Tak for det, og tusind tak for modtagelsen af lovforslaget. Jeg skal være den første til at indrømme, at det er en ordentlig moppedreng – populært sagt – som vi har her. Som det jo ofte er på skatteområdet, er det både kompliceret og nogle gange også ganske omfattende lovforslag, som vi behandler her, men vi lykkes dog med bl.a. i udvalgsarbejdet at finde hinanden og sørge for, at dem, der har spørgsmål, selvfølgelig også får svar på dem. Jeg vil gerne indledningsvis sige, at det håber jeg også kan være tilfældet den her gang. Men tak for det, som jeg betragter som en grundlæggende meget bred opbakning til lovforslaget.
Det handler jo grundlæggende handler om at lette de administrative byrder for erhvervslivet, og det vil sikre, at lovgivningen er så gennemskuelig og præcis som muligt for de virksomheder og rådgivere, der skal anvende lovgivningen i praksis. De elementer i lovforslaget, der medvirker til enten at præcisere eller også sikre mere rimelige regler på moms- og afgiftsområdet, er jo det, som er omdrejningspunktet her i lovforslaget.
Den del af lovforslaget, som fylder mest, er tilpasninger af en række afgifter, som er EU-harmoniserede. Tilpasningerne moderniserer bl.a. de processer, som virksomhederne skal anvende, når virksomhederne handler med varer pålagt afgifter inden for EU. F.eks. erstatter man nu den nuværende papirløsning med en digital løsning i det it-system, der overvåger varernes bevægelse i EU. Der er ingen tvivl om, at det vil lette de administrative byrder for virksomhederne.
Forslaget gør det også lettere for virksomhederne at få bekræftet, om den virksomhed, der sælger afgiftspligtige varer, rent faktisk må modtage varer uden afgift. I dag foregår det sådan, at virksomhederne – hold fast! – skal ringe til skatteforvaltningen for at få denne bekræftelse. Så man kan roligt sige, at det her er udtryk for en klar lettelse for virksomheder, at de nu selv kan foretage den kontrol via en digital adgang.
Det kan godt være, at de to forslag, som jeg lige her har nævnt, ikke umiddelbart lyder af særlig meget, men det betyder faktisk en hel del i den virkelige verden. I sidste uge var jeg og fru Kathrine Olldag, som er den radikale ordfører her i salen i dag, på virksomhedsbesøg, hvor en af virksomhederne netop fremhævede det bøvl, der er med den her papirbaserede løsning, som eksisterer i dag, og besværet med at få svar og bekræftelse af en virksomheds afgiftsmæssige status. Jeg synes jo bare, det er dejligt at blive mindet om, at det, vi vedtager her i salen og forhåbentlig kan sikre bred opbakning til på baggrund af debatten i dag, jo også er noget, der ikke bare vil virke i virkeligheden, men også glæde de virksomheder, som i dag kæmper dagligt med at få varer ud over grænsen, og bidrage til, at vi kan styrke både erhvervsliv og arbejdspladser.
Herudover indeholder lovforslaget en række initiativer, som sikrer, at vi får tilpasset dansk lovgivning til EU-retten. Det drejer sig bl.a. om præcisering af afgiftsfritagelse for alkohol, præcisering af tidspunktet for momsfradragsrettens indtræden og indførelse af et nyt identifikationsnummer for udenlandske virksomheder. Det sidstnævnte skal bruges, når de nye e-handelsregler træder i kraft her den 1. juni i år.
Derudover indeholder lovforslaget en række elementer, som skal sikre en korrekt beskatning. F.eks., som det også har været nævnt, har udlejningsvirksomheder og køreskoler kunnet sælge køretøjer uden at betale moms af deres fortjeneste. Det har ikke været meningen, og det retter vi nu også op på. Fremover skal den type af virksomheder ligesom alle andre virksomheder betale moms af deres fortjeneste. Det er kun ret og rimeligt. Herudover foreslås det at ændre en bestemmelse om udveksling af køretøjsoplysninger, som skal sikre bedre muligheder for at opkræve korrekte køretøjsrelaterede afgifter.
Det var, hvis man kan sige det lidt populært, de highlights, jeg havde valgt at fremhæve, her i lovforslaget. Det er en ordentlig omgang. Tak for modtagelsen af det. Vi dykker hjertens gerne ned i det i udvalgsbehandlingen, men hovedsigtet med lovforslaget er altså en hel række lempelser, som er til gavn for dansk erhvervsliv og de dele af dansk erhvervsliv, som har samhandel inden for grænserne af EU.