Ændringsforslag stillet den 1.
februar 2021 uden for betænkningen
Til § 8
Af skatteministeren:
22) I
stk. 10, 1. pkt., ændres
»på tidspunktet for registrering af
køretøjet her i landet første gang« til:
»den 17. december 2020«.
[Præcisering af bestemmelsens
ordlyd]
23) I
stk. 10, 4. pkt., ændres
»på tidspunktet for registrering af
køretøjet her i landet første gang« til:
»den 17. december 2020«.
[Præcisering af bestemmelsens
ordlyd]
Bemærkninger
Til nr. 22 og 23
Det foreslås i lovforslagets §
8, stk. 10, at der fastsættes særlige regler for
genberegning af registreringsafgift for køretøjer,
der er omfattet af registreringsafgiftslovens § 9 a, herunder
leasede køretøjer.
Disse regler indebærer, at for
køretøjer, som er indregistreret første gang
her i landet senest den 17. december 2020, og hvor angivelsen af
den afgiftspligtige værdi som et brugt køretøj
efter registreringsafgiftslovens § 10 sker den 18. december
2020 eller senere, sker genberegningen af køretøjets
afgiftspligtige værdi ved anvendelse af de regler, der fandt
anvendelse på tidspunktet for indregistrering af
køretøjet. De foreslåede regler indebærer
også, at der efter anmodning kan ske genberegning af den
afgiftspligtige værdi ved anvendelse af de nye regler, efter
disse er trådt i kraft den 1. juni 2021. I disse
tilfælde foreslås det, at afgiften beregnes efter de
regler, som fandt anvendelse på tidspunktet for
indregistrering af køretøjet.
Med lovforslagets formuleringer af §
8, stk. 9 og 10, læst i sammenhæng kan der opstå
tvivl om, hvilke regler der skal anvendes for disse
køretøjer i forbindelse med genberegning af
køretøjets afgiftspligtige værdi, og hvilke
regler der skal anvendes ved beregning af afgift i de situationer,
hvor der er fremsat anmodning om genberegning ved anvendelse af de
nye regler.
For at undgå enhver tvivl
foreslås det i ændringsforslag nr. 22 at
præcisere, at der ved genberegningen af den afgiftspligtige
værdi skal anvendes de regler, der fandt anvendelse den 17.
december 2020, og i ændringsforslag nr. 23, at afgiften skal
beregnes efter de regler, som fandt anvendelse den 17. december
2020, i de situationer, hvor der er fremsat anmodning om
genberegning på baggrund af de nye regler. Der vil med disse
ændringer blive overensstemmelse mellem § 8, stk. 9 og
10, i forhold til hvilke regler der skal anvendes.