Skriftlig fremsættelse (22. december
2020)
Sundheds- og
ældreministeren (Magnus Heunicke):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og
forskning m.v. (Ændring af den tilladte opbevaringsperiode
for menneskelige æg udtaget på medicinsk
indikation)
(Lovforslag nr. L 130)
Med
lovforslaget foreslås det, at der ikke længere skal
gælde en grænse på 5 år for opbevaring af
menneskelige æg, der udtages på medicinsk indikation
(sundhedsfaglig begrundelse).
Den
foreslåede ophævelse af 5-års grænsen vil
indebære, at æg, der nedfryses i forbindelse med
fertilitetsbehandling, og æg, der nedfryses i forbindelse med
sygdom, ikke længere vil skulle destrueres efter 5 års
opbevaring.
Det
afgørende for, hvor længe de pågældende
æg vil kunne opbevares, vil herefter i stedet være
kvindens alder, idet opbevaringsgrænsen vil være
svarende til den fastsatte aldersgrænse for at modtage
fertilitetsbehandling i Danmark. Med den gældende
aldersgrænse vil det indebære, at æggene kan
opbevares indtil det tidpunkt, hvor kvinden, der skal føde
barnet, fylder 46 år.
Lovforslaget
har til formål at sikre, at kvinder og par, der har behov for
fertilitetsbehandling, og i den forbindelse har fået
nedfrosset æg, samt kvinder, der har fået nedfrosset
æg i forbindelse med sygdom (f.eks. pga. medfødte
sygdomme, der medfører ovariesvigt, eller forud for
kemobehandling, der kan beskadige æggene) selv kan beslutte,
hvornår de ønsker at gøre brug af deres
nedfrosne æg (frem til det tidspunkt, hvor det ikke
længere er muligt for dem at modtage
fertilitetsbehandling).
Idet jeg i
øvrigt tillader mig at henvise til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.