Det er jo sådan, at når vi har de her lovbehandlinger, som vedrører forskellige direktiver, er det altså sund fornuft, synes vi i Dansk Folkeparti, at kigge på, hvad indholdet er i de her direktiver, og hvis de er til gunst og gavn og glæde for danske virksomheder og danske forbrugere, danske vælgere eller andre, plejer vi som regel at være positivt indstillet. Er de det modsatte, plejer vi pænt og høfligt at sige nej tak.
Hvis man kigger på indholdet af ECN+-direktivet, er det jo en implementering af nogle ting, som skulle gøre det bedre, for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beføjelser bliver udvidet. Noget af det kan jo virke meget fornuftigt. Vi har egentlig ikke noget imod, at man får nogle bedre værktøjer til eksempelvis at kunne udstede påbud og til at kunne tilvejebringe oplysninger, som man anser for at være vigtige for at kunne påvise eller afvise, at der skulle være tale om en konkurrenceretlig tvist.
Men med hensyn til indholdet i det her pågældende lovforslag, L 116, er vi altså i Dansk Folkeparti noget bekymrede, i forhold til om det vitterlig er til gunst, gavn eller glæde for nogen som helst andre end dem, der ønsker, at vi bare skal implementere endnu et direktiv fra EU. Det er jo egentlig humlen i den her sag. Jeg synes egentlig, at når selv en såkaldt jubeleuropæer som Venstres ordfører kan stå hernede i salen og være så kritisk over for det her lovforslag, er det jo et tegn på, at vi ikke rammer helt ved siden af skiven, i forhold til at det faktisk indeholder nogle ting, som det er værd at kaste et ekstra blik på. Derfor skal tingene selvfølgelig også undersøges og belyses i forbindelse med udvalgsarbejdet.
Det er da fint nok, at man som sagt kan gennemføre interviews, udstede nogle påbud, og at man måske også kan komme ind og lave nogle kendelser, men vi er nødt til at få sikkerhed for, hvad der ligger i de der såkaldte »visse betingelser«, i forhold til at kunne udstede retskendelser og på den baggrund foretage kontrolundersøgelser i private hjem. Det mener vi er meget vidtgående. Der er jo noget, der hedder, at lov skal følges, men vi skal også være sikre på, at vi ikke laver en overimplementering af EU-direktivet på det her område.
De civile bøder, som der lægges op til kan pålægges, er dem, man i dag kan betale via straffesager, hvor det bliver skrevet ind i dommen osv. Jamen hvordan kommer det til at se ud med hensyn til den måde, som man vil gennemføre praksis på, hvis det her bliver fuldt ud implementeret, sådan som regeringen lægger op til?
Der er en række ting, som vi i Dansk Folkeparti ønsker skal belyses yderligere. Vi vil gerne have, at udvalgsarbejdet bliver gjort grundigt. Vi vil også gerne være med til at støtte det forslag, der kom fra Venstre, om, at der bliver lavet en intern høring om det, så vi er på sikker grund. For hvis man kigger på de høringssvar, der er kommet fra mange af parterne, så er de jo ikke ligefrem på julekortniveau, for at blive her i decemberbilledet. Det er jo faktisk en ret kras kritik af en del af de elementer, som det her lovforslag indeholder.
Så indtil videre vil vi gerne trykke på pauseknappen i forhold til at sige ja eller nej til det her lovforslag. Vi vil følge lovarbejdet, og vi vil også stille de nødvendige spørgsmål, der rettelig skal stilles, for at vurdere, om det er fornuftigt eller ikke er fornuftigt at stemme for det her lovforslag. Tak.