Tak for det. Det var egentlig min kollega Jens Henrik Thulesen Dahl, der skulle have været ordfører på det her, men kl. 12, for et kvarter siden, skulle der være lancering af en aftale om forskningsreserven, og der ville han gerne være med, så jeg har lovet at læse hans tale op. Så jeg er ikke lige nede i materien af lovforslaget, men skulle der være nogen spørgsmål, vil jeg da prøve at svare på det efter bedste evne.
Men Jens Henrik Thulesen Dahls tale, som jeg læser op nu, lyder sådan her: Denne lov handler om tildeling af brug af cpr-numre og registrering knyttet hertil. Der er tre hovedelementer i lovforslaget: cpr-nummer til færinger, udlevering af oplysninger om til- og fraflytning for almene boligorganisationer samt regler for behandling af sager om bopælsregistrering af børn i sager om særlig adressebeskyttelse.
Det første element om tildeling af cpr-numre til færinger opfylder et ønske fra færinger om en mere generel adgang til at få tildelt et dansk cpr-nummer, så man derved kan få adgang til at benytte offentlige digitale selvbetjeningsløsninger. Samtidig giver loven mulighed for videregivelse af oplysninger fra CPR til færøske myndigheder. Det er en frivillig ordning, som betyder, at færinger ved henvendelse til Rigsombudsmanden på Færøerne kan få tildelt personnummeret. I Dansk Folkeparti ser vi det som en naturlig del af rigsfællesskabet, og det opfylder ønsket om at give mulighed for, at færinger kan få cpr-numre, når de ønsker det.
Det andet element i loven handler om at give almene boligorganisationer og visse private udlejningsvirksomheder løbende digital adgang til at se, hvem der flytter ud og ind af deres lejligheder. Det er en udmøntning af en aftale mellem en række partier, som Dansk Folkeparti er en del af, så det støtter vi. Det forekommer kun ganske rimeligt, at man som udlejer har en mulighed for nemt at følge med i, hvem der officielt bor i lejligheder, man lejer ud. Det er oplysninger, man allerede har i dag, men nu kan man så få dem automatisk, og det er sådan set det positive.
Det tredje element i loven handler om ændring af partshøring, altså proceduren ved anmeldelse af flytning af et barn til et krisecenter. Hensigten er at sikre hemmeligholdelse af barnets adresse for en eventuel voldelig partner til den forælder, som er flyttet med barnet til et krisecenter. Det er oplagt, at vi skal gøre, hvad vi kan for at sikre trygheden for børnene i en sådan situation. Det må dog også siges, at der i lovforslaget står beskrevet, at det vil betyde, at der vil være situationer, hvor det ikke handler om vold eller trusler i parforholdet, og hvor barnets adresse også vil være skjult. Det er derfor vigtigt, at vi i udvalgsbehandlingen får klarhed over retssikkerheden for begge forældre i sådanne situationer. DF er som udgangspunkt positive over for den del af lovforslaget, men vi skal lige have afklaret retssikkerheden, før vi tager endelig stilling. Det var ordene.