke i dag et særskilt krav om, at Finanstilsynet i tilfælde af afvikling af et realkreditinstitut, skibsfinansieringsinstituttet eller et pengeinstitut, der udsteder dækkede obligationer, samarbejder med afviklingsmyndigheden om at sikre rettighederne for indehavere af særligt dækkede obligationer.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 227 a i lov om finansiel virksomhed, hvorefter Finanstilsynet i tilfælde af afvikling af et realkreditinstitut, skibsfinansieringsinstituttet eller et pengeinstitut, der udsteder dækkede obligationer, skal samarbejde med Finansiel Stabilitet for at sikre bevaring af de rettigheder og interesser, som investorerne i dækkede obligationer har, herunder ved som minimum at kontrollere den løbende og forsvarlige forvaltning af programmet for dækkede obligationer under afviklingsprocessen som led i Finanstilsynets kompetence til at føre et produkttilsyn i form af tilsyn med udstedelse af dækkede obligationer.

Der er tale om en principbaseret bestemmelse, der ikke stiller specifikke krav til indholdet af dette samarbejde. Forpligtelsen til at samarbejde for at sikre bevaring af de rettigheder og interesser, som investorerne i dækkede obligationer har, vil således ikke indebære konkrete opgaver, men fastslår, at det overordnede hensyn til investorernes interesser vil skulle iagttages i et samarbejde mellem Finanstilsynet og afviklingsmyndigheden. Den foreslåede bestemmelse har ikke til hensigt at ændre behandlingen af særligt dækkede obligationer i tilfælde af afvikling i henhold til lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Forslaget implementerer artikel 20, stk. 1, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

De øvrige dele af artikel 20 er opfyldt ved den gældende regulering. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.7. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 17 (§ 247 h, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 152 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at administrator i situationer omfattet af § 247 a og i overensstemmelse med betingelserne i § 247 h, stk. 4, kan forlænge obligationerne. Det indebærer, at i tilfælde af konkurs for pengeinstitutter med tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer, kan administrator udskyde forfaldstiden på obligationerne. § 247 h, stk. 1-3, giver administrator mulighed for udstedelse af refinansieringsobligationer, optagelse af kortvarige lån eller salg af aktiver som led i afviklingen af administrationsboet. Bestemmelsen i stk. 4, indeholder således en yderligere beføjelse for administrator, indsat for at håndtere en situation, hvor et pengeinstitut ikke har mulighed for fuld, rettidig indfrielse af indehaverne af særligt dækkede obligationer.

Det fremgår af artikel 17 i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer, at medlemsstaterne under nærmere angivne betingelser har mulighed for at tillade udstedelse af dækkede obligationer, hvor der er mulighed for at forlænge den på forhånd fastsatte løbetid for den dækkede obligation i en vis periode.

Det fremgår derfor af præamblen, at det er vigtigt at sikre, at kreditinstituttet ikke kan forlænge løbetiden efter eget skøn. Det bør kun være tilladt at forlænge løbetiden, når objektive og klart definerede udløsende begivenheder fastsat i national lov er indtruffet eller forventes at indtræffe i nær fremtid. Forlængelser kan herunder have til formål at fremme en velordnet afvikling af kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, ved at der gives mulighed for forlængelser i tilfælde af insolvens eller afvikling for at undgå et brandudsalg af aktiver.

Det foreslås med ændringen til § 247 h, stk. 4, at administrator fremover skal forlænge obligationerne, hvis det er nødvendigt som led i administrationen af registeret for særligt dækkede obligationer.

Ændringen vil medføre, at administrator ikke vil kunne undlade at forlænge obligationer, hvis udstedelse af refinansieringsobligationer, optagelse af kortvarige lån eller salg af aktiver ikke sikrer fuld rettidig indfrielse af obligationsinvestorerne. Dette implementerer artikel 17, stk. 1, litra a, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.3.

Til § 3

Til nr. 1 (fodnoten til lovens titel i lov om et skibsfinansieringsinstitut)

Den gældende fodnote til lov om et skibsfinansieringsinstitut, jf. lovbekendtgørelse nr. 1780 af 12. december 2018, indeholder en angivelse af det direktiv, som lov om et skibsfinansieringsinstitut gennemfører.

Med lovforslaget gennemføres dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29. Fodnoten til lov om et skibsfinansieringsinstitut skal opdateres som følge heraf.

Det foreslås at ændre ordlyden i fodnoten til lov om et skibsfinansieringsinstitut fra dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning), (EU-Tidende 2006, nr. L 177, s. 1) til dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning), EU-Tidende 2006 nr. L 177, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29.

Med den foreslåede ændring vil det fremgå af fodnoten til lov om et skibsfinansieringsinstitut, at loven gennemfører dele af direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Til nr. 2 (§ 1 b i lov om et skibsfinansieringsinstitut)

Der findes ikke i dag en definition af udgående nettopengestrømme i dansk ret. Begrebet finder anvendelse i direktivets artikel 16 om krav til en likviditetsbuffer.

Udgående nettopengestrømme defineres i artikel 3, stk. 1, nr. 16, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer som alle udgående betalingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder hovedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold til derivatkontrakter omfattet af programmet for dækkede obligationer, eksklusive alle indgående betalingsstrømme, der forfalder på den samme dag for krav, der er relateret til de dækkende aktiver.

Begrebet finder anvendelse i direktivets artikel 16 om krav til en likviditetsbuffer, som med forslaget implementeres i dansk ret.

Det foreslås i § 1 b at indsætte en definition af udgående nettopengestrømme, der fastslår, at disse omfatter alle udgående betalingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder hovedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold til derivatkontrakter knyttet til udstedelse af skibskreditobligationer og særligt dækkede obligationer, fratrukket alle indgående betalingsstrømme, der forfalder på den samme dag for krav, der er relateret til de dækkende aktiver. Bestemmelsen svarer til direktivets definition.

Til nr. 3 (§ 2 a i lov om et skibsfinansieringsinstitut)

Det følger af § 2 a i lov om et skibsfinansieringsinstitut, at instituttet kan udstede skibskreditobligationer.

I artikel 27, stk. 1, i direktivet bestemmes det, at betegnelsen European Covered Bond udelukkende må anvendes på dækkede obligationer, som opfylder kravene i direktivet. Skibskreditobligationer opfylder kravene i direktivet.

Det foreslås, at der indsættes et 2. pkt. i § 2 a, om at skibskreditobligationer kan bære betegnelsen European Covered Bond.

Skibsfinansieringsinstituttet kan herefter vælge at bruge betegnelsen European Covered Bond for skibskreditobligationer.

Til nr. 4 (§ 2 a, stk. 2-4, i lov om et skibsfinansieringsinstitut)

Der findes ikke i dag bestemmelser i dansk ret, der fastsætter et krav om dækning, der direkte svarer til kravet om dækning i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer. Den gældende bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring indeholder dog krav til opgørelse af betalinger.

Med forslaget til § 2 a, stk. 2, 1. pkt., indføres et specifikt krav om, at alle betalingsforpligtelser vedrørende skibskreditobligationer skal være dækket af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver.

Det foreslåede stk. 2, 2. pkt., fastsætter, at ved opgørelse af de betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte skibskreditobligationer, skal indgå betalingsforpligtelser i form af hovedstol og renter, betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte skibskreditobligationer, samt de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning ved afvikling af de enkelte kapitalcentre.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 3. pkt. fastslår, at ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver, skal indgå betalingskrav i form af hovedstol og renter på lån, betalingskrav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte skibskreditobligationer, samt betalingskrav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for skibskreditobligationer.

For så vidt angår kravet om, omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning i forbindelse med afvikling af de enkelte kapitalcentre forventes dette som udgangspunkt dækket af den rente, skibsfinansieringsinstituttet fastsætter. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 4.2.2.1.1.

Det foreslås i stk. 2, 4. pkt., at fastsætte, hvilke betalingskrav der kan anvendes til at dække betalingsforpligtelserne. Det er betalingskrav, der knytter sig til de dækkende aktiver.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer opregner i artikel 15, stk. 4, hvilke aktiver der kan inddrages til opfyldelse af dækningskravet.

Bekendtgørelse nr. 79 af 27. januar 2015 om et skibsfinansieringsinstitut fastsætter i kapitel 3 regler for, hvilke aktiver der kan indgå som sikkerhed for skibskreditobligationer, og derfor betegnes som dækkende aktiver. Herunder hører finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem aktiver og udstedte skibskreditobligationer.

Det fremgår af direktivets artikel 15, stk. 4, at alle aktiver i cover poolen kan indgå i opfyldelsen af dækningskravet, hvis de opfylder betingelserne herfor. Det omfatter også likvide aktiver, der ihændehaves i overensstemmelse med artikel 16. Direktivets artikel 15, stk. 4, litra c, fastslår, at de dækkende aktiver, der anvendes til at opfylde likviditetsbufferkravet i direktivets artikel 16, også indgår ved opfyldelsen af dækningskravet, således at likviditetsbufferkravet ikke ligger ud over dækningskravet, men alene er et krav til kvaliteten af en del af aktiverne.

Skibsfinansieringsinstituttet kan endvidere vælge at placere yderligere aktiver end påkrævet ved lov i de enkelte registre. Dette kan for eksempel være af ratinghensyn.

Såfremt disse aktiver lever op til kravene for dækkende aktiver, kan disse indgå ved opfyldelsen af dækningskravet.

Kravet om at betalingsforpligtelser skal være dækket af betalingskrav, der er knyttet til aktiver, indebærer ikke en indholdsmæssig ændring i forhold til skibskreditobligationer i dag. Der er alene tale om en konkretisering af et krav, der i dag gælder indirekte af den samlede regulering.

Den gældende lovgivning for udstedelse af skibskreditobligationer indeholder ikke et nominalprincip.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer bestemmer, at dækningskravet som udgangspunkt skal beregnes efter det såkaldte 'nominalprincip', hvorefter beregningen af opfyldelsen af dækningskravet skal sikre, at den samlede nominelle værdi af hovedstolen for alle dækkende aktiver som minimum svarer til eller overstiger den samlede nominelle værdi af hovedstolen på de dækkede obligationer.

Det foreslås i stk. 3, at den nominelle værdi på den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte skibskreditobligationer i de enkelte kapitalcentre.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at skibsfinansieringsinstituttet skal beregne dækningskravet for hovedstolen på de dækkende aktiver og de udstedte skibskreditobligationer på baggrund af nominalprincippet.

Finansielle instrumenter måles i dag til markedsværdi i overensstemmelse med de generelle regnskabsregler.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer kræver i artikel 15, stk. 5, at medlemsstaten skal fastsætte regler for værdiansættelse af derivatkontrakter.

Det foreslås med stk. 4, at for så vidt angår finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, skal disse måles efter samme metode som de aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, hvis risici de afdækker. Det skal sikre, at aktiver og pasiver opgøres efter samme princip både for så vidt angår hovedstol og renter.

Til nr. 5 (§ 2 d, stk. 2, i lov om et skibsfinansieringsinstitut)

Der findes ikke i dag bestemmelser i dansk ret, der fastsætter et krav om dækning, der direkte svarer til kravet om dækning i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer. Den gældende bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring indeholder dog krav til opgørelse af betalinger.

Med forslaget til § 2 d, stk. 2, 1. pkt., indføres et specifikt krav om, at alle betalingsforpligtelser vedrørende særligt dækkede obligationer skal være dækket af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver i de enkelte kapitalcentre.

Det foreslåede stk. 2, 2. pkt., fastsætter, at ved opgørelse af de betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte særligt dækkede obligationer, skal indgå betalingsforpligtelser i form af hovedstol og renter, betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, samt de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning ved afvikling af kapitalcenteret.

For så vidt angår kravet om, at omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning i forbindelse med afvikling af de enkelte kapitalcentre ligeledes skal være dækket af aktiver, forventes dette som udgangspunkt dækket af den rente, skibsfinansieringsinstituttet fastsætter. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 4.2.2.1.1.

Det foreslåede stk. 2, 3. pkt., fastsætter, at ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver, skal indgå betalingskrav i form af hovedstol og renter på lån, betalingskrav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, samt betalingskrav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for særligt dækkede obligationer.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer opregner i artikel 15, stk. 4, hvilke aktiver der kan inddrages til opfyldelse af dækningskravet.

Artikel 129, stk. 1, litra a-c og g, i CRR, § 2 d, stk. 1, i lov om et skibsfinansieringsinstitut og kapitel 4 i bekendtgørelse om et skibsfinansieringsinstitut fastsætter regler for, hvilke aktiver der kan indgå som sikkerhed for særligt dækkede obligationer, og derfor betegnes som dækkende aktiver. Herunder hører finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer.

Det fremgår af direktivets artikel 15, stk. 4, at alle aktiver i cover poolen kan indgå i opfyldelsen af dækningskravet, hvis de opfylder betingelserne herfor. Det omfatter også likvide aktiver, der ihændehaves i overensstemmelse med artikel 16. Direktivets artikel 15, stk. 4, litra c, fastslår, at de dækkende aktiver, der anvendes til at opfylde likviditetsbufferkravet i direktivets artikel 16, også indgår ved opfyldelsen af dækningskravet, således at likviditetsbufferkravet ikke ligger ud over dækningskravet, men alene er et krav til kvaliteten af en del af aktiverne.

Skibsfinansieringsinstituttet kan endvidere vælge at placere yderligere aktiver end påkrævet ved lov i de enkelte registre. Dette kan for eksempel være af ratinghensyn.

Såfremt disse aktiver lever op til kravene for dækkende aktiver, kan disse indgå ved opfyldelsen af dækningskravet.

Kravet om at betalingsforpligtelser skal være dækket af betalingskrav, der er knyttet til aktiver, indebærer ikke en indholdsmæssig ændring i forhold til særligt dækkede obligationer i dag. Der er alene tale om en konkretisering af et krav, der i dag gælder indirekte af den samlede regulering.

Til nr. 6 (§ 2 d, stk. 3 og 4, i lov om et skibsfinansieringsinstitut)

Den gældende lovgivning for udstedelse af særligt dækkede obligationer indeholder ikke et nominalprincip.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer bestemmer, at dækningskravet som udgangspunkt skal beregnes efter det såkaldte nominalprincip, hvorefter beregningen af opfyldelsen af dækningskravet skal sikre, at den samlede nominelle værdi af hovedstolen for alle dækkende aktiver som minimum svarer til eller overstiger den samlede nominelle værdi af hovedstolen på de dækkede obligationer.

Med forslaget til stk. 3, 1. pkt., indsættes krav om, at den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte særligt dækkede obligationer, i lov om skibsfinansieringsinstitut.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at skibsfinansieringsinstituttet vil skulle beregne dækningskravet for den nominelle hovedstol på de dækkende aktiver og de udstedte særligt dækkede obligationer.

Der er ikke i dag et krav om minimumsoverdækning for særligt dækkede obligationer.

Med forslaget til stk. 3, 2. pkt., bestemmes det, at den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal tillægges en overdækning på minimum 2 pct. af de udestående særligt dækkede obligationer.

