L 181 Forslag til lov om ændring af fiskeriloven.

(Ændrede vilkår for registrering som erhvervsfisker og erhvervsfiskerselskab, forenkling af bierhvervsfiskerreglerne, indberetningspligt for fritidsfiskere, krav om digital kommunikation, kontrolpunkter til søs m.v.).

Af: Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 25-02-2021
1. behandlet / henvist til udvalg 11-03-2021
Betænkning afgivet 21-04-2021
2. behandlet/direkte til 3. behandling 27-04-2021
3. behandlet, vedtaget 29-04-2021
Ministerområde:
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Resumé:
Forslaget vil sikre, at fiskeriressourcen fordeles blandt aktive fiskere med tilknytning til Danmark og dermed bidrager til de områder, der er afhængige af fiskeri, og at fiskerikontrollen har mulighed for at føre effektiv kontrol med fiskeri i danske farvande.

Forslaget indeholder fem hovedelementer:

1) Kun aktive fiskere, der har tilknytning til dansk fiskeri, kan registreres som erhvervsfiskere i Danmark og få andel i danske fiskerettigheder.
2) Regler for bierhvervsfiskeri forenkles med krav om årlig landing til en værdi af mindst 5.000 kr.
3) Bemyndigelse til at udvide eksisterende regler for tiltag mod spøgelsesnet til at omfatte rekreativt fiskeri, så fritidsfiskere skal meddele tab af redskaber og foranstaltninger til bjærgning af disse.
4) Bemyndigelse til krav om digital kommunikation angående ejerskab af kvoteandele.
5) Bemyndigelse til at fastsætte regler, der muliggør, at fiskerikontrollen kan indkalde fartøjer til kontrol på udpegede positioner til søs.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2021.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 97 (S, V, DF, SF, RV, EL, KF, NB, LA, ALT og Susanne Zimmer (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.