Skriftlig fremsættelse (25. november
2020)
Kirkeministeren
(Joy Mogensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
forsøg i folkekirken (Mulighed for udfasningsperiode)
(Lovforslag nr. L 112)
Formålet med lovforslaget er at give
mulighed for, at forsøgsperioden for forsøg med
ændret organisering af menighedsrådenes opgaver kan
suppleres med et udfasningsforløb på op til to
år.
Lov om forsøg i folkekirken
trådte i kraft den 17. maj 2017.
Loven giver mulighed for, at
menighedsrådene kan afprøve nye rammer for
organisering af deres opgaver for at lette menighedsrådenes
arbejde og skabe bedre mulighed for at menighedsrådene kan
organisere sig individuelt.
Forsøgsperioden for alle
forsøg er på 2 år med mulighed for, at
menighedsrådene kan ansøge om forlængelse med op
til 2 år. Den nugældende lovgivning giver ikke mulighed
for yderligere forlængelse af forsøgsperioden. Der er
p.t. igangsat 69 forsøg, hvor man lokalt arbejder med en
ændret organisering af menighedsrådenes opgaver.
De første 35 forsøg blev
iværksat fra 1. januar 2018 henholdsvis med virkning fra
kirkeårets start 2017 (dvs. fra den 1. december 2017) og
afsluttes derfor senest ultimo 2021. Både i 2019 og 2020 er
der iværksat yderligere forsøg.
Forsøgene skal delevalueres
når de forlænges og endeligt evalueres, når
forsøgsperioden slutter. De konkrete forsøg er
godkendt og p.t. forlænget sådan, at der i 1. kvartal
2022 foretages en samlet evaluering af samtlige forsøg med
henblik på en evt. revision af gældende lovgivning i
folketingsåret 2022/23 som forudsat i lovens
revisionsbestemmelse.
For at sikre at alle
forsøgsdeltagere får mulighed for at fortsætte
med forsøgene i 2022 og 2023, og dermed indtil der er
gennemført en eventuel ændret lovgivning på
baggrund af den nævnte evaluering af forsøgene, er det
nødvendigt, at der gives mulighed for, at disse
forsøg kan videreføres for en længere periode
end de 2 plus 2 år, som loven p.t. giver mulighed for.
Det foreslås derfor, at
forsøgsperioden efter ønske fra menighedsrådene
kan suppleres med et udfasningsforløb på op til to
år.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.