Det foreslåede krav om minimumsoverdækning vil indebære, at skibsfinansieringsinstituttet ud over opfyldelse af det generelle dækningskrav som fastlagt i forslaget til § 2 d, stk. 2, i lov om et skibsfinansieringsinstitut vil skulle sikre, at der er yderligere dækkende aktiver som sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer.

Finansielle instrumenter måles i dag til markedsværdi i overensstemmelse med de generelle regnskabsregler.

Det følger af artikel 15, stk. 5, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer, at medlemsstaten skal fastsætte regler for værdiansættelse af derivatkontrakter.

Det foreslås med stk. 4, at for så vidt angår finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, skal disse måles efter samme metode som de aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, hvis risici de afdækker. Det skal sikre, at aktiver og pasiver opgøres efter samme princip både for så vidt angår hovedstol og renter.

Dette vil medføre, at finansielle instrumenter vil kunne værdiansættes til nominel værdi, såfremt opgørelsen af de dækkende aktiver forudsætter anvendelse af hovedreglen om nominalprincippet.

Ved opgørelsen af derivater kan der medregnes nominel værdi på relaterede derivater, der både optræder på aktiv- og passivsiden. Kravet til minimumsoverdækning beregnes således efter derivatafdækning.

Til nr. 7 (§ 2 e, stk. 2 og 3, i lov om et skibsfinansieringsinstitut)

Der findes ikke i dag et krav om en særskilt likviditetsbuffer for skibskreditobligationer og særligt dækkede obligationer udstedt af skibsfinansieringsinstituttet.

Direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationers artikel 16 fastslår, at cover poolen skal omfatte en særskilt buffer af likvide aktiver til at dække udgående nettopengestrømme relateret til de dækkede obligationer for de næste 180 dage. Der er tale om et krav om en bestemt kvalitet af dele af de dækkende aktiver, der ligger til sikkerhed for skibskreditobligationer og særligt dækkede obligationer udstedt af skibsfinansieringsinstituttet, og således ikke et krav om, at der skal tilføres yderligere dækkende aktiver, ud over hvad dækningskravet kræver.

Det foreslås i stk. 2, at kapitalcenteret til enhver tid skal have en likviditetsbuffer sammensat af likvide aktiver, der er tilgængelige til dækning af udgående nettopengestrømme i forbindelse med kapitalcenteret, der dækker de samlede maksimale udgående nettopengestrømme for de næste 180 dage. Dette implementerer bufferkravet, som fremgår af artikel 16, stk. 1 og 2, og vil indebære, at skibsfinansieringsinstituttet løbende vil skulle beregne de udgående nettopengestrømme som defineret i forslaget til § 1 b, jf. lovforslagets § 3, nr. 2, over de næste 180 dage og sikre, at der er likvide aktiver til at dække disse. Likviditetsbufferkravet opgøres som den maksimale akkumulerede nettopengestrøm målt fortløbende over henholdsvis én dag, to dage (dag 1+2), tre dage (dag 1+2+3) og op til 180 dage.

Det foreslås i stk. 3, at de godkendte likvide aktiver til opfyldelse af likviditetsbufferkravet skal være aktiver, der opfylder betingelserne for aktiver på niveau 1, niveau 2A eller niveau 2B i henhold til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter, og som er værdiansat i overensstemmelse med nævnte delegerede forordning og ikke udstedt af selve det kreditinstitut, der udsteder realkreditobligationerne, de særligt dækkede realkreditobligationer og de særligt dækkede obligationer, eller af dets moderselskab, medmindre dette er en offentlig enhed, som ikke er et kreditinstitut, dets datterselskaber eller andre datterselskaber i moderselskabet.

Dette implementerer i artikel 16, stk. 3, litra a, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer. De tilladte aktiver i forslaget svarer til de likvide aktiver, der kan anvendes til at opfylde det generelle krav om likviditetsdækning for kreditinstitutter.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.2.1.

Til nr. 8 (§ 5, stk. 1, nr. 9, i lov om et skibsfinansieringsinstitut)

Det fremgår af § 5, stk. 1, i lov om et skibsfinansieringsinstitut, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om 1) redelig forretningsskik og god praksis samt prisoplysning, 2) ejerforhold, ledelse, styring og indretning af virksomheden, herunder en indberetningsordning vedrørende overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering, og aflønning, 3) videregivelse af fortrolige oplysninger, 4) sikkerheder, værdiansættelse, lånegrænse, løbetid og flådepant, 5) kapitalforhold, solvens og koncernforhold, 6) midlernes anbringelse og likviditet, 7) regnskab og revision, 8) kapitalcentre, 9) sammenlægning, ophør og krisehåndtering og 10) indberetninger.

Det foreslås i § 5, stk. 1, nr. 9, at foretage en mindre teknisk ændring.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 10, hvorefter der i § 5, stk. 1, i lov om et skibsfinansieringsinstitut foreslås indsat et nyt nr. 11 om skibsfinansieringsinstituttets offentliggørelse af oplysninger til brug for investorernes vurdering af egenskaber og risici ved de udstedte skibskreditkreditobligationer og særligt dækkede obligationer.

Der er således tale om en teknisk konsekvensændring i forbindelse med, at der tilføjes et nr. 11 til de gældende 10 numre i § 5, stk. 1, i lov om et skibsfinansieringsinstitut, jf. lovforslagets § 3, nr. 10.

Til nr. 9 (§ 5, stk. 1, nr. 10, i lov om et skibsfinansieringsinstitut)

Det fremgår af § 5, stk. 1, i lov om et skibsfinansieringsinstitut, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om 1) redelig forretningsskik og god praksis samt prisoplysning, 2) ejerforhold, ledelse, styring og indretning af virksomheden, herunder en indberetningsordning vedrørende overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering, og aflønning, 3) videregivelse af fortrolige oplysninger, 4) sikkerheder, værdiansættelse, lånegrænse, løbetid og flådepant, 5) kapitalforhold, solvens og koncernforhold, 6) midlernes anbringelse og likviditet, 7) regnskab og revision, 8) kapitalcentre, 9) sammenlægning, ophør og krisehåndtering og 10) indberetninger.

Det foreslås i § 5, stk. 1, nr. 10, at foretage en mindre teknisk ændring.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 10, hvorefter der i § 5, stk. 1, i lov om et skibsfinansieringsinstitut foreslås indsat et nyt nr. 11 om skibsfinansieringsinstituttets offentliggørelse af oplysninger til brug for investorernes vurdering af egenskaber og risici ved de udstedte skibskreditkreditobligationer og særligt dækkede obligationer.

Der er således tale om en teknisk konsekvensændring i forbindelse med, at der tilføjes et nr. 11 til de gældende 10 numre i § 5, stk. 1, i lov om et skibsfinansieringsinstitut.

Til nr. 10 (§ 5, stk. 1, nr. 11, i lov om et skibsfinansieringsinstitut)

Det følger af CRR artikel 129, stk. 7, at investorer i særligt dækkede obligationer som omfattet af denne forordning skal sikre sig, disse kan godtgøre over for de kompetente myndigheder, at investorerne modtager en række oplysninger om sikkerhedsgrundlaget for de særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer som minimum halvårligt.

Der findes ikke regler i dansk lovgivning, der fastsætter krav til, at udstedere af dækkede obligationer skal stille bestemte oplysninger til rådighed for investorerne, eller krav om at oplysninger skal stilles til rådighed i et bestemt format eller med en bestemt frekvens.

Direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationer fastsætter i artikel 14 krav til at udstedere af dækkede obligationer skal offentliggøre en række oplysninger om sikkerheden bag de dækkede obligationer. Oplysningerne skal offentliggøres på udstederens hjemmeside som minimum hvert kvartal.

Det foreslås at indsætte et nr. 11 i § 5, stk. 1, i lov om et skibsfinansieringsinstitut, hvorefter Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om skibsfinansieringsinstituttets offentliggørelse af oplysninger til brug for investorernes vurdering af egenskaber og risici ved de udstedte skibskreditkreditobligationer og særligt dækkede obligationer.

Bestemmelsen vil endvidere give Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte regler om formatet for offentliggørelse. Herunder at Finanstilsynet vil kunne udarbejde et skema til brug for offentliggørelse.

Det foreslåede indebærer endvidere, at der vil skulle fastsættes regler om, at skibsfinansieringsinstituttet vil skulle offentliggøre disse oplysninger på deres hjemmeside minimum kvartalsvist. Finanstilsynet vil skulle påse dette som led i tilsynsarbejdet og vil have mulighed for at pålægge tilsynsreaktioner, såfremt den påkrævede information ikke stilles til rådighed.

Finanstilsynet vil med forslaget også kunne fastsætte regler om, at udstederne kan opfylde informationspligten ved at benytte eksisterende markedsbaserede løsninger, så længe disse vurderes at overholde direktivets krav.

Det foreslås at implementere direktivets artikel 14 om investorinformation i form af en bemyndigelsesbestemmelse, da direktivet indeholder detaljerede krav til omfanget og karakteren af oplysninger.

Bestemmelsen er overensstemmende med tilsvarende bestemmelser, der foreslås for realkreditinstitutter og pengeinstitutters oplysningskrav, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, og § 2, nr. 15.

Der henvises i øvrigt til afsnit 4.4. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 (§ 5, stk. 3, nr. 6, i lov om et skibsfinansieringsinstitut)

§ 5, stk. 3, nr. 6, i lov om et skibsfinansieringsinstitut giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere regler om begrænsning af risici i forbindelse med obligationsudstedelse, herunder renterisici, valutarisici og optionsrisici. Denne hjemmel er udnyttet ved bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring.

Med forslaget til § 2 e, stk. 2 og 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, implementeres direktivets artikel 16 ved at indføre et krav om en likviditetsbuffer. Likviditetsbufferen indebærer en likviditetsrisiko. For at sikre, at den detaljerede regulering heraf svarer til den eksisterende håndtering af markedsrisici i bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring, foreslås det, at hjemmelsbestemmelsen i § 5, stk. 3, nr. 6, tilpasses, så muligheden for at fastsætte nærmere regler omfatter opfyldelse af kravet til en likviditetsbuffer.

Ved fastsættelse af de nærmere regler om opfyldelse af likviditetsbufferkravet, skal disse så vidt muligt være ens for realkreditinstitutter, pengeinstitutter og skibsfinansieringsinstituttet, således at konkurrencevilkårene bliver så lige som muligt. Der vil dog blive fastsat forskellige regler, hvor de særegne forhold i de tre kreditinstituttyper kræver dette.

Til nr. 12 (§ 5, stk. 3, nr. 7, i lov om et skibsfinansieringsinstitut)

§ 5, stk. 3, nr. 7, i lov om et skibsfinansieringsinstitut giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere regler om indberetning af supplerende sikkerhed for særligt dækkede obligationer.

Der findes i dag ikke særskilte regler om overholdelse af et dækningskrav og krav om minimumsoverdækning. Der er derfor heller ikke fastsat regler om indberetning i henhold til disse krav.

Det foreslås, at der i tilknytning til de eksisterende regler om, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om løbende indberetninger af supplerende sikkerhed, kan fastsættes regler om indberetning af oplysninger om overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning.

Med forslaget indsættes på denne baggrund "samt om overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning" i § 5, stk. 3, nr. 7, i lov om et skibsfinansieringsinstitut.

Indberetningerne af oplysninger om overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning vil skulle sikre, at Finanstilsynet kan påse den løbende overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning, således at Finanstilsynet har mulighed for at kontrollere overholdelsen af kravene, samt påse, hvordan udstederne overholder kravene, herunder hvilke aktiver, der anvendes til at opfylde kravet om minimumsoverdækning.

Reglerne for indberetning vil blive endeligt udformet af Finanstilsynet. Det påregnes, at indberetningen vil blive fastsat til at ske flere gange årligt på standardiserede indberetningsskemaer, der indberettes elektronisk til Finanstilsynet.

Til § 4

Til stk. 1 og 2

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 8. juli 2021.

Det foreslås i stk. 2, at loven har virkning fra og med den 8. juli 2022.

Direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationer skal være implementeret senest den 8. juli 2021, og det implementerede regelsæt skal finde anvendelse senest fra den 8. juli 2022.

Ændringsforordningens artikel 2 fastslår, at den finder anvendelse fra den 8. juli 2022. Forordningen har herefter direkte virkning i medlemsstaterne.

Baggrunden for, at direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationer opererer med en dato for implementering og en senere dato for anvendelse er hensynet til, at udstedere og tilsynsmyndigheder skal have mulighed for at indrette deres virksomhed på de ændrede regler.

Samtidig er der en vis sammenhæng mellem flere bestemmelser, herunder i forhold til koncernintern fælles funding samt fastlæggelse af dæknings- og overdækningskrav, hvorfor Erhvervsministeriet vurderer, at det vil være mest operationelt, at alle ændringer som følge af henholdsvis direktiv og forordning finder anvendelse fra det samme tidspunkt. Da ændringsforordningen først finder anvendelse 8. juli 2022, vil ændringerne som følge af implementeringen af direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationer finde anvendelse fra samme dato som ændringsforordningen.

Samtidig skal direktivets implementeringsfrist overholdes, hvorfor der bør være et forskudt anvendelsestidspunkt for lovændringen, således at loven træder i kraft den 8. juli 2021 og har virkning fra den 8. juli 2022.

Til stk. 3-6

Direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationers artikel 30 indfører overgangsforanstaltninger, således at dækkede obligationer, der er udstedt inden 8. juli 2022, der overholder kravene i UCITS artikel 52, stk. 4, fortsat kan bruge betegnelsen dækkede obligationer uden at overholde kravene i artikel 5-12 og artikel 15, 16, 17 og 19 til deres forfaldsdato.

Ændringsforordningen indfører endvidere overgangsforanstaltninger for dækkede obligationer omfattet af forordningen. Det medfører, at dækkede obligationer udstedt før den 8. juli 2022 ikke skal overholde kravene om overdækning, men indtil deres forfaldstidspunkt kan opnå særbehandling i henhold til CRR artikel 129, stk. 4 og 5.

Det foreslås i stk. 3, at de foreslåede bestemmelser i §§ 18 a og 21 ikke har virkning for realkreditobligationer udstedt før den 8. juli 2022. For sådanne realkreditobligationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det forslås i stk. 4, at for realkreditobligationer i eksisterende serier med seriereservefond eller en gruppe af serier med fælles seriereservefond, hvor der sker udstedelse fra og med den 8. juli 2022, finder §§ 18 a og 21 anvendelse på hele serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. For realkreditinstitutter betragtes instituttet i øvrigt som en selvstændig serie med seriereservefond.

Det foreslås i stk. 5, at § 21, § 33 a, stk. 3-6, og § 33 b, stk. 1 og stk. 3-6, ikke har virkning for særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer udstedt før den 8. juli 2022. For sådanne særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det foreslås i stk. 6, at for særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer udstedt af realkreditinstitutter i eksisterende serier med seriereservefond eller en gruppe af serier med fælles seriereservefond, hvor der sker udstedelse fra og med den 8. juli 2022, finder § 21, § 33 a, stk. 3-6, og § 33 b, stk. 1 og stk. 3-6, anvendelse på hele serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. For realkreditinstitutter betragtes instituttet i øvrigt som en selvstændig serie med seriereservefond.

