L 129 Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, ligningsloven og forskellige andre love.

(Ændring af registreringsafgiften af person- og varebiler og motorcykler, ophævelse af tillæg og fradrag for energieffektivitet, forhøjelse af brændstofforbrugsafgiften og vægtafgiften og omlægning af brændstofforbrugsafgiften til co2-baseret afgift, justering af beskatning af fri bil og forhøjet deleøkonomisk bundfradrag for privat udlejning af nul- og lavemissionsbiler, forlængelse af ordning med lav afgift på el til erhvervsmæssig opladning af eldrevne køretøjer m.v.).

Af: Skatteminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 18-12-2020

Fremsættelse: 18-12-2020

Skriftlig fremsættelse (18. december 2020)

20201_l129_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (18. december 2020)

Skatteministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, ligningsloven og forskellige andre love (Ændring af registreringsafgiften af person- og varebiler og motorcykler, ophævelse af tillæg og fradrag for energieffektivitet, forhøjelse af brændstofforbrugsafgiften og vægtafgiften og omlægning af brændstofforbrugsafgiften til CO2-baseret afgift, justering af beskatning af fri bil og forhøjet deleøkonomisk bundfradrag for privat udlejning af nul- og lavemissionsbiler, forlængelse af ordning med lav afgift på el til erhvervsmæssig opladning af eldrevne køretøjer m.v.)

(Lovforslag nr. L 129)

Regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har den 4. december 2020 indgået Aftale om grøn omstilling af vejtransporten, der sikrer finansiering og konkrete tiltag, som skønnes at løfte antallet af nul- og lavemissionsbiler til 775.000 i 2030. Samlet set medfører aftalen drivhusgasreduktioner på 1 mio. t i 2025 og 2,1 mio. t i 2030. Det er et væsentlig bidrag til Danmarks 70 pct. målsætning. Lovforslaget har til formål at udmønte dele af denne aftale.

Aftalepartierne ønsker en ambitiøs grøn omstilling af vejtransporten. Et væsentligt element heri er omlægning af bilafgifterne. Med aftalen fastlægges afgiftssystemet frem mod 2030, så der opnås markant flere grønne biler på de danske veje. Det skal sikre, at bilfabrikanterne introducerer deres nye elbiler på det danske marked.

Det sker samtidig med, at der tages hensyn til de behov, der er for transport i alle dele af Danmark. Det er derfor fortsat muligt at få en travl hverdag til at hænge sammen. Det gælder også i forhold til erhvervslivets samlede transportbehov. Samtidig indgår der i aftalen flere tiltag, der gør det nemmere at være grøn i hverdagen ved at understøtte valg af grønne transportformer.

Med aftalen skabes der således et afgiftssystem, som sikrer ro på bilmarkedet mange år frem. Desuden holdes antallet af konventionelle biler i 2030 på det nuværende niveau. Set i sammenhæng med aftalepartiernes ambition om 1 mio. grønne biler i 2030, vil aftalen således sikre en reel og mærkbar grøn omstilling af transportsektoren til gavn for fremtidige generationer.

Den teknologiske udvikling på området går dog hurtigt. Aftalepartierne vil derfor løbende overvåge udviklingen i antallet af grønne biler og i 2025 gøre status og drøfte initiativer, der kan indfri ambitionen om 1 mio. grønne biler, og konkrete tiltag, der kan tilvejebringe den nødvendige finansiering.

Omlægningen af bilafgifterne skønnes at reducere CO2-udledningen med 0,2 mio. t i 2025 og 0,5 mio. t i 2030.

Med lovforslaget foreslås der en omlægning af registreringsafgiften, så den fremover baseres på bilens værdi og CO2-udledning. Der foreslås en ændring i satserne og skalaknækkene for person- og varebiler m.v. Der foreslås derudover at indføre et bundfradrag for alle person- og varebiler, samtidig med, at alle fradrag og tillæg for brændstofeffektivitet og sikkerhedsudstyr afskaffes. Det bidrager til en forenkling af afgiftssystemet. Afgifterne for varebiler, motorcykler, autocampere, veteranbiler m.v. konsekvensrettes, så disse følger bilomlægningen for personbiler.

Det foreslås derudover at nedsætte den nuværende indfasning i registreringsafgiften for nul- og lavemissionsbiler. Nulemissionsbiler indfases med 40 pct. i indfasningsprocenten i 2021-2025, og gradvist stigende til 80 pct. i 2030. Lavemissionsbiler indfases med 45 pct. i 2021, gradvis stigende til 65 pct. i 2025 og 80 pct. i 2030.

Ændringerne vedrørende registreringsafgiften gælder for alle køretøjer, der indregistreres den 18. december 2020 eller senere.

Der foreslås derudover en forlængelse af særordningen med lav elafgift til opladning på el til opladning af nul- og lavemissionsbiler til og med 2030.

Med lovforslaget foreslås endvidere en forhøjelse af brændstofforbrugsafgiften (grøn ejerafgift), vægtafgiften og udligningsafgiften. Forhøjelsen vil gælde for alle afgiftspligtige køretøjer fra og med første afgiftsperiode, der påbegyndes for det enkelte køretøj den 15. februar 2021 eller senere.

Det foreslås derudover, at ejer- og udligningsafgiften omlægges for nye biler fra en afgift, der er differentieret efter, hvor langt bilerne kører på henholdsvis en liter benzin og diesel, til en afgift, der er differentieret efter, hvor mange gram CO2 bilerne udleder pr. kilometer. Omlægningen gælder for alle biler, der indregistreres den 1. juli 2021 eller senere.

Herudover foreslås det på personskatteområdet at justere beskatningen af fri bil, så miljøtillægget vægtes højere i beskatningsgrundlaget, og at anskaffelsesprisen vægtes mindre.

Endelig foreslås det at hæve det deleøkonomiske bundfradrag for privat udlejning af nul- og lavemissionsbiler fra 10.700 kr. (2021-niveau) til 20.000 kr. (2021-niveau) om året fra og med indkomståret 2021. Det vil bidrage til at gøre det mere attraktivt at dele grønne biler og gøre bedre brug af de nuværende grønne biler.

Lovforslaget skønnes med betydelig usikkerhed samlet set at være provenuneutral i 2021 og 2030. Akkumuleret over perioden 2021-2030 skønnes lovforslaget at indebære et merprovenu på 0,2 mia. kr.

Loven træder i kraft den 1. juni 2021. Ændringer vedrørende registreringsafgift får virkning fra fremsættelsestidspunktet den 18. december 2020, og ændringer vedrørende løbende afgifter får virkning for alle biler fra og med første afgiftsperiode for det enkelte køretøj den 15. februar 2021 eller senere.

Ændringerne af beskatningen af fri bil og ladestandere får virkning fra og med den 1. juli 2021 for alle medarbejdere, der beskattes af fri bil.

Forslaget er sendt i høring samtidig med fremsættelsen henset til tidspunktet for indgåelse af den politiske Aftale om grøn omstilling af vejtransporten den 4. december 2020 og det forhold, at visse dele af lovforslaget skal have virkning fra og med fremsættelsestidspunktet den 18. december 2020.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.