Betænkning afgivet af Retsudvalget
den 15. januar 2021
1. Ændringsforslag
Justitsministeren har stillet 3
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af V) indstiller lovforslaget til
vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (V) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Liberal Alliance, Alternativet og
Sambandsflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Venstre
Venstres medlemmer af udvalget
bemærker, at Venstre bakker fuldt op om vores politi og
danskernes sikkerhed. Venstre anerkender, at en stor del af
indholdet i flerårsaftalen om politiets og
anklagemyndighedens økonomi er noget, som Venstre har
ønsket er med. De elementer bakker Venstre op om.
Venstre står imidlertid uden for
aftalen, fordi finansieringen strider mod Venstres skattestop - et
skattestop, som har været Venstres politik siden 2001, hvor
man holder skatter og afgifter i ro. Regeringen fører en
politik, hvor man hæver skatter og afgifter. Der er indtil
videre aftalt og foreslået 31 skattestigninger til i alt
omkring 12 mia. kr., siden regeringen tiltrådte, og med
nærværende lovforslag kommer der en ny omgang
skattestigninger til danskerne. Det er Venstre imod.
Venstre mener det, når de siger
skattestop. Danmark har igen fået placeringen som det land
med det højeste skattetryk i verden, og det er trist.
Venstre mener, at vi kan og skal styrke vores politi og værne
om danskernes sikkerhed uden at gøre det dyrere at
være dansker.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
1)
Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
807, stk. 3, 2. pkt., ændres »§ 806, stk.
7, 1. pkt.« til: »§ 806, stk. 8, 1.
pkt.««
[Konsekvensændring som
følge af lovforslagets § 1, nr. 3, hvorefter §
806, stk. 7-9, bliver § 806, stk. 8-10]
Til § 2
2) Nr. 1
affattes således:
»1. I § 6
b, stk. 1, 1. pkt., ændres »840 kr., jf. dog
stk. 7« til: »1.085 kr., jf. dog stk.
6«.«
[Konsekvensændring som
følge af lovforslagets § 2, nr. 2, hvorefter § 6
b, stk. 7, bliver § 6 b, stk. 6]
Til § 4
3) I
den under nr. 4 foreslåede § 4 c ændres »§ 4 a,
stk. 2-6, og § 4 b, stk. 1,« til: »§ 4 a,
stk. 2-5 og stk. 6, 1. pkt., og § 4 b, stk. 1,«.
[Præcisering af hensyn til
territorialbestemmelsen i lovforslagets § 6, stk. 2]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås med lovforslagets §
1, nr. 3, at indsætte et nyt stk. 7 i retsplejelovens §
806, hvilket indebærer, at de hidtidige stk. 7-9 bliver til
stk. 8-10. Som en konsekvens heraf foreslås det, at
henvisningen til stk. 7 i § 807, stk. 3, 2. pkt., ændres
til en henvisning til stk. 8.
Til nr. 2
Det foreslås med lovforslagets §
2, nr. 2, at ophæve våbenlovens § 6 b, stk. 2,
hvilket indebærer, at de hidtidige stk. 3-7 bliver stk. 2-6.
Som konsekvens heraf foreslås det, at henvisningen til stk. 7
i § 6 b, stk. 1, 1. pkt., ændres til en henvisning til
stk. 6.
Til nr. 3
Efter lovforslagets § 4 c fordobles de
efter paslovens § 4 a, stk. 2-6, og § 4 b, stk. 1,
gældende gebyrer for udstedelse af pas, hvis et gyldigt eller
udløbet pas tilhørende pasansøgeren ikke kan
fremvises ved ansøgning, eller hvis passet fremvises i
ødelagt stand i forbindelse med ansøgning om
fornyelse af pas eller udstedelse af nyt pas i
gyldighedsperioden.
Det følger af paslovens § 4 a,
stk. 6, 1. pkt., at § 4 a, stk. 1-5, også gælder
ved ombytning af pas, udstedelse af ekstra pas og udstedelse af nyt
pas i gyldighedsperioden. Efter § 4 a, stk. 6, 2. pkt.,
udstedes nyt pas dog uden betaling, hvis et pas på grund af
forhold, der må tilregnes den pasudstedende myndighed, lider
af væsentlige mangler. Endelig fremgår det af paslovens
§ 4 a, stk. 6, 3. pkt., at nyt pas ligeledes udstedes uden
betaling, når der i medfør af paslovens § 2, stk.
3, udstedes et provisorisk pas til en person, over for hvem der er
truffet afgørelse efter § 2, stk. 1, nr. 5.
Paslovens § 4 a, stk. 6, 3. pkt., blev
indført med § 2, nr. 7, i lov nr. 1542 af 18. december
2018. Det fremgår af ændringslovens § 4, at
ændringen ikke gælder for Færøerne og
Grønland. Der er ikke i denne ændringslov en mulighed
for at sætte lovændringen i kraft for
Færøerne og Grønland.
Det foreslås på den baggrund,
at forslaget til § 4 c præciseres således, at det
fremgår udtrykkeligt, at ændringen kun vedrører
§ 4 a, stk. 2-5 og stk. 6, 1. pkt., og dermed ikke stk. 6, 3.
pkt., der ikke kan sættes i kraft for Færøerne
og Grønland.
Med den foreslåede ændring vil
forslaget til § 4 c alene indeholde en henvisning til 1. pkt.
i § 4 a, stk. 6. Der er alene tale om en præcisering, da
en henvisning til § 4 a, stk. 6, 2. og 3. pkt., i § 4 c
ikke er nødvendig, for at disse undtagelsesregler kan
anvendes på de tilfælde, der omhandles af forslaget til
§ 4 c.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 22. december
2020 og var til 1. behandling den 12. januar 2021. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
justitsministeren sendte den 13. november 2020 dette udkast til
udvalget, jf. REU alm. del - bilag 64. Den 22. december 2020 sendte
justitsministeren høringssvar og et høringsnotat til
udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 7 bilag
på lovforslaget.
Henvendelse
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
15 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse, hvoraf ministeren har besvaret spm. 1-13.
Spørgsmål 14 og 15 forventes besvaret inden 2.
behandling.
Leif Lahn Jensen (S) Jeppe Bruus
(S) Julie Skovsby (S) Kasper Roug (S) Rasmus Stoklund (S) Annette
Lind (S) Kristian Hegaard (RV) nfmd. Jens Rohde (RV) Karina Lorentzen
Dehnhardt (SF) Theresa Berg Andersen (SF) Rosa Lund (EL)
Søren Søndergaard (EL) Sikandar Siddique (UFG) Aaja
Chemnitz Larsen (IA) Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU)
Sjúrður Skaale (JF) Preben Bang Henriksen (V) fmd. Jan E. Jørgensen (V) Britt
Bager (V) Inger Støjberg (V) Morten Dahlin (V) Michael
Aastrup Jensen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Peter Skaarup (DF)
Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG) Karina Adsbøl (DF)
Naser Khader (KF) Mai Mercado (KF) Pernille Vermund (NB)
Liberal Alliance, Alternativet og
Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 41 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 12 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 6 | |