Allerede udstedte realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer udstedt af realkreditinstitutter skal i henhold til direktivet kunne opretholde deres status, uanset at de muligvis ikke fuldt ud opfylder kravene til værdiansættelse, dækning og likviditetsbuffer, som disse ændres og indføres som følge af direktivimplementeringen, samt til forordningens overdækningskrav. Det fremgår derfor af bestemmelserne i det foreslåede stk. 3 og 5, at kravene alene gælder for realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer udstedt af realkreditinstitutter, udstedt fra og med den 8. juli 2022.

Det skal dog samtidig sikres, at der ikke sker en sammenblanding af obligationer udstedt før og fra og med den 8. juli 2022 på en måde, der forringer obligationsindehavernes sikkerhed. Dette sker ved at fastsætte regler, der regulerer udstedelse af dækkede obligationer i eksisterende serier med seriereservefond og grupper af serier med fælles seriereservefond i de foreslåede stk. 4 og 6.

Et realkreditinstitut kan udstede realkreditobligationer uden serieopdeling eller oprettelse af seriereservefond. I så fald sker udstedelsen fra "instituttet i øvrigt". For realkreditinstitutter betragtes instituttet i øvrigt som en selvstændig serie med seriereservefond.

Realkreditinstituttet kan i stedet beslutte at udstede realkreditobligationer i serier med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond.

Ydelse af lån finansieret med særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer udstedt af realkreditinstitutter skal ske i særskilte serier med seriereservefond, jf. lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. § 33 a, stk. 2, og § 33 b, stk. 2.

Ved udstedelse i serier med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond gælder, at indehaverne af obligationerne kan rette deres krav mod serien ved instituttets konkurs og først efterfølgende som led i en afvikling vil kunne fyldestgøres i konkursmassen. Det er derfor afgørende, at serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond repræsenterer den samme sikkerhed for alle obligationsinvestorerne.

Hvis udstedelse af dækkede obligationer efter den implementerede og skærpede lovgivning sker fra eksisterende serier med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond, hvor der også er sket udstedelse efter den lovgivning, der var gældende før implementering af direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationers krav om værdiansættelse, dækning og likviditetsbuffer, vil det medføre, at obligationsindehavere, der har købt obligationer efter implementeringen, vil skulle rette deres krav mod en serie med seriereservefond eller gruppe af serier med fælles seriereservefond, hvor ikke alle direktivets krav var opfyldt. Det samme gælder i forhold til ændringsforordningens krav om minimumsoverdækning som fastsat ved denne lov. Det vil stille obligationsinvestorerne ringere end forudsat ved købet.

For at hindre dette foreslås det, at direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationers krav om værdiansættelse, dækning og likviditetsbuffer og ændringsforordningens bestemmelser om overdækning skal opfyldes for hele serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond, såfremt der udstedes fra en åben serie med seriereservefond eller gruppe af serier med fælles seriereservefond fra og med den 8. juli 2022. Det vil indebære, at direktivets skærpede krav om dækning og likviditetsbuffer og ændringsforordningens bestemmelser om overdækning skal opfyldes for hele serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond.

Realkreditinstitutter kan vælge at lukke eksisterende serier med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond og åbne nye serier med seriereservefond eller grupper af serier med fælles seriereservefond til udstedelse fra og med den 8. juli 2022. Vælges denne konstruktion, skal direktivets krav om værdiansættelse, dækning og likviditetsbuffer og ændringsforordningens bestemmelser om overdækning alene opfyldes for de nye udstedelser.

Til stk. 7 og 8

Direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationers artikel 30 indfører overgangsforanstaltninger, således at dækkede obligationer, der er udstedt før den 8. juli 2022, der overholder kravene i UCITS artikel 52, stk. 4, fortsat kan bruge betegnelsen dækkede obligationer uden at overholde kravene i artikel 5-12 og artikel 15, 16, 17 og 19 til deres forfaldsdato.

Ændringsforordningen indfører endvidere overgangsforanstaltninger for dækkede obligationer omfattet af forordningen. Det medfører, at dækkede obligationer udstedt før den 8. juli 2022 ikke skal overholde kravene om overdækning, men indtil deres forfaldstidspunkt kan opnå særbehandling i henhold til CRR artikel 129, stk. 4 og 5.

Det foreslås i stk. 7, at § 152 a, stk. 1-3, og § 152 g, stk. 11-13, ikke har virkning for særligt dækkede obligationer udstedt af pengeinstitutter før den 8. juli 2022. For sådanne særligt dækkede obligationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Allerede udstedte særligt dækkede obligationer udstedt af pengeinstitutter skal i henhold til direktivet kunne opretholde deres status, uanset at de muligvis ikke fuldt ud opfylder kravene til dækning og likviditetsbuffer, som disse ændres og indføres som følge af direktivimplementeringen, samt til forordningens overdækningskrav. Det fremgår derfor af bestemmelserne i det foreslåede stk. 7, at kravene alene gælder for obligationer udstedt fra og med den 8. juli 2022.

Det foreslås i stk. 8, at for særligt dækkede obligationer udstedt af pengeinstitutter, hvor der sker udstedelse i et eksisterende register fra og med den 8. juli 2022, finder kravene i § 152 a, stk. 1-3, og § 152 g, stk. 11-13, anvendelse på hele registeret.

Det skal sikres, at der ikke sker en sammenblanding af obligationer udstedt før og fra og med den 8. juli 2022 på en måde, der forringer obligationsindehavernes sikkerhed. Dette sker ved at fastsætte regler, der regulerer udstedelse af dækkede obligationer i eksisterende registre i det foreslåede stk. 8.

Pengeinstitutter, der har fået tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer, skal etablere og opretholde en gruppe af aktiver, der skal holdes adskilt fra pengeinstituttets øvrige aktiver, et såkaldt register, jf. § 152 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Ved udstedelse i registre gælder, at indehaverne af obligationerne kan rette deres krav mod registeret ved instituttets konkurs og først efterfølgende som led i en afvikling vil kunne fyldestgøres i konkursmassen. Det er derfor afgørende, at registeret repræsenterer den samme sikkerhed for alle obligationsinvestorerne.

Hvis udstedelse af dækkede obligationer efter den implementerede og skærpede lovgivning sker fra registre, hvor der også er sket udstedelse efter den lovgivning, der var gældende før implementering af direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationers krav om dækning og likviditetsbuffer, vil det medføre, at obligationsindehavere, der har købt obligationer efter implementeringen, vil skulle rette deres krav mod et register, hvor ikke alle direktivets krav var opfyldt. Det samme gælder i forhold til ændringsforordningens krav om minimumsoverdækning som fastsat ved denne lov. Det vil stille obligationsinvestorerne ringere end forudsat ved købet.

For at hindre dette foreslås det, at direktivets krav om dækning og likviditetsbuffer og ændringsforordningens bestemmelser om overdækning skal opfyldes for hele registeret, såfremt der udstedes fra et åbent register fra og med den 8. juli 2022. Det vil indebære, at direktivets skærpede krav om dækning og likviditetsbuffer og ændringsforordningens bestemmelser om overdækning skal opfyldes for hele registeret.

Pengeinstitutter kan vælge at lukke eksisterende registre og åbne nye registre til udstedelse fra og med den 8. juli 2022. Vælges denne konstruktion, skal direktivets krav om dækning og likviditetsbuffer og ændringsforordningens bestemmelser om overdækning alene opfyldes for de nye udstedelser.

Til stk. 9-12

Direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationers artikel 30 indfører overgangsforanstaltninger, således at dækkede obligationer, der er udstedt før den 8. juli 2022, der overholder kravene i UCITS artikel 52, stk. 4, fortsat kan bruge betegnelsen dækkede obligationer uden at overholde kravene i artikel 5-12 og artikel 15, 16, 17 og 19 til deres forfaldsdato.

Ændringsforordningen indfører endvidere overgangsforanstaltninger for dækkede obligationer omfattet af forordningen. Det medfører, at dækkede obligationer udstedt før den 8. juli 2022 ikke skal overholde kravene om overdækning, men indtil deres forfaldstidspunkt kan opnå særbehandling i henhold til CRR artikel 129, stk. 4 og 5.

Det foreslås i stk. 9, at kravene i § 2 a og § 2 e, stk. 2 og 3, ikke har virkning for skibskreditobligationer udstedt før den 8. juli 2022. For sådanne skibskreditobligationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det foreslås i stk. 10, at for skibskreditobligationer, der udstedes i eksisterende kapitalcentre fra og med den 8. juli 2022, finder § 2 a og § 2 e, stk. 2 og 3, anvendelse på hele kapitalcenteret. For et skibsfinansieringsinstitut betragtes instituttet i øvrigt som et selvstændigt kapitalcenter.

Det foreslås i stk. 11, at kravene i § 2 d, stk. 2-4, og § 2 e, stk. 2 og 3, ikke har virkning for særligt dækkede obligationer udstedt af et skibsfinansieringsinstitut før den 8. juli 2022. For sådanne særligt dækkede obligationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det foreslås i stk. 12, at for særligt dækkede obligationer udstedt af et skibsfinansieringsinstitut, hvor der sker udstedelse i et eksisterende kapitalcenter fra og med den 8. juli 2022, finder § 2 d, stk. 2-4, og § 2 e, stk. 2 og 3, anvendelse på hele kapitalcenteret.

Allerede udstedte skibskreditobligationer og særligt dækkede obligationer udstedt af skibsfinansieringsinstituttet skal i henhold til direktivet kunne opretholde deres status, uanset at de muligvis ikke fuldt ud opfylder kravene til værdiansættelse, dækning og likviditetsbuffer, som disse ændres og indføres som følge af direktivimplementeringen, samt til forordningens overdækningskrav. Det fremgår derfor af bestemmelserne i det foreslåede stk. 9 og 11, at kravene alene gælder for obligationer udstedt fra og med den 8. juli 2022.

Det skal dog samtidig sikres, at der ikke sker en sammenblanding af obligationer udstedt før og fra og med den 8. juli 2022 på en måde, der forringer obligationsindehavernes sikkerhed. Dette sker ved at fastsætte regler, der regulerer udstedelse af dækkede obligationer i eksisterende kapitalcentre i de foreslåede stk. 10 og 12.

Skibsfinansieringsinstituttet kan vælge at udstede skibskreditobligationer uden for særskilte kapitalcentre. I så fald sker udstedelsen fra "instituttet i øvrigt". For et skibsfinansieringsinstitut betragtes instituttet i øvrigt som et selvstændigt kapitalcenter.

Skibsfinansieringsinstituttet kan i stedet vælge at udstede skibskreditobligationer i særskilte kapitalcentre.

Et skibsfinansieringsinstituts udstedelse af særligt dækkede obligationer skal ske i særskilte kapitalcentre, jf. § 2 e i lov om et skibsfinansieringsinstitut.

Ved udstedelse i kapitalcentre gælder, at indehaverne af obligationerne kan rette deres krav mod kapitalcenteret ved instituttets konkurs og først efterfølgende som led i en afvikling vil kunne fyldestgøres i konkursmassen. Det er derfor afgørende, at kapitalcenteret repræsenterer den samme sikkerhed for alle obligationsinvestorerne.

Hvis udstedelse af dækkede obligationer efter den implementerede og skærpede lovgivning sker fra eksisterende kapitalcentre, hvor der også er sket udstedelse efter den lovgivning, der var gældende før implementering af direktiv om udstedelse af og tilsyn med dækkede obligationers krav om dækning og likviditetsbuffer, vil det medføre, at obligationsindehavere, der har købt obligationer efter implementeringen, vil skulle rette deres krav mod et kapitalcenter, hvor ikke alle direktivets krav var opfyldt. Det samme gælder i forhold til ændringsforordningens krav om minimumsoverdækning som fastsat ved denne lov. Det vil stille obligationsinvestorerne ringere end forudsat ved købet.

For at hindre dette foreslås det, at direktivets krav om dækning og likviditetsbuffer og ændringsforordningens bestemmelser om overdækning skal opfyldes for hele kapitalcenteret, såfremt der udstedes fra et åbent kapitalcenter fra og med den 8. juli 2022. Det vil indebære, at direktivets skærpede krav om dækning og likviditetsbuffer og ændringsforordningens bestemmelser om overdækning skal opfyldes for hele kapitalcenteret.

Skibsfinansieringsinstituttet kan vælge at lukke eksisterende kapitalcentre og åbne nye kapitalcentre til udstedelse fra og med den 8. juli 2022. Vælges denne konstruktion, skal direktivets krav om dækning og likviditetsbuffer og ændringsforordningens bestemmelser om overdækning alene opfyldes for de nye udstedelser.

Til § 5

Bestemmelsen vedrører lovforslagets territoriale afgrænsning.

Det foreslås i stk. 1, at loven som udgangspunkt ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets §§ 2 og 3 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Realkreditområdet er et færøsk særanliggende, men loven finder dog anvendelse på realkreditlån med pant i fast ejendom på Færøerne, hvis udlånet er finansieret ved udstedelse af realkreditobligationer i Danmark eller ydet af realkreditinstitutter med godkendelse i Danmark.

Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets §§ 1-3 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Bilag 2

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2019/2162

af 27. november 2019

om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved artikel 52, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF3) fastsættes der meget generelle krav til de strukturelle træk dækkede obligationer. De pågældende krav er begrænset til et behov for, at dækkede obligationer skal udstedes af et kreditinstitut, der har sit hjemsted i en medlemsstat, og være omfattet af et særligt offentligt tilsyn og af en »dual recourse«-mekanisme. Disse emner behandles i nationale regelsæt om dækkede obligationer, hvor de reguleres langt mere detaljeret. De pågældende nationale regelsæt indeholder også andre strukturelle bestemmelser, navnlig regler om cover poolens sammensætning, kriterier for aktivers egnethed, muligheden for at pulje aktiver, gennemsigtigheds- og indberetningsbetingelser og regler om mindskelse af likviditetsrisikoen. Medlemsstaternes reguleringsmetoder adskiller sig også indholdsmæssigt. I flere medlemsstater findes der ingen specifikke nationale regelsæt om dækkede obligationer. Derfor er der endnu ikke fastsat krav i EU-retten til de centrale strukturelle træk ved dækkede obligationer udstedt i Unionen.

(2) Ved artikel 129 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/20134) tilføjes der yderligere betingelser til dem, der er omhandlet i artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF, for opnåelse af særbehandling for så vidt angår kapitalkrav, der gør det muligt for kreditinstitutter, som investerer i dækkede obligationer at råde over mindre kapital end, når de investerer i andre aktiver. De pågældende yderligere krav øger harmoniseringen af dækkede obligationer inden for Unionen, men tjener det særlige formål at fastsætte de betingelser, som skal være opfyldt, for at investorer i dækkede obligationer kan opnå en sådan særbehandling, og finder ikke anvendelse uden for rammerne af forordning (EU) nr. 575/2013.

