Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 2. februar 2021
Forslag
til
Lov om varsling af ferie m.v. som følge af
den genindførte lønkompensationsordning i forbindelse
med håndteringen af covid-19
§ 1.
Loven gælder for varsling af ferie m.v. for virksomheder, der
er omfattet af den midlertidige lønkompensati?onsordning for
fyringstruede medarbejdere som følge af covid-19. Loven
gælder dog kun i forhold til de lønmodtagere, som
arbejdsgiveren har søgt lønkompensation for. Loven
gælder ikke i forhold til lønmodtagere, for hvilke der
er aftalt lønnedgang som følge af covid-19, og
elever, lærlinge og praktikanter.
Stk. 2. Loven
finder anvendelse på optjent ferie efter ferieloven eller
tilsvarende regler fastsat ved kollektiv aftale eller overenskomst.
Loven finder endvidere anvendelse på afspadsering eller anden
opsparet frihed i ansættelsesforholdet og tjenestefrihed uden
løn.
§ 2.
Loven gælder uanset individuelle aftaler og kollektive
aftaler eller overenskomster samt anden lovgivning og kan ikke
fraviges til ugunst for lønmodtageren ved aftale.
§ 3.
En arbejdsgiver, der er omfattet af § 1, stk. 1, kan give
meddelelse til lønmodtageren om afholdelse af 1 feriedag
m.v. efter § 1, stk. 2, med mindst en dags varsel pr.
lønkompensationsperiode svarende til 28 kalenderdage, hvor
arbejdsgiveren får lønkompensation for
lønmodtageren. Arbejdsgiveren kan dog varsle 1 feriedag m.v.
til afholdelse fra og med den 18. januar 2021 for de 21
første kalenderdage, hvor arbejdsgiveren får
lønkompensation for lønmodtageren.
Stk. 2.
Lønmodtageren kan vælge, om feriedagen m.v. efter stk.
1 skal afholdes som optjent ferie, afspadsering eller anden
opsparet frihed i ansættelsesforholdet. Lønmodtageren
kan endvidere efter aftale med arbejdsgiveren anvende opsparet
frihed, som lønmodtageren opnår ret til på et
senere tidspunkt i ansættelsesforholdet.
Stk. 3. Har
lønmodtageren ikke opsparet ferie, afspadsering eller anden
frihed i ansættelsesforholdet, der kan holdes, kan
arbejdsgiveren varsle feriedagen som tjenestefrihed uden
løn.
Stk. 4.
Lønmodtageren kan højst pålægges at
afholde i alt 5 feriedage m.v. efter stk. 1-3. Optjent ferie,
afspadsering, anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet og
tjenestefrihed uden løn, der er afviklet efter den 17.
januar 2021 i lønkompensationsperioden, indgår i de
feriedage m.v., som lønmodtageren skal holde efter stk. 1-3,
og i opgørelsen efter 1. pkt.
Stk. 5. Arbejder
lønmodtageren ikke 5 dage om ugen, afholdes feriedagene m.v.
efter stk. 1-4 forholdsmæssigt.
§ 4.
Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2.
Lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.
§ 5.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.