L 165 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om sygedagpenge, lov om aktiv socialpolitik og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

(Forlængelse af suspension af dagpengeforbrug, 4-månedersperioden ved opgørelse af karens og forbrug af supplerende dagpenge, forlængelse af retten til sygedagpenge og forlængelse af 12-månedersperioden i 225-timersreglen som følge af covid-19 m.v).

Af: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 10-02-2021

Fremsættelse: 10-02-2021

Skriftlig fremsættelse (10. februar 2021)

20201_l165_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (10. februar 2021)

Beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsfor­sikring m.v. (For­længelse af suspension af dagpengeforbrug, 4-månedersperioden ved opgørelse af karens og forbrug af supplerende dagpenge)

(Lovforslag nr. L 165)

Lovforslaget udmønter dele af aftale af 25. januar 2021 mellem regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af COVID-19.

Det foreslås, at udvide perioden med suspension af dagpengeforbruget, der blev genindført ved Aftale om tillæg til aftale om genåbning af generelle kompensationsordninger, med yderligere én måned, så suspensionen også omfatter marts 2021. Dagpengeforbruget for alle dagpengemodtagere vil dermed samlet set være suspenderet i perioden fra og med den 1. januar 2021 til og med den 31. marts 2021. Perioden medregnes ikke i den lediges dagpengeanciennitet. Det vil være en betingelse, at den ledige er medlem af a-kassen i perioden.

Forlængelsen omfatter også suspendering af forbrug af supplerende dagpenge i samme periode, og en forlængelse af perioden, der ses bort fra ved karens hver fjerde måned, således at perioden med suspension bliver fra og med den 1. januar 2021 til og med den 31. marts 2021.

Suspensionen af dagpengeforbruget udmøntes i øvrigt på samme vis, som ved genindførelsen af suspensionen af dagpengeforbruget i perioden fra den 1. januar 2021 til den 28. februar 2021.

Derudover sikrer lovforslaget, at ingen på grund af forlængelsen af suspensionsperioden med én måned, skal miste muligheden for at gøre brug af forlængelsen af dagpengepengeforbruget med to måneder, som blev indført med aftale om udvidelse af hjælpepakker af 27. oktober 2020.

På grund af lovforslagets hastende karakter, har det været sendt i en kort høring med frist for høringssvar den 11. februar 2021.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 22. marts 2021. Det betyder, at ændringerne får virkning for udbetalingen af dagpenge gældende for marts måned.

Forslaget vurderes at have økonomiske konsekvenser i 2021, 2022 og 2023. Samlet set skønnes forslaget om suspension af dagpengeforbrug (herunder supplerende dagpenge) at medføre direkte merudgifter på ca. 220 mio. kr. i hele perioden før skat og tilbageløb, svarende til knap 255 mio. kr. efter skat og tilbageløb af afgifter samt de adfærdsmæssige konsekvenser.

Det er skønnet, at forslaget medfører en midlertidig reduktion i beskæftigelsen på ca. 320 fuldtidspersoner i 2021, 400 fuldtidspersoner i 2022 og 80 fuldtidspersoner i 2023.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.