(3) I andre EU-retsakter, som f.eks. Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/355) og (EU) 2015/616) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU7), henvises der også til definitionen i direktiv 2009/65/EF som en reference til at identificere de dækkede obligationer, som drager fordel af særbehandlingen for investorer i dækkede obligationer efter disse retsakter. De pågældende retsakter er dog formuleret forskelligt alt efter formål og genstand, og udtrykket »dækkede obligationer« anvendes således ikke konsekvent.

(4) Behandlingen af dækkede obligationer kan overordnet set betragtes som harmoniseret for så vidt angår betingelserne for at investere i dækkede obligationer. Der mangler dog harmonisering i Unionen for så vidt angår betingelserne for at udstede dækkede obligationer, med flere konsekvenser til følge. For det første indrømmes instrumenter, som kan adskille sig fra hinanden med hensyn til art samt risikoniveau og investorbeskyttelse, særbehandling på lige fod. For det andet kunne forskelle mellem de nationale regelsæt eller manglen på et sådant regelsæt og manglen på en fælles definition af termen »dækkede obligationer« skabe hindringer for, at der kan skabes et ægte integreret indre marked for dækkede obligationer. For det tredje kan forskelle mellem sikkerhedsforanstaltninger i henhold til nationale regler bringe den finansielle stabilitet i fare, da dækkede obligationer med forskellige niveauer af investorbeskyttelse kan købes i hele Unionen og kan drage fordel af særbehandling i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 og andre EU-retsakter.

(5) En harmonisering af visse aspekter af nationale regelsæt baseret på visse bedste praksisser bør derfor sikre en gnidningsfri og fortløbende udvikling af velfungerende markeder i Unionen for dækkede obligationer og begrænse eventuelle risici og svagheder i forbindelse med den finansielle stabilitet. Med en sådan principbaseret harmonisering bør der kunne skabes et fælles udgangspunkt for udstedelse af alle dækkede obligationer i Unionen. En harmonisering kræver, at alle medlemsstater fastsætter regelsæt for dækkede obligationer, hvilket også burde fremme udviklingen af markeder for dækkede obligationer i de medlemsstater, hvor der ikke er nogen. Et sådant marked ville tilvejebringe en stabil finansieringskilde for kreditinstitutter, som på dette grundlag ville være bedre i stand til at yde forbrugere og virksomheder mere økonomisk overkommelige kreditlån, og som ville stille alternative sikre investeringer til rådighed for investorer.

(6) I sin henstilling af 20. december 2012 om kreditinstitutters finansiering8) opfordrede Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), nationale kompetente myndigheder og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådet forordning (EU) nr. 1093/20109) til at identificere eksempler på bedste praksis med hensyn til dækkede obligationer og til at tilskynde harmonisering af nationale regelsæt. Det henstilles endvidere, at EBA koordinerer de foranstaltninger, som nationale kompetente myndigheder har truffet, særlig med hensyn til kvaliteten og adskillelsen af cover pools, dækkede obligationers afsondring i tilfælde af konkurs, risici i forbindelse med aktiver og forpligtelser, som indvirker på cover pools, og offentliggørelse af cover pools' sammensætning. I henstillingen opfordres EBA endvidere til at overvåge den måde, som markedet for dækkede obligationer fungerer på, med henvisning til eksempler på bedste praksis som identificeret af EBA, i en periode på to år for at vurdere behovet for lovgivningsmæssige tiltag og at indberette herom til ESRB og til Kommissionen.

(7) I december 2013 anmodede Kommissionen EBA om rådgivning i overensstemmelse med artikel 503, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013.

(8) I den rapport, som ledsagede EBA's udtalelse af 1. juli 2014, hvori EBA svarede på både ESRB's henstilling af 20. december 2012 og Kommissionens anmodning om rådgivning af december 2013, anbefalede EBA større konvergens mellem nationale retlige samt regulerings- og tilsynsmæssige rammer for dækkede obligationer med henblik på yderligere at fremme ensartet særbehandling af dækkede obligationer i Unionen i forhold til risikovægt.

(9) I overensstemmelse med ESRB's henstilling overvågede EBA den måde, som markedet for dækkede obligationer fungerer på, med henvisning til eksempler på bedste praksis i den pågældende henstilling, i en periode på to år. På grundlag af denne overvågning fremkom EBA med en yderligere udtalelse og en yderligere rapport om dækkede obligationer til ESRB, Rådet og Kommissionen den 20. december 201610). Rapporten konkluderede, at yderligere harmonisering er nødvendig for at sikre større konsekvens med hensyn til definitioner og den reguleringsmæssige behandling af dækkede obligationer i Unionen. I henhold til rapporten bør harmoniseringen endvidere tage udgangspunkt i eksisterende velfungerende markeder i visse medlemsstater.

(10) dækkede obligationer udstedes normalt af kreditinstitutter. Formålet med dækkede obligationer er at tilvejebringe finansiering af lån, og en af kreditinstitutternes centrale aktiviteter er at yde lån i stor målestok. I EU-retten om særbehandling i forbindelse med dækkede obligationer stilles der derfor krav om, at obligationerne udstedes af kreditinstitutter.

(11) Ved at begrænse retten til at udstede dækkede obligationer til kreditinstitutter sikres det, at udsteder har den fornødne viden til at kunne styre den kreditrisiko, der er forbundet med lånene i cover poolen. Det sikres endvidere, at udsteder er omfattet af kapitalkrav, som beskytter investorer efter »dual recourse«-mekanismen, som giver investoren såvel som modparten i en derivatkontrakt, en ret til at gøre krav gældende både i forhold til udstederen af dækkede obligationer og i forhold til de dækkende aktiver. Ved at forbeholde retten til at udstede dækkede obligationer til kreditinstitutter sikres det derfor, at dækkede obligationer forbliver et sikkert og effektivt finansieringsredskab, hvorved der bidrages til investorbeskyttelse og finansiel stabilitet, som er vigtige, offentlige politiske målsætninger af interesse for samfundet. Det er også på linje med tilgangen på velfungerende nationale markeder, hvor kun kreditinstitutter har tilladelse til at udstede dækkede obligationer.

(12) Derfor bør kun kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013 have tilladelse til at udstede dækkede obligationer i henhold til EU-retten. Særlige kreditinstitutter er kendetegnet ved det forhold, at de ikke modtager indlån, men snarere modtager andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden, og de falder som sådan inden for definitionen af »kreditinstitut« som fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013. Uden at det berører accessoriske aktiviteter, der er tilladt i henhold til gældende national ret, er særlige kreditinstitutter institutter, der kun yder lån med pant og lån til den offentlige sektor, herunder finansiering af lån erhvervet fra andre kreditinstitutter. Dette direktiv har til hovedformål at regulere de betingelser, hvorunder kreditinstitutter kan udstede dækkede obligationer som et finansieringsredskab, ved at fastsætte produktkrav og etablere et særligt produkttilsyn, som kreditinstitutter er underlagt, for at sikre en høj grad af investorbeskyttelse.

(13) »Dual recourse«-mekanismen er et væsentligt begreb, som indgår i mange eksisterende nationale regelsæt om dækkede obligationer, og mekanismen er endvidere et væsentligt træk i forbindelse med dækkede obligationer som omhandlet i artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF. Det er derfor nødvendigt at præcisere det pågældende begreb for at sikre, at investorer og modparter i derivatkontrakter i hele Unionen kan gøre krav gældende både i forhold til udstederen af dækkede obligationer og i forhold til de dækkende aktiver under harmoniserede betingelser.

(14) Afsondring i tilfælde af konkurs bør også være et væsentligt træk ved dækkede obligationer for at sikre, at investorer i dækkede obligationer modtager tilbagebetaling på obligationens forfaldsdato. Automatisk fremskyndelse af tilbagebetalingen ved udsteders insolvens eller afvikling kan forstyrre prioritetsrækkefølgen for investorer i dækkede obligationer. Det er derfor vigtigt at sikre, at investorer i dækkede obligationer modtager tilbagebetaling i overensstemmelse med den kontraktbestemte plan selv i tilfælde af insolvens eller afvikling. Afsondring i tilfælde af konkurs er derfor direkte knyttet til »dual recourse«-mekanismen og bør derfor også være et centralt kendetegn ved rammen for dækkede obligationer.

(15) Et andet centralt kendetegn ved de gældende nationale regelsæt for dækkede obligationer er kravet om, at de dækkende aktiver er af meget høj kvalitet for at sikre en robust cover pool. Dækkende aktiver af høj kvalitet har særlige kendetegn, som vedrører betalingskrav og aktiverne stillet som sikkerhed for sådanne dækkende aktiver. Derfor bør der fastsættes generelle kvalitetsmæssige kendetegn for egnede dækkende aktiver.

(16) Aktiver, som er anført i artikel 129, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013, bør inden for en ramme for dækkede obligationer være egnede dækkende aktiver. Dækkende aktiver, som ikke længere opfylder kravene i nævnte forordnings artikel 129, stk. 1, bør fortsat være egnede dækkende aktiver i henhold til dette direktivs artikel 6, stk. 1, litra b), forudsat at de opfylder kravene i dette direktiv. Andre dækkende aktiver af tilsvarende høj kvalitet kan også anses for at være egnede efter dette direktiv, forudsat at sådanne dækkende aktiver opfylder de krav, der er fastsat i dette direktiv, herunder krav i relation til aktiverne stillet som sikkerhed for betalingskravet. For så vidt angår fysiske aktiver stillet som sikkerhed bør ejerforholdet registreres i et offentligt register for at sikre håndhævelse. Hvis der ikke findes et offentligt register, bør det være muligt for medlemsstaterne at indføre en alternativ form for certificering af ejerforhold og krav, der kan sammenlignes med den, der opnås ved offentlig registrering af det behæftede fysiske aktiv. Hvis medlemsstaterne gør brug af en sådan alternativ form for certificering, bør de også indføre en procedure for indførelse af ændringer i registreringen af ejerforhold og krav. Eksponeringer mod kreditinstitutter og eksponeringer mod forsikringsselskaber bør betragtes som egnede dækkende aktiver efter dette direktivs artikel 6, stk. 1, litra a) eller b), afhængigt af om de opfylder kravene i artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013. Eksponeringer mod forsikringsselskaber bør også betragtes som egnede dækkende aktiver efter dette direktivs artikel 6, stk. 1, litra b). Lån til eller garanteret af offentlige virksomheder som defineret i artikel 2, litra b), i Kommissionens direktiv 2006/111/E11) kan anses for at være egnede dækkende aktiver, forudsat at de offentlige virksomheder leverer væsentlige offentlige tjenester til opretholdelse af kritiske samfundsmæssige aktiviteter.

Desuden bør offentlige virksomheder udbyde deres tjenester i henhold til en koncession eller en tilladelse fra en offentlig myndighed, være underlagt offentligt tilsyn og have tilstrækkelige indtægtsskabende beføjelser til at sikre deres solvens. Hvis medlemsstaterne beslutter at tillade aktiver i form af lån til eller garanteret af offentlige virksomheder inden for deres nationale rammer, bør de behørigt overveje den mulige indvirkning på konkurrencen af at tillade sådanne aktiver. Uanset deres ejerforhold bør kreditinstitutter og forsikringsselskaber ikke betragtes som offentlige virksomheder. Det bør desuden stå medlemsstaterne frit for at fastsætte i deres nationale regelsæt, at visse aktiver er udelukket fra at kunne medtages i cover poolen. For at sætte investorer i dækkede obligationer i stand til bedre at vurdere risikoen forbundet med et program for dækkede obligationer bør medlemsstaterne også fastsætte regler om risikospredning med hensyn til detaljeringsgrad og væsentlig koncentration, om antallet af lån eller eksponeringer i cover poolen og om antallet af modparter. Medlemsstaterne bør kunne bestemme den passende detaljeringsgrad og væsentlige koncentration, som kræves i henhold til deres nationale ret.

(17) Dækkede obligationer har særlige strukturelle træk, som tager sigte på at beskytte investor til enhver tid. De pågældende træk indebærer bl.a., at investorer i dækkede obligationer har et krav ikke blot i forhold til udstederen, men også i forhold til aktiver i cover poolen. De pågældende produktrelaterede strukturelle krav adskiller sig fra de tilsynsmæssige krav, som finder anvendelse på et kreditinstitut, der udsteder dækkede obligationer. Førstnævnte bør ikke fokusere på at sikre den udstedende institutions tilsynsmæssige sundhedstilstand, men bør snarere sigte mod at beskytte investorer ved at stille særlige krav til selve den dækkede obligation. For at øge investorbeskyttelsen yderligere bør der i tillæg til det særlige krav om brug af dækkende aktiver af høj kvalitet også fastsættes bestemmelser om de generelle krav med hensyn til cover poolens kendetegn. De pågældende krav bør omfatte særlige regler, som tager sigte på at beskytte cover poolen, som f.eks. regler om adskillelse af dækkende aktiver. Adskillelse kan opnås på forskellige måder, f.eks. på balancen, ved hjælp af en special purpose vehicle eller på anden måde. Formålet med adskillelse af dækkende aktiver er ikke desto mindre at placere dem retligt uden for rækkevidde af andre kreditorer end investorer i dækkede obligationer.

(18) Placeringen af aktiverne stillet som sikkerhed bør også reguleres for at sikre håndhævelse af investors rettigheder. Det er også vigtigt, at medlemsstaterne fastsætter regler om cover poolens sammensætning. Endvidere bør dette direktiv fastsætte dækningskravene, uden at dette berører medlemsstaternes ret til at give mulighed for at anvende andre midler til at mindske risici, såsom valuta- og renterisici. Beregningen af dækningen og betingelserne for at medtage derivatkontrakter i cover poolen bør også defineres for at sikre, at cover pools er omfattet af fælles standarder for høj kvalitet i hele Unionen. Beregningen af dækningen bør følge nominalprincippet for hovedstolen. Medlemsstaterne bør kunne anvende en anden beregningsmetode end nominalprincippet, forudsat at den anden metode er mere forsigtig, dvs. at den ikke resulterer i en højere dækningsgrad, hvor de dækkende aktiver er tælleren, og forpligtelserne vedrørende dækkede obligationer er nævneren. Medlemsstaterne bør kunne kræve et niveau for overdækning af sikkerhedsstillelse for dækkede obligationer udstedt af kreditinstitutter beliggende i den pågældende medlemsstat, som er højere end dækningskravet fastsat i dette direktiv.

(19) En række medlemsstater stiller allerede krav om, at en overvågningsansvarlig for cover pools varetager særlige opgaver i forhold til egnede aktivers kvalitet og sikrer overensstemmelse med nationale dækningskrav. For at harmonisere behandlingen af dækkede obligationer i hele Unionen er det derfor vigtigt at have en klar definition af de opgaver og ansvarsområder, som den overvågningsansvarlige for cover pools har, hvis der stilles krav om en sådan i det nationale regelsæt. Det forhold, at der findes en overvågningsansvarlig for cover pools, fritager ikke de nationale kompetente myndigheder fra deres ansvar med hensyn til offentligt tilsyn med dækkede obligationer, navnlig for så vidt angår opfyldelse af kravene fastsat i de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv.

