L 138 Forslag til lov om ændring af lov om mark- og vejfred.

(Videreformidling af optagne katte).

Af: Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-01-2021

Fremsættelse: 14-01-2021

Skriftlig fremsættelse (14. januar 2021)

20201_l138_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. januar 2021)

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri (Rasmus Prehn):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om mark- og vejfred (Videreformidling af optagne katte)

(Lovforslag nr. L 138)

Formålet med lovforslaget er at afhjælpe presset på internaterne ved en smidigere sagsgang, både i forhold til tilbagegivelsen af katte med kendt ejer og i forhold til videreformidlingen af katte uden ejer eller uden kendt ejer. Derudover er hensigten med lovforslaget at skabe et øget incitament hos katteejerne til at få mærket deres katte. Katteinternaterne har oplevet en stigende tilgang af herreløse tamkatte og ønsker derfor lettere adgang til at videreformidle de optagne katte. Dyrenes Beskyttelses 8 internater fik i 2019 indleveret ca. 40 % flere katte end normalt.

Med lovforslaget foreslås dermed en ændring af fremlysningsreglerne, så optagne umærkede katte fremover ikke skal fremlyses. Dette sker ved at afskaffe reglen om fremlysning i 72 timer af optagne dyr for katte. Lovforslaget afskaffer herved fremlysningspligten for umærkede katte, således at ejerskabet til disse dyr automatisk overgår til optageren.

Reglen om, at ejeren af en mærket og registreret kat skal underrettes inden 24 timer efter optagelsen og om, at ejeren har en frist på 24 timer, regnet fra underretningstidspunktet, til at afhente sin kat, vil fortsat være gældende.

Lovforslaget indeholder derfor en lempelse af reglerne for fremlysning af herreløse katte, således at katte, der ikke er ejermærkede, umiddelbart vil kunne videreformidles, medens ejermærkede katte vil kunne videreformidles umiddelbart efter udløbet af den eksisterende frist på 24 timer for afhentning. Ved at afskaffe reglen om fremlysning i 72 timer af optagne umærkede katte forventes det nuværende pres på internaterne at blive lettet væsentligt, idet umærkede katte således vil kunne videreformidles øjeblikkeligt, ligesom mærkede katte, som ikke afhentes, kan videreformidles, hvis ejeren ikke har reageret inden for 24 timer efter, at denne er blevet underrettet om optagelsen.

Det foreslås endvidere, at lovændringen evalueres to år efter, at denne er trådt i kraft. Ved evalueringen vil man lægge vægt på, hvorvidt ændringen har resulteret i en øget mærkning af katte og dermed i den ønskede reduktion af indleveringen af umærkede ejerkatte til internaterne.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2021.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.