Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 2. februar 2021
Forslag
til
Lov om forebyggelse af smitte med covid-19,
når arbejdsgivere stiller bolig til rådighed for
ansatte
Kapitel 1
Lovens
anvendelsesområde
§ 1.
Loven finder anvendelse, når to eller flere ansatte er
indkvarteret i samme bolig, som er stillet til rådighed af en
arbejdsgiver.
Stk. 2. Loven
finder ikke anvendelse på indkvartering af ansatte uden for
landets kommunegrænser.
Kapitel 2
Arbejdsgivers
generelle pligter ved indkvartering af ansatte
§ 2.
En arbejdsgiver skal sikre, at en bolig, som arbejdsgiveren stiller
til rådighed for sine ansatte, opfylder følgende
krav:
1) Der skal
være toilet- og badefaciliteter og spise- og
køkkenfaciliteter til rådighed for beboerne.
2) Der skal
være mulighed for at holde mindst 1 meters fysisk afstand
mellem beboerne på alle tidspunkter.
3) Boligen skal
være indrettet således, at den enkelte beboer har
mindst 4 m2 til rådighed ved
ophold sammen i fælles beboelses- og opholdsrum.
4) Der skal
være synlig skiltning om det maksimale antal personer pr.
rum, synlig oversigt med instruks i rengøring og
hygiejneregler og stregmarkeringer til afstand.
5) Der skal
være adgang til håndvask med sæbe i køkken
og ved toiletter, og i fælles beboelses- og opholdsrum skal
der være adgang til håndsprit.
6) Boligens
indretning skal sikre gode hygiejniske forhold med mulighed for
hyppig, effektiv rengøring og personlig hygiejne.
7) Der skal
være mulighed for egen opbevaring af personlige ejendele.
8) Den enkelte
beboer skal have egen seng.
§ 3.
En arbejdsgiver, som stiller bolig til rådighed for sine
ansatte, skal udarbejde en plan for, hvordan der ved ophold i
boligen sker forebyggelse af smitte med covid-19 blandt
beboerne.
Stk. 2. Planen
skal som minimum indeholde følgende oplysninger:
1)
Kontaktoplysninger på arbejdsgiveren.
2) Adresse for
indkvarteringen.
3) Boligens
størrelse.
4) Antal beboere
i boligen.
5) En
beskrivelse af, hvordan arbejdsgiveren har taget højde for
forebyggelse af smittespredning med covid-19 ved ophold i boligen,
herunder hvordan arbejdsgiveren har instrueret beboerne i hyppig,
effektiv rengøring og hygiejne, jf. § 2.
Stk. 3.
Arbejdsgiveren skal informere de indkvarterede ansatte eller en
repræsentant for disse om indholdet af planen. Planen skal
være til rådighed på arbejdspladsen for de
indkvarterede ansatte og Arbejdstilsynet eller kunne fremskaffes
inden for rimelig tid under Arbejdstilsynets tilsyn.
Stk. 4. Er
arbejdsgiveren et vikarbureau, skal arbejdsgiveren sørge
for, at planen er tilgængelig på brugervirksomheden.
Har vikarbureauet ikke sørget for, at planen er
tilgængelig på brugervirksomheden, senest 3 dage efter
at de indkvarterede ansatte er påbegyndt deres arbejde
på brugervirksomheden, skal brugervirksomheden underrette
Arbejdstilsynet.
Kapitel 3
Arbejdstilsynets
tilsyn
§ 4.
Arbejdstilsynet kan føre tilsyn med, om arbejdsgiveren har
udarbejdet en plan for, hvordan der sker forebyggelse af smitte med
covid-19 blandt de indkvarterede ansatte ved ophold i boligen, og
om de øvrige forpligtelser efter § 3 er overholdt.
Stk. 2. Har
arbejdsgiveren ikke udarbejdet en plan for forebyggelse af smitte
med covid-19, eller er planen mangelfuld, kan Arbejdstilsynet
påbyde arbejdsgiveren straks at udarbejde en plan, som lever
op til minimumskravene, jf. § 3, stk. 2.
Stk. 3.
Arbejdstilsynet underretter den relevante bopælskommune om
påbud efter stk. 2, eller, hvis Arbejdstilsynet i
øvrigt finder grundlag herfor, med henblik på at
kommunen kan føre tilsyn med den pågældende
bolig.
§ 5.
En arbejdsgiver, der stiller bolig til rådighed for sine
ansatte, skal efter anmodning fra Arbejdstilsynet udlevere alle
oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af
tilsyn efter § 4. Arbejdsgiveren skal under tilsynet kunne
udlevere kontaktoplysninger på de indkvarterede ansatte.
§ 6.