(20) Ved artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013 opstilles der en række betingelser, som dækkede obligationer sikret ved securitiseringsenheder skal opfylde. En af disse betingelser vedrører det omfang, hvori denne type dækkende aktiver kan anvendes, og begrænser anvendelsen af sådanne strukturer til 10 % af værdien af de udestående dækkede obligationer. De kompetente myndigheder kan i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013 undlade at gøre denne betingelse gældende. I henhold til konklusionen på Kommissionens vurdering af, om denne fritagelse er hensigtsmæssig, bør det kun være muligt at anvende securitiseringsinstrumenter eller dækkede obligationer som dækkende aktiver ved udstedelse af dækkede obligationer for så vidt angår andre dækkede obligationer (»koncerninterne puljede strukturer med dækkede obligationer«), og det bør være muligt uden begrænsninger med henvisning til værdien af de udestående dækkede obligationer. For at sikre et optimalt niveau af gennemsigtighed bør cover pools for eksternt udstedte dækkede obligationer ikke indeholde internt udstedte dækkede obligationer fra forskellige kreditinstitutter inden for den samme koncern. Da anvendelsen af koncerninterne puljede strukturer med dækkede obligationer medfører undtagelse fra grænserne for kreditinstitutters eksponeringer fastsat i artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013, bør de internt og eksternt udstedte dækkede obligationer desuden pålægges at opfylde betingelserne for kreditkvalitetstrin 1 på udstedelsestidspunktet eller i tilfælde af en efterfølgende ændring af kreditkvalitetstrin og med forbehold af de kompetente myndigheders godkendelse kreditkvalitetstrin 2. Når de internt eller eksternt udstedte dækkede obligationer ikke længere opfylder dette krav, betragtes de internt udstedte dækkede obligationer ikke længere som egnede aktiver i henhold til artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013, og de eksternt udstedte dækkede obligationer fra den relevante cover pool er derfor ikke omfattet af undtagelsen i nævnte forordnings artikel 129, stk. 1, litra b).

Når de internt udstedte dækkede obligationer ikke længere opfylder det relevante krav med hensyn til kreditkvalitetstrin, bør de imidlertid være egnede dækkende aktiver med henblik på dette direktiv, forudsat at de opfylder alle kravene fastsat i dette direktiv, og de eksternt udstedte dækkede obligationer, der er sikret ved disse internt udstedte dækkede obligationer eller andre aktiver, der er i overensstemmelse med dette direktiv, bør derfor også kunne anvende mærket »European Covered Bond«. Medlemsstaterne bør have mulighed for at give tilladelse til at anvende sådanne strukturer. Det følger heraf, at for at denne mulighed reelt kan stilles til rådighed for kreditinstitutter, der tilhører en koncern, der er beliggende i forskellige medlemsstater, bør alle relevante medlemsstater have gjort brug af denne mulighed og gennemført den relevante bestemmelse i deres ret.

(21) Mindre kreditinstitutter støder på vanskeligheder, når de udsteder dækkede obligationer, da udfærdigelsen af programmer for dækkede obligationer ofte indebærer store startomkostninger. Likviditet er også af stor betydning på markeder for dækkede obligationer, og den er stort set bestemt af mængden af udestående obligationer. Derfor bør det være tilladt, at to eller flere kreditinstitutter anvender fælles finansiering, således at mindre kreditinstitutter kan udstede dækkede obligationer. Dette vil bane vej for, at flere kreditinstitutter puljer dækkende aktiver som dækkende aktiver for dækkede obligationer udstedt af et enkelt kreditinstitut, og fremme udstedelsen af dækkede obligationer i de medlemsstater, hvor der ikke på indeværende tidspunkt findes et veludviklet marked for dækkede obligationer. Kravene til brug af aftaler om fælles finansiering bør sikre, at dækkende aktiver, som sælges, eller, hvis en medlemsstat har tilladt denne mulighed, som overføres til de udstedende kreditinstitutter gennem en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/47/EF12), opfylder de krav til egnethed og adskillelse, der gælder for dækkende aktiver i henhold til EU-retten.

(22) I forbindelse med denne type finansielle instrumenter er det væsentligt, at cover poolen for dækkede obligationer er gennemsigtig, da gennemsigtighed gør det lettere at foretage sammenligninger og giver investorerne mulighed for at gennemføre den fornødne risikoevaluering. EU-retten omfatter regler om udarbejdelse, godkendelse og udsendelse af det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked, der er beliggende i eller er aktivt i en medlemsstat. Nationale lovgivere og markedsdeltagere har som supplement til sådan EU-ret i tidens løb udviklet flere initiativer vedrørende de oplysninger, der skal gives til investorer i dækkede obligationer. Det er dog nødvendigt i EU-retten at præcisere, hvilke fælles oplysninger investorer som minimum bør have adgang til, inden eller på det tidspunkt de køber dækkede obligationer. Medlemsstaterne bør kunne supplere disse minimumskrav med yderligere bestemmelser.

(23) Mindskelse af den likviditetsrisiko, der er forbundet med instrumentet, indgår som et centralt led i foranstaltningerne til sikring af investorer i dækkede obligationer. Dette er af afgørende betydning for at kunne sikre rettidig tilbagebetaling af de forpligtelser, der er knyttet til den dækkede obligationer. Der bør derfor indføres en likviditetsbuffer for cover poolen for at tage højde for risikoen for likviditetsmangel, f.eks. i forbindelse med løbetids- eller rentemismatch, betalingsafbrydelser, risikosammenblanding, betalingsforpligtelser knyttet til derivatkontrakter og andre operationelle forpligtelser, som forfalder til betaling inden for programmet for dækkede obligationer. Kreditinstituttet kan opleve situationer, hvor det bliver vanskeligt at overholde kravet om en likviditetsbuffer for cover poolen, f.eks. i stresssituationer, hvor bufferen anvendes til at dække udgående pengestrømme. De kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til dette direktiv, bør overvåge overholdelse af kravet om en likviditetsbuffer for cover poolen og om nødvendigt træffe foranstaltninger til at sikre, at kreditinstituttet overholder bufferkravet. Likviditetsbufferen for cover poolen adskiller sig fra de generelle likviditetskrav til kreditinstitutter i henhold til andre EU-retsakter, idet førstnævnte er direkte knyttet til cover poolen og har til formål at mindske de særlige likviditetsrisici, der gør sig gældende for den. For at begrænse de reguleringsmæssige byrder bør medlemsstaterne kunne give mulighed for hensigtsmæssig interaktion med likviditetskrav indført ved andre EU-retsakter, som tager sigte på andre formål end likviditetsbufferen for cover poolen. Medlemsstaterne bør derfor kunne beslutte, at, indtil den dato, hvor disse EU-retsakter ændres, finder kravet om en likviditetsbuffer for cover poolen kun anvendelse, hvis der ikke stilles andre likviditetskrav til kreditinstituttet i henhold til EU-retten i den periode, som er omfattet af sådanne andre krav. En sådan beslutning bør forhindre, at kreditinstitutter underlægges en forpligtelse til at dække de samme udgående pengestrømme med forskellige likvide aktiver i samme periode.

Medlemsstaternes mulighed for at beslutte, at likviditetsbufferen for cover poolen ikke skal anvendes, bør tages op til fornyet vurdering i forbindelse med fremtidige ændringer af likviditetskravene til kreditinstitutter i henhold til EU-retten, herunder den gældende delegerede forordning, der vedtages i henhold til artikel 460 i forordning (EU) nr. 575/2013. Likviditetsrisici kan imødegås på andre måder end ved at tilvejebringe likvide aktiver, f.eks. ved at udstede dækkede obligationer med strukturer med en løbetid, som kan forlænges, når de udløsende begivenheder adresserer likviditetsmangel eller stress. I sådanne tilfælde bør medlemsstaterne kunne tillade, at beregningen af likviditetsbufferen baseres på den endelige forfaldsdato for den dækkede obligation, idet der tages hensyn til eventuelle løbetidsforlængelser, når de udløsende begivenheder adresserer likviditetsrisici. Endvidere bør medlemsstaterne kunne tillade, at kravene til likviditetsbufferen for cover poolen ikke gælder for dækkede obligationer, der er underlagt krav om match funding, når indgående betalinger i henhold til kontrakter forfalder før udgående betalinger og placeres i højlikvide aktiver i mellemtiden.

(24) I en række medlemsstater er der udviklet innovative strukturer for løbetidsprofiler for at tage højde for potentielle likviditetsrisici, herunder løbetidsmismatch. Disse strukturer omfatter muligheden for at forlænge den på forhånd fastsatte løbetid for den dækkede obligation i en vis periode eller for at lade betalingsstrømmene fra de dækkende aktiver gå direkte til investorer i dækkede obligationer. For at kunne harmonisere strukturer med en løbetid, som kan forlænges, i hele Unionen er det vigtigt at fastsætte de betingelser, hvorunder medlemsstaterne kan tillade sådanne strukturer, for at sikre, at strukturerne ikke bliver for komplicerede og ikke udsætter investorerne for yderligere risici. Det er i forbindelse med disse betingelser vigtigt at sikre, at kreditinstituttet ikke kan forlænge løbetiden efter eget skøn. Det bør kun være tilladt at forlænge løbetiden, når objektive og klart definerede udløsende begivenheder fastsat i national lov er indtruffet eller forventes at indtræffe i nær fremtid. Sådanne udløsende begivenheder bør tage sigte på at forhindre misligholdelse, f.eks. ved at afhjælpe likviditetsmangel, markedssvigt eller markedsforstyrrelser. Forlængelser kan også fremme en velordnet afvikling af kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, ved at der gives mulighed for forlængelser i tilfælde af insolvens eller afvikling for at undgå et brandudsalg af aktiver.

(25) Kravet om et særligt offentligt tilsyn er et kendetegn for dækkede obligationer i henhold til artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF. Nævnte direktiv fastsætter dog hverken bestemmelser om et sådant tilsyns karakter og indhold eller om de myndigheder, der bør være ansvarlige for at foretage et sådant tilsyn. Det er derfor væsentligt at harmonisere de grundlæggende elementer i et sådant offentligt tilsyn med dækkede obligationer og at præcisere de opgaver og ansvarsområder, som påhviler de nationale kompetente myndigheder, der foretager tilsynet.

(26) Offentligt tilsyn med dækkede obligationer adskiller sig fra tilsynet med kreditinstitutter i Unionen, og derfor bør medlemsstaterne kunne udpege nationale kompetente myndigheder til at varetage offentligt tilsyn med dækkede obligationer, der er nogle andre end de kompetente myndigheder, der fører overordnet tilsyn med kreditinstitutter. For at sikre konsekvens i det offentlige tilsyn med dækkede obligationer i hele Unionen er det dog nødvendigt at stille krav om, at de kompetente myndigheder, som foretager det offentlige tilsyn med dækkede obligationer, indgår i et tæt samarbejde med dem, der fører overordnet tilsyn med kreditinstitutter, samt, hvor det er relevant, med afviklingsmyndigheden.

(27) Det offentlige tilsyn med dækkede obligationer bør omfatte meddelelse til kreditinstitutter af tilladelse til at udstede dækkede obligationer. Da kun kreditinstitutter bør have tilladelse til at udstede dækkede obligationer, bør godkendelse til at optræde som kreditinstitut være en forudsætning for at blive givet den pågældende tilladelse. Mens Den Europæiske Centralbank i medlemsstater, der deltager i den fælles tilsynsmekanisme, har til opgave at godkende kreditinstitutter, jf. artikel 4, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EU) nr. 1024/201313), bør kun de myndigheder, der er udpeget i henhold til dette direktiv, have beføjelse til at give tilladelse til at udstede dækkede obligationer og udøve offentligt tilsyn med dækkede obligationer. Derfor bør dette direktiv fastsætte de betingelser, hvorunder kreditinstitutter, som er godkendt i henhold til EU-retten, kan opnå tilladelse til at udstede dækkede obligationer.

(28) Tilladelsens omfang bør vedrøre programmet for dækkede obligationer. Dette program bør være underlagt tilsyn i henhold til dette direktiv. Et kreditinstitut kan have mere end ét program for dækkede obligationer. I så fald bør der kræves en særskilt tilladelse for hvert program. Et program for dækkede obligationer kan omfatte en eller flere cover pools. Flere cover pools eller forskellige udstedelser (forskellige internationale identifikationsnumre for værdipapirer (ISIN-koder)) under det samme program for dækkede obligationer er ikke nødvendigvis udtryk for, at der eksisterer flere særskilte programmer for dækkede obligationer.

(29) Eksisterende programmer for dækkede obligationer bør ikke være påkrævede for at opnå ny tilladelse, når bestemmelserne i den nationale ret, der gennemfører dette direktiv, finder anvendelse. Med hensyn til dækkede obligationer, som er udstedt under de eksisterende programmer for dækkede obligationer efter anvendelsesdatoen for de bestemmelser i national ret, der gennemfører dette direktiv, bør kreditinstitutterne imidlertid opfylde alle kravene fastsat i dette direktiv. Sådan overholdelse bør overvåges af de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til dette direktiv som en del af det offentlige tilsyn med dækkede obligationer. Medlemsstaterne kan i henhold til national ret give retningslinjer for, hvordan overensstemmelsesvurderingen proceduremæssigt gennemføres efter den dato, fra hvilken medlemsstaterne skal anvende bestemmelserne i den nationale ret til gennemførelse af dette direktiv. De kompetente myndigheder bør kunne gennemgå et program for dækkede obligationer og vurdere behovet for at ændre tilladelsen til dette program. Et sådant behov for ændringer kan skyldes væsentlige ændringer i forretningsmodellen for det kreditinstitut, der udsteder de dækkede obligationer, f.eks. efter en ændring af det nationale regelsæt for dækkede obligationer eller beslutninger truffet af kreditinstituttet. Sådanne ændringer kan betragtes som væsentlige, hvis de kræver en revurdering af de betingelser, hvorunder der blev givet tilladelse til at udstede dækkede obligationer.

(30) Når en medlemsstat sørger for, at der udpeges en særlig administrator, bør den kunne fastsætte regler om kompetencer og operationelle krav for sådanne særlige administratorer. Disse regler kan udelukke muligheden for, at den særlige administrator modtager indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra forbrugere og private investorer, men tillader modtagelse af indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler udelukkende fra professionelle investorer.

(31) For at sikre overholdelse af de krav, som stilles til kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, og for at sikre stort set ens behandling og overholdelse i hele Unionen bør der stilles krav til medlemsstaterne om at indføre bestemmelser vedrørende administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning. Medlemsstaterne bør også kunne indføre strafferetlige sanktioner i stedet for administrative sanktioner. Medlemsstater, der vælger at indføre strafferetlige sanktioner, bør underrette Kommissionen om de relevante strafferetlige bestemmelser.

