I besvarelsen af L 220 – spørgsmål 47 erkendes det, at ikke-forringelsesprincippet i Vandrammedirektivet gælder for både økologisk tilstand og kemisk tilstand. Det erkendes samtidigt i svaret til L 220 - spørgsmål 46, at ”Lynetteholm-projektet, herunder etablering af Lynetteholm, uddybning af sejlrender og klapning af havbundsmateriale i Køge Bugt vil påvirke de omkringliggende vandområder med miljøfrem mede forurenende stoffer.” Det fremgår også af svaret på L 220 – spørgsmål 46, at det eneste sted den kemiske tilstand er god, er Køge Bugt (hvor den som element i den økologiske tilstand er ukendt) – alle andre steder er den ikke-god eller ukendt. Der er altså tale om at påvirke et område med miljøfremmede stoffer, selvom områderne er i ukendt kemisk tilstand eller ikke-god tilstand. Alligevel fremgår det af svaret til L 220 – spørgsmål 47, at ”Det lægges på den baggrund til grund, at der vil foreligge en forringelse af overfladevand (…) hvis der sker en direkte eller indirekte påvirkning, der vurderes at ville medføre et fald fra god til ikke god/ringe tilstand, eller, for forekomster i ikke god/ringe tilstand, en yderligere signifikant negativ påvirkning af det eller de parametre, der er årsag til, at forekomsten ikke er i god/er i ringe tilstand.” Vil ministeren henvise til relevante EU-retsakter, der understøtter henholdsvis modgår denne opfattelse af ikke-forringelsesprincippet? Der henvises desuden til nævnsafgørelser vedrørende Avedøre og Ll. Thorup, som der også er henvist til i L 2220 - spørgsmål 48 og 49.
Dato: 26-05-2021
Status: Endeligt besvaret
Emne:
transportpolitik