Jeg har jo både en grøn og en rød tale. Den grønne tale kan jeg gøre meget kort. Den hedder: Enhedslisten støtter det her forslag. Det gør vi jo, fordi vi meget gerne vil være med til at få udbetalt de 2 indefrosne ferieuger. Det er, ligesom alle har nævnt indtil nu, folks egne penge. Det smager lidt af hykleri, fordi alle de partier, der har været med til at indefryse de 5 ferieuger, jo sådan set har stemt for det for et par år siden, men nu vil de gerne have dem udbetalt, og fint for det.
Den røde tale handler om det meget lange forløb, vi har haft, med bøvl af administrativ karakter, og derfor er der også tidsler i det her forslag. Det er den helt indlysende uretfærdighed, der ligger i, at når man er ansat på nogle vilkår, kan man få modregning i sine eventuelle pårørendes sociale ydelser, men hvis man er ansat på andre vilkår, så er der ikke sådan en modregning. Det skyldes lige præcis den tilfældighed, at man i en skatteindberetning får med, at når man er timelønnet, bliver man beskattet med det samme, og den skattepligtighed kommer til at indgå i ens indkomstopgørelse. Det er simpelt hen en dyb urimelighed, at den lille forskel i ansættelsesvilkår slår igennem på en sådan måde, at man bliver modregnet i det ene tilfælde og ikke det andet.
Så har jeg et par sådan lidt tekniske spørgsmål, som jeg har tænkt at få afklaret. Hvad er grunden til, at vi skal have en 3-månedersfrist for ansøgning om udbetaling af de indefrosne feriepenge? Kunne man forestille sig, at den eventuelt blev forlænget lidt, sådan at der var flere muligheder for at bedømme, om man med de vilkår, man nu har på det tidspunkt, ønsker sine feriepenge udbetalt eller man ikke ønsker det? Det er den ene type.
Den anden type er, at jeg godt kunne lide at vide, hvilke vilkår der er for de mennesker, som af den ene eller den anden grund forlader landet. Det kan være, at de har arbejdet som udenlandsk arbejdskraft og så rejser tilbage. De har jo lige så meget ret til feriepenge som alle andre. Er deres vilkår så, at de automatisk får dem udbetalt, når de udrejser, eller hvordan er vilkårene for dem?
Det er så nogle praktiske ting, som jeg egentlig gerne vil have afklaret, men det skal ikke hindre, at vi stemmer for det her lovforslag, og vi er dødtrætte af det bøvl, der ligger i den måde, det er blevet til på, og den måde, det er blevet administreret på. Der er jo ikke noget at gøre ved det, sådan som sagerne står, men det er virkelig, virkelig uretfærdigt.