(32) Administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som medlemsstaterne fastlægger, bør opfylde en række væsentlige krav vedrørende adressaterne af de pågældende sanktioner eller foranstaltninger, de kriterier, der skal tages i betragtning ved deres anvendelse, de krav til offentliggørelse, der stilles til kompetente myndigheder, som foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer, beføjelsen til at pålægge sanktioner og størrelsen af de administrative økonomiske sanktioner, der kan pålægges. Inden der træffes en afgørelse om pålæggelse af administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger, bør adressaten have mulighed for at blive hørt. Medlemsstaterne bør dog kunne fastsætte undtagelser fra retten til at blive hørt i forbindelse med andre administrative foranstaltninger end administrative sanktioner. En sådan undtagelse bør begrænses til tilfælde af overhængende fare, hvor det er nødvendigt med en hurtig indsats for at forhindre betydelige tab for tredjemand, som f.eks. investorer i dækkede obligationer, eller for at forhindre eller afhjælpe betydelig skade på det finansielle system. I sådanne tilfælde bør adressaten have mulighed for at blive hørt, efter at foranstaltningen er blevet pålagt.

(33) Der bør stilles krav til medlemsstaterne om at sikre, at de kompetente myndigheder, som foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer, ved valget af arten af administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger og størrelsen af de pågældende sanktioner tager højde for alle relevante omstændigheder for at sikre ensartet anvendelse af administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger i hele Unionen. Medlemsstaterne kan medtage administrative foranstaltninger i forbindelse med forlængelsen af løbetiden under strukturer med en løbetid, som kan forlænges. Hvis medlemsstaterne fastsætter sådanne foranstaltninger, kan disse foranstaltninger gøre det muligt for de kompetente myndigheder at erklære en forlængelse af løbetiden ugyldig og fastsætte betingelser for en sådan ugyldiggørelse for at rette op på den situation, hvor et kreditinstitut forlænger løbetiden i strid med de objektive udløsende begivenheder, som er fastsat i national ret, eller for at sikre finansiel stabilitet og investorbeskyttelse.

(34) For at kunne konstatere eventuelle overtrædelser af de krav, der stilles til udstedelse og markedsføring af dækkede obligationer, bør de kompetente myndigheder, som foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer, tillægges de fornødne undersøgelsesbeføjelser og effektive mekanismer til at fremme indberetning af eventuelle eller faktiske overtrædelser. De pågældende mekanismer bør ikke have indvirkning på retten til forsvar for personer eller enheder, som påvirkes negativt af de pågældende beføjelser og mekanismer.

(35) De kompetente myndigheder, som foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer, bør også have beføjelse til at pålægge administrative sanktioner og vedtage andre administrative foranstaltninger for at sikre det størst mulige spillerum efter en overtrædelse og for at medvirke til at forhindre yderligere overtrædelser, uanset om sådanne foranstaltninger betragtes som en administrativ sanktion eller en anden administrativ foranstaltning i henhold til national ret. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte yderligere sanktioner end dem, der er fastsat i dette direktiv.

(36) Den gældende nationale lovgivning om dækkede obligationer er kendetegnet ved detaljeret regulering på nationalt plan og tilsyn med udstedelse af og programmer for dækkede obligationer for at sikre, at rettighederne for investorer i dækkede obligationer til enhver tid respekteres. Det pågældende tilsyn omfatter løbende overvågning af programmets karakteristika, dækningskravene og cover poolens kvalitet. Et passende omfang af investorinformation om regelsættet for udstedelse af dækkede obligationer indgår som et væsentligt led i investorbeskyttelse. Det bør derfor sikres, at de kompetente myndigheder regelmæssigt offentliggør oplysninger om bestemmelserne i national ret til gennemførelse af dette direktiv og om den måde, hvorpå de foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

(37) Dækkede obligationer markedsføres på indeværende tidspunkt i Unionen med nationale betegnelser og mærker, hvoraf nogle er veletablerede, og andre ikke er det. Det forekommer derfor hensigtsmæssigt at give kreditinstitutter, som udsteder dækkede obligationer i Unionen, mulighed for at anvende et særligt »European Covered Bond«-mærke ved salg af dækkede obligationer til investorer både i Unionen og i tredjelande på den betingelse, at de pågældende dækkede obligationer opfylder kravene i dette direktiv. Hvis sådanne dækkede obligationer også er i overensstemmelse med kravene i artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013, bør kreditinstitutter have mulighed for at anvende mærket »European Covered Bond (Premium)«. Dette mærke, som angiver, at specifikke supplerende krav er blevet opfyldt, der resulterer i en styrket og velkendt kvalitet, kan være attraktivt selv i medlemsstater med veletablerede nationale mærker. Målet med de to mærker »European Covered Bond« og »European Covered Bond (Premium)« er at gøre det lettere for investorer at vurdere kvaliteten af de dækkede obligationer og for dermed at gøre dem mere attraktive som investeringsinstrument både inden og uden for Unionen. Anvendelsen af disse to mærker bør dog være frivillig, og medlemsstaterne bør kunne opretholde deres egne rammer for nationale betegnelser og mærkning sideløbende med disse to mærker.

(38) For at kunne vurdere anvendelsen af dette direktiv bør Kommissionen i tæt samarbejde med EBA overvåge udviklingen i dækkede obligationer i Unionen og aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om niveauet af investorbeskyttelse og udviklingen på markederne for dækkede obligationer. Rapporten bør også fokusere på udviklingen i de aktiver, der udgør sikkerhed for udstedelsen af dækkede obligationer. Da anvendelsen af strukturer med en løbetid, som kan forlænges, har været stigende, bør Kommissionen også aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om funktionsmåden for dækkede obligationer med en struktur med en løbetid, som kan forlænges, og de risici og fordele, der følger af udstedelsen af sådanne dækkede obligationer.

(39) En ny kategori af finansielle instrumenter under betegnelsen europæisk sikrede værdipapirer (ESN'er), som er dækket af aktiver, der er mere risikobetonede end offentlige eksponeringer og lån med pant, og som ikke er egnede dækkende aktiver i henhold til dette direktiv, er blevet foreslået af markedsdeltagerne og andre som et supplerende instrument for banker til at finansiere realøkonomien. Kommissionen hørte EBA den 3. oktober 2017 om en vurdering af, i hvilket omfang ESN'er kunne anvende den bedste praksis, som EBA har identificeret for traditionelle dækkede obligationer, en passende risikobehandling af ESN'er og den mulige virkning af ESN-udstedelser på bankbalancernes behæftelsesniveauer. Som svar udsendte EBA en rapport den 24. juli 2018. Sideløbende med EBA's rapport offentliggjorde Kommissionen den 12. oktober 2018 en undersøgelse. Kommissionens undersøgelse og EBA's rapport konkluderede, at der var behov for en yderligere vurdering, f.eks. vedrørende reguleringsmæssig behandling. Kommissionen bør derfor fortsat vurdere, om en lovgivningsmæssig ramme for ESN'er vil være hensigtsmæssig, og aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om resultaterne sammen med et lovgivningsmæssigt forslag, hvis det er relevant.

(40) På indeværende tidspunkt findes der ikke nogen ækvivalensordning til anerkendelse i Unionen af dækkede obligationer udstedt af kreditinstitutter i tredjelande undtagen i tilsynsmæssig sammenhæng, hvor visse tredjelandsobligationer på visse betingelser indrømmes særbehandling for så vidt angår likviditet. Kommissionen bør derfor i tæt samarbejde med EBA vurdere, om det er nødvendigt og relevant at indføre en ækvivalensordning for tredjelandsudstedere af og investorer i dækkede obligationer. Kommissionen bør derfor senest to år efter den dato, hvorfra medlemsstaterne skal anvende bestemmelserne i national ret til gennemførelse af dette direktiv, aflægge rapport herom til Europa-Parlamentet og Rådet sammen med et lovgivningsmæssigt forslag, hvis det er relevant.

(41) Dækkede obligationer er kendetegnet ved at have en på forhånd fastsat løbetid på flere år. Det er derfor nødvendigt at medtage overgangsforanstaltninger for at sikre, at dækkede obligationer udstedt inden den 8. juli 2022, ikke påvirkes. Dækkede obligationer, der er udstedt før denne dato, bør derfor fortsat opfylde kravene i artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF og undtages fra de fleste af de nye krav, der er fastsat i dette direktiv. Der bør fortsat kunne henvises til sådanne dækkede obligationer som dækkede obligationer, forudsat at deres overholdelse af artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF, i den udgave, der fandt anvendelse på udstedelsesdatoen, og af de krav i dette direktiv, der finder anvendelse på dem, er underlagt tilsyn af de kompetente myndigheder, der er udpeget i medfør af dette direktiv. Dette tilsyn bør ikke omfatte de krav i dette direktiv, som dækkede obligationer er fritaget for. I nogle medlemsstater er ISIN-koderne åbne i en længere periode, således at dækkede obligationer kan udstedes løbende under denne kode med det formål at øge mængden (udstedelsesstørrelsen) af den dækkede obligation (»tapudstedelser«). Overgangsforanstaltningerne bør dække tapudstedelser af dækkede obligationer under ISIN-koder åbnet før den 8. juli 2022.

(42) Som følge af de ensartede rammebestemmelser, der indføres for dækkede obligationer, bør beskrivelsen af dækkede obligationer i artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF ændres. I direktiv 2014/59/EU defineres dækkede obligationer ved en henvisning til artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF. Da denne definition bør ændres, bør direktiv 2014/59/EU også ændres. For at undgå, at dækkede obligationer, som udstedes i overensstemmelse med artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF inden den 8. juli 2022, påvirkes, bør der fortsat henvises til de pågældende dækkede obligationer som dækkede obligationer, indtil de forfalder til betaling. Direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(43) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter14) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiveren, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er berettiget.

(44) Målet for dette direktiv, nemlig at etablere en fælles ramme for dækkede obligationer for at sikre, at de strukturelle træk ved dækkede obligationer i hele Unionen svarer til den lavere risikoprofil, der berettiger til særbehandling i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af behovet for at videreudvikle markedet for dækkede obligationer i hele Unionen og fremme investeringer i Unionen bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(45) Den Europæiske Centralbank blev hørt og afgav udtalelse den 22. august 2018.

(46) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200115) og har afgivet udtalelse den 12. oktober 2018.

(47) Kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, behandler betydelige mængder personoplysninger. En sådan behandling bør til enhver tid foretages i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/67916). På samme måde bør EBA's behandling af personoplysninger, når den i henhold til dette direktiv opretholder en central database med administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som den meddeles af nationale kompetente myndigheder, finde sted i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/172517) -

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

AFSNIT I

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Genstand

Ved dette direktiv fastsættes der følgende investorbeskyttelsesregler om:

Artikel 2

Anvendelsesområde

Dette direktiv finder anvendelse på dækkede obligationer udstedt af kreditinstitutter etableret i Unionen.

Artikel 3

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

AFSNIT II

STRUKTURELLE TRÆK VED DÆKKEDE OBLIGATIONER

KAPITEL 1

»Dual recourse« og afsondring i tilfælde af konkurs

Artikel 4

»Dual recourse«

1.    Medlemsstaterne indfører regler, som gør investorer i dækkede obligationer og modparter i derivatkontrakter, der opfylder bestemmelserne i artikel 11, berettigede til følgende krav:

2.    De krav, der er omhandlet i stk. 1, begrænses til den fulde betalingsforpligtelse, som er knyttet til de dækkede obligationer.

3.    Medlemsstaterne kan med henblik på denne artikels stk. 1, litra c), indføre regler, som i tilfælde af insolvens hos et særligt kreditinstitut, giver investorer i dækkede obligationer og modparter i derivatkontrakter, der opfylder bestemmelserne i artikel 11, et krav, som er foranstillet det krav, det pågældende særlige kreditinstituts almindelige usikrede kreditorer har i henhold til den nationale ret om rækkefølgen ved almindelig insolvensbehandling, men som er efterstillet i forhold til andre privilegerede kreditorer.

Artikel 5

Dækkede obligationers afsondring i tilfælde af konkurs

Medlemsstaterne sikrer, at de betalingsforpligtelser, som er knyttet til dækkede obligationer, ikke er omfattet af automatisk fremskyndelse ved insolvens eller afvikling af det kreditinstitut, der udsteder dækkede obligationer.

KAPITEL 2

Cover pool og dækning

Afsnit I

Egnede aktiver

Artikel 6

Egnede dækkende aktiver

1.    Medlemsstaterne stiller krav om, at dækkede obligationer til enhver tid er sikret ved:

2.    Det i stk. 1, litra b) omhandlede betalingskrav skal opfylde følgende retlige krav:

Medlemsstaterne stiller krav om, at kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, vurderer mulighederne for fyldestgørelse af betalingskrav og for at realisere aktiver stillet som sikkerhed, inden de medtages i cover poolen.

3.    Aktiver stillet som sikkerhed i henhold til stk. 1, litra b), skal opfylde et af følgende krav:

De i dette stykkes første afsnit, litra a), omhandlede fysiske aktiver stillet som sikkerhed bidrager til dækning af forpligtelser, der er knyttet til dækkede obligationer, op til den mindste værdi af hovedstolen af panterettighederne sammenlagt med eventuelle foranstående panterettigheder og 70 % af disse fysiske aktiver stillet som sikkerhed. De i dette stykkes første afsnit, litra a), omhandlede fysiske aktiver stillet som sikkerhed, som sikrer aktiver som omhandlet i stk. 1, litra a), er ikke forpligtet til at overholde grænsen på 70 % eller grænserne i artikel 129, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013.

Hvis der med henblik på dette stykkes første afsnit, litra a), ikke findes et offentligt register for et bestemt fysisk aktiv stillet som sikkerhed, kan medlemsstaterne indføre en alternativ form for certificering af ejerforholdet og af krav vedrørende det pågældende fysiske aktiv stillet som sikkerhed, for så vidt som den form for certificering yder beskyttelse, der er sammenlignelig med den beskyttelse, der ydes af et offentligt register i den forstand, at den i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats ret giver interesserede tredjemænd mulighed for at få adgang til oplysninger vedrørende identifikation af det behæftede fysiske aktiv stillet som sikkerhed, fordeling af ejerforhold, dokumentation for og fordeling af behæftelser og håndhævelse af sikkerhedsinteresser.

4.    Med henblik på stk. 1, litra c), skal dækkede obligationer, der er sikret ved lån til eller garanteret af offentlige virksomheder som primære aktiver, være underlagt et minimum af overdækning af sikkerhedsstillelse på 10 % og være underlagt alle følgende betingelser:

5.    Medlemsstaterne fastsætter regler for metoden og processen for værdiansættelse af fysiske aktiver stillet som sikkerhed, som sikrer aktiver som omhandlet i stk. 1, litra a) og b). Disse regler skal som minimum sikre følgende:

6.    Medlemsstaterne stiller krav om, at kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, råder over procedurer, som gør det muligt at overvåge, at de fysiske aktiver stillet som sikkerhed, som sikrer aktiver som omhandlet i denne artikels stk. 1, litra a) og b), er tilstrækkeligt forsikret mod skader, og at forsikringskravet er adskilt i overensstemmelse med artikel 12.

7.    Medlemsstaterne stiller krav om, at kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, tilvejebringer dokumentation om de dækkende aktiver, jf. stk. 1, litra a) og b), og om deres udlånspolitikkers overensstemmelse med bestemmelserne i national ret til gennemførelse af denne artikel.

8.    Medlemsstaterne fastsætter regler, der sikrer risikospredning i cover poolen med hensyn til detaljeringsgrad og væsentlig koncentration for så vidt angår aktiver, der ikke er egnede i henhold til stk. 1, litra a).

