L 118 Forslag til lov om ændring af lov om Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd.

(Formandskabets vurdering af adfærdsforudsætninger og ændret sammensætning af Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd m.v.).

Af: Finansminister Nicolai Wammen (S)
Udvalg: Finansudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-12-2020

Fremsættelse: 09-12-2020

Skriftlig fremsættelse (9. december 2020)

20201_l118_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (9. december 2020)

Finansministeren (Nicolai Wammen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd (Formandskabets vurdering af adfærdsforudsætninger og ændret sammensætning af Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd m.v.)

(Lovforslag nr. L 118)

Med lovforslaget lægges der op til, at De Økonomiske Råds formandskab får til opgave at foretage et uafhængigt eftersyn af de forudsætninger, som ligger til grund for ministeriernes skøn over adfærdsvirkninger af økonomisk-politiske tiltag. Konkret indebærer opgaven, at formandskabet mindst én gang årligt skal vurdere adfærdsforudsætninger, som anvendes af ministerierne i udarbejdelsen af konsekvensvurderinger af tiltag vedrørende offentlige indkomstoverførsler, offentligt forbrug, offentlige investeringer samt skatter og afgifter. Formandskabet fastlægger selv nærmere de konkrete emner samt rækkefølgen, hvorefter de behandles. Analyserne og anbefalingerne publiceres i en årlig rapport. Formandskabet kan i forbindelse med den løbende afrapportering afgive anbefalinger til finansministeren, som finansministeren responderer på efter et "følg eller forklar"-princip.

Lovforslaget indebærer endvidere en reduktion af antallet af medlemmer i Det Økonomiske Råd med to medlemmer. Det følger af, at Dansk Industri har fusioneret med Dansk Byggeri, og at dannelsen af Fagbevægelsens Hovedorganisation indebar en fusion af Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og det tidligere LO.

Lovforslaget medfører desuden, at antallet af medlemmer i Det Miljøøkonomiske Råd øges med et medlem som følge af, at der ved kongelig resolution af 19. november 2020 er besluttet oprettelse af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og da Miljø- og Fødevareministeriet ændrer betegnelse til Miljøministeriet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.