L 147 Forslag til lov om ændring af lov om psykologer m.v.

(Udvidelse af antallet af medlemmer i Psykolognævnet).

Af: Social- og ældreminister Astrid Krag (S)
Udvalg: Social- og Ældreudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-01-2021

Fremsættelse: 27-01-2021

Skriftlig fremsættelse (27. januar 2021)

20201_l147_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (27. januar 2021)

Social- og ældreministeren (Astrid Krag):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om psykologer m.v. (Udvidelse af antallet af medlemmer i Psykolognævnet)

(Lovforslag nr. L 147)

Siden 2017 har Psykolognævnet oplevet en stigning i antallet af henvendelser vedr. autoriserede psykologer, hvilket har bevirket et stigende antal verserende tilsynssager. Nævnet har løbende tilpasset antallet af årlige nævnsmøder til behandling af sagerne.

Samtidig med denne udvikling har der i de seneste år været særligt fokus på tilsynet med psykologområdet, her­under især på reglerne, der medfører, at en psykolog, der af Psykolognævnet fratages sin autorisation, fortsat kan praktisere som psykolog. I den forbindelse har social- og ældreministeren (tidligere social- og indenrigsministeren) sammen med sundhedsministeren (tidligere sundheds- og ældreministeren) besluttet at igangsætte en undersøgelse af, om det vil være hensigtsmæssigt at indføre en sundhedsfaglig autorisationsordning for psykologer.

Social- og ældreministeren og Psykolognævnet har iværksat en række administrative midlertidige tiltag med henblik på i den mellemliggende periode at styrke til­sy?net med autoriserede psykologer, herunder et tiltag om en ek?straordinær indsats i 2020 med henblik på afvikling og nedbringelse af antallet af verserende sager hos nævnet, hvilket er en blandt flere vigtige forudsætninger for at kunne føre et effektivt tilsyn.

Det har dog vist sig vanskeligt fuldt ud at kunne planlægge det nødvendige antal møder for at nedbringe antallet af verserende sager. I 2020 var der oprindeligt planlagt op til 15 møder, men der kunne alene afholdes 11 møder. På den baggrund har Psykolognævnet foreslået, at antallet af medlemmer i nævnet udvides for at kunne opnå den nødvendige mødekapacitet.

Formålet med lovforslaget er at udvide antallet af medlemmer af Psykolognævnet for at give nævnet den nødvendige mødekapacitet og derved give bedre muligheder for nævnet til at planlægge og afvikle det nødvendige antal nævnsmøder i forhold til det aktuelle sagsindtag og antal verserende sager. Forslaget vil dermed også være med til at understøtte de administrative midlertidige tiltag, der er igangsat for at styrke tilsynet med autoriserede psykologer.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.