Artikel 7

Aktiver stillet som sikkerhed, som befinder sig uden for Unionen

1.    Medlemsstaterne kan give kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, tilladelse til at medtage aktiver, som er sikret ved aktiver stillet som sikkerhed, som befinder sig uden for Unionen, i cover poolen, jf. dog stk. 2.

2.    Hvis medlemsstaterne giver tilladelse til medtagelsen af aktiver som omhandlet i stk. 1, sikrer de investorbeskyttelse ved at stille krav om, at kreditinstitutter efterprøver, om disse aktiver stillet som sikkerhed opfylder alle kravene i artikel 6. Medlemsstaterne sikrer, at disse aktiver stillet som sikkerhed yder et niveau af sikkerhed svarende til niveauet for aktiver stillet som sikkerhed, der befinder sig i Unionen, og sikrer, at disse aktiver stillet som sikkerhed kan realiseres ved retslig håndhævelse på en måde, som har tilsvarende virkning, som realiseringen af aktiver stillet som sikkerhed, der befinder sig i Unionen.

Artikel 8

Koncerninterne puljestrukturer med dækkede obligationer

Medlemsstaterne kan indføre regler om anvendelse af koncerninterne puljestrukturer med dækkede obligationer, under hvilke dækkede obligationer udstedt af et kreditinstitut, der tilhører en koncern (»internt udstedte dækkede obligationer«), anvendes som dækkende aktiver for den eksterne udstedelse af dækkede obligationer, som foretages af et andet kreditinstitut, der tilhører den samme koncern (»eksternt udstedte dækkede obligationer«). Disse regler skal som minimum omfatte følgende krav:

Med henblik på nærværende artikels første afsnit, litra e), kan de kompetente myndigheder udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, tillade dækkede obligationer, der opfylder betingelserne for kreditkvalitetstrin 2 som følge af en ændring, der har medført et lavere kreditkvalitetstrin for de dækkede obligationer, til fortsat at være en del af en koncernintern puljestruktur med dækkede obligationer, forudsat at disse kompetente myndigheder konkluderer, at ændringen i kreditkvalitetstrin ikke skyldes en tilsidesættelse af krav til tilladelse som fastsat i bestemmelserne i den nationale ret til gennemførelse af artikel 19, stk. 2. De kompetente myndigheder udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, underretter efterfølgende EBA om enhver beslutning i henhold til dette afsnit.

Artikel 9

Fælles finansiering

1.    Medlemsstaterne giver tilladelse til, at egnede dækkende aktiver, som hidrører fra et kreditinstitut og er blevet købt af et kreditinstitut, som udsteder dækkede obligationer, bliver anvendt som dækkende aktiver til udstedelse af dækkede obligationer.

Medlemsstaterne regulerer sådanne indkøb for at sikre, at kravene i artikel 6 og 12 er opfyldt.

2.    Uden at dette berører kravet i nærværende artikels stk. 1, andet afsnit, kan medlemsstaterne tillade overførsler gennem aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse i henhold til direktiv 2002/47/EF.

3.    Uden at dette berører kravet i stk. 1, andet afsnit, kan medlemsstaterne også tillade, at aktiver, der hidrører fra en virksomhed, som ikke er et kreditinstitut, anvendes som dækkende aktiver. Hvis medlemsstaterne benytter sig af denne mulighed, skal de kræve, at det kreditinstitut, der udsteder de dækkede obligationer, enten vurderer långivningsstandarderne i den virksomhed, som de dækkede aktiver hidrører fra, eller selv foretager en grundig vurdering af låntagerens kreditværdighed.

Artikel 10

Cover poolens sammensætning

Medlemsstaterne sikrer investorbeskyttelse ved at fastsætte bestemmelser for cover pools' sammensætning. Disse bestemmelser skal, hvor det er relevant, fastsætte betingelserne for, at kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, kan medtage primære aktiver, som har forskellige karakteristika, for så vidt angår de pågældende dækkende aktivers strukturelle træk, levetid eller risikoprofil, i cover poolen.

Artikel 11

Derivatkontrakter i cover poolen

1.    Medlemsstaterne sikrer investorbeskyttelse ved at tillade, at derivatkontrakter udelukkende medtages i cover poolen, hvis følgende krav som minimum er opfyldt:

2.    Medlemsstaterne indfører med henblik på at sikre overholdelse af kravene i stk. 1 regler vedrørende derivatkontrakter i cover poolen. Disse regler skal præcisere:

Artikel 12

Adskillelse af dækkende aktiver

1.    Medlemsstaterne fastsætter regler for adskillelsen af dækkende aktiver. Disse regler skal som minimum omfatte følgende krav:

De dækkende aktiver omfatter med henblik på første afsnit sikkerhedsstillelse modtaget i forbindelse med derivatkontraktpositioner.

2.    Den adskillelse af dækkende aktiver, der er omhandlet i stk. 1, gælder også i tilfælde af insolvens eller afvikling af det kreditinstitut, der udsteder dækkede obligationer.

Artikel 13

Overvågningsansvarlig for cover pools

1.    Medlemsstaterne kan stille krav om, at kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, udpeger en overvågningsansvarlig for cover pools til løbende at overvåge cover poolen med hensyn til kravene i artikel 6-12 og artikel 14-17.

2.    Hvis medlemsstaterne gør brug af den mulighed, der er omhandlet i stk. 1, indfører de regler, der som minimum omfatter følgende aspekter:

3.    Når medlemsstaterne gør brug af den mulighed, der er omhandlet i stk. 1, er den overvågningsansvarlige for cover pools adskilt fra og uafhængig af det kreditinstitut, der udsteder de dækkede obligationer, og det pågældende kreditinstituts revisor.

Medlemsstaterne kan dog tillade, at en overvågningsansvarlig for cover poolen (»den interne overvågningsansvarlige«) ikke er adskilt fra kreditinstituttet, hvis:

4.    Hvis medlemsstaterne gør brug af den mulighed, der er omhandlet i stk. 1, underretter de EBA herom.

Artikel 14

Investorinformation

1.    Medlemsstaterne sikrer, at kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, tilvejebringer oplysninger om deres programmer for dækkede obligationer, som er tilstrækkeligt detaljerede til, at investorerne kan vurdere det pågældende programs profil og risici og udvise due diligence.

2.    Medlemsstaterne sikrer med henblik på stk. 1, at oplysningerne gives til investorer som minimum hvert kvartal, og at de som minimum omfatter følgende oplysninger om porteføljen:

Medlemsstaterne sikrer, at for så vidt angår eksternt udstedte dækkede obligationer under koncerninterne puljestrukturer med dækkede obligationer som omhandlet i artikel 8, gives de oplysninger, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, eller et link hertil, til investorer for så vidt angår alle internt udstedte dækkede obligationer i koncernen. Medlemsstaterne sikrer, at disse oplysninger gives til investorer som minimum på aggregeret grundlag.

3.    Medlemsstaterne sikrer investorbeskyttelse ved at stille krav til kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, om at offentliggøre de oplysninger, der stilles til rådighed for investorer i overensstemmelse med stk. 1 og 2, på deres websted. Medlemsstaterne må ikke kræve, at disse kreditinstitutter offentliggør sådanne oplysninger på papir.

Afsnit II

Dæknings- og likviditetskrav

Artikel 15

Dækningskrav

1.    Medlemsstaterne sikrer investorbeskyttelse ved at stille krav om, at programmer for dækkede obligationer til enhver tid som minimum opfylder dækningskravene fastsat i stk. 2-8.

2.    Alle forpligtelser i forbindelse med dækkede obligationer skal være dækket af betalingskrav, der er knyttet til de dækkende aktiver.

3.    De i stk. 2 omhandlede forpligtelser skal omfatte:

Med henblik på første afsnit, litra d), kan medlemsstaterne tillade beregning af et fast beløb.

4.    Følgende dækkende aktiver betragtes som bidragende til at opfylde dækningskravet:

Usikrede krav bidrager ikke til dækning, hvis misligholdelse anses for at have fundet sted i henhold til artikel 178 i forordning (EU) nr. 575/2013.

5.    Med henblik på stk. 3, første afsnit, litra c), og stk. 4, første afsnit, litra d), fastsætter medlemsstaterne regler for værdiansættelse af derivatkontrakter.

6.    Beregningen af dækningskravet sikrer, at den samlede nominelle værdi af alle dækkende aktiver som minimum svarer til eller overstiger den samlede nominelle værdi af de dækkede obligationer (»nominalprincippet«).

Medlemsstaterne kan tillade andre beregningsprincipper, forudsat at de ikke medfører en højere dækningsratio end den, der beregnes i henhold til nominalprincippet.

Medlemsstaterne fastsætter regler for beregning af eventuelle renteudgifter i forbindelse med udestående dækkede obligationer og renteindtægter i forbindelse med dækkede aktiver, som skal afspejle sunde forsigtighedsprincipper i overensstemmelse med de gældende regnskabsstandarder.

7.    Uanset stk. 6, første afsnit, kan medlemsstaterne på en måde, der afspejler sunde forsigtighedsprincipper og i overensstemmelse med gældende regnskabsstandarder, tillade, at fremtidige renteindtægter på dækkende aktiver med fradrag af fremtidige renteudgifter på de tilsvarende dækkede obligationer tages i betragtning med henblik på at udligne eventuelle mangler i dækningen af den primære betalingsforpligtelse, der er knyttet til de dækkede obligationer, når der er en snæver sammenhæng som defineret i den relevante delegerede forordning, der er vedtaget i medfør af artikel 33, stk. 4, i forordning (EU) nr. 575/2013, på følgende betingelser:

8.    Medlemsstaterne sikrer, at beregningen af dækkende aktiver og forpligtelser baseres på den samme metode. Medlemsstaterne kan tillade forskellige beregningsmetoder til beregning af på den ene side dækkende aktiver og på den anden side forpligtelser, forudsat at anvendelsen af sådanne forskellige beregningsmetoder ikke resulterer i en højere dækningsratio end beregnet efter samme metode for beregning af både dækkede aktiver og forpligtelser.

Artikel 16

Krav om likviditetsbuffer for cover poolen

1.    Medlemsstaterne sikrer investorbeskyttelse ved at stille krav om, at cover poolen til enhver tid omfatter en likviditetsbuffer sammensat af likvide aktiver, der er tilgængelige til dækning af udgående nettopengestrømme i forbindelse med programmet for dækkede obligationer.

2.    Likviditetsbufferen for cover poolen skal dække de samlede maksimale udgående nettopengestrømme for de næste 180 dage.

3.    Medlemsstaterne sikrer, at den likviditetsbuffer for cover poolen, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, består af følgende typer aktiver, adskilt i overensstemmelse med dette direktivs artikel 12:

Medlemsstaterne kan begrænse typerne af likvide aktiver til anvendelse med henblik på stk. 1, litra a) og b).

Medlemsstaterne sikrer, at usikrede krav fra eksponeringer, der anses for at være misligholdte i overensstemmelse med artikel 178 i forordning (EU) nr. 575/2013, ikke kan bidrage til likviditetsbufferen for cover poolen.

4.    Hvis kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, er omfattet af likviditetskrav i andre EU-retsakter, der fører til overlapning med cover poolens likviditetsbuffer, kan medlemsstaterne beslutte ikke at anvende bestemmelserne i nationale ret til gennemførelse af stk. 1, 2 og 3 for den periode, der er fastsat i nævnte EU-retsakter. Medlemsstaterne må kun gøre brug af denne mulighed indtil den dato, hvor en ændring af disse EU-retsakter med henblik på at fjerne denne overlapning finder anvendelse, og skal underrette Kommissionen og EBA, hvis de gør brug af denne mulighed.

5.    Medlemsstaterne kan tillade, at beregningen af hovedstolen for strukturer med en løbetid, som kan forlænges, baseres på den endelige forfaldsdato i overensstemmelse med de bestemmelser og vilkår, der gælder for den dækkede obligation.

6.    Medlemsstaterne kan fastsætte, at stk. 1 ikke finder anvendelse på dækkede obligationer, som er omfattet af krav om match funding.

Artikel 17

Betingelser for strukturer med en løbetid, som kan forlænges

1.    Medlemsstaterne kan give tilladelse til udstedelse af dækkede obligationer med strukturer med en løbetid, som kan forlænges, hvis investorbeskyttelse som minimum er sikret ved følgende:

2.    Medlemsstater, som giver tilladelse til udstedelse af dækkede obligationer med strukturer med en løbetid, som kan forlænges, underretter EBA herom.

AFSNIT III

OFFENTLIGT TILSYN MED DÆKKEDE OBLIGATIONER

Artikel 18

Offentligt tilsyn med dækkede obligationer

1.    Medlemsstaterne sikrer investorbeskyttelse ved at fastsætte, at udstedelse af dækkede obligationer er omfattet af offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

2.    Medlemsstaterne udpeger med henblik på det offentlige tilsyn med dækkede obligationer, der er omhandlet i stk. 1, en eller flere kompetente myndigheder. De underretter Kommissionen og EBA om de pågældende udpegede myndigheder og angiver en eventuel opdeling af funktioner og pligter.

3.    Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til stk. 2, overvåger udstedelsen af dækkede obligationer med henblik på at vurdere, hvorvidt de krav, der er fastsat i bestemmelserne i national ret til gennemførelse af dette direktiv, er opfyldt.

4.    Medlemsstaterne sikrer, at kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, registrerer alle deres transaktioner i forbindelse med programmet for dækkede obligationer og råder over tilstrækkelige og passende dokumentationssystemer og -processer.

5.    Medlemsstaterne sikrer endvidere, at der er truffet passende foranstaltninger, som gør det muligt for de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til denne artikels stk. 2, at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, hvorvidt kravene i bestemmelserne i national ret til gennemførelse af dette direktiv, er opfyldt, undersøge eventuelle overtrædelser af de pågældende krav og pålægge administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger i overensstemmelse med bestemmelserne i national ret til gennemførelse af artikel 23.

6.    Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til stk. 2, har den ekspertise, de ressourcer, den operationelle kapacitet, de beføjelser og den uafhængighed, der er påkrævet for at varetage de funktioner, der er forbundet med offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

Artikel 19

Tilladelse til programmer for dækkede obligationer

1.    Medlemsstaterne sikrer investorbeskyttelse ved at stille krav om, at der skal indhentes tilladelse til et program for dækkede obligationer, inden der udstedes dækkede obligationer under det pågældende program. Medlemsstaterne tillægger de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, beføjelse til at give sådanne tilladelser.

2.    Medlemsstaterne fastsætter kravene til den tilladelse, der er omhandlet i stk. 1, herunder som minimum følgende:

Artikel 20

Offentligt tilsyn med dækkede obligationer i tilfælde af insolvens og afvikling

1.    De kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, samarbejder med afviklingsmyndigheden i tilfælde af afvikling af et kreditinstitut, der udsteder dækkede obligationer, for at sikre bevaring af de rettigheder og interesser, som investorerne i dækkede obligationer har, herunder ved som minimum at kontrollere den løbende og forsvarlige forvaltning af programmet for dækkede obligationer under afviklingsprocessen.

