Tak for ordet. At vi behandler det her lovforslag på en dag, hvor blæsten for alvor går frisk over Limfjordens vande og raser uden for Christiansborgs tykke mure, er jo egentlig et meget godt billede på situationen for dansk fiskeri i øjeblikket. Et brexit har ramt dansk fiskeri meget hårdt; forventningen er, at det er over 1 mia. kr. i tabte kvoter, det får som konsekvens. I øjeblikket er der heller ikke adgang for danske fiskere til norsk farvand, og den aftale omkring kvoter, der blev indgået med virkning fra den 1. januar, dækker jo kun årets første måneder, og derefter er fiskerne i en uafklaret situation. Så storm er der nok af, ikke kun uden for Christiansborg, men så sandelig også over dansk fiskeri i øjeblikket. Og udsigten til at havne i smult vande og godt vejr er ikke lige rundt om hjørnet. Så det ville selvfølgelig være rigtig godt, hvis vi så her i dag kunne stå med en mængde supergode nyheder for dansk fiskeri.
Lovforslaget om en ændring af fiskeriloven giver nok ikke de store ændringer i vejrsituationen for dansk fiskeri. Der er hverken udsigt til storm, ej heller til at alle problemer forsvinder som dug for solen. Det er en række mindre justeringer – noget udspringer af Rigsrevisionens arbejde og kontrol med hele fiskeriområdet, og andre ting har ophæng i en opdatering i forhold til at sikre, at reglerne holder sig inden for EU-retten, og begge dele er jo sådan set ganske fornuftige, altså at der er styr på regelsættet, og at der er klarhed omkring reglerne. I forhold til det indholdsmæssige er ændringerne nok relativt begrænsede.
I forhold til det ændrede tilknytningskrav, som også den socialdemokratiske ordfører var inde på, handler det om – og det tror jeg vi alle har et meget, meget udtalt ønske om – at de danske kvoter som udgangspunkt er forbeholdt danske fiskere, og derfor skal der jo være nogle værnsregler om, hvad der skal til, for at man har adgang til de danske kvoter. Der bliver regelsættet opdateret, så det er i overensstemmelse med EU-retten. Og læser man høringssvarene, kan man jo så overveje, om de beskyttelsesforanstaltninger er gode nok, eller om der er muligheder for at gøre dem endnu stærkere. Det synes jeg er noget, vi skal kigge nærmere på under udvalgsbehandlingen. Jeg tror sådan set, vores politiske ønske er relativt sammenfaldende her i Folketinget omkring det. Så lad os lige give det et serviceeftersyn og se, om vi kan gøre mere omkring det. Det har også nogle konsekvenser, i forhold til om fiskere fra andre lande kan få adgang til en endnu større mængde fisk, end vi giver danske fiskere mulighed for – det skal vi i hvert fald også have belyst.
Et andet element omkring justeringer er sådan set at få noget mere klarhed omkring det indkomstkrav, man stiller for at være A-fisker. Der har været lidt uklarhed om, hvordan man egentlig opgør fiskernes indkomst, og det er jo altid fornuftigt at have nogle klare regler, der er til at administrere. Det samme gælder forslaget om at forenkle reglerne for bierhvervsfiskeri, hvor det i dag er en procentsats, man skal have af indkomsten, og i stedet for at skulle justere for, om der er lidt ændringer i eksempelvis en folkepensionists indkomstforhold, er det altså bøvlet at skulle sidde og kigge på procenter. Og regeringen lægger op til at lave nogle, i min optik, fornuftige grænser på 5.000 kr. og 2.000 kr. Det er noget lettere at administrere.
Jeg glæder mig selvfølgelig også over, at der kommer en indberetningspligt for tabte redskaber også for fritidsfiskere, for jeg tror, at skaden i forbindelse med et tabt fiskeredskab er uafhængig af, om det er en erhvervsfisker eller en fritidsfisker – der er nok forskel i størrelsen, men den potentielle skade ved, at der er efterladt et fiskeredskab, er uafhængig af, hvem der har efterladt det. Der er også en justering omkring det med kontrolpunkt til søs, men det har den socialdemokratiske ordfører også været omkring.
Så samlet set er det ganske fornuftige justeringer, som vi naturligvis sagtens kan støtte fra Venstres side. Der er sågar små positive konsekvenser i forhold til de administrative byrder, og der må jeg sige, at jeg tror, det er første gang siden valget for snart 2 år siden, at jeg har anledning til at rose regeringen for at gøre det. Men når det så endelig sker, må man også kvittere for det. Det er helt nye toner fra regeringen, og jeg håber, det breder sig til mange andre områder – det ville være gavnligt for dansk økonomi.
Men således opløftet vil jeg til sidst sige, at jeg glæder mig over lovforslaget. Det er fornuftigt – det fjerner ikke øjebliksalvoren for dansk fiskeri, men omvendt gør det heller ikke situationen værre, faktisk en lille smule bedre, og derfor støtter vi fra Venstres side lovforslaget.