Betænkning afgivet af Miljø-
og Fødevareudvalget den 3. marts 2021
1. Ændringsforslag
Der er stillet 2 ændringsforslag til
lovforslaget. Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 1, og Dansk Folkepartis medlemmer af
udvalget har stillet ændringsforslag nr. 2.
2. Indstillinger
Et mindretal i
udvalget (S, RV, NB og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et andet
mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget
til vedtagelse. Mindretallet vil stemme
imod det af Enhedslisten stillede ændringsforslag.
Mindretallet vil stemme for det af Dansk Folkeparti stillede
ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse. Mindretallet vil stemme for det
af Enhedslisten stillede ændringsforslag. Mindretallet vil
stemme imod det af Danske Folkeparti stillede
ændringsforslag.
Et fjerde
mindretal i udvalget (EL) vil ved 3. behandling af
lovforslaget redegøre for sin stilling til lovforslaget.
Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Et femte
mindretal i udvalget (Susanne Zimmer (UFG)) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med de
stillede ændringsforslag.
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Enhedslisten
Enhedslistens medlemmer af udvalget mener
ikke, at der skal indrømmes fortrolighed om oplysninger om
dna-sekvenser og forædlingsmønstre og -strategier for
gmo-afgrøder. Enhedslisten finder det ikke forsvarligt, at
producenten eller fødevareministeren kan stå for disse
beslutninger alene. Enhedslisten noterer sig, at lovforslag nr. L
58 (om ændring af lov om dyrkning m.v. af genetisk
modificerede afgrøder og lov om miljø og
genteknologi) fra Folketingsåret 2015-16 ikke indgår i
materialet til behandling af nærværende lovforslag (L
155). Enhedslisten regeringens beslutning om dette påfaldende
og beklagelig. L 58 fastslog, at fødevareministeren ikke
alene kan godkende dyrkning af nye gmo-afgrøder, da det
vurderes som værende en for vidtgående bemyndigelse. L
58 fastslog ydermere, at Folketingets Miljø- og
Fødevareudvalg skal have det sidste ord, hvis en
genmodificeret afgrøde skal godkendes til at blive dyrket
her i landet. Det er fortsat Enhedslistens holdning, da
genmodificerede afgrøder ikke skal kunne sprede deres
modificerede gener i naturen. Enhedslisten finder det sagen
uvedkommende, at Danmark efter den foreslåede bemyndigelse
kun vil skulle tage stilling til fortrolighed, når der
indgives en ansøgning efter udsætningsdirektivet til
Danmark.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal
(EL), tiltrådt af et mindretal
(SF og Susanne Zimmer (UFG)):
1)
Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
17 b indsættes som stk.
3:
»Stk. 3.
Der kan ikke i medfør af stk. 2 fastsættes regler om
fortrolighed for oplysninger om dna-sekvenser og om
forædlingsmønstre og -strategier.««
[Undtagelse af visse oplysninger
fra regler om fortrolighed]
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(V, EL, KF og Susanne Zimmer (UFG)):
2)
Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»02. Efter § 17 b
indsættes:
Ȥ 17 c. Ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri orienterer et af Folketinget
nedsat udvalg, inden ministeren træffer afgørelser om
fortrolighed i medfør af regler fastsat efter § 17 b,
stk. 2.««
[Orientering af et af Folketinget
nedsat udvalg inden fortrolighedsafgørelse]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med bestemmelsen indskrænkes
bemyndigelsen i stk. 2 således, at der ikke i medfør
af bemyndigelsen kan fastsættes regler, hvorefter der kan
indrømmes fortrolighed for oplysninger om dna-sekvenser og
om forædlingsmønstre og -strategier.
Til nr. 2
Med den foreslåede § 17 c
forpligtes ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri til
at orientere et af Folketinget nedsat udvalg, inden ministeren
træffer afgørelse om fortrolighed efter regler fastsat
i medfør af § 17 b, stk. 2, som dette er affattet med
lovforslaget.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 3. februar
2021 og var til 1. behandling den 11. februar 2021. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og
Fødevareudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri sendte den 1.
december 2020 dette udkast til udvalget, jf. MOF alm. del - bilag
179. Den 3. februar 2021 sendte ministeren for fødevarer,
landbrug og fiskeri høringssvarene og et høringsnotat
til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
5 spørgsmål til ministeren for fødevarer,
landbrug og fiskeri til skriftlig besvarelse, som ministeren har
besvaret med undtagelse af spørgsmål nr. 5, som
forventes besvaret inden 2. behandling.
Anders Kronborg (S) Karin
Gaardsted (S) Bjarne Laustsen (S) Camilla Fabricius (S) Kasper Roug
(S) nfmd. Malte Larsen (S) Mette
Gjerskov (S) Troels Ravn (S) Zenia Stampe (RV) Kathrine Olldag (RV)
Carl Valentin (SF) Rasmus Nordqvist (SF) Signe Munk (SF)
Søren Egge Rasmussen (EL) Peder Hvelplund (EL) Susanne
Zimmer (UFG) Erling Bonnesen (V) Hans Christian Schmidt (V) Thomas
Danielsen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Anni Matthiesen (V) Jacob
Jensen (V) René Christensen (DF) fmd. Bent Bøgsted (DF) Lise Bech
(DF) Egil Hulgaard (KF) Per Larsen (KF) Peter Seier Christensen
(NB) Henrik Dahl (LA)
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 40 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 12 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 8 | |