2.    Medlemsstaterne kan bestemme, at der skal udpeges en særlig administrator i tilfælde af insolvens hos et kreditinstitut, der udsteder dækkede obligationer, for at sikre bevaring af de rettigheder og interesser, som investorerne i dækkede obligationer har, herunder ved som minimum at kontrollere den løbende og forsvarlige forvaltning af programmet for dækkede obligationer, så længe det er nødvendigt.

Hvis medlemsstaterne gør brug af denne mulighed, kan de stille krav om, at deres kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, godkender udpegningen og afskedigelsen af den særlige administrator. Medlemsstater, der gør brug af denne mulighed, skal som minimum stille krav om, at de kompetente myndigheder høres om udpegning og afskedigelse af den særlige administrator.

3.    Hvis medlemsstaterne fastsætter, at der skal udpeges en særlig administrator i henhold til stk. 2, vedtager de regler om den pågældende særlige administrators opgaver og ansvarsområder, herunder som minimum i forhold til:

Med henblik på første afsnit, litra c), kan medlemsstaterne tillade, at den særlige administrator, i tilfælde af at det kreditinstitut, der udsteder de dækkede obligationer, er insolvent, opererer i henhold til den tilladelse, som det pågældende kreditinstitut er i besiddelse af, under iagttagelse af de samme operative krav.

4.    Medlemsstaterne sikrer koordinering og udveksling af oplysninger med henblik på insolvens- eller afviklingsprocessen mellem de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, den særlige administrator, hvis en sådan administrator er udpeget, og i tilfælde af afvikling afviklingsmyndigheden.

Artikel 21

Indberetning til de kompetente myndigheder

1.    Medlemsstaterne sikrer investorbeskyttelse ved at stille krav om, at kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, skal indberette de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2, om programmer for dækkede obligationer til de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2. Denne indberetning foretages regelmæssigt såvel som efter anmodning fra disse kompetente myndigheder. Medlemsstaterne fastsætter regler om hyppigheden af den regelmæssige indberetning.

2.    De indberetningsforpligtelser, der skal fastsættes i henhold til stk. 1, skal omfatte krav om, at de oplysninger, der skal gives, som minimum omfatter oplysninger om følgende:

3.    Medlemsstaterne fastsætter regler om de oplysninger, der skal gives efter stk. 2 af de kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, til de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, i tilfælde af insolvens eller afvikling af et kreditinstitut, der udsteder dækkede obligationer.

Artikel 22

Kompetente myndigheders beføjelser med henblik på offentligt tilsyn med dækkede obligationer

1.    Medlemsstaterne sikrer investorbeskyttelse ved at tillægge de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, alle de tilsyns-, undersøgelses- og sanktionsbeføjelser, der er nødvendige for at føre offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

2.    De beføjelser, der er omhandlet i stk. 1, omfatter som minimum følgende:

Artikel 23

Administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger

1.    Uden at det berører medlemsstaternes ret til at fastsætte strafferetlige sanktioner, fastsætter medlemsstaterne regler om passende administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, der finder anvendelse som minimum i følgende situationer:

Medlemsstaterne kan beslutte ikke at indføre administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger for overtrædelser, der er underlagt strafferetlige sanktioner i deres nationale ret. I sådanne tilfælde meddeler medlemsstaterne Kommissionen de relevante strafferetlige bestemmelser.

2.    De sanktioner og foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, skal være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning, og skal som minimum omfatte følgende:

3.    Medlemsstaterne sikrer desuden, at de sanktioner og foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, gennemføres effektivt.

4.    Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, ved fastsættelsen af arten af administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger og af størrelsen af de pågældende administrative økonomiske sanktioner tager højde for følgende omstændigheder, hvis det er relevant:

5.    Såfremt de i stk. 1 omhandlede bestemmelser finder anvendelse på juridiske personer, sikrer medlemsstaterne desuden, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, anvender de administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger som fastsat i nærværende artikels stk. 2 på medlemmer af ledelsesorganet samt andre personer, som i henhold til national ret er ansvarlige for overtrædelsen.

6.    Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, giver den berørte fysiske eller juridiske person mulighed for at blive hørt, inden de træffer afgørelse om at pålægge administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger som fastsat i nærværende artikels stk. 2. Undtagelser fra retten til at blive hørt kan gælde for vedtagelsen af disse andre administrative foranstaltninger, hvis en hurtig indsats er nødvendig for at forhindre betydelige tab for tredjemand eller betydelig skade på det finansielle system. I sådanne tilfælde skal den pågældende person have mulighed for at blive hørt så hurtigt som muligt efter vedtagelsen af en sådan administrativ foranstaltning, og om nødvendigt skal den pågældende foranstaltning revideres.

7.    Medlemsstaterne sikrer, at enhver afgørelse om at pålægge administrative sanktioner eller administrative foranstaltninger som fastsat i stk. 2 er behørigt begrundet og kan påklages.

Artikel 24

Offentliggørelse af administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger

1.    Medlemsstaterne sikrer, at bestemmelserne i national ret til gennemførelse af dette direktiv omfatter regler om, at administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger skal offentliggøres uden unødigt ophold på de officielle websteder for de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2. De samme forpligtelser gælder, hvis en medlemsstat beslutter at fastsætte strafferetlige sanktioner i henhold til artikel 23, stk. 1, andet afsnit.

2.    De regler, der vedtages i henhold til stk. 1, skal som minimum omfatte et krav om offentliggørelse af enhver afgørelse, som ikke eller ikke længere kan appelleres, og som er truffet som følge af en overtrædelse af bestemmelserne i national ret til gennemførelse af dette direktiv.

3.    Medlemsstaterne sikrer, at en sådan offentliggørelse omfatter oplysninger om typen og arten af overtrædelsen og identiteten af den fysiske eller juridiske person, som sanktionen eller foranstaltningen pålægges. Med forbehold af stk. 4 sikrer medlemsstaterne endvidere, at sådanne oplysninger offentliggøres uden unødigt ophold, efter at adressaten er blevet informeret om den pågældende sanktion eller foranstaltning og om offentliggørelsen af den afgørelse, der pålægger sanktionen eller foranstaltningen, på de i henhold til artikel 18, stk. 2, udpegede kompetente myndigheders officielle websteder.

4.    Hvis medlemsstaterne tillader offentliggørelse af en afgørelse, der pålægger sanktioner eller andre foranstaltninger, som er genstand for en verserende klage, offentliggør de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, uden unødigt ophold på deres officielle websteder oplysninger om status for denne klage og resultatet heraf.

5.    Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, offentliggør afgørelsen om pålæggelse af sanktionerne eller foranstaltningerne anonymt og i overensstemmelse med national ret, hvis en af følgende omstændigheder gør sig gældende:

6.    I tilfælde, hvor en medlemsstat offentliggør en afgørelse om pålæggelse af en sanktion eller en foranstaltning anonymt kan den tillade, at offentliggørelsen af de relevante oplysninger udskydes.

7.    Medlemsstaterne sikrer, at enhver endelig retsafgørelse, som annullerer en afgørelse om at pålægge en sanktion eller en foranstaltning, også offentliggøres.

8.    Medlemsstaterne sikrer, at enhver offentliggørelse som omhandlet i stk. 2-6 forbliver på de officielle websteder for de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, i mindst fem år fra datoen for offentliggørelsen. Personoplysninger i offentliggørelsen forbliver kun på det officielle websted i den periode, der er nødvendig og i overensstemmelse med de gældende regler om beskyttelse af personoplysninger. En sådan opbevaringsperiode fastsættes under hensyntagen til de forældelsesfrister, der er fastsat i de berørte medlemsstaters lovgivning, men må under ingen omstændigheder være længere end ti år.

9.    De kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, underretter EBA om pålagte administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, herunder, hvis det er relevant, om eventuelle klager heraf samt resultatet af disse. Medlemsstaterne sikrer, at disse kompetente myndigheder modtager oplysninger og nærmere detaljer om den endelige dom i forbindelse med eventuelle strafferetlige sanktioner, der pålægges, som disse kompetente myndigheder også videregiver til EBA.

10.    EBA opretholder en central database med administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som den har modtaget meddelelse om. Databasen må kun være tilgængelig for de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, og opdateres på grundlag af oplysningerne fra de kompetente myndigheder i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 9.

Artikel 25

Samarbejdsforpligtelser

1.    Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, indgår i et tæt samarbejde med de kompetente myndigheder, der fører overordnet tilsyn med kreditinstitutter i overensstemmelse med den relevante EU-ret, som finder anvendelse på de pågældende institutter, og med afviklingsmyndigheden i tilfælde af afvikling af det kreditinstitut, der udsteder dækkede obligationer.

2.    Medlemsstaterne sikrer endvidere, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, indgår i et tæt samarbejde med hinanden. Det pågældende samarbejde omfatter indbyrdes udveksling af oplysninger, som er relevante for de andre myndigheders varetagelse af tilsynsmæssige opgaver i henhold til bestemmelserne i national til gennemførelse af dette direktiv.

3.    Medlemsstaterne sikrer med henblik på denne artikels stk. 2, andet punktum, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, formidler:

4.    Medlemsstaterne sikrer også, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, samarbejder med EBA, eller, hvis det er relevant, Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/201018), med henblik på dette direktiv.

5.    Oplysninger anses med henblik på denne artikel for at være væsentlige, hvis de på afgørende måde kan påvirke vurderingen af udstedelsen af dækkede obligationer i en anden medlemsstat.

Artikel 26

Oplysningskrav

1.    Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, offentliggør følgende oplysninger på deres officielle websteder:

2.    De oplysninger, der offentliggøres i overensstemmelse med stk. 1, skal være tilstrækkeligt fyldestgørende til at muliggøre en meningsfuld sammenligning af de metoder, der benyttes af de i de forskellige medlemsstater kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2. Disse oplysninger opdateres for at tage højde for eventuelle ændringer.

3.    De kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, underretter på årlig basis EBA om fortegnelsen over kreditinstitutter omhandlet i stk. 1, litra b), og fortegnelserne over dækkede obligationer omhandlet i stk. 1, litra c).

AFSNIT IV

MÆRKNING

Artikel 27

Mærkning

1.    Medlemsstaterne sikrer, at mærket »European Covered Bond« såvel som de officielle oversættelser heraf på alle de officielle EU-sprog udelukkende anvendes på dækkede obligationer, som opfylder kravene i bestemmelserne i national ret til gennemførelse af dette direktiv.

2.    Medlemsstaterne sikrer, at mærket »European Covered Bond (Premium)« såvel som de officielle oversættelser heraf på alle de officielle EU-sprog udelukkende anvendes på dækkede obligationer, som opfylder kravene i bestemmelserne i national ret til gennemførelse af dette direktiv i national ret, og som opfylder kravene i artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/216019).

AFSNIT V

ÆNDRINGER AF ANDRE DIREKTIVER

Artikel 28

Ændring af direktiv 2009/65/EF

I artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF foretages følgende ændringer:

Artikel 29

Ændring af direktiv 2014/59/EU

Artikel 2, stk. 1, nr. 96), i direktiv 2014/59/EU affattes således:

AFSNIT VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 30

Overgangsforanstaltninger

1.    Medlemsstaterne sikrer, at dækkede obligationer udstedt inden den 8. juli 2022, som opfylder kravene i artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF, der fandt anvendelse på udstedelsesdatoen, ikke er omfattet af kravene i nærværende direktivs artikel 5-12 og artikel 15, 16, 17 og 19, men at der fortsat kan henvises til dem som dækkede obligationer i overensstemmelse med nærværende direktiv indtil deres forfaldsdato.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18, stk. 2, i dette direktiv, overvåger, at dækkede obligationer, der udstedt før den 8. juli 2022, er i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF, der fandt anvendelse på datoen for deres udstedelse, og med kravene i nærværende direktiv, for så vidt som de finder anvendelse i overensstemmelse med første afsnit i dette stykke.

2.    Medlemsstaterne kan anvende stk. 1 på tapudstedelser af dækkede obligationer under ISIN-koder åbnet før den 8. juli 2022 for op til 24 måneder efter den dato, forudsat at disse udstedelser overholder alle følgende krav:

Artikel 31

Revision og rapporter

1.    Senest den 8. juli 2024 aflægger Kommissionen i tæt samarbejde med EBA rapport til Europa-Parlamentet og Rådet, om nødvendigt ledsaget af et lovgivningsmæssigt forslag, om, hvorvidt og i givet fald hvordan der kan indføres en ækvivalensordning for tredjelandskreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, og for investorer i disse dækkede obligationer, idet der tages højde for den internationale udvikling i dækkede obligationer, navnlig udviklingen i de lovgivningsmæssige rammer i tredjelande.

2.    Senest den 8. juli 2025 aflægger Kommissionen i tæt samarbejde med EBA rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af dette direktiv med hensyn til niveauet af investorbeskyttelse og om udviklingen med hensyn til udstedelse af dækkede obligationer i Unionen. Rapporten skal omfatte eventuelle henstillinger til yderligere tiltag. Rapporten skal omfatte oplysninger om følgende:

3.    Senest den 8. juli 2024 sender medlemsstaterne Kommissionen oplysninger om de spørgsmål, der er anført i stk. 2.

4.    Senest den 8. juli 2024 vedtager Kommissionen efter at have bestilt og modtaget en undersøgelse, der vurderer risiciene og fordelene ved dækkede obligationer med strukturer med en løbetid, der kan forlænges, og efter samråd med EBA en rapport og forelægger den pågældende undersøgelse og rapport til Europa-Parlamentet og Rådet, om nødvendigt ledsaget af et lovgivningsmæssigt forslag.

5.    Senest den 8. juli 2024 vedtager Kommissionen en rapport om muligheden for at indføre et »dual recourse«-instrument ved navn »European Secured Notes«. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet denne rapport, om nødvendigt ledsaget af et lovgivningsmæssigt forslag.

Artikel 32

Gennemførelse

1.    Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 8. juli 2021 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

De anvender senest disse love og bestemmelser fra den 8. juli 2022.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen.

2.    Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 33

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 34

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29.

1) EUT C 367 af 10.10.2018, s. 56.

2) Europa-Parlamentets holdning af 18.4.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 8.11.2019.

3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).

4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).

5) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 12 af 17.1.2015, s. 1).

6) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter (EUT L 11 af 17.1.2015, s. 1).

7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 190).

8) Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis henstilling af 20. december 2012 om kreditinstitutters finansiering (ESRB/2012/2) (EUT C 119 af 25.4.2013, s. 1).

9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12).

10) »Report on covered bonds - Recommendations on harmonisation of covered bond frameworks in the EU« (2016), EBA-Op-2016-23.

11) Kommissionens direktiv 2006/111/EF af 16. november 2006 om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder og om den finansielle gennemskuelighed i bestemte virksomheder (EUT L 318 af 17.11.2006, s. 17).

12) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/47/EF af 6. juni 2002 om aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse (EUT L 168 af 27.6.2002, s. 43).

13) Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63).

14) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.

15) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).

16) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).

17) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).

18) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).

19) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2160 af 27. november 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013, for så vidt angår eksponeringer i form af dækkede obligationer (se side 1 i denne EUT).