Tak, formand. Jeg er rigtig glad for, at vi kan præsentere det her lovforslag om ændring af lov om social service vedrørende justering af huslejetilskuddet for udslusningsboliger. Som det fremgår, er der tale om en meget kort tekst, og for udenforstående kan det egentlig lyde utrolig banalt, at vi foreslår en lovændring, der blot siger, at en bestemt slags refusion ikke skal fradrages i nogen lejeres særlige ydelser. Men tag ikke fejl – det her lovforslag er en hamrende vigtig og rigtig betydningsfuld ændring, for med dette forslag får vi rettet op på de uhensigtsmæssige mangler, som har hindret kommunerne i at sikre udslusningsboliger til alle borgere med behov for en særlig social indsats.
Problemet har været, at kommunernes huslejetilskud til disse boliger efter servicelovens § 163 a skulle modregnes i de udsattes øvrige forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige ydelser. Der var altså ikke lovhjemmel til at undtage tilskuddet fra disse ydelser, og de udsatte ville så ende med at miste flere penge, end det egentlig var intentionen i serviceloven, da det blev vedtaget. Efter Social- og Ældreministeriets vurdering har det altså medført, at kommuner enten har fravalgt helt at give huslejetilskuddet eller har undladt at modregne borgernes forsørgelsesydelser, hvilket lovgivningen ikke tillod.
Det er altså rigtig vigtigt, at vi får udbredt denne ordning, så flere særligt udsatte har en mulighed for at komme videre fra et midlertidigt bosted til en mere stabil tilværelse på almindelige vilkår. Og som Kirkens Korshær angav i deres høringssvar, er det et grundlæggende svigt i et velfærdssamfund, når den kommunale hjælp ikke er til stede for et sårbart menneske, der skal over i sin egen bolig.
Det er særlig relevant for udslusningsboliger, hvis formål netop er at sikre en skånsom overgang for både misbrugeren på herberget og den skizofrene patient, der netop er udskrevet fra den psykiatriske behandling. Og her spiller huslejetilskuddet også en vigtig rolle. Når et menneske har været ramt af livets mørke sider og er endt på samfundets bund, er midlerne ofte ganske små, og de har brug for hjælp fra det offentlige, både til at forsørge sig selv, men også så de sikres trygge rammer at støtte sig til for at komme tilbage til samfundet – lidt ligesom vi giver tilskud til smertestillende medicin og til en rollator til en ældre dame, der lige er blevet hofteopereret, efter at hun har brækket hoften. Men hvis nu hoftepatienten var ramt af den samme mangel på lovgivning, som er tilfældet med udslusningsboliger, ville det altså betyde, at vi skulle fratrække rollatorens pris fra den ældre dames medicintilskud. Begge dele ville jo gøre forfærdelig ondt helt uden grund og være stik imod intentionen i lovgivningen. Derfor er det også en rigtig god ting, at vi med forslaget her får rettet op på situationen.
Så vil jeg også godt lige have lov til at bringe en særlig tak til de utrolig mange parter, der har afgivet høringssvar under udarbejdelsen af lovforslaget. Og som det er ordførerne bekendt, har regeringen på baggrund af høringssvarene også lavet væsentlige ændringer, og meget af indholdet er taget ud, fordi det simpelt hen ikke var tilstrækkelig imødekommende i forhold til de udfordringer, som socialt udsatte er ramt af, og som de hørte organisationer og myndigheder dagligt arbejder med.
Så er det planen, at der skal komme et stort lovforslag senere, som bl.a. skal udvide retten til udslusningsboliger til at omfatte voldsramte kvinder på krisecentre. Og så vil vi arbejde på et mere konkret indhold af ansvarsfordelingen, især efteromsorg til borgere med særlige sociale problemer, der har haft ophold på herberger. Dette og det øvrige indhold i forslaget vil så blive fremsat på et senere tidspunkt sammen med andre af de initiativer, der skal styrke indsatsen på hjemløseområdet, som vi også i Socialudvalget har diskuteret rigtig meget, og hvor vi også har været på besøg i bl.a. Finland. Vi skal også se på kvindekrisecentrene, og her har parterne givet rigtig gode input og forslag, som vil blive vurderet, lige fra SANDs forslag om en socialpædagogisk opstartspakke til Dansk Kvindesamfunds ønske om en ensartet praksis for bosætning af truede kvinder og børn i en ny kommune.
Jeg synes, det her forslag er rigtig godt, og det er nogle rigtig gode input, der er kommet fra sociale organisationer og offentlige parter, og tusind tak for det. Og derfor kan vi selvfølgelig støtte op om lovforslaget.