Arbejdstilsynet har uden retskendelse mod behørig
legitimation til enhver tid adgang til offentlige og private
arbejdssteder i det omfang, det er påkrævet, for at
Arbejdstilsynet kan varetage deres hverv i henhold til loven.
Politiet yder om fornødent bistand hertil.
Stk. 2.
Arbejdstilsynet kan som led i tilsynets udøvelse uden
retskendelse kræve tilgængelig dokumentation udleveret,
herunder foretage fotografiske optagelser og lign.
Kapitel 4
Bopælskommunens tilsyn
§ 7.
Kommunalbestyrelsen fører på baggrund af
Arbejdstilsynets underretning, jf. § 4, stk. 3, tilsyn med, om
de boliger, som arbejdsgiveren stiller til rådighed for sine
ansatte, opfylder de nærmere krav fastsat i § 2.
Stk. 2.
Kommunens tilsynsførende har uden retskendelse mod
behørig legitimation adgang til de boliger og
fællesrum, som en arbejdsgiver stiller til rådighed for
sine ansatte, i det omfang det er påkrævet, for at
kommunen kan føre tilsyn i henhold til stk. 1. Politiet yder
om fornødent bistand hertil.
Stk. 3. En
arbejdsgiver, der stiller bolig til rådighed for sine
ansatte, skal efter anmodning fra den relevante bopælskommune
udlevere alle oplysninger, der er nødvendige for
udøvelsen af tilsyn efter stk. 1.
§ 8.
Vurderer kommunalbestyrelsen, at boligforholdene ikke er i
overensstemmelse med § 2, kan kommunalbestyrelsen meddele
arbejdsgiveren påbud om at bringe forholdene i
overensstemmelse med kravene i § 2. Kommunalbestyrelsen
fastsætter en frist for gennemførelse af
påbuddet.
Stk. 2.
Efterkommer arbejdsgiveren ikke et påbud efter stk. 1 inden
for den fastsatte frist, kan kommunalbestyrelsen lade de
påbudte tiltag udføre for arbejdsgiverens regning.
§ 9.
Kan kommunalbestyrelsens påbud efter § 8 ikke
umiddelbart efterkommes af arbejdsgiveren, og vurderer
kommunalbestyrelsen, at det er nødvendigt, kan
kommunalbestyrelsen kræve, at det nødvendige antal
ansatte fraflytter boligen, og at arbejdsgiveren skal stille en
erstatningsbolig til rådighed for det nødvendige antal
ansatte. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist for,
hvornår arbejdsgiveren skal stille erstatningsboligen til
rådighed.
§
10. Erstatningsboligen efter § 9 skal overholde kravene
i § 2.
Stk. 2. Er der
ikke sket fraflytning inden for den fastsatte frist, jf. § 9,
kan kommunalbestyrelsen anvise erstatningsbolig efter stk. 1
på arbejdsgiverens regning. Som erstatningsbolig kan anvises
ophold på hotel el.lign.
Stk. 3.
Arbejdsgiverens udgifter til genhusning efter stk. 2 og § 9
kan ikke modregnes i de ansattes løn.
Kapitel 5
Klageadgang
§
11. Arbejdstilsynets og kommunalbestyrelsens
afgørelser efter loven kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed.
Kapitel 6
Straf
§
12. En arbejdsgiver, der undlader at efterkomme et
påbud efter § 4, stk. 2, og § 8, kan straffes med
bøde.
Stk. 2. En
brugervirksomhed, der undlader at underrette Arbejdstilsynet, jf.
§ 3, stk. 4, kan straffes med bøde.
Stk. 3. For
arbejdsgivere, der undlader at efterkomme påbud efter §
4, stk. 2, kan der pålægges bødestraf, selv om
overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som
forsætlig eller uagtsom. Det er en betingelse for
bødeansvaret, at overtrædelsen kan tilregnes en eller
flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som
sådan.
Stk. 4. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
straffeansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
Kapitel 7
Ikrafttræden m.v.
§
13. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2.
Lovforslaget stadfæstes straks efter dets vedtagelse.
§ 14. I
lov om udstationering af lønmodtagere m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1144 af 14. september 2018, som
ændret ved § 4 i lov nr. 870 af 14. juni 2020, § 8
i lov nr. 1641 af 19. november 2020 og lov nr. 1939 af 15. december
2020, foretages følgende ændring:
1. I
§ 5, stk. 1, indsættes som
nr. 10:
»10) Lov
om forebyggelse af smitte med covid-19, når arbejdsgivere
stiller bolig til rådighed for ansatte.«
§
15. Loven ophæves den 1. juli 2021.
Stk. 2. §
5, stk. 1, nr. 10, i lov om udstationering af lønmodtagere
m.v. som affattet ved denne lovs § 14 ophæves den 1.
juli 2021.